Nytårsreflektioner 2008

I år har jeg, til en forandring, valgt at kalde mit årlige brev for nytårsrefleksioner. Og så må I, i øvrigt undskylde mig, hvis nogen af jer skulle finde disse refleksioner lidt for tørre for almindelige dødelige at grave sig ned i. Men jeg har det jo sådan, at hvad mit hjerte er fuldt af løber min mund / min computer over med. - Og jeg kan forsikre jer for, at jeg ikke tager det ilde op, om nogen skulle finde det for uinteressant. Det emne, som jeg i år har valgt at skrive om, handler om begrebet identitet, samt dette begrebs betydning for både det enkelte individ og for samfundsudviklingen i der hele taget, som jeg ser det ud fra mine aktuelle  såvel som tidligere oplevelser. Og det skal ikke tages som mere end det, det er nemlig nogle tanker, som jeg kaster ud til hvem der måtte have lyst til at beskæftige sig med dem. Og så vil jeg ellers til en begyndelse ønske jer et rigtig godt nyt år.
 Først et brudstykke af en historie:

Den flyvefærdige mågeunge, der endnu ikke havde været på vingerne, var helt alene på den klippeafsats, som indtil nu havde udgjort hans forældres, hans eget og to andre søskendes hjem. Det var det sted hvor hans Mor og Far havde bygget den rede, som han sammen med sin bror og søsteren var klækket ud i. Og nu var det kun ham selv, der var tilbage på afsatsen. Han havde adskillige gange prøvet at tage tilløb ud imod kanten med det bestemte forsæt at kaste sig ud og flyve sammen med de andre, som jo allerede boltrede sig elegant og sikkert op og ned, langt væk og nær ved. Men der var så uendeligt langt ned til det hav, hvor han kunne se, at de andre var begyndt at fange småfisk, som de med stor appetit satte til livs. Selv frygtede han bare, at hans vinger slet ikke ville kunne bære ham, og det skønt han ellers godt vidste, at hans eget vingefang var større, end det hans to søskende havde. Han havde set hvordan de løb ud til kanten bredte vingerne ud og fløj væk. Men det turde han slet ikke, modet svigtede ham fuldstændigt. Både hans far og hans mor havde ellers mange gange fløjet forbi og kaldt og skreget til ham, at han skulle kaste sig ud i luften - skiftevis opmuntret ham og truet ham - endog med at lade ham sulte, hvis han ikke tog sig sammen og fløj væk. - Og jo mere desperat han følte sig, des mere plagede sulten ham. For han havde i hele to dage ikke fået noget at spise. Dagen før havde han i timevis iagttaget hvorledes hans forældre havde vist broderen og søsteren, hvordan man kunne perfektionere sig i kunsten at flyve, stryge hen over bølgetoppene, gå ned på vandet og lade sig flyde på bølgerne. Og de havde også vist ham, hvordan man i frit fald dykker ned i vandet for at fange fisk. Ja, han iagttog endda hvordan hans ældre bror fangede sin allerførste sild. Og den 3. dag så han hvordan hele hans familie muntrede sig med deres fangst nede på en anden afsats et godt stykke længere nede imod havet. Ja, de havde endda gjort nar ad ham for hans manglende mod. I sin nød forsøgte han nu at få endnu en smule mad pillet af den gamle indtørrede makrelhale, der længe havde ligget bagest på afsatsen, men det forøgede blot hans sult. Så begyndte han at rode op i de indtørrede rester af den tilsnavsede rede, hvor han engang var kommet til verden. Han tyggede også et par splinter af de gamle plettede æggeskaller i sig, som endnu lå spredt omkring den. Men det var bare som at begynde at spise af sig selv. Og stadig kunne han se de andre. Nu hvilede de sig efter at have sat alt den føde til livs, som de orkede. Han gik helt ud på kanten, satte sig til rette så det så ud som om han sov, skønt han dog hele tiden meget opmærksomt fulgte dem. Efterhånden så det ud til at de alle sammen dernede, undtage lige hans mor, ubekymrede var faldet hen - de var blevet så mætte, skønt de ikke engang havde formået at spise op - kun hans Mor så nu og da op til ham. - Men synet af overfloden nede hos dem gjorde ham aldeles rasende.

