Mistrøstige, men trods alt livsbekræftende ord omkring nytår 2001

Kære gode venner.

For, jeg ved snart ikke hvilken gang, er der nu igen gået et år. Et år, der ligesom alle de andre år, der er gået, har trukket sig tilbage fra hverdagenes brogede liv, til erindringens refleksive berigelser – nå ja, og der er vel også dem med negativt fortegn.  - Eller dem der bare genererer en gang ekstra ”lommefilosofi”. - Hvis de da ikke omgående, kynisk forvises til glemselens fortrængte domæner, hvorfra intet ret gerne må sive ud i lyset. - Uanset den pine det så ellers måtte forvolde inde i det mørke, jeg for sikkerheds skyld har gemt dem i.  

Når jeg så igen har sat mig mageligt til rette i min stol for at sende erindringen på strejftog mellem de hændelser, som Linda og jeg i det forløbne år har været parthavere i, så er det med ovenstående i baghovedet. For årene har lært mig, at det vel er muligt at binde andre mennesker en ”opportun nødløgn” på ærmet - Eller bare at pynte lidt op på en god historie, hvad den jo kun sjældent bliver ringere af. - Men ofte ikke ganske uden mén. Jeg ved godt, at det af mange, måske, vil blive betragtet som forsøg på at udvande begrebet viden som lettere kættersk.   Men den viden der doceres af mig, må I nu gerne betragte som subjektiv - upålidelig forstås. Ikke desto mindre må jeg dog fastholde, at det jeg giver udtryk for, nu en gang er min sandhed. Som det så naturligvis står enhver frit at sætte spørgsmål ved! - Vor tid råber jo på klarhed. Og alle vore progressive profeter indleder enhver argumentation med dette mantra som en skjult eller umiddelbar forståelig deklaration. - Det er klart at dit eller dat er dette eller hint! - Måske er det endog soleklart? Men som jeg i tidligere skriverier har anført, så kan jeg bedre lide Martin A. Hansens måde at sige det på, når han i romanen ”Løgneren” lader sin jegfortæller reflektere over den hjertets ufred, som han ikke magter at kaste af sig - af mangel på klarhed! Eller måske villet uklarhed? - Støverhunden, forstået som fortiden, er lavbenet og langsom.  Og ræven sætter let fra den, kommer langt foran og laver narrestreger for at sløre sit spor. Men støveren er altid på sporet - når altid op igen. - Og det forstyrrer hjertefreden.

Året var ikke mange dage gammelt da vi, som så mange gange tidligere, satte kursen imod Kenya og Uganda. For os er det altid med en ejendommelig følelse af spændt forventning blandet godt op bange anelser vi, 10 km. oppe i den tomme luft flyver ned over det nordlige Afrika, som oftest ved solopgangstid. Vi kunne, når morgendæmringen nærmede sig, på en tynd svagt rødlig streg uden om vinduesskodderne ane, at dette røde lys måtte komme fra den opgående sol. Og vi måtte uvilkårligt skyde skodden fra og kigge ud på dette, ud over enhver beskrivelse fascinerende sceneri, med den røde sol vandret ind i kabinen, og dybt, dybt under os, i den lette morgendis, Nilens blå bånd slyngende sig i sit grønne bælte af ekstremt frugtbart land, dernede midt igennem disse endeløse golde sandørkener. Eller, hvis det er en anden rute vi har taget, ser vi måske uendelige, forrevne og golde klippelandskaber, som man deroppe fra ikke slet forestiller sig som ramme om menneskelig eksistens.

Dette var billedet af solopgange fra midten af firserne. Meget er anderledes nu, hvor menneskeheden har udviklet sig til et ”højere” stade, hvor vi i princippet lige så godt kunne have flyvemaskiner uden vinduer, eller for den sags skyld kunne lade os transportere i underjordiske gange. Næsten ingen synes mere at interessere sig for rejsen for rejsens egen skyld, måske bortset fra maden og underholdningen fra en fjernsynsskærm undervejs. Den passager, der nu om stunder, formaster sig til at afblænde et vindue for at få et kig ud i vor forunderlige verden, hvis det er på en tid, hvor vandrette solstråler kan genere sovende medpassagerer, for hvem målet, og ikke rejsen er det væsentlige, vil omgående blive pålagt at lukke lyset, verden og hele det pragtfulde daggry ude. –Tænk - hvis menneskeheden, i sin udvikling, en dag skulle ende med at underkende rejsens vigtighed og betydning i bare iver efter at nå målet. Uden at være bevidst om, at når målet først er nået. Så er kun tomheden tilbage!

