Jule / Nytårsbrev 2002 / 2003

Kære gode venner

Arne skriver:
Jeg vil begynde dette brev med først at rette en stor tak til alle, der igennem årene trofast har læst mine breve, og måske også svaret, positivt eller negativt, på dem. For jeg har det nok ligesom mine jævnaldrende piger, da vi sammen var i skolealderen. De elskede nemlig at spille bold op ad en mur. Og hvis de ikke havde nogen mur at spille bold op ad, følte de sig ikke helt på toppen, og dermed heller ikke i stand til fuldt ud at udfolde deres ”boldkunst”, til glæde og tilfredsstillelse for dem selv, og til - i hvert fald i det skjulte -  stor inspiration for os drenge. For hvad er dog mere fortryllende for en dreng at lure på, end en glad pige der i den grad går op i det hun foretager sig? - Uanset om han så også gemmer sin beundring godt inde bag et solidt skjold af selviscenesættelse. – For at fortsætte ad samme spor tillader jeg mig den frihed at forestille mig jer, mine læsere,som den mur jeg kaster min bold op ad, i form af mine breve til jer. Idet jeg så håber, at I ved læsningen af dem kan fornemme den store glæde og tilfredsstillelse, som jeg selv har følt ved  skrivningen af dem. Også fordi den giver mig en kærkommen lejlighed til at folde det ud, som rører op i min tankeverden og ikke mindst i hjertekule, og som derved rent faktisk gør mig til den jeg er. Og så må jeg nok også vedgå, at alene tanken om, at dét som jeg her er kommet til at nedfælde på papir, måske, vil kunne virke provokerende / inspirerende på andre end mig selv, er mig til stor fryd.
 
Jeg tror ikke jeg rammer ret meget ved siden af, når jeg påstår, at den tid vi alle sammen gennemlever synes os at vende op og ned på alt imellem himmel og jord. Det føles som om vi kører rundt i en uendelighed, og imens vi bliver stadig mere rundtossede, synes os dette at skulle holde igen på tempoet, bare en lille smule, heller ikke længere at være nogen attraktiv mulighed, fordi det måske kunne medføre en endnu alvorligere trussel imod vor psykiske ligevægt, i medens den mulighed, at noget måske burde have været anderledes fortoner sig med et skær af bagstræberisk negativitet over sig. Og alligevel, så fyger det omkring os med så mange modstridende udsagn om både det ene og det andet, at det vel ikke er underligt, at mange mennesker, i det mindste mange nok til at kunne sprede frygt og utryghed i deres omgivelser, giver op og slår sig på narkotika, spiritus, fundamentalisme, ludomani, lovløshed eller en anden af tidens mange muligheder for virkelighedsflugt fra et samfund, som de ikke forstår, eller som de måske ikke en gang har lyst til at prøve at forstå. Imens alle vi andre må ryste på hovedet eller tage vor tilflugt til drastiske krav om skærpede sanktioner. - Skønt vi dog godt ved, at denne manglende lyst ikke lader sig tvinge frem, men alene lader sig elske frem. - Det dér med lysten til at prøve at forstå, som er så aldeles afgørende for os alle sammen, er jo i virkeligheden noget, som vi også alle sammen er født med. Man behøver blot at iagttage et lille barn, der altid har følt sig omfattet med kærlighed. Hele dets gøren og laden udstråler jo ligefrem en ubændig trang til at forstå den verden, der omgiver det.  - Hvis vi også som voksne kunne fortsætte med den samme barnlige opdagelsestrang, ville meget ganske sikkert være nået. - Hvis vi dog bare kunne opretholde fornemmelsen af, at gode relationer til vor næste altid beror på et jeg overfor et du. I stedet for, som det jo i vor forjagede tidsalder så ofte går for os voksne, der gerne vil udstråle viljestyrke og handlekraft, at vi nok får gjort os selv til et jeg, men fejler når det gælder duet. Som vi til gengæld har så let ved at få gjort til en anonym, grå masse, som det er meget lettere at forholde sig negativt end positivt til. - Der er jo et utal af faktorer i de moderne samfund verden over, der fremmer opløsningen af det kit, der tidligere bandt mennesker sammen, og i det mindste viste os hen til visse sociale og folkelige sammenhænge, hvor vi kunne finde et vist mål af skæbne - og andre fællesskaber. Den totale omstrukturering der foregår omkring os rammer hårdt og ubarmhjertigt ved uden nåde at køre mennesker, deriblandt også mange med samfundsmæssigt set rige potentialer, ud på blinde sidespor. Og dertil kommer så oveni globaliseringen, som netop er affødt af de moderne kommunikationsmidlers eksplosionsagtige udvikling, der godt nok medvirker til at give, i det mindste nogle mennesker, hele kloden som legeplads,  men som også takket være al vor individualistiske stivsind bringer os så tæt på hverandre, og ikke mindst tæt på vore forskelligheder, at faren for kortslutninger kraftigt øges, hvilket let vil kunne gøre os så frygtsomme, at vi "måske" alt for let falder for fristelsen til i stedet for igennem langsomhedens snævre gyder at tilnærme os hidtil ukendte landskaber, og dér, ved hjælp af nysgerrighedens og den ligeværdige samtales bevægende potentialer, måske, finde nye holdepunkter, søger ud på konfrontationernes brede, fartglade landevej, hvor alt forekommer enkelt og ligetil. - Men at langtidseffekten af disse farlige modsætninger derved yderligere skærpes, tvinger det kølige overblik i defensiven, samtidig med at de sløver vor dømmekraft, fordi denne dopes af overmod, er en helt anden sag.    
 
