Skaberen lod fra mit første gry

Mel.: Lille Guds barn hvad skader dig

Skaberen lod fra mit første gry
liljen mig undrer på ny og på ny,
fattig den er på gods og guld
bær dog en klædning underfuld.
    O Gud ske lov.

Liljen er flygtigt på verdens ø,
Kan førend aftenen visne  som hø,
Dog du mod himlen rækker glad
smilende hvert et blomsterblad

Du lar i konges og fyrsters sind
dit vederkvægende lys trænge ind.
Dog i den usleste hjertevrå
lyser din mildhed ligeså.

Fristere ser dig med list i sind
for dig at snøre i hjernernes spind.
Dog mod din skaber er du tro
bygger i himlen ind din bro.

Midt i al jordens fortrædsomhed
trænger din rod sig end dybere ned.
Der du i nådens lys fra Gud
Tolker ved tro dit glade bud.

Lilje du sætter dig ej ved stål
just som en dåre forfængeligt mål.
Dog du ved sandhed livet vandt,
kærlighed dig til verden bandt.

Du som et barn af den fri natur
følger den lydigt i mol og i dur.
Var den dig grum og uden gunst
lærte den dig om livsens kunst.

Lynild i natmørke, storm i sind
livsangstens plage – en byrde så blind
Dog du i grøde fik din dåb
arvede derved evigt håb.

Spinkel og svag – ja du synes så
moderskabs byrde at tage dig på.
Dog du med livets Gud i pagt
frygte’d ej verdens vilde  magt.

Hører du menneskets stolte råb
fremskridtets bølge, det strålende håb.
Bøjer du blot din liljemund
kysser så ømt en fattigt pund.

Rammes du  stunddom af kødets lyst
elskovens vildskab i svulmende bryst.
Vugger du dig i sælsom dans -
hjerteorgasme – stråeglans.

Lilje, min udfordring hver en stund
sjælens forløsning din dybeste grund
Frygtløs og huld som en Jeane d’ Arc
Løfter du mig på troens ark.

Sjælens forløsning, du lilje skøn
åbner en verden der før var i løn.
Mageløs er din poesi
som en Fugl Phoenix gør du fri.

Lilje du bærer på livets frø
vidner om sjæle der aldrig kan dø,
og når din yndighed forgår
glansen omkring dig evigt står

Sjæleglans i al evig tid
næres af hjerter i ufred og strid.
Guddommens kraft, du lilje bly
Undrer mig dog påny, påny
    O Gud ske lov.