Nytårsbrev 2005 - Tilbageblik

Det er vel ikke underligt, at jeg tog både Karen Blixens ”Den Afrikanske Farm” og hendes, efter hendes død udgivne ”Breve fra Afrika 1914 -31” med mig da jeg i 1984 flyttede mine teltpæle til Kenya. De er skrevet til hendes nærmeste familie i Danmark, og igennem dem fik jeg, om man så må sige, på første hånd lejlighed til at følge med i hendes ofte både slidsomme og ensomme, om end alligevel til sidst mislykkede, kamp for at få sit livsprojekt ”Den Afrikanske Farm” ført igennem til succes. Og ved skæbnens ironi kom jeg så selv, ganske få år efter mit eget, hjemlige livsprojekt’s forlis, til at finde en, for mig, ny tilværelse bare nogle få hundrede km. fra det sted, hvor hun et halvt århundrede tidligere havde fundet sit livs ”Waterloo”. – For det var virkelig sådan hun følte det. – Ifølge KB’s broder Thomas Dinesen, der her, refereret af bogens udgiver Frans Larsson i ”Breve fra Afrika”. I sin introduktion til bogen, gjorde KB et alvorligt forsøg på ende sit liv, men fortrød i sidste øjeblik, inden blodtabet helt havde tappet hende for kræfter. For selv midt i hendes dybe menneskelige krise efter at have oplevet bruddet med hendes livs store kærlighed, og samtidig med at hun også havde tabt farmen, kæmpede hun en hård kamp på liv og død for at bevare sig selv som den jasiger til livet, der så forfærdelig gerne ville leve, og så forfærdelig nødig ville dø. - I modsætning til mig selv, sad hun jo inde med en ganske enestående litterær begavelse, om end hun vel næppe på det tidspunkt var sig helt bevidst om det. Hun har derigennem formået at give sit forlis udtryk i beretningen om hendes eget levede liv. En beretning, der vil stå tilbage som et lysende fyrtårn for alle os, der senere er kommet til. Og den vil utvivlsomt blive stående og vedvarende kaste dagsaktuelt lys over kommende liv langt ud i en fjern fremtid. Hun har selv sagt om sin kamp, at ingen er kommet mere blodig ind i litteraturen end hende. Hvad man nok må sige at hendes breve leverer en ganske autentisk bekræftelse på.

Det er ikke min hensigt med dette at gøre rede for hvad min, i virkeligheden temmelig lemfældige, læsning af dele af hendes forfatterskab har betydet for mig. Men jeg formoder, at jeg ikke er den eneste af hendes læsere, der er standset op ved et eller andet af hendes udsagn, og har ladet dette blive den nøgle, der formåede at åbne op for nye indsigter og nye tankerækker lagt i forlængelse af egne oplevelser og erfaringer. Det er nok muligt, at den omstændighed, at jeg selv pludselig var blevet sat midt i min egen ensomhed, i den selv samme sorte afrikanske nat, for det er vist nok først, når mørket har sænket sig, at alle de andre af hverdagenes distraherende indtryks gennemslagkraft aftager, at ens tankeverden uddybes. Da kunne jeg sidde og læse det, som KB. 6 - 7 årtier tidligere havde nedskrevet, de første år i hånden og senere hen på en klaprende skrivemaskine, ved skæret af en petroliumslampe, som jeg nu også selv havde fået til at lyse en smule op i dette sorte mørke, der altid, når der ingen måne var, omgav mig så snart solen var gået ned. Der kunne jeg så på en mærkelig måde give mig i kast med mit forehavende. Og hvis der ellers var noget K B forstod sig på, så var det netop det at drive sindets mørke stunder på flugt - på trods af alle ods. Netop derfor blev hun, også for mig, til en stor hjælp og opmuntring.

