Julen 2009

Nytårsreflektioner 2010

Jeg har jo i mange år skrevet jule / nytårsbreve, som jeg har rundsendt til familie, venner og bekendte, og også fortsat med det, selvom der tilsyneladende ikke er ret mange, der har følt sig foranlediget til at kommentere de tanker og standpunkter, som jeg har haft ført til torvs i dem. Det var en af grundene til, at jeg ikke skrev noget nytårsbrev sidste år. Men da det så senere viste sig, at adskillige har spurgt, hvor mit brev blev af, og givet udtryk for, at de havde savnet det, har jeg altså bestemt mig for at genoptage det. Ikke fordi jeg egentlig herefter forventer mere respons end sædvanlig. Det der driver mig, er nok, når alt kommer til alt, lige så meget det, at jeg selv føler trang til det. Og så er der da også det væsentlige ved det, at hvis der ellers er noget, som vi alle sammen, både som borgere i vort kære gamle Danmark og som borgere, eller medpassagerer, om man vil, i den ”båd”, som vi i bogstaveligste forstand alle som én er henvist til, som vort absolut eneste mulige tilholdssted, har behov for, så er det netop eftertanke og øvelse i at aflæse og reflektere over tanker og behov, som andre medpassagerer måtte nære, også medpassagerer som måtte have rod i en, for os selv, fremmed kultur og måde at se og opfatte verden på. For dem må vi nødvendigvis også, ifølge deres blotte, lovlige tilstedeværelse iblandt os, give rum for og alibi til frit og uhindret give udtryk for følelser og tanker. - Vel vidende at dette repræsenterer et afgørende brud på vor egen civilisations århundredegamle syn, både på verden omkring os, og ikke mindst på os selv.

Vi burde rent faktisk, som tilhørende en igennem mange generationer højest privilegeret gren af menneskeheden, være langt mere sensitive overfor signaler fra de grene af samme menneskehed, der af os, igennem lige så mange generationer, har været set på som lavere rangerende folk og samfund, som vi, til vor egen fordel, dels ved hjælp af bestikkelse, dels ved kristen mission, der ofte gik hånd i hånd med militær magt og kolonial administration, og endelig, men ikke mindst, ved bevidst klientgørelse, kunne underlægge os. Dette har igennem adskillige århundreder, på de økonomiske og magtpolitiske områder, så længe det har været muligt ved hjælp af ufine kneb og beregnende politiske manøvrer at fremelske lokale eliter, der som stråmænd påtog sig den opgave, det var, at holde undersotterne i ave, givet os mange fordele og båret os rige frugter, samtidig med at disse, ”proselytter”, i ly af positionen som forvaltere af koloniherrernes (vore forfædres) decentrale magtbaser, blev bevilliget adkomst til den mest eksklusive form for ”hvidt” vellevned.

