Min svaghed for indviklede tankebaner hermed erkendt

Jeg kan mærke på de stadig kortere dage, at det nu allerede er ved at være tid til årets julebrev.  – Da jeg var barn, for snart længe siden, kunne jeg, i øvrigt ligesom de fleste andre børn, ikke få tiden til at gå hurtigt nok, især når julen nærmede sig – eller min fødselsdag. - Anderledes nu, hvor jeg i al min ubeskedenhed ville ønske, at tiden dog bare ville sagtne farten – bare en lille smule. Det ville såmænd ikke en gang gøre mig ked af det, om jeg skulle vente et par årstid på min næste fødselsdag. Så kunne jeg da få lidt mere tid, om ikke lige til at opleve, for hvad det angår, har jeg vist nok allerede i mere end fuldt mål fået min part. Men for at få tid til at tænke og reflektere over alt det, jeg hver eneste dag ser, hører og sanser. Jeg ved godt, at når Linda ind imellem synes, jeg er lidt fraværende og anklager mig for ikke at høre efter, hvad hun siger, så er det jo nok fordi mine tanker er andre steder end lige ved det, som hun, måske endda med rette, måtte kunne forvente af mig.

Ja, jeg indrømmer gerne, at min tankeverden er flyvsk. Men det at tænke over tidens og tilværelsens mange kringlede veje og uforudsigelige og tendenser, og ikke mindst over dets absurditet, er nu en gang, for mig, lige så nødvendigt som at trække vejret. Linda er meget mere jordnær og optaget af det nære, det, der drejer sig om at skabe harmoni i dagligdagen. Men alligevel har vi det bare dejligt med vore store forskelligheder. - I gamle dage ville man nok have taget det som udtryk for ”uafslebne kanter”. Hvor jeg hellere vil tage det som udtryk for to menneskers gensidige accept af hverandres særpræg, eller særheder, om man vil. Ja, faktisk endnu mere end det. Nemlig gensidige inspiration og opmuntring til udvikling og styrkelse af hver enkelts egen unikke personlighed.

Dette godt nok i skarp kontrast til den lære, jeg fik ind med modermælken, stammende fra en tid hvor den tekniske udvikling i landbruget var mindre fremskreden, og folk almindeligvis, hvis de da ellers var vel tilpassede, opfattede deres plads i livet som et kald, man gjorde bedst i villigt at indordne sig under, klart udtrykt i det billedet som min far somme tider kunne finde på at fremhæve som gammel knæsat visdom, at det altid var en god ide at lade et kamhjul af jern gribe ind i et dito af træ. - Underforstået, at hvis de begge var hårde som jern, ville deres ”samarbejde” både være støjende, ustabilt og lidet befordrende for ægteskabelig lykke, og modsat hvis de begge var lige bløde og føjelige ville lykken forvitre i bare kedsomhed. - Hvor stor visdommen i dette så ellers kan have været, skal jeg ikke dømme om. - Kun konstatere, at hvad det nu så end måtte være for et stof Linda og jeg er gjort af. Så er vort ”samarbejde” i hvert fald hverken kedeligt, ustabilt eller støjende. Og det er vi naturligvis taknemlige og lykkelige for. - Måske ligger tanken om et kald, os alligevel ikke så fjernt? Og så kan vi da for øvrigt heller ikke forvente, at solen bare i det uendelige vil blive ved med at tilsmile os. Vi kunne måske også en dag få brug for hinanden til andet end blot at dele glæder?

