Velfærdsdanmarks kilder – dets storhedstid – og nu dets tydelige forfaldstegn

Hvis jeg her i 2015 skal forsøge at danne mig et billede af, hvad disse særdeles tidsrelaterede begreber har betydet for menneskers daglige liv og færden, skal jeg, der i øvrigt ikke har anden baggrund for mit bud på det, end den viden som folkeskole høj - landbrugsskoler tilligemed almindelig folkelig nysgerrighed igennem et langt liv måtte have bibragt mig, bore et godt stykke tilbage i de historiske kilder, til udspringet af de tilstande som med føje kan antages at have været den udløsende faktor for de bevægelser i samfundet, der helt fra deres spæde start kan have haft ovenstående begreber som fokus igennem en længere, men måske til syvende og sidst hele tiden fortløbende årsagssammenhænge, men dog ikke nødvendigvis. - Tilfældighedernes spil kan være både skæbnesvangre og forunderlige! Man må jo huske på, at alt hvad der rører sig i et samfund er udtryk for en stadig bevægelse, nu og da nærmest umækeligt, nu og da i kortere eller længere spring. Derfor er man nødt til, for at kunne forstå det substantielle der knytter sig til dette, at danne sig et billede af det man måtte forudsætte, kunne være denne konkrete bevægelses fortløbende udviklingslinier, den bevægelse, som jeg her har i tankerne er jo den der førte frem til det, som vi senere heftede betegnelsen ”Den danske Velfærdsstat” på, som måske har været verdenshistoriens mest storstilede forsøg på, inden for en national ramme, at udmynte begreberne Sammenhængskraft og Fællesskabsfølelse i en politisk doktrin. Interessant nok, så har disse to begreber, rent sprogligt set, først vundet indpas i daglig tale efter at denne velfærdsstat, efter nogles formening, igennem de allerseneste år er kommet under pres. – Og som på det allerseneste endda også ligefrem er sat under anklage!

Det er en kendt sag, at katastrofer, der rammer et folk, er iblandt de faktorer, der for alvor kan binde mennesker sammen i et stærkt og forpligtende fællesskab. Og det er da også de katastrofer, der ramte vort land henover 1800tallets begyndelse, og som havde Danmarks ulykkelige engagement på den forkerte side i napoleonskrigene med tabet af flåden, Københavns bombardement og statsbankerotten i 1813, for sluttelig med nederlaget til Prøjsen og Østrig i 1864, som den, for landet nærmest ubærligt traumefyldte hændelse, der endte med at berøvede Danmark en tredjedel af sit landareal, og som under mere uheldige omstændigheder, f.eks hvis ikke andre europæiske stormagtsinteresser mere eller mindre åbenlyst havde interveneret imod mulige tysk – østrigske storhedsdrømme, helt eller delvis kunne have berøvet os både flag, kongehus og selvstændighed. Og disse begivenheder kom igennem mere end et helt århundrede til at sætte sig dybe spor i vor selvforståelse, ja, helt ind i folkesjælen. Men nederlaget satte sig, Gud være lovet, også vigtige spor i dansk åndsliv og dermed i den samlede nationens vilje til ikke bare at overleve, men også til på mange nye måder at gøre sig gældende ude i den store verden. Bekendt er slogannet motiveret af Enrico Dalgas, som var initiativtageren til stiftelsen af ”Det danske Hedeselskab: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”. - Og dette ganske uanset at Dalgas, om end han var født i Napoli i Italien, men som efterkommer af en af de franske Huguenotfamilier der i 1665 måtte flygte fra fædrelandet, Frankrig, på grund forfølgelse, og derfor rent faktisk var franskmand. (Huguenotterne var en protestantisk trosretning, som pavekirken frygtede) - Men bestemt ikke mindre betydningsfulde var de åndelige vækkelser med Indre Mission, Grundtvigianismen, Kristen Kolds Skoletanker og Højskolebevægelsen, der igen, som et barn af disse skabte grundlaget for andelsbevægelsen, som jeg, og med mig også mange andre, altid har set som selve symbolet på et folks kollektive vilje til i praktisk handling at demonstrere sammenhængskraft og fællesskab. Mig bekendt har ingen nogensinde kunnet give noget hverken rationelt eller logisk funderet svar på spørgsmålet om, hvad det egentlig var, der muliggjorde og igangsatte denne folkelige eksplosion af foretagsomhed der tydeligvis var inspireret af, på én og samme tid, visionære tanker og jordnær arbejdsiver, udfoldet i form af ofte meget vovelige, praktiske initiativer. Det har været sagt, at det begyndt med at disse grove bøndersønner – og karle, med deres, af hårdt arbejde prægede næver, for nogle vintermåneder, satte sig på højskolernes bænkerader og hørte om Odin, Thor, Valhal, De Gamle Nordiske Myter, sang vore danske fædrelandssange og fik et indblik i dansk historie og litteratur, samt fik opfriskede deres i forvejen ret beskedne skolekundskaber i dansk og regning. Og det samme gjorde pigerne for en sommer, for derefter igen at tage hjem til landsbyerne, hvorfra de var kommet, hvor de satte sig for at starte den vifte af andelsforetagender, der ikke bare viste sig at kunne trække den danske landbostand ud af det truende uføre, men også at levere inspiration og økonomisk baggrund for den efterfølgende industrielle udvikling i vort samlede danske erhvervsliv.