Så det er altså slet ikke uden frustrationer, vi nærmer os det land, hvis mennesker har givet os så meget, til gengæld for vore egne ihærdige og velmente bestræbelser på at hjælpe dem ud af deres fastlåste situationer. Men bestræbelser, vi nok med skam må vedgå, i virkeligheden ikke har givet dem ret meget andet end voksende armod og øget elendighed. - Misforstå mig nu ikke! Der er formidlet mange gode impulser. Ingen tvivl om det. Men disse er igen blevet mere end ophævet af andre, og mere negative, impulser, fra den ”udviklede” verden, der er vores. Fra den verden som sendte os ud med alle vore talenter, høje idealer og frem for alt med et overmod, der ikke har ladet vore forløbere som ulandsarbejdere, missionærerne, meget efter. Vi har jo da bare gjort det, som vi troede på, akkurat som missionærerne gjorde, da de forkyndte budskabet om den Hvide Krist og kærligheden blandt mennesker, samtidig med at den verden der havde udsendt dem dyrkede ondskaben og slagtede hverandre.

Vel ankommet til lufthavnen i Nairobi var der lykkeligvis nogen der ventede os. For som en gestus fra MS i Kenya havde de stillet både køretøj og schaufføren Jimmy, som vi kendte og holdt af, gratis til vores rådighed i en uge. Et tilsagn vi var meget taknemmelige for, fordi dette jo også rummede en anerkendelse af det arbejde, vi igennem årene har udført, og som vi stadig er fuldt aktive med, når vi er på besøg. Dertil havde vi jo, som sædvanlig, en masse brugt tøj med til uddeling i Abossi. Og at holde styr på så mange effekter under offentlig transport, i et land hvor tyveri nærmest anses for at være et ”legalt erhverv”, kan være risikabelt - eller i det mindste enerverende. Nairobi er ikke mere en by, hvor vi som hvide, opholder os længere end nødvendigt. Så vi satte hurtigst muligt kursen mod Abossi. Og en meget dejlig køretur de ca. 330 km. vestpå, fik vi os. Vejret var det mest optimale, vi kunne tænke os - klart solskin uden at være for varmt. Og så ellers gensynet med disse vidunderlige landskaber. Det er noget der nok, ved hvert eneste gensyn, kan bløde op på selv et ellers forhærdet gemyt. Og undervejs passerede vi jo også Litein, hvor vores sorte pige, Angelina, som sædvanligvis benævner os mor og far, arbejder på et hospital som sygeplejerske og jordemoder. Hende var vi så heldige at finde og underholde os med i en times tid, mens hun trakterede med et yderst velkomment måltid mad garneret med stor gensynsglæde, inden vi drog videre. Og som altid, når vi ankommer til vort kære Abossi, fik vi en overstrømmende modtagelse af de beboere, der tilfældigvis opholdt sig ved vejen. Ikke sådan, at de gør nogen stor ståhej ud af os, men sådan, at det varmer helt ind i vore inderste hjerterødder. Og et helt lille hus tilhørende det lille missionshospital står parat til os, lige til at flytte ind i.  - Og selv om vi fra tidligere gange, ved, at vi har 4 - 6 uger at genopleve det hele i. Så ved vi også, at tiden flyver af sted. Det er noget, der vist er uforanderligt. Heldigvis har vi stadig fysik til at bevæge os en del rundt til fods, hvilket vi påskønner meget. Og de lokale beboere spørger os aldrig mere, hvorfor vi ikke kører i bil. For de husker jo, hvor glade vi altid har været for, at også vi, som jo i modsætning til dem er hvide, er i stand til at bevæge os rundt iblandt dem på de gåben, og det tilmed endda med en taknemmelighed, som vi har tilfælles med dem selv.