I et brev dateret den 29/10/22 skriver hun til sin mor Ingeborg Dinesen: ”Jeg tænker så tit på det ord i bibelen: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”. Jeg synes der er så dyb mening – noget så stort i det. Jeg regner det næsten for mit valgsprog her i livet. I alle forhold, i alt hvad man oplever i verden, synes jeg, at det har så uendelig dyb gyldighed. Endogså med denne farm og dette land. Skønt I vel vil finde det latterligt, kommer jeg tilbage til det. Det har været det sværeste for mig at i mit ægteskab, har jeg ikke kunnet gennemføre det. – Skønt Bror og jeg virkelig er skiltes som gode venner. – Men så synes jeg også, at når man siger det, så må man også gå ind på – give sit minde til at slippe det som virkelig har givet én sin velsignelse. Det er jo næsten hver dag i livet, at en tid, et forhold er forbi. Man kan ikke stride imod det. Men når det har givet én sin velsignelse, så er dét blevet tilbage, som man aldrig kan miste”.

For det store flertal af vor tids mennesker er bibelcitater vel nærmest en by i Rusland. Hvor de for et lille århundrede siden nærmest var hvermandseje, noget som alle mennesker havde et eller andet forhold til, og gjorde sig tanker om. Man kunne virkelig med føje sige Bibelen dannede en almen folkelig referenceramme, hvor man, ikke mindst i livets svære stunder, kunne finde et udgangspunkt for nyt livsmod, om end den naturligvis altid måtte blive udsat for forskellige menneskers forskellige udlægninger. Ovennævnte bibelcitat står skrevet i 1. Mosebog kapitel 32, vers 24 - 28, og lyder som følger: Men selv blev Jacob alene tilbage. Da var der en der brødes med ham til morgengry. Og da han så at han ikke kunne få bugt med ham, gav han ham et slag på hofteskålen. Og Jacobs hofteskål gik af led, da han brødes med ham. Da sagde han: ”Slip mig, thi morgenen gryer”! Men han svarede: ”Jeg slipper dig ikke uden du velsigner mig”! Så spurgte han: ”Hvad er dit navn”? Og han svarede ”Jacob”. Men han sagde: Dit navn skal ikke mere være Jacob, men Israel. Thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret.

Jeg har ikke særlig meget belæg for at opfatte mig selv som en troende kristen. Jeg er vokset op i en tid, hvor bibelhistorie var et væsentligt islæt i børneskolens undervisning, og jeg var derfor i det mindste, set med vor tids målestok, nogenlunde hjemmevant i den. Derfor kom Mosebøgerne da også til at udgøre et vigtigt element i min børnelærdom. Og da jeg heller aldrig havde grund til at betvivle mine forældres dybt ærlige kristne tilhørsforhold, er kristendommen på helt naturlig vis kommet til at præge mig overordentligt meget. Men når jeg selv, til trods for at jeg altid jævnligt er kommet i kirken, og altid levende har interesseret mig for trosspørgsmål, ikke har det nær så let med min egen tro. Så er det ikke fordi jeg på nogen måde har reageret modsat, som man ellers så ofte ser det i forældre / børn relationer. Det har tvært imod altid for mig været at ligne med helligbrøde, at kaste vrag på ældre slægtleds gøren og laden. Kan man ikke bifalde den, må man i det mindste forholde sig åbent og respektfuldt til den. Jeg anser det heller ikke for at være naivt at tro. Men føler, for mit eget vedkommende, en vis uvilje imod at feje al den tvivl til side som forhindrer min tro i at befæste sig. Jeg må dog erkende, at jeg har set, at troende mennesker i mange livssituationer har en sjælsstyrke, der nok kunne være værd at eje. – Måske er jeg, når det kommer til stykket, alligevel begavet med en mere eller mindre ubevidst form for tro, som jeg, billedligt talt, må have drukket ind med modermælken. – Eller er det måske den form for tro der i nogle gejstlige kredses begrebsverden benævnes kulturkristendom?

