Jule/nytårsbrev 2003 / 2004

Kære venner.

Arne Skriver:
Som sædvanlig, forsøger jeg i mit jule/nytårsbrev at skrive kommentarer til nogle få af de aktuelle spørgsmål der er oppe i tiden. Selvom ikke mange udover de såkaldt professionelle kommentatorer med mere intellektuel baggrund end jeg særlig ofte ytrer sig om dem, hverken på skrift eller i tale, så ligger de jo alligevel og lurer i baghovedet  på rigtig mange af os, ligesom de da også, ret beset, vedrører os alle. Nogen tænker måske, at det er omsonst af mig at spilde min tid på at lufte mine lommefilosofiske positioner ud, også i hovedet på mennesker der måske slet ikke har bedt om det? - Og jeg må da ærligt indrømme, at jeg også en gang imellem kan have min tvivl? - Men alligevel. Når jeg nu helt fra barnsben har været optaget af  betragtninger og  refleksioner over politiske og dermed beslægtede emner. .Så kan jeg bare slet ikke lade være.

Det er, som sikkert mennesker til alle tider har ment, en underlig tid vi lever i. Muligvis med den tilføjelse, at jo hurtigere ændringer i livsvilkårene i løbet af en given tid, jo mere underlig må den vel højest troligt have været oplevet. Ændringer i livsvilkårene har jo fra de tidligste tider været en, om man så må sige, naturgiven realitet.  Klimaændringer, folkevandringer, krige og naturkatastrofer så vel som tekniske landvindinger/fremskridt og lignende har igennem tiderne, på godt og ondt, udfordret slægterne. - Og dog kan vi vel med en vis ret hævde, at de ændringer i vóre livsvilkår som nu til dags udfordrer vór tilværelse er af en ganske særlig, og aldrig tidligere set karakter, i og med at de involverer os alle sammen på globalt plan. Jeg ser, at slægterne før os, på trods af mange ulykkelige og ikke sjældent selvskabte katastrofer har været i stand til at finde veje til overlevelse og udfoldelse af i ly af en sand overdådighed af kulturerelle særpræg, der for langt hovedparten af verdens befolkninger, i varierende grad, har gjort deres eksistens mulig, hver på sit eget særlige grundlag. - Hvor vi modsætningsvis i dag  står overfor fordringen om tilpasning til det såkaldt universelle, der ofte med nærmest religiøs  patos, udråbes som den endegyldige løsning. Det skræmmer os, fordi det sætter vore forskelligheder under pres for en ensretning og homogenisering, som vi slet ikke bryder os om, og som derfor, næsten som en steppebrand, spreder angst og aggressivitet. - Det endda på trods af vor dybt rodfæstede forestilling om, at vi vel aldrig på noget tidligere tidspunkt i historien, hverken med hensyn til viden, teknologi eller evne til nytænkning, har været bedre rustet til at takle forandringer end netop nu.

Vi har ved vor menneskelige snilde, viden og rent ud fantastiske evne til nytænkning fået etableret det tekniske fundamentet, der burde kunne sikre os alle en helt enestående fremtidig materiel velfærd kloden over.  - Men det vi bevidst eller ubevidst frygter er, at det nybrud og opbrud i vore åndelige og medmenneskelige tankebaner, som det villle være at bryde med ovenfor nævnte angst, uanset at dette er forudsætningen for vor evne til at mestre denne udfordring, har vi i gensidig  mistillid - ofte grænsende til had - endnu ikke haft mod eller vilje til at kaste os ud i.

Det er som om det åndelige grundlag for vor eksistens, der til alle tider har hvilet på visse etiske værdinormer, skrevne som uskrevne, til styring af vore menneskelige og samfundsmæssige relationer, har været sat i skyggen af de rent ud sagt blændende teknologiske landvindinger, vi igennem de seneste årtier har været vidne til. Det er da rigtigt, at disse er sket samtidig med at der også på både lokalt og globalt plan er sat stærk og vedvarende fokus på det forholdsvis nyopståede begreb om menneskerettighederne. Men dette har øjensynligt ikke kunnet forhindre, at vi sideløbende har udviklet et sært sæt individualistisk tankegods, der udfra påstået samfundsmæssig nyttefilosofi har ment at kunne godtgøre formålstjenligheden i, i det godes tjeneste, at se stort på væsentlige menneskelige hensyn.  Blandt andet udfra den lære som for eksempel præsten, forfatteren og samfundkritikeren  Jacob Knudsen ivrigt advokerede for omkring forrige århundredeskifte. Han hævdede, at der ikke ville kunne komme ordentligt træk i "samfundsskorstenen" med mindre "vinterens kolde ånde fra neden" kunne strømme frit.