Da jeg, den 11. september 2001 sammen med Linda, tilfældigvis i en restaurant i den lille flække i Spanien, Vega de Valcarse, hvor vi just havde bestilt et måltid mad, konfronteredes med denne dags voldsomme billeder på fjernsynet, men bare ikke forstod meget af den medfølgende spanske tale, troede vi først, at det drejede sig om en science fiction film. Men langsomt demrede det for os, hvor blodig en virkelighed det reelt var. Og min allerførste tanke omkring det var. ”Ja, det var vel egentlig kun, hvad vi kunne forvente”. Da jeg kort efter, tilbage i Danmark, hørte forfatteren Villy Sørensen i radioen udtale, at hans undren gik på, at denne terror imod Vesten havde ladet vente så længe på sig, mere end på at os fjendtlige elementer kunne finde på sådanne ugerninger. For mig at se, burde vi måske, i den forbindelse, lige erindre, at vi såkaldte civiliserede vesterlændinge, ellers ikke, den gang vi selv, som kolonisatorer, havde magten, havde ry for mådehold eller for at give os selv søvnløse nætter, når det gjaldt uhyrligheder som masseslagtninger, slavehandel og anden blodig hensynsløshed udført på vores foranledning, overfor medmennesker som vi så godt nok, måske af tvivlsomme samvittighedsgrunde, ret og slet degraderede til en status som umennesker / udyr. Men det har vi bevidst eller ubevidst fortrængt, eller måske rettere, aldrig haft fantasi til at forestille os kunne afføde denne form for hadefulde repressalier. Men erindringen om alt dette har levet sit eget skjulte liv, og er altså nu i visse miljøer, bl. a. takket være uddannelse og oplysning, på vej ud af de historiske arkiver, hvor den passer som fod i hose som propaganda for elementer, hvis hensigt det er, med den bredest mulige pensel, at give vores hvide verdens gøren og laden, før og nu, det sortest mulige skudsmål. Og der findes utallige millioner af unge veluddannede folk i tredjeverdenslande, der igennem de seneste årtier har meldt deres ankomst på verdensscenen. Det er mennesker, som ikke i deres hjemlande ser anden fremtid for dem selv og deres familier end sult og afsavn på livets skyggeside, imens de dagligt, i massemedierne, er vidne til de rige landes ubegribelige overflod, som, selvom det måtte være glansbilleder, dog alligevel fortæller et og andet om livet på solsiden. Og de ser, med rette eller urette, hvordan de rige lande, i mange tilfælde endda i forståelse med deres egne landes eliter, blokerer dem vejen for anstændige levevilkår. Og dermed næres et had, ikke mindst til netop os, som vi kan have svært ved at lodde dybten af.

Det er da korrekt, at man som hvid, i hvert fald ikke for en overfladisk betragtning, ret mange steder i de farvede folks verden, mærker synderligt til denne uvilje. Ja, faktisk møder man megen, endog ligefrem overstrømmende velvilje, som man dog ikke altid bør tage for pålydende. Den kan nemlig også have sin årsag i det mindreværdskompleks, som vi hvide, i vores omgang med farvede folk, mere eller mindre ubevidst, er kommet til at underbygge. Et kompleks, der traditionelt i forhold til høvdingen eller til medicinmanden, som autoriteter, ligger dybt forankret i deres hierarkiske samfundsmodel. Det var f.eks. en dødssynd ikke at vise respekt for de gamle, fordi de havde en viden, som de yngre behøvede at tilegne sig, for de magtfulde, fordi det altid gjaldt om at holde sig på god fod med dem. Og derfor også i vid udstrækning overfor os hvide, som jo pr. definition altid var magtfulde. Men alt dette er jo bundet op på gamle traditioner og livsformer, der efterhånden som uddannelsesniveauet stiger, ikke mindst i bredden, vil miste sit tag og frisætte stadig flere menneskers styrke og vilje til at gå deres egne veje. - Netop en udvikling på det rent menneskelige plan, som enhver målbevidst hvid udviklingsarbejder igennem årtier har efterlyst og arbejdet for.

Det har altid været kendetegnende for revolutioner, at de hen ad vejen, har haft en stærk tilbøjelighed til, i opløbet, at tromle hen over ligene af deres egne ophavsmænd, fordi de stemningsbølger, som disse revolutionære frontløbere gav næring til, løb ud af kontrol. I tråd hermed kan det også meget vel ske, at de mange ideale bestræbelser fra de rige landes unge ulandsarbejderes side, der så vedholdene igennem mange år, er gået ud på, ligesom revolutioner, at vende op og ned på tingene, kan ende med, at de samfund som vi hjalp, en dag vil vende sig imod os, medmindre vi i tide tager bestik af denne udviklings helt naturlige konsekvens. Vel har det været erkendt fra mange sider, at denne ideale indsats fra ulandsorganisationernes side ofte har været lemfældigt gennemført som tilfældige punktnedslag uden tilgrundliggende gennemkoordinerede strategier, og derfor måske nok har haft en noget tvivlsom effekt. Men måske er det nu alligevel en for forhastet slutning at drage. Det kan jo også ligge i, at vi ikke har haft den fornødne tålmodighed til at vente på indsatsernes mere langsigtede virkninger, der under alle omstændigheder først ville kunne vise sig, efterhånden som de mere overordnede vilkår ændredes tilstrækkeligt, til at de kunne manifestere sig i synlige resultater. Så måske har bare det, at indsatserne har medvirket til at berede jordbunden for det opbrud, som vi troede på måtte være på vej, og som på et givent tidspunkt ikke mere ville kunne standses, og altså alligevel kan have haft en ganske, banebrydende betydning?