Da jeg første gang læste ovennævnte udsagn i KB’s brev til moderen standsede jeg op og undredes. Jeg havde svært ved at tolke det. Men alligevel er det som om jeg aldrig siden har kunnet slippe det. For det er jo i virkeligheden det samme vi så ofte (i det mindste alle os der har fået lov til at blive gamle) sang i skolen og ved forskellige møder: Slut fred o hjerte med hver sjæl / som her dig ej forstår. Se over by og dal i kvæld / nu fredens engel går. Som du han er en fremmed her / til himlen står hans hu / dog i det stille stjerneskær / han dvæler her som du. / O, lær af ham din aftensang: / Fred med hver sjæl på jord. / Til samme himmel går vor gang / adskilles end vort spor. I denne fortrædelighedernes verden har vi alle ofte gjort andre fortræd. Ligesom andre også har ofte har gjort os selv fortræd. Og vi har kun én mulighed for at lægge alt dette bedrøvelige vraggods bag os, så vi kan komme videre med vore liv. Og det er tilgivelse. Jeg ved at tilgivelse i nogle situationer kan kræve mere end mennesker kan magte. Men bare det at kunne forsone sig med tilværelsens ofte barske vilkår er også en smuk og værdifuld gave. Ikke desto mindre vil vi altid være fristede til, i stedet for at tage imod denne gave, at vælge den hævn der uundgåeligt en dag vil ramme os selv og gøre vore liv fattigere. Der kan sikkert gives mange forskellige tolkninger på Jacobs natlige kamp med Gud. For mig betyder det, at jeg ikke slipper dig før du velsigner mig, at jeg må slutte fred – også på tværs af tilsyneladende uoverstigelige forståelseskløfter. Og pligten til at tage det første skridt kan ingen fralægge sig. Gud slog Jacob så hårdt på hoften, da han brødes med ham, så han kom til at halte. For os selv nu og her kræver det også tit smertelige indre kampe. Måske kan også vi pådrage os varigt men derved. Men et ar pådraget i kamp kan også være smukt. For ligesom patina, efter lang tids slid, kan lægge sig på ting og gøre dem smukkere, kan mennesker også vinde en form for patina.   

På internetsiden blogger.com hvor alle kan give luft for hvad de måtte have på hjerte, er der ifølge dagbladet Politiken, blandt mange andre en mand ved navn Marcello, der den 29. juni 2004 har skrevet følgende: ”Efter 3 år er jeg modvilligt kommet til den konklusion, at ingen nogensinde vil komme til at erstatte Laura, Nej, Laura var mit livs kærlighed – hovedparten af mig døde den nat hun døde, og lige siden dengang har mit ”liv” ikke været andet end en glorificeret spøgelsesdans. Jeg lever i fortiden, og ved ikke at tillade Lauras liv at slutte forhindrer jeg mit eget i at begynde. – Derfor kan jeg kun vente på, at mit eget liv slutter”. – Hvad enten det nu drejer sig om en blodig uret der er overgået en, eller det er tabet af noget eller nogen man var følelsesmæssigt nært knyttet til og holdt uendeligt meget af. Så er man nødt til tage imod den velsignelse, der altid, på en eller anden måde er fulgt med et givet hændelsesforløb, livsforløb eller kærlighedsforhold, der var værdifuldt for én selv, og derfor med sin afslutning kastede én ud i intethedens bitreste kvaler. For livet – også ens eget - er altid for dyrebart til at fylde op med had, nag eller mistrøst. Og så er det jo da endelig således, at man kun græder over det gode, der er forbi – eller med Jesu ord på korset, er fuldbragt! Hvor meget mere fattigt ville det dog ikke have været slet ikke at have fået nogen velsignelse?  

Som sædvanligt, når jeg skriver disse julebreve, som jeg ved, at rigtig mange af jer modtagere ser hen til med både spænding og forventning, så ved jeg ikke hvad jeg vil skrive om, før jeg er kommet godt i gang. Når jeg så efterhånden bare kan lade tankerne og computeren løbe frit med hvad der lige nu optager mig selv, så ved jeg det tidspunkt nærmer sig hvor jeg bare kan ”go ahead” Det er jo så denne gang i vid udstrækning styret af hvad der fylder godt op i den aktuelle nyhedsstrøm. Nærmere betegnet de tilsyneladende dybt alvorlige modsætninger imellem, på den ene side den muslimske verden, og på den anden side den kristne verden. Når jeg skriver tilsyneladende, så er det fordi jeg vil sætte et stort spørgsmålstegn ved vor tilbøjelighed til at betragte det som et overvejende religiøst modsætningsforhold. Ifølge min opfattelse er det en konflikt imellem dem der har, og dem der ikke har. Imellem den rige og magtfulde verden og den fattige og magtesløse verden, som folk på begge sider synes at se deres fordel i at iklæde religiøse gevandter. Ikke af rationelle årsager, men måske fordi begge parters gennemsnits tilhængere lettere lader sig mobilisere, når de bare kan overbevises om, at de har Gud på deres side. Sådan har mennesker igennem årtusinder villigt ladet sig forlede til at begå ubeskrivelige grusomheder imod deres medmennesker. Og til de mennesker der mener, at vi i vore oplyste tider, hvor vi lægger stor vægt på universelle menneskerettigheder, ved vi dog bedre, kan jeg ikke sige andet end, at det er der såvist ikke meget der tyder på. – Når jeg måske alligevel, når alt kommer til alt, på trods af alle ulykker og fortrædeligheder tror på tilstedeværelsen af en kærlig og almægtig Gud. Så må det være fordi jeg ved, at jeg ikke ville kunne leve uden håb. - Håbet om at vi en dag vil lære at se forskellen på skæg og snot. Og så opøve os i at holde disse to narretrolle skarpt adskilte. – Hvor ofte hører man ikke mennesker sige, at de ikke kan tro på en kærlig Gud, når han kan tillade så megen ulykke og elendighed i verden. Men så længe vi som frie mennesker begærligt spænder Gud for vor egen egennyttige vogn, er der vel ikke så meget at bebrejde Gud for.