Dette er et synspunkt, der med vekslende styrke har indvirket på de politiske vinde i hele eftertiden. Rigtigheden i synspunktet kan vel i høj grad diskuteres. Og uanset at det for tiden synes at have særlig mange tilhængere, er det vel meget tænkeligt, at det mere har rod i et klart lavdelt, autoritært samfund med store relativt dårligt uddannede samfundsklasser, der i større eller mindre grad har affundet sig med deres status som underklasse, ja måske ligefrem har gjort en dyd deraf, end i vort moderne, oplyste samfund hvis hele opbygning og videreførelse beror på selvtænkende borgere, der som børn af den klassiske oplysningsfilosofi er belært om at vi skal tvivle på alt, stole på vor fornuft og undgå at lade os misbruge af nogen til fordel for noget man ikke selv har fattet og valgt. - Forsøger man sig med virkemidler som "denne kolde vind fra neden" for at " belære" selvberoende borgere skal man næppe regne med noget positivt udkomme. - Jævnfør talemåden: Tryk avler modtryk!

Det ville være tåbeligt af os at overse, at der i alle vore vestlige samfund, både i det store og det små, er alvorlige opløsningstendenser på spil, der, hvis de ikke bliver imødegået med overbevisende modtræk, kan få uoverskuelige konsekvenser både lokalt og globalt. - Tendenser der ikke lader sig korrigere ved hjælp af negativ, henholdsvis positiv særbehandling af nærmere definerede samfundsgrupper. For miseren beror, efter mit bedste bud, langt mere på et indre menneskeligt misforhold imellem begreberne "ånd og materie", der ikke lader sig udjævne med hverken "stok" eller "gulerod", hvis I forstår hvad jeg mener? - Og det der gør dette misforhold så problematisk for vores eksistens er, at vi med den materialistisk indstillede holdninger til tilværelsen, der for tiden er gældende på " bjerget", ikke har tillid til andre "behandlinger" end dem der kan udledes af økonomisk/materielle synspunkter og virkemidler. Hvor de i virkelighedens verden kun igennem en langtidspåpvirkning af hele vort eksistentielle tankeunivers, sammen med et rundeligt tilskud af både selverkendelse og fantasi til nytænkning, efterhånden kan udkrystalisere sig i en dagsorden, der bedre er egnet til få alle borgere til at trække på samme hammel. - For det er jo i en nøddeskal det, det hele drejer sig om. Og det må netop have være det, tror jeg, der har været de drivende kræfter bag opblomstringen af hver enkelt af historiens store og epokegørende kulturer.

Enkeltindividers dårligdomme kan man tage på sygehuset for at  få behandlet, og eventuel fejlbehandling kan man - sommetider - få erstatning for - hvad man så ellers kan bruge den til, hvis man i mellemtiden er afgået ved døden?  Anderledes med et samfunds dårligdomme. De skal nok på den ene eller den anden måde blive behandlet. - Men risikoen for fejlbehandling findes der ingen forsikring imod. Den er altid på borgernes egen regning. Og det er netop det der er grunden til at jeg går så højt op i at skrive dette brev - måske i det forfængelige håb, at en og anden læser ville kunne inspireres til at blande sig og råbe gevalt. - Når alt kommer til alt er det måske vores magelighed der er vort folkestyres allerstørste trussel.

