Sammenhængskraft og Fællesskab

Hvis jeg skal forsøge at danne mig et billede af hvad disse begreber betyder for menneskers daglige liv og færden, må jeg, der i øvrigt ikke har anden baggrund for mit bud på det, end den viden som folkeskolen og almindelig folkelig nysgerrighed igennem et langt liv måtte have bibragt mig, bore et godt stykke tilbage i de historiske kilder, til udspringet af de tilstande, som med føje kan antages at have været den udløsende faktor for den bevægelse i samfundet, der, helt fra sin spæde start, kan have haft disse begreber som fokus igennem et længere forløb, men dog ikke nødvendigvis. - Tilfældighedernes spil kan være både skæbnesvangert og forunderligt! Man jo må huske på, at alt hvad der rører sig i et samfund er udtryk for en stadig bevægelse, nu og da nærmest umærkeligt, nu og da i korte eller lange spring. Derfor er man nødt til, for at kunne forstå det substantielle, at danne sig et billede af det man måtte forudsætte, kunne være dens fortløbende udviklingslinje, Den bevægelse, som jeg her har i tankerne er den, der førte frem til det, som vi senere hæftede betegnelsen ”Den danske Velfærdsstat” på, som måske har været verdenshistoriens mest storstilede forsøg på, inden for en national ramme, at udmynte begreberne Sammenhængskraft og Fællesskab i en politisk doktrin. Interessant nok, så har disse begreber, rent sprogligt set, først vundet indpas i daglig tale efter at denne velfærdsstat, efter nogles formening, igennem de allerseneste år er kommet under pres,

Det er en kendt sag, at katastrofer, der rammer et folk, er iblandt de faktorer, der for alvor kan binde mennesker sammen i et stærkt og forpligtende fællesskab. Og det er disse katastrofer, der ramte vort land henover 1800tallets begyndelse, og som havde Danmarks ulykkelige engagement på den forkerte side i napoleonskrigene med tabet af flåden, Københavns bombardement og statsbankerotten i 1813, slutteligt med nederlaget til Prøjsen og Østrig i 1864, som den, for landet nærmest ubærligt traumefyldte hændelse, der endte med at berøvede Danmark en tredjedel af sit landareal, og som under mere uheldige omstændigheder helt eller delvis kunne have berøvet os både flag kongehus og selvstændighed. Og denne begivenhed kom igennem mere end et helt århundrede til at sætte sig dybe spor i vor selvforståelse, ja, helt ind i folkesjælen. Men nederlaget satte sig, Gud være lovet, også vigtige spor i dansk åndsliv og dermed i den samlede nationens vilje til ikke bare at overleve, men også til på mange nye måder at gøre sig gældende ude i den store verden. Bekendt er sloganet motiveret af Enrico Dalgas: Hvad udad tabes, skal indad vindes. Men bestemt ikke mindre betydningsfuldt var de åndelige vækkelser med Indre Mission, Grundtvigianismen, Kristen Kolds Skoletanker og Højskolebevægelsen, der igen, som et barn af disse skabte grundlaget for andelsbevægelsen, som jeg, og med mig mange andre, har set som selve symbolet på et folks kollektive vilje til i praktisk handling at demonstrere sammenhængskraft og fællesskab. Mig bekendt har ingen nogensinde kunnet give noget hverken rationelt eller logisk funderet svar på spørgsmålet om, hvad det egentlig var, der muliggjorde og igangsatte denne folkelige eksplosion inspiration til på en og samme tid at formulere visionære tanker og jordnær arbejdsiver, udfoldet i form af ofte meget vovelige, praktiske initiativer. Det har været sagt, at det begyndt med at disse grove bøndersønner – og karle, med deres, af hårdt arbejde prægede næver, for nogle vintermåneder, satte sig på højskolernes bænkerader og hørte om Odin, Thor, Valhal, De Gamle Nordiske Myter, sang vore danske fædrelandssange og fik et indblik i dansk historie og litteratur, samt fik opfriskede deres i forvejen ret beskedne skolekundskaber i dansk og regning. Og det samme gjorde pigerne for en sommer, for derefter igen at tage hjem til landsbyerne, hvorfra de var kommet, hvor de satte sig for at starte den vifte af andelsforetagender, der ikke bare viste sig at kunne trække den danske landbostand ud af det truende uføre, men også at levere inspiration og økonomisk baggrund for den efterfølgende industrielle udvikling i vort samlede danske erhvervsliv.