”Ga, ga, ga,” skrålede han bedende. - Bring mig dog noget, som jeg kan få at spise! - Gaw-ol-ah,” råbte hun hånende tilbage. Men han vedblev blot med sin klagen og beden. - Men så pludselig, efter at nogen tid var gået, udstødte han et frydeskrig. - Hans mor havde samlet et stykke af en fisk op, og fløj op imod ham. Han lænede sig forventningsfuldt ud over kanten for at komme hende så tæt som muligt. Men da hun var så tæt på, at han næsten kunne nå fiskestykket med sit næb, tøvede hun. - Han ventede med forundring og overraskelse - hvad var dog meningen? - Men da, fuldstændig desperat af sult, dykkede han ned efter fisken. Og med et højt skrig faldt han udad og nedad i rummet. I næste øjeblik følte han sig ramt af en voldsom rædsel, mens han samtidig følte at hjertet stod helt stille i brystet på ham. Forvirringen greb ham, og han kunne slet intet høre! - Men det varede kun ganske få øjeblikke. Så mærkede han hvordan hans vinger bredte sig ud, imens vinden susede i brystfjerene, hans vingespidser skar sig igennem luften, og han faldt ikke længer hovedkulds nedad. Frygten forsvandt og han slog med vingerne og mærkede opdriften i hele sin krop. - Også han kunne flyve! - Således indleder den irske forfatter Liam O’ Flatherty en lille fortælling, som han har kaldt ”Hans første flyvning”. Det var den allerførste engelske tekst, jeg, sammen med min klasse, fik til opgave at læse og analysere, da jeg som novice i det engelske sprog i 1983 var taget på sprogkursus i Dublin (Irland) for at forberede mig på tilværelsen som ulandsarbejder i Kenya. - Jeg er aldeles ikke i tvivl om, at når denne lille, i virkeligheden helt almindelige, hverdagshistorie greb mig så voldsomt, som den gjorde, så var det fordi jeg i denne så et ganske troværdigt billede på min egen situation, begyndende med hvad jeg husker, og helt sikkert stadig bærer tydelige mærker af, fra den tid hvor jeg endnu var en lille dreng. Jeg husker mig selv som værende meget forsigtig, eller måske rettere af en frygtsom natur. Det at blive stor var bestemt ikke noget, jeg så hen til med forventning. - Langt snarere så jeg hen til det med skræk. Af mine forældre blev jeg tidligt og silde, foreholdt, at jeg, som den ældste af tre, havde et særligt ansvar over for de to, som var mindre. Om min frygtsomhed skyldtes et kompleks, jeg pådrog mig, netop fordi jeg i en for tidlig alder følte mig pålagt et ansvar, som jeg åbenbart slet ikke var moden til at agere positivt på - endsige bære, skal jeg ikke kunne sige.
 
Alene det at vide, at jeg en skønne dag skulle begynde at gå i skole, og ikke mere kunne gå derhjemme og hygge mig med, hvad jeg havde lyst til. - Gå Far til hånde med hans daglige gøremål, stille Mor snusfornuftige spørgsmål om ting jeg syntes var mærkelige, lytte til hvad Mormor havde af fortællinger eller nyttig viden at indvie mig i, eller få hende til at sy en sandmølle af nogle stykker tyndt karton eller andre af de finurligheder, som hun kunne så mange af. Kort sagt, ikke kunne fortsætte livet under de forhold, som jeg kendte og som jeg var fortrolig med. Det var mig en sand plage. Skolen stod for mig som et uhyre, der ville vælte min barnlige lykke over ende og i stedet give mig noget, som jeg ikke vidste hvad godt skulle gøre for mig, men som Far og Mor insisterede på, at jeg skulle, fordi det var noget, som også alle andre børn skulle, selv hos Mormor var der ingen trøst at hente. Hvor meget jeg end ønskede mig at finde en udvej for at slippe, så havde jeg ikke andet at gøre end at føje mig. - Og så var det jo sikkert også Guds vilje, og den satte man sig ikke ustraffet op imod. Det vidste jeg! - Glad for skolen blev jeg da heller ikke, i hvert fald ikke så længe min skolepligt varede. Hvilket dog alligevel ikke betyder, at jeg ikke senere blev mine forældre meget taknemlige for, at de gjorde hvad de kunne for at holde mig til ilden.

