Nytår 2000

Kære venner

Det kan være, at I undrer jer lidt over, at vi fandt på at lade vor e-mailadresse blive "Weaverbirds-nest"? Men sagen er vist nok den, at jeg er lidt af en drømmer. Og det er rimeligvis ikke noget, jeg er blevet for nylig. Jeg har altid haft en voldsom - og ikke altid lige heldig - trang til at gøre noget vildt, og ofte i andres øjne ganske tåbeligt. Og denne trang er mærkeligt nok ligefrem blevet "intensiveret" med Lindas indtræden i mit liv. Så meget mere underligt som Linda ellers i alle måder er et yderst jordnært gemyt. - Da vi giftede os fantaserede vi i fuld samdrægtighed og med gensidig inspiration over vor eventuelle kommende tilbagevenden til Danmark, uanset at vi befandt ganske strålende ved den, set med danske øjne, simple tilværelse vi førte i det lille blikhus i Abosi, Kenya, og som vi da heller slet ikke havde nogen hast med at bryde op fra.  
 
Og et af de "fantasiprojekter" vi i ganske særlig grad dyrkede var, at vi, når vi en gang i fremtiden skulle slå os ned i Danmark, ville købe os en bakketop et eller andet sted med vid udsigt over et idyllisk landskab med skove, søer og grønne agre. - Meget gerne noget i retning af en halvø, så vi kunne have udsigt over vandet omkring os. Og på toppen af den bakke ville vi anbringe en gammel togvogn som skulle blive vort nye hjem, og naturligvis indrettes efter samme simple livsstil, som den vi førte i Abossi, og som vi heller ikke i Danmark ville kunne forestille os at fravige. Dog skulle denne togvogn have et fortrin frem for vort blikhus - som vi ikke desto mindre plejede at kalde "Abosi Castle" - Vi havde nemlig tænkt os også at erhverve en af de gamle drejeskiver, som vi nok mente, at DSB ville være os taknemlig for at skaffe dem af med. Og den skulle bruges til at sætte togvognen på, på toppen af vor bakke. For så kunne vi nemlig hele tiden dreje vort lille bo efter solen om vinteren og efter skyggen om sommeren. - Eller som vi nu ellers måtte finde for godt.
 
Det snakkede vi meget og gerne om, dels hjemme hos os selv ved morgenkaffen, aftensædet eller som en afslappende godnatsnak, når vi valgte ikke at underholde hinanden med læsestykker fra ”Don Quijote” og dens ingenlunde mindre fantasifulde beretninger, før vi faldt i sød søvn med vore hoveder fulde af fantasifulde luftkasteller, men vi tillod os også at lufte drømmerier til venner og familie. Og det allermest sjove ved det var, når vi fik gjort det så troværdigt, at vore kære tilhørere under tiden kunne forfalde til at tage det for vort virkelige alvor. - Og det var det jo på en måde også! - For der er jo det ved alle de drømme, man kan gå med. Hvis de ikke er alvorligt ment, så er de meningsløse. - Jævnfør talemåden: Den, der kun ta'r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele dårligt. - Derfor blev det da heller aldrig den helt store skuffelse for os at komme hjem til et Danmark, der ikke, skulle det vise sig, levnede megen plads til realisation af personlige drømme og andre visionære fantasier. - Til et Danmark hvor de fleste mennesker, måske af gode grunde, synes at opfatte arbejdet som en plage og "pensionen" som den endelige ”befrielse”. - Så må man da bare samtidig huske at beklage, at arbejdsårene er så mange og lange, mens pensionsårene, vel for de fleste, er så få og korte. Ja, mange af dem, som også vi har kendt og holdt af, nåede jo rent faktisk aldrig frem til den! - Hvad om vi nu kunne bytte om på det? - Men uden den gave, at kunne hente inspiration i drømmerens "udflugter" ind i de alternative muligheders fantasifulde verden, ville vi alle til hobe komme til at brække halsen på vore nødvendigheders lige dele jernbeton og dårlig samvittighed.
 