Men det er kun alt for tydeligt, at de er blevet langt mere fattige i løbet af de 16 år jeg har kendt til deres levevilkår. Ikke mindst de unge er hårdt ramt. Også selv om, i det mindste en del af dem, trods alle odds, udviser meget beundringsværdige og vedholdende initiativer. Sådan traf vi, den første dag i Abossi, på en ung mand der var medlem af en gruppe, som de kaldte ”Kaplelach” (et symbolsk navn). Den bestod af 12 unge mænd, som alle havde en ekssamen, der rangerer lidt lavere end vores studentereksamen, men som ikke havde haft midler til videregående studier, og heller ikke, ligesom den overvejende del af deres tidligere klassekammerater, havde fundet beskæftigelse. De havde sammen dannet denne gruppe for at finde frem til noget fælles, der ville kunne skaffe dem deres underhold. Og som samtidig helst, på en eller anden måde, også skulle kunne være til gavn for deres lokalsamfund. Det de, efter grundige overvejelser, havde fundet frem til var at lave nøddesten til byggeri, som på grund af lang og besværlig transport var meget dyre på stedet. Og de gav sig til at slå dem ud af de mange større og mindre klippestykker, som der overalt omkring dem var en Guds velsignelse af. Som hjælpemidler havde de kun deres bare næver, og så nogle få mindre, og en enkelt lidt større hammer, samt en jernstang. Og da de jo ikke rådede over tilstrækkelig mange hamre, måtte nogen af dem knuse de mindre sten med nogen der var endnu større. Noget som vi danskere, forståeligt nok, har svært ved at tro kunne være muligt, dersom vi ikke selv har set det. Deres intention om også at gavne det lokale udmøntede sig i, at de samtidig med at ”producere” nøddesten ryddede og åbnede en vigtig forbindelsesvej for biltrafik hen langs ad en klippeskråning, der før kun var en gangsti. Efter nogen tid var de også begyndt at udvinde grus fra en flodseng, stadig udelukkende ved hjælp af håndkraft og de mest primitive redskaber. Til at begynde med havde de kun gjort brug af deres egen arbejdskraft. Men efterhånden havde de også fået brug for at hyre ”fremmed” arbejdskraft for at klare efterspørgslen. De kunne til tider have op til omkring et halvt hundrede daglejere, der nemt kunne tjene mere end en almindelig hyre. Som jo næppe udgør 10 kr. om dagen. - Hvis denne da ellers overhovedet lader sig opdrive?

Ledig arbejdskraft er der oceaner af. For os danske forekommer der et helt ubegribeligt spild af gode kræfter overalt i Afrika, helt uanset, der nok findes mange mennesker, der er parate til at påtage sig hårdt arbejde. Men deres problem er, at de stirrer sig totalt blinde på enhver mulighed for at skaffe sig det lønarbejde, der jo næsten ikke findes. Imens de fuldstændig overser alle de kollektive og private opgaver, lige midt i deres egen dagligdag, der måske nok ikke giver øjeblikkelige kontanter. Men hvis løsninger ganske uanset dette, på det lidt længere sigt, er en betingelse for deres blotte, fortsatte eksistens, og som fortsat uløste, vil  komme til at blokere for deres egne fremtidige overlevelse. Jeg har tit tænkt på, at de ved konsekvent at lægge alle disse opgaver brak, og i stedet forsøger at tjene penge på deres dårligst funderede medmenneskers svagheder, ved slet og ret kun nærer ”den lille mands ”lille” korruption”! - Skønt de ved nærmere eftertanke burde kunne indse, at den gevinst de der kan hente, kun medvirker til at gøre dem alle sammen endnu mere fattige. - Og så, netop optaget af disse tanker, blev jeg så overrasket og glad over at stifte bekendtskab med denne gruppe unge menneskers modige initiativ. Et initiativ, som jeg med lys og lygte har søgt efter i årevis.

Det er vor bistands svage side, at vi så let, netop på grund af vor hjælpsomhed, kommer til at virke som bremseklods for initiativer som dette. For uanset hvad vi ellers siger og gør, så har vore bistandsmodtagere mange års erfaringer for, at når de arbejder for hvide mennesker, så vanker der altid god betaling. Og det er, vel at mærke, noget som vi selv omhyggeligt har indpodet i dem. Fordi noget sådant hører med til vor opfattelse af ret og rimelighed, at alle som en selvfølge skal have noget for det arbejde de udfører. Og netop derfor har vi svært ved at komme og sige til dem: ”Her skal I bare se”. Nu skal vi vise jer hvordan I skal gøre. Men på betingelse af, at I selv afholder alle udgifter, og lader jeres egne tilgodehavender indefryse til bedre tider! Dette er et uheldigt misforhold der skyldes, at det netop er et menneskeligt grundvilkår, som vi såkaldte hvide udviklere ikke kan, eller ikke vil kendes ved, fordi det repræsenterer et udviklingstrin, som vi selv gennemgik langt tilbage i tiden, så langt tilbage, at det helt åbenbart er nået at blive løgn for os - men som fattige samfund aldrig på noget tidspunkt i noget folks historie har haft råd til at overse. – Jeg tror, at vi fremmede pådrager os et meget tungt medansvar for den stilstand og initiativløshed som generelt præger mange underudviklede områder i verden ved konsekvent at ignorere dette uafviselige faktum.

