Min 67-års fødselsdag

Allerkæreste veninder og ægtemage
 
Jeg kan ikke i min allervildeste fantasi forestille mig, at nogen mand nogen sinde i hans jordiske tilværelse har været genstand for en så rørende og hjertevarm opmærksomhed i anledning af hans entre i den såkaldte 3. alder, som den, jeg blev vist af alle jer for en lille månedstid siden. Jeg ved meget vel, at det ikke kun var mig, men i høj grad også Linda, I ville glæde. Det var jo dog hende, der var både arkitekten og hovedentreprenøren bag denne udsædvanlige festlighed, og hun havde altså så også den fornødne energi og kreative fantasi, samt mod til at servere mig de nødvendige nødløgne og sandhedssløringer, der gerne skulde holde mig i dybeste uvidenhed om et forehavende, som I jo for så vidt alle sammen også må have haft hver jeres anpart i. Og at alle I, der, som jeg kan se det i bakspejlet, med så overbevisende velvilje, bidrog til at løfte denne fødselsdag op i plan med det uforglemmelige, tilsiger mig, at jeg er en over al måde privilegeret skabning.

Sagen var jo ellers bare den, at vi var på biltur i Jylland, og at vi som sidste station under hjemturen overnattede tæt ved Juelsminde hos vore kenyavenner, Sonja og Egon, men hvor Egon tilfældigvis først kom hjem senere på aftenen, imens Sonja frimodigt spurgte os, ligesom havde det været på et hvilket som helst andet værtshus, hvad vi kunne tænke os at spise til aftens. Og vi svarede som med én stemme, Risengrød, hvilket også, til vor udelte overraskelse, vandt ubetinget begejstring hos deres to børn, Freja og Hjalte, fordi det netop var deres livret. Den påfølgende dag, dagen før min fødselsdag, tog vi færgen til Kalundborg og var ikke hjemme før ved aftenstid. Men vi havde naturligvis også aftalt, at vi, netop på grund af denne jyllandstur ikke ville gøre det store ud af min fødselsdag, allerhøjest, hvis vi skulle få lyst, ville vi invitere nogle få mennesker til en kaffetår. - Men så var det jo at Linda med ét fortalte mig, at en af mine veninder havde ringet og fortalt, at hun havde tænkt sig at komme og gratulere mig, men at det skulle være en hemmelighed, hvem hun var. Jeg skulle bare hente hende på Vordingborg station på et nærmere angivet tidspunkt næste formiddag, men at jeg dog godt måtte vide at hun var lyshåret. - Jeg fandt godt nok dette lidt underligt, og jeg havde da også på fornemmelsen, at der måtte være noget uldent ved dette hemmelighedskræmmeri. Men valgte alligevel at gå med på spøgen - eller hvad det nu ellers kunne være, der lå bag. Så jeg tog da søndagstøjet på næste morgen og skulle af sted til stationen, men blev i sidste øjeblik stoppet af Linda, der insisterede på, at jeg skulle have slips på. Nå, også det gik jeg, dog noget modstræbende og mistænksomt, med på, og min mistænksomhed blev så ikke mindre af, at jeg lige inden jeg kørte fik en lukker kuvert stukket i hånden med besked på at overbringe den uåbnet til den før omtalte lyshårede dame. Ja, nu var jeg da efterhånden helt klar over, at jeg blev kørt rundt med af min kære kone, men at hun også, helt åbenbart, havde fuld tillid til, at jeg ikke ville stille mig på bagbenene, for dertil vidste hun jo godt,  at jeg havde hende alt for kær. Jeg måtte altså bare, med gode miner gå med på et "uldent" spil, hvad dette så ellers måtte kunne betyde?