Men her er der så lige, at en meget væsentlig forudsætning for denne andelsbevægelses succes, der hører med i det billede, der, på europæisk plan, på netop den tid, tegnede sig for disses muligheder for at finde afsætning for deres fødevareproduktion til et kræsent publikum, og til en antagelig pris. Og her skal vi så kaster blikket endnu længere ud i den store verden. Til de europæiske kolonimagters mulighed for, og evne til, at generere hidtil usete profitter ved udnyttelse af den militære og økonomiske overmagt, som disse besad i forhold til koloniernes stærkt stammeopdelte samfund, der, så at sige, lå fuldstændig åbne og ubeskyttede for enhver hensynsløs udnyttelse. Man kan nok ikke, menneskers iboende ekspansionstrang taget i betragtning, klandre de koloniale magthavere for deres opfattelse af, at det de foretog sig var helt i orden, også moralsk set. For, for det første, så var de mennesker, som de tog magten over, jo alligevel ikke at regne for rigtige mennesker, i hvert fald ikke med mindre de i det mindste, ved missionærernes mellemkomst, først var blevet kristnet, hvilket nok frelste dem fra helvedes pinsler efter døden, men ikke fra koloniherrernes vilkårligheder i det dennesidige. Og for det andet fordi der jo i Bibelen højt og tydeligt står skrevet, at de der har, skal mere gives, og de der intet har, skal fratages det lidt de har. Samtidig faldt kolonisationens storhedstid godt ind i slipstrømmen af oplysningstiden, hvor hovedbudskabet var, at den menneskelige erkendelse måtte søge nye naturlige normer for moral, til afløsning af de hidtidige, der havde været baseret på åbenbaringer. En definition, der skyldtes den tyske filosof Kant, der fremhævede disse nye normer som menneskets udgang af sin selvforskyldte umyndighed - man levede ikke i en oplyst tid, mente han, men i en tid for oplysning.

Man kan sige, at den dobbelthed som var indeholdt i dette religiøst-filosofiske ”vadested”, som denne ovennævnte nydefinition godt kunne kaldes, også åbnede en ladeport for allehånde tolkningsmuligheder, der kunne være brugbare til mange formål. Således at det, som kolonisatorerne foretog sig, uanset hvor horribelt og menneskefjendsk det end måtte være, ikke nødvendigvis var drevet af det negative incitament, som nogle menneskealdre senere, af kritiske røster, måtte betegnes som udnyttelse og undertrykkelse af groveste skuffe, eller det der var endnu værre, men lige så godt kunne være det velfortjente udkomme af sundt, uangribeligt købmandsskab. Og desuden kunne de jo også, hvis de savnede en smule ekstra moralsk fodstøtte, henholde sig til den logik, der stadig helt op i vor egen tid synes at være gangbar: Der er ingen, der bliver fattigere af at andre bliver rigere. Men det korte af det lange var, at rigdommene strømmede ud fra kolonierne og ”hjem” til ”moderlandene” som så derigennem, internt i disse lande, skabte en ny købedygtig middelklasse. Og det var i særdeleshed denne middelklasse, der, først og fremmest i England, var forudsætningen for den danske andelsbevægelses muligheder for at ekspandere, og for at afsætte dens højt profilerede fødevarer til relativt gode priser, og dermed formeligt sætte turbo på en, på samme tid fremspiret national dansk følelse af fællesskab og sammenhængskraft, og ikke mindst arbejdsglæde i det daglige, der jo, som tidligere antydet, oprindeligt var udsprunget af katastrofens kaos, viderebefordret af en tilfældigt opstået inspiration fra vækkelserne og højskolerne, og endelig udmøntet i praktisk, kommerciel markedsopbygning af stærke viljer.