Det, at vi skal tage bestik af udviklingen indebærer, mener jeg, at vi i stedet for krampagtigt at stå fast på vore gamle, veletablerede privilegiers og præferencers bevarelse, helhjertet burde forsøger at åbne vejen for de kompromiser, som, måske vil kunne tage vinden ud af sejlene på de mest rabiate, oprørske elementer, og derved i sidste ende tjene som det sikrest tænkelige bolværk imod de nådesløse vilkårligheder, menneskeslagtninger, og hvad andet menneskelig ondskab ellers har kunnet opvise i brudfladerne mellem f. eks. rige og fattige og imellem forskellige religiøse trosretninger, men også hvad angår mange andre latente konfliktpunkter som f.eks. land og vand. - Den strategi, som vort eget land har tilsluttet sig, gående ud på at sætte skel imellem ønskede og uønskede indvandrere til vort eget land, samtidig med at vi fører ”befrielseskrige” ude i verden under påskud af at beskytte os selv imod en, eventuelt i disse lande baseret, terrortrussel synes mig temmelig tvivlsom. Al den stund krigshandlinger, uanset motivets karakter, forarmer og ødelægger mennesker fysisk, psykisk, mentalt og materielt og dermed fremprovokerer flygtningestrømme i stedet for at modvirke dem, samtidig med at de, hvad der vel måtte være endnu værre, også lægger fornyet styrke til et i forvejen bittert nok had, og til den desperation, der lige netop skaber det såbed, som rabiate agitatorer mest af alt ønsker sig som arbejdsmark i deres bestræbelser på at opgejle negative stemninger hos mennesker, der i forvejen føler sig forladt af Gud og hvermand. Jeg er for øvrigt overbevist om at mange vestlige politikere udmærket ved dette, men de vover bare ikke at sige det før tiden er moden dertil. Og hvad vil det så sige, at tiden skal være moden? Ja, deri ligger, mener jeg, at vore rige landes brede befolkninger skal kunne erkende og acceptere tanken om at verden er i stadig forandring. Og at det ikke er en gudgiven sag, at vor vestlige civilisation har fundet de vises sten, og til enhver tid har de rette løsninger på komplicerede globale stridspunkter for hånden, tilligemed tilstrækkelige magtmidler til sikring af deres gennemførelse, men er nødt til at finde løsningerne ved hjælp af, måske, meget vanskelige og langvarige forhandlinger / dialoger. Det ser ud som om, det er dette sidste vi har allersværest ved at forstå og finde os tilrette med.

Det er jo med alle verdens store og trendsættende kulturer, som historien har berettet om, den babylonske, den græske, den romerske og så videre, de har alle haft deres blomstringstid, og er siden visnet hen, og har mistet deres betydning og magt. Man kan vist roligt sige, at de store kulturer, ligesom alt andet levende er undergivet naturens love, de blomstrer op og visnet væk igen. Jeg synes, der er tydelige tegn på at vores vestlige kultur nu også står til at miste momentum, - tabe pusten, hvilket uvægerligt vil føre mangeartede tab med sig, også for os her i Danmark. Og her er det vigtigt for os, at vi indser det i tide og ”spiller vore kort derefter”. Det vil sige, at vi kan blive nødt til, for ikke at udsætte os selv for unødige tab, at foretage det som i militær forstand kaldes: en strategisk tilbagetrækning. Vi står som mennesker overalt på jorden overfor problemkomplekser af hidtil usete dimensioner, der ikke lader sig løse ved magtpolitiske snuptag, hvilke da for øvrigt også altid synes mig at have haft en tydelig tendens til at skabe flere problemer en de løste. Og igennem de allerseneste årtier, hvor vi kun har haft én supermagt, kan denne supermagt tydeligvis ikke bruge sin magt noget steds uden at tilføje sig selv skade og tab, som den ikke hverken vil eller kan leve med. Løsningen er heller ikke at lade tingene køre som de bedst kan, i det håb at de så, før eller siden, løser sig selv. Vi så står overfor to udfordringer, som jo nok ved nærmere eftertanke kan føjes sammen i én. Det er de menneskeskabte klimaændringer, der ifølge vores højeste videnskab, er under udvikling. Og så er det den, også på globalt plan, med faretruende fart voksende ulighed mennesker imellem, der som en pest breder sig jorden over, også ud i dens yderste afkroge, og som fører anarki og forfald med sig. Og da både ændringerne i klimaet og uligheden først og fremmest rammer alverdens fattige befolkninger, må der også være et overordnet sammenfald i de løsninger, der trænger sig på for at mildne de scenarier, der allerede er godt på vej til at udvikle sig.