 Jeg husker, fra da jeg var 6 - 7 år gammel og skulle til at lære at cykle. Det foregik jo ikke, som i vore dage, på en dertil konstrueret barnecykel med støttehjul på siderne, men derimod på en ganske almindelig damecykel. Til en begyndelse lagde vi en kraftig kornsæk, flere gange dobbelt ovenpå stellets nederste bue, der satte vi os så over skrævs og ”stagede” os frem med fødderne, der jo fra den stilling let kunne nå ned til vejen, samtidig med at vi også let kunne holde på styret med hænderne. Efterhånden som vi så var kommet efter at holde balancen på den måde, kunne vi sige, ”at vi gik os en cykeltur”, hvorefter næste ”lektion” bestod i at vi skulle cykle rigtigt. Men da vi fra den normale saddel ikke kunne må pedalerne, fik vi ved hjælp af et særligt spændestykke sat sadlen fast lidt længere nede på stellet i en position, så benene på bekvem vis kunne nå pedalerne. - Men så var man jo rigtignok, i forhold til hvad vi ellers havde vænnet os til, kommet op på den ”høje hest”. - Og den forandring skræmte mig så meget, at jeg i mit første forsøg blev så perpleks, at jeg ned ad en skærvebelagt bakke (asfalterede biveje fandtes endnu ikke) fik for meget fart på, og havnede i en vejgrøft fuld af brændenælder. - Efter den bekomst vendte jeg igen tilbage til den ”gående cykeltur”. Og det varede et helt år inden jeg, denne gang heldigvis med betydeligt bedre held, igen satte mig op på en ”rigtig” cykel. Men det havde godt nok været en hård tid for mig, for selv om jeg efter bedste evne prøvede at lade som ingenting, så både græmmede og skammede jeg mig over mig selv, ikke mindst når min yngre bror Helge, sammen med Mor og Far, skulle et eller andet sted hen, mens jeg selv bare måtte blive hjemme hos Mormor. Ikke fordi de ikke ville have mig med, men fordi jeg jo ikke kunne cykle. - Nogenlunde på samme måde havde jeg det med at ride på hestene. Hjemme havde vi altid to heste, og jeg var ellers aldrig på nogen måde bange for at omgås dem. Men når det kom til at sætte mig op på ryggen af dem, så meldte jeg bare pas, jeg turde simpelt hen ikke. Og fik nogen alligevel held til at hjælpe / lokke mig op på ryggen af en hest, tænkte jeg ikke på andet end at komme ned igen - af mig selv - inden jeg, til endnu større skam, bare ville falde ned af den. Men også det flovede jeg mig naturligvis over. Både genboens dreng og min fætter, der også var min jævnaldrende, var helt vilde med at ride. Ja, de var ganske enkelt fyr og flamme, når lejlighed bød sig, og når hestene, f.eks. efter fyraften, skulle rides ud i folden for at blive sluppet løse for natten, så satte de sig selvsikkert op på en af dem, mens jeg selv, når det var mig der skulle føre dem ud i folden, bare kunne trække dem ved hovedet.

Noget senere, som årene gik, og pubertetsalderen meldte sig med alt det mærkelige, der da begyndte at ske med mig selv og med min krop, tårnede nye problemer sig op i mit splittede sind. Jeg begyndte at få rejsning både om nattet og om dagen, onanerede og havde vilde fantasier, og det selv om jeg anede, at det var noget frygteligt noget, jeg var ude i. Noget som var så ondt, at der ingen ord fandtes for det, siden det aldrig kom på tale? Men bibelens syndefald havde vi lært om i skolen, og jeg tog det til mig, som noget jeg ikke turde tvivle på? Det måtte være noget snavs, man skulle gemme væk. Og alligevel blev det ved og ved, og det fik mig til at stille mig selv det spørgsmål: om jeg nu også var rigtig vel forvaret, eller om min kvide simpelt hen bare var Guds straf for, at jeg havde forbrudt mig, og at det, at jeg bare fortsatte måske gjorde det endnu værre. Jeg følte mig også voldsomt tiltrukket af pigerne, samtidig med at jeg blev rød i hovedet som en kogt krebs, hvis nogen af dem kom mig nær, kun mine jævnaldrende kusiner kunne jeg ubesværet lege købmandsbutik og far mor og børn med.  Danseskolen på kroen, som Far og Mor, under tvang, nødte mig til at gå til, var mig stærkt imod, ikke mindst fordi vi drenge, til hver enkelt dans, skulle gå over dansegulvet og byde en pige op, og det hadede jeg af et godt hjerte, fordi de piger ,som jeg så gerne ville danse med, og drømte søde drømme om, demonstrativt så til den anden side, så snart jeg nærmede mig. - At jeg også blev mobbet i skolen, kan vel, efter alt det jeg fortæller, ikke undre nogen. Jeg følte også meget tit stor vrede, specielt overfor Far, fordi han aldrig så meget som røbede det mindste tilløb til at komme mig i møde – ja, bare komme mig en lille smule i møde. Jeg tænkte jo, at han måtte vide et eller andet. – Han som ellers vidste så meget. Men jeg fik intet andet svar end min egen følelse af hans bebrejdende mine, der uudtalt, meddelte mig, at jeg var hjemfalden til straf for min løsagtighed og trods. - Jeg fik da også mange øretæver af ham igennem alle disse pubertetsår, og selvom det sikkert har været af helt andre årsager end lige netop det, der til overflod fyldte mine dage, så var hans afstraffelser med til at øge min forvirring og min følelse af hjælpeløshed. - Og som om disse kvaler ikke var nok, var jeg i en årrække også plaget af filipenser over hele kroppen - mest i ansigtet og på ryggen. Alt dette kunne, i mine mørkeste stunder, forvise min i forvejen ringe selvtillid til et meget lille, ubetydeligt sted, imens den gule materie, som fra små vulkaner, bare fortsat kom væltende ud, så her, så der.

