Endnu et gensyn med Kenya – Endnu et fællesbrev

Som du/I jo ved, rejste vi til Kenya i slutningen af januar 2005. Og den tur skylder vi dig / jer stadig en beretning om. – Så er spørgsmålet hvordan jeg bedst griber den opgave an? Først må jeg sige at hele rejsen gik nogenlunde som forventet og uden dramatik af hverken den ene eller anden art. Kenya er stadig et meget smukt land befolket af lutter venlige mennesker. Men at der nedenunder det hele gemmer sig nogle truende udsigter, behøver man ikke at opholde sig længe i landet for at opdage. Specielt ikke når jeg tænker de 20 år tilbage, til mit første møde med landet. Hvis udviklingen fortsætter i samme spor, hvad der ikke er mange tegn på, at den ikke vil gøre. Så må vi tilstå at fremtiden tegner alt andet end lys.

Et enkelt udsagn fra en af vore gode venner, der har arbejdet i landet som katolsk præst i mange år, fortalte os, at antallet af ”gun points” i Nairobi alene, forsigtigt anslået, ligger et sted mellem 10 og 20 om dagen. Godt nok er det et, så vidt vi forstod, skønnet antal, da der jo som vi ved, foregår meget i det land, der aldrig bliver rapporteret. Til dette føjer sig derudover, at risikoen for drab i tilknytning til disse ”gun points”, nu skulle være øget betydeligt. Hvor det tidligere var almindeligt at køre offeret ud på et øde sted og efterlade det der, bliver det nu stadig mere almindeligt at få gjort ”kort proces” på åstedet. – Nå, mere vil jeg ikke dvæle ved det. At have fået det for øre øger jo ikke ligefrem lysten til at gøre opholdet i byen unødvendig langt. Man vil bare snarest muligt væk – helst helt ud til Abosi. Men MS landekontor skulle vi da lige have besøgt. Og det er da skønt at se at både Rukia og Kennedy stadig er der, og trods alt det triste er de lige så glade og hjælpsomme som de altid har været. Dog er deres job på MS snart slut. Rukia går på pension med udgangen af dette år og Kennedy året efter. – Også selv om det vil være svært for os ”gamle” at forestille os MS landekontor uden dem. – Hvor alle andre har været flygtige, har de hele tiden udgjort det faste holdepunkt vi altid har kunnet vende tilbage til.

Naturligvis var det Abosi, der var det store trækplaster for vor kenyarejse. Og da vi ikke mere har egen befordring og heller ikke er vild med offentlig transport, lejede vi en taxa, der bragte os standsmæssigt derud, kun afbrudt af et kort besøg m. lunch hos vor kære ”datter” Angelina, som bor i den mindre by Litein, der ligger imellem Kericho og Sotik, hvor hun arbejder på det stedlige hospital. Hun er jo nu blevet gift med sin præstemand, John, der, selvom han vist ikke tjener særlig meget, synes at være os en yderst vederhæftig ”svigersøn”, som vi begge to med stor glæde har ”taget imod”. De har fået en lille søn som kom til verden den 21. august 2004.  John arbejder for ”De genfødte Kristne”, der jo også er én ud af den myriade af kristne sekter, som, Gud bedre det, hellige hvide missionærer med så stor nidkærhed har fået prakket afrikanerne på. – Den samme sekt som jeg har forstået, at Præsident Bush er grebet af, uden at vi dog ellers kan få øje på nogen som helst ligheder de to mennesker imellem. - Men det igen at være tilbage i Abosi er dog stadig, for os, helt ubeskriveligt. – Nok mest fordi dette forholdsvis afsides sted, i det mindste for os, som altid er at betragte som en lille fredfyldt oase i et land, hvor usikkerhed og desperation ellers – især i byerne – sætter sit triste præg på menneskelige relationer. Samtidig med at vi også har svært ved at afgøre, om det i virkeligheden ikke er os selv der i en eller anden grad er blevet paralyserede! - Men her ude bliver vi jo stadig, efter disse mange år, modtaget med en varme og åbenlys gensynsglæde så stor, at det næsten kan gøre os helt forlegne. Ja, vi må jo sande, at en afrikansk velkomst har vi som nordboer, hvor gerne vi så end ville, næppe nogen mulighed for bare tilnærmelsesvis at gøre efter. – Ligesom den måde vi evner at besvare deres velkomst på, meget ofte efterlader os en smule ”halvflade”. – Men dog må vi huske os selv på, at vi vel også må have lov til at være dem, vi er. Vi fik som sædvanlig, når vi besøger Abosi, vort eget, ret nye, lille ”parcelhus”, som tilhører det lille katolske hospital. Det er et hus der specielt er beregnet på at hospitalets VIP gæster, som f.eks. biskoppen, kan bo der, når han kommer på besøg. Det er i alle måder beskedent, ikke mindst hvad køkken, bade og toiletforhold angår. Men spisestuemøblerne og de dybe stole samt en sofa er fornemt betrukket med rødt plys. At de så for det meste nøjes med at stå på 3 ben ad gangen kan jo naturligvis skyldes, at de håndværkere (fundier) der støbte gulvet, kan have glemt at rette det af. Men det er heldigvis alt sammen, som så meget andet i Afrika, kun biting, som vi rent ud sagt har lært at elske at se stort på. Og under alle omstændigheder er det os en lise, at vi har et sted, hvor vi kan trække os tilbage, og være os selv. Det er for øvrigt det selv samme hus, som jeg selv flyttede ind i og boede i igennem knab og nab tre år i begyndelsen af min kenyatid fra 1984 til 1987. Så for mig der den gang var alenemand er der såmænd også blandet lidt nostalgi ind dette gensyn.