Selvfølgelig starter ethvert nutidigt udviklingsprojekt med omhyggelige forberedelser. Ikke mindst hvad angår den side af projektet der angår ejerforholdet, hvor det allervigtigste er at få de implicerede til at forstå, at dette helt og aldeles er deres eget, og at alle de anstrengelser, som de fra deres side må lægge i det, er noget der tillægges deres egen ejendom. Og at al den hjælp, af hvad art nævnes kan, der ydes fra vor side, alene er at betragte som hjælp til selvhjælp. Og alligevel, når jeg ser den energi, opfindsomhed, villighed og entusiasme, hvormed de fra denne gruppes side, helt på egne betingelser, går til opgaverne, og så sammenholder med det som lignende eksternt støttede tiltag kan opvise. Så må jeg medgive. - At det billedlig talt viser sig, at hvor de på egne vilkår omhyggeligt passer og plejer deres ”ko”, for at den skal komme til at give så meget mælk, og længst muligt, som den kan. Der kan man ikke undgå at komme på den tanke, at det for dem, der engageres i tiltag hvor bistandsmidler er med, mere drejer sig om at malke ”koen” ud bedst muligt, så hurtigt som muligt, uden synderlig tanke hverken for dens pleje eller sundhedstilstand - Jeg må her advare mod, at se dette som et specielt afrikansk træk. Det er et træk som alle har, og som vi også selv, uden rigtig at vide det, ligger under for. Derfor støder vi da også på flere og flere mennesker, både sorte og hvide, som har fulgt ulandsbistanden på nærmeste hold, eller som selv har været dybt involveret i den, der sætter store spørgsmål ved dens positive effekter. Men samtidig er jo netop dette, der gør det så vanskeligt at være åben om disse ting, at man med fuld rette kan frygte, at en sådan åbenhed kunne give ny næring til tidens tendens til, fra de rige landes side, at se på de fattige landes yderst sammensatte problemer med stigende vrangvillighed.

Men i den globale verden, der med sikkerhed vil integrere os (hvis vi bærer os klogt ad), eller sluge os (hvis vi bærer os dumt ad), vil ulandenes og de fattiges problemer også blive vore problemer. Derfor er det vigtigt, at vi ikke, af bar frygt, stikker blår i øjnene på os selv, såvel som på hinanden. Det ville være langt klogere at vi satte mere styrke ind på at medvirkede til, og slog et mere alvorligt slag for, etableringen af et mildere økonomisk klima i ulandene. Således, at det bare kunne blive en smule lettere for deres unge mennesker at bruge deres egne evner til styrkelse af deres egen vilje og selvtillid. Fremfor bare at følge de gamle spor, og dermed, med eller uden vore bedste intentioner, holde dem fast i den offerrolle, der ustandselig påkalder sig vor medlidenhed, og samtidig stjæler deres selvrespekt. - Blåøjet tale! - Ja måske, jeg ved udmærket, at det også, iblandt meget andet, er multinationale pengemaskiner, der er mere magtfulde og brutale end den mest ondsindede statsmagt, vi er oppe imod. - Men mit håb skal de nu ikke tage fra mig. 

