Hvad samfundsstrukturers abrupte forandringer også kan medføre

Der har hen over de seneste år rejst sig et stadig mere folkeligt, aggressivt krav om strengere straffe, i særlig grad i forhold til trafikdrab. Og denne har for mig udløst nogle alvorlige overvejelser omkring dette meget vanskelige og ømtålelige spørgsmål. Ikke fordi jeg ikke tidligere havde gjort mig overvejelser omkring det. Men denne gentagende konfrontation med spørgsmålet er, lykkeligvis for mig må man vel sige, det nærmeste jeg hidtil er kommet en så alvorlig opfordring til stillingtagen. Jeg har gennem årene fået mange mails med opfordring til at skrive under på både det ene og det andet. Og jeg må sige rent ud, at de allerfleste af dem sletter jeg uden videre. Jeg synes, at det gennem nettet er blevet alt for let at samle støtte til allehånde gode så vel som formål til mere tvivlsomme sager og formål. Og jeg er af den bestemte overbevisning, at de, når det kommer til stykket, ikke rykker en dyt. Jeg er også bange for at folk i mange tilfælde får skrevet under på noget, som de, hvis de gav sig til at tænke nærmere over det, måske i bedste fald ville have et mere eller mindre ambivalent forhold til. – Men der opfordres i regelen til at det skal gå hurtigt – og så koster det jo heller ikke noget - altså heller ikke nogen nærmere overvejelse, for de er på forhånd gjort! - Og hvad værre er, er at hvad der ikke koster noget, går som regel også let i glemmebogen igen.

Som udgangspunkt vil jeg allerførst sige, at jeg har den allerdybeste medfølelse med de mennesker, der som nære familiemedlemmer til de dræbte er berørt af denne tragedie. Og jeg forstår også de bevæggrunde, der ligger bag. Når det er sagt er det mig også magtpåliggende, for mig som samfundsborger i et retssamfund, at holde sig klart hvilken opgave dette samfund har i forhold til dets egne borgere i retning af at knæsætte procedurer og retsregler, når forbrydelser er begået. Og her må samfundet afveje strafudmålingen i forhold til hvad der bedst varetager dets egne vitale interesser på både kort og langt sigt. Det er dybt menneskeligt for berørte ofre at udvikle hævntrang imod den, der begik forbrydelsen. Men denne trang er stærkt subjektiv, og kan derfor ikke veje tungt for samfundets retsvæsens stillingtagen. Det samfundet må og skal holde sig for øje er, at afgøre hvilken form for sanktion der bedst, alle forhold taget i betragtning, sikrer alle parters berettigede forventninger om fortsat at kunne leve og virke i et samfund med størst mulig tryghedsfølelse og mindst mulig potentielle incitamenter til negative udviklinger.

Måske lyder dette temmelig teoretisk, hvad det dog er min påstand, det netop ikke er. Det er udenfor enhver diskussion, at disse hændelser mange gange dækker over meget alvorlige forbrydelser, der for alle involverede udviklede sig til tragedier. Men det ville ikke være mindre trist, ifald samfundets sanktion kom til at bevirke, at, om muligt, endnu større tragedie kom til at udvikle sig i deres kølvand. – Og det er netop hvad der er markante tegn på, kan blive resultatet af det for tiden ubestrideligt meget kraftige råb på strengere straffe. Alle uden undtagelse, der har beskæftiget sig med disse forhold på nært hold, advarer kraftigt imod denne tendens. Vi ved at straf i sig selv ikke skaber bedre mennesker, mange undersøgelser påpeger tværtimod at det stik modsatte i en lang række tilfælde er tilfældet. Et skræmmende eksempel er USA, hvor procentdelen af borgere i fængsel er 10 gange højere end hos os, uden at det har haft nogen som helst positiv virkning på hverken kriminaliteten eller nogen anden form for overholdelse af landets love.

Som argument for indførelse af strengere straffe fremfører de danske lovgivere, at borgernes retsbevidsthed kræver det. For mig er dette dybt tragisk, og udtryk for en overfladisk stillingtagen, hvor man forveksler retsbevidsthed med hævntørst. Det er ikke fordi jeg ser denne hævntørst som udledt af egentlig ondskab. Snarere som en følge af nogle samfundsmæssige ubalancer som måske ingen rigtig er i stand til at definere. Og hvor det ofte er kunstnere der igennem deres meget ofte langt mere dybteborende tankeverdener end almindelige mennesker, for de flestes vedkommende overhovedet gør sig tanker om, der først kommer under vejr med disse forhold. – Hvad jeg rent umiddelbart kommer til at tænke på i denne forbindelse er Kim Larsens udsagn om at: ”Det er en kold tid vi lever i”. Men for mig er det vigtigt at få sagt at, i stedet for at indføre strengere straffe burde vi, i langt højere grad end det i dag er tilfældet, sætte alle kræfter ind på at kulegrave hvilke virkninger de voldsomme ændringer og omstruktureringer der igennem de sidste mange årtier bogstaveligt talt har vendt op og ned på vores vilkår som mennesker og ikke mindst som individer i et samfund. Jeg tror ikke på, at vi derved ville kunne undgå at mennesker i tankeløshed eller på anden måde forvolder hinanden sorger og tab. Men kunne vi bare minimere risikoen og øge forståelsen for vores alle sammens basale menneskelige vilkår i verden, tror jeg, ville meget være nået.

Jeg lagde for nogen tid siden mærke til den lille notits om andevoldtægt, der var at læse i Kristeligt Dagblad for nylig. Den fortæller jo faktisk lidt om noget der måske kunne ses som en slags parallel, her bare i fuglenes verden.

PS: + Andevoldtægt fra Kristeligt Dagblad.