Nu er jeg ikke så naiv, at jeg tror, at mine udsagn i så henseende vil kunne blive ret meget andet end spildte ”Guds Ord på Ballelars”. Og dog, her hjemme i vor egen lille andegård hvor vi også har vigtige medmenneskelige spørgsmål at tage stilling til. Ikke mindst omkring begrebet integration af både fremmede og udstødte hjemmefødte i Danmark. Men det var nu egentlig heller ikke det jeg lige tænkte på. Derimod tænkte jeg på min egen lille beskedne integration i et, på mange måder stadig traditionelt, stammesamfund i Abosi umiddelbart under Ækvator i det aldeles bedårende afrikanske land, Kenya, for omkring 20 år siden. For selvom det, som jeg der blev stillet overfor var anderledes, end det vi, i disse år, herhjemme er vidner til. Så vil jeg nu nok alligevel holde på at lighederne også er ganske markante. Hvis I, mine læsere skulle finde dette brev noget springende, må jeg henlede jeres opmærksomhed på, at de overvejelser og refleksioner som jeg har beskrevet på de første par sider af dette brev i høj grad er foregået sideløbende med det der nu vil følge efter, og udgør tilsammen en form for oversigt over mit liv og virke igennem de 2 første bevægede år af min tid som såkaldt supervisor for en gruppe lokale småbønder, som udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke.

Jeg var så heldig at få en kort overlapning sammen med min forgænger i projektet. Og det var jeg meget glad for. Allermest fordi han introducerede mig til alle de lokale folk og autoriteter, som det var vigtigt for mig at få hilst på inden mit egentlige arbejde skulle begynde. Det var et helt nystartet cooperativ, der, på trods af, at yderst få af områdets – hovedsagelig lidt ældre - bønder havde sluttet sig til det. havde fået navnet: Young Farmers Coop. Society Jeg kom hurtig på det rene med, at dette cooperativ i høj grad var kommet til verden på trods af det jeg havde forestillet mig som en folkesag for fremskridt, for virkeligheden viste sig bare at være en lille håndfuld mennesker, der for de flestes vedkommende håbede på, at jeg ville kunne vise dem en genvej til en god fortjeneste uden alt for meget arbejde for dem selv.