Ja, heller ikke, når jeg nu har sat mig til rette ved computeren for at skrive til jer, kan jeg på forhånd vide, hvor tankerne fører mig hen. – Og ganske tilfældigt vil det da givet også være. For når jeg ser mig tilbage, kan jeg næsten blive helt mærkelig til mode ved at erindre mig alle de tilfældigheder, der i virkeligheden har været styrende for mit liv. - På mange måder må man vel sige, at jeg har været noget af en fantast, der bare har gjorde hvad der faldt mig ind. – Måske i virkeligheden en eller anden form for en Rasmus Modsat, der i hvert fald for nogle ville kunne have lignet en, der bare skulle være på tværs. Og når sandheden skal frem, må jeg da også vedgå, at det ved flere lejligheder, igennem mit liv, mere har været lykken end forstanden, der har gjort, at jeg har beholdt skindet på næsen. Og når jeg nu griber ned i posen efter et eller andet at drage frem, der netop, i hvert fald for mig, har dagsaktuel relevans, og samtidig ligger mig alvorligt på sinde. Så må jeg fortælle lidt om det, af mine forehavender, der på så mange forskellige måder kom til at markere det helt afgørende skift i min tilværelse. - Mit 6-7 år lange ophold iblandt småbønderne i Abosi i Kenya.

For der fandt jeg mig selv mutters alene iblandt lutter fremmede mennesker, som jeg kun med besvær kunne kommunikere med. Og fik dermed samtidig en helt enestående mulighed for, uden venners velmente, distraherende forstyrrelser, at dykke ned i min egen baggrund, mine inderste tanker, intentioner og forhåbninger. Jeg husker ganske tydeligt, som var det i går, da jeg første gang kom kørende i bil ud til det, der af mange af mine kolleger blev regnet for en gudsforladt udpost. De første 300 km. fra landets stærkt vestligt prægede hovedstad, Nairobi, foregik på asfalteret landevej af vekslende kvalitet. Og det undrede mig, at jeg næsten ikke så nogen af de traditionelle runde stråtækkede ”negerhytter”, som jeg ellers havde forventet at se mange af. Men langs med de sidste 30 km. jordveje, der ofte i regntiden var mere eller mindre ufremkommelige, blev disse hytter næsten enerådende. - Nu var jeg altså rigtig kommet til Afrika. Det var kort tid efter den alvorlige tørke der nåede sin kulmination i sommeren 1984, hvor en masse køer vat døde af sult og tørst, - og helt sikkert også mange børn, da regnen endeligt langt om længe var kommet tilbage. Og kun den, der selv har oplevet det, kan gøre sig forestilling om hvordan alting dermed skifter farve, og med hvilken overvældende styrke det altså kan ske. Netop derfor var det også et, over al forstand, forførende smukt og grønt landskab jeg bevægede mig ind i. Jeg har aldrig i mit liv, været så bjergtaget af noget landskab.  Alle disse grønne runde bakker, hvor nøgne klippetoppe, hist og her havde banet sig frem, mens den sene eftermiddagssol kastede sine stråler imod dem og fremkaldte et overdådigt farvespil. Alt imens de, for os lavlandsføddinge, fortryllende blå bjerge, på netop dette tidspunkt af dagen, stod særligt synlige i de fjerne horisonter, når udsynet ind imellem åbnede op for dem. Og Abosi, hvor jeg nu skulle have mit virke, syntes det mig, var endnu smukkere end vejen dertil.

Fra min åbne terrasse havde jeg en meget smuk udsigt over en stor dyb dal, der nærmest tog sig ud som en kæmpestor gryde, udtavlet i grønne smålodder og med hundredvis af runde stråtækkede lerhytter drysset ud på må og få uden mønster eller plan,. Men overalt sydede og boblede det af talløse menneskers liv og virke. I morgentimerne så jeg mændene pløje med deres okseforspand, akkompagneret af høje tilråb til både okserne der trak, og til kvinderne, der altid var med for med deres piskeslag og skingre tilråb hen over oksernes rygge for at drive dem frem. Men midt på dagen faldt landskabet til ro, mennesker og dyr søgte skygge under træer buske eller inde i hytterne. Mændene med deres radioer og kvinderne altid utrættelige, som jeg altid fandt dem, med deres mange tilsyneladende uopsættelige gøremål, så som at hente vand og brænde, luge, koge, amme og i øvrigt i enhver henseende tage vare på familiernes velbefindende - Men tillige altid glade og smilende.  - Omkring solnedgang hørtes, når vejret var godt - og det var det tit, en fredfyldt blanding af mange forskellige lyde, viden om. Køers brølen, geders brægen, fårs mæen, og æslers skryden blandet godt op med børnenes legende og voksnes mere kommanderende ud - og tilråb, imens røgen fra hytternes ildsteder sindigt kom sivende op igennem de mange stråtage, som var det hele sceneri en eneste stor offerfest. Og alt sammen i forening mindede det mig om, at dagen var gået på held - at det meget snart, om der da ikke var måne, ville være kulsort nat.

