En hyldest til lidenskaben

Forårssang

Mel.: Nu tak for alt ifra vi var små
(Fra Synøve Solbakken af Bjørnson)

Hvad titter op af den hvide sne,
trods frost og snefog ved vintertide?
- En gul erantis – min lykkes fe,
knapt tør på øjet jeg lide?

- Oh milde Gud, det er sandt - jeg ved
min tvivler trøstigt jeg gør til skamme.
Forglemmes skal nu den tort jeg led
og genfødt modet annamme.

Et lille solgyldent glimt af lys
som midt i goldhedens ve og våde,
står der og ler ad al mismods gys,
bebuder vårkraft og nåde.

Det er som løftes en byrde tung
der true’d håbets betrængte kilder
En gammel streng der med et bli’r ung
og slår de gladeste triller.

Ja, just som verden mod enden led,
sig åbne’d for mig en frodig have,
hvor liden blomst fra Vor Herres bed
gav lys og luft til en slave.

Og frem det går nu ved solens gunst,
mens dag for dag den mig rigt beskænker
med verdens under og livsens brunst
- forløser urkraftens lænker.

Jeg bøjes ydmygt - med nænsom hånd
og griber efter det underfulde,
der knytter mig – til min skabers ånd
i strid mod tvivl og mod kulde.

Erantisbloms, gør mig stærk og fri.
Fly til mig troen som kan mig styrke.
Lær mig at undres på vej og sti,
og byd mig livet at dyrke.

For livet selv er den steppebrand
der driver saften til blad og lemmer,
gør skam af hovmod og blind forstand
- den gule blomst vi ej tæmmer!

Også en hyldest til lidenskaben

Forårssang under samme tema

Mel.: Nu tak for alt ifra vi var små
(Fra Synøve Solbakken af Bjørnson)

Hvad titter op af den hvide sne,
trods frost og snefog ved vintertide?
- En gul erantis – min lykkes fe,
knapt tør på øjet jeg lide?

- Oh milde Gud, det er sandt - jeg ved
min tvivlen trøstigt jeg gør til skamme.
Og glemmes skal nu den tort jeg led
og genfødt modet annamme.

Et lille solgyldent glimt af lys
som midt i goldhedens ve og våde,
står der og ler ad al mismods gys,
bebuder vårkraft og nåde.

Det er som løftes en byrde tung
der true’d håbets betrængte kilder
En gammel streng der med et bli’r ung
og slår de gladeste triller.

Ja, frem det går nu ved solens gunst,
Mens dagen længes og grøde stige
Naturens urkraft i herlig brunst
slår døren ind til vort rige.