Slægternes gang

Mel.: Som dybest brønd gi’r altid klarest vand

Fra opvækst kår i læ bag omsorgs hegn,
de lod i nærheds rum sig kærligt favne.
Ved arnens ild de sanse’d liv og tegn
med glans fra ættens id og drift og bavne.
Da sindigt modned’s de til tidens krav
der præge’d virket som en lyst i sindet.
Fra Arilds tid, på vildt og oprørt hav,
de knytte’d an til dåd, til håb og mindet.

Ja, siden har, ad slægters lange bånd,
vort ophav møjsomt – bygget - bedt og kriget.
Alt hvad af åndens kraft og barket hånd
er gemt i skår der vidne bær’ om riget,
der tone’d frem på trods og gennem strid,
fortæller os i dag, i frejdig tale,
at hvad de skabte tog sin form ved flid,
i hytte lav så vel som gyldne sale!

De gamle, som for længst er gået bort,
os efterlod en arv, som vi skal ære.
Og drømte de end langt, men så kun kort,
skal vi med andagt deres arv frembære.
Med viltert opladt ungdomsmod i sind
og verden se med nytids klare øjne
- bevidst om luftsyns pragt, der gør os blind,
vi vogte skal os vel for falskheds løgne!

Læg øre tæt til dybe rødders sang
i en kantate stor om tab og sejre.
Med runer ristet dybt i Dannevang
fra Hjerl vest til Trelleborg og Lejre
de samler riget over bælt og fjord
ved blod og sved mens hjerteblodet rinder,
og flyer os troen som i deres spor
vil gi’ os rum for dåd, for håb og minder!