Det er som om, der er et virus der har inficeret os alle sammen. Og når vi nu stadig oftere hører udsagn, også fra vore hjemlige retsinstanser, om at et stærkt stigende antal af dem, der mere eller mindre groft har forbrudt sig imod landets love og almene begreber om lov og ret, ikke føler, at de har gjort noget galt og derfor ser samfundets sanktioner som direkte urimelige. Så ser jeg det som et varsko om, at der er noget meget alvorligt på færde, hvis dybere årsager ikke ligger hos disse lovbrydere alene. En af disse årsager kunne være, at vi i vores iver for udvikling, øget effektivitet i vore arbejdsgange og øget konkurrence i vor markedshåndtering, har gjort os selv til en slags ”ludomaner” i et spil hvor gevinst og tab er gjort til uigenkaldelige absolutter. - Alt hvad der ikke er hurtige penge i er ikke værd at ofre tid og kræfter på. - Enten er man inde eller også er man ude!  - Forleden dag spillede jeg Matador med nogle af mine børnebørn. Pludselig var der en af dem, som godt nok hele tiden havde siddet i uheld, der bekendtgjorde, at hun i grunden slet ikke brød sig om at spille Matador, fordi hun fandt, at hun næsten altid tabte. Betegnende nok var det netop hende, der indstændigt havde tryglet mig om at være med. Men jeg trøstede hende med, at jeg såmænd heller ikke selv var så glad for det spil, fordi jeg så mange gange havde oplevet, hvordan dem der tilfældigvis sad i held kunne lade sig friste til  at se sig selv som hele små konger på de mindre heldiges bekostning. For også jeg var nemlig, som stor dreng, helt vild med at spille dette, den gang, helt nye "lærerige" spil, på trods af min uvilje. Men her er det er jo netop spillets janushoved der træder frem. - Matador ér et lærerigt spil. - Spørgsmålet er blot hvad det er, man får lært sig ved at spille det?
 