Men alligevel fornemmede jeg, at der inde bag alle disse udenværker af tunge og anklagende tanker, snart imod Far som slog og råbte, snart imod Vorherre som overhørte mine bønner og snart imod mig selv, som ikke magtede at finde rede i hverken indre eller ydre anklager, lå en stor hengivenhed for dem begge, en hengivenhed der bare ventede på at tiden skulle modnes til andre og nye baner at tolke tankerne i. Midt i virvaret kunne jeg også komme til den erkendelse, at både Far og Vorherre, trods alt, ville mig det godt, og at de begge gjorde det bedste, som de vidste at gøre. - For sideløbende med alt det, som jeg ikke forstod, måtte jeg jo også mange gange beundre Far for den utrættelighed og ildhu med hvilken han kunne kaste sig ud i løsning af både det ene og det andet problem. Der stod også, for mig, en aura af omsorgsfuldhed omkring hans måde at tugte mig på. For jeg vidste jo nok, inders inde, at han gjorde det så godt han kunne. – Og nu så mange år senere jeg ganske overbevist om det. - Det var nu engang blevet hans opgaver at skaffe brød og klæder til os igennem udkommet af det ”smålandbrug”, der var blevet hans, og som ikke bare udgjorde hans mening med livet, men som også var hans stolthed.  Hvad Vorherre angik, var det sådan, at selv om vores Mor og Mormor ikke skiltede meget med deres gudstro, så kunne der, for mig, ikke herske spor tvivl om, at deres kærlighed og omsorg for os børn kun kunne tages som udtryk for et lindrende vidnesbyrd om, at de, som Guds forlængede arm, var sat i verden netop for vores skyld.
 
Jeg kendte naturligvis intet til begrebesmodsætninger mellem materialisme og åndelighed, eller mellem snusfornuft og visionære tankeverdener. - Og hvor meget dette har fyldt i Mors og Fars daglige, slidsomme liv, har jeg svært ved at dømme om. Men at de var stærkt optaget af de af folkehøjskolerne inspirerede sociale folkeligt baserede bevægelser i tiden, kan jeg retrospektivt set slet ikke være i tvivl om. Vi var ikke ret gamle, da vi blev taget med til de foredragsmøder der jævnligt afholdtes i forskelligt regi på kroen eller i det fri i præstegårdshaven, og som altid drejede sig om et af tidens dagsaktuelle emner, ikke så meget for at debattere dem, men til orientering og eftertanke. Og det var til et af disse møder, jeg for alvor blev vagt i forhold til det, at menneskelivet ikke kun består i blindt, og i egennyttens navn at akkumulere magt, anseelse og rigdom, - men at det også har en anden og vigtigere dimension, som blot er mere uhåndgribelig fordi den gælder vore fællesskabers trivsel i bredere forstand. - En af disse mange foredragsholdere begyndte sit foredrag med at fortælle om den store 75 m. lange og 20 m. høje Sfinks ude midt i den Ægyptiske ørken, og han fortalte også, i hvert fald til undren for mig, at de gamle ægyptere vidste, at når de på deres rejser passerede denne kæmpestatue med løvekrop og menneskeansigt, så ville den, med usvigelig sikkerhed, stille dem spørgsmålet: Hvad er livets mening? Hvad er tilværelsens væsen? - Og den der kom til at afgive et forkert svar, ville Sfinksen knuse med sin kæmpekrop! - Dette spørgsmål har lige siden stået for mig som min tilværelses overordnede udfordring - som det fikspunkt der har kunnet holde mit blik fast i min tilværelses opladte spændingsfelt, og har dermed medvirket til at livet aldrig, heller ikke i modgangstider, er faldet mig trivielt og mismodigt.