Det at Hitler, formelt set på legal vis og ved frie valg, i 1933 var kommet til magten, vendte op og ned på mange ting, også i vort eget land. En ny magtfaktor tegnede sig i europæisk sammenhæng. Og der er evident, at dette nye narcistiske styre med Hitler i spidsen, også i mange danske kredse efterhånden var kommet til at nyde en vis sympati, ikke mindst indenfor landbruget, som jo den gang spillede en helt anderledes stor, for ikke at sige nærmest enerådende, rolle for vor økonomi, men også indenfor mange i andre erhverv så man i virkeligheden Hitler som en stor statsmand, der havde evnet at få Tyskland på benene efter 1. verdenskrigs ydmygelser og efterfølgende totale økonomiske opløsning, til igen at være en habil handelspartner, der både var mindre kræsen hvad varernes, specielt landbrugsvarernes, kvalitet angik og samtidig mindre påholdene med priserne, end englænderne altid havde været. Jeg tror at netop dette var en væsentlig årsag til at så mange, ellers gode, danskere ikke tog det så højtideligt, at Hitlers taler, som hos mig, der godt nok bare var en skoledreng, men nok også, hos majoriteten af den danske befolkning, vakte afsky, ikke ved det han sagde, for det var der ikke mange der forstod, men ved tonen, der mildest talt var hæslig. Men alligevel blev hans taler, i nogen grad, modtaget med tilfredshed her i landet, fordi han altid havde for vane at påberåbe sig Tysklands ret til visse områder af nabolandenes territorier hele raden rundt, og faktisk aldrig lagde skjul på sine krigeriske hensigter med henblik på tage dem tilbage, men samtidig heller aldrig glemte at pointere, at i forholdet til Danmark, var det noget andet, for der lå grænsen fast. Måske var der noget psykologi i det, da det jo også var en kendt sag, at Danmark, af den tyske ledelse, var udset til at agere mønsterprotektorat i deres nye ariske Europa. Mange, iblandt dem også min gamle mormor, der ellers, bestemt ikke nærede narcistiske sympatier, notere sig netop det, at grænsen lå fast, med udelt tilfredshed – eller måske det i virkeligheden bare beroligede hende en smule.

Jeg tror, at de allerfleste af os nærmest gik i chok. Ja hele landet gik i chok, og vi måtte nu forudse en fremtid med mørklægning i mere end én forstand, og hvor mange vanskelige valg tegnede sig. For hvor længe kunne ingen vide, men usikkerhed og afsavn kunne vi være sikre på. På denne baggrund, hvor det at kunne gribe til våben ikke længer var nogen realistisk mulighed, eftersom kongen og regeringen allerede havde afstået fra det, godt nok fra nogle sider under voldsom protest. Og at vi alle var mere eller mindre skamfulde over det, tror jeg heller ikke er for meget sagt. Men trods det, er det ifølge min overbevisning, ikke rigtigt, når det fra forskellig side i eftertiden har været hævdet, at dem, der den gang stod i spidsen for landet forrådte folket. Som jeg ser det, så havde konge, regering og folketing, stort set, den samlede befolkning bag sig. Noget andet er så, at, i fald de, ligesom Norge, havde valgt modstanden, er der for mig ingen tvivl om at de også, i så fald, ville have haft befolkningen bag sig. Jeg ved godt at dette er hypotetisk, men det at tage en vanskelig beslutning er vel altid, når det kommer til stykket, lidt i retning af at tælle på knapperne for og imod. Den egentlige baggrund for beslutningen om kapitulation var vel i virkeligheden den neutralitetspolitik, der siden nederlaget i 1864 havde præget dansk udenrigspolitik, vi følte os, lige siden da, i de stores vold. Og det gjaldt om ikke at stikke næsen for langt frem. Som det fremgår af alt dette. Så befandt Danmark sig, nationalt og mentalt, i et meget vanskeligt dellemma. Der var så mange indbyrdes modstridende følelser. Man kan virkelig sige at vi var i syv sind, og dermed reelt set handlingslammede. Hvad da også den omstændighed, at det hele kunne manifestere sig i de mange, ud over det ganske land tonende, alsangstævner, hvor alle, rige og fattige, bønder og borger, godsejer og arbejdsmand søgte sammen, for at søge lise for sind og sjæl i vor gode, gamle, danske sangskat. Det kan godt være, at senere generationer, med undrende øjne og et skævt smil på læben, overbærende vil se på disse underlige, måske nærmest uforståelige, sammenrend af våbenløse folk midt i en tid, hvor det vi satte højest i verden, var truet på livet. Men for dem der selv har været en del af dette samlede folks spontane håndslag på samhørighed og skæbnefællesskab. For dem er det en del af ens eget jeg, som ikke, så længe livet varer, kan udslettes.