Men her er der så lige den lille krølle at tilføje, at en meget væsentlig forudsætning for denne andelsbevægelses succes, som absolut også hører med i det billede, er at der på europæisk plan på netop den tid tegnede sig gode muligheder for at finde afsætning for en anseelig fødevarerproduktion til et kræsent publikum, og det endda også til favorable priser. Og her skal vi så kaster blikket endnu længere ud i den store verden. Til de europæiske kolonimagters mulighed for, og evne til – altid med Bibelen i hånden, da deres kristentro udgjorde en væsentlig del af deres åndelige drivkraft, for bl.m.a. også genereringen af hidtil usete profitskabte formuer ved udnyttelse af den militære og økonomiske overmagt, som disse kolonimagter besad i forhold til koloniernes stærkt stammeopdelte samfund, der, så at sige, lå fuldstændig åbne og ubeskyttede hen for enhver eventyrers hensynsløse udnyttelse af dem. Man kan nok ikke, menneskers iboende, men ofte hensynsløse, ekspansionstrang taget i betragtning, klandre de koloniale magthavere for deres opfattelse af, at det de foretog sig var helt i orden, også moralsk set. For det første fordi de mennesker som de tog magten over jo alligevel ikke var at regne som rigtige mennesker, i hvert fald ikke med mindre de som et mindstekrav, ved koloniherrernes ofte håndgangne folks, missionærernes, ”uegennyttige” indsatser først var blevet kristnet, hvilke så nok efterfølgende ville kunne frelse dem fra helvedes pinsler i det hinsidige, men ikke fra koloniherrernes vilkårligheder i det dennesidige. – Det står jo dog højt og tydeligt skrevet i Bibelen som var en af kolonisatorernes vigtigste ”manualer” at de der har, skal mere gives, og de der intet har, skal fratages det lidt de har. Men samtidig faldt kolonisationens storhedstid også godt ind i slipstrømmen af oplysningstiden, i 1700tallet, hvor hovedbudskabet var, at den menneskelige erkendelse måtte søge nye naturlige normer for moral, til afløsning af de hidtidige, der havde været baseret på åbenbaringer, hvilket må ses som en godkendelse af disse nye normer med hensyn til menneskets udgang fra sin selvforskyldte umyndighed - man levede ikke i en oplyst tid, mente man, men i tiden for oplysningens nødvendige intervention til gode for den menneskelige skabertrang - men altså desværre også en skabertrang der, har det mange gange siden vist sig, er gået fuldstændig grassat. Men kendetegnende for både kristentroens støtter og de ud fra oplysningstidens nybrud af rene fornuftsdyrkere, at de brugte hver deres ideale tankebaner, til at underbygge det lige i øjeblikket mest opportune formål.