Jeg vil ikke prale med at have det helt store overblik over verdens gang.  Dog ved jeg at alting har sin tid, og at intet varer evigt. Vi kender forhåbentligt alle til det fænomen, at alle de store kulturer, som vi i vor lange historie har kendt til, har haft deres blomstringstid lige så vel som de også har haft deres forfaldstid. Det er en af vor tids klare kendetegn, at vi godt nok dyrker historien, men fortrinsvis holder os til at dyrke de sekvenser af den, som i ideologisk øjemed kan bruges til at underbygge netop vóre sympatier eller antipatier med. Imens vi ikke ofrer de store linier og de længere tidshorisonter megen opmærksomhed. Skønt det dog er netop dér vi ville kunne læse "skriften på vægen".  For også selvom vi vel næppe alle sammen ville være enige i tolkningen af denne, ville vi alligevel, som en helhed betragtet, få nogle helt andre vinkler på vor måde at agere på. - Det er nemlig, i en demokratisk sammenhæng, ikke nok at  interessen for disse, så vel som for alle mulige andre aspekter af betydning for den frie meningsdannelse, deles af  nogle få historikere og andre tilhørende den såkaldte elite. I et demokratisk samfund er de historiske overblik et vigtigt redskab for meningsdannelse. Jeg må pege på, at blandt de farer der også truer vort folkestyre er, at vi er så tilbøjelige til at harselere over dårlige politikere der altid er på jagt efter billige points, eller over mediernes hang til at prostituere sig. Mens vi i vor iver hermed glemmer den ligegyldighed og manglende vilje til selv at danne os vore egne anskuelser, stå ved dem og føre dem i marken, som vi selv stiller til skue.

Jeg er så heldig at være ejer af Carl Grimbergs Verdenshistorie i 16 bind fra 1960. Og i den har jeg naturligvis også kunnet finde historien om Romerrigets fald, som man nok må have lov til at kalde en vaskeægte gyser.  Den begyndte jo med de forskellige kejseres overmodige forsøg på at holde sammen på et stort rige, der efterhånden fuldstændigt havde mistet sin sammenhængskraft. Hvilket naturligvis kun kunne føre til nederlag på nederlag, anarki, og følgelig også til romernes svigtende tillid til deres ledere. Den entusiasme, der før indadtil havde sikret riget og gjort at borgerne i naturlig taknemmelighed betragtede den romerske stat som garant for deres velfærd, forvitrede langsomt men sikkert. Således at der hvor de før havde bestridt deres opgaver med liv og lyst, måtte de nu tvinges til at udføre dem. Resultatet blev da også en mur af modvillighed, der igen af kejsermagten blev besvaret med nye tvangsforanstaltninger. F eks blev stavnsbånd indført for at imødegå en katastrofal produktionsnedgang.

Og her er det så, at jeg i dagens Danmark, og i vore vestlige samfund generelt, aner uheldsvangre paralleller. Ser man på det indenfor min levetid, synes jeg at bare nogle få eksempler kan få den til at løbe koldt ned ad ryggen. Iblandt os der var unge i 30verne og 40rene var der kun få der ikke, af sig selv, målbevidst gik ind i ihærdigt arbejde for hurtigst muligt at kunne stå på egne ben. I mine egne cirkler stilede vi mest efter at blive selvstændige - at få "foden under eget bord"- også med det helt bevidste formål, som mange i dag vil ryste på hovedet ad, at gøre sit land ære. Hvor ungdommen af i dag næsten uafladeligt af regering, vismænd og erhvervsledere trues med bål og brand hvis ikke de rubber neglene i deres forberedelser til arbejdsmarkedet, og i det mindste udsætter "fjumreåret" til de har nået pensionistalderen - underforstået: De har alt for meget unødigt pjat i deres hoveder. - Og dog må det være hævet over enhver tvivl.  At det materiale ungdommen af i dag er gjort af hverken er anderledes eller ringere end det som den altid har været gjort af. - Måske er det bare de vilkår der bydes den der er mere problematiske.

Og endelig er der i den anden ende ved at være langt imellem de arbejdstagere der, til trods for alle anklager om manglende samfundssind, ikke med længsel ser frem til den dag de kan gå på efterløn. - Det var ikke en indstilling ret mange fra min forældregeneration havde, eller overhovedet i deres ondeste drømme kunne forestille sig.  - Og bedre er det slet ikke gået for de hundredtusinder af gode danske borgere, der af alle vi andre bliver gjort til ofre for nedslidning og afskedigelser som følge af de omfattende strukturtilpasninger, der dog påstås at være en ganske naturlig følge af vores alle sammens legitime bestræbelser på at gøre samfundet og os selv rigere. De bliver fra snart sagt alle sider skudt i skoene, at de nasser på samfundet, og er derfor udsat for spot og mistænkeliggørelse. Jeg synes, at vi som samfund burde skamme os over roligt at se på, at vi igen, på god gammel ridefogedmanér, har taget træhesten og gabestokken til os, nu bare i en moderne udgave, der bedre kan kamuflere den bagvedliggende tvangsfilosofi, som man nu blot har omdøbt til "noget for noget".