Og efter at jeg så, i min ensomhed, havde indtaget min selvlavede varme aftensmad, til tonerne af båndmusik - meget tit nogle af vore gamle danske sange, der mindede mig om hvorfra jeg var kommet - ikke fordi jeg på nogen måde havde hjemve, men bare fordi jeg havde brug for at holde fast i mig selv, imens jeg afsøgte alt dette fremmede. - Jeg tror nok de fleste af mine danske kolleger havde sorte ansatte til at sørge for deres daglige, huslige gøremål. Men noget sådant var mig inderligt imod, lige med undtagelse af til vask og rengøring, der klaredes om formiddagen, når jeg alligevel ikke var hjemme. Og dette var på ingen måde fordi jeg ville undgå deres selskab og i øvrigt altid tjenesteivrige indsatser. Men simpelt hen fordi jeg måtte kunne være helt mig selv, i ganske særlig grad når dagene skulle sluttes af. Så satte jeg mig mangen stille aften ud på min lille nordvendte terrasse for at lade tankerne gå på langfart - både i konkret og i overført betydning. - Og så følte jeg mig lykkelig.

Utallige er de lange aftener, jeg har siddet der, ikke sjældent til det blev midnat eller endnu længere, og tænkt, filosoferet, og vejet for og imod omkring livets store spørgsmål. Alt, imens jeg nød synet af den fjerne lynild, der, som regel, blinkede lystigt i den nordvestlige horisont, samtidig med at jeg også sendte taknemlige tanker imod de langt mere nordlige egne, som jeg kendte så godt. - Og som mindede mig om, at jeg ikke kun var en hjemløs flygtning. Men at jeg jo dog endda var en dansk gesant udsendt af MS for at være disse mig ukendte mennesker behjælpelig i deres ældgamle kulturs forsøg på at tilpasse sig moderne tider. En gammel kultur i hastig opløsning, der dels var mig aldeles fremmed og uforståelig, og dels allerede dengang længe havde været ude i denne proces, uden at noget nævneværdigt nyt, til dens afløsning, endnu var kommet til syne, endsige havde slået rod.  - Og endnu værre, de forventede faktisk af mig, måtte jeg med forundring konstatere, at jeg skulle være den ”heksedoktor”, der måtte have den opskrift for hånden, som kunne bringe dem noget af den hvide mands verden, fremskridt og rigdom indenfor rækkevidde, men som de selv mente sig ude af stand til at bringe til veje.