Man kan sige, at den dobbelthed som var indeholdt i det religiøst-filosofiske ”vadested”, som denne nydefinition åbnede for, også åbnede en ladeport for allehånde tolkningsmuligheder, der kunne være brugbare til mange forskellige formål. Således at det, som kolonisatorerne foretog sig, uanset hvor horribelt og brutalt det så end måtte have været, ikke nødvendigvis var drevet af de negative incitamenter, som af kritiske røster nogle menneskealdre senere betegnes som udnyttelse og undertrykkelse af groveste skuffe, eller det der var endnu meget værre, hvad det jo også i virkeligheden var, men som bare for dem selv netop var det velfortjente udkomme af sundt, uangribeligt købmandsskab. Og desuden kunne de jo også, hvis de savnede en smule ekstra moralsk fodstøtte, henholde sig til den logik, der stadig helt op i vor egen tid synes at være gangbar: Der er ingen, der bliver fattigere af at andre bliver rigere. Men det korte af det lange var bare, at rigdommene strømmede ud fra kolonierne og hjem til ”moderlandene” som så derigennem, internt i disse lande, skabte en ny stor købedygtig middelklasse. Og det var i særdeleshed denne middelklasse, der, først og fremmest i England, var forudsætningen for den danske andelsbevægelses muligheder for at ekspandere, og dermed for at afsætte dennes højt profilerede fødevarer til relativt gode priser, og dermed formeligt sætte turbo på en, på samme tid fremspiret national dansk følelse af fællesskab og en aldrig tidligere set form for social solidaritet forskellige samfundslag imellem, og ikke mindst, som en konsekvens heraf, arbejdsglæde i det daglige, der jo, som tidligere antydet, også var udsprunget af katastrofens kaos, og viderebefordret af tilfældigt opståede inspirationskilder så som de folkelige vækkelser og højskolerne, og endelig som slutproduktet udmyntet i praktisk, kommerciel markedsopbygning af stærke viljer. - Man kan faktisk på en måde sige, at både andelsbevægelsen og velfærdsdanmark i virkeligheden var produkter at to vidt forskellige måder at anskue kristentroen på. På den ene side den europæiske oplysningstids forsøg på frisættelse af menneskelige potentialer i bl. m. a. i form af kolonitidens brutale udnyttelses filosofi, og på den anden side den særlige danske højskolebevægelses oplysningsbegreb, som det meget klart formuleredes i Grundtvigs kendte sang: Er lyser for de lærde blot? Hvor det i sidste strofe hedder: Oplysning være skal vor lyst / er det så kun om sivet / men først og sidst med folkerøst / oplysningen om livet / den springer ud af folkedåd  / og vokser som den vugges / den stråler i vort folkeråd / til aftenstjernen slukkes!

Dette at Hitler, formelt set, på legal vis og ved frie valg, i 1933 var kommet til magten, vendte det op og ned på mange ting, også i vort eget land. En ny magtfaktor tegnede sig i europæisk sammenhæng. Og der er evident, at dette nye nacistiske styre med Hitler i spidsen, også i mange danske kredse efterhånden var kommet til at nyde en slet ikke ubetydelig sympati, ikke mindst indenfor landbruget, som jo den gang spillede en helt anderledes stor, for ikke at sige nærmest enerådende, rolle for dansk økonomi, men også indenfor mange i andre erhverv så mange i virkeligheden Hitler som en stor statsmand, der havde evnet at få Tyskland på benene efter 1. verdenskrigs ydmygelser og efterfølgende totale økonomiske opløsning, til igen at være en habil handelspartner, der både var mindre kræsen hvad varernes, specielt landbrugsvarernes, kvalitet angik og samtidig også mindre påholdene med priserne, end englænderne altid havde været. Jeg tror at netop dette var en væsentlig årsag til at så mange, ellers gode danskere, ikke tog det så højtideligt, at Hitlers taler nok vakte afsky, ikke mindst hos mig der godt nok bare var skoledreng, men nok også i virkeligheden hos majoriteten af den danske befolkning, ikke ved det han sagde, for det var der ikke mange der forstod rækkevidden af, men ved tonen, der mildest talt var hæslig. Men alligevel blev hans taler her i landet i nogen grad modtaget med tilfredshed, trods det at han altid havde for vane at påberåbe sig Tysklands ret til visse områder af nabolandenes territorier hele raden rundt, og faktisk aldrig lagde skjul på sine krigeriske hensigter med henblik på tage dem tilbage, men samtidig heller aldrig glemte at pointere, at i forholdet til Danmark, var det noget andet, for der lå grænsen fast. Måske var der noget psykologi i det, da det jo også var en slet ikke ukendt sag, at Danmark, af den nacistiske tyske ledelse, var udset til at agere mønsterprotektorat i deres nye ariske ”Neuropa”. Mange, iblandt dem såmænd også min egen gamle mormor, der i øvrigt ellers på det bestemteste måtte siges ikke at nære nacistiske sympatier, notere sig netop det, at grænsen lå fast, med udelt tilfredshed – eller måske det i virkeligheden bare var det, at beroligede hende en smule?