Vi havde, på trods af Lindas bekymring for hvad vi dog skulle fordrive så lang tid med, planlagt at blive i Abosi i 18 dage. Og det viste sig da også, at vi i den sidste ende havde svært ved at nå alt det, som vi gerne ville, og som folk ventede af os. Det var slet ikke ualmindeligt at nogle mindeligt bad os blive, eller bare rejse en tur hjem, for snart at komme tilbage igen. – En god del af deres håb om at vi ville komme tilbage bundede jo nok i den omstændighed, at det udviklingsprojekt, som vi selv for mange år siden havde lagt så mange kræfter i, for halvandet år siden var blevet afbrudt i utide på grund af uoverensstemmelser i trekanten: de stedlige danske udviklingsarbejdere – bistandsmodtagerne (den lokale andelsforening) – og donoren (Mellemfolkeligt Samvirke).

Jeg skal ikke her komme nærmere ind på de direkte årsager til dette brud. Blot mere generelt anføre, at det er noget, der virkelig har givet os, for hvem udvikling i fattige lande næsten er blevet en slags livsopgave, noget at tænke over. Og det er fordi dette brud, her i den hjemlige debat, på en vis måde vil kunne føres i marken som et eks. på, at tyve års dansk engagement i et udviklingsprojekt bogstavelig talt har været tabt på gulvet på grund af mangel på professionel indsigt i grundlæggende strategier. – og hvad gør vi så? – I forsøg på ikke at stille ulandsbistand i et i et dårligt lys, kunne vi jo bare tie med det. – Men det ville vi have det dårligt med. – At det, helt overvejende, har været rene personstridigheder, der ligger bag, ser for os ud til at være uomtvisteligt. Jeg er ikke blind for, at de menige medlemmer af foreningen ikke alene kunne, men også burde, have forhindret det ved at vælge en ny bestyrelse. Men disse mennesker er ikke danskere, som bare gør oprør imod uduelige ledere. Respekten for og lydigheden overfor autoriteterne ligger, hos dem, meget dybt. Og den kendsgerning har vi, som i mange år har beskæftiget os med udvikling på stedet, altid været nødt til at rette ind efter, om vi ellers ville gøre os håb om overhovedet at komme nogen vegne i retning af holdbar fremdrift.