I forlængelse heraf kan det vel heller ikke være en hemmelighed for nogen, at jeg har en stor passion for de fattige befolkningslag i Afrika. Og det, der i særlig grad har udløst min indignation over vor  vestlige verdens dobbeltmoralske plyndringstogter rundt omkring i resten af verden er mit 7årige ophold i Kenya i slutningen af 1980erne. Men det har faktisk ikke meget at gøre med hverken medlidenhed eller romantisering af oprindelige folks fortrin eller mangler. De sorte folk, har, som alle andre, deres stærke og svage sider som vi skal og bør respektere og tage udgangspunkt i. Det er, føler jeg, ikke en gang så meget det,  at vi har ”tyv stjålet” deres penge. Pengeøkonomien er jo dog trods alt, ikke mindst i de allerfattigste lande, en forholdsvis ny foreteelse, som netop vi selv, som bedrevidende, med stor energi har søgt at forcere frem. Man kunne være rigtig ond og sige, at pengene jo alligevel er ”vore”. Min indignation går først og fremmest på den arrogance og magtbrynde, som vor vestlige kultur i kraft af økonomiske og geopolitiske magtpositioner tilsammen med en høj grad af indbildt åndelig overlegenhed har optrådt med overalt, hvor der har været muligheder for det. Og som har forledt os til at tro, at vi, i bogstaveligste forstand, med bibelen, guldet og geværet i hånd, har følt os i vor gode ret til at nedgøre og latterliggøre alt hvad der tilhørte dem, der der ikke havde gjort sig skyldig i andet end at være anderledes end os selv. Og endnu værre. Det lykkedes faktisk så godt for os, at  vi kunne ”lære” dem at foragte sig selv, deres egne kulturelle rødder. Og så var dette jo ikke en gang ”brugstyveri”, men slet og ret destruktion. En af de få stammer der meget længe holdt stand var masaistammen i Østafrika. Der netop af os europæere, af samme grund, igennem hele det 20vende århundrede, har haft påkaldt sig en ganske særlig interesse. Man kan mene om masaierne hvad man vil? -  Deres ”svaghed” bestod i deres manglende omstillingsparathed. - Netop det begreb der i dag, i vor kulturkreds, udråbes som vor tids højeste menneskelige ideal, og en til fundamentalistisk religiøsitet grænsende læresætning.  -  Foranderlige livsvilkår er jo hvad alle mennesker altid har været udsat for. Og formodentlig også i al fremtid vil vedblive med at være det. Men altid, når disse forandringer indtræffer - glidende eller pludseligt, så er det livsvigtigt for mennesker at kunne have deres stolthed og menneskelige værdighed i behold. For uden disse helt afgørende forudsætninger er der intet nyt af blivende værdi der, har mulighed for at spire og gro, og ingen af disse nødvendige fandenivoldske ”entreprenører”, der kan få det umulige til at lykkes, der kan opfostres. Jeg ved ikke om det er muligt? - Men den allerbedste bistand vi burde forsøge at yde de fattige lande ville efter min mening være, hvis vi sammen med den økonomiske bistand også kunne gøre en alvorlig indsats for at hjælpe med genrejsningen at deres tabte respekt og ærefrygt for det som er deres egne forudsætninger og potentialer, herunder ikke mindst dem der er af mere uhåndgribelig kulturelle art. Men en forudsætning herfor er naturligvis, at vi til fulde forstår deres situation. Det kan vist desværre ikke siges at være tilfældet. Dertil har pengenes magt  haft en alt for høj status hos os. - Jævnfør Mathæus 6 - 24: Ingen kan tjene både Gud og mammon!
 
Men også her hjemme i vort eget land synes jeg, at man i stigende grad kan spore en tendens i retning af at fratage mennesker, der af den ene eller anden grund ikke anses for samfundsmæssigt ”værdifulde nok”, deres stolthed og værdighed ved at stække dem, og gøre dem til beklagelige sociale tilfælde, med alle de uoverskuelige problemer, herunder ikke mindst økonomiske og menneskelige, som dette medfører. For vi bør ikke glemme, at ansvaret for vore medmennesker, ideelt set, hviler på hver og én af os. - Her føler jeg mig foranlediget til at beklage, at vort gamle, i kristendommen beroende, begreb om skyld er blevet forvist til skammekrogen. Nok mest fordi vi har følt det som en provokation imod vor selvfølelse. Til gengæld er vi bragt der ud, hvor ingen vil hverken føle sig skyldige eller ansvarlige - nogle ikke en gang for deres eget liv og levned.  Mens alle til gengæld føler sig som ofre for det ene eller det andet under påberåbelse af egen uskyld. Man taler om uskyldige ofre for dette eller hint.  Men jeg vil tillade mig at gøre opmærksom på, at ifølge den gamle kristne kultur, som dog de fleste af os bekender sig til, og varmt forsvarer, så findes uskyldige mennesker slet ikke. Denne kultur  fortæller os nemlig, at nåden og tilgivelsen er en af dennes grundpiller. Men hvordan skulle man kunne få om tilgivelse for noget, man slet ikke føler sig skyldig i?

