Mine julereflektioner i 1998

Når julen nærmer sig, får jeg en underlig uro i sindet der både stemmer mig op og ned. For julen er jo en mærkelig kontrastfyldt tid. Dels er det en kold og mørk tid, der jo som en velkendt sag, for nogle, trækker de såkaldte vinterdepressioner med i sit kølvand. Depressioner som, hvis de virkelig er forårsaget af kulden og mørket, simpelt og let vil kunne bortvejres af lysbehandlinger - endog fra kunstige lyskilder. Og dels er det en tid med store forventninger. Ikke mindst for os som, hvad enten vi bekender os som kristne eller ej, lever og ånder i en tusindårig kristen kultur.

Særligt når jeg tænker tilbage til min barndoms jul, husker jeg den som en meget glad tid. Der syntes for os børn at være så uendelig mange ting, som vi kunne glæde os til og over. Somme tider kom der frost og sne, og jo mere jo bedre. Og så var der alle disse juleposer med glade julenisseforældre og deres julenissebørn, for hvem livet syntes at være lutter leg og lystighed. Poser, som vi fik vort sukker, mel, salt, havregryn og alle mulige andre varer i, som den gang, af brugsmanden, med en lille håndskuffe, hentedes op af store skuffer inde under disken, og derfra blev puttet i dem. De var ligesom slagtningen af julegrisen, bagningen af alle julekagerne og en masse andre gøremål, de lys der føjede sig ind i og lyste op i de korte dage. Og dertil var der så hemmelighederne omkring alt det vi godt vidste, men ikke måtte vide. Som f eks juletræet, vi ikke måtte se før det var tændt juleaften, og det med gaverne. For ønskeseddel var et ukendt begreb, og pengene til at købe for kunne for mange være meget små. Men det gjorde intet skår i hverken spænding eller glæde. Vi følte, om vi ellers kunne, at vejret skulle holdes lige til juleaften, hvor så al den forventning vi havde opbygget skulle udløses i et sandt orgie af opfyldelser. På trods af mørket var alt dette i stand til, mere end rigeligt, at holde os enhver ansats til depression fra livet. Livet var slet og ret et eventyr. Og det kan vi stadig, som voksne og gamle, hente glæde og fortrøstning i, når vi sætter os for at grave det frem af glemselens slør.

Men dette har altid været, og vil for altid forblive en viljessag, som man må kæmpe for, nogle bittert og vedholdende. - Storm P har i en af sine "fluer" udtrykt det meget rammende: "Hvis folk er glade, er det deres egen skyld - der er nok at være ked af"! Det siger, noget om glædernes kår der vel kan være trange. Vi har muligheden for hver især tage stilling til, om vi vil være magtesløse brikker i et spil uden retning, og mening. Forudsætningen for ikke at være det er, at vi har oplevet glæden, og at vi holder den fast. Den glæde, hvormed vi som børn tryllede tungsindet væk, helt uden at vide det. Den glæde der uundgåeligt smitter af på høj og lav, store og små. Det er for os, som voksne også, at vi gør rent bord. At vi forsoner os med alt det i vor fortid, der tynger os - med alle de tab vi har lidt - med alt det, der ifølge Storm P, ellers kan være nok af for os alle sammen at være kede af.

Julen er nok for os nordboer, mere end nogen anden tid på året, en følelsernes og stemningernes tid. Det oplevede vi meget stærkt da vi skulle prøve at holde jul under Ækvator. Meget kunne vi gøre i vore forsøg på at kalde alt dette velkendte frem, som vi af hjertet længtes imod. Men hvad der manglede, og hvad vi var ude af stand til at fremmane, i et land hvor dag og nat er lige lange året rundt. Det var de mørke kolde dage, hvis magt nu endelig stod for fald. Denne forventningens glæde, der knyttede sig til netop dette mirakel, var ligesom malplaceret under disse himmelstrøg. Det lærte mig at forstå hvorfor julen, på trods af mange missionærers anstrengelser, er forblevet ret upåagtet i f.eks. Afrika. Men også at forstå hvorfor julen til gengæld hos os har så stærk en appel til, stort set os alle sammen. Så meget mere som vi jo i vor børneskole blev fortalt, at julen oprindelig var en førkristen hedensk solhvervsfest.

Og netop fordi der knytter sig så mange, mere eller mindre bevidste følelser og stemninger til julen, er det da også i julen vi med særlig styrke konfronteres med vore savn. Julenat er uden tvivl den af årets nætter hvor flest mennesker græder sig i søvn. Jeg har næppe behov for at gå nærmere ind på grunden hertil, kun vil jeg minde om, at vel er sorg og glæde modsætninger, men ikke kun det, de er også hinandens forudsætninger. Og ligesom glæden bliver dobbelt ved at dele den med andre, bliver sorgens byrde også halveret, dersom der er nogen at dele også denne med. Jeg har kendt mennesker der gjorde en dyd ud af at sørge i ensomhed. Som fandt det upassende, eller måske endda fornærmeligt, at nævne en kær afdøds navn ved særlige lejligheder som f. eks. juleaften. Fordi de fandt det pinligt at komme til at græde, når vi dog nu burde være glade. Man har hørt den påstand, at vi nordboer lider af berøringsangst. Og noget er der sikkert om snakken. For berøring er jo beslægtet med verbet at røre. Men vi er dog heldigvis mange, der uvilkårligt under et festmåltid røres til tårer ved mindelsen om et tab, det være sig aldrig så tungt, uden at det kan ødelægge nogen god stemning. Men at det tværtimod bidrager til opbygning og befæstelse af denne, at være blandt de lykkelige der har en anden, eller andre at græde sammen med, som vi føler os tæt knyttede til.

Problemet i vor såkaldt udviklede tidsalder er nok, at vore menneskelige relationer i almindelighed og familiemæssige bånd i særdeleshed er udsat for belastninger vi ikke tidligere har kendt. Hermed mener jeg ikke, at vi skal skrue tiden tilbage. Men blot at vi skal være meget opmærksomme på de værdier i vor tilværelse, som det under alle forhold er vigtigt for os at holde fast i, fordi de er med til at sikre at livet, i dets allerdybeste betydning, fortsat kan vokse og folde sig ud. Glæden kan vi aldrig få for meget af. Og lad os så ikke glemme, at den kun opstår, hvis vi bestemmer os for, at den tid vi endnu har tilbage at leve i, vil vi bruge på at skabe glæde på - trods - hellere end kun fordi!

Der er en bestemt julesalme, der ristede sig in i mit unge sind da verdenskrigen rasede omkring mig, og som jeg endnu i dag finder lige aktuel: C Hostrups julesalme fra 1881: Julebudet til dem der bygge / her i mørket og dødens skygge / Det er det lys som aldrig slukt / jager den stigende mulm på flugt / åbner udsigten fra det lave / trøster mildelig mellem grave. - Julebudet til dem der græde / det er vældet til evig glæde / Glæd dig da kun du menneskesjæl / stinger end ormen endnu din hæl / Favn kun trøstig hvad Gud har givet / løft dit hoved og tak for livet! - Tag dette som et solstrejf - ægte eller kunstigt - midt i en kold og mørk tid. Og hermed ønsker vi så alle jer, vore gode venner, en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.