Det gik da også meget hurtigt op for mig, at her var der kun meget lidt af min i DK erhvervede faglige viden om landbrug, der ville kunne havde relevans. Eller rettere, for at den skulle kunne få i det mindste nogen relevans, måtte jeg først, til det yderste af min indlevelsesevne, sætte mig ind i disse menneskers livsvilkår, hvis grundlæggende forudsætninger er så anderledes, og for os danskere at se meningsløst forældede og fordomsfulde, at jeg for en rent umiddelbar betragtning nærmest måtte betegne dem som absurde. - Heldigvis for mig, fik jeg efterhånden, alligevel lært mig at respektere dem, som det de var – nemlig mennesker, ganske som mig selv! Og vejen dertil gik igennem et besværligt, om end kun nødtørstigt studium af deres kulturelle og miljømæssige baggrund. - Besværligt fordi jeg måtte læse mig til det meste af det på et engelsk, som jeg på daværende tidspunkt ikke var særlig stærk i, hvad der tvang mig til at bruge den engelske ordbog mindst lige så flittigt som de tekster, jeg stred med læsningen af. Det var hvad megen af min tid gik med igennem det meste af et par års tid – dog mest min fritid. Min største bekymring gik faktisk på, at der jo kunne komme kolleger eller tilsynsførende, og spørge mig hvad jeg egentlig gik og lavede. Og jeg vidste, at de, med sikkerhed, ikke ville se med milde øjne på, hvis jeg bare studerede det engelske sprog og den afrikanske kultur. Måske ville de kalde det rent tidsspilde, og give mig min afsked på gråt papir. - Men til held for mig, så må MS landekontoret i Nairobi, så vel som mine andre danske kolleger have fundet, at Abosi lå meget langt væk. - Til gengæld fik jeg så, af MS, i den anden ende, den cadeau, at jeg fik lov til at arbejde videre i Abosi i 1½ år længere end almindeligvis tilladt.. Så vidt jeg ved, er jeg den eneste der i MS’s efterhånden lange historie, der har fået lov til at blive i samme projekt så længe. 

Jeg måtte naturligvis ret hurtigt, med beklagelse gøre ”mine bønder” bekendt med, at jeg ikke var den medicinmand, som de havde gjort sig forhåbning om, at jeg nødvendigvis måtte være. Men at jeg på enhver mulig måde ville støtte dem, forudsat, at de selv tog initiativer, som det måtte ligge inden for min rækkevidde at hjælpe dem med. – Og efter en lang march på stedet og masser af frustrationer, ikke mindst på grund af Danidas uvilje imod at støtte noget, der ikke var stort og flot nok, (Danida var endnu ikke blevet klogere) måtte jeg, med dyb sorg i sindet meddele MS, at jeg ikke længere så nogen mulighed for, fortsat at kunne udrette noget fornuftigt i Abosi. Medmindre de ville give mig grønt lys for at introducere et ganske nyt, og for MS hidtil ukendt koncept for udvikling, kaldet ”Folkestyret Udvikling”, som jeg, både igennem et hollandsk udviklingsprojekt i en naboregion, og igennem de to latinamerikanske, katolske præster, som jeg boede dør om dør med og derfor hurtigt opnåede et nærmest fortroligt tillidsforhold til, havde stiftet bekendtskab med.

Og sådan gik det til, at jeg, som den første dansker, gav mig i kast med denne nye strategi, der helt afgørende brød med dén gamle forestilling, at det påhvilede os, som den vidende part måske nok en smule groft sagt, at skulle tage de initiativer, som vi ud fra vore formeninger og forudsætninger måtte mene, ville kunne være dem til gavn. For så bagefter at lokke / overbevise dem til at arbejde med på disse, reelt set, af os påduttede ideer. – Men som oftest, set ud fra mine godt nok, den gang, temmelig egenrådige ideer om hvad udvikling dybest set handler om, med dårligt resultat. – I selve betegnelsen Folkestyret Udvikling ligger jo implicit, at er dem selv der i princippet skal fostre de ildsjæle og igangsættere, der ud fra deres egne evner og forudsætninger, og med vores helhjertede medvirken, skal tage initiativerne. - Og her var det så, som jeg ser det, dels at min nyerhvervede viden om afrikansk kultur og dermed også viden om de menneskers baggrund, som jeg havde fået til opgave støtte og hjælpe, og dels min viden om min egen kulturelle baggrund, som altid har interesseret mig, hjalp mig til at forstå nogle sammenhænge, som efter min mening, alt for ofte er blevet overset i dansk / vestlig udviklingsbistand. Jeg kan illustrere det ved at fortælle, at jeg sendte bud efter nogle af Helene Stranges beskrivelse af tidligere tiders bondeliv på Falster, fordi jeg mente, at en vigtig forudsætning for at kunne forstå bønder i andre kulturer var, at man også kendte mest muligt til sin egen bondekultur, ja, at det faktisk ville være en stor fordel at være fortrolig med den. Og at det er sådan, er fordi al personlig udvikling, som jo udgør nøglen til den dør der alene kan åbne for den fantasi og det udsyn som er selve forudsætningen for enhver form for udvikling i højeste grad også er et spørgsmål om at kunne bygge oven på et allerede eksisterende fundament af kulturelt arvegods. - Og aldrig ved bare at glemme sig selv for at starte på en frisk. - For derved risikerer man let at falde i sit eget baghold.