Et andet vigtigt aspekt af den tids folkelige møder var fællessangen, der til hvert eneste møde løftede sig fra unge og gamle struber til besegling af vor samhørighed og som pant på viljen til, også under det tyske åg under besættelsen, at hævde vort nationale tilhør. Musikledsagelse var der aldrig, men det kunne for den sags skyld også være ligegyldigt, for vi var altid mange, og sangen rungede, så selv dem der ikke havde sangstemme i livet kunne være med, uden at der i mindste måde hørtes mislyde - tvært imod. Og igennem alle årene under tyske åg arrangeredes der de såkaldte alsangstævner. - Rent lokale landsbystævner, hvor vi, som eneste punkt på dagsordenen, bare øste af højskolesangbogen, og gjorde ord og toner til det lysende folkelige fikspunkt der knyttede bånd og genererede håb midt i en mørk og truende verden. - En verden, hvor den daglige trussel om død og ødelæggelse, ud af spontane livsytringer lutrede i fællesskabets laboratorium, skabte den lim, som holdt os sammen. Jeg mindes tydeligt, at jeg, gang på gang, i mine drenge og ungdomsår - nok mest som teenager, når jeg følte mig tilsidesat, tynget og ensom, stillede mig foran et spejl og spurgte mig selv: hvem er du egentlig? Og dette kunne, for mit indre øje, få mine dage og mine tildragelser til at male et billede af mig selv på godt og ondt, ud fra hvilket jeg kunne orientere mig i den verden, der var min. og som også, nok for det meste på trods, fødte mine drømme – for en drømmer blev jeg. Nok følte jeg mig trængt fra mange sider, men jeg havde også forløsende kilder at øse af, så jeg var ikke overvundet. Og der foran spejlet kunne jeg love mig selv, at jeg heller aldrig, i levende live, ville lade mig overvinde! – Og så gik jeg ud i de ofte lidt grå hverdage og gav dem poesi til svar på trivialiteten ved at synge for fuld hals. Utallige var de sange fra skolesangbogen jeg kunne udenad, og allergladest stemtes jeg ved at stemme i med Aakjærs: ”Jeg bærer med smil min byrde”. Og selv nu i min alderdom, hvor jeg har lagt langt størstedelen af mit liv bag mig, kan jeg stadig gribe mig selv i, foran et spejl, at spørge mig selv hvem jeg, med fejl og mangler, er? Og svaret, ja det synes mig stadig det samme, om end jeg nu mere nynner lidt for mig selv. Jeg ved ikke om det er hovent af mig at sige, at jeg har tilkæmpet mig min identitet igennem de kvaler, dilemmaer og kampe jeg har taget med tilværelsen, og ikke mindst med mig selv. Hvorefter jeg, også til overraskelse for mig selv, har måttet konkludere, at jeg har været iblandt de meget heldige, der har fået den gave, som mit livslange gode helbred har været, og så i tilgift det, at jeg møjsomt har skullet fægte mig igennem en rig, men til tider krævende, tilværelse, og ikke bare fået det hele serveret på et sølvfad. Jeg har, i forbindelse med karakteristikken af Far givet udtryk for, at han var stolt af sin bedrift, ja han var faktisk stolt af mange ting i livet, man kan sige, at stoltheden var en fast del af ham selv og af hans identitet. - Desværre må jeg sige, at det synes mig som om begrebet stolthed, i vor post moderne tid, er blevet miskrediteret og nærmest blevet negativt ladet - omgjort til noget der ligner selvglæde, hvilket falder mig trist, da det joi virkeligheden er noget ganske andet. For mig er stolthed og identitet to nært beslægtede begreber. –