For os er alfa og omega i integrationen af mere eller mindre marginaliserede befolkningsgrubber i en fremadrettet dynamisk udvikling, uanset hvor i verden det måtte være, at prøve at formidle den selvrespekt og ligeværdighed ud til dem, som de måske endda slet ikke selv føler at have adkomst til – blandt andet også af manglende tro på egne kompetencer. Netop derfor er det så tidkrævende for dem at lære at ”tage fra”. Og ulideligt svært for os at forstå denne sammenhæng. - Og tro på sig selv kan ikke bibringes dem ved hjælp af tilførsel af økonomiske midler fra velgørere, heller ikke ved bedrevidende vejlederes påfyldning af teori og praksis, de være sig nok så engagerede og målrettede. Jeg vil faktisk gå så vidt som at sige, at hvis vi som ”udviklere” ikke har andet end det at byde på, så burde vi holde os væk. Og hvis vi danskere virkelig mener det, når vi siger, at vi gerne vil hjælpe med til at lette dem vejen ind i fremtiden. Så er det vort ansvar, for alt i verden at undgå, at personsager, som i dette tilfælde, kommer til at vælte 20 års møjsommeligt arbejde over ende på en måde, så den udfasning over et nærmere bestemt mål af tid, som alle er enige om er helt nødvendig, også kan finde sted på rimelige vilkår. – Og det er, efter min mening, MS som den ansvarlige donor, der alene bærer ansvaret herfor.

Det yderst beklagelige der er sket med projektets kollaps, er for os at se, ikke så meget alle de anstrengelser som vi fra dansk side har udfoldet til ingen nytte, men langt mere den yderligere cementering af disse folks latente følelse af underlegenhed og mindreværd. En følelse, der umærkeligt sniger sig ind og bemægtiger sig deres dømmekraft og vilje til på egen hånd at tage nye initiativer. Vi talte om disse ting med mange af medlemmerne, og det store flertal af dem lagde uforbeholdent skylden på bestyrelsen, mange ikke uden en vis bitterhed i stemmeføringen. Bestyrelsen lagde lige så uforbeholdent skylden på formanden, som de da også nu har smidt ud. Skønt der ret beset ikke længere er meget at være bestyrelse for.

De tør ikke indkalde til generalforsamling, af frygt for medlemmerne. De aner ikke deres levende råd om hvordan de skal få gælden til MS betalt. Og de bad mig mindeligt om enten at skaffe dem en anden donor - eller MS tilbage. Ingen af delene ligger dog inden for mine muligheders grænse. – Mit bedste råd til dem var, at de nu ikke havde andet at gøre, end selv at tage hånd om deres forening. Og fortalte dem hvor jeg ville råde dem til at tage fat – det samme fortalte jeg dem for øvrigt for mange år siden. – Og ud af deres umiddelbare reaktion på dette kunne jeg læse, at deres forståelse for det synes mig at være vokset med årene. – Men forståelse er jo ikke det samme som handling. Ambivalensen ligger dybt og kan give sig udtryk i disse folks mest besynderlige handlingsmønstre. 

Alle os udsendte danske, som igennem årene har arbejdet i projektet, har gang efter gang, ved workshops og møder, understreget nødvendigheden af at menige medlemmer også påtager sig deres del af ansvaret for ledelsens dispositioner. Ikke desto mindre har dette budskab endnu ikke i tilstrækkelig grad kunnet trænge ind. Og det er det, der er grunden til at tingene bare fik lov til at løbe. Det ville have været en ærlig sag at sige til medlemmerne, at vi på grund af det eller det ikke ser os i stand til at arbejde videre. Det er, naturligvis, et spørgsmål om mentalitet og tålmod om vi, på den præmis, gider fortsætte eller ej. Men hvis nej, så er det altså stadig et spørgsmål om mange års arbejde – og ikke mindst, mange års ihærdige forsøg på tillidsopbygning. Vi har også alle sammen, ved udfoldelse af al vor pædagogiske formåen, forsøgt at forklare bistanden fra MS som noget, der intet som helst har med nogen form for almisser at gøre, men at den, fra vor side, udelukkende er tænkt som en håndsrækning til selvhjælp. – Heller ikke det har i tilstrækkelig grad kunnet trænge ind, især ikke overfor mændene. – Hvilket, for mig at se også kan skyldes en mere generel, bevidst udnyttelse af hvide menneskers helt åbenlyse, og dog samtidig med for os selv, mere eller mindre ubevidste svaghed – vor til dels medfødte dårlige samvittighed over at være den materielt set umådelig rige part i en konfrontation med stor materiel fattigdom. 