Mellemfolkeligt Samvirke accepterede uden forbehold mit standpunkt. Og dermed var der skabt basis for, at jeg kunne blive og arbejde videre uden at føle, at mit arbejde var omsonst, og gav mig dertil, skulle det hen ad vejen vise sig, yderligere 5 gode, arbejdsomme og meget lykkelige år i Kenya, som lærte mig en masse om mennesker, både fattige og rige, på godt og på ondt.. De år overbeviste mig også om, at mennesker, uanset hvor på vor klode de er født, er gjort af det samme stof, har de samme drømme og håb, elsker og hader, ler og græder, akkurat som os selv. Og for os alle gælder det ligeledes, at den bedste spore vi i vore liv og i vore bestræbelser overhovedet kan få, er at kunne se en mening med det arbejde vi udfører - ikke mindst igennem det at være klar til, og i stand til altid at kunne lægge noget af os selv i det vi gør. – Uanset den kendsgerning, at vi danskere er vokset op med, i forhold til mange andre, nærmest uanede udfoldelsesmuligheder, som de sorte, heller ikke med vores bistand som løftestang, umiddelbart, uden et langt og sejt træk, har mulighed for bare at komme i nærheden af. Vi kommer meget let til at stå for dem som nogen, det kan betale sig at snakke efter munden, eller hvad der ikke er spor bedre, som nogen de skylder beundring og ære bare fordi vi er hvide og rige.  Og det bringer forvirring og kan virke fristende for dem til at henfalde til frister til alt for overfladiske konklusioner. - Vore hvide forgængere i Afrika, missionærerne, som så det som deres opgave at få de indfødte til at foragte deres egen tro og kultur, for derved at skabe rum for noget nyt, men opnåede ikke derved det, som de stilede imod. Først og fremmest fordi denne strategi påførte de sorte et alvorligt og uerstatteligt værdighedstab. Et tab, som både de selv og vi som fremmede stadig har at kæmpe med følgerne af så som mindreværd og initiativløshed. Det er dog vort glædelige indtryk at de kristne kirker, som vi har haft berøring med, specielt den katolske, er opmærksom på dette forhold. Men for de fleste af os udviklingsarbejdere fra de rige lande, synes dette forhold nærmest stadigvæk at være en ”by i Rusland”!

Det de først og sidst mangler er selvtillid. Og den er det, som sagt, en meget svær sag for os at fremelske, samtidig med at denne også ved uforstandig håndtering let kan slå over i ren destruktivitet. Desværre, så er vi i og med at vi aldrig selv har kendt til ”lukkede døre”, der hvor vi gerne ville sætte vore evner og formåen ind, ikke er de bedst egnede til at fremme forståelsen for dem, der ved skæbnens ugunst er gået bag af dansen, fordi disse mennesker, uanset alle vore gode viljer, ikke umiddelbart besidder den, om man så må sige, ”markedsværdi”, som vores tankeverden bevidst eller ubevidst tiltrækkes af, og som dermed gør det alt for let for os ikke at være opmærksom på at de finter, som de ustandseligt lægger ud for os ikke nødvendigvis er udtryk for uærlighed. For der er jo nu en gang forskel på hvilke tankebaner vi hver for sig bevæger os ud fra. Og her er det for både dem og for os meget vigtigt, at de først og sidst er ærlige overfor dem selv, ligesom vi også skal være det overfor os selv. Og det er så med disse to som oftest vidt forskellige udgangspunkter vi hver for sig i gensidig respektfuld dialog skal forsøge at pejle os ind på hverandre. Idet jeg dog må gøre opmærksom på, at det i og med, at det er os fremmede der selv har påtaget os at være i besiddelse af den forløsende, udfarende kraft, også bærer på hovedansvaret for forholdets succes eller fiasko, akkurat som den gode skolelærer også nødvendigvis må påtage sig ansvaret for hendes / hans undervisnings succes eller fiasko. Idet det dog også må tages med, at der hvor skolelæreren står overfor langt mere umiddelbart tænkende børn, står vi som ulandsarbejdere overfor voksne mennesker, der ikke kan påregnes at gå til ”undervisningen” med samme umiddelbarhed som børnene, men derimod med et af voksenlivet præget refleksivt, strategisk tænkende og, måske, let antændeligt mistænksomhedssyndrom.