Jeg ved godt, at dette på mange måder er en grov generalisering, som mange vil sætte spørgsmålstegn ved. Men som et billede på den forråelse som vor ensidige fokus på materielle værdier har udsat vore sårbare, men fundamentalt vigtige samfundsrelationer for, kan det næppe seriøst antastes .- Jeg synes, at det må være en samfundsopgave at forsøge at finde ud af hvad der er baggrunden for disse besynderlige forandringer i borgernes forventninger/intentioner, eller mangel på samme. - Hvis det grunder sig på at mange medborgere, i modsætning til hvad der var tilfældet i tidligere generationer, har en følelsen af arbejdslivet som en trædemølle. Så var det måske en ide at vi på vort intellektuelle arbejdsmarked overvejede, om ikke en del af vore med iver tilbedte økonomer burde byttets ud med nogle af vore nedgjorte, forkætrede humanister?

Når jeg nu nævner begrebet samfundsrelationer, så vil jeg gerne pointere, at i den globaliserede verden, som vi selv så ihærdigt har arbejdet for, og igennem århundreder høstet umådeligt mange fordele af, har vi dermed også inddraget denne store verdens borgere, der nu, takket være moderne kommunikation, bor og arbejder lige henne omkring  hjørnet, som hørende med til dem der også må være omfattet af ovennævnte samfundsrelationer. Om end vi stadig for en stor del har glæden ved disses "opdyrkning" til gode. Vil vi hellere undslå os for det besvær og de ulemper, der hermed vil være forbundet? Så tror jeg nok, at det i det lange løb bliver værst for os selv! - Verden kan meget lettere undvære os, end vi kan undvære verden! - Og den går jo heller ikke i stå, blot fordi nogle få forkælede danskere måtte ønske det. Jeg  husker en gang for mange år siden, også længe før jeg havde nogen forestilling om at jeg nogensinde selv skulle komme til at beskæftige mig med fattige landes udvikling, hørte vor daværende statsminister Anker Jørgensen i radioen. Med begejstring i stemmen fortalte han om de vældige fremskridt vi i hele den vestlige civilisation havde magtet at gennemføre til vore nationers store gavn og glæde. Han sammenlignede det med et tog drevet frem af et superlokomotiv med et enormt potentiale for fremdrift. Men sluttede samtidig af med en opfordring til os alle sammen om at vi, hver og en, tilsluttede os visionen om ikke bare at sætte os hen i lænestolen og nyde frugterne af vor egen succes. Men tværtimod alle være aktivt med i bestræbelserne for at tilføre superlokomotivet endnu flere kræfter, så det en dag ville blive kraftfuldt nok til også at trække udviklingslandene med ind i vor egen succes.

Disse ord af vor statsminister, som jeg jo kun kunne tilslutte mig, og som jeg føler mig overbevist om også fandt meget bred klangbund i hele vor vestlige verden, har jeg i mange situationer tænkt meget over, ikke fordi de lige netop kom fra AJ's mund, men fordi de udtrykte en almenmenneskelig tankegang hos et bredt folkeligt flertal. - Og ikke mindst netop fordi de lød så fornuftige og besnærende. Senere, da jeg selv pludselig stod midt i problemerne og havde svært ved at finde ud af hvad der var op og ned, blev jeg nødt til at udsætte denne læresætning, som jeg jo også selv havde taget til mig som min egen, for en kritisk genovervejelse. For jeg måtte efterhånden erkende, at den byggede på den falske forestilling, at hele ulandenes kulturelle ballast og deres stedlige naturgivne udviklingspræmisser, nok for os som fremmede, var både vanskelige og komplicerede, ofte på det nærmeste uforståelige - men dog alligevel måtte regnes som underordnede i forhold til den mission vi var sendt ud med, fordi denne jo helt klart bestod i blot at videregive universel, konkret viden og anvisninger på praktiske foranstaltninger.