Nå ja, den øjeblikkelige virkelighed i Kenya er således stadigvæk, at hæslige misforhold sender lange slagskygger, ikke kun over den unge generation. Men at millionvis af syge og gamle mennesker også er kommet i en ulidelig klemme i en udvikling, der, over et meget kort åremål, har trukket tæppet væk under det traditionelle familiemønster, hvor de yngre sørgede for udkommet til de ældre. Først og fremmest fordi mange yngre, af mange grunde, føler, at de har mere end nok med deres eget. - Hvad der virkelig gjorde indtryk på mig var, at jeg gik ud for at besøge en enke, hvis mand, så sent som i firserne, hørte til iblandt egnens absolut mest velstående og toneangivende bønder. Og han var samtidig en af mine trofaste støtter i mit arbejde, der aldrig forfaldt til den tiggerattitude, som ellers er så udbredt iblandt sorte, der kommer i nærheden af en hvid, som ”lugter” lidt af penge. - Han var virkelig, hvad man på dansk ville kalde en stovt bonde. Derfor har jeg naturligvis besøgt ham og hans kone utallige gange. Jeg besøgte dem sidste gang i 1996. Men da var han syg, og kunne kun gå ud og sætte sig på en stol og slikke lidt solskin ved hjælp af et par krykker, skønt hans humør ellers fejlede ikke noget. – Men da jeg så denne gang besøgte hans enke, som egentlig slet ikke er gammel, var alting forandret. Hun var naturligvis lykkelig for, at jeg stadig huskede hende, og at jeg gav mig tid at besøge hende. Men hun beklagede, med tårefyldte øjne, at hun ikke kunne byde mig noget. Fordi hun hverken havde sukker eller te i sit hus. Det tærede naturligvis på hende, som jeg for få år siden havde set som frodig og altfavnende kone med en ikke ganske ubetydelig børneflok omkring sig. Hun var nu kommet til at se meget forsømt ud, som hun gik der og sled i sin lille jordlod, og på bare fødder, svingende med sin tunge hakke, for at skaffe sig en smule at putte i munden.

Man behøver heller ikke at opholde sig længe i Kenya, før man opdager, at der hersker en ligefrem tragisk mistro til medmennesker. Samtidig med at de betragter det som en selvfølge, at den, der har magtbeføjelser overfor andre, kan bruge denne magt som løftestang for sine egne private formål, besvære sig over det og tage det som en uretfærdighed - - som de i givet fald, også selv, om det ellers ville være muligt, ville benytte sig af. Jeg ser dette som en dybt problematisk måde at se samfundsrelationer an på, som i sig selv udelukker enhver form for idealitet fra samfundenes funktionsområder. Jeg læste i Weekendavisen fra 14. dec. 2000 i et interview med den svensk-amerikanske afrikaekspert Göran Hydén, hvor han blandt andet argumenterer for, at en af årsagerne til den generelt set temmelig håbløse situation, som Afrika befinder sig i er at finde i det forhold, som han igennem langvarige studier har iagttaget. At der igennem de seneste mange år har været en hastigt tiltagende mangel på evne til at arbejde i grupper og fællesskaber. Og han ser det, som en følge af et voldsomt nedbrud af det han betegner som ”den sociale kapital” (den forpligtethed mennesker føler i forhold til det samfund de tilhører), der så igen har ført til, at det nu er blevet helt naivt at stole på sine medmennesker. - Som et af resultaterne heraf vurderer han, at hvor den gennemsnitlige årsindkomst per afrikaner i 1957 var 440 dollar, vil han anslå den til i 2030 at ligge nede på kun 400. Dertil kommer så yderligere, at forskellen imellem de riges og de fattiges indkomster, internt i landene, i samme tidsrum er øget til rent astronomiske afstande. Jeg kan ikke lade være med i denne forbindelse at påpege, at der også i vore ”udviklede” vestlige samfund er tegn på, at der, på grund af meget hastige forandringer i livs - og produktionsmønstre, foregår et lignende nedbrud af den sociale kapital, med blandt meget andet, voldsomt øgede indkomstforskelle til følge. Dette bare for at gøre opmærksom på, at det øjensynligt er et globalt fænomen vi ser. Og som nok kan være meget alvorlige overvejelser værd. Jeg tror, at den sociale kapital er at betragte som de menneskelige samfunds ”akkumulator”. Og den har det på samme måde som en bils ditto. - Er den først kørt helt flad, er den meget vanskelig igen at få ”power” på. Derfor burde vi værne om vore samfunds strukturer og sammenhængskraft, ikke bare med nidkærhed, men slet og ret med kærlig nødvendighed.