Man kan dermed nok sige, at jeg har været så heldig, at vokse op sammen med denne baggrund af en udpræget fællesskabsfølelse. Ikke fordi det var noget, som vi, den gang, gik og talte om, og priste os lykkelige for. Ikke desto mindre, så var der i årene mellem de to verdenskrige, hvor jeg voksede op, virkelig alvorlig smalhals i mange af de hjem, hvor jeg færdedes. Alt hvad der kunne spises fra vandgrød, over kålroer til brød uden ret meget, eller intet, pålæg blev udnyttet til sidste krumme. Nogle havde dårligt råd til at spise deres egne æg og solgte dem hellere for gangbare håndører. Havde man selvdøde pattegrise kunne de få en omgang på brændekomfuret, i en gammel gryde, for at hønsene kunne få noget godt mørt foder at gøre sig til gode med. Tøj blev stopper, lappet og øget så længe den sidste trævl kunne bruges. Men heller ikke det, var noget, vi gik og talte om, for det var jo bare de vilkår vi havde, og dem var det bedre at indordne sig under, end at harcelere over. Og vi børn havde en lykkelig barndom, som børn med gode forældre normalt, uanset vilkårene, til alle tider har haft. Og dertil, så var mentaliteten blandt stort set alle samfundsgrupper, at man satte en ære i at svare enhver sit, som man udtrykte det. Det at komme til at ligge det offentlige til byrde, hvis det da ikke havde særdeles vægtige årsager, var ganske enkelt uværdigt, og dette gjaldt den rigeste bonde, så vel som den usleste daglejer. Jeg har kendt gamle mennesker, der bestemt ikke havde noget at rutte med, som alligevel, af samvittighedsgrunde undlod at hæve deres aldersrente, eller som gemte den urørt hen i madrasser eller andetsteds, for at der en dag, når de selv var væk, skulle være noget til børnene. Og sådan var det hele vejen igennem.

Det som vi i dag forstår som socialt bedrageri fandtes næsten ikke, både fordi det ville krænke ens egen æresfølelse, og fordi alle kendte alle, og det værste af alt var, at udsætte sig selv for omverdenens fordømmelse. Man sultede hellere end man brød loven. Landbetjenten, egnens vigtigste øvrighedsperson, havde ikke mere svært ved at overvåge sit distrikt, end at han også kunne tage sig af småtterierne. Jeg husker fra min barndom, at vi hjemme havde fæstet en nykonfirmeret dreng til at hjælpe os med landbruget. Han var, henne på kroen, kommet for skade at bemægtige sig et par gummihåndtag fra en anden mands cykel. Men da kom landbetjenten i egen høje person og holdt den uheldige lovbryder i skole, hvorefter han fik de famøse gummiting udleveret for at videregive dem til deres rette ejermand. Det eneste sted, hvor der nok nogle steder kunne knibe lidt med ærligheden var med hensyn til skatteligningen. Der fandtes jo ingen regnskabspligt, heller ikke for selvstændige som landbrugere eller andre mindre og større erhvervsdrivende. Så det var nærmest umuligt at opgøre folks reelle indkomst, derfor var det var noget man i de lokale sogneråd og ligningskommissioner, på grundlag af syn og skøn, sjussede sig til. Men at indkomsterne de allerfleste steder var beskedne, bør der nok ikke herske tvivl om. Og uden skatterne på fast ejendom ville velfærdens spæde begyndelse næppe være kommet fra start.

