Løst og fast omkring årtusindskiftet – nytår 2000

Nu hvor julen igen er ved at være over os er det så igen tid til at gøre en form for status over det svundne år og prøve på at reflektere over - efter ringe evne naturligvis – de mange modstridende, og for os alle sammen helt uoverskuelige impulser som det snart forløbne år har bombarderet os med. Ikke fordi det skulle være noget helt specielt for året 1999. – For hvis vi nu forestillede os, at vi kunne blive så gamle, så vi fik lejlighed til at se det i historiens lys, så ville det sikkert flyde så meget  ud med alle de andre år, at vi måtte sætte det under  lup for overhovedet at få øje på det.

Men for os her og nu er det jo noget ganske andet – heldigvis må man vel sige. For der kan jo være så meget i tiden der må undre og forundre os. Som nu det, som vi jo så ofte bliver informeret om, at vi er på vej ud af informationssamfundet for at bevæge os ind i videnssamfundet. Og det just nu, når vi står overfor det vidt og bredt omtalte år 2000 problem, der helt uhindret får lov til vedblivende at fremstå som det uvishedens spøgelse, det for snart længe siden blev introduceret som. Hvordan kan noget sådant hænge sammen med den ofte fremførte påstand at vor videns dynamik er så kraftfuld som aldrig før? Kan det være fordi de mennesker der besidder denne store viden enten ikke vil eller ikke kan videreformidle den til os andre, der må synes dem at leve på et helt andet plan? – Hvilket i sig selv for øvrigt kan være beklageligt nok!

Men hvad jeg ser som langt mere beklageligt – ja direkte farligt for vore samfunds grundsubstans og sammenhængskraft er, at der i ly af denne forståelseskløft imellem de vidende og dem der ,om end de ikke kan betegnes som uvidende, så dog i mere eller mindre grad føler sig kørt ud på udviklingens sidespor, opstår en til apati grænsende ligegyldighed overfor det der er svært at forstå, eller at forsøge at forstå. - Vi som i dag, ifølge statistikken, om man så må sige lever vort liv på aftægt - på lånt tid, har haft vore velmagtsdage i en periode hvor der endnu var markante modsætninger i samfundet  samtidig med at den politiske debat ind imellem slog voldsomme gnister som følge af reelle sociale og politiske visioner af forskellig observans. Almindelige mennesker levede med og engagerede sig på en helt anden måde end i vore dage.  Selvfølgelig, kan man som en slagsundskyldning sige, ar der heller ikke, den gang, var nær så meget andet at gå op i.

Nu ved jeg meget vel at jeg udsætter mig for at blive misforstået, når jeg fremsætter den påstand at den politiske debat i Danmark, ligesom i de øvrige dele af den såkaldt udviklede verden, i virkeligheden er mere eller mindre invalideret. Det er snart ved at være et fedt det hele. Fordi modsætningerne imellem de såkaldt toneangivende politiske partier snart sagt ikke er til at få øje på. De er alle henfaldne til dårligt skjulte skinmanøvrer for at foregøgle nogle reelt set ikke eksisterende forskelle. For når det kommer til stykket er det meget nær det samme de alle sammen vil.  Nu er det ikke sådan at jeg af den grund vil laste politikerne. De er jo dog demokratisk valgte. Og det er værd at erindre sig at intet demokratisk samfund vil nogen sinde kunne vælge politikere, der er bedre end dem de fortjener.  Ligesom det også er værd at skrive sig bag øret, at et hvilket som helst demokratisk system på forhånd er dømt til sammenbrud, hvis ikke de sten det er bygget af, nemlig vælgerne, er i besiddelse af den visionære kraft og ubestikkelighed i forhold til opgavens art, der alene kan give den demokratiske konstruktion tilstrækkelig bærekraft. Det er nemlig en fatal misforståelse at demokratiet skulle være politikernes projekt.  - Som alt for mange almindelige borgere synes at mene - eller at undskylde sig med.

Et er at vi som små almindelige borgere synes, at vore personlige muligheder for at gøre vore standpunkter gældende på bjerget føles mere end tvivlsomme, og derfor foretrækker at resonere og måske i stedet gøre en dyd ud af en til tyveri grænsende bjergsomhed. Der så igen medfører det skred i bevidstheden om dit og mit, der gør de svagere elementer til gemene tyveknægte, der så må straffes for det, som de stærkere behændigt manøvrerer udenom, og hvis de er rigtig heldige, endog kan bliver hædret for. Men noget helt andet er at ingen af disse nærliggende tilbøjeligheder, der i høj grad beror på bevidste valg foretaget af enkeltindividerne selv, kan fritage os for vort fælles ansvar for de samfund vi, hver for sig, er en del af. – Det er spørgsmål omkring disse personlige valg, der for mig står som den allervæsentligste udfordring, som det næste årtusind vil stille os og vore efterkommere overfor igennem de kommende generationer. – En udfordring ingen af os, i virkeligheden uden blakket samvittighed vil kunne undvige.

