Om håb i sorg og modløshed

Mel.: Nu tak for alt ifra vi var små
(Fra Synøve Solbakken af Bjørnson)

Hvad fange'd øjet! - Bag vissent Blad,
- trods slud i vinterens solhvervsdage.
- En martsviol der så fri og glad
med vårduft lo ad min klage.

Den brød sig vej fra den sorte jord
som himmeltegn med et væld af nåde!
Af muldens favn, ad et oplyst spor,
en ny tids grøde den spå’de.

Den rejste trods i min modløshed,
af ørken skabtes en frodig have.
Du lille blomst i Vor Herres bed,
du tændte lys for en slave.

Og snart ved varmen fra vårens sol
et under livet på ny mig skænker.
Der står du atter - min blå viol
og løser vinterens lænker.

Jeg bøjes ydmygt - med nænsom hånd
og griber efter det underfulde,
der binder mig i min skabers ånd
til strid mod stål og mod kulde.

Og trykker jeg dig imod mit bryst,
mit hjerte aner din gnist derinde.
- Da står jeg genfødt på livets kyst
midt i de brusende vinde.

Så drag du mig mod det bitre slag,
bryd mig min ring om den dorskheds orden
hvor tomhed næret ved selvbedrag,
frøs livet ud i sin vorden.

- Oh, blå viol, gør mig stærk og fri.
Fly til mig troen som kan mig styrke.
Lær mig at undres på vej og sti.
Og byd mig livet at dyrke.