Ovenstående beskrivelse om de ydre og indre omstændighederne, der, ifølge min personlige tolkning, førte frem til den meget positive udvikling i det danske samfund, hvor de sociale og økonomiske betingelser for en, igennem stort set hele det det 20. århundrede, jævnt fremadskridende styrkelse af homogeniteten, og en dertil svarende udviskning af sociale uligheder, gik hånd i hånd med en velstandsstigning af, ret beset, næppe tidligere oplevet omfang. Og ud af alt dette tegnede sig et velfærdsdanmark, hvis ry spredte sig ud over den ganske jord. Et ry som vi, med rette, har været stolte af. Jeg havde en god afrikansk ven, der kom til Danmark fra Vestafrika omkring 1960. Han opholdt sig først i England. Og derovre havde han bemærket en plakat der reklamerede for Danmark. Det var den, som jeg er helt sikker på, at alle os, tilhørende de lidt ældre årgange, kender, og har set masser af gange. Den med politimanden på en københavnsk gade, der holder al trafik tilbage, for at en andemor med sine ællinger sikkert skal kunne komme over på den anden side. Da min ven, ovre i England, havde set denne plakat, vidste han helt bestemt hvilket land, han ville ønske sig at kunne slå sig ned i. Og hvad var det da så egentligt for et budskab denne plakat, der vist i øvrigt spredtes rundt om i alle verdens lande, signalerede. Det var ikke noget om vort rige, velordnede og socialt sikrede lykkeland, ikke noget om verdens ældste monarki, hvor Gud Konge og Fædreland var symboler for et folkefærd, der havde hele verden som sin tumleplads. Nej, det var noget helt andet, noget, der gik mennesker meget mere direkte til deres inderste hjertekuler end reklamer i almindelighed. Det, som denne plakat signalerede, var i al sin banale enkelhed, menneskelighed. Det der lyste ud af denne plakat var, at i Danmark havde vi sans for, og overskud til, at være menneskelige, både hvad angik vor egen forståelse af os selv, og hvad angik det billede af os selv, som vi havde bibragt verden omkring os, hvad der, forståeligt nok, på uendelig mange måder sider er kommet os til gode. Det, ude i den store verden at have Dannebro i knaphullet eller på rygsækken gav fripas alle vegne. Det var da også netop dette der foranledigede mig selv til i 1947, da jeg rejste til Svejts for at arbejde også her at følge trop. Og hjemme i vort eget land blev frugten af denne menneskelighed omsat i fortsat øget social lighed og socialt fællesskab, betinget af alle samfundsgruppers velvillige accept af en fælles, poetisk målsætning om at få skulle have for meget og færre for lidt.

Det var måske alene på baggrund af denne, af ren nødvendighed opøvede beskedenhed i krav og forventninger, at det overhovedet kunne være muligt, uden alvorlige problemer for statsfinanserne, gradvis, hen over årtierne, at udvide det offentliges forsørgelsespligt overfor samfundets svageste medborgere. Og man skal nok ikke undervurdere den betydning det har haft for energiske borgeres virkelyst og risikovillighed, at de altid kunne regne med en rimelig grad af forsørgelse, hvis deres beregninger skulle slå fejl. Og til trods for, at mere konservative elementer igennem mange år advarede imod de negative konsekvenser for samfundet af den stadigt øgede offentlige sikring af visse kategorier af medborgeres velfærd, så viste det sig jo alligevel igennem rigtig mange år, at disse ikke havde ret, Men at hele det danske samfund, om end der til tider kom - op og nedture, blomstrede lystigt videre.

Det som vi i dag forstår som socialt bedrageri fandtes næsten ikke, både fordi det ville krænke ens egen æresfølelse, og fordi alle kendte alle, og det værste af alt var dog, at udsætte sig selv for sin egen omverdenens fordømmelse. Man sultede hellere end man brød loven. Landbetjenten, egnens vigtigste øvrighedsperson, havde ikke mere svært ved at overvåge sit distrikt, end at han også kunne tage sig af småtterierne. Jeg husker fra min barndom, at vi hjemme havde fæstet en nykonfirmeret dreng til at hjælpe os med landbruget. Han var, henne på kroen, kommet for skade at bemægtige sig et par gummihåndtag fra en anden mands cykel. Men da kom landbetjenten i egen høje person og holdt den uheldige lovbryder i skole, hvorefter han fik de famøse gummiting udleveret for at videregive dem til deres rette ejermand. Det eneste sted, hvor der nok nogle steder kunne knibe lidt med ærligheden var med hensyn til skatteligningen. Der fandtes jo ingen regnskabspligt, heller ikke for selvstændige så som landbrugere eller andre mindre såvel som større erhvervsvirksomheder. Således at det derfor nærmest var umuligt at opgøre folks reelle indkomst, derfor var det da også noget man i de lokale sogneråd og ligningskommissioner, på grundlag af syn og skøn, sjussede sig til. Men at indkomsterne de allerfleste steder var beskedne, bør der slet ikke herske tvivl om. Og uden skatterne på fast ejendom ville velfærdens spæde begyndelse næppe være kommet fra start.