Men min opgave var altså først og fremmest at forsøge at organisere transport af mælk til Mejeriet i Sotik ca. 30 km væk. Men allerførst skulle jeg jo præsenteres ved en generalforsamling. Og den var højtideligt berammet til kl. 10,00. Men jeg må nok sige at mit humør sank i takt med at tiden gik. Ved middagstid var stadig kun formand og sekretær kommet til stede. Og først omkring ved 2 tiden mente man at så mange var mødt frem at generalforsamlingen kunne være beslutningsdygtig. Det vedtoges bl.a. at sætte en undersøgelse i gang for at finde ud af hvor megen mælk der i givet fald ville kunne samles sammen og transporteres til mejeriet? Og det næste ville jo så være at finde frem til en rentabel måde at få den transporteret på? Efter længere tids undersøgelser fandt man ud af, at der kun ville være mælk at transportere i en kortere periode efter den lange regntid. Og at der i langt den meste tid af året slet ikke ville være mælk ud over til dækning af familiernes hjemmebehov. Og dermed så det jo ikke ligefrem lyst ud i forhold til den opgave jeg havde fået. Og nu kunne jeg jo så enten tage hjem til Danmark med uforrettet sag - eller jeg kunne kaste mig over et arbejde med relation til moderne ulandslandbrug, som f.eks. at etablere en forsøgsmark med tropekulturer der ville egne sig som kvægfoder. For årsagen til at der ingen mælk var, var naturligvis at kvæget det meste af året ikke havde noget at æde. Der ville have været manuelle arbejdsopgaver nok, som jeg kunne have kastet mig over, og som ingen foresatte i hverken MS - eller Danida ville have peget fingre ad. Men problemet for mig var, at jeg bestemt ikke havde lyst til at slæbe som en hest overvåget af manges nysgerrige blikke, uden at nogen ville finde på at give mig en hånd med uden insisteren på at få betaling for det. Den form for udviklingsarbejde ser jeg som endnu ringere end intet. De mennesker man gerne vil hjælpe skal selv kunne få øje på den glæde der følger med det, at tage livets udfordringer op.

Derfor gav jeg mig til gå rundt og opsøge folk bare for at få en uforpligtende snak, dog med tolk som mellemmand, fordi kun meget få af de ældre mænd, som jeg gerne ville tale med forstod engelsk. Og det var ikke kun kooperativets medlemmer jeg opsøgte. Overalt blev jeg modtaget med stor venlighed, og med den gæstfrihed som en værtsfamilie traditionen tro altid skyldte enhver gæst uanset om han så var selvbuden eller ej. Ikke mange af dem lagde skjul på at de ventede sig meget af min tilstedeværelse i deres område, og spurgte ivrigt til hvad jeg mente at jeg ville kunne bistå dem med, idet de samtidig udtrykte deres store taknemlighed over at jeg nu var kommet for at udvikle dem. Og hver gang måtte jeg naturligvis undskyldende prøve at gøre dem begribeligt, at jeg ikke følte mig kapabel til at udvikle dem. Men at jeg ville gøre alt hvad der stod i min magt for at hjælpe dem til rette, hvis de selv tog initiativer til et eller andet der sigtede på at forbedre deres livssituation. Jeg mærkede tydeligt at de opfattede hvide mennesker som nogle rene orakler der vidste alt og kunne alt. Samtidig med at jeg heller ikke helt kunne frigøre mig for den tanke, at de mere eller mindre leflede for mig. - For det kunne jo være at der faldt et eller andet af. Og evner som skuespillere har mange af dem udviklet til perfektion.

Jeg på min side blev meget hurtigt meget optaget af at omgås dem. Jeg følte det nok ligefrem som et uhyre spændende studium at sætte mig ind i deres baggrund og tankesæt, også selvom jeg fra tid til anden måtte indkassere nogle overraskelser, som for en stund fuldstændigt kunne forvirre mig. Som f.eks. da vi i fællesskab i meget lang tid havde arbejdet på at skabe en mulig baggrund for rentabel mælketransport til mejeriet. For der var jo en del lokale ikke - medlemmer der havde transportmuligheder. Og bestyrelsen gjorde sig store anstrengelser for at forklare mig at disse ikke - medlemmer havde dannet en gruppe der kun arbejdede på at ødelægge dette nye initiativ, som dannelsen af dette kooperativ jo var. Og jeg brugte megen tid på at forsøge at opklare hvad alt dette ”mulvarpearbejde”, som de selv kaldte det, i virkeligheden var for noget. – Indtil en dag, hvor en af de såkaldte ikke - medlemmer tilfældigt kom til at afsløre det ved at informere mig om, at manden der var formand for kooperativet da også var formand den gruppe der prøvede at ødelægge det. Jeg blev naturligvis som den bundærlige, seriøse udviklingsarbejder, som jeg selv mente jeg var, dybt skuffet og meget vred. Jeg indkaldte øjeblikkelig formanden og sekretæren til et personligt møde, hvor jeg forelagde dem den oplysning jeg havde fået. - Men hvis jeg havde forestillet mig at de brødebetynget ville være gået til bekendelse og i øvrigt ville have lovet bod og bedring. Så havde jeg altså virkelig gjort regning uden vært. De så bare nok så troskyldigt på mig og sagde, at jo, det havde rent faktisk sin rigtighed. Og da jeg så udbad mig en forklaring på hvorfor i alverden de ikke helt fra begyndelsen havde fortalt mig det, og dette uden at deres troskyldighed tilsyneladende havde forandret sig det mindste. Så svarede de med et overbærende smil på læben. Jamen, du har jo aldrig spurgt!

