Fællesbrevet "Væverne"

Kære gode venner. - Hermed et af vore fællesbreve som vi somme tider forulemper venner og bekendte med. I dette tilfælde som tak for hyggeligt selskab forleden lørdag. - Og det indeholder den samme historie, som så også mange andre har fået, om hvorfor – hvordan vi fik den ide med væverfuglereden.

Det kan være at I undrer jer lidt over at vi fandt på at lade vor emailadresse blive "Weaverbirds-nest"? Men sagen er vist nok den at jeg er lidt af en drømmer. Og det er rimeligvis ikke noget jeg er blevet for nylig. Jeg har altid haft en voldsom - og ikke altid lige heldig - trang til at gøre noget vildt, og ofte, i andres øjne, ganske tåbeligt. Og denne trang er mærkeligt nok ligefrem blevet "intensiveret" med Lindas indtræden i mit liv. Så meget mere som Linda ellers på mange måder er et yderst jordnært gemyt. - Da vi giftede os fantaserede vi i fuld samdrægtighed og med gensidig inspiration over vor eventuelle kommende tilbagevenden til Danmark, uanset at vi befandt ganske strålende ved den, set med danske øjne, simple tilværelse vi førte i det lille blikhus i Abossi, og som vi slet ikke havde nogen hast med at bryde op fra.  

Og et af de "fantasiprojekter" vi i ganske sællig grad dyrkede, var at vi, når vi en gang i fremtiden skulle slå os ned i Danmark, ville købe os en bakketop et eller andet sted med vid udsigt over et idyllisk landskab med skove, søer og grønne agre. - Meget gerne noget i retning af en halvø, så vi kunne have udsigt ud over vandet omkring os. Og på toppen af den bakke ville vi anbringe en gammel togvogn som skulle blive vort nye hjem, og naturligvis indrettes efter samme simple livsstil som den vi førte i Abossi, og som vi heller ikke i Danmark ville kunne forestille os at fravige. Dog skulle denne togvogn have et fortrin frem for vort blikhus - som vi ikke desto mindre plejede at kalde "Abossi Castle" – ”Abosi Slot” Vi havde nemlig tænkt os også at erhverve en af de gamle drejeskiver, som vi nok mente at DSB ville være os taknemlig for at skaffe dem af med. Og den skulle togvognen sættes på helt oppe på toppen af vor bakke. For så kunne vi nemlig hele tiden dreje vort lille bo efter solen om vinteren og efter skyggen om sommeren. - Eller som vi nu ellers måtte finde for godt.

Det snakkede vi meget og gerne om, dels hjemme hos os selv ved morgenkaffen, aftensædet eller som en afslappende godnatsnak, når vi valgte ikke at underholde hinanden med læsestykker fra "Don Quijote" og dens ingenlunde mindre fantasifulde beretninger, før vi så faldt i sød søvn med vore hoveder fulde af fantasifulde luftkasteller, men vi indviede skam også venner og familie i disse planer. Og det allersjoveste ved det var, at når vi fik gjort det så troværdigt at vore kære tilhørere under tiden kunne forfalde til at tage det for vort virkelige alvor. - Og det var så det! - For der er jo det ved alle de drømme man kan gå med. Hvis de ikke er alvorligt ment, så er de meningsløse. - Jævnfør talemåden: Ham, der kun ta'r spøg for spøg og alvor kun alvorligt. Han har faktisk fattet begge dele dårligt. - Derfor blev det da heller aldrig rigtig skuffende for os at komme hjem til et Danmark der ikke, skulle det vise sig, levnede megen plads til realisation af personlige drømme og andre visionære syner. - Til et Danmark hvor de fleste mennesker, måske af gode grunde, synes at opfatte arbejdet som en plage og "pensionen" som den endelige befrielse. - Så må man da bare samtidig huske at beklage, at arbejdsårene er så mange og lange, mens pensionsårene, vel for de fleste, er så få og korte. Ja, mange af dem som også vi har kendt, og holdt af, nåede det jo aldrig. - Hvad om vi nu kunne bytte om på det? - Men uden den gave at kunne hente inspiration i drømmerens "udflugter" ind i de alternative muligheders fantasifulde verden vil vi alle til hobe komme til at brække halsen på vore nødvendigheders lige dele jernbeton og dårlig samvittighed.