Der tales i disse års debatter, og ikke mindst i medierne, meget om identitet og identitetsløshed, men efter min mening, for det meste, uden at disse begrebers dybere mening og indhold i tilstrækkelig grad gøres til genstand for den eftertanke, som de burde tilsige os. For hvad er det egentlig vi som gode borgere i et moderne, oplyst velfærdssamfund forstår ved disse begreber? Hvad er det ved identitet, der er så godt for mennesker? Og hvad der er så problematisk ved ingen identitet at have? Ser vi en smule tilbage i tiden til den gang vort eget danske orakel, Karen Blixsen, med hendes egen tid som baggrund, udtrykte det ved at sige, at en mands identitet kommer til udtryk gennem det han gør, og gennem det han udretter mens en kvindes identitet kommer til udtryk gennem det hun er og gennem det pund hun forvalter. Således forstået at manden havde sin identitet i og med den stilling i samfundet han beklædte og udfyldte. Imens kvinden havde sin identitet i og med, at hun var kvinde, og som sådan forvaltede de hermed forbundne livsopgaver. Men denne definition er igennem de sidste 100 år til dels løbet ud. Hvorefter det i vor dynamiske nutid mere er blevet til at mænds og kvinders identitet, for en god del, er løbet sammen. Og at identitet nok stadig kan komme til udtryk i en stillingsbetegnelse, men at den også i høj grad kommer til udtryk i det, som vi selv personligt, igennem de valg vi igennem vore livsløb gør, eller stiler efter at gøre, og som vi dagligt i en dynamisk tilværelse må tilkæmpe os som værende vort kompas, efter hvilket vi kan gelejde os igennem vore dagligdages labyrinter.
 For det er sådan med os mennesker, at vi, i forhold til alle de levende væsener vi er omgivet af er specielle derved, at hvor alle andre væsener ledes og styres igennem deres livscykler ved hjælp af instinkter, der må vi fægte os frem igennem dem, om man så må sige, på må og få. - Hvor dyrene rent bogstaveligt og på forhånd er programmeret med klare mønstre for hvorledes de bedst sikre deres overlevelse, der skal vi hele tiden selv udvælge os vore overlevelsesstrategier ud af en bred vifte af mange forskellige ikke alle lige gode muligheder. Man kan sige, at vi på forhånd ikke bare er prisgivet og dømt til frihed, men også dømt til det dermed forbundne ansvar. Derfor er det lille menneskebarn da også iblandt de mest udsatte og skrøbelige væsen i verden overhovedet. Det er ikke blot totalt ude af stand til at klare sin egen legemlige pleje, omsorg og ernæring. Og det er i lige så høj grad ude af stand til at orientere sig i den verden, hvor det er dømt til at skulle leve sit liv. Det er ikke mindst dette der gør forældres opgaver så afgørende og livsvigtige, både for det enkelte barn og for de samfund, som det engang skal befolke og føre videre. Man kan sige, at det lille barn kan sammenlignes med en klump blødt og føjeligt ler, som forældrene er blevet betroet med det formål at forme det, og på den måde indpode det deres egne livserfaringer og livsværdier, for at det, som et foreløbigt værn, skal være udrustet til at møde de udfordringer, som barndom og ungdom uvægerligt vil udsætte det for. Og som, nok så vigtigt, også skal danne det fundament, hvorpå barnet lidt efter lidt, individuelt, kan begynde opbygningen af den endelige identitet hun / han som voksen har behov for at kunne læne sig op ad. - Heri ligger naturligvis også, at barnet gøres uret, hvis det ikke med indføling og kærlighed forberedes på tilværelsens varme solskinsdage, såvel som på dens stormfulde alvorsstunder, imens tid er. Er leret først blevet for tørt og hårdt kan det både slå gnister og splintre. Ligesom det, hvis det forbliver for blødt, let bliver til kasteboldt for tilfældigheder.

Igennem mine år som udviklingsarbejder i Afrika faldt det mig hurtigt i øjnene, at jeg hos det store flertal iblandt de mennesker jeg havde fået til opgave at ”hjælpe”, og her i særdeleshed iblandt mændene, fandt en klar tendens til, at de stillede sig mere eller mindre hjælpeløse an, tydeligvis for derved at påvirke mig, som jo, for en del af dem, repræsenterede noget der lignede en frelsende engel, der ville kunne skaffe dem de midler som kunne udfri dem af fattigdommen og sikre dem den udvikling, som de med så store forventninger så frem til. - Men der var også et lille mindretal der så sig selv som stolte folk, for hvem det var en æressag ikke at gå tiggergang til fremmede, folk som erkendte at udvikling af deres samfund, uanset hvor mishandlede og forsømte de end måtte være, først og fremmest måtte være deres egen sag. Derfor måtte jeg hurtigt indse, at en helt afgørende forudsætning for at jeg kunne udrette noget som helst gavnligt var, at jeg kunne få held til at gøre flertallet begribeligt, at deres egen udvikling også nødvendigvis måtte være deres egen sag. - Og at de, så længe de vedblivende, ved at ”bide hovedet af deres egen skam” fortsatte med at udstille sig selv som magtesløse ofre uden egen formåen, dømte sig selv til nød og elendighed, fordi overførsel af bistand, af hvad art et end måtte være, kun kunne komme dem til varig gavn, såfremt de samtidig selv ”tog skeen i den anden hånd” og tog hånd om de opgaver, som de vidste lå foran dem. Og at de i modsat fald forblev viljesløse kastebolde for ublide tilfældigheder eller for andres profitspekulationer.