Vel kan det lyde både svært og kompliceret. Men det ville dog være helt forkert at sige, at vi ikke ville kunne lære det. Men det kræver, at vi forstår, at de også, i en global verdensorden, bliver en del af forudsætningen for vor egen frihed til bevægelse og udvikling. Men dette betinget af, at vi gemmer vore egne fortrin langt væk, og lever os fuldt og helt ind i deres vilkår og tankeverden. Samt at vi ærligt og nådesløst kæmper med os selv, for også at prøve at forstå deres gøren og laden, For dermed at få blik for hvordan vi kan befordre de medfødte, positive sider af den kampgejst, der altid oprindeligt har været ethvert menneskes adelsmærke. - Og endeligt, ikke at forglemme, at vi levner dem de vilkår, der er egnede til at få dem til også holde deres egen gejst oppe. - Så først er forudsætningerne skabt for den dialog, der kan muliggøre, ikke bare undfangelsen af de drømme, som jeg ved, vi er fælles om, men også tage de første svære skridt fremad, som vi alle i grunden så gerne ville kunne gøre fælles sag omkring.

Og så var det jo også, at Linda pludselig kom ind i mit liv, og bragte nye inspirerende livsytringer ind i min filosoferen, og medvirkede nok også til at trække mine ofte flyvske tanker lidt nærmere øjenhøjde, lige netop som jeg allermest stod og manglede det. - Hun kom til at bekræfte sandheden i det gamle ordsprog: ”Når nøden er størst er hjælpen nærmest”. –

Så vidt så godt, nu var der så også nogle af mine egne brikker, der var faldet på plads, og jeg kunne med sindsro begynde at glæde mig. – Ikke mindst glæde mig over den helt overvældende forhåndsinteresse, som de, på samme tid, danske gymnasters besøg var genstand for ude i den lokale befolkning. Somme tider undrede det mig nok en lille smule, at jeg nu tog det hele så let og ubesværet, på trods af, at jeg dog som ansvarlig for et arrangement af denne ”kaliber”, om man så må sige, var en ren amatør. Men dog ikke mere amatør, end at jeg til fulde vidste besked med, at her i Afrika kan alting ske, også når det gælder ubehageligheder. Det kunne jo f.eks. pludselig give sig til at regne, så absolut intet, af det vi måtte have på programmet ville kunne lade sig gennemføre. Og når så man alligevel sover roligt om natten, må det jo være fordi, vi her lever i bevidstheden om, at det primære i enhver tænkelig situation til enhver tid ganske enkelt er at søge at få det bedst mulige ud af det. - Og det gør man så, uden på forhånd at ærgre sig over det der eventuelt alligevel ikke lod sig gøre.