Vi har tit undret os over at folk af samme stamme, og med samme traditioner som baggrund – Kipsigis -, men som blot lever 100 km. Derfra, i området omkring Kericho, er langt mere udviklingsparate. Men vi mener, at det må have sin årsag i, at der igennem årene, på grund af stigende befolkningspres, er sket en udvandring fra deres mere oprindelige kerneområder – det var jo et nomadefolk -. Så kan det have været netop de folk, der ikke brød sig om alt det nye, der skete omkring dem, der ligefrem, samtidig med at de kunne sætte sig i besiddelse af masser af nyt jomfrueligt land som kun de vilde dyr levede på, også fik lejlighed til at ”flygte” fra denne ”bølge af udvikling”, ud til steder hvor de kunne fortsætte dé traditionelle livsformer som de var fortrolige med. – Området omkring Abosi blev først beboet af fastboende i tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrigs afslutning, hvorefter en del år gik med at fortrænge de vilde dyr. Det vil med andre ord sige, at Abosiområdet kan være blevet til en form for mere eller mindre villet lomme for udviklingsmodstand. – Eller måske mere korrekt, et sted hvor det ville være lettere at tiltuske sig en udviklings gevinster uden at behøve at betale for dem med en radikalt ændret livsstil.

Jeg kan i det hele taget godt komme i tvivl om rigtigheden i vor stærke fokus på penge og økonomi som lokkemiddel i bevidstgørelsens tjeneste? Det er i virkeligheden slående, at af de tiltag som vi, i vor egen tid derude, kom til at virke som idémagerne bag, og som virkelig har været i stand til tænde lys i abosifolkenes bevidsthed, står de 3 danske gymnastikholds ophold og opvisninger allerklarest. – Disse begivenheder havde ingen belærende mission, de medbragte ingen penge, men alligevel kom de til at virke inspirerede igennem det helt enkle faktum, at disse unge mennesker fra en aldeles fremmed kulturkreds, værdigede den samlede lokale befolkning den opmærksomhed, som denne virkelig dybt følte det var, at disse gymnaster brugte tid og kræfter på at komme helt ud til dem for at give, netop dem, denne store oplevelse. En oplevelse, der ellers ville have ligget langt udenfor disse afsides landsbyers rækkevidde.

Vores ”hovedbeskæftigelse” under vort nylige ophold i Abosi må dog siges at have været besøgene på alle de lokale skoler. Som bekendt, så fik Kenya en ny regering for to år siden. Et skifte, som var imødeset med store forventninger i snart sagt hele verden, og da ikke mindst i selve Kenya. Og som noget af det første indførtes der fri skoleundervisning i folkeskolen. Så godt så vidt! – Men Kenya forblev, som det senere hen ad vejen skulle vise sig, jo stadig det fattige korruptionsplagede land, som det hele tiden havde været. Så resultatet af denne reform blev jo bare, at mange flere børn kom i skole uden at antallet af lærere og andre nødvendige faciliteter øgedes. Derfor er 80 – 100 elever i en klasse da heller intet særsyn. Og så kan man fundere over hvor stort et fremskridtet det i sidste ende kan have været? – Ikke mindst taget i betragtning, at et meget stort antal uddannede lærere forbliver arbejdsløse. For der er jo ingen penge at lønne dem for. Men det forhindrer dog ikke at der arbejdes målbevidst videre – alle synes positive og alle gør hvad de kan. Og derfor må vi nødvendigvis indrømme, at det ikke kun var deprimerende, men i højeste grad opmuntrende, at besøge disse skoler. Alle steder blev vi modtaget med varme og begejstring. Og mange steder var det inspektøren selv eller hans substitut der gik med fra klasse til klasse og præsenterede os for eleverne.