Og så, til trods for alt dette, må jeg stadig betragte mit eget fædreland som et af de allerbedste lande i verden at blive født i, og også at blive gammel i. Og det er ud fra en stærk følelse af tilhør, som vist ingen bedre end Johannes Helms har udtrykt i sommersangen ”Jeg elsker de grønne lunde”, hvor han et sted skriver: Mig fryder din glans din ære / mig knuger din sorg dit savn / hver glans hver plet vil jeg bære / som falder på Danmarks navn. Og grunden til at jeg har fået et ganske særligt forhold til netop den strofe er, at jeg engang hørte et foredrag af den, måske allerførste sorte indvandrer i Danmark, der hed Cornelins.  Han var som barn kommet til Danmark fra De Dansk Vestindiske Øer og endte som viceskoleinspektør i Nakskov. I det mindste var han den første sorte mand jeg nogensinde så. Han blev i 1930verne - og 40rerne en meget kendt og eftertragtet, man kan vist også godt tilføje elsket, foredragsholder rundt omkring i forsamlingshusene. Samtidig med at han altid, efter kaffen, underholdt med sit hjemlands vemodige sange, som han akkompagnerede med sin harmonika. Han kendte kun alt for godt til koloniherrernes regimente, og han vidste, at danske skibe havde sejlet slavetransporter, måske også med nogle af hans egne stammefrænder om bord! Hvilket det gjorde ham ondt at tænke på. Men samtidig fremhævede han, at Danmark var det første land i verden der forbød slavetransport allerede i 1792. Og det glædede ham til gengæld, og gjorde ham dybt taknemmelig for sit nye fædreland. En taknemmelighed som han kvitterede for ved at lægge ganske særlig vægt på netop denne lille strofe fra ovennævnte sang. - Som jeg så, måske netop på grund det med PLETTEN, også har gjort til min!
 
For at koge disse betragtninger ned i et ultrakort sprog, vil jeg betragte dem som et udtryk for den evige kamp imellem det gode og det onde. Et modsætningsforhold som nok er mere indviklet end vi til daglig går og forestiller os. På vore pilgrimsvandringer ad de tusindårige stier i det nordlige Spanien er vi stødt på et, i denne forbindelse, meget tankevækkende kunstværk i en af de gamle kirker i den lille by Estella i provinsen Navarra. Det fremstår som en søjle der udgøres af tre tæt sammenslyngede slanger, der hver for sig symboliserer godheden, ondskaben og visdommen. Og den omstændighed at de billedligt talt fremtræder som sammenvoksede ”siamesiske trillinger" fortæller os, at de hører uløseligt sammen - og at den adskillelse af disse begreber som vi alle i vor magelighed har en stærk tilbøjelighed til at ville påberåbe os, er umulig. For vi har alle sammen disse tre tilbøjeligheder i os. Og kunstværkets ærinde er at minde os om, at den kamp imod det onde, som ingen kan undsige sig, ikke så meget kæmpes imellem onde og gode mennesker, men derimod i langt højere grad imellem det enkelte menneskes forskellige indre tilbøjeligheder og sindelag. - Og hermed kan så også visdommen blive det udkomme, som denne indre kamp kan medvirke til at befordre.
 
Jeg vil til slut fortælle om en af de meget store oplevelser, som jeg (desværre var Linda ikke den pågældende dag med på morgenturen) sammen med en gæst fra Danmark havde i vildtreservatet Masai Mara i Kenya. Vi havde slået os ned i en teltlejr ganske tæt på floden Mara River, hvor vi havde hyret folk fra en nærliggende masailandsby til at passe på os, således at vi ikke skulle blive udsat hverken menneskers eller vilde dyrs rovgriskhed. Det var en tidlig morgen. Og vi havde ikke kørt ret langt før vi bogstaveligt talt stødte ind i en flok på en halv snes store løveunger der legede tagfat inde i et ret åbent buskads blandet op med temmelig store træer. Først gjorde vi naturligvis holdt og frydede os ved synet af disse mange legesyge dyr, der så ud til at være i den alder, hvor de rimeligvis godt og vel var vænnet fra modermælken. Altså i den helt rigtige legealder. Vi har set mange løver i forskellige størrelser. Men altid har de været optaget af enten at æde eller sove. Og det kan da for så vidt være interessant nok - men i det lange løb lidt trivielt og uinspirerende. Hvorimod disse løveunger altså var i legehjørnet, helt  som tro kopier af halvvoksne kattekillinger som dem jeg så mange gange har nydt synet af i min barndoms landboverden. Det var ganske tydeligt, at det var deres rovdyrinstinkt der var under udvikling, godt hjulpet på vej af en ubændig trang til aktivitet og leg. Og skønt de overhovedet ikke kunne undgå at bemærke vor tilstedeværelse i deres umiddelbare nærhed, for ikke lige at sige i deres egen midte, syntes de at være aldeles upåvirkede.
 
