Hvad er livets mening?

En af de helt store forskelle på den tid som jeg voksede i, og den tid som nutidens opvoksende ungdom vokser op i er, mener jeg, malet med en meget bred pensel, godt kan sammenfattes i ovenstående spørgsmål. Da jeg som 15årig sammen med en ganske betragtelig flok af mere eller mindre ligesindede af mine kærlige forældre sendtes på efterskole i vinteren 1942 – 43, tror jeg, at de allerfleste af os elever, mere eller mindre bevidst, havde en fornemmelse af, at vor menneskelige tilværelse var en gåde. – I hvert fald, så er en af de ting, som satte sig det mest markante spor i min bevidsthed, og som stadig her i min nu 87årige bevidsthed står for mig som det helt overordnede pejlemærke i tilværelsen forstanderens insisteren på at tilværelsens væsen kan sammenfattes i de spørgsmål, som Sfinksen, der befinder sig langt ude i Saharas ødeste Ørken, ifølge ældgamle overleveringer har stillet ethvert menneske, der kom forbi, eller som bare andetsteds i verden har følt sig som rejsende / pilgrim i tilværelsens uendelighed af skiftende landskaber: – Hvad er livets mening? Og at den der svarede forkert, ville den knuse med sin kæmpekrop, var sagnets besked. Dette uden at det dog af os ungdommelige personager opfattedes som en trussel, men tvært imod som en vigtig udfordring - som en af vor menneskelige tilværelses vigtige ansporinger til ufortrødent, med liv og sjæl, og primært ad åndelige tankebaner, at arbejde med på gådens løsning.

Den gang havde vi nyslåede elever og teenagedrenge, fornemmede jeg, dog sikkert for flertallet ikke meget andet end en tåget fornemmelse af dette spørgsmåls vægt og relevans, men var, dette til trods, åbne for, at vi måtte vedkende os vore åndeligt betingede rødders betydning for vor sociale og materielle velfærds trivsel, idet der heri som en selvfølge fulgte, at de samfund som vi var en del af udgjorde organiske helheder, hvis kærneværdier vi kollektivt var forpligtede på. Det var da også med disse motiver som pejlemærker, den danske velfærdsstat over mange årtier udkrystalliserede sig, og muliggjorde at vort land fra at være relativt fattigt forvandledes til at blive et af de rigeste i verden. Og grundlaget herfor var at enhver borger, betydningsfulde så vel som betydningsløse, besad evnen og viljen til, hver med deres bidrag, at holde samfundsmaskineriet i gang, jævnfør Grundtvigs ord: med ligeværdighed i borg og hytte. – Vel vil vi nutidsmennesker mene, at datidens sociale vilkår var unødigt barske. Men sådan føltes det ikke af flertallet af dem, der selv var nederst i herakiet, fordi det for dem var selve tilværelsens væsen, at sådan var det. Jeg er gammel nok til at have kendt nogle af disse mennesker, der nok var fattige, men som bar deres livslod med stolthed. For de vidste, at også de på lige fod med alle andre udgjorde en vigtig del af en national folkelig kontrakt.

Men nu omkring et århundrede senere, anser majoriteten af danskere det desværre for bydende nødvendigt, at det, for at vi i fremtiden skal kunne klare os i den globale konkurrence, bliver nødvendigt, at vi udnævner det private initiativs uhæmmede virilitet til det fundament, hvorpå vort lands velstand og velfærd skal hvile, jævnfør den ny tids slagord om at det skal kunne betale sig – underforstået økonomisk - at arbejde. Og at den nye nationale, folkelige kontrakt nødvendigvis må indholde det element, at nogle tilfældige mennesker for en kortere eller længere periode, for nogle måske livslangt, må sætte selve deres eksistens på stand by. En sådan tankegang er nok udtryk for rationalitet, men har bare den alvorlige bagside, at den lægger gift for samfundets allervigtigste drivkraft – det enkelte menneskes stolthed, og vil dermed, på grund af vor latente menneskelige hang til svagheder og fristelser, brede sig som en sygdom i samfundets vitale kraftcentre. Kort og godt, det kommer utilsigtet til at ophæver den nationale, folkelige kontrakt, der sikrer at ingen kommer til at føle sig overflødige.