Sådan var det bare ikke. For overhovedet at komme til sagen må man, lige så vidt det er muligt, sikre sig , at vi kender hverandres egentlige og dybere hensigter. Ikke mindst den, på begge sider, dybt rodfæstede ide at vi kommer til dem som "godgørere" (dem, som de til deres eget bedste i alle måder gør klogt i at se op til - eller i det mindste lade som om de ser op til), er et vanskeligt problem som mange fristes til bare at skøjte hen over. Men det må man altså bare lære at forstå, og at bygge bro over. For hvad enten vi bryder os om det eller ej, så "puffes" vi af vaner og tilbøjeligheder ind i koloniale rollemodeller og ender op i det gamle mønster defineret af dem " der har" og "dem der ikke har". Det skaber en uhyre vanskeligt overkommelig forståelseskløft imellem os, gående ud på at vi i stort set alle forhold har forskellige udgangspunkter, og derfor også forskellige dagsordener. Idet vi følgelig, hver for sig, ikke har let ved frigøre os fra den tanke, at det er den anden part der arbejde ud fra skjulte dagsordener. - Og jeg kan forsikre alle jer trofaste læsere af mine skriverier om, at det at sætte sig ud over alle de forviklinger som disse forhold kan forårsage, kan være både deprimerende og inspirerende - vildt spændende og dybt frustrerende. Alt sammen under forudsætning af at man føler tilstrækkelig ydmyghed for opgaven og går til den med fornøden lidenskab. - For de fattige folk er, når det kommer til stykket, mennesker med følelser, drømme og behov, akkurat som alle vi andre, der bare, takket være et mere heldigt fødested, har haft nogle andre forudsætninger. - Og de underpriviligerede er ikke mindre nølende end os selv, når det drejer sig om at skippe indgroede forestillinger. Det tør jo nok siges, at vi rige vesterlændinge ikke har formået at leve op til de store visioner om at trække udviklingslandene med op, bare i nærheden af vor egen standard. Desværre er det det stik modsatte der er sket.  - Det er mit bud, at når det er gået sådan, så er det fordi vi har været så optaget af vor egen succes, at vi ikke har kunnet få øje på nogen anden måde at anskue verden og dens muligheder på, end den der angiveligt hár givet os selv al den magt og rigdom som vi er lykkelige over - og bange for igen at miste! - Forudsætningen for det vi tænkte os fandtes ganske simpelt ikke! Og det ligeværd, der altid i alle menneskelige sammenhænge hvor formidling er det eneste brugbare redskab vi råder over, har vi ikke i tilstrækkelig grad magtet at skabe/fremtrylle. Ja, jeg tror faktisk at der ligger en god del magi i kunsten at skabe det. - Selv plejer jeg at sige, at det som hvid er betydeligt mere sjovt at spille Kong Salomon i Afrika end bare at være Jørgen Hattemager hjemme i Danmark. Underforstået: Det er mere tiltrækkende at sole sig i de sortes respekt og ride med, end det er aktivt at forsøge at dæmpe den ned ved at "stå af". Det er såre menneskeligt at gøre det første, ved bare at lukke øjnene for det sidste.

I denne forbindelse kunne jeg have lyst til at fortælle om en oplevelse, som Linda og jeg havde da vi, fordi vi var plaget af mus og rotter, havde bestemt os for at anskaffe en kat. Nu skal det siges at iblandt afrikanere er katten så absolut et lavstatus husdyr som stort set alle hellere sparker til end under den dens føde. Da vi forklarede dem om baggrunden for vor beslutning så de aldeles uforstående på os. - En kat som rottejæger - det gik langt ud over deres forestillingsevne. Da vi senere kunne føre bevis for dens evne i så henseende klarede deres ansigter op. Nå ja, forklaringen måtte naturligvis være, at den kat jo boede hos hvide mennesker! - En anden oplevelse havde Linda og jeg engang i Ugandas hovedstad Kampala. Vi havde jo på et tidspunkt et nært samarbejde med en højtrangerende politiker. Og så kom det sig at vi en aften, af denne politiker, blev inviteret med til barbecue (grillaften) hos en af dette politikerpars gode venner, som var den algeriske ambasadør og hans frue. Vi havde gjort opmærksom på, at vi bestemt ikke havde mulighed for at opfylde de normale påklædningsmæssige normer for et sådant "high society party". Men da de insisterede på at dette slet ingen betydning ville have. Og da vi jo heller aldrig selv har stillet os i vejen for vore egne muligheder, indvilligede vi i at optræde som imiterede "rygsækturister " i "fornemme omstændigheder".

