Tanker omkring ytringsfriheden

Hvis jeg ellers husker rigtigt, så har jeg for nogle år siden brugt et billede på den intense indvævede følsomhed, der i vor tid kendetegner vore menneskelige relationer kloden over, der kan illustreres ved, at en sommerfugls vingeslag i Danmark kan afstedkomme et stormvejr i Kina. At jeg den gang brugte det i en positiv betydning forhindrer naturligvis ikke, at negative betydninger skulle være udelukket. I det nyligt udsendte fællesbrev kom jeg, mere eller mindre tilfældigt, til at nævne risikoen for at vi kunne komme til at stå overfor et massivt opbud af desperate folkemasser i de fattigere dele af verden, der kunne true os med angreb på vores vestlige livsstil og hele livsforståelse. - At det allerede, da jeg skrev det, var under opsejling, kunne jeg ikke vide. - Som jeg ser det, der igennem den seneste måneder er sket på den internationale scene – bare fordi en dansk avis tillod sig at bringe noget, der var et trivielt, og bare var et ganske almindeligt udtryk for danske hverdages omgangssprog, men som ikke desto mindre nok må siges at have rystet den ganske verden. Så er det et udtryk for, at vi takket være moderne kommunikation er kommet meget tættere, også på mennesker i verdens fjerneste egne, end vi har været vant til, hvilket igennem de seneste århundreders udvikling har beredt os umådelige fordele. Og det er på en måde disse fordele, vi nu ser os krævet til regnskab for. I væsentlig grad som følge af den stadig voksende ulighed i menneskers livs – og udfoldelsesmuligheder i forskellige dele af verden, der netop har været disse vore fordeles bagside, og som nu synes at have nået et punkt, hvor det er ved at blive virkelig farligt. På den ene side har vi de mennesker, som på ærlig eller uærlig vis har formået at opbygge en økonomisk og militær magtbase af formidable og aldrig tidligere i historien sete dimensioner, og på den anden side de, talmæssigt, langt - langt flere mennesker, der i bogstavelig forstand intet ejer, og derfor heller ikke har noget at tabe ved en konfrontation med de magtstrukturer, af hvad art de end måtte være, der ifølge deres egen forståelse af virkeligheden, holder dem fast i magtesløshed.

På det hjemlige danske plan påstås det, at den for tiden pågående konflikt om muhammedtegningerne i Jyllandsposten, kort og godt drejer sig om vor ret til at kunne ytre sig frit. Og faren for at vi, hvis vi giver køb på denne frihed, vil henfalde til selvcensur og dermed lægge op til vor egen underkastelse. Idet man argumenterer, at det i den kritiske situation som vi nu står i, drejer sig om at vi står sammen. - Men jeg kan, for det første, ikke med min bedste vilje se, at det der startede det hele, netop disse tegninger, har ret meget med den ytringsfrihed at gøre, som vi, som civiliserede borgere i et oplyst samfund, må og skal holde i hævd, som det demokratiets adelsmærke og skjold den er. Denne ytringsfrihed drejer sig nemlig om befordring af en respektfuld dialog imellem ligeværdige mennesker på lige vilkår. Hvorimod den satire som de omstridte tegninger (som jeg for øvrigt kun kender af omtale) er udtryk for, netop også efter avisens eget udsagn, er et bud på latterliggørelse af en minoritet i vort land, der, vidt og bredt, i forvejen har set sig udsat for stærkt nedsættende omtale, og derfor heller ikke, med føje, kan forventes respektfuld eller ligeværdig. Medmindre den da sigtede på en nærmere bestemt mål – eller samfundsgruppe, som på forhånd vistes at tilslutte sig et værdisæt der ville umuliggøre, eller i det mindste usandsynliggøre misforståelser. – Men her har man netop ikke lagt skjul på hvem adressaten var, nemlig muslimer hjemme og ude. – Og for det andet, så skal man være både døv og blind for ikke at være på det rene med, at spændingerne ude i verden, ligesom i vort eget land for øjeblikket er så udtalte, at man nødvendigvis må erkende, at langt flere mennesker end vi i mange år har set det, går med følelserne uden på tøjet. Hvad vi jo igennem hele menneskets lange historie har set mange skræmmende eksempler på.