Nu er det jo sådan med os mennesker, at vi næsten aldrig kan få nok. Heller ikke af nærhed, når noget eller nogen drager os. Og det kunne vi så selvfølgelig heller ikke. Jeg begyndte at spekulere på, om det mon ville være muligt at komme helt ind imellem løveungerne, inde i den remise, hvor der som sagt var ret åbent imellem træer og buske, som vi jo ellers havde gjort holdt udenfor. - Der kan jo altid være det ved det, at man kan være uheldig og komme ud i noget, som man ikke ved egen hjælp kan komme fra igen. Og selvom disse legende dyr ikke så spor farlige ud. Så var der dog alligevel ingen af os, der ligefrem ville have lyst til at stå ud af bilen til dem. Og selvom man altid har ret let ved at stemple andre mennesker som utilgiveligt letsindige, når de tager chancer. Så stiller sagen sig mærkeligt nok ganske anderledes, når det er én selv, der er ude på overdrevet. - Så jeg kørte altså, i min ret løftede sindstilstand, ind i remisen og holdt stille inde midt i løvernes ”børnehave”. - Og om ikke de så, stadig lige upåvirkede, fortsatte deres øvelser i jagtteknik og behændighed. Det var et så fascinerende skue, at det næsten ikke var til at forstå, at det var virkeligt. Vi blev, i bare benovelse, ved med at betragte dem, meget længe, fra vore  ”tilskuerpladser” inde i bilens sikre hylster, uden overhovedet at bekymre os om hvordan vi mon ville kunne komme derfra igen. - Og godt det samme, for det ville jo bare fuldstændig have spoleret oplevelsen for os. I stedet blev vor dristighed endnu en bekræftelse på sandheden i det gamle ord der siger, at man aldrig skal tage bekymringerne på forskud. For heldet var, havde jeg nær sagt, selvfølgelig med os. Vi kunne helt uden problemer komme derfra, for at begive os på vej mod nye eventyr. - Alt imens de unge forførende energibundter troligt fortsatte deres ”uddannelsesaktiviteter”, givetvis rent instinktivt med det formål en gang i deres kommende voksenliv at kunne leve op til vildmarkens barske udfordringer.
 
Og et nyt eventyr lod ikke vente ret længe på sig. - Som det fremgår af ovenstående, er man ikke, når man færdes i afrikanske vildtreservater, bundet til at følge afstukne veje. Man kører rent ud sagt på lykke og fromme ud i det ”uvisse”. Idet man dog gør klogt i at indrette sig efter de lokale omstændigheder, hvor ubehagelige overraskelser hele tiden kan gøre én  ”skakmat”. Man skal f.eks. ikke køre hurtigt i højt græs, der meget let kan gemme på store sten, som bilen ikke vil have ret godt af at brase ind i.  At man pludselig kan blive hængende i et sumpet hul, lærer man også at leve med. - Firehjulstrækket klarer meget. Og er man uheldig, er der ikke andet at gøre end at slå sig til tåls med, at der nok snart kommer andre forbi, som, for det meste, vil være flinke til at yde assistance. Skønt det da heller ikke på nogen måde hører til sjældenhederne at "nødstedte", fordi ingen kom forbi, har måttet indrette sig på natlig ”varetægtsarrest” under de ret så ubekvemme omstændigheder, som en meget lidt luksuspræget bil kan byde på. Samtidig med at de måske har måttet døje både sult, tørst og søvnløshed, foruden at de, måske værst af alt, har været nødt til at forrette ”indendørs nødtørst”, bare fordi denne ”vidunderlige natur”, med dens mange eksotiske, ukendte, natlige lyde alligevel var mere påtrængende end de, helt æligt, rigtig brød sig om.
 
Nå, det var et lille sidespring, blot til illustration af de vilkår man altid færdes under i vildmarken. Som der naturligvis heller ikke på netop dén dag, var givet dispensation for. Som sagt lod eventyret ikke vente længe på sig. Vi fulgte på et langt stykke Maraflodens bred på udkig efter flodheste og krokodiller. Flodheste var der ganske som vanlig ret mange af på de steder hvor de plejede at være. Krokodiller var det mere sparsomt med, de gemmer sig jo ofte i vandet og er svære at få øje på, når de kun lige har de karakteristiske fremstående øjne og næsebor oven vande, der lige så godt kan tages for sten eller små klipperev i vandskorpen. - Men så pludselig, som vi just havde passeret en bakketop, åbnede der sig for vore øjne en stor flad slette, hvor tusinder og atter tusinder af gnuer havde samlet sig. Og jeg tænkte ved mig selv: Måske vil vi nu meget snart blive vidne til en af dyreverdenens mest fascinerende åbenbaringer af spontan nødvendighed. - Men på den anden side, det ville dog alligevel være et helt ufatteligt tilfælde, hvis lige netop vi skulle have held til sådan at være på det rette sted, på den rette tid. Det ville jo, ret beset, være det samme som at vinde denne flotte naturgevinst i lotteriet.
 