Vi blev selvfølgelig, af en hvidhandsket tjener, lukket ind til det fornemme palæ der udgjorde ambassadørparrets bolig ad en kæmpestor jernlåge og  kørte derfra videre direkte til den fine entredør, hvor vi, godt nok lidt forlegent skottende skiftevis fra vore egne simple joggingsko til vort elegante værtspars højglanspolerede fodbeklædninger og tilbage igen, blev modtaget nøjagtig som havde vi været deres venner igennem mange år. Det var tydeligt at se på ambasadørens arabiske træk og hudfarve at han var orientaler, imens hans frue så lige så hvid ud som os. Og de mødte os begge med den ligefremme venlighed der allerede på forhånd lovede os en god aften.  Idet jeg dog, ved hjælp af tegn, miner og mimik, undertiden subleret af et kærligt spark over fødderne, af min mere erfarne hustru måtte lade mig grundigt vejlede i takt og tone i disse, for mig, ret så uvante omgivelser.  Hvor godt hendes ellers velmente diskretion så lykkedes skal jeg ikke kunne udtale mig om. I hvert fald blev det, på min side, fuldstændigt overskygget af, at det alt i alt blev en både interessant og tankevækkende aften, hvor samtalen nærmest ingen ende ville tage. Og her er det så jeg kommer til det som jeg gerne ville fortælle. Til stede var foruden omtalte politiker med frue, ambassadøren med frue samt Linda og mig selv tilligemed en kendt sort professor ved Makere Universitetet i Kampala. Og et af de spørgsmål som specielt denne sorte professor var meget optaget af var, hvoraf det kommer, at sorte folk altid, også i de mange tilfælde hvor der slet ingen rimelig grund er til det, føler sig underlegne i forhold til de hvide.

Grunden til at jeg i særlig grad har hæftet mig ved netop det forhold er naturligvis, at jeg også selv i så mange sammenhænge er stødt på det samme forhold. - Og også jeg har set det som en alvorlig hindring for den fremgang som netop i Afrika er så livsnødvendig. Og som I kan se af ovenstående eksempler, så er det ikke kun dem uden uddannelse der plages af det. - Selv om der dog nok må siges at ligge et håb i at i det mindste nogle af de uddannede sorte er opmærksomme på det. - Og alligevel, så har vi fra vesten, via IMF og verdensbanken med deres krav om urimelige strukturtilpasninger, gennemtvunget katastrofale nedskæringer igennem i alle fattige lande kloden over. Nedskæringer, der ikke mindst har ramt landenes skolevæsener. Hvilket uvægerlig, iblandt mange andre skadelige påvirkninger, også vil forhale det tidspunkt hvor en sort i "rygsækturistantræk" overhovedet ville kunne drømme om blive accepteret som deltager i et High Society Party i Kampala, på linie med den måde hvorpå vi blev det. - Som om vi hvide skulle være noget i os selv, som de sorte ikke er?

Og her er det så jeg må minde om nødvendigheden af pilotens agtpågivenhed ved start og landing. Det er nemlig sådan, at der findes nogle vigtige grundregler for piloters manøvrering, når de skal starte eller lande deres fly. En helt bassal hovedregel at iagttage, som selv vi, der aldrig har beskæftiget os med den metier, med lethed vil kunne fatte og forstå er, at så længe flyet stadig befinder sig på startbanen er det ét ganske bestemt regelsæt der gælder. Hvor det, i samme øjeblik flyet ér i luften, er et helt andet regelsæt der skal manøvreres efter. Alt sammen ud fra erfaringen om, at det er den måde hvorpå man bedst og sikrest forebygger meningsløse katastrofer.

Vi, den vestlige verden, som råder over magten og midlerne, har skabt vor fremgang og velstand ved at udnytte alle forhåndenværende muligheder dygtigt og godt. Og samtidig er vi jo også fuldt klare over at vi, hvis vi vil undgå at degenerere, bestandigt må styre imod nye horisonter. Stilstand er lig med død siger vi.  - Som jeg ser det, så er ulighederne i verden nu blevet så store og farlige, at vor egen rigdom er ved at blive et alvorligt problem for os. Sådan at forstå, at vi, hvor vi tidligere nærmest efter eget forgodtbefindende bare behøvede at ønske for at få hvad vi pegede på, nu lægges stadig flere hindringer i vejen. Foruden at vi samtidig tvinges vi til at ofre stadig flere resurser og stadig stigende opmærksomhed bare på det lidet frugtbare tiltag at beskytte vor indvundne rigdom imod de mange fremmede folk fra fattigere dele af verden. Folk, der blandt andet takket være vore moderne verdensomspændende transport og  informationsnetværk fristes, for ikke direkte at sige opfordres, til at søge lykken der, hvor vi selv har påvist at mulighederne er til stede, koste hvad det vil? - Eller til i værste fald i desperation og vrede at skride til det der er langt værre, både for dem selv og for os.