For mig ser det ud som om, vi på globalt plan er på vej ind i en spiral, der med tiden kan blive særdeles ond, netop fordi gabet imellem rige og fattige øges med en aldrig tidligere ser hast, og dette helt naturligt med øget uro og ustabilitet til følge. Også i adskillige af verdens rigeste lande findes en fattigdom, der ikke lader ulandenes ditto noget efter. Dette tilsiger mig, at det valg vi i sidste ende kommer til at stå overfor, hvis vi ønsker at beskytte det, som jeg vil kalde vore livsinteresser, kan blive, enten at vi finder en gensidig respektfuld vej sammen med de fattige, eller at vi tvinges til, med magt, at undertrykke de fattiges uberegnelige udslag af helt naturlige frustrationer som derved blot vil fortsætte med at vokse. – Så jeg ved nok, at jeg langt ville foretrække det første! Men jeg er samtidig helt på det rene med, at hvis vi ikke, ganske særligt i vore såkaldte ”udviklede” dele af verden, helhjertet tager fat på det selvopgør der kræves, for overhovedet at kunne vælge det første. Så vil vi af omstændighederne blive tvunget til det sidste! - Prisen for den, om end begrænsede så dog stadig værdifulde frihed, som vi i vor del af verden nyder at kunne påberåbe os, er, at vi som et mindstemål tager aktiv og levende del i det liv, på godt og ondt, der folder sig ud rundt omkring på hele vor klode, og ærligt forsøger at forholde os til det. Alt imens vi samtidig erkender, at vi kun i det nære kan finde arnesteder for det mod, vi behøver, for at turde åbne os for den inspirationskraft det fremmede kan bibringe os. - Ja, dette er jo godt nok kommet til at ligne længere udredning? Men da den er mig meget magtpåliggende håber jeg, at alle I, kære gode venner, vil give jer tid til at læse det igennem, og måske også tænke lidt over det. I må ikke tro, at jeg har fået storhedsvanvid, og har sat mig for at ændre verden. Men jeg har hørt, at nogen skulle have sagt. - Gad vist, om ikke det har været Vaclaw Havel (måske er navnet stavet forkert).: At en sommerfugls vingeslag på den ene side af jorden meget vel kan rejse en storm på den anden side. - Jeg ville naturligvis finde det ganske vidunderligt at være en sommerfugl. Også om så den storm, den fik rejst, kun kom til at foregå i et glas vand. - For det er mig slet ikke muligt at tie stille!

Og slutteligt vil jeg så fortælle lidt om det besøg vi havde fra Kenya i august måned i år. Angelina er den forældreløse pige, hvis uddannelse til sygeplejerske vi støttede igennem ca. 11 år fra hun gik ud af folkeskolen. Vi havde ellers igennem alle årene fortalt hende, at hun aldrig skulle forvente at komme til Danmark. Men da hun nu havde fået sin uddannelse gjort færdig med et meget fint resultat, og også fået arbejde på et hospital, hvor hun var særdeles glad for at være. Ja, så gik vi alligevel hen og ombestemte os, og inviterede hende. Hvad hun naturligt nok blev meget glad for, og nok også en smule stolt over. Det tør nok siges, at begge parter, til overflod, var fyldte med spændte forventninger, da vi mødtes i Kastrup Lufthavn. Men hun lignede jo sig selv på en prik, da hun kom gående med sin bagage igennem de automatiske døre der lukkede hende ind i Danmark. - Tilsyneladende ganske uimponeret kom hun skridende. Uvidende om alle de vanskeligheder vi i ånden havde forestillet os kunne opstå, hvis fremmedpolitiet nu skulle finde på at undersøge hendes forhold nærmere? Men heldigvis gik alting glat. Og det lovede jo godt for den måned der nu lå åben foran os. - Og den måned kunne der skrives et meget langt brev om. Men jeg vil nu alligevel holde mig til det helt overordnede, med en enkelt ”afstikker” eller to. - I betragtning af, at vor egen verden ligger så milevidt fra den hun kender fra Kenya, så må man sige, at hun tog det hele med ophøjet ro. Det blev et i alle måder vellykket besøg, der bragte to vidt forskellige verdener endnu en lille smule nærmere til hverandre – noget som  jo også er meget påkrævet!  - Dog, så var der to væsentlige oplevelser, der kom bag på hende. Den ene var, at vi havde arrangeret et besøg, for hende, på Centralsygehuset i Nykøbing F. - Hun havde, da hun jo også selv arbejder på fødeafdelingen på Litein Hospital, ønsket at studere arbejdsgangen på en dansk fødeafdeling. Som en sød lille sløjfe kan det oplyses, at hun, som en af de allerførste opgaver på sit tjenestested, fik sin ”ilddåb” som jordemoder ved solo, at assistere ved en trillingefødsel. Så Linda og jeg havde sådan glædet os over, at vi der virkelig kunne vise hende noget, som hun sikkert også ville kunne bruge i sit hjemland. - Men nej, ikke et eneste par havde sørget for at beramme fødsel netop på det tidspunkt besøget fandt sted. Ja, der var end ikke en eneste ”patient” at finde på hele fødegangen. Jo, vel fik hun det hele forklaret af en yderst beredvillig dansk kollega. - Men fødselsskrig eller barnegråd? - Nej, alt var så stille, så man kunne høre en knappenål falde til jorden!

