Jeg så dig i vårbruds fortryllende charme

Mel.: Jeg så ham som barn med det solrige øje

Jeg så dig i vårbruds fortryllende charme,
violernes duft varsle’d sommer og varme
og lærker sig sang ind i livsmodets zoner
i fejende dans til forjættende toner.

Da bøgen stod brud mellem blomster i grøde,
fra altret lød jaord i troskabens gløde,
og håbets maskot var den blå anemone,
mens fuglene sang sig fra vinterens done.

Så bygge’d vi rede på trods mellem sivet.
På trods blev forventningens glæder os givet.
På trods klang så lifligt vor kærligheds strenge,
når dansen den gik i den juninats enge.

Ved midsommertid under bankende hjerte
vor kærligheds frugt ved forløsningens smerte
sig sprængte sin vej ud i lyset og livet
og bragte den yndigste pludren til sivet

Det dejligste kuld fik i favn vi at bære.
I frygt og med bæven for livet at ære.
Små gabende munde og livfulde tunger
hvor jublende sang kom fra takfyldte lunger

Mens tiden den løb og mens ungerne vokse’d
vort sivbo sig krympe’d da glæderne kokse’d.
Den tryghed vi tro’de til støvår sku’ vare
sad fast i fortræd’ligheds snigende snare

Jeg følte et stik - i dit øje jeg skue’
det ængstene blik der for natmørket grue’d,
og boblen der svævede nys over sivet,
den bristede brat, da du fravalgte livet.

Da greb mig i afmagt så knugende tanker.
Min verden den skred - intet hold for mit anker.
I tågernes slør under halvmånens bue,
dit støv blev  forseglet ved lynildens lue.

Min Gud du forlod mig i Helvedes øde.
Mit lod du kaste imellem de døde.
Da ingen mig elske’d mit hjerte jeg stene.
Fortvivlelsens råb lod i tomhed mig ene.

Så led jeg i gråd mod det yderste mørke,
da tårernes strøm flød mig grokraft i ørke,
de blev mig som glædernes trofaste søster
mit blytunge hjerte den lønlige trøster.

Da sanse’d jeg bruset fra halvglemt legende.
Af fortidens dunkle må modet jeg hente.
Jeg lever - om svag - vil mit åg jeg dog bære,
med frygt og med bæven jeg livet skal ære.

Nu tak da min ven for hvad du har mig givet.
I kærlighed bar du mig glæde til livet.
Den tungeste gang skal jeg nedbøjet træde
i stilhed dit minde med tårerne væde.

Når sorgfuld jeg styres til liljernes have
og finder et sted mellem slægternes grave,
hvor du gennem tårernes løb fra mit øje
vil byde mig dans i det blånende høje

På trods er du med mig i reden blandt sivet.
På trods vil du bære mig glæde til livet.
På trods vil vi synge fra livsglædens alter,
til pris for det pund vi for Herren forvalter.

Kærmindernes krans fra de sollyse dage
mit hjertes rubin - i mit sind vil de drage.
Med tålmod og flid som vort hjems amazone,
ja, her skal jeg søge mit livsværk - min krone

End scenen vil skifte - vort kuld går fra reden.
Hør vingernes sus mod uendeligheden.
Jeg modnes som frugten på vinstokkens kviste,
og danser den dans hvorom aldrig jeg vidste.

Mit anker fik hold da mig lindredes nøden.
Fra glædernes Gud fik jeg livet trods døden.
Fra kærlighedsflammen i gudsnådens kærte
Jeg henter mig trøst for den nagende smerte.