Derfor tror jeg virkelig at den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940 for den meget store majoritets vedkommende nærmest gik i chok. Ja, at hele landet gik i chok, og at vi nu måtte forudse en fremtid med mørklægning i meget mere end én forstand, en tid hvor mange vanskelige valg måtte tegne sig i horisonten. For hvor længe krigen og dermed den tyske besættelse ville kunne vare, var det umuligt at sige noget som helst om, kun usikkerheden afsavnene kunne vi være sikre på. På denne baggrund, og hvor det at kunne gribe til våben ikke længer var nogen realistisk mulighed, eftersom kongen og regeringen allerede havde afstået derfra, godt nok fra nogle sider under voldsom protest. Og at vi alle var mere eller mindre skamfulde over det, tror jeg heller ikke, var for meget sagt. Men trods det, er det ifølge min overbevisning, ikke rigtigt, når det fra forskellig side i eftertiden har været hævdet, at dem, der den gang stod i spidsen for landet forrådte folket. Som jeg ser det, så havde konge, regering og folketing, stort set, den samlede befolkning bag sig. Noget andet er så, at dette i fald de, ligesom Norge, havde valgt modstanden, heller ikke, for mig, kunne have været tvivl om, at også dette valg ville have haft befolkningen bag sig. Jeg ved godt at dette er hypotetisk, men det at tage en vanskelig beslutning er vel altid, når det kommer til stykket, lidt i retning af at tælle på knapperne for og imod. Den egentlige baggrund for beslutningen om kapitulation var vel i virkeligheden den neutralitetspolitik, der siden nederlaget i 1864 havde præget dansk udenrigspolitik, Fordi vi lige siden da har haft følt os i de stores vold. Og det er med stor forståelse for menneskelig skrøbelighed / magtliderlighed i sindet, at jeg ofte, for mig selv, repeterer et gammelt dansk ordsprogs sandhedsværdi: ”Den lille mand der spiser kirsebær sammen med de store må altid påregne at få spyttet stenene tilbage lige midt i ansigtet”. Så det gjaldt altså for Danmark om ikke at stikke næsen for langt frem. Som det fremgår af alt dette. Så befandt Danmark sig, nationalt og mentalt, i et meget vanskeligt dellemma. Der var så mange indbyrdes modstridende følelser at veje for og imod. Man kan virkelig sige, at vi var i syv sind, og dermed reelt set var handlingslammede. Og det, der i denne kritiske situation kan have afgjort sagen, kan meget vel have været Englands helt klare udmelding som svar på en dansk underhåndsforespørgsel, der fastslog at en engelsk intervention til støtte for Danmark ikke i påkommende tilfælde, ville være hverken mulig eller forventelig, som jo dog i al sin enkelhed var en bundærlig udmelding fra en mulig partner, som vi dog også på forhånd omfattede med sympati. Og grunden til denne udmelding må helt klart have været, at England kun yderst modvillig var gået ind i krigen imod Nacityskland og dette uden, snart sagt, overhovedet at være forberedt derpå, og følgelig var nødt til at prioritere deres indsatsområder meget nøje.

