Sam - værd / sam – fund

Som født i 1926 har jeg igennem et langt liv haft lejlighed til at opsamle mange indtryk. Set i bakspejlet var det nok i de første 30 – 40 år af mit liv, at jeg, der hvor jeg nu dengang færdedes, oplevede jeg de mest ægte dialoger omkring begrebet sam-værd; i videste forstand, og så naturligvis os almindelige mennesker imellem. Når jeg tænker på, hvad åndelige tilgange til dagligdagen den gang betød og ikke mindst, hvad historiens vigtighed som den udtrykt i fællesskabets fremtidsdrømme måtte formes hen over betød, at jeg indfangedes af en oplevelse, jeg havde, da jeg var omkring 10 - 12 år. Sammen med mine forældre var jeg på kroen til et folkeligt møde, som havde samlet stor tilslutning. Foredragsholderen begyndte sit foredrag med at fortælle om den store, ægyptiske skulptur kaldet Sfinxen, som har løvekrop og menneskehoved. Sagnet fortæller, at enhver, der kommer forbi, vil Sfinxen stille spørgsmålet: Hvad er livets mening? Og alle, der svarer forkert, vil den knuse med sin kæmpekrop! For mig blev dette en spore for livet, og nu da jeg er blevet ældre, også en mindelse om en tid, hvor fællesskabet var en levende realitet, der helt naturligt også dannede udgangspunkt for menneskelig stræben.

Det er en kendt sag, at katastrofer er iblandt de faktorer, der binder mennesker sammen i forpligtende fællesskaber, og katastrofer var der som bekendt adskillige af igennem 1800-tallet og ikke mindst igen 2. Verdenskrig. Disse katastrofer satte sig dybe spor i vor selvforståelse, ja, helt ind i folkesjælen. Men vores fællesskabsfølelse blev også næret af jordnære problemer som det forhold, at der ofte var alvorlig smalhans i mange hjem, selvom jeg aldrig selv har oplevet direkte sult. Men alt, hvad der kunne spises, fra vandgrød, over kålroer til bart brød uden pålæg, blev udnyttet til sidste krumme. Tøj blev stopper, lappet og øget, så længe den sidste trævl kunne bruges. Men det tænkte vi ikke over, for det var de vilkår, vi havde, og dem var det bedre at indordne sig under end at harcelere over. Og vi børn havde en lykkelig barndom, som børn med gode, kærlige forældre til alle tider har haft. Og dertil var mentaliteten blandt alle, at man satte en ære i at svare enhver sit. Det at ligge det offentlige til byrde, hvis det ikke havde meget vægtige årsager, var uværdigt, og det gjaldt den rigeste bonde såvel som den usleste daglejer.

Men åndelige vækkelser - og med dem andelsbevægelsen - steg op af dette folkedyb og trak ikke bare den danske landbostand ud af uføret, men leverede også, skulle det senere vise sig, inspiration og økonomisk baggrund for en efterfølgende industriel udvikling ud over det ganske land. Mig bekendt har endnu ingen givet noget rationelt svar på, hvad det egentlig var, der muliggjorde denne folkelige eksplosion af visionære tanker og foretagsomhed. Det har været sagt, at det begyndte med, at grove bønderkarle med deres barkede næver i nogle få vintermåneder satte sig på højskolernes bænkerader og hørte om Odin og De Nordiske Myter, sang vore danske sange, fik et indblik i historien, kristendommen og litteraturen samt fik deres skolekundskaber opfrisket. Pigerne gjorde det samme om sommeren, hvorefter de tilsammen tog tilbage til de landsbyer, hvorfra de var kommet, og sammen satte de sig der for at starte denne brede vifte af andelsforetagender.

Når jeg har brugt spalteplads på en redegørelse omkring disse omstændigheder, så er det fordi, jeg vil understrege, at enhver bevægelse i et givet samfund udvikler sig ad snørklede veje og med baggrund i specifikke årsager og processer, som vi lægfolk med fuld føje er berettigede til, ja faktisk som demokrater, er forpligtede til at tage del i diskussionerne omkring - jvf. Grundtvigs ord: Øjet opladt, hånden øvet / tanken på flugt over støvet! Og dettte er ikke mindst vigtigt I vor globaliserede tidsalder, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at stemningsbølger i folkehavet kan udvikle sig fatalt, og hvor materiel velstand et sted kan betyde armod andetsteds. Ikke mange i Danmark tænker på, at det, der i europæisk terminologi omkring ulandenes kolonisering benævnes som dygtigt købmandskab, dækker over en overførsel af ressourcer fra fattige til rige lande af ganske uhørte deminsioner. For os i Danmark blev denne kolonibetingede velstand en afgørende forudsætning for den danske andelsbevægelses afsætningsmuligheder og dermed medvirkende også til at sætte turbo på en just fremspirende dansk følelse af at være et fællesskab i fremdrift. Interessant er det også, at så længe begreber udvikler sig som fremtidsvisioner, der kæmpes for, kan et fællesskab mobilisere uanede kræfter til skabelse af større lighed, mere menneskelige relationer og meget mere. Heroiske kræfter kan af folket stige op og gøre underværker. Alene sproget kan inspirere. Mulighederne er i sig selv en gave, der bibringer det pågældende samfund en bevidsthed om, at intet ejerskab til fremtidens goder vil blive opnået, medmindre man i fællesskab opper sig til opgaven.