Når vi i de rige, vestlige lande bruger så mange kræfter på at udbrede menneskerettighederne, ytringsfriheden, og alle menneskers ret til at stræbe efter lykke samt den private ejendomsrets ukrænkelighed, så er vi samtidig, bevidst eller ubevidst, alt for tilbøjelige til at ignorere det fakta, at det for en stærkt stigende andel af verdens befolkninger slet ikke er disse fine idealforestillinger der optager deres tanker og deres stræben, men det meget mere jordbundne problem: hvordan får vi mad at putte i munden? – Alt andet er dem, af gode grunde, fuldstændigt ligegyldigt. Med andre ord, det, på globalt plan at få nogenlunde stabile ernæringsforhold stablet på benene, er en forudsætning for alle videregående reflektioner over alt det, der for os synes at være så indlysende men som for dem, indtil videre, nødvendigvis bare må opfattes som løs tågesnak. - Så er det jo, at mange sikkert vil hævde, at det, at nogen ikke har mad at putte i munden, ikke kan være vores problem. Men en sådan stillingtagen forudsætter jo så i sin yderste konsekvens, at vi skal have vandtætte skodder imellem dem der er mætte, og dem der er sultne, og hvis det ikke er muligt at isolere de sultne, så bliver vi nødt til at isolere os selv. Hvad der da også i den politiske debat her i landet, dagligt og med betydelig gennemslagskraft, bliver slået til lyd for. Samtidig med, at det samme da også i stigende omfang, i praksis, foregår rundt omkring i verden. Også selvom alle, der tænker lidt længere end som så, dog burde kunne drage den slutning, at dette kun kan føre hen imod en altomfattende belejringskrig, som ingen nogensinde vil kunne vinde, men som alle parter, i det lange løb, både menneskeligt og materielt, vil tabe alt det, som vi så lidenskabeligt kæmper for, på.

Vi må erkende, at vi som mennesker er sociale væsener, som i vores globaliserede verden er dømt til at finde ud af en måde at leve sammen på, som giver os de bedst mulige vilkår, hvorunder vi som en mangfoldighed af samfund bestående af en mangfoldighed af enkeltindivider kan gives de bedst mulige udfoldelsesmuligheder under tilbørlig hensyntagen til næstens liv og integritet. - Nostalgiske fablerier om gamle dages idealtilstande er og bliver luftsyn, som ingen alligevel, for alvor, kan fæste lid til! Og nutidens alternativ til en fredelig sameksistens vil uundgåeligt blive en hidtil uset, blodig udgave af alles krig mod alle. Nu er det ikke sådan, at jeg tror, at bare vi alle sammen begynder at være kærlige og hensynsfulde overfor hverandre, så vil det med et slag forandre verden. Det vil det naturligvis på ingen måde gøre. For en så gennemgribende forandring vil under alle omstændigheder være en meget lang proces, ligesom det også i meget høj grad vil være en form for kollektiv trossag, om noget sådant overhovedet er realisabel. Men der er et gammelt ord der siger, at når nøden er størst er hjælpen nærmest. Og selvom vi ved, at der lige nu er utrolig megen nød i verden, så er det langt fra udelukket, at nøden i endnu mange år fremover fortsat vil være der, og måske forværres? Og det er nok det, der bliver den samlede menneskeheds tålmods, tros og forhåbningers helt store udfordring.