Det er en kendt sag, at katastrofer, der rammer et folk, er iblandt de faktorer, der for alvor kan binde mennesker sammen i et stærkt, forpligtende fællesskab. Den kæde af katastrofer, der ramte Danmark henover 1800tallet, tabet af flåden, Københavns bombardement og statsbankerotten i 1813, og slutteligt nederlaget til Prøjsen i 1864, der berøvede Danmark en tredjedel af sit landområde, og som sagtens kunne være endt med tabet af vor selvstændighed, kom igennem mere end et helt århundrede til at sætte sig dybe spor i vor selvforståelse, ja, helt ind i folkesjælen. Men disse prøvelser satte sig, Gud være lovet, også vigtige spor i dansk åndsliv og dermed, over tid, også i nationens vilje til ikke bare at overleve, men også til på nye måder at gøre sig gældende i verden. Jeg tænker på de åndelige vækkelser som Indre Mission, Grundtvigianismen, Kristen Kolds Skoletanker og Højskolebevægelsen, der igen, som et barn af disse strømninger skabte grundlaget for andelsbevægelsen, som jeg, og med mig mange andre, har set som det levende symbol på vort folks kollektive vilje til, ved praktisk handling, at demonstrere sammenhængskraft og fællesskab. Mig bekendt har endnu ingen kunnet give noget hverken rationelt eller logisk funderet svar på, hvad det egentlig var, der muliggjorde og igangsatte denne folkelige foretagsomhedseksplosion og vilje til på en og samme tid at formulere visionære tanker og jordnær opdyrkning af potentielle muligheder i form af, ofte meget vovelige, initiativer. Det har været sagt, at det begyndt med at disse grove bønderkarle, med deres barkede næver, for nogle få vintermåneder, satte sig på højskolernes bænkerader og hørte om Odin, Thor, Valhal, De Gamle Nordiske Myter, sang vore gode danske sange og fik et indblik i dansk historie og litteratur, samt fik opfrisket deres i forvejen ret så beskedne skolekundskaber i dansk og regning. Imens pigerne gjorde der samme om sommeren, for derefter at tage hjem til landsbyerne, hvorfra de var kommet, hvor de så satte sig for at starte den vifte af andelsforetagender, der ikke bare viste sig at kunne trække den danske landbostand ud af det truende uføre, men som også, skulle det senere vise sig, formåede at levere inspiration og økonomisk baggrund for en efterfølgende industriel udvikling i det ganske land.

Men her er der så en lille krølle, vi skal have med. For en forudsætning for denne succes måtte jo være, at de fødevarer, som disse virksomheder frembragte, også kunne afsættes. Og her må vi kaste blikket ud i den store verden. For takket være de europæiske kolonimagters militære og økonomiske overmagt i deres oversøiske besiddelser, der jo så at sige lå åbne og ubeskyttede hen for alle mulige hensynsløse former for udnyttelse, begyndte nu en strøm af rigdomme at tilflyde ”moderlandene”, – ikke kun diamanter og elfenben, men nok så meget råvarer af mange forskellige kategorier, hvilket satte et voldsomt skub i Europas industrialisering. Man kan nok ikke, menneskers iboende erobringslyst taget i betragtning, klandre de koloniale magthavere for den opfattelse, at det de foretog sig var i orden, også moralsk. For de mennesker, de tog magten over, var jo slet ikke rigtige mennesker, som så samtidigt udstationerede, godgørende missionærerne tog sig af at omvende til en ny tro, der nok kunne frelse dem fra helvedes pinsler efter døden, men desværre ikke fra deres nye herskeres vilkårligheder i det dennesidige. Alt sammen gjort ud fra de bedste intentioner under fællesbetegnelsen: dygtigt købmandsskab. Det korte af det lange var, at de rigdomme, som de lænsede kolonierne for, skabte i ”moderlandene” en ny købedygtig middelklasse. Og det var denne middelklasse, først og fremmest i England, der blev forudsætningen for den danske andelsbevægelses afsætning af, ud fra den tids normer, højt profilerede fødevarer til gode priser, og dermed også kraftigt medvirkede til at sætte turbo på en just, fremspiret national dansk følelse af fællesskab. Det er da sikkert også rigtigt, at den tyske besættelse i 1940, der, om end på særlige, og sluttelig for os selv ganske utroligt heldige vilkår, bragte 2. Verdenskrig ind over vore grænser. Ligesom  tabet af Sønderjylland havde gjort det 70 – 80 år tidligere, hensatte dette os i en form for choktilstand, der igennem de følgende årtier, kan have medvirket til at udløse den efterreaktion, som i forlængelse af de identitetsmæssige nybrud, andelstankens fremvækst og gennemslagskraft allerede havde skabt, ledte frem imod det næste fikspunkt, velfærdssamfundet.