Men når målet er i sigte, kan kritiske røster hæve sig. Og hvorfor nu det? Det er fordi, der tit opstår ustabilitet i levende menneskers retningssans. Denne er nemlig lige så flygtig og ustadig som menneskene selv. Velfærdssamfundet, som omfatter alle borgere i landet, udviklede sig i en tid, der på mange måder var præget af mangler og truende udsigter, hvilket pudsigt nok virkede som en spore for samling omkring det mål, der lyste i horisonten. Ja, vi var endda særdeles parate til tåle yderlige afsavn, om vor skæbne nu tilsagde os det. Og afsavnene gav nemlig pote pote. Velstand og tryghed øgedes i en grad, så det ikke længere var nødvendigt at videreføre den førhen ekstremt beskedne livsførelse. Men med disse forbedrede livs - og udfoldelsesvilkår forekom samfundet, som samfund betragtet, paradoksalt nok mange af dets borgere, først og fremmest den mere velstillede del af det, at det nu var blevet mindre vigtigt, i hvert fald for dem og deres ligesindede, ganske enkelt fordi de følte, at de ikke længer i samme grad som tidligere havde brug for dets beskyttende institutioner. Nu kunne man, mentes det, jo sagtens klare ærterne på egen hånd. Og dette kom da også gradvis og umækeligt til at præge de pågældende borgeres politiske ståsteder, hvorigennem fokus langsomt flyttedes væk fra forne tiders sammenhold og stadig mere fokuseredes i retning det, som man med et moderne udtryk benævnte tidens nødvendigheder, tillige med fremkom så et i vor tid ofte hørt slogan, at ingen jo dog bliver fattigere af at andre bliver rigere. Men problemet er bare her den ældgamle menneskelige lærdom, at med rigdom følger også altid magt – og at magt altid korrumperer, også med de allerbedste intentioner forbliver magten takket være selve den natur opsat på at ”skære igennem. Og det er så også dette vi nu i vor egen tid oplever i form af den moderne konkurrencestats nådesløse gennembrud og dens tendens til at marginalisere stadig større befolkningssegmenter, og i bogstaveligste forstand gøre dem til pariaer – til jaget vildt helt uden fredningstid. Men alt dette kunne ikke være naturligvis ikke komme til at foregå, medmindre samfundets politiske institutioner i så afgørende grad, og disse institutioner udgøres ikke bare af de mennesker, der igennem årene har involveret sig i politik men af samtlige potentielle, danske vælgere, som over en bank, igennem mange år. har ladet dope af en økonomisk velstand, der har medført, at man nu er stærkt tilbøjelige til at tillægge vore politikere skylden for alt hvad der, nu endeligt, på en måde der ikke er til at misforstå, er gået galt. Og det er, for mig at se, at rette bager for smed, for de har jo aldrig gjort andet end, som de har kunnet få opbakning til hos deres vælgere, så politikerne kan, for mig at se, overhovedet ikke lastes for andet eller mere end alle andre borgere i dette land, mig selv inklusive, nødvendigvis kan lastes for. For i et demokratisk samfund gælder det som i alle andre forhold her på jorden, bag ved alle de glimmerfyldte facader, der er det i sidste instans jungleloven der gælder, Og det gør, at et demokrati, hvor dets bærepiller, borgerne, af den ene eller den anden grund har mistet interessen for deres egen eksistentielle vilkår og omstændigheder, vil jungleloven nødvendigvis tage over, for der er bare intet alternativ dertil. Og at postulere noget som helst vil være som at slå i en dyne. – Vi må simpelt hen nå frem til nye erkendelser, som på ny kan indfange og frugtbargøre de idealer, der med vor gamle Grundtvig som muligt talerør for idealerne, for mig selv meget rammende ord der siger. ”Frygt ej for hvad verden kalder / sin nødvendighed af stål / anderledes dejligt falder / ord på himlens tungemål / dens nødvendighed herneden/ det er netop kærligheden”. Og herefter kan vi forsøge at reduceres det hele til det klare spørgsmål: Hvad er det, der dybest set er menneskets inderste drivkraft? Er det muligheden for igennem materiel vinding at kunne sikre sig selv og sine? Eller er det gennem en etisk funderet forpligtelse, som vi er født ind i, hver især at yde vort bedste og ærligste bidrag til samfundets gavn?