Elskovssang.

Mel.: Den blå anemone

En drift i alle hjerter
der slår og pumper blodet rødt
igennem sorg og smerter
hos liv der bli’r forødt.
- I håb og lys ad slægters bånd,
det er som om en vældig hånd,
dog let som blomsterstøvet,
med fryd og ufortøvet
slår elskovstonen an.

Vor drøm er lutringsilden,
dér fældes ud vor kærlighed,
dér springer liv fra kilden!
- Blot ej vi bærer ved
til mørkets magter, som formår
med gift at ætse dybe sår,
hvor dødens drift os kæler
og livets smerte kvæler,
mens kilden tørre ind.

Dog, altid længes livet,
trods frost og ve, mod sol og tø.
- Os blev talenter givet
at sætte blomst og frø!
I elskov og ubændig lyst
vi plante for en gylden høst,
hvad ørk og brand kan øde,
men ingen hænder bøde.
- kun troen byde trods.

Som druer rummer kraften
af sommerregn og solens skin,
er elskovs varme saften
der bli’r til liflig vin!
Længst svundne slægters kamp og tro
slog over dybe kløfter bro,
på trods af gru og smerte.
Mens glimt fra håbets kærte
Drev bort en sortnet nat.

Lad hjerters varme sprede
hvad gold forstand kan dynge op.
Lad fare sindets vrede,
gør sød dets bitre kop.
- Kan tro vi dyrke livets lod
i tålmod under dødens brod,
med tak og glad i sinde?
- Da står vi til at vinde
det pant vor elskov er!