Da vi havde fået os indrettet på Møllevej 3 og Linda havde skaffet sig det arbejde der kunne hjælpe os igennem til dagen og vejen. Og jeg selv havde affundet mig med at ingen havde brug for mig, samtidig med at det krævedes at jeg skulle "stå til rådighed", hvilket rent faktisk ville sige at jeg, for at være en lovlydig borger, var henvist til at skulle kede mig under tvang. Så også jeg måtte lære, på bedste måde, at indstillet mig på at vente på "befrielsen". - Dette bragte mig til at tænke på de små væverfugle, som vi begge havde været så fascinerede af igennem årene i Kenya. Vi havde jævnligt lejlighed til at frydes ved at iagttage dem, når en koloni slog sig ned i træerne på egnen, og som var så fuldt indfangne af deres virksomhed, og ikke mindst af deres helt åbenbare glæde ved bare at være til, blev også vi så meget smittede af deres livsglæde og spontane virketrang. Dog allermest når vi en gang imellem gæstede et lille hotel ved Victoriasøens bred, som havde en åben terrasse i 1. Sals højde med en meget stor koloni væverfugle huserende et gammelt træs mange krogede grene ganske få meter fra den terrasse hvorfra vi såmænd i timevis kunne vi sidde og betragte dem og deres specielle form for livsførelse. Og man behøvede ikke lang tid til at finde ud af, at hos dem var arbejdet ikke at betragte som en plage. Det hele summede af liv, bestandig kvidren og virksomhed fra morgen til aften. - Og "pensionister" syntes der bestemt ikke at være nogen, der var. - I hvert fald sås ingen at være sat uden for det "pulveriserende erhvervsliv", og tvangshenvist til uvirksomhed.

Hannerne byggede alene de yderst kunstfærdige reder af lange, grønne strå som de kom flyvende med. De begyndte med at konstruere en rund ring, vel 6 - 7 cm i diameter som de fæstnede på en af træets alleryderste kviste så den næsten kom til at ligne en gynge. Hvis det bare blæste en lille smule kunne den gynge rigtig meget. Og med denne ring som udgangspunkt blev reden kunstfærdigt flettet, stadigt af disse lange grønne strå, som de behændigt bearbejdede dels med næbet og dels med deres små, tynde fødder, alt imens de ihærdigt baskede med vingerne for at holde sig i den rette position i forhold til byggearbejdet, så reden til sidst kom til at ligne en bold der havde ligesom en form for en lille "entré" i bunden, og som dannede noget der kunne ligne et kort rør der igen førte ind i selve redekammeret.

Når reden nærmede sig færdiggørelsen kunne man se en af hunnerne komme på "inspektion" imens "bygmesteren", altså hannen, bare passivt kunne se til så længe inspektionen foregik. Det syntes derfor, for os at se, at det var hunnerne der suverænt bestemte om reden var tilfredsstillende eller ej. Og ofte sås det derefter at hannen igen gik i gang med fornyet energi, efter at kvaliteten af hans hidtidige måtte være blevet underkendt. Iblandt dem der har forstand på disse fugle, er der nogle der mener at hunnernes interesse for redebyggeriet mere ligger i at tjene som følelsesmæssige inspiratorer for hannernes kunstneriske udfoldelser og fortsatte energi, end som blot det at agere som en bedømmelsesinstans for hans formåen. - Men hvorom alting er, så må vi, som mennesker, al vor snilde og klogskab til trods, nødvendigvis føle os noget underlegne hvad livslyst og vital livsudfoldelse angår.

 - Og meningen med at bruge ordet væverfuglereden som vort hjems mailadresse er tydeligvis, først og fremmest, at minde os selv om en drøm, som vi ikke ville kunne slippe uden at en del af vor spontane livsglæde ville ryge med i købet. – Og den kan vi ikke leve foruden! - Og så er der endelig også en vis form for parallelitet i væverfuglenes og Lindas og mine livsomstændigheder. - Hvor jeg - hannen - sørger for boets hele tilstand og attraktivitet for at holde hunnen - Linda - fast, når hun ganske jævnligt, i forretningsmæssigt øjemed, forlader det for snart igen at vende tilbage, til fornyet inspiration for mig - magen. - Lyder det dog ikke skønt? – Mon ikke du ”Per Spillemand” vil kunne nikke genkendende til visse træk i alt dette?

- Og hvad hjertet er fuldt af løber munden / computeren som bekendt over med.

- Desuden glæder vi os til en gang, eller mange gange, at mødes med jer igen.

                                 Mange venlige hilsener til alle.

                                          Linda & Arne.