Overvejelser omkring pædagogik og skolepolitik

Måske lyder det mærkeligt, at en at en gammel mand som mig interesserer sig for skolespørgsmål, men det er altså ikke desto mindre tilfældet. Det forholder sig nemlig således, at børneskolen, i sin tid, var mig en sand pestilens, derfor nød jeg de tre ugentlige skolefridage, hvor jeg kunne få lov til at være optaget af vort lille landbrug derhjemme med dyr planter og fri natur. Og selvfølgelig havde det sine grunde. - Min mor sagde godt nok, at jeg vist måtte være ordblind, men hos kammeraterne og sikkert også af læreren – der var jo kun én – gik jeg bare for at være dum, hvilket beklageligvis gjorde mig til et yderst taknemmeligt mobbeoffer, fordi ordblindhed, den gang, var et ukendt fænomen. Den bedste opmuntring jeg fik igennem alle skoleårene, glemmer jeg aldrig. Det var da præsten (skolekommissionens formand) under et besøg i klassen diskret, overfor læreren og den samlede klasse, fremhævede mit praktiske håndelag hjemme hos mine forældre. Og det gjorde han efter, at læreren havde stillet mig en mundtlig regneopgave: Hvis I derhjemme har 3 voksne katte og så pludselig ser at en af dem viser sig ved madskålen med 4 killinger, hvor mange katte har I så? Hvorefter jeg med overbevisning i stemmen, som sandt var, deklamerede: Jamen vi har slet ingen katte, for de er nemlig alle sammen døde af kattesyge! Hvorefter der rejste sig et latterbrøl fra hele klassen, med det resultat at tårerne stod som springvand fra mine øjne og endnu en gang bekræftede mig i, at øgenavnet ”Tudearne” kun passede alt for godt til mig. Men præsten, der kom mig til undsætning, mindede mig dog trods alt om, at jeg ikke var helt alene. Derfor ved jeg hvad en opmuntring betyder for et usikkert og bange barn i en presset situation. Men uanset dette lyspunkt gik jeg jo alligevel ud af skolen som en sinke. Dog, heldigvis for mig, så havde mine forældre ikke opgivet mig, de sendte mig som 15 – 16årig væk hjemmefra og på efterskole for vinteren 1942 – 43. Og det blev så det store vendepunktet i min tilværelse. Jeg tror at det allervigtigste element i den proces, som dermed kom i gang i min bevidsthed, i virkeligheden bare var det, at jeg blev plantet om, og pludselig befandt mig imellem kammerater og lærere, som ikke vidste hvor dum jeg var. Og herefter gik det raskt fremad med at suge til mig, af de kundskaber, som jeg pludselig fandt, var ganske spændende – og det måske endda også med kundskaber, som jeg slet ikke var bevidst om at jeg sad inde med – netop fordi jeg jo nu engang var dum!

Bevidstheden om dette, at jeg i grunden på mange områder vidste betydeligt mere end nogen af de andre begyndte ganske langsomt at gå op for mig. Vi havde nemlig en aften konkurrence hvor vi alle 30 elever placeredes i en rundkreds på hver sin stol, og hvor konkurrencen gik ud på at samle tændstikker. Det vil sige, at en af os tilfældigt, ved lodtrækning, udvalgtes til at stille de andre et eller andet spørgsmål, som han selv kendte svaret på. Spørgsmålet kunne f. eks. være: Nævn en dansk digter hvis navn begynder med bogstavet h? – og den der herefter først meldte sig med et rigtigt svar, tilkendtes en tændstik, og fik samtidig til opgave at stille auditoriet et nyt spørgsmål efter samme overordnede recept. Og da vi så, måske, i omkring en times tid havde underholdt os selv med denne leg om viden, og resultatet skulle gøres op, spurgte den lærer der stod for konkurrencen, hvor mange af os der sad med inde med 1 tændstik? – med 2 tændstikker? – med 3 tændstikker?, men da der så ingen var der havde 4 tændstikker, spurgte læreren ikke om der mon skulle være nogen der sad med 5 tændstikker, og det var jo lige hvad jeg gjorde! Men med min tidligere bittert erfarede angst for at blamere mig, beholdt jeg mine 5 tændstikker som min egen lille hemmelighed. - Men desuagtet, så var denne lille hemmelige triumf i allerhøjest grad medvirkende til yderligere at befæste den selvtillid, som senere, hen ad vejen, nok nærmest udviklede sig til decideret frygtløshed og måske nok mange gange, i hvert fald nogens øjne, til mere eller mindre udtalt vovemod. 

Dette viste mig, er jeg mange år senere blevet meget bevidst om, hvor vigtigt det er at lærergerningen får lov til at beholde noget at det, som man i gamle dage kaldte ”kaldstanken”. Lidt af det, som jeg føler mig overbevist om, trods det, at lærergerningen som en selvfølgelighed er et arbejde som alle andre, og så alligevel, til forskel fra mange andre jobs forudsætter, at arbejdet med levende og ofte meget sarte børn fremkalder et engagement, som det ikke lader sig gøre at trække hverken skema eller tidsrammer hen over, såfremt det da ellers ønskes, at undervisningen skal virke motiverende for både lærer og elev, for de to ting hænger uløseligt sammen. - Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor let jeg, den gang, kunne være kørt helt af sporet. - Om der så også iblandt lærerne, såvel som indenfor alle andre fagområder, skulle forefindes mindre lødige elementer, som kunne have behov for en opsang – hvad nogle politikere helt åbenbart synes at mene, at særlig mange lærere har, så ville det dog være dybt tragisk om vi som samfund, i denne sag, ”gik hen og rettede bager for smed”. Så vidt jeg har forstået, så bunder regeringens og kommunernes hang til at sætte lærerne stolen for døren dybest set i mistillid, og i en forestilling om at lærergerningen retteligt burde sidestilles med et hvilken som helst andet arbejde i en hvilken som helst anden produktionsvirksomhed. - Hvorfor skal lærerne dog her fredes i forhold til alle andre? – Hvorfor skal lærerne have lov til at nyde privilegier, som andre ikke har? – Nej, det skal de heller ikke, men de skal respekteres for den indsats, som de ofte under vanskelige og til tider psykisk belastende vilkår yder. Og jeg vil til allersidst referere til gamle Grundtvig, der i en nøddeskal definerede det der kunne siges også at være oplysningens, og herunder også lærergerningens, alfa og omega: For den har aldrig levet / som klog på det er blevet / hun/han først ej havde kær! – lige netop havde kær!

Jeg fandt netop i dag i Kristeligt Dagblad kommentar, som også fik mig til at blande mig i koret af stemmer. Derfor blot disse få ord fra mig, da denne aviskommentar i meget vid udstrækning dækker netop mine synspunkter i forhold til denne dybt tragiske strid om vore børns velfærd, der føres med en kynisme, som drejede sig bare om en underordnet bagatel i det store spil om magt.