Og herefter måtte vi jo reelt set tage til efterretning, at vi kun havde os selv at stole på, sådan følte vi det i hvert fald, ligesom vi da i grunden heller ikke følte, at vi i virkeligheden havde hverken lod eller del i de europæiske stormagters intrigante mummespil, der lige siden 1. Verdenskrigs udbrud i 1914, havde martret vort gamle kontinent, og som vi – vore folkevalgte - netop dygtigt havde søgt ikke hverken at blande os i eller lade os anfægte af, et mummespil der fortsatte langt ind i mellemkrigstidens kaoslignende spilfægterier, der i virkeligheden netop gav Hitler det optimalt betændte europæiske miljø at operer i, som han i sine allerhedeste drømme kunne have ønsket sig, og som først udspillede sit allersidste kort med det historiske møde i München imellem Hitler og den engelske premierminister Chamberlain i september 1938, hvorefter Chamberlain ved sin hjemkomst derfra højtideligt proklamerede for øjnene en undrende verdensopinion: ”Efter dette historiske møde imellem mig, som engelsk premierminister og den tyske rigskansler Adolph Hitler, har vi sammen sikret freden i Europa i hele vor levetid”. Og de mennesker i Danmark, der efterfølgende har anklaget den danske Kong Christian den 10. og med ham den på dette tidspunkt siddende danske regering for at have svigtet deres lands demokratiske idealer, har i virkeligheden talt imod bedre vidende, al den stund, der på dette tidlige tidspunkt i krigens forløb intet troværdigt alternativ fandtes til den meget, meget tunge beslutning, som disse folk sammen med det på samme tid i den danske rigsdag meget store flertal havde taget. Vel var Hitler en rent ud sagt modbydelig person at have i spidsen for et, faktisk af gode grunde, revanchistisk Tyskland, men da der i europæisk storpolitik / krigspolitik endnu intet rigtigt troværdigt, demokratisk, alternativ hertil havde vist sig med tilstrækkelig styrke til, at det kunne overbevise den danske folkeopinion – netop fordi ikke mindst sporene fra mellemkrigstidens europæiske politisk inkonsekvente og ofte både hoved - og haleløse beslutninger og afgørelser i meget høj grad skræmte. Ligesom også de hovedkulds engelsk / franske krigserklæringer egentlig også var det, al den stund enhver vidste, at de allierede gik ind i krigen nærmest totalt uforberedte, lige så vel som enhver også vidste at de tyske provokationer foruden at de var nøje planlagte også minutiøst igennem længere tid havde været vel forberedte. Og det var også på den baggrund at Hitlers armeers sejrsudsigter i meget vide kredse ansås for den mest sandsynlige udgang af krigen.

Vi kunne, set fra der hvor vi stod, med rette føle os mutters alene, hvilket for de danske beslutningstagere meget vel, i denne meget pressede situation, kan have været medudslagsgivende. Hvad da også den omstændighed, at det hele kom til manifestere sig i de mange, ud over det ganske land tonende alsangstævner, hvor alle, rige og fattige, bønder og borger, godsejer og arbejdsmænd søgte sammen, for at søge lise i sind og sjæl fremkaldt af denne kapitulation overfor alt det i vor danskheds tusindårige tradition, som vi troede aldrig ud i nogen tænkelig fremtid skulle kunne brydes. Og det nærmeste vi følte, at vi havde at søge tilflugt i var så at samles omkring vor gode, gamle, danske sangskat. Det kan godt være, at senere generationer, med undrende øjne og et skævt smil på læben, overbærende vil se på disse underlige, måske nærmest uforståelige, sammenrænd af våbenløse folk midt i en tid, hvor det vi satte højest i verden, var truet på livet – eller måske endda allerede bare var reduceret til nostalgiske fantasier. Men som for dem / os selv, den gang, var en del af dette samlede folks spontane håndslag på samhørighed og fællesskab i en skæbnetime. - For dem var - og er - det stadig en væsentlig del af deres / vort eget uafrystelige identitetsbegreb, som ikke, så længe livet varer, vil kunne udslettes. – Nogle eventuelle, nutidige læsere af dette vil muligvis, en smule desorienterede, spørge, hvad denne fortælling om hændelser fra for længe siden kan have at gøre med Velfærdsdanmarks fremkomst, Og hertil må jeg svare ved at henvise til hvad jeg allerede i indledningen har pointeret omkring fænomenet, at katastrofer kan blive de udløsende faktorer for positive historiske gennembrud af stor betydning, men her drejer det sig jo ikke kun om katastrofer i al deres kompleksitet, men også om at alvorlige dilemmaer har gjort sig gældende i tæt interaktion med disse, og dermed også øget de traumatiske eftervirkninger i både negativ og positiv retning. At dette, for mig, i høj grad kan have været medvirkende til at spore den samlede danske befolkning ind i slipstrømmen af disse helt overvældende traumatisk motiverede udviklinger, er naturligvis en påstand der ikke lader sig bevise – måske er den bare en ren utopi – men selv utopier kan jo være banebrydende – og altså her aktiverede Velfærdsdanmarks hidtil uanede fremtidspotentialer.