Da var det mig ikke længer muligt at holde masken. Ja, overfor dem, tror jeg nok, at det lykkedes mig nogenlunde at holde masken. – Men indvendig, var der virkelig en prås der gik op for mig. For jeg havde allerede på det tidspunkt haft lejlighed til at fordybe mig i gamle tiders traditionel afrikansk tankesæt og overlevelsesstrategier. Og der er det et både fremtrædende og gennemgående træk, at det at kunne bluffe og narre de fremmede, som de fra tid til anden de kom i forbindelse med, var en højest eftertragtelsesværdig og respektabel strategi for overlevelse og/eller berigelse. Fra da af blev jeg kun endnu mere fascineret af det mysterium, som det så tit kunne være at dele hverdag med disse mennesker, som jeg på trods af mange frustrerende oplevelser med, alligevel ikke kunne lade være med på en og samme gang at revse, respektere og holde af

Af denne historie måtte jeg jo så uddrage, at dannelsen af dette nye kooperativ i virkeligheden var et eneste stort blufnummer. Det havde nemlig forholdt sig sådan, at der igennem nogen tid havde været MS udsendte danske sygeplejersker i Abosi. Og den sidst ankomne af dem havde under selve udsendelsesfasen forelsket sig i en landmand ovre fra Jylland. Men han skulle sendes til Zambia. Imens hun jo skulle til Kenya. Men da det jo ikke er rart i den allerhedeste fase at have den store kærlighed flere tusind kilometer væk. Og da MS går stærkt ind for menneskerettigheder. Fik denne unge landmand udvirket en forflyttelse til et træplantningsprojekt i den anden ende af Kenya. Rigtig godt var det jo ikke, men dog et fremskridt. Men nu foregik dette jo i det herrens år 1983/84, hvor det behagede ovennævnte Herre at lade solen skinne ganske ubønhørligt over hele Østafrika igennem meget lang tid. Og det er jo som bekendt omsonst at plante små nye træer når alt andet levende tørrer ud og går til. Det kunne MS i Nairobi også sagtens forstå. Derfor fik denne forelskede landmand, der ikke kunne få træerne til at gro i den anden ende af landet tilladelse, af MS forstås, til at tage til Abosi til sin elskede, hvor han skyndte sig at plante en lille arving, som han ingen problemer havde med at få til at gro.

Men noget praktisk skulle han da også foretage sig. Og hvorfor så ikke spørge klinikkens nattevagt om ikke han syntes, at det kunne være en god ide at starte et nyt kooperativ. Et forslag som vagtmanden tog imod med kyshånd, For han så jo straks nogle gode muligheder. Derfor kunne man på ingen måde kalde dette udviklingsprojekt er en græsrodsbevægelse. – Men alt dette snakkede jeg ikke ret højt om, hverken til kolleger eller til de ansvarlige MS medarbejdere inde i Nairobi. Sandt at sige, så var jeg nærmest henrykt over, at man i Nairobi tilsyneladende ikke interesserede sig ret meget for mit arbejde, ligesom jeg klogelig undgik at invitere ”uvedkommende kolleger” på besøg. Jeg skulle ikke have nogen til at blande sig.

Men et eller andet skulle der jo helst ske. Og når det ikke ville lykkes at transportere mælk. Så blev vi enige om at vi kunne etablere den mini foderstofforretning, som de mente de havde god brug for, til lettelse af farmernes muligheder for at indkøbe de hjælpestoffer, som moderne landbrug nu en gang kræver. Sådan nogen havde Danida allerede etableret forskellige steder i omegnen. Godt nok uden succes. Der var blevet bygget nogle fine huse, som Danida tilmed også havde leveret komplet varelager til. Der var blevet valgt en bestyrelse og ansat en filialbestyrer. Og så var det hele ellers overstået så snart varelageret var tømt. Og tilbage stod så bare et tomt hus eller det, som i udviklingsterminologien går under betegnelsen en ”Hvid Elefant”.