Af gode grunde var det jo dog de største klasser 7. – 8. vi ofrede størst opmærksomhed. De fleste af eleverne der havde så gode engelskkundskaber, at vi kunne kommunikere nogenlunde problemfrit med dem, ofte dog med klasselærerens gode hjælp. Vi fortalte dem lidt om os selv, hvad deres forældre ikke allerede havde fortalt. En del af disse sad jo selv på skolebænken, da vi i sin tid også, som ”fastboende”, besøgte deres skoler. Så helt på bar bund var vi sjældent. Dernæst opfordrede vi dem til at stille spørgsmål med relation til forskelle / ligheder imellem Afrika / Kenya og Europa / Danmark. Somme steder var de, til at begynde med, lidt træge til at stille spørgsmål, men det hjalp på det, når de fok lov til at stille dem skriftligt. De fleste steder fik de hurtigt tungebåndene på gled. Og undertiden var det næsten ikke til at få stoppet igen. Så kunne det ske at vi virkelig blev kørt trætte. Deres videbegærlighed var i virkeligheden nærmest umættelig. Spørgsmålene drejede sig mest om regerings forhold, demokrati, landbrugsafgrøder, familieforhold, befolkningsforhold, klimatiske forhold, husdyrhold, vilde dyr, AIDS sygdommens udbredelse / bekæmpelse i Danmark og meget andet. Alt sammen yderst relevante spørgsmål, som det var os en stor fornøjelse at give os i kast med.

Den omstændighed at vi kender langt mere til deres forhold end de kender til vores gjorde undertiden, at vi kunne få hele auditoriet med på et stort forløsende fællesgrin. Som f. eks. da jeg blev spurgt om hvor mange børn danske familier i almindelighed har og svarede, at vi har omkring 1, 6 barn pr. familie. Det var et svar, som jeg vidste, at de ikke ville være forberedt på, og rent umiddelbart ville finde meget mærkeligt på baggrund af deres egne storfamiliesøskendeflokke. Og det havde sin virkning! - Men endnu mere markant virkning havde det, da jeg oplyste dem om, at jeg selv havde 4 børn og at Linda havde 3 børn. Da ville latteren simpelt hen ingen ende tage. For noget sådant er jo nærmest at betragte som en joke i en traditionel afrikansk sammenhæng. Det kunne også ske, at vi fik spindelvævet grundigt blæst af ”spekulatoren”. Bl.a. da vi blev spurgt om grunden til at dagene ikke, som hos dem, er lige lange året rundt. Da måtte jeg til at bruge den sorte tavle og det hvide kridt og agere skolelærer – jeg håber ikke at jeg dumpede til prøven? 

Men alt i alt må man sige, at vi ikke havde megen tid til at ligge på den lade side. Og det havde vi det rigtig godt med! – I aviserne kunne vi læse, at landet var plaget af en helt usædvanlig hedebølge med solen skinnende lodret ned fra en skyfri himmel. Det gjorde det bestemt ikke mere behageligt for os billøse danskere at være nødt til at tilbagelægge de ofte alt andet end korte afstande ud til skolerne, til fods. Men havde det ikke været for det normalt særdeles behagelige klima i højlandet (ca.2000 m.) ville det dog have været betydelig mere krævende. Og så var der jo også det, at når man går, så smutter man altså ikke bare lige forbi kendte ansigter. Næ, man giver sig tid. For her er det at hænge i en klokkestreng en by i Rusland – her er der tid til at hilse på – tid til en kop te – eller måske til en klump ugali (majsgrød) med kogt kål, som altid spises med fingrene. Og som ”efterret” kan man være heldig at få et krus musik (hjemmelavet surmælk tilsat trækul). På den måde bliver dagsmarchen slet ikke så træls. Dog måtte vi stadig ligesom i ”gamle dage” have en habil tolk med os for at kunne få en samtale i stand med de ældre mænd og med kvinderne. For uden en lille snak med dem ville vi miste det allermest interessante.  