Men nogen nødplan fik vi ikke brug for denne gang. Solen skinnede for det meste så meget hver eneste dag, at vi måtte være meget vagtsomme overfor risikoen for solstik. Noget der let kommer, når gymnasterne, i bagende sol, står opmarcheret til f.eks. officielle afrikanske modtagelser, hvor der mageligt kan blive holdt alt for lange taler af honoratiores, der selv befinder sig i skyggen, imens solen brænder lige ned i hovederne på de stakkels lyslødede gymnaster, der jo normalt ikke har medbragt nogen hovedbeklædning der, i stil, passer til gymnastikdragterne. Dette er noget, vi på forhånd lige må huske at gøre eventuelle talere opmærksom på. Men meget bevægende er det nu altså, når alt ellers klapper, at se alle disse unge landsmænd og kvinder marchere ind på en grøn solbeskinnet plæne, (eller måske minder den i jævnhed mere om en almindelig dansk græsmark), langt her nede i det sorte Afrika, under sang og med Dannebro i spidsen. Selv har jeg i det mindste svært ved at holde tårerne tilbage, når jeg er vidne dertil. - At disse oplevelser, er jeg ganske sikker på, hører til iblandt dem, jeg altid, med hjertens fryd og i dyb taknemlighed for det land, som blev mit, vil kunne genkalde mig lige til mit sidste åndedrag,. Det var som om gymnasterne sammen med de mange tilskuere blev forenet i en symbiose af fælles forventning og længsel efter skønhed, udmyntet i dette på en gang brogede og kontrastfyldte skue, hvis højere vision dog samtidig tegnedes med flammeskrift i de deltagendes bevidsthed. Så megen umage gjorde gymnasterne sig under deres allerførste opvisning, at det kostede dem 3 forstuvede ankler. De skulle lige nå at vænne sig til at ”plænen” var mere ujævn, end de var vant til hjemmefra. Ja, de skulle faktisk afstå fra at yde deres suverænt bedste, for at undgå en alt for stor fare for benskader. Hjemme ville de sikkert have givet sig til at harcelere over plænens ringe tilstand. Men igen, her i Afrika gør man sit bedste, og glæder sig over det man, under de givne vilkår, kan præstere. Samtidig med at man dog på forhånd sikrer sig, at der er rigeligt med koldt vand ved hånden til at pøse på de eventuelle skader, der alligevel måtte opstå.

Jeg tror, at disse gymnastikopvisninger mejslede sig ind i vore sind som højdepunkter, ingen af os nogen sinde havde drømt om ville kunne komme indenfor vor rækkevidde. Jeg mindes vor ankomst til en skole i landsbyen Kapwerria, hvor vi først nåede frem en times tid senere end beregnet. Hvor børnene fra de mindste klasser dannede espalier langs adgangsvejen, hvor de troligt havde holdt vagt i mindst en time, bare tålmodigt ventende på os. Og, vi som kom med en dansk, i det mindste, halvdårlig samvittighed, over at have ladet dem vente så længe, blev dog modtaget med en varme og begejstring, der i den grad overvældede og betog os, at jeg ikke tror at nogen af os rigtigt kommer til helt at kunne fatte det. I samme øjeblik den første bil med mig selv ved rattet, nåede frem til de første skolebørn, satte de alle sammen i med taktfast klappen i hænderne. Og man må ellers nok sige, at der i bogstaveligste forstand var sort af mennesker, der hvor opvisningen skulle foregå. - Det var alt sammen ganske ubeskriveligt. Det er kun en fattig afglans, af det der foregik, som jeg føler mig i stand til at sætte på skrift. Men jeg ved, at selv nu, mange år senere, virker det både som udfordring til, og inspiration for den kraft i hver især af os, der aldrig vil lade sig trætte i bestræbelserne på at mildne denne verdens modsætninger. Der er for mig ingen tvivl om, at den hjertevarme modtagelse der blev os til del i dette, af alt andet end overflod mærkede samfund, gjorde et meget stærkt indtryk på alle os overflodsdanskere, og vækkede os til en eftertanke, der før havde været os fremmed. - Der var en ældre kone med et svagt bentøj, som havde haft langt at gå for at komme frem til pladsen, hvor det skulle foregå. Hun nåede lige netop tids nok frem til at se afslutningen og gymnasternes udmarch. Linda beklagede overfor hende, at det hele jo desværre allerede var overstået. Hvortil hun med et stort og bredt smil replicerede, jamen jeg nåede da frem og se dem, og det var jo bare det jeg ville.