Vi burde jo også huske på, at vor velstand er skabt på baggrund af en verden, hvor vi, stort set i århundreder har haft det privilegium at kunnet bevæge os frit og uhindret næsten alle vegne. Hvor vi nu på det sidste har set mange tegn på at dette privilegium, for fremtiden, ikke mere er så sikker at regne med. - Alene dette forhold kunne, i værste fald, vise sig at blive den snublesten der, over en årrække, kunne føre vort eget livsgrundlag ud på gyngende grund. - Det har aldrig været nogen let sag at forsvare sig imod en desperat fjende, der tilmed, med hensyn til jordisk gods, ikke har noget at miste. - Ikke engang det liv, som de/vi så nidkært hæger om, fordi vi oprigtigt holder af det, synes de for deres eget vedkommende at have noget værdiladet forhold til. - Jeg synes, at vi seriøst burde forsøge, netop med baggrund i menneskerettighederne, at finde ud af, hvad det er der får mennesker, der dog biologisk, genetisk og følelsesmæssigt er så identiske med os selv, til at betragte det liv de/vi lever med så forskellige øjne. - Vi har stor erfaring og viden om acceleration og styring på startbanen. - Og vi er også fuldt vidende om, at piloten, når farten når højt nok op, er nødt til at slippe landjorden og alle dens regler og sædvaner for at gå i luften, om ikke det totale havari skal blive vores endeligt. -  Lad os nu vise, at vi tør følge vores pilot i den kunst det er at hæve os op over vore menneskelige fordomme, udlevede doktriner, og forbenede rygmarvsreaktioner. - Det bliver noget nyt og spændende for os, som vi aldrig har prøvet før. Men vi har vor menneskelige evne til indføling, der vel, alt for længe, i hvert fald når det gælder alt det i verden vi ikke forstod - eller ikke ville forstå, har ligget brak. Men det er endnu ikke for sent at tage den frem , se på den og udvikle den. Både for vor egen velfærds skyld  - og for hele menneskehedens med. Mennesket er så langt vor klodes mest destruktive skabning. - Men des større en opgave er det at udfordre dets luner og gamle fordomme. - Det er lægens arbejde er at helbrede, uanset det er et sisyfosarbejde. For vi ved jo at døden altid vil vinde til sidst.  - Sådan er det også med arbejdet for en bedre verden, uanset hvad der måtte blive udkommet af vore anstrengelser, så vil intet ærligt arbejde for at øge forståelsen imellem mennesker og  imellem folkeslag nogensinde kunne være spildt, men bærer tværtimod lønnen i sig selv. - For mennesket er også vor klodes største skabning  - skabt i Guds billede!


Linda skriver:
Endnu engang er vi nået til lysenes og hjerternes fest, og til den mørke årstid. Vi vil være sammen med vore børn i dagene op til jul, og altså ikke deltage i gaveræset. Hvis det stod til mig, så sad vi i varmen på en ø i Stillehavet, badede spiste fisk og sang.

Den vigtigste begivenhed i år var vel nok at jeg/vi fik lov til at beholde Arne efter at han den 1. Oktober blev ramt af en blodprop i hjertet. Det var noget af en forskrækkelse. Efter Nykøbing Sygehus  ventede vi ca. en måned til han kom på Rigshospitalet. Og efter det ophold påstår han endog at han er næsten bedre end før. Vi er da så småt begyndt at tale om endnu en pilgrimstur i 04.

Ellers er året gået godt og roligt med dejlige fester, mange foredrag om både Afrika og Spanien. Endnu et oldebarn, og farmor er jeg også blevet.  Vores dejlige pige i Kenya, Angelina, som mange af jer har mødt, blev gift den 3. december. Og desværre må Arne jo ikke flyve i et halvt år, så vi måtte nøjes med at tænke på hende. Måske smutter jeg derned i en 2 -3 uger i februar, nu får vi jo se? Arne har været til 60 års elevjubilæum på Nr.  Ørslev Ungdomsskole. Så er det slut med det. Det ér sidste udkald, og holdene bliver jo også stadig mindre!