Jeg må nok sige at det var med en noget blandet forventning, jeg steg ned ad trappen til perronen på Vordingborg station, hvem mon denne lyshårede dame dog kunne være? Og endnu mere himmelfalden blev jeg, at en hel sværm af mig bekendte damer kom myldrende ud af toget fra Kbh, foruden at der også, der på perronen, befandt sig enkelte mig bekendte damer, som jeg vidste måtte være arriveret i bil. Men i den samlede flok var der bare adskillige, som var lyshårede, så hvem af disse måtte nu være den, som brevet var beregnet til? - Men var jeg over al måde overrasket - så så ingen af disse damer ud til overhovedet at være det, og for dem forekom det heller ikke spor vanskeligt at finde ud af, hvem der var brevets adressat, for det var de vist såmænd bare alle sammen, lyshårede eller ej, kunne jeg se, da de vist nærmest åbnede det i fællesskab. Og indholdet lød på, at vi alle sammen skulle begive os til fods til et nærliggende galleri for at se på kunst over et nærmere angivet tidsinterval. Men at det hele på forhånd var aftalt spil, kunne jeg ikke længer være i tvivl om. For nu var morsomheden i hele hurlumhejet for alvor begyndt at gå op for mig. Og at galleribesøget tydeligvis var arrangeret som et nødvendigt "opbyggeligt" forspil til den egentlige fødselsdagsfest, som altså åbenbart uanset vor aftale alligevel var "på tapetet", for at vi fra Vordingborg kommende, og i særdeleshed mig selv, naturligvis, skulle "holdes hen" imens Vålse Møllevej 3 gennemgik forvandlingen fra den dagligdags "væverfuglerede" for bare to mennesker til et spontant opstået etablissement for festglade damer med mig som det måbende midtpunkt. Da tiden var gået, og vi efter dette ganske interessante galleribesøg turde vove os hjemad, blev vi modtaget med "piber og trommer", et festdækket frokostbord, samt alle de mere lokale damer, der under Lindas kyndige ledelse havde bistået med denne fandenivoldske forvandling. Menuen var upåklagelig, men jeg måtte dog undre mig såre over, hvordan det havde været mig muligt at overse alle de forberedelser til denne frokost, der, viste det sig, for en stor dels vedkommende måtte havde ligget gemt i fryseren? Men OK, det er altså vilkårene ved at have en ikke bare opfindsom, men også viljestærk ægtemage. Og den stemning hun her havde skabt omkring mig, "lille mand", var ikke til at tage fejl af. Den overstrømmede mig med hud og hår.

Men for nu overhovedet at kunne forstå dette eklatante brud på enhver form for almindelig regelbundenhed, kendt eller ukendt, er det nødvendigt at gå tilbage til min tid som skovarbejder på Gisselfelt Gods, hvor jeg havde bopæl i et af godsets huse, Taarnhusvej 23, og hvor jeg foruden at passe mit arbejde, også skulle forsøge at finde mig til rette i en, for mig, helt ny tilværelse iblandt helt nye mennesker. Og i første omgang knyttede jeg disse nye forbindelser igennem forskellige aftenskolekurser, folkedans og andre tilfældige socialt orienterede kanaler. Om det beroede på rene tilfældigheder eller ej, ved jeg ikke noget om, men en kendsgerning var det i hvert fald, at det netværk jeg efterhånden fik opbygget, næsten udelukkende var kommet til at bestå af enlige kvinder. - Og jeg har valgt at tro, at begrundelsen herfor må have været nogenlunde den samme, som også fik en af mine mandlige lærere på engelskkurset i Dublin i 1983 i forbindelse med sin autograf i min engelske læsebog skrev: "You are an interesting man"! - "Du er et interessant menneske"! - En anden ting som jeg også i de år, hvor jeg boede på Tårnhusvej, måtte konstatere var, at hvor enlige kvinder helt generelt, i social og intellektuel forstand kan være ret så udfarende, der er enlige mænd i ganske påfaldende grad socialt set langt mere stillestående. - For der kom slet ingen enlige mænd de samme steder som jeg færdedes i. Så dette at så mange kvinder "flokkedes" omkring mig, skyldtes nok allermest, at der ikke var andre end mig til at præstere mandligt modspil for dem. Således står også erindringen om min afskedsfest meget klart for mig. Den afholdtes i mit hus St. Hans Aften i 1984 kort før afrejsen til Kenya, og hvortil jeg havde inviteret alle mine derværende "netværkere" tilligemed mine brødre og svigerinder, og derforuden nogle ganske få af mine mangeårige venner med påhæng, og da kom det tydeligt frem igennem disse "gamle" venners efterfølgende takkebreve til mig, at de havde været dybt forundrede over, at det overhovedet kunne være muligt, på èn gang, at have så mange kvindelige bekendtskaber, der ydermere, foruden at de var til stede, og på solidarisk vis med både gnist og nærvær aktivt, også ved madgryderne, medvirkede til at gøre min afskedsfest til en stor oplevelse for alle, men dog først og fremmest for mig selv, og derfor måtte det vel også være underligt, om jeg ikke ønskede at opretholde kontakten til dem, også efter at jeg var flyttet til Kenya. Og derfor var det mig da også meget magtpåliggende, at jeg efter giftemålet med Linda stadig kunne opretholde forbindelsen til dem. Ja, jeg stillede helt enkelt dette som en absolut betingelse. Og det er så i det lys, Lindas ret så usædvanlige gæstebud skal ses.
 