Nu er det jo altid let nok at pege på vore samfunds svagheder, fordi de, om end ikke nær altid, er så iøjnefaldende for os. Anderledes besværligt er det at udpege de tilgrundliggende skavanker, der, med mindre man giver sig tid til grave sig ned i ”dyndet” for at prøve at afdække dem, almindeligvis ligger  dybt og godt gemt. Hvortil kommer at det ikke altid er det rigtige man finder. – Skulle jeg, og det skal jeg, kort og dermed også stærkt forenklet pege på en alvorlig svaghed, der for mig synes særlig tydelig. Så er det, at det stort set er videnskaben alene og de på dennes initiativ ud klækkede eksperter der, ud fra ganske forståelige bevæggrunde, er kommet til at tegne vore demokratier ud fra devisen: Lad dem styre som forstår det.  - Derfor retter politikerne ind efter retningslinier udstukket af eksperter. - Måske endda mere fordi vælgerne, i deres ladhed forventer det, end fordi de selv finder det betimeligt? Derfor bliver de overordnede politiske modsætninger mere slørede end godt er, vel vidende at det der alene kan holde den politiske debat levende iblandt vælgerne er, at de føler at det gør en forskel.

Og jeg ser en stærk tendens til, at der hvor eksperterne/ videnskaben har talt, der ophører politikken praktisk talt. – Og dette naturligvis ud fra ubestrideligt rationelle grundindstillinger. Der er bare det ved det, at mennesket i sin natur, i sine behov og ikke mindst i sine reaktioner er dybt irrationelt indrettede – og alligevel er det dog dette materiale den demokratiske konstruktion skal bygges på. - Så vi må i gang med opbygningen af en ny ”arbejdsdeling” imellem vælgere, politikere og videnskab, hvor en gensidighed der rækker længere og dybere end til blot en form for sideordnet mere eller mindre ”tålt” sameksistens. - Ud fra devisen: ”giv kejseren hvad kejserens er og Gud hvad Guds er”.  - Jeg tillader mig hermed at sætte = imellem Gud og det irrationelle i mennesket, det der kun lader sig bevæge af de indre kræfter, der er større end det enkelte mennesket selv. Og som giver sig de allermest destruktive udslag, når de føler sig herreløse - gemmes væk eller fornægtes - måske endda indgår i en uhellig alliance med rationaliteten (Holocaust). Og dette på trods af at rationaliteten, set som et samfundsmæssigt gode, må opfattes som dennes indædt fjendtlige modsætning.

Der åbenbarer sig i disse år, i de såkaldt ansvarlige kredse verden over, en tyrkertro på at menneskets værdighed og integritet vil kunne sikres igennem internationale konventioner, sociale topkonferencer og alt hvad dertil hører. Dette også ud fra velmente og dybt rationelle intentioner. Og det på trods af at det efterhånden må være gået op for, i det mindste dem der bruger tid og kræfter på at følge verdens gang, at det der i virkeligheden er sket igennem de sidste mange år, hvor vi som aldrig før set, har udgydt en endeløs ordflom til forsvar for menneskerettighederne, er at overgrebene på de samme menneskerettigheder er taget voldsomt til i styrke og brutalitet.  – Og dette kan man så også vælge at se som en frugt af rationalitetens livtag med irrationaliteten.  Det var dybest set dette livtag der legitimerede både Stalins rædselsregimente og herrefolksideerne i Hitlertyskland på en så snedig måde at alt for få opdagede det før det var for sent.  - Og der er for mig intet der tyder på at vore grundindstillinger til disse realiteter, på trods af vore mest indstændige kollektive forsikringer om det modsatte, skulle være blevet væsentligt ændrede igennem det sidste halve århundrede af dette årtusind. - Og det finder jeg dybt ulykkeligt!