Mit egentlige ærinde med dette skriveri er faktisk mere at gøre opmærksom på de problemer, som vi, også her hjemme i Danmark, har med et alt for stort antal unge og såmænd også en del andre, der føler sig som ofre for samfundets, udviklingens eller omstændighedernes skalten og valten med dem, og som forestiller sig at mere hjælp og social forsorg vil gøre dem mere lykkelige og selvhjulpne, end det er at fortælle om miserer i Afrika, som nok er vigtige. - Men for os selv er det dog endnu vigtigere, at vi også forsøger at tage vare på vort eget samfunds mentale sundhed. Jeg vil sige, at vi har tabt alt for mange "menneskespirer" på gulvet, bl.a. fordi vi, måske helt fra deres helt spæde barndom har forsømt at præge dem med de holdninger til tilværelsen, som vi selv er vokset op med, i den tro at tiden nu er blevet en anden, og at det derfor skulle være bedst for dem, at de udviklede sig ad deres egne ”selvvalgte” baner under hensyn til den nye tids påvirkninger, eller måske fordi deres forældregeneration, i bredere forstand, ikke selv har haft nogen holdning at præge dem med. Problemet med det er, at disse børn kommer til at mangle et fikspunkt i deres liv, ud fra hvilket de kan tage bestik af de indtryk, som tilværelsen udsætter dem for. - Et fikspunkt ud fra hvilket de, i givet fald, kan forholde sig kritisk til mange af de indtryk de møder - kritisk, om det så skulle være, selv til deres eget udgangspunkt. Hvis denne vigtige instans mangler i deres ”værktøjskasse” vil mange af dem uvægerligt i større eller mindre grad miste orienteringsevnen, og i konsekvens heraf blive efterladt med det indtryk, at det samfund der skulle have været deres tilflugts og opladnings kontaktsted, i stedet er blevet en trussel imod deres selvpromoverede livsopfattelse, hvor de ser sig selv som verdens centrum og derfor føler sig under angreb fra alle sider, imod hvilket de så igen, som modtræk, kan udvikle tilfældig og formålsløs aggressivitet.

Det er ikke uden grund, når det siges, at mennesket er det farligste dyr i verden. For mennesket er, hvis det afspores, i stand til at udøve ugerninger så groteske som intet andet dyr i naturens samlede fauna. Og det er ikke kun fordi vi ved effektive redskabers hjælp kan maksimere vor ondskab, for også uden redskaber ligger vi, på det felt, lysår foran alle andre skabninger. - Og det er en alvorlig fejlslutning at tro, at det, jævnfør ordsproget: ”Man kan ikke skue hunden på hårene”, umiddelbart skulle være muligt at skelne sikkert mellem godt og ondt - Allerede i 1950erne - og 60erne talte fremsynede folk om, at vi alle var indvandrere i en ny tid. Senere har vi til fulde fået bekræftet, at det også er det, vi har været. Igennem de seneste årtier er der dertil sket det, at millioner og atter millioner af mennesker, af vidt forskellige årsager, er indvandret til lande, hvor de ikke har været hjemmehørende.
 Disse to vidt forskellige bølger af indvandring, sammen med den omstændighed at en voldsom befolkningstilvækst i verdens fattigere områder, over meget kort tid, har totalt ændret menneskers levevilkår overalt på kloden. Derforuden synes det mig, er konflikterne, dels imellem rige og fattige områder i verden, og dels mellem rige og fattige borgere internt i samtlige lande, i kraftig tiltagen. Vi i den rige verden kæmper en indædt kamp for at blive endnu rigere, for at vi kan få råd til at give nogle slanter til de fattige lande, tilligemed at de fattige mennesker i vore egne lande også kræver støtte til livets ophold, hvilket igen er med til at cementerer fattige landes og fattige borgeres følelse af afmagt, mindreværd og oprørstrang. Vi rige i verden må lære at forstå, at det ikke er nok at give en smule penge til fattige mennesker. Vi må også lære at forstå at identiteten er lige så vigtig for dem, som den er for os. Vel kan fattige mennesker blive taknemlige for nødhjælp, men stolte over den kan de aldrig blive, stolte kan de kun blive, hvis vi samtidig levner dem mulighed for ved kreativ skaben at kunne understøtte sig selv, deres familie, deres samfund. Først derved kan en identitet vokse frem sammen med stoltheden over det som de selv skaber, og som de er parat til at kæmpe for at bevare. Og denne følelse af skaberglæde er fælles for både privilegerede og underprivilegerede. Men det har til alle tider været de førstes opgave at åbne mulighederne for de sidste. Den accelererende onde cirkel der giver næring til øget polarisering mellem dem der har og dem der ikke har, må vi have stoppet. For så længe vi, tilmed med truende klimaforandringer hængende over hovedet, søger at løse disse i forvejen uoverskuelige og af ovenfor omtalte befolknings, velfærdsmæssigt foruden rent strukturelt betingede konflikter, efter min bedste formening, på for længst forældede præmisser, burde det vel ikke undre nogen, at vi alle, hver på vor måde, og med mere eller mindre udtalte bange anelser, gør os spekulationer over hvad fremtiden mon har i vente til os?