Som et velvalgt krydderri på vor bryllupsmiddag, kunne jeg her i forbifarten henlede opmærksomheden på, at Linda under sin bryllupstale til mig, og til stor moro for bryllupsgæsterne, holdt en stærkt overdimensioneret kagerulle i hånden, imens jeg selv, da jeg ser mig selv som en ganske godmodig ægtemand, med kyshånd modtog endnu et vidnesbyrd om min mages højt udviklede humoristiske sans. Lidt anderledes overrasket reagerede jeg vist, så vidt jeg husker, da jeg senere på aftenen uden varsel blev grebet bagfra af en gruppe store stærke drenge, der klippede mine strømper i stykker, men dog på værtindens udtrykkelige bud er jeg blevet fortalt, sparede mit flotte slips, hvorefter de gav sig til at spille bold med mig helt oppe under loftet i værtsfolkenes stadsstue. Men selv der følte jeg mig tryg og ubekymret, trods det, at det var mig så aldeles uventet - jeg havde jo aldrig tænkt den tanke, at en mand i min alder kunne blive behandlet på den maner. Og det var såmænd ikke bare fordi jeg vidste, at de var elitegymnaster med kontrol over deres muskler og kroppe. Men nok så meget fordi jeg følte, at de i mere end én forstand bar mig på deres hænder. Endnu en tak senere på aftenen kom husets værtinde og advarede Linda om, at den kvindelige del af gymnastikholdet fra kenyaturneen - det var jo disse gymnaster der udgjorde broderparten af vore bryllupsgæster - var i gang med at køre mig "gamle mand" træt på dansegulvet, ved at byde mig op til dans, en for en i en ubrudt række. Så det var vel i virkeligheden den selvsamme følelse der igen opstod hos mig her ved min 67års fødselsdagsfest, hvor I nu igen alle sammen i fællesskab greb fat i mig på en måde, som jeg heller ikke havde haft fantasi til at forestille mig. Og det såmænd bare fordi I i bogstavelig forstand, sammen med Linda, ville bære mig på jeres hænder ind i min 3. alder. Og det vil jeg, så længe jeg får lov til at leve, være jer dybt taknemmelige for. Idet jeg håber, at jeg må få held til at være jer til blot en smule af den inspiration, som I altid har været for mig.
 
Men desværre, så står det ovenfor beskrevne, som jo nu har mere end 20 år på bagen i dyb kontrast til det, som i vores lige nu aktuelle tid (2014) er den fremherskende trend. Og når jeg har valgt at indføje dette tankespring i denne lille historie, så er det nok på grund af min lyst til altid at udfolde min med alderen udviklede hang til perspektivering af det fortidige, for dermed at fremkalde et "længdesnit" over en given tid. Idet det i nutiden, set i forhold til tidligere, er blevet vor køligt beregnende forstand, der i stigende grad sætter dagsordenen i opbygningen og plejen af vore samfund og vore menneskelige relationer i øvrigt, samtidig med at vi dog også stadig må erkende, at mennesket er en såre kompliceret sag, som ofte, for ikke at sige for det allermeste er præget af dyb irrationalitet, når det gælde dets gøren og laden. De fleste af os er indtil det bevidstløse fuldt på det rene med, at fysisk bevægelse er en vigtig faktor for vort velbefindende. Dette ligger sikkert ikke kun i, at den styrker muskler og knogler. Men også i at vedholdende bevægelse befordrer kroppens evne til at udskille giftige affaldsstoffer. Ligesom man også i stigende grad bliver opmærksom på motionens helbredende virkninger på rent psykiske lidelser. - Uden at denne viden dog, indtil videre, har givet sig udslag i nogen bedring af vort velbefindende i bredere, generel forstand, sikkert af den simple grund at vi ikke synes at reflektere på den. Åbenbart er vor medfødte trang til "komfort og søde sager" stærkere end vor lyst til at investere i et mere sundt levned.
 