Den anden overraskende oplevelse var besøget på en dansk kommuneskole. Fra den pågældende skole havde Angelina for omkring 12 år siden modtaget et betydeligt beløb som en kærkommen håndsrækning til hjælp til hendes skolepenge, hvilket hun var meget taknemmelig for. Derfor ville hun gerne, nu hvor hun havde lejligheden, besøge skolen og personligt overbringe sin tak. Vi havde med læreren aftalt, at Angelina skulle fortælle lidt om sig selv og om sit land i nogle af de større klassers engelsktimer. Og så skulle eleverne ellers have mulighed for at stille alle de spørgsmål, som de måtte have lyst til at stille om stort og småt! - Men desværre blev dette arrangement en stor skuffelse for os. Ligesom det blev en næsten chokerende oplevelse for Angelina. Det var, rent ud sagt, kun med ”lodder og trisser”, og med rigelig med ”smørelse” fra os og klasselærerne, at det lykkedes at komme igennem disse timer. Og vi må vedgå, at vi havde fået os selv skaffet et alvorligt forklaringsproblem på halsen i forhold til vor gæst. Ikke mindst når vi tænker på den glubende appetit, hvormed elever i utallige kenyanske skoler ligefrem har ”pumpet” os for alt, hvad vi kunne fortælle, når vi selv har besøgt dem i deres skoletimer. Og det har virkelig mange gange kun været med møje, det er lykkedes klasselærerne at få timerne afsluttet. – Ja, det er underligt at tænke på, at i Kenya er skolerne usle skure med bliktag, der ofte gør undervisning umulig når det regner. De mest avancerede hjælpemidler udgøres af kladdehefter og kuglepenne. Og af lærebøger er der måske en til hver 5. elev, hvis det går højt. Men der hersker en seriøsitet og lyst til at lære, som i hvert fald nogle danske lærere kun oplever i deres allerhedeste drømme. Og i Danmark, hvor enhver elev har alt det, som de på enhver tænkelig måde behøver, og som de dernede absolut ikke har, og dermed selvsagt også burde have et helt enormt fortrin, findes altså elever, som dem vi sammen med Angelina oplevede, der nærmest lod som om det hele ragede dem en papand! - Man må rigtignok håbe for vort kære hjemland, at det vi der oplevede var en enlig svale, som ved et tilfældigt uheld havde forvildet sig hen, hvor der slet ingen sommer fandtes?

Jeg kan se, at brevet nu er blevet meget langt. Og jeg kan også se, at det tydeligt bærer præg af, at det er mig der har skrevet det hele. Så jeg må bede alle jer, der også holder meget af at læse Lindas beretninger, om at have tålmodighed denne gang. Hun har ikke rigtigt kunne finde tid. Men hun har det godt og glæder sig til at gå på efterløn til 1. August. Så skal der sikkert nok igen blive overskud til meget af det, som blandt andet hendes sukkersyge igennem de sidste par år har gjort mere besværligt. Og så allerede den 6. August starter vi, om alt ellers går vel, på vores 4. pilgrimsvandring i Spanien. Det glæder vi os meget til. Det kan for nogen af jer måske nok lyde lidt mærkeligt, at vi tror, at sukkersygen ikke vil gøre det problematisk at vandre til fods de 800 km. Men det vigtigste for at kunne leve godt med den sygdom er jo en regelmæssig tidsrytme og rigeligt med fysisk udfoldelse. Begge dele kan befordres af denne lange vandring. Og det er netop disse to vigtige forudsætninger, der kun vanskeligt har kunnet forenes med hendes arbejde som handikaphjælper. Og som derfor har tæret alt for meget på hendes kræfter. Og endeligt til allersidst vil vi herfra ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår, med tak for det gamle, der for længst er rundet ud.