Da vi havde fået os indrettet på Møllevej 3 og Linda havde skaffet sig det arbejde der kunne hjælpe os igennem til dagen og vejen. Og jeg selv havde affundet mig med at ingen havde brug for mig, samtidig med at det krævedes at jeg skulle ”stå til rådighed”, hvilket rent faktisk ville sige at jeg, for at være en lovlydig borger, var henvist til at skulle kede mig under tvang. Så også jeg måtte lære, på bedste måde, at indstillet mig på at vente på "befrielsen". – Dette bragte mig til at tænke på de små væverfugle, som vi begge havde været så fascinerede af igennem årene i Kenya. Vi havde jævnligt lejlighed til at frydes  ved at iagttage dem, når en koloni slog sig ned i træerne på egnen. Allermest fangne af deres virksomhed, og ikke mindst af deres helt åbenbare glæde ved bare at være til, blev vi dog, når vi en gang imellem gæstede et lille hotel ved Viktoriasøen, som havde en åben terrasse i 1. Sals højde med en stor koloni væverfugle i et gammelt træ, ganske få meter derfra. Der kunne vi sidde i timevis og betragte dem og deres specielle form for livsførelse. Og man behøvede ikke lang tid til at finde ud af, at hos dem var arbejdet ikke at betragte som en plage. Det hele summede af liv og kvidren og virksomhed fra morgen til aften. - Og "pensionister" syntes der bestemt ikke at være nogen af. - I hvert fald sås ingen at være sat uden for det ”pulveriserende erhvervsliv”, henvist til uvirksomhed.
 
Hannerne byggede helt alene de yderst kunstfærdige reder af lange, grønne strå som de kom flyvende med. De begyndte med at konstruere en rund ring, vel 6 - 7 cm i diameter, som de fæstnede på en af træets alleryderste kviste så den næsten kom til at ligne en gynge. Hvis det bare blæste en lille smule kunne den gynge rigtig meget. Og med denne ring som udgangspunkt blev reden kunstfærdigt flettet, stadigt af disse lange grønne strå, som de behændigt bearbejdede dels med næbet og dels med deres små, tynde fødder, alt imens de ihærdigt baskede med vingerne for at holde sig i den rette position i forhold til byggearbejdet på denne gyngende arbejdsplads, så reden til sidst kom til at ligne en bold med en form for en lille "entré" i bunden, som dannede noget der kunne ligne et kort rør der igen førte ind i redekammeret.
 
Når reden nærmede sig færdiggørelsen kunne man iagttage hunnerne komme på "inspektion", imens "bygmesteren" så til. Det syntes alene at være hunnerne, der bestemte om reden var tilfredsstillende eller ej. Og ofte sås det, at hannen igen gik i gang med fornyet energi efter "synsforretningen". Iblandt dem der har forstand på disse fugle, er der nogle der mener at hunnernes interesse for redebyggeriet mere ligger i at tjene som de følelsesmæssige inspiratorer for hannernes kunstneriske udfoldelse og fortsatte energi end som blot en bedømmelsesinstans for hans formåen. - Men hvorom alting er, så må vi som mennesker, al vor snilde og klogskab til trods, nødvendigvis føle os noget underlegne hvad livslyst og vital livsudfoldelse angår, sammenlignet med disse små vingede livskunstnere.
 
 - Og meningen med at bruge ordet væverfuglereden som vort hjems adresse er tydeligvis, først og fremmest, at minde os selv om en drøm, som vi ikke ville kunne slippe, uden at livsglæden ville ryge med i købet. - Den kan vi heldigvis ikke leve foruden! – Og så er der endelig også en vis form for parallelitet i væverfuglenes og Lindas og mine livsomstændigheder. – Hvor jeg – hannen – sørger for boets hele tilstand og attraktivitet for at holde hunnen - Linda – fast, når hun ganske jævnligt, i ”forretningsmæssigt” øjemed, for der skal jo også tjenes til brødet, forlader det for snart igen at vende tilbage, til fornyet inspiration for mig – magen. – Lyder det dog ikke meget romantisk?
-         Og hvad hjertet er fuldt af løber munden / computeren over med.
-         Desuden glæder vi os meget til en gang, eller mange gange, at mødes med jer alle sammen igen.

Kærligst

Linda & Arne.