Man kan sige, at jeg har været heldig, at vokse op sammen med denne baggrund af en stærk fællesskabsfølelse. Ikke fordi det var noget, vi talte om. For det var en kendsgerning, at der i årene mellem de to verdenskrige, herskede alvorlig smalhals i mange af de hjem, hvor jeg færdedes. Alt hvad der kunne spises fra vandgrød, over kålroer til brød uden ret meget, eller intet, pålæg blev udnyttet til sidste krumme. Nogle havde dårligt råd til at spise deres egne æg og solgte dem hellere for gangbare håndører. Havde man selvdøde pattegrise kunne de få en omgang på brændekomfuret, i en gammel gryde, for at hønsene kunne få noget lækkert og godt at gøre sig til gode med. Tøj blev stopper, lappet og øget, så længe den sidste trævl kunne bruges. Men heller ikke det, var noget, vi talte om, for det var jo bare de vilkår vi havde, og dem var det bedre at indordne sig under, end at harcelere over. Og vi børn havde en lykkelig barndom, ligesom børn med gode, kærlige forældre uanset vilkårene, til alle tider har haft. Og dertil, var mentaliteten blandt stort set alle samfundsgrupper, at man satte en ære i at svare enhver sit, som man udtrykte det. At ligge det offentlige til byrde, hvis det ikke havde meget vægtige årsager, var ganske enkelt uværdigt, og dette gjaldt den rigeste bonde, så vel som den usleste daglejer. Jeg har kendt gamle mennesker, som levede på et absolut eksistensminimum, der bestemt ikke havde noget at rutte med, men som alligevel, af samvittighedsgrunde undlod at hæve deres aldersrente, eller som gemte den urørt hen i madrasser eller andetsteds, for at der en dag, når de selv var væk, skulle være noget til børnene.