Og herfra kan man så igen trække en parallel til vor tankeverden. For der synes det mig også, at vor lyst og motivation til bevægelse, generelt betragtet, er temmelig lidet fremherskende. Nogen vil sikkert erklære sig uenig. Men alligevel frygter jeg selv alvorligt for, at tidens udefra - såvel som indefra kommende alt for hurtige forandringer i vore aktuelle livsbetingelser kan komme til at forgifte vor tankeverden - skriften på væggen bliver mig stadig tydeligere. Og hvis vi ikke lærer os selv at tænke vore tanker, som var de født ud af vore egne dybt nedarvede, menneskelige behov, i stedet for, som vi nu gør, dyrker de af fristende flokmentaliteter udsprungne massepsykoser, hvor vi tankeløst, som lemminger, styrter af sted uden andet mål end bare at følge efter alle de andre, så må det reelt set være fordi vi virkelig ønsker at lege blindebuk med vor egen eksistens.
 
Men et kontrarevolutionært tankeskred af den art ville jo forudsætter, at vi aktiverer og indføjer nye energier i en tankeverden der i hvert fald igennem de seneste årtier, ja måske igennem århundreder må have bevæget sig ad blinde spor. - Man kan spørge, om denne nedadgående spiral i det hele taget kan / vil lade sig afvende i en verden, hvor stadig flere mennesker lader sig bedøve af narkotika eller alkohol, af succes eller elendighed, eller for den sags skyld bare af TV og IT,  og hvor det optimale miljø for demagoger derfor er under hastig udvikling. - Men jeg skal dog ikke her hverken stille diagnoser eller foreskrive behandlinger. Det som jeg føler mig kompetent til at sige, er såmænd alt for simpelt til at være noget særligt epokegørende. - Tænk dig om menneske!
 
Jeg ser,  at der nu er dannet en forening til "Mænds Bevarelse". Velsagtens et svar på 70ernes rødstrømper, så vidt jeg forstår. Men ellers lige så formålsløst, selvom jeg igennem mange år selv har befundet mig, om ikke just under, så dog på en måde i sideløb med den samme "kønskamps" åg, som jeg altid følt som en absurditet. For mig er kvinder og mænd dybt afhængige af hinanden. Og det ene køns optimale livsudfoldelse er utænkeligt uden som en parallel til det andet køns ditto. Og når denne gensidighed vitterlig giver os så mange tilsyneladende uløselige problemer, så løses disse ikke ved at kønnene går i "krig" mod hinanden, men ved at de i gensidig respekt søger at ændre på livs - og samfundsværdier, så de kommer i bedre harmoni med vore fælles dybere behov - jeg gentager, for det kan ikke siges for tit - vore dybere behov. - Er det os selv der skal formulerer vore værdier? Eller er det i virkeligheden helt tilfældigt, hvilke tiltorvsbragte værdier der skal have adkomst til at formulerer dem? - I min optik er det sådan, at hvis den indbyrdes gensidige respekt et forældrepar imellem ikke er optimal, så kan deres afkoms udvikling heller ikke forløbe optimalt. Måske er en stor part af os mere eller mindre ofre for denne, generelt set, manglende respekt forældre imellem? Den omstændighed, at så mange ofrer så megen energi på at "fabrikere" skyldkomplekser til blot at overdænge deres nærmeste med, kunne tyde på det! Men dette må dog aldrig, som tidens tendens ellers synes mig at befordre, være en undskyldning for ikke at forsøge at bryde denne onde cirkel.
 