På vejen tilbage til Nairobi skulle vi naturligvis gøre holdt i nogle få dage i Litein for at besøge Angelina. Hun er nu blevet 29 år og har, som ovenfor nævnt, stiftet familie. De bor i et lille rækkehus på ca. 30 kvadratmeter, i et fredfyldt hjørne af den ellers snavsede by. Huset indeholdende stue med en etageseng i det bageste hjørne, et lille soveværelse og et meget lille køkken. Der er ikke indlagt hverken el eller vand. De har eget pitlatrin og baderum ude i en lille lukket gård, som de er fælles med rækkehuset ved siden af om. I dansk målestok er det jo ekstremt simpelt, men de føler sig privilegerede, fordi de har været heldige. I sammenligning med de fleste andre, er de komme til at bo komfortabelt. Hvide gæster som os, kan de godt nok ikke tilbyde logi. Noget sådant kan de kun tilbyde deres egne landsmænd, der er meget mere vant med at blive stuvet tæt sammen, end vi er. Derfor havde Angelina skaffet os et af hospitalets gæsteværelser. Og det var vi glade for, da det kun lå få 100 m. fra hvor de havde deres bopæl. Deres store drøm er engang at kunne købe et stykke jord, hvor de kan bygge deres helt eget hus. Men det bliver meget svært at få samlet penge til det. Der er jo på både hendes egen og på hans side mange familiemedlemmer, der er ude efter at få andel i hendes forholdsvis gode løn. Så de står reelt set i valget imellem enten at skippe familien eller at dele midlerne med dem.

Det første alvorlige sammenstød med sin familie fik Angelina ved giftermålet. I kraft af at hun havde en god uddannelse forlangte hendes brødre en helt urimelig stor brudepris. Og det på trods af at det jo slet ikke er dem der har betalt for den. Desuden kan disse brødre ikke forstå, at de ikke skal have en vis andel af hendes løn. Det var da også med meget blandede følelser hun agerede midtpunkt i det kæmpebryllup, som der er tradition for at man arrangerer. Naturligvis fik de også en masse gaver, men ikke en gang dem kunne de være ganske sikre på, at ikke andre medlemmer af familien løb af med.

Efter brylluppet kom så også Johns familie og luftede deres forventninger. - Herhjemme er en kilde til den slags stridigheder jo ofte arvesager. I Kenya kan man altså allerede åbne denne betændte byld ved brylluppet. Angelina og John gav da også helt åbent udtryk for, at disse familiemæssige stridigheder om medgift og om hendes, efter familiens mening, pligt til at understøtte dem, anfægtede dem dybt, foruden at det jo dertil gav næring til åbent fjendskab netop fra dem, fra hvem de havde haft forhåbninger om gensidig opmuntring og støtte til et liv, som for at kunne lykkes, under alle omstændigheder ville kræve udnyttelse af alle positive kræfter. – Alt dette, som jo også ved intriger og insinuationer vil kunne komme til at true deres ægteskabs bærekraft, har fået dem til at vælge navnet Manasseh til deres lille søn. – For os velfærdsdanskere, der på mange måder har forskrevet os til troløsheden, er det svært at forstå, at religiøsiteten har så stor betydning for den ganske almindelige kenyaner. Mange af os ville nok mene, at det netop er denne stærke gudstro der holder dem fast i elendigheden. – Det er i hvert fald en ofte hørt påstand iblandt danske ulandsarbejdere. Men ifølge min bedste overbevisning kan det lige så godt forholde sig omvendt. – Det får mig til at tænke på min egen oplevelse under 2. Verdenskrig, hvor vi selv her i vort eget lille smørhul Danmark oplevede, at gudstroen og dermed kirkegangen fik en betydelig opblomstring, helt enkelt fordi mennesker følte sig truede. Modsat nu, hvor vi blindt tror på at alt er under kontrol, er det til gengæld så som så med folks trang til at vederkvæge sig ved bøn og salmesang.