Men nu til noget helt andet. Det år som nu går på held har dog velsignet os danskere med hvad vist uden overdrivelse vil kunne betegnes som århundredets sommer. Og vi to her, har virkelig nydt det. Den eneste ”skuffelse” den bragte os var faktisk regnvejret på grundlovsdagen. For da skulle vort nye ”hjemmelavede” indkørsel til vort hus nemlig indvies. Vor lille skønne landsby dannede på den dag rammen om en lille højtidelighed i anledning af grundlovsjubilæet. Det begyndte i kirken og fortsatte foran et gammelt stråtækket hus midt i byen (på torvet) som i mange, mange år husede den kommunale sygeplejerske, biblioteket og lokalet hvor alle vigtige beslutninger blev taget af sognerådet. Det er nu indrettet til at huse Nordfalster Kommunes Lokalhistoriske Arkiv. Ligesom der foran huset står en sten til minde om lokal bonde, der var medlem af den grundlovgivende forsamling. Alt i alt en værdig start på denne lille - vor egen private - festlighed som rigtig mange af vore venner tog del i. Intentionen var at indvielsen skulle foregå straks efter festligheden på torvet. Men da det på det tidspunkt tog til at regne voldsomt, bestemte vi os til at gå direkte til bordets glæder, imens vi ventede  på opholdsvejr.  Det kom så pludseligt midt i maden. Og ud farede vi bevæbnede med paraplyer til Champagne, kager, højtidelig tale samt til rituel overklipning af den røde snor. Men næsten inden vi havde fået begyndt, styrtede det ned igen. Hvorved mange blev våde – ikke kun i det indvortes. - Men dagen var reddet og blev helt uforglemmelig.

Men denne herlige århundredets sommer fik jo også en ende. Ja, man kan sige at den på umisforståelig måde blev drevet på flugt af århundredets orkan, der på få timer fik vores lilleverden til at tage sig helt anderledes ud. - For mange af os ikke bare rent fysisk, men faktisk også på det mere mentale plan. - Måske var det bare forsynet der følte trang til at minde os om hvilke gigantiske naturkræfter vi også er underlagt, som vi ikke altid, som de, om end tvivlsomme, iscenesætter af medvind og grøde, som vi ellers helst ville være, kan forlade os på, men også må ruste os til at kunne modstå.  Hos os selv anrettede den kun minimal skade på vor udestue. Så man kan godt sige at vi denne gang slap med skrækken!

Og lige nu, hvor 1900tallet er ved at rinde ud, er vi i gang med at forberede os på en rejse til Afrika - Kenya  / Uganda den 14. januar – 3 marts. Man kan godt sige, at det har været en hurtig beslutning. Men det må det nødvendigvis blive når man følger med i hvad der dér foregår. På den ene side virker Afrika på os som en magnet. Og på den anden side ved vi at der netop dér sker så mange ting der foruroliger os. Vi har ingen intention om at rejse unødigt rundt i hverken Kenya eller Uganda. Men vi har en meget stor trang til være sammen med nogle af de mange mennesker, som vi nu igennem mange år har kendt, Og også til at bo og leve sammen med dem for et kort stykke tid igen. 

Vi rejser ikke til Kenya / Uganda uden både fysisk og mentalt at føle vægten af de udfordringer det medfører for os at være gæster i lande som på deres egen helt umiddelbare måde modtager os med nogle åbne arme, vi hidtil aldrig noget andet sted har mødt. Vel vidende at vi ingen mulighed har for at modtage nogen af dem i vort eget land. Fordi de her, hvor menneskeretten sidder til højbords, på forhånd vil blive betragtede som potentielle asylsøgere, og derfor uønskede.  - Man må spørge sig selv: Hvor langt hen imod en bedre verden forestiller vi os at den af os så lovpriste globalisering, som jo bl. a. også er en frugt af vore dages intense rejsevirksomhed, som kan bringe os alle tættere sammen. Så længe den drives frem af alle os, for hvem verden stadig står åben, imens vi samtidig forbeholder os retten til at formene alle dem adgangen til vore egne lande, der har forkert hudfarve eller som bare ser ud til at være for fattige?

Jeg kan meget vel se de aktuelle grunde til at opdele mennesker i rige og fattige. Men jeg har ingen tiltro til at det på nogen måde vil kunne virke befordrende for verdensfreden eller for en lykkeligere fremtid for os alle. Og dermed også til gavn for vor egen sikkerhed og overlevelse. - Globaliseringen er over os, hvad enten vi ønsker den eller ej. Spørgsmålet for os er ikke om vi skal begræde den eller tiljuble den. - Men om vi igennem den, med den som redskab, vil arbejde for en mellemkulturel forståelse og et ligeværdigt samarbejde? - Er vi ikke rede til det - og det er der, for mig at se, ikke meget der tyder på, at vi er, så vil den globalisering, som kunne være en vigtig løftestang for menneskelig udvikling og opblomstring, ubønhørligt ramme os som en boomerang. - Jeg fester ingen lid til skrækvisioner. – Så som sådanne ønsker jeg ikke dette opfattet.  Men hvis vi ikke alle sammen er så dybt forelskede i livet, med al dets skønhed og mulige, vidunderlige mellemmenneskelige relationer, så vi føler os parate til at sætte menneskelighed over mammon.  – Ja, så har vi altså valgt forkert!