Det hele skulle vel nødig ende på samme måde, som det endte i en historie, jeg engang blev fortalt af en der påstod, at den var ganske sandfærdig. - Nu vel, hvad enten den er sand eller ej, så lyder den i hvert fald ikke usandsynlig. - Den drejer sig om et hold hvide opdagelsesrejsende, der med de bedste intentioner og høje tanker om deres mission dybt ind i det sorte Afrika nærede en drøm om, uegennyttigt, at berige verden med de opdagelser, som var selve ekspeditionens inspiration og drivkraft.  - Men da en sådan ekspedition nødvendigvis må have en hel del proviant og andet tungt gods med sig, havde disse hvide folk hyret et antal sorte bærere til at transportere det. Og det hele gik fint og uden problemer i mange dage. Men så pludselig en morgen, da de skulle bryde op og fortsætte færden ind i det ukendte, satte alle bærerne sig ned og ville ikke med længere. De hvide undrede sig og spurgte, hvorfor de havde sat sig ned. Og de forklarede, at de nu igennem mange dage havde gået så langt, at deres ånd var kommet meget langt bagefter, og at de derfor var nødt til at vente på, at den skulle indhente dem igen. Derover blev de hvide aldeles rasende, for det var jo slet ikke med i kontrakten, sagde de. - Der var nu engang lagt en plan, og den kunne ikke afviges uden at ødelægge ekspeditionens muligheder.
 
Men nu er det jo således, at ekspeditioner ind i ukendt land, for at kunne lykkes, altid forudsætter gode relationer og gensidig vilje til samarbejde mellem alle, både overordnede parthavere og underordnede hyrede bærere. Men efter de meget alvorlige kontroverser omkring denne episode, blev noget slået i stykker, som ikke så ligetil lod sig hele igen. - Og skønt de alle vidste, at ingen af dem ville kunne overleve i disse barske egne uden alles fulde medvirken, kunne de alligevel ikke komme på talefod, derfor kom deres fremtidige ”samvirke” til at dreje sig om hvem der kunne ”knække” den anden - hvem der mest effektivt kunne gøre livet surt for de andre. - Men det, der i sidste ende kom til at afgøre konflikten var dog ikke hverken hvem der havde våbnene, kræfterne eller størst udholdenhed. - Men derimod hvem, der havde mindst at tabe, og det havde de sorte. For, for dem betød det, om de nu kom til at leve kortere eller længere tid, i sig selv, ikke meget. Men det gjorde det til gengæld for de hvide, som jo havde viet hele deres liv til opgaven at frelse og berige verden. - Men da de sorte til sidst lagde sig til at dø, havde de hvide ikke længer noget valg. - Og hvem af dem der så levede og døde lykkeligst bliver herefter uden større betydning. For i deres skæbnefællesskab havde de været prisgivet hinandens gode vilje, og når de ikke ønskede det, måtte de alle dø! - Hvornår mon vi, der tilhører verdens rige mindretal af højtudviklede og intelligente individer og nationer, erkender, at også vi har brug for at sætte os ned og blive indhenter af vores ånd. - Måske kunne vi derved undgå den skæbne, som gennem tiderne, har ramt rigtig mange ekspeditioner ind i ukendt land?