Egentlig gik vi i sommers og planlagde en bornholmertur, Men pludselig fik vi så en invitation fra vore canadiske venner, der bor midlertidigt i Schweitz i et år.  Og næsten samtidig også en invitation til at besøge nogle venner i Nordtyskland, (dels i øst og dels i vest).  Så den 1.september sad vi i toget til på vej ned til Schweitz, hvor vi fik en forrygende oplevelse.  Vores værtinde arbejdede i en skole, og imens kørte hendes pensionistmand os rundt i sin lille bil. Vi var i Lausanne, Groyère, Zyrich, Friburg, Bern og Luzern med Virwaldstætersøen. På Arnes fødselsdag blev vi kørt til landsbyen Rytenen  nær Soluthurn, hvor han en kort tid arbejdede på en gård. Og ligeså vel som han kunne finde vej nede hos løverne i Kenya, fandt Arne også frem til gården igen efter 56 år. Det var andre der nu ejede den. Men vi fik en fin snak, og Arne kunne kigge op til sit gamle værelsesvindue. Så det blev en rigtig fin fødselsdag.

Vore venner boede på et meget smuk sted i byen Estavayer le Lac og kun 3 - 400 m. fra søen Lac de Neuchatèl. En heldagstur med toget tog vi også til Zyrich på egen hånd. Og der mødtes vi med en af Arnes piger fra sprogkurset i Dublin for 20 år siden. Hun viste os rundt i byen, hvor vi også  i en af kirkerne så nogle flotte store glasmosaikker af maleren Chagal. Og vi endte til sidst oppe på toppen af et lille bjerg med det eksklusive hotel "Doldes Grand" , hvor Charlotte, som hun hedder, gav kaffen, der serveredes af en tjener med hvide handsker. Naturligvis var den røde løber rullet ud. Og udenfor stod  fornemme limusiner af mærkerne Jaguar og Rolls-Royce parkeret.

Vel hjemme fra Schweiz igen fik vi vort tøj vasket. Og så startede vi ellers Skodaen over Rostock til Brunow. Her boede vi i en uge hos en pilgrim kaldet Silke, som vi mødte i Spanien i 1994. Og som siden har besøgt os flere gange. Hun er nu blevet præst og har fået sin egen præstegård. Det blev også et meget spændende besøg med hjemmehygge og mange ture i omegnen.  Bl. a. også til Perleburg, og til Gustow, hvor vi "hilste" på hertuginde Elizabeth, prinsesse af Danmark (1585). Vi besøgte også Swerin, med det smukke gamle slot hvor nu afdøde dronning Alexandrine jo kom fra. Og endelig besøgte vi også Fridrichslust med det slot hvor samme dronning sikkert som barn har muntret sig om sommeren. Og endelig ikke at forglemme: Vi havde for tilfældets skyld taget lysbilledserier fra pilgrimsturen i Spanien og fra vores tid i Kenya med. Og den ide faldt i god jord. Vi havde 2 seancer for lokale medlemmer af Silkes menigheder, og fik en af disse, der var god til engelsk, som oversætter. Og de blev begge modtaget med meget større velvilje end vi på nogen måde havde forventet.

Og så gik turen ellers til Adendorf, hvor vore venner der tog os til Lyneburg Hede samt på en aftentur til byen Lyneburg, hvor vi overværede en 5 timers gospilkoncert med 6 forskellige kor. Og den store Jacobs Kirke var helt fyldt op med begejstrede tilhørere,  foruden at der også var 10 boder langs væggene hvor rødvin, kaffe, sandwich, pølser og bøffer solgtes. - Et herligt og for os temmelig usædvanligt skue. - Vel hjemme igen var det så at Arne dagen efter blev syg. Og hvor er vi dog taknemmelige over at vi nåede hjem.

Som sædvanlig tager jeg jo mange fotos, nok over 400 i løbet af året. Et af dem sendte jeg ind til en konkurrance i Storstrøms Amt om lokale fotos der ville kunne bruges til turistplakater m. m. Og sandelig om ikke det blev godtaget. Jeg har også i år deltaget i en uges fotoudstilling sammen med 7 andre piger, Kunstkællingerne kalder de sig. Ja, og så er spanskkursus og akvarelmaling jo også stadigvæk min store hobby. Og det nyder jeg meget!

Og så endelig til sidst det allervigtigste! Vi ønsker herfra jer alle sammen en rigtig glædelig jul og et godt og lykkeligt nytår. Vi tænker tit på jer, og håber naturligvis inderligt at alle er raske og har det godt.


Mange kærlige hilsener fra

Linda & Arne.