Vi holder jo alle sammen af gode fortællinger, og dem har vi rigtigt nok en Guds velsignelse af, ikke mindst her i HC Andersens fødeland, som vi har hørt eller selv læst masser af gange uden at den tanke synes at have strejfet os har strejfet os at de skulle være blevet forslidte. I de gode gamle dage var denne slags fortællinger en integreret del af menneskers overmåde forskellige kulturelle arv verden over. De blev mundtligt overleverede fra generation til generation. Og de udgjorde en vigtig bestanddel af den ballast der sikrede at mennesker var rustede til at leve deres liv og at bevare deres værdighed igennem gode og onde dage. Og ikke mindst til at de kunne magte at bære tunge skæbner uden at blive ”slået ud af kurs”. Da jeg stod midt blandt fremmede mennesker i Kenya og havde vanskeligt ved at fange deres opmærksomhed omkring det som jeg havde til opgave at formidle, opdagede jeg, - måske ved en ren tilfældighed, at jeg altid med en god fortælling kunne fange deres opmærksomhed. Både de og jeg selv opdagede at der trods alt alligevel var noget vi kunne være fælles om, og det skærpede deres såvel som min egen opmærksomhed i positiv retning.

Derfor er jeg da også siden hen blevet mere lydhør for fortællinger, ikke mindst når de har deres oprindelse i såkaldte primitive stammekulturer. For ikke så længe siden fandt jeg en sådan fortælling med oprindelse i den Nordamerikanske indianerkultur, om en mand, ”Bear Heart” (Bjørnehjerte), der har skrevet en bog der hedder ”Vinden er min Moder”, som jeg blev meget betaget af. Som ganske lille var denne mand, Bjørnehjerte, blevet udset til at være medicinmand. Og det er hans oplevelser bogen handler om. Blandt meget andet også om den uddannelse han først skulle gennemgå. Han fortæller om hvordan hans lærer tog ham hen til en dam og bad ham kikke lige ned i vandet, hvorpå han spurgte: Hvad kan du se? Mit eget spejlbillede svarede han! Derefter bad læreren ham tage en træpind og røre rundt i vandet. Og spurgte derpå: Hvad ser du nu? Nu er spejlbilledet forvrænget! Svarede han. Bryder du dig om det billede af dig selv? Spurgte læreren så. - Nej, det bryder jeg mig slet ikke om, måtte han nødvendigvis svare. Derpå belærte hans lærer ham om hvor vigtigt det var altid at tænke på dette, når man møder et andet menneske. For det man får at se i dette menneskes ansigt er altid ens eget spejlbillede. Og er dette, eventuelt, forvrænget vil dette ofte være udtryk for noget ved ens eget væsen, man ikke bryder sig om. Der kan være noget inde i en selv man søger at fortrænge og lægge afstand til. Og når man ser dette i et andet menneskes ansigt, så bryder man sig ikke om det menneske, uanset at det måske i virkeligheden sagtens kan være noget inde i en selv der bærer skylden derfor.

Og det er på den måde vi mennesker er alt for tilbøjelige til at opfange og forstærke de ringeste og mest destruktive sider af os selv. Vi burde forsøge at forestille os alt det spildte blod, og al den elendighed, som vi kunne gøre en hel del for at undgå ved at lægge os denne lille fortælling bag øret, og sætte alle vore kræfter ind på at forædle hver vore egne adfærdsmønstre. For at sige det så stærkt som jeg kan: ”Hvor længe vil vi blive ved med at bære ved til den triste konstatering, at vi mennesker øjensynlig hellere vil dø sammen end leve sammen? – I håbet om at vi igennem det kommende årtusind vil blive i stand til, kollektivt, verden over at gøre vort mod, og vore hjerter store nok til dette, så et mere positivt fingeraftryk på verdens gang efterhånden vil udkrystallisere sig i en fornyet offensiv til fremme af den menneskelighed, som man vist ikke kan sige, at det netop nu udrindende årtusind, i hvert fald ikke her hen imod dets slutning, har magtet at sætte igennem. Og med denne vor dybt følte forhåbning ønsker vi alle vore venner rundt omkring ude som hjemme en rigtig glædelig jul, et lykkebringende nytår. – Og ikke mindst et nyt årtusind fuldt af nye muligheder og visioner.