Julen 2007

Kære venner

Ja, så vil endnu et år meget snart at rinde ud, og det er tid til eftertanke omkring det, der igennem året, har haft hændt os to her på Vålse Møllevej 3. Rent helbredsmæssigt er der ikke sket os de store forandringer, Lindas diabetes er fortsat ikke let at styre, hun konsulterer regelmæssigt Steno Diabetes Instituttet i Kbh omkring kontrol og andre aktuelle tiltag for at styre sygdommen på bedst mulig vis. Hun har sammen med instituttet, med det formål at opnå en bedre styring, ansøgt Guldborgsund Kommune om at få tilkendt en såkaldt insulinpumpe, men har fået afslag, sikkert fordi de finder hende for gammel, og fordi de ingen penge har. Måske prøver hun at søge igen, denne gang med forstærket argumentation for pumpens nødvendighed fra Stenos side.

I begyndelsen af året havde Linda den store sorg at miste sin yngre søster, Annelise. Umiddelbart efter at hun havde fejret sin 60års fødselsdag i slutningen af oktober 06, blev hun pludselig syg. Det viste sig at være kræft, endda i et stærkt fremskredet stadie. Og efter ret kort tids sygdom døde hun så i begyndelsen af dette år. I februar var vi en tur i Kenya for endnu en gang at gense landet og hilse på nogle af vore mange venner der. Og besøget der var, naturligvis, ligesom alle de andre gange, en stor oplevelse, og selvom de fleste af dem der bor ude i Abosi (den landsby som vi fra 1984 til 91 arbejdede i) er blevet fattigere, så synes selve atmosfæren hos dem ikke at have forandret sig meget. De modtager os stadig lige smilende og med åbne arme. Det er såmænd som at komme hjem igen.

 Ellers er det, der har præget den just forgangne sommer allermest for os, at Lindas datter Laila i begyndelsen af maj, pludseligt, blev alene, idet hendes samlever igennem mere end 20 år døde af en blodprop i hjertet, kun 43 år gammel. Det var naturligvis et hårdt slag for Laila, ligesom det også var det for hele familien. Som mange af jer sikkert ved, har Laila i mere end 20 år lidt under en ret sjælden tarmsygdom, der kaldes Morbus Croon, som har bevirket, at hun efterhånden har fået så godt som hele sit tarmsystem bortopereret, hvilket bevirker at hun, både psykisk og fysisk, står på meget svage fødder. Og da dødsfaldet jo nødvendiggjorde salg af huset i Fårevejle, for at skifte til en mindre og, for hende, mere passende lejlighed i Nykøbing S, har det jo også stillet hende overfor nogle, for hende, fuldkommen uoverskuelige opgaver og krav, så som oprydning, salg af huset, flytning og indretning i en ny lejlighed og meget meget mere. Og det har Linda så hjulpet hende med i mange, mange dage i løbet af sommeren og efteråret, imens jeg selv har været græsenkemand stort set lige så længe. Men nu er brikkerne nu ved at falde på plads igen, og Laila var utrolig heldig, hurtigt at få huset solgt, så hun kunne flytte til lejligheden 1. december. Og dermed kan vi alle ånde lettet op. Julen fejrede vi i Nykøbing S. sammen med Lindas børn børnebørn og oldebørn.
 
Hvad mit eget helbred angår, så har jeg næppe grund til beklagelser. Vel har jeg lidt vrøvl med slidgigt i knæene og besvær med trappetrin. Men jeg har ikke ondt og jeg kan både gå og cykle lange ture. Men jeg forsøger at modvirke den med hensigtsmæssig kost samt knæbind og varme underbukser. Og så håber jeg på, at en dejlig varm og solrig sommer sammen med hestepillerne (glykosamin) vil gøre resten til forbedring af mobiliteten? Og med denne korte gennemgang af det forløbne års vigtigste hændelser for os, vil vi begge sende jer en lidt forsinket julehilsen samt ønsket om et godt og velsignet nytår, med tak for det der svandt.
 
Mange venlige hilsener fra Linda og Arne.
Linda & Arne