Vi står i en situation der burde tilsige os at gå på kattepoter, også når det gælder vore ytringer. For hvis man kæmper for en god sag, ikke mindst under tilspidsede omstændigheder, er dette, berettiget eller uberettiget, at udtrykke overmod, uanset hvad der ellers sker, jo ikke altid det klogeste, man kan gøre. Historien kan opvise masser af eksempler på heroiske kampe, der blev kæmpet forgæves, og ofre der blev gjort til ingen nytte, eller som endog førte til fatale tilbageslag, der lige så godt kunne være undgået, på grund af at de kræfter man var oppe imod var blevet under – eller fejlvurderet. Et kendt klart eksempel kunne være den franske revolution. Ingen vil sætte spørgsmål ved dens berettigelse. Men alligevel udviklede den sig som bekendt til en dyb og langvarig tragedie, der efterhånden udartede til en veritabel konkurrence i menneskelig afstumpethed, inden der ganske langsomt, efter ubegribelige lidelser, kunne åbnes op for frihedsidealernes endelige gennembrud, hvor en opblødning i tide kunne have forandret meget til det bedre. Og så er dette eksempel jo på ingen måde enestående i historien. Et andet forløb, som jeg selv har tænkt meget over, da jeg jo fik det indpodet som led i min børnelærdom, var fædrelandskrigen i 1864, hvor Danmark mistede hele Sønderjylland. I skolen lærte vi så sent som i 1930verne, om denne heroiske kamp for fædrelandet, som blev os påtvunget af aggressive krigsmagere. Hvorimod nutidige folk med historisk indsigt i dag fælder en meget hård dom over den danske regering, for at have ført en aldeles halsstarrig og enøjet politik, der simpelt hen ikke kunne undgå at føre ud i en faral katastrofe, og ydermere let, under andre mere ugunstige omstændigheder, kunne have medført Danmarks endeligt son fri nation.

 Derfor, som et udfald imod en bestemt målgruppe i vort eget samfund, der ikke, i hvert fald ikke i tilstrækkelig grad, kan forventes at være ”dus” med vor egen hjemmevante mere eller mindre indforståede presseetik, og som tilmed ofte kan have set sig som ufrivillige, offentlige skydeskiver for egne landsmænds – gammeldanskernes - nedværdigende bemærkninger, alene på grund af deres anderledeshed, må disse tegninger i bedste fald anses for at være højest uheldige. – Så meget mere taknemmelige burde vi da faktisk også være over, at det dog lykkeligvis har vist sig, at det store flertal af danske muslimer ikke har ladet sig provokere, så vi dog, alene af den grund, måtte have råd til at se med mildere øjne på de få af dem, der uheldigvis lod sig klæbe til den limpind, som Jyllandsposten var fuldt bevidst om, at tegningerne ville komme til at udgøre for dem. - Det nævnes ofte som forsvar for tegningernes publicering, at det jo er en parallel til Salman Rusties ”De Sataniske Vers”. Den påstand kan der måske, på nogle punkter, være en vis relevans i. Men der må det huskes, at De Sataniske Vers er en kunstnerisk frembringelse uden andre adressater, end dem der selv måtte føle sig truffet, imens muhammedtegningerne er satire rettet imod en ganske bestemt religiøs orientering der også, i vor tid og med vor egen fulde tilslutning har været inviteret hertil, fordi deres arbejdskraft var belejlig for os.

Til med er det så også en kendsgerning, at spændingerne i verden en langt mere sprængfarlige nu, end de var den gang for 15 år siden. – Det må nødvendigvis gøre en forskel. – Og hvad angår disse tegninger, så ser det nærmest ud, som om bagmændene har været glade amatører i deres metier, der i deres uskyld er kommet for skade at blive årsag til spredning af en, for os, dybt uheldig fejlopfattelse uddraget af noget der måske blot fra begyndelsen var ment som satire, som de mente at ingen retsindig muslim burde kunne tage fortrydeligt op, ja, måske endda tage ved lære af, og derfor siden i deres befippelse over virkningerne greb til dette med, at det var den truede ytringsfrihed, man ville forsvare, samtidig med at det ansvar som satirer, på linje med andre ytringer, altid er underlagt, fejes til side med bemærkningen om, at det havde de aldrig, selv ikke i deres vildeste fantasi, forestillet sig. – Hvilket jeg dog må betegne enten som mangel på dømmekraft eller værre, som et udslag af populisme!  - Idet jeg går ud fra at alle danske journalister er oplært i omgang med fremmede mennesker, som de ikke umiddelbart forstår, og ved hvad misforståelser, tilsigtede eller utilsigtede, kan føre til! Men vidste vi det ikke før, så er vi nu umisforståeligt blevet belært om, at i den globale landsby, som vi nu alle bebor, gælder helt andre regler for omgang med dé fremmede, hvis udtryk og omgangsform vi uheldigvis ikke har formået, eller måske endda, med baggrund i vor egen selvtilstrækkelighed ikke har gidet sætte os godt nok ind i. - Ifølge den meget langvarige, for mange sikkert uhyre trættende, debat omkring sagen synes det mig at fremgå, at hovedsynspunktet er, at konflikten bunder i religion. Det sætter jeg dog et stort spørgsmål ved. Det er langt snarere den udbredte følelse af magtesløshed og frustration i de mere tilbagestående og forarmede samfund, hvor forbenede og brutale magtstrukturer, ofte mere eller mindre fjernstyrede af vestlige interesser giver perfekt grobund for allehånde konspirationsteorier skabte, som de er, ud fra religiøse så vel som fra rent verdslige holdepunkter. Og der er, til dels takket være os selv og vor egen arrogance, oceaner af rørte vande at fiske i. – Det er, som jeg ser det, en politisk kamp, hvor man fra begge sider bruger / misbruger religion som legitimation – sikkert nok fordi det netop er i denne der traditionelt såvel som i øjeblikket, ligger langt den største gennemslagkraft i.

