Pilgrimssang

Mell.: Samarkand

Da som yngling jeg med lyse drømme lege’d

ud fra barndomshjemmets gode, sikre havn,

korn og vilde blomster blidt for vinden neje’d,

alting hvile’d trygt i sommernætters favn.

- Men min higen søgte højt mod hvide skyer,

mens min længsel var mig både vild og kåd.

Skue’d fremad. – Jeg var kaldet som fornyer.

- Hvis jeg blot engang kom frem til manddoms dåd?

Ja, min vilje var til gavns at styre livet,

fylde op de mål jeg havde tænkt og sat.

- Men i dag jeg sander, at så let som sivet

svajer jeg for vinden – livsløb ændres brat.

- Nu jeg vandrer – er de lange vejes ridder,

søger lise i et fjernt og fremmed land,

hvor mig møder modets gnist og sindets og vidder,

som sig åbner bagved nye bjerges rand.

På min ryg jeg bærer méd min tunge byrde,

under solens brand, i kulde, sus og regn.

Når jeg stundom mødes med en simpel hyrde,

deles vi om sødmen fra et brombærhegn.

- Han der leved´ med sin flok igennem slægter,

kendte verdner der forbandt og gjorde fri.

Livets glæder i hans sind sig ej fornægter.

- Pilgrim er han, li´som mig på verdens vandresti.

Hér, jeg lægger øre til en fremmed verden

som af seklers slid er formet – dannet – skabt.

Fritter ud om slægters liv og kamp og færden.

Ser at nyt kom til, for gammelt der gik tabt.

- Hér er travle folk der jager hastigt vid’re,

men som hilser venligt på mig med et ”dyt”.

Her er glade koner som det spanske kvidre.

for at hjælpe mig på vej – så uforknyt.

Det er derfor jeg, trods savn, slet intet savner,

føler foden let – om også den er øm.

Jeg fornemmer bliden bør kun lidet gavner,

- fanger mig som luftsyn i en ønskedrøm.

Intet andet vel mig vederkvæger herligt,

som den lille nøgne jomfru der iblandt

grus og skærver trodsigt smiler til mig – kærligt.

Hvor jeg kommer frem. – Oh Gud, hvor er det sandt!

Og min vandrings mål. - Et mål må den jo gælde?

Ellers var min møje bare galmandsværk!

- Jo, jeg søger efter visdom grå af ælde

iblandt støvet gods gemt hen af munk og klerk.

- Hvor de dødes røst til mig som er i live

lyder: ”En gang nød vi li’som dig vor skål.

Men om føje tid, som os du støv skal blive,

når engang du når din vandrings endemål”!