Hyldestsang til kærligheden - og min elskede hustru

Mel: Musens sang

En ensom lille skabning, som et målløst meteor,
flyver blindflyvning midt mellem stjerner og jord.
En Muse – ganske sikkert uden fordring – uden køb,
drager til sig magnetisk dog manden i svøb.
Hvor kan han give sig Musen i vold?
Når jorden den brænder og stjernen er kold!
- Nu vel, sådan en Muse, som en guddoms substitut
kan endog møde skæbnen - en stening til slut.

Se, derfor er en Muse ej en flygtig lille strik,
som en mand kan erhverve sig, blot for en slik.
Han lægger sine planer, og han vejer sine ord.
Men det hjælper ham fedt uden ærligheds spor.
Det som han mangler og ikke kan nå,
er mod til flyve på må og på få
tilsammen med den muse, der vil tænde ham i brand,
- hvis han blot turde glemme sig selv og sin stand.
        
Hvordan kan jeg da finde så’n en Muse for mit liv,
der vil binde sit hjerte, sin sjæl til et siv?
Jeg higer og jeg søger, folder ud min positur.
Spiller op til mit bedste i mol og i dur.
-  Musen er kløgtig og ikke til fals
for bare et glimt i et øje - en vals.
Først når jeg slipper tøjlen, flyver med så godt jeg kan,
vil hun flyve med mig – gøre mig til en mand.

Hvorfra kom så min Muse? Ja bestemt, jeg mangler ord?
- Fra magneternes felt mellem stjerne og jord!
For jorden, som mig brændte, drev mig ud hvor intet er,
imens stjernen så fjern bød mig trods og besvær.
Uden at tænke trofæ og gevir
Gud Amor så sikkert med åbent visir
tog pilen på sin bue, fyre’d af og ramte plet,
satte gudskraften stævne på længslernes bræt.

Og Musen helme’d ikke blot for jaord, der var sagt,
men bestandig hun hæge’d om hjerternes pagt.
Thi lykken er ej blot hvad vi i nuet måtte tro
men den tørn vi ta´r sammen i livsløbets bo.
Søge på jorden det herlige sted,
hvor varmen fra stjerner, trods opdrift, når ned,
til trøst for bange sjæle tynget ned af sorgers last,
så fortøjninger styrkes ved stormenes kast.

Hun ved jo alt for godt, at jaord er et flygtigt ord.
Det, der binder, er tanken, som sindet bebor.
Hun sørger eller glædes over skæbners vekselgang,
gør buketter af dem til sin kælighedssang.
- Altid på jord, blot een stjerne er tændt
på himelens hvælv, da er håb velbekendt.
- En ensom lille skabning som på hjertets længsler tror
sætter livet i spil mellem himmel og jord.