Vore værtsfolk, alle børnene og deres forældre, havde gjort alt hvad der stod i deres magt for, at vi skulle befinde os godt. Alle tilsmilede os meget bredt og varmt. Nogle af gymnasterne følte måske nok, at det var lige rigeligt, når nogle af børnene kom og ville røre ved dem, for at se om deres hvide hud smittede af, eller for at føle på deres lyse glatte hår. Men både sorte og hvide havde indgået en pagt om åbning ud mod en ny og spændende verden, hvor forskellighederne knytter sammen, og gamle fordomme smelter i varme forventningsfulde blikke. Og midt under den efterfølgende spisning af majsgrød (ugali) og kogt kylling - med fingrene - blev gymnasternes leder Elin kaldt frem for at modtage landsbyens gave til hele holdet, som tak for at de var kommet for at præsentere deres flotte gymnastik. Vel så hun noget desorienteret ud i ansigtet, da hun fik en levende, flagrende og skrålende høne i favnen. Men jeg tror, at denne rent ud sagt løsslupne glædesmanifestation som hele dette kulturmøde var udtryk for, hjalp hende til ikke at tabe fatningen. Hun gjorde det, som man skal gøre i en sådan situation. Hun takkede varmt og bedyrede at hønen ville komme levende med til Danmark.

Sidste gang vi besøgte Abossi var i år 2000. Da havde Linda, blandt andet, et møde med en kvindegruppe. Og hun stillede dem spørgsmålet, om hvad der, efter deres mening, havde været det mest prisværdige initiativ fra danske udviklingsarbejderes side, igennem de år de havde arbejdet i deres område, i forhold til det at fremme deres lyst og vilje til fremskridt. Og uden nogen længere diskussion anførte de i fuld enighed de danske gymnastikholds besøg som de væsentligste incitamenter. Jeg må nok sige, at vi, i betragtning af, at det dog var 12 år siden det første, og også flere år siden sidste besøg, (i alt har der igennem årene fra 1987 til 99 været 4 gymnastikhold på besøg + et hold landbrugselever fra Næsgård Agerbrugsskole), og ikke mindst i betragtning af alle de andre anstrengelser, som danske udviklingsarbejdere igennem næsten 20 år har udfoldet på stedet, så var det et yderst tankevækkende svar, Linda der fik. For det peger jo unægtelig i retning af, at penge i sig selv ikke gør den store forskel. Det kan måske siges på den måde, at vel er penge, teknologi og viden vigtige. Men hvis der ikke samtidig følges op med noget der kan virke fremmende på mellemmenneskelige kontakter, der kan befordre både fantasi mellemmenneskelig opmærksomhed og så som det allervigtigste kan virke inspirerende på et plan som ikke bare går dem over hovedet, og derfor vil ramme ved siden af. Der skal, også fra deres side opelskes en stærk vilje til at forsøge at sætte sig ind i hver vores vidt forskellige livsvilkår og tankesæt, helt uden hensyn til hvor forskellige disse så end måtte være. Og til den ende kan penge og teknologi lige så vel have negative følgevirkninger fordi disse to faktorer, som det modsatte, hvor nødvendige de så end måtte være. Men de kan i bogstavelig forstand stjæle billedet fra alt det, som er de helt grundlæggende, ovenfor skitserede, faktorer. - Det er bydende nødvendigt, at vi erkender dette, og handler derefter. Hvis vi da ellers har et ærligt ønske om at nå nogen vegne i udviklingen af en global følelse af samhørighed, som dog er en absolut forudsætning for, at vi kan få skabt en bedre og mere fredelig verden. Hvor det jo her er selve de enkelte ”byggesten vi taler om. En verden der ikke frister medmennesker til, i stort tal, desperat at foretrække døden frem for livet. - Eller migration i stedet for et nogenlunde stedfast tilhør til en egn, et land eller en kultur.