Når jeg nu her har viet så megen pladsfor referencer til hovedtrækkene i de nationale, politiske og folkelige strømninger, sammen med den reelle bagvedliggende virkelighed, så er det fordi, jeg vil understrege, at enhver bevægelse i et givet samfund som regel har hver sine specifikke årsager og forløb, og følger hver sine egne veje, opbyggelige eller i et miks med andre årsagssammenhænge. D.v.s. at ingen bevægelse kan igangsættes af en aldrig så karismatisk statsmand eller politiker medmindre han bygger videre på noget andet udenfor ham / hende selv, der kan tjene som holdepunkt for identifikation for dens berettigelse. Den her omtalte virkelighed med fællesskab, andelsbevægelse og velfærdssamfund danner ingen undtagelse. Og det interessante i den forbindelse er, at så længe disse begreber er under udvikling, og ses som fremtidsvisioner der skal kæmpes for, så er de involverede parter / borgere villige til at ofre på fællesskabets alter. Afsavn ses da som en nødvendighed for at nå frem til endemålet: større lighed og mere menneskelighed i vore indbyrdes relationer. Modsat, når målet efter store indsatser på menneskelige så vel som på økonomiske felter har ført frem til målstregen, så kan kritiske røster begynde at hæve sig imod det opnåede resultat. Og hvorfor nu det? – Hvorfor kunne de opnåede resultater, for nogle skeptikere, ikke måle sig det, der oprindelig havde været intentionen? Ja, det er ifølge min overbevisning, fordi bevægelser, der udvikler sig i levende menneskers omgang med hverandre, er lige så flygtige og ustadige som menneskene selv. Hvis vi ser på velfærdssamfundet, som i princippet omfatter alle os, som er borgere i vort land, så kom det til verden i en tid, der på mange måder var præget af modgang og truende udsigter, hvilket, pudsigt nok, virkede som en spore for samling omkring det, som alle kunne se og godtage som prisen for at redde, hvad reddes kunne, og, måske, derved gøre selv de mørkeste udsigter til skamme. Stort set alle levede i forvejen på beskedne præmisser og var dog, ifald skæbnen tilsagde det, parate til yderlige afsavn. Og afsavnene gav pote. Velstanden øgedes i en grad så det ikke længer skønnedes nødvendigt at videreføre den førhen praktiserede beskedne livs førelse. Og med markant forbedrede livs – og udfoldelsesvilkår forekommer, paradoksalt nok, fællesskabet mange borgere mindre vigtigt end før. Det, som der før var stemning for at deles om skulle der efterhånden, efter nyindførte dynamiske regelsæt, konkurreres om, og da konkurrence, som bekendt, deler mennesker op i tabere og vindere, må denne jo nødvendigvis borterodere det grundlag, som fællesskaber alene kan hvilede på. Det, der før tilsagde borgerne, både at være tilbageholdene i kravene fra, og rundhåndede med ydelserne til, fællesskabet, vendtes langsomt og umærkeligt på hovedet, således at kravene til fællesskabet øges, imens ydelserne til det, blev beskåret. Derfor kan det da heller ikke undre at flere og flere borgere drager den slutning, at fællesskabet er for dyrt i drift, og ønsker sig tilbage til ”de gode gamle dage”, hvor man satte individet over fællesskabet. Imens den virkelige årsag til fællesskabets krise synes mig at være den, at vi alle sammen, både velstillede og mindre velstillede, med den igennem mange år stærkt stigende velstand, om man så må sige, har mistet sigtet, og har hengivet os til den falske tanke, at fællesskabet, i sig selv, skal kunne skabe velfærd, ud af intet. jævnfør det, som jeg netop ovenfor har anført omkring vor aktuelle fællesskabstankes gennembrud. Imens kun få synes at gøre sig tanker om livserfaringen, og visionerne, bag den. Det er som om vi i vore moderne samfundsmodeller, om ikke i ord så i handling, ynder at sætter konkurrenceparametre op som måleinstrument for fællesskabers effektivitet. Hvilket dog er fuldstændigt absurd. 

Grundtvig skriver i en af sine vidunderlige, og altid dybsindige, sange bl.a.: Derfor hvad end verden kalder / sin nødvendighed af stål! /Anderledes dejligt falder / ord på Himlens tungemål / dens nødvendighed herneden / det er netop kærligheden. - Og det er jo netop kærligheden, der udgør fundamentet for begreber som fællesskab, sammenhold og sammenhængskraft. – Men her er det

det som om vi i den grad dyrker det perfekte, som i virkeligheden kun findes i forestillingernes fantasiverden. - Fremtiden, som vi, hvis vi skal være ærlige, intet som helst kan vide om. - Lykken, som er den mest troløse følgesvend nogen kan holde sig til. - Og i frustration herover har vi malet os ud i en ord - og følelsesløs fangelejr, hvor overfladisk fladpandethed er vor sidste tilflugt. - Imens vi ikke vil vide af livets under, fordi vi ved at forfaldet er en del deraf. – Og så har vi ellers, for at det ikke skal være løgn, afskaffet begrebet kærlighed som værende en guddommelig kraft, fordi vi ved, at denne forpligter os dybere end vore kræmmersind kan række.

Og så et sidste argument til gode for den brede folkelige debats nødvendighed. Man behøver ikke være særlig historisk velbevandret for at kunne se farerne ved denne debats fravær. For når alvorlige spændingsfelter er under opbygning, som f.eks. uligheder i forskellige samfundsgruppers adgang til at kunne manifestere sig på lige vilkår og med lige vægt, vil de tidligste indsatser altid være de for alle parter mindst smertefulde, fordi, jo tidligere i deres opbygningsforløb, jo bedre er mulighederne for at få dem udlignet på anstændig vis, hvorimod de i fald de bare får lov til at løbe vil ende i en hårknude hvis opløsning i sidste ende, samfundsmæssigt, kan føre meget tragiske konsekvenser med i sit kølvand.