Jeg standsede op og stoppede motoren for ikke at gøre unødig støj. Og jeg tror også, at vi holdt vort vejr – i hvert fald så længe vi kunne, ventende i åndeløs spænding. Vi havde jo nok hørt disse beretninger om gnuernes vandringer imod nye friske græsgange. Vandringer, der fra tid til anden krævede, at de måtte krydse floden Mara, hvor krokodillerne som regel altid lå på lur for at tiltage sig deres fuldt berettigede andel fra naturens store husholdning. Og skønt det er almindelig kendt blandt folk, der som Linda og jeg, har været i Masai Mara mange gange, at de mange turister der ferierer rundt omkring på lodgene,  har professionelle vildtguider og observatører, der holder nøje øje med gnuernes bevægelser, og det ikke mindst når det er sæson for deres vandringer, for så er det vigtigt hurtigt at kunne være på pletten, når det sker. Men her var der altså stadig ikke andre end os til stede. Hvilket nok hænger sammen med, at det, selvom gnuerne måske igennem mange timer har haft samlet sig, er vanskeligt at forudsige nøjagtigt hvornår de vil sætte sig i bevægelse. Og for turister der har betalt en halv bondegård for at komme til Masai Mara fra fjerne steder på kloden, med det ene formål at opleve det eksotiske afrikanske folke - og dyreliv, findes der ikke noget mere dræbende end det at skulle sidde uvirksomme i en safaribil og ”spilde” tiden med at vente. Derfor kommer de altid først halsende, når de er helt sikre på ”fangst”.
 
Jeg ved egentlig ikke, hvad det var der gjorde, at jeg, da jeg så ud over dette nærmest ubegribelige sceneri, var helt sikker på, at disse myriader af dyr var ved at gøre klar til at begynde ”spidsroden” over floden. I hvert fald gik det sådan, at vi ikke kom til at vente mange minutter før den første og modigste, eller måske har denne ligefrem været udvalgt eller selvskrevet til det, satte over og dermed indledte en tilsyneladende uimodståelig og på samme tid yderst følsom og farlig fase af artens livscyklus. - Og hvorfor er det så, at vi mennesker i den grad lader os fascinere af gnuernes vandringer i Afrika, såvel som af karibuernes i det nordlige Canada, når vi dog betragter fugles og fisks tilsvarende migrationer over langt større afstande, om ikke som trivielle, så dog som hørende til vore mere dagligdags fænomener?  - Ja, når man nu har været så heldig selv at have været vidne til, bare en lille begrænset episode af denne særlige arts, hvad man kunne kalde tilpasning til den niche, som den overordnede globale husholdning har levnet den eksistensmuligheder i. Så kunne man måske falde på den tanke, at de ligesom vi mennesker, i modsætning til fugle og fisk, i det mindste ifølge naturen, fortrinsvis er henvist til at bevæge os på landjorden, og til dels har den samme hang til flokmentalitet. For derved opstår der jo en vis grad af parallelitet i vore livsvilkår. Det er nok heller ingen tilfældighed, at disse dyr på den måde samler sig i sådanne ganske enorme flokke, når det er ved at være tid for dem til at krydse floden for at finde bedre og friskere  græs på den anden side. Det er jo en blanding af sult, desperation og flokinstinkt der på en og samme tid både holder dem tilbage og tvinger dem frem.
 
Sikkert er det, at overgangen meget ofte kan være dødsens farlig for dem, både på grund af de altid jagtberedte krokodiller, der ikke kun jager når de er sultne, men i bogstavelig forstand samler forråd. Men også på grund af strømmen, der somme tider, især efter længere tids kraftige regnskyl, kan blive så stærk, at den tvinger de svagere dyr, og dem der har været uheldige at komme til skade i selve flodsengens glatte klippeagtige bund, ud af kurs og udmatter dem, så de ender som let bytte for vildmarkens andre store kødædere. Der er vist ingen tvivl om, at det er disse barske vilkår, der op igennem tiderne har lært dem, at det, der sikrer dem den bedste og ”billigste” overgang er, at de i bogstavelig forstand styrter over floden i en tæt og ubrudt kæde. Og så lader dét være våbenet, som de kan bruge til at udmatte deres modparter med. På samme måde, som de også beskytter deres kalve derved, at hinderne alle sammen kælver indenfor ganske få uger. Hvilket selv sagt forhindrer, at et unødigt stort antal kalve ender som rovdyrføde. For der er jo dog grænser for hvor meget kød der kan konsumeres på så kort tid - selv om disse nyfødte kalve virkelig ér meget sårbare i de første dage af deres liv.  
 