Kunne man forestille sig, en begyndende udligning af verdens voldsomme socioøkonomiske uligheder. Og dermed fremvæksten af mulige forudsætninger for en opblødning af de faktorer, der udgør de dybere årsager til konflikterne? Jeg mener, at der er et overordnet mønster i menneskers religiøse trang / behov generelt set. Det ser ud til at være de rigeste og de fattigste der oftest går til yderligheder, hvad henholdsvis sikkerhed og religiøs ekstremisme angår. – Måske er det netop disse to hovedkategorier af mennesker, der føler sig mest trængte og usikre i deres tilværelse. Og det fører så igen til, at dem der har magten forsøger at købe / tuske sig til sikkerhed på de magtesløses bekostning, og det endda ofte med de magtesløses egen ubevidste støtte, samtidig med at disse, som modtræk, med alle til rådighed stående midler, det være sig - primitive, snedige eller lovløse – søger at gøre magthaverne livet surt. Jeg føler mig overbevist om, at vi, ligesom den daværende franske overklasse, gør os skyldig i en alvorlig fejltagelse, hvis vi tror, at denne udbredte, ulmende uro, som disse famøse tegninger er kommet til at puste til, vil eller overhovedet kan lade sig dæmpe, endsige bringe til ophør, ved at den vestlige verden forsøger at møde disse udfordringer med magt, eller for den sags skyld ved henvisning til internationale konventioner. - Med mindre vi da, fra vor side, samtidig, ærligt og redeligt, udviser forståelse for, og vilje til at rette op på århundreders vold og økonomisk udnyttelse rettet imod verdens underprivilegerede folk. – Sagt meget kort, at vi fra de rige landes side udviser respekt, også overfor dem der som følge af deres lavere status måtte være ude af stand til selv at afkræve os den på anden måde end ved terror! – Det er sikkert usandsynligt at garvede terrorrister skulle ændre taktik, bare ved at vi viser dem respekt. Men det vil være muligt at dæmme op for tilgangen af nye terrorrister. Og dette er vigtigt, også selvom det er en meget langsomt virkende strategi, men som også dertil, når det kommer til stykket, er den eneste reelle forsvarsmulighed vi , fra vor side overhovedet har.

Som en amerikansk kulturskribent, Philip Kennnicott, der, bl. a. på baggrund af fangemishandlingen i Abu Ghraib fængslet har skrevet kritisk om USA som ”sin egen værste fjende”, og noget modløst konkluderer, at verden måske bare ikke er klar til en løsning. Måske krystalliserer disse tegninger hvorfor Islam og Vesten ikke passer sammen og er nødt til at grave sig ned ”i en lang krig”. Det forekommer ham, at den eneste anden udvej er at huske, at hvis voldsomt uforenelige verdenssyn ikke kan blive enige om et emne, så er det måske for tidligt i menneskehedens historie at forsøge at føre samtalen? – Når vor egen statsminister nu i ytringsfrihedens navn tillader sig at klandre os, der er uenige i hans måde at drage slutninger på, kan jeg kun komme i tanker om en rimelig betegnelse for det: Et udtryk for et, for et lands regeringschef, uhørt, enøjet snæversyn.

Det valg vi i dag, som de verdensborgere vi er, står overfor, er allerede for længe siden ganske klart udtrykt af Piet Hein i grukket ”That is the Question”. ” En prins af Danmark / har jo sagt replikken / den kendteste i verdensdramatikken / om det at være / eller ikke være./ Vi hylder endnu / Hamlets enkle lære / med vor tids stemme talt / på internationalt / må vel være / co- existence / or / no existence!” – sameksistens – eller ingen eksistens.

Mon det hører til den menneskelige natur at sætte dødsdriften foran driften imod livet?  – Eller er vi virkelig så angste for livet, at vi frivilligt foretrækker flugten ind i døden og selvdestruktionen frem for nødtvunget at føle os foranlediget til at give køb på bare en del af den materielle overflod og den dermed forbundne magt og hensynsløse udnyttelse af vor verdens resurser, det være sig menneske - såvel som naturskabte, som faktisk allerede i dag truer med fuldstændigt at opsluge og korrumpere både vort følelsesliv og vor sans for grundlæggende normer for gensidighed i menneskelige relationer?