Man kan jo dermed på en vis måde sige, at jeg har været så heldig, at vokse op ud fra en baggrund besjælet af ovennævnte faktorer, som til alt held langt overvejende synes at have viderebefordret en i forvejen latent fællesskabsfølelse i et ellers fragmenteret samfund. Ikke fordi dette overhovedet var noget, som vi, den gang, gik og talte om, og priste os lykkelige for. Ikke desto mindre, så var der i årene mellem de to verdenskrige, hvor jeg voksede op, virkelig alvorlig smalhans i mange af de hjem, hvor jeg færdedes. Alt hvad der kunne spises fra vandgrød, over kålroer til brød uden ret meget, eller intet, pålæg blev udnyttet til sidste krumme. Nogle havde dårligt råd til at spise deres egne æg og solgte dem hellere for gangbare håndører. Havde man selvdøde pattegrise kunne de få en omgang på brændekomfuret, i en gammel gryde, for at hønsene – eller svinene - kunne få noget godt mørt foder at gøre sig til gode med. Tøj blev stopper, lappet og øget så længe den sidste trævl kunne bruges. Men heller ikke det, var noget, vi gik og talte om, for det var jo bare de vilkår vi havde, og dem var det bedre at indordne sig under, end at harcelere over. Og vi børn havde en lykkelig barndom, som børn med gode forældre normalt, næsten uanset vilkårene, til alle tider har haft. Og dertil, så var mentaliteten blandt stort set alle samfundsgrupper, at man satte en ære i at svare enhver sit, som man udtrykte det. Det at komme til at ligge det offentlige til byrde, hvis det da ikke havde særdeles vægtige årsager, var ganske enkelt uværdigt, og dette gjaldt den rigeste bonde, så vel som den usleste daglejer. Jeg har kendt gamle mennesker, der bestemt ikke havde noget at rutte med, men som alligevel, af samvittighedsgrunde undlod at hæve deres aldersrente, eller som gemte den urørt hen i madrasser eller andetsteds, for at der en dag, når de selv var væk, skulle være noget til børnene. Og sådan var det hele vejen igennem.

Ovenstående beskrivelse om de ydre og indre omstændighederne, der, ifølge min personlige tolkning, førte frem til denne meget positive udvikling i det danske samfund, hvor de sociale og økonomiske betingelser for en, igennem stort set hele det det 20. århundrede, jævnt fremadskridende styrkelse af homogeniteten, og en dertil svarende udviskning af sociale uligheder, gik hånd i hånd med en velstandsstigning af, ret beset, næppe tidligere oplevet omfang. Og ud af alt dette tegnede sig det velfærdsdanmark, hvis ry spredte sig ud over den ganske jord. Et ry som vi, med rette, har været stolte af. Jeg havde en god afrikansk ven, der kom til Danmark fra Vestafrika omkring 1960. Han opholdt sig først i England. Og derovre havde han bemærket en plakat der reklamerede for Danmark. Det var den, som jeg er helt sikker på, at alle os, tilhørende de lidt ældre årgange, kender, og har set masser af gange. Den med politimanden på en københavnsk gade, der holder al trafik tilbage, for at en andemor med sine ællinger sikkert skal kunne komme over på den anden side. Da min ven, ovre i England, havde set denne plakat, vidste han helt bestemt hvilket land, han ville ønske sig at kunne slå sig ned i. Og hvad var det da så egentligt for et budskab denne plakat, der vist i øvrigt spredtes rundt om i alle verdens lande, signalerede. Det var ikke noget om vort rige, velordnede og socialt sikrede lykkeland, ikke noget om verdens ældste monarki, hvor Gud Konge og Fædreland var symboler for et folkefærd, der havde hele verden som sin tumleplads. Nej, det var noget helt andet, noget, der gik mennesker meget mere direkte ind i deres inderste hjertekuler end selv de allersmarteste reklamer ville have kunnet gøre. For det, som denne plakat signalerede, var i al sin banale enkelhed, menneskelighed. Det der lyste ud af denne plakat var, at vi Danmark havde sans for, og overskud til, at være menneskelige, både hvad angik vor egen forståelse af os selv, og hvad angik det billede af os selv, som vi havde bibragt verden omkring os, hvad der, forståeligt nok, på uendelig mange måder er kommet os til gode. Det, ude i den store verden at have Dannebro i knaphullet eller på rygsækken gav fripas alle vegne. Og hjemme i vort eget land blev frugten af denne menneskelighed omsat i fortsat øget social lighed og sociale fællesskaber med stadigt mere veludviklede lighedsidealer, som overordnet set var betinget af alle samfundsgruppers velvillige accept af en fælles, poetisk formel for tesen om at få skulle have for meget og færre for lidt.