Men med ét rejste der sig en støvsky på det sted, hvor dyrene hvor dyrene i en tæt og ubrudt strøm, kastede sig ud over flodbrinken og videre ud i den fossende og frådende flod, der på det sted vel var omkring 30 - 40 meter bred. Og hvor de ”over stok og sten” dels svømmede og dels stavrede igennem flodsengen. Det kunne se ud som om de havde valgt det rigtige sted. For så vidt vi kunne se, blev de ikke angrebet af krokodiller. Disse har åbenbart ikke været på netop dette sted, lige på det tidspunkt. Men der var få af gnuerne, fortrinsvis de store kalve som få månerer tidligere havde spæde, der helt åbenbart kom i svære vanskeligheder på grund af strøm og klipper. Alt i alt så det imidlertid ud til, at de, takket være deres medfødte foragt for dødelige farer, kunne klare skærene og de dramatiske omstændigheder. Således at den strøm af dyr der kom ud af støvskyen på den ene side, stort set var talmæssigt identisk med den strøm der, våde og med solen glinsende i hårlaget, trak op over brinken på den modsatte side. Men selv om det gik vældig hurtigt. Så var det let at se, at det ville tage adskillige timer, inden hele flokken ville kunne være vel ovre.
 
Men sådan skulle det ikke gå. For i disse moderne tider er heller ikke dyrene gået fri af forandringernes malstrøm. Hvor de ellers i årtusinder har levet, stort set uforstyrret af mennesker, må de nu ”dele” med dem. Ja, endog i udstrakt grad underordne sig disses luner og forgodtbefindende. Både nysgerrigt og hensynsløst blander de sig alle vegne. - Også her. For det varede vel næppe mere end en 10 - 15 minutter, inden vi absolut ikke længere var alene på stedet. I løbet af ingen tid var et hav af alle mulige typer af safaribusser, landrovere og andre terrængående køretøjer dukket frem fra alle reservatets kroge med samt deres ”indhold” af turister fra hele verden, der ”svært bevæbnede” med videokameraer,  avanceret fotoudstyr og kikkerter i lange baner, meget snart ville være klar til at ”aktionere”. Nogle af dem kunne slet ikke komme tæt nok på ”åstedet”, hvorved de helt blokerede for udsigten for andre mere beskedne medturister. - Hvis da ellers denne kategori overhovedet findes? Men til vor store forundring fortsatte gnuerne deres medrivende ”vandgang” som om de slet ikke ænsede al den ståhej, der nærmest var på vej til helt at blokere dem vejen. Først da et helt filmhold med mega udstyr på stativ og hele pibetøjet tog opstilling på den modsatte side af floden stoppede de. Da følte de måske alligevel, at nu kunne det ellers være chikane nok. - Og der stod vi så alle sammen slukørede tilbage. -  For en del af os var det, meget tænkeligt, med en mere eller mindre udefinerbar selvkritik. - Havde det nu også været helt rimeligt, at vi, som de ærligt interesserede iagttagere af en af dyreverdenens mest spektakulære foreteelser vi i virkeligheden var, blev så nærgående, at vi kom til at gribe forstyrrende ind i dyrenes, rent faktisk, mere intime livsudfoldelser?  For andre utvivlsomt med ærgrelse over at de slet ikke, i bare iver for at bringe deres ”isenkram” i fordelagtig position, nåede at ofre opmærksomhed på det, der, over stok og sten, havde bragt dem til stedet, nemlig bare det at få lov til at opleve et af den levende naturs mere forunderlige foreteelser.  - Men jeg er næsten helt sikker på, at ét havde vi alle til fælles. Og det var, at vi havde fået en flov smag i munden!  En fornemmelse af at være blevet ”brændt af”. Endnu en gang var vi blevet bedraget af vor grænseløse trang til selviscenesættelse - til, for enhver pris, at ville sætte vor egen dagsorden.  Også der hvor vi ville have haft muligheden for at ”lytte” os frem til et lille gran af tilværelsens inderste væsen ved i sand ydmyghed at undres over, at den verden hvori vi er sat, på trods af dens umådelige kompleksitet, alligevel i vitalitet og skønhed udgør et hele, som ganske enkelt unddrager sig enhver beskrivelse. - Men som måske også på sigt, og på godt og ondt, vil være prisgivet vi menneskers gøren og laden. - Lad os alle håbe på, at kommende generationer, i en fremtid der ligger skjult for os, stadig må kunne glæde sig over, og forundres ved mødet med en verden der gør dem målløse af euforisk begejstring!
 