Vi må vedgå, at vi, på trods af en umådelig sum af viden, kun ved umådelig lidt om vore fremtidige levevilkår her på jorden, vi gribes af frygt for de truende klimaforandringer og deraf følgende global opvarmning, som de allerfleste kloge folk mener, er menneskeskabte, og vi søger febrilsk, men dog uden nogen større gejst, efter måder at modgå dem på. Selvom vi dog heller ikke kan vide, om det i virkeligheden drejer sig om processer i universet, som vi ingen indflydelse kan have på, eller måske en kædereaktion igangsat, for mange år siden, måske af os? Måske ikke? Men denne usikkerhed tjener det ikke noget formål at kives om, det der står tilbage som det væsentlige for os er at holde fast i os selv og i vor egen menneskelighed. Hvor tvetydigt dette begreb så end måtte være.

Jeg mener dog, at der ud af alt dette kaos, alligevel også tegner sig lyspunkter, som vi kan knytte vore forhåbninger til. Et af de mere iøjnefaldende af disse er den omstændighed, at vælgerne i verdens mægtigste supermagt synes at have besindet sig på et sporskifte, i og med at de har stemt en meget karismatisk, farvet mand ind i Det Hvide Hus som landets præsident. Det er ikke for meget sagt, at der aldrig tidligere i verdenshistorien, hverken nationalt i USA eller globalt verden over, har været knyttet større forventninger til nogen enkeltperson end til netop denne mand. Selvom også netop disse store forventninger, hvad Gud forbyde, i første omgang skulle gå hen og blive hans Waterloo på grund af modstand i hans eget land, såvel som andetsteds, så repræsenterer valget af netop ham, under alle omstændigheder, tror jeg, ikke blot et sporskifte i selve USA, men også et positivt tidehvervsskifte i verdensopinionen, som til trods for al modstand og vrangvillighed, alligevel ikke kan / vil lader sig kalde tilbage.

Og hvad er der så at gøre for os små og uformående mennesker som dig og mig? Ja, uden at kunne påberåbe mig ekspertise på noget som helst område, vil jeg dog alligevel afsløre, hvad jeg tror, at jeg vil gøre, eller måske rettere, hvad jeg inderligt ville ønske mig, at jeg til fulde ville formå at gøre: Jeg vil gå ind i mit lønkammer og af hele mit hjerte bede for hele vor lidende jord med alle dens forfærdende menneskeskæbner. Og når jeg igen går ud derfra, vil jeg prøve at lægge mig de af Gamle Grundtvigs ord på sinde, der fortæller mig, at de ord der kommer ud af min mund, skaber hvad de nævner! Og det vil jeg fordi, jeg tænker på, at en mand som Barak Obama, som vi er så mange der stiller så store forventninger til, om nogen ved, at hvis han ikke i alle ting, store som små, vejer sine ord på en guldvægt, så vil han både komme til at skuffe mange, og måske også komme til at se sin mission kuldsejle. Og så er det, jeg tænker, at hvis han i sin, for hele verden, afgørende position, kan magte at veje sine ord inden de kommer ud af hans mund, så må også jeg, i min ydmyge position i verden, kunne gøre det. Forestil jer hvad det ville kunne gavne den sag, som så mange af os, sammen med Obama, kæmper for og håber på vil lykkes, hvis vi alle sammen, takket være Grundtvigs visdomsord, gjorde det til en vane at neddæmpe vor retorik i forhold til det, eller til dem, som vi ikke bryder os om, eller som vi ikke forstår. – For der findes ingen anden vej! – Vi er, billedligt talt, alle sammen linedansere på slap line hen over en dyb afgrund, og jeg er, trods alt, optimistisk nok til at tro på, at vi alle ved, hvad vi nødvendigvis må fokusere på for ikke at styrte os selv i afgrunden. – Alt andet ville være det samme, som at dræbe alt håb!