Der er et gammelt ord der siger, at der skal en bred ryg til at bære gode dage, hvilket jo egentlig også bekræfter sandheden i det gamle græske sagn om Sisyfus, kongen af Korinth, der som straf for sin uduelighed som konge, da han ankommet til underverdenen dømmes til, til evig tid, at rulle en klippeblok op på bjergets top, imens den, så snart den når toppen, triller ned igen, og så fremdeles. Med andre ord, bare fordi velfærdsdanmark havde nået et højdepunkt beviser dette jo ikke noget om velfærdsideens ubrugelighed ud i fremtiden. Det er nu en gang ikke alle ideer der gode, bare fordi de er nye. – Hvis der da ellers overhovedet findes noget, som er nyt under solen? - Og mangt et godt og værdifuldt barn er utvivlsomt igennem tiderne kastet ud med badevandet på den konto. Måske er grunden til vor nutidige svigtende greb om tilværelsen, kollektivt så vel som individuelt, nok så meget at vore åndelige fællesskabers kraftkilder, langt mere end vore individbaserede ditto, igennem lang tid med materiel opgang har været braklagt
 
Når jeg nu insisterer på at se mit eget personlige livsløb som en eneste lang sammenhængende pilgrimsvandring, så er det sikkert dels fordi jeg har været velsigner med et meget langt liv og derfor nødvendigvis i min erindring må give rum og plads for mange forskellige indtryk, ofte med indbyrdes modstridende fortegn og incitamenter, hvorfor jeg så også nødes til at indføje hver og én af de enkelte elementer i et meget broget helhedsperspektiv, og måske også fordi jeg nærmest helt fra min tidligste ungdom under 2. Verdenskrig har været mærket af vor menneskelige dårskabs helt ubegribelige udslag af brutalitet og hjerteløshed, som så igen har forvisset mig om, at menneskers egne valg og fravalg er både aldeles nødvendige og betydningsfulde. Man hører ofte den påstand fremført, at der intet valg var, men selv har jeg aldrig oplevet dette! Nok blev det store flertal af os danskere den gang af et nådigt forsyn forskånet for utroligt meget. Men jeg fulgte, selvom jeg bare var en stor dreng, begivenhederne i vort eget land så vel som ude i den store verden tæt igennem radioens nyhedsudsendelser. Efter 9. april 1940, hvor dansk radio underlagdes tyske censur, fik vi / jeg hovedsagelig informationerne fra engelske BBC, samt fra Sverrig som jo forblev neutral under hele krigen.

Jeg skal her undgå at gå i detaljer omkring mine indtryk fra dette ragnarok, men dog fortælle at jeg natten til den d. 9. april 1942 oplevede et engelsk bombefly der lettede sin last af bomber ikke meget mere end en km. fra den seng jeg lå og sov i – det var, for mig, en meget voldsom oplevelse, men jo dog for intet at regne imod hvad andre måtte igennem. Jeg mindes også med gru bombenætterne over Lybæk og Kiel hen imod krigens afslutning, som vi ganske bogstaveligt kunne følge her på Falster og Lolland, hvor ilden kunne anes imens jorden rystede. Senere fik jeg ved selvsyn under gennemrejse til Svejts i sommeren 1947 syn for sagn, ligesom jeg året efter ved den danske brigade var soldat og udstationeret i Oldenburg, hvor en af mine kammerater, da vi med tog kørte igennem Hamburg, tørt bemærkede, ja, her kan man virkelig sige, at man bare behøver at stå op på en ølkasse for at se ud over byen. Der var masser af mennesker alle vegne, men hvor de ellers boede, forblev os en gåde? Sultede gjorde de, kunne vi se. Når vi var på øvelser og havde feltkøkkenet med os, blev der i regelen lavet rigeligt med mad, og så fandt vi en tilfældig skolegård, hvor vi kørte ind med køkken og det hele, hvilket fik børnene til at stillede op i lange rækker med deres tomme konservesdåser, som de af en eller anden grund så ud til altid at have ved hånden, og dem fik de så, imens deres øjne lyste, fyldt mad i så længe der ellers var mad at fylde dem med.

Ja, dette var bare nogle ganske få nedslag fra min barndom og ungdom. Naturligvis måtte jeg da også en omkring Askov Højskole, det var imens Arnfred endnu var forstander, og indenfor dens mure mødte jeg sammen med mine 364 andre medkursister, en verden der i høj grad skærpede mine sanser for det udsyn, som mine kære forældre allerede for længst havde indpodet i mig. Det eneste jeg rigtig fortrød den vinter var, at jeg ikke meldte mig til det første af Arnfreds særhold i bibelkundskab, som strakte sig over 2 måneder og siden efterfulgtes af andre 2 gange 2 måneders særhold. For til hans første særhold var tilslutningen yders minimal, hvorimod der til de sidste 2 var vildt overtegnet, hvilket jo siger noget om Arnfreds evne som underviser og inspirator. Men han havde sandelig da også noget at leve op til, idet det fortaltes om en tidligere lærer i kemi, Poul la Cour, at han evnede at gøre faget så levende og bevægende, at det hændte at hans elever fik tårer i øjnene.

Det blev alle disse indtryk og mange andre med dem, der som en katapult slyngede mig ud i verden, og jeg kom vidt omkring, imens jeg stadig sugede til mig. Men her vil lige, jeg for et lille moment, stoppe op for at fortælle, at jeg på flere af vore pilgrimsrejser har fejret mine fødselsdage i Villa Franka del Biertzo, og det er altså ikke kun fordi, det er der, Jesus Jato har slået sine fantastiske folder. Både Linda og jeg holder simpelt hen bare af den by, og der har vi så, som regel, også for at markere fødselsdagen, holdt en fridag. Det havde vi også gjort ved min 75års fødselsdag d. 10. september i 2001. Vejret var helt enestående, ligesom det også var den påfølgende dag, den 11. helt fra den tidlige morgenstund.