Linda skriver:
Første hele efterlønsår er snart slut, og jeg begynder på nr. 2. Det har været et herligt år med en masse fokus på vore pilgrimsrejser. En stor avisartikel, en ugeblads dito og en lokalradioudsendelse i pinsen satte i den grad telefonen i højeste gear. Vi har hvert år siden 1991 holdt ca. 10 –12 lysbilledforedrag om året. Men siden august i år har vi holdt 16. Det har været pragtfuldt at dele vore oplevelser med andre. Mest har der været pilgrimsønsker. Men også Afrika m. bl. a. Masaikultur og vildtreservat har der været stor interesse for. Vi har været i Gedser, Rødby, Sakskøbing, Nykøbing F., Haslev, Fakse, Vallekilde og Ibsker  på Bornholm, bare for at nævne nogle af stederne. Tit opstår der en stemning og medleven, så når vi synger Arnes pilgrimssang bliver jeg helt høj af glæde.
 
Vi har købt en rød tandem m. 7 gear, så når vi ikke går, så suser vi rundt på den. Vi har holdt et roligt år hjemme, dyrket familie og venner, børn og børnebørn samt mit ualmindelig dejlige, snart 2 år gamle oldebarn Noah. Vi har fejret min mors, tipoldemoderens 80 års fødselsdag, og i mange måneder har Arne kælet for sin blomsterpark, samt endnu en gang udbygget sit vandingsanlæg, således vi belaster naboerne mindst muligt, når vi næste gang smutter i 2 måneder.
 
Vi har haft 2 spændende besøg i sommer, Kathleen fra Colorado, som endnu en gang inviterede på besøg, og tilbød os, at vi kunne bo i hendes hus i Angels Bay i Nordmexiko, der er der en airstrip, så når vi har besøgt hende vil hun, i sit eget fly sørge for at vi hurtigt kommer frem. Og der kan hendes nabo give mig undervisning i både maling og spansk. De to fag, som jeg stadig med stor glæde følger. Men vi tager én dag ad gangen, og ser og lytter til den store verden! En af vore spanske venner, Iker, kom som den første derfra og besøgte os, Han valgte netop ugen hvor vi skulle til Bornholm. Men som vi sagde: det er jo ikke mange af vore gæster forundt at komme med til Bornholm. Sidste sommer kørte han os rundt i bjergene omkring Bilbao. Ja, lige derhen hvor vi ønskede at se noget. Så det var dejligt at se hans begejstring for Bornholms rundkirker og særprægede natur. Møns Klint og naturligvis vore egne smukke skove og strande her tæt på Vålse måtte han jo også se. - I hele august måned havde vi en udstilling på biblioteket i Nr. Alslev med ca. 100 af vore mere end 2ooo fotos. Ca. 35 af dem var i størrelse A4. De var fra vores egn, fra Norge, Afrika og Spanien, og alle med tydelig undertekst. Det har været spændende at møde nogen, der har set den og høre deres kommentarer.
 
Nogle få koncerter på Fuglsang og i forskellige kirker har der været tid til. Men mange spændende ting sker jo også når vi selv holder foredrag. Der har også i år været lejlighed til at sove ude på stranden under åben himmel, - skønt, at min ”unge” gom stadig er med på den værste (76 ½ år). Nu vil jeg slutte med at fortælle om en dag vi gik til Vordingborg med rygsækkene, en dejlig madpakke og saftevand, som vi nød i botanisk have mens vi hvilede bentøjet. Så handlede vi lidt og gik hjemad igen. Omkring 5 km. før Vålse kaldte en mor med sin 5 – 6årige datter på os: Jeg så jer i formiddags i Vordingborg. I må da gerne sove her hos os, vi har masser af plads, sagde hun. – Det var dejligt at få et sådant tilbud. Men vi måtte jo fortælle hende, at vi kun havde omkring en times gang tilbage inden vi ville være hjemme i Vålse igen.  Så det er altså ikke kun i Spanien og Afrika, vi mødes med stor hjælpsomhed. – Men Gud ske lov og tak også på Falster. 
 
Og endelig til allersidst sender vi begge to de varmeste hilsener og ønsker om en glædelig jul og  
(I må have os undskyldt, at vi er lidt sent på den)  et godt og fredfyldt nyt år til jer alle sammen

fra Linda og Arne