 Det var måske alene på baggrund af denne, af ren nødvendighed opøvede beskedenhed i krav og forventninger, at det overhovedet kunne være muligt, uden alvorlige problemer for statsfinanserne, gradvis, hen over årtierne, at udvide det offentliges forsørgelsespligt overfor samfundets svageste medborgere. Og man skal nok ikke undervurdere den betydning det har haft for energiske borgeres virkelyst og risikovillighed, at de altid kunne regne med en rimelig grad af forsørgelse, hvis deres beregninger, eller for den sags skyld deres helbred, skulle slå fejl. Og til trods for, at mere konservative elementer igennem mange år advarede imod de, for samfundet, negative konsekvenser af den stadigt øgede offentlige sikring af særligt udvalgte kategorier af medborgeres velfærd, så viste det sig jo alligevel igennem rigtig mange år, at disse ikke havde ret, Men at hele det danske samfund, om end der til tider kom op - og nedture, blomstrede lystigt videre.

Det som vi i dag forstår som socialt bedrageri fandtes næsten ikke, både fordi det ville krænke ens egen æresfølelse, og fordi alle kendte alle, og det værste af alt var dog at udsætte sig selv for omverdenens fordømmelse. Man sultede hellere end man brød loven. Landbetjenten, egnens vigtigste øvrighedsperson, havde ikke mere svært ved at overvåge sit distrikt, end at han også kunne tage sig af småtterierne. Jeg husker fra min barndom, at vi hjemme havde fæstet en nykonfirmeret dreng til at hjælpe os med landbruget. Han var, henne på kroen, kommet for skade at bemægtige sig et par gummihåndtag fra en anden mands cykel. Men da kom landbetjenten i egen høje person og holdt den uheldige lovbryder i skole, hvorefter han fik de famøse gummiting udleveret for at videregive dem til deres rette ejermand. Det eneste sted, hvor der nok nogle steder kunne knibe lidt med ærligheden var med hensyn til skatteligningen. Der fandtes jo ingen regnskabspligt, heller ikke for selvstændige som landbrugere eller andre mindre og større erhvervsdrivende. Så det var nærmest umuligt at opgøre folks reelle indkomst, derfor var det var noget man i de lokale sogneråd og ligningskommissioner, på grundlag af syn og skøn, sjussede sig til. Men at indkomsterne de allerfleste steder var beskedne, bør der nok ikke herske tvivl om. Og uden skatterne på fast ejendom ville velfærdens spæde begyndelse næppe være kommet fra start.