Sådan et projekt ville alle gerne ønske sig. Og de forsøgte da også, under henvisning til at de nok skulle sørge for, at det også ville komme til at virke efter hensigten, at overtale mig til at hjælpe dem med det. Men sporene skræmte mig. Dog indvilligede jeg i at hjælpe dem under forudsætning af at selv leverede byggematerialer og en god del arbejdskraft til opførelsen, ud fra den antagelse, at det som de selv, ved egne anstrengelser havde stablet på benene, ville de også i langt højere grad føle sig forpligtede overfor end overfor det som de bare havde fået foræret. Og efterhånden kom de da også med på ideen, så vi i fællesskab kunne få lagt en plan for hvordan arbejdet skulle gribes an samt et overslag over omkostningerne. Pengene til at finansiere det med måtte jeg så, efter godkendelse hos MS. ansøge om hos Danida i Nairobi.  MS havde nemlig den gang ikke selv midler til denne form for projekter. Og da det jo på ingen måde var noget der kostede særlig mange penge, var vi alle fulde af fortrøstning.

Det viste sig desværre snart, at jeg igen havde gjort regning uden vært. Danida forkastede det hele under henvisning til at projektet var helt urealistisk. Men at vi dog kunne komme tilbage til det under forudsætning af at vi præsenterede realistisk forslag. Underforstået, at de kun ville være med til at finansiere noget, der var noget. – Altså endnu en ”hvid elefant”. Oven i købet dryssede de salt i det sår, som dette, for min troværdighed i lokalbefolkningens øjne, meget pinlige afslag, efterlod mig med, at drage mine forudsætninger som ulandsarbejder stærkt i tvivl. Nu kunne jeg jo have taget til Nairobi for at forklare mig hos Danida, og uden tvivl fået godkendt et nyt projekt i stil med de andre hvide elefanter i naboområderne. Og i ”mit” kooperativ ville dette have vakt udelt jubel, og dermed sikret mig deres fremtidige gunst. Men det nægtede jeg pure, Og overvejede meget seriøst om ikke jeg hellere skulle kaste håndklædet i ringen og rejse tilbage til DK med uforrettet sag? En mulighed der syntes mig stadig mere relevant efter at kooperativets bestyrelse utvetydigt havde tilkendegivet deres mistillid til mig.

Mit humør var nede og min kvide var stor, da jeg helt tilfældigt stødte på en hollandsk udviklingsarbejder der havde ledet et projekt af samme type som mit i adskillige år, blot langt mere omfattende. Ham klagede jeg min nød til, og han kunne sagtens forstå mig. Ja ikke nok med det, Han tilbød også at lade et par af hans egne betroede lokale medarbejdere hjælpe mig som facilitatorer (lærere) ved en workshop, hvis det skulle være. Han sagde til mig, at hvis du gerne vil blive i Abosi, så er det en afgjort forudsætning, at du formår at vinde den tillid hos farmerne tilbage, som du har mistet. Du har kun et at gøre. Og det er at indkalde farmerne til en workshop af mindst 3 dages varighed. Og stedet hvor den skal holdes skal være så langt fra deres hjem, at de ingen mulighed har for at kommer hjem om aftenen. Og så skal I beskæftige jer med forskellige emner der på den ene eller på den anden måde kan føres hen til deres egne forestillinger håb og drømme. Men også men rent praktiske landbrugstekniske emner. Og I skal hele tiden søge at stile efter et fælles grundlag, som I fremtidigt kan arbejde sammen om.