Modsat mange andre, der demonstrerer langt større armbevægelser end jeg gør. Så definerer jeg stilfærdigt kærligheden, både den imellem mand og kvinde og den imellem mennesker i bred almindelighed, og sidst men ikke mindst til dem vi ikke forstår, og måske derfor tenderer imod ikke at bryde os om, som et hovedelement i kampen for en bedre verden. Men den må altid have sit udgangspunkt og sine arnesteder i de nære sammenhænge. Ikke mindst fordi det er der, vore børn vokser op og præges. Menneskelig værdighed understøttes ikke, som mange åbenbart stadig synes at tro, ved løftede pegefingre - om dette så sker i fjerne lande eller i den nære familiekreds gør ingen forskel, for det er alene ved eksemplets magt i de  små og overskuelige så vel som i de globale og dermed mere uoverskuelige samfund, at vore identiteter forankres. Dybest set, så er selve mit personlige gudsbegreb identisk med kærligheden til livet omkring mig, og med ydmygheden overfor vore menneskelige vilkår og overfor den bestemmelse, som vi hver for sig er født ind i, som vi på godt og ondt, al vor fejlbarlighed ufortalt, er forpligtede på. For at sige det lidt højtideligt,  så føler jeg mig som et menneske af Guds nåde. - Men om der også deri ligger, at jeg er lidt af en afviger, kan jeg ikke rigtig blive klog på?
 
Når Linda kunne finde på udelukkende at invitere damer på min fødselsdag, så var det jo fordi hun vidste, at hun ville glæde mig med det. I piger har altid, uden at det dog på nogen måde skal tages som afstandtagen fra mit eget køn, udøvet en magisk tiltrækning på mig, uden at jeg dog af den grund føler nogen tilskyndelse til også at belemre jer med ansvaret for nøglen til min egen lykke - lykken forstået som den følelse der kan opstå ved bevidstheden om Guds nærhed i den verden, hvori vi lever og ånder. Livet har lært mig, at dersom man negligerer denne Guds nærhed, kommer man, måske uforvarende, til at give næring til kærlighedens modsætning, hadet. Thi mønsteret for vore menneskelige tilskyndelser er nu en gang fuldt af paradokser!!
 
Som Linda fortalte jer. Så var min gamle mor meget betænkelig ved mine mange forskellige pigebekendtskaber. Ja, hun nærmest insisterende opfordrede Linda til, når / hvis jeg ville besøge mine veninder, selv at tage med. Og det er da også muligt, at dette i nogle sammenhænge kunne have en "stabiliserende" virkning på en mulig ægteskabelig tillid, selvom en sådan "overvågning", som dette jo er, egentlig kun kan være affødt af netop mistillid. - Og det er så igen denne underliggende mistillid, som i virkelighedens verden, hos begge ægtefæller, kun kan bortelimineres ved en lidenskabeligt funderet livsholdning, der i sin lidenskabelighed er stærk nok til at kunne matche og opfange timelighedernes nedslag på vore medfødte svagheder og tilbøjeligheder. Og for mig er det ikke, som sådan, Gud som en udefra kommende, dømmende instans, der løfter pegefingeren, men derimod et begreb om Gud som en dybt i mig selv boende instans, der hele tiden, stilfærdigt, minder mig om kærlighedsbuddet.

Som en afslutning på disse små "bekendelser" vil jeg hermed vedgå endnu én: "Linda tog fusen på mig på min 67års fødselsdag". Jeg vidste, at hun både var en frygtløs eventyrer, en kreativ livskunstner, en trofast følgepige, og så ellers lidt af en heks. - Men dette!!! Ja, da jeg sad der ved indgangen til min pensionisttilværelse midt iblandt alle jer vidunderlige tøser, følte jeg mig lige så opstemt, som jeg altid bliver, når jeg flyver. Og i den situation må I have mig undskyldt, om jeg skulle komme til at virke en smule overstadig. - Men er overstadigheden så alligevel ikke også, når alt kommer til alt, med sin overtrumfning af alt hvad der er "ordinært", den mere tænksomt motiverende spontanitets ultimative udspring og drivkraft? - På samme måde som Linda jo også er min?