Når jeg har viet så megen plads for referencer til hovedtrækkene i de nationale, politiske og folkelige strømninger, sammen med den reelle bagvedliggende virkelighed, så er det fordi, jeg vil understrege, at enhver bevægelse i et givet samfund har hver sine specifikke årsager og forløb, og følger hver sine egne veje, opbyggelige, excessive eller i et miks. D.v.s. at ingen bevægelse kan igangsættes af en aldrig så karismatisk statsmand eller politiker medmindre han bygger videre på noget andet udenfor ham / hende selv, der kan tjene som identifikationsholdepunkt. Den her omtalte virkelighed med fællesskab, andelsbevægelse og velfærdssamfund danner ingen undtagelse. Og det interessante i den forbindelse er, at så længe disse begreber er under udvikling, og ses som fremtidsvisioner der skal kæmpes for, så er de involverede parter / borgere villige til at ofre på fællesskabets alter. Afsavn ses da som en nødvendighed for at nå frem til endemålet: større lighed og mere menneskelighed i vore indbyrdes relationer. Modsat, når målet efter store indsatser på menneskelige så vel som på økonomiske felter har ført frem målstregen, så kan kritiske røster begynde at gøre ophævelser imod det opnåede resultat. Og hvorfor nu det? – Hvorfor kunne de opnåede resultater, for mange, ikke måle sig med det, der oprindelig havde været intentionen? Ja, det er ifølge min overbevisning, fordi bevægelser, der udvikler sig i levende menneskers omgang med hverandre, er lige så flygtige og ustadige som menneskene selv. Hvis vi ser på velfærdssamfundet, som i princippet omfatter alle os, som er borgere i vort land, så kom det til verden i en tid, der på mange måder var præget af modgang og truende udsigter, hvilket, pudsigt nok, virkede som en spore for samling omkring det, som alle kunne se og godtage som prisen for at redde, hvad reddes kunne, og, måske, derved gøre selv de mørkeste udsigter til skamme. Stort set levede alle borgere i forvejen på beskedne præmisser og var dog, ifald skæbnen tilsagde det, parate til yderlige afsavn. Og afsavnene gav pote. Velstanden øgedes i en grad så det ikke længer nødvendigt at videreføre den førhen praktiserede beskedne livs førelse. Og med markant forbedrede livs – og udfoldelsesvilkår forekom, paradoksalt nok, fællesskabet mange borgere mindre vigtigt end før. Det, som der før var stemning for at deles om skulle der efterhånden, efter nyindførte dynamiske regelsæt, konkurreres om, og da konkurrence, som bekendt, deler mennesker op i tabere og vindere, må denne jo nødvendigvis borterodere det grundlag, som fællesskaber alene kan hvilede på. Det, der før tilsagde borgerne, både at være tilbageholdene i kravene fra, og rundhåndede med ydelserne til, fællesskabet, vendtes langsomt og umærkeligt på hovedet, således at kravene til fællesskabet øges, imens ydelserne til det, blev beskåre. Derfor kan det da heller ikke undre at flere og flere borgere drager den slutning, at fællesskabet er for dyrt i drift, og ønsker sig tilbage til ”de gode gamle dage”, hvor man satte individet over fællesskabet. Imens den virkelige årsag til fællesskabets krise synes mig at være den, at vi alle sammen, både velstillede og mindre velstillede, med den igennem mange år stærkt stigende velstand, om man så må sige, har mistet sigtet, og har hengivet os til den falske tanke, at fællesskabet, i sig selv, skal kunne skabe velfærd, ud af intet. jævnfør det, som jeg netop ovenfor har anført omkring vor aktuelle fællesskabstankes gennembrud. Imens kun få synes at gøre sig tanker om livserfaringen, og visionerne, bag den. Det er som om vi i vore moderne samfundsmodeller, om ikke i ord så i handling, ynder at sætte konkurrenceparremetre op som måleinstrument for fællesskabers effektivitet. Hvilket dog er fuldstændigt absurd. 

Grundtvig skriver i en af sine vidunderlige, og altid dybsindige, sange bl.a.: Derfor hvad end verden kalder / sin nødvendighed af stål! /Anderledes dejligt falder / ord på Himlens tungemål / dens nødvendighed herneden / det er netop kærligheden. Og det er jo netop kærligheden, der udgør fundamentet for begreber som fællesskab, sammenhold og sammenhængskraft. Det er som om vi i den grad dyrker det perfekte, som i virkeligheden kun findes i forestillingernes fantasiverden. Fremtiden, som vi, hvis vi skal være ærlige, intet som helst kan vide om, og lykken, som er den mest troløse følgesvend nogen kan holde sig til er, og har altid været æteriske. Og i frustration herover har vi malet os ud i en ord - og følelsesløs fangelejr, hvor overfladisk fladpandethed er vor sidste tilflugt. Imens vi ikke vil vide af livets under, måske fordi vi kun alt for godt ved at forfaldet er en del deraf. Ligesom vi gør alt for at få begrebet kærlighed forvist fra de gebeter i vor tilværelse, hvor den, måske, ville være allermest på sin plads. – Er fordi mon fordi kærligheden repræsentere en guddommelig kraft, som vi ved, forpligter os dybere end vore kræmmersind kan række. – Eller sagt med andre ord: ”Der er intet nyt under solen”. – Uanset hvad vi mennesker hører, ser eller læser os til, så bruger vi det til det der i øjeblikket passer bedst ind i vort eget kram! – Eller sagt på moderne dansk: Vi er altid omstillingsparate.