Og jeg besluttede mig til at vove forsøget. Først måtte jeg en tur til Nairobi for at forklare mig hos MS. Jeg sagde til dem at jeg som følge af Danidas afslag stod i en yderst vanskelig situation, som ville kunne ende med, at jeg måtte rejse hjem. Men at jeg meget gerne ville forsøge mig med denne workshop, hvis man fra MS side kunne bevillige mig de nødvendige midler til dækning af de dermed forbundne omkostninger. Og heldigvis fik jeg pengene på stående fod uden om alle sædvanlige ansøgningsprocedurer.  Som lærere havde jeg allieret mig med den ene af vores to katolske præster, som i forvejen var meget populær iblandt farmerne. Dertil var der så de to landbrugskonsulenter som Jan Houmann (hollænderen) stillede til rådighed, foruden mig selv. Og jeg kan forsikre jer om, at jeg var spændt på udfaldet? Det vil desværre føre alt for vidt her at referere hvad der foregik på denne workshop, ud over at timeplanen var delt op så det morsomme og mere trivielle i videst muligt omfang kom til at veksle. Indledningen var skriftstedet fra det gamle testamente om jødernes flugt fra Ægypten. – Det ser nemlig ud som om kristne afrikanere i vid udstrækning har ”adopteret” det gamle testamentes fortællinger om jøderne, som deres egen historie. Det er fortællinger som alle kender. Og da det i al udvikling er vigtigt at møde folk, der hvor de står, fandt jeg, at det var et godt sted at tage udgangspunkt. Læser man det skriftsted og samtidig ser den situation, som de disse mennesker står i. Så er parallellen ganske slående. Jøderne flygtede fra ægypternes undertrykkelse, men mange ville ikke være med, fordi de foretrak ”sikkerheden”, som de så som undertrykkelsens trygge sidegevinst, frem for usikkerheden ved det ukendte. På samme måde er der også mange afrikanere, der nok gerne vil tage del i alt det nye, men som når det kommer til stykket, viger tilbage for alt dette ukendte og skræmmende, som jo er den nye udviklings pris. Derfor netop denne indledning! - Ellers drejede sig meget om mindre rollespil, som de siden skulle diskutere betydningen af og hensigten med. Den ene aften var der en film om livet på en dansk bondegård, som vi lånte på den danske ambassade. Den blev livligt diskuteret, og interessant nok var alle enige om at det der havde forbavset dem mest var, at de havde set hvide mennesker arbejde. En time blev også brugt til at diskutere deres drømme omkring fremtiden. Ikke særligt overraskende var det rigtig manges drøm at kunne købe en bil. Men så skulle de jo også diskutere hvordan denne drøm eventuelt ville kunne realiseres.

På et ret sent tidspunkt af forløbet var der pludselig en af de ældste deltagere, der rejste sig og fortalte os, at han var skuffet over denne workshop. For som han, med dyb alvor i stemmen, sagde: Vi er kommet her for at blive ”belært”, ikke for bare at ”lege”. - Og selv blev jeg nu rigtig bange for at have tabt slaget. Men så måtte vi jo til endnu en gang at gennemgå – og at finde ud af, hvad der er væsentligt, og hvad ikke, for at en egn kan komme i udvikling. Det bundede jo i virkeligheden i, at denne form for skole, hvor det er eleverne der både formulerer spørgsmålene og derefter selv giver bud på mulige svar, er dem fuldstændig ukendt. I de skoler som de har arvet fra kolonitiden skulle eleverne jo bare passivt tage imod hvad læreren docerede. Og det er hvad de forstår ved at ”blive belært”. I modsætning til at eleverne her skal være udfarende og aktive, imens læreren nærmere bare er en hjælper. Også det måtte vi have en meget indgående snak om. Det var vel egentlig også, selv for danske udsendte, endnu en uprøvet måde at takle denne type opgave på. Jeg er faktisk ikke så ligt stolt over at have været den – vist nok – første MSudsendte der introducerede begrebet FOLKESTYRET UDVIKLING i et udviklingsprojekt.– Men det er også helt sikkert. At uden den høje grad af åbenhed og tillid imellem alle os, som tog del, og som vi helt fra workshoppens start så nidkært havde prøvet at lægge op til, ville det uhjælpeligt være endt med en fiasko. Men lige pludselig skete der et skift, der var helt umuligt at tage fejl af. Og dermed lå vejen så åbnet for, at jeg kunne arbejde videre med det jeg havde sat mig for. Nemlig at få dette kooperativ sat på rette spor, så det en skønne dag for alvor ville kunne blive den græsrodsbevægelse, som det fra begyndelsen var langt fra at være. – Og dertil er det min overbevisning, at det er det spor vi bør bestræbe os på at følge på begge sider af ”barrieren”. For tillid og empati er sarte planter der, til alle tider, skal gødes, vandes og hæges om med nænsomme hænder.