Som vi også ved tidligere pilgrimsvandringer havde gjort det, tog vi også denne gang turen op i bjergene, fordi den, ikke mindst det helt enestående vejr taget i betragtning, for os står som en af de allersmukkeste etaper på hele Caminoen, og vi planlagde at være i Vega de Valkarse tids nok til at få vort daglige varme måltid mad, inden restauranten lukkede ved 15 tiden. Men det var efterhånden blevet en smule snert, så da vi nåede frem gik Linda ind og fik bestilt maden inden lukketid, imens jeg selv gik til refugier for at sikre os de bedst mulige køjer. Da jeg kom tilbage sad Linda og vegeterede efter den anstrengende vandring, imens fjernsynet gik, hun havde ikke fæstet sig særligt ved, hvad det var, der var på. Vi var alene i rummet, og tænkte ikke videre over det, udover at det nok måtte være noget science fiction. Men da der så kom det samme igen flere gange gange, blev vi efterhånden klar over, at det måtte være noget helt andet, vi syntes bare, at det dog var noget mærkværdigt noget. Desværre var vore spanskkundskaber yderst mangelfulde, hvorfor vi ikke opfattede, hvad der blev sagt, Men efter nogen tid gik det dog op for os, hvad det var, og vi blev begge fuldstændig lamslåede, så lamslåede at vi nærmest havde mistet evnen til at sige noget som helst.. Og den samme underligt trykkede stemning bredte sig også til vore medpilgrimme, efterhånden som de dukkede op på refugiet. Herefter kunne jeg uden det allermindste forbehold sige, at jeg aldrig i livet vil glemme hvor og hvordan Linda og jeg modtog budskabet, om at verden med et slag fuldstændig havde forandret sig. - Jeg sagde det ikke højt, vist ikke en gang til Linda, hvad jeg inderst inde tænkte: Hovmod står for fald! – Måske er jeg en kryster? Jeg vidste kun alt for godt, at det udsagn ville jeg være ret alene med, og at jeg, ifald jeg sagde det højt, af mange både landsmænd og racefæller verden over måtte regne med at blive stemplet som forræder og for at skide i egen rede, og alligevel måtte jeg fastholde det. - Jeg mener, at kun få vesterlændinge på det tidspunkt var bevidste om vor egen situation, bevidste om hvad det var for kræfter, vi som vestlig civilisation var oppe imod. Nu efter 12 år og to frugtesløse krige begynder virkeligheden måske langsomt at slå igennem, også for os.

Vi mennesker er ret beset, jorden rundt, kastet ud i et ingenmandsland, hvor netop vore valg både som enkeltindivider og som nationer vil være fuldstændig afgørende for, om vi står foran en lang periode med ørkesløs trældom forårsaget af vort helt åbenbare åbenbart kollektive, men forkerte svar på Sfinksens gåde - om hvad livets mening er? Eller om vi har evner og vilje til at lade os inspirere af den gammeltestamentlige beretning om jødefolkets udvandring fra dets ægyptiske trældom.

Undskyld mig, at jeg, Gud ske tak eller Gud bedre det - ingen kan bestemt vide hvilket? her afslører mine inderste tanker, tanker som med alderen presser sig stadig mere på. Og det der får mig til at gøre det netop her, er at jeg ved, at vi alle som pilgrimme, er helt fortrolige med dette, at ærlige udsagn der nok kan forekomme én uvante eller ligefrem fremmede, men aldrig uvedkommende, altid har en ærlig pointe der fordrer at blive omfattet med respekt.

Jeg har på Google set, at ordet pilgrim kommer af latin: peregrini – den der går imellem markerne,
og det kan der naturligvis lægges mange forskellige betydninger i, også den, at det der vokser på markerne, hvad enten det så er dyrkede afgrøder eller det rene ukrudt, altid er noget der sætter sig sine indtryk på pilgrimme, netop fordi hun / han altid er åben for hvad øjet ser og sindet sanser, imens det på den anden side også altid er hendes / hans egen personlige tolkning af indtrykkene, der kommer til at rangordne dem i vedkommendes egen bevidsthed. Det er netop derfor, jeg ser hele mit lange og vidunderlige liv som en helt fantastisk, givende pilgrimsrejse. Og jeg vil slutte dette lille hjertesuk med B. S. Ingemanns storslåede hyldest til livet, netop som en pilgrimsfærd:

Dejlig er jorden!
Prægtig er Guds himmel!
Skøn er sjælenes pilgrimssang!
Gennem de fagre
riger på jorden
gå vi til paradis med sang.