Når de to unge nu gav deres førstefødte netop det navn, så er det fordi det, for dem, har stor symbolsk betydning. Der står i Bibelen i 1. Mosebog kapitel 41 om Joseph, der som bekendt af sine egne brødre blev solgt som slave, fordi deres fader havde et særligt nært forhold til ham. De kunne simpelt hen ikke lide ham, og besluttede derfor at dræbe ham. Men da så en tilfældig slavehandler kom forbi solgte de ham i stedet for. – Mod deres forventning,  gik det ham dog vel, så vel, at Ægyptens Kong Farao til sidst betroede ham rigets mest indflydelsesfulde post. Han fik også en hustru, som fødte han to sønner. Den førstefødte kaldte han Manasseh fordi Gud havde udvirket, at han skulle glemme al den ondskab, som hans brødre havde forvoldt ham. Og den næste søn kaldte han Ephraim fordi Gud havde frugtbargjort ham, i hans lidelsers land. (Det skulle ikke undre mig om en eventuel søn nr. 2 hos Angelina og John ville komme til at bære samme navn). – Måske er vor egen tro – om vi ellers har nogen – på det rationelle i mennesket i færd med at bedrage os – få os til at tillægge os selv egenskaber som kun er ren indbildning, og dermed måske åbner porten på vid gab for det irrationelle i os, som vi tror, vi forsager.

Når jeg lægger særlig vægt på netop dette udsagn. Så er det fordi, at Angalinas og Johns livssituation ikke adskiller sig væsentligt fra den situation, som rigtig mange andre unge familier i Kenya /Afrika står i. De befinder sig i et ingenmandsland. På den ene side en ældgammel, i alle henseender kollektiv kultur, hvor alt foregik efter strenge regler bundet til religiøs tro. Og på den anden side en ny fragmentarisk livsstil / kultur, hvor hver hytter sig, hvor stort set alt flyder, hvor alt nyt er godt, men sjældent tilgængeligt. Imens den nedarvede religiøsitet med alle dens påbud og tabuer på en og samme tid er både sat i skammekrogen og tilbedes. Dette ingenmandslands malstrøm må uundgåeligt drage mange menneskelige tragedier med sig. Eller også tvinge menneskene til at sætte deres lid til forhåndenværende religiøse funderinger, i smertelig erkendelsen af at dét, under de givne omstændigheder, er det mest sikre bindemiddel de har til at binde tid, sted, skæbne og eksistens sammen, i en tid hvor alt det materielle, som vi vesterlændinge kalder livsnødvendigt, bogstaveligt talt, dagligt truer med sammenbrud.

Et andet problem som udearbejdende par har, er at få børnene passet. Der er ingen bedsteforældre i nærheden, og børnepasningsmuligheder som hos os findes ikke. Har man i den henseende ingen familiemæssige muligheder, kan man kun få sine børn passet, hvis man kan betale sig fra det. Og betale sig fra det kan kun de meget velstillede, der har råd til at ansætte en voksen nanni på mere eller mindre fuld tid. Noget sådant er udelukket for Angelina og John. Ganske vist findes der et hav af unge piger i Litein, der er helt vilde efter at tjene en ekstra skilling i ny og næ. De har allerede prøvet adskillige af dem. Men for dem alle har problemet være, at de var meget mere interesserede i lønnen end i arbejdet. Og de kan ikke gå rolig på arbejde, når de har en nanni derhjemme, som de ved, at de ikke kan stole på. Derfor har de nu forsøgt sig med en ganske ung pige ude fra Abosi, som alligevel bare nærmest gik for lud og koldt vand hjemme sammen med mange mindre søskende og en enlig mor, der næsten aldrig var der, fordi hendes, sikkert, eneste mulighed for at skaffe det nødtørstigste var at ty til prostitution. Det som Angelina forestillede sig var, at tage denne pige til sig som en del af familien, og så håbe på det bedste. Mislykkes det er det jo ikke første gang en lille pige fra landet er havnet i byen uden at finde lykken! – Men desværre, det sidste vi har hørt fra dem er, at det ikke går særlig godt. Det ser ud til at pigen, der vel er en 13 – 14 år gammel simpelt hen er for sløv til at påtage sig opgaver og ansvar. De har bestemt sig for at forsøge endnu et par måneder. Og hvis der ikke kommer nogen bedring, vil de ikke have andet valg end at købe en busbillet til hende og sende hende tilbage til, hvor hun kom fra.

Lad dette være et øjebliksbillede fra et land, der godt kunne synes os at være fanget i lutter onde cirkler. Men som dog, efter vor bedste overbevisning, nægter at give efter for håbløsheden. – Der er stadig en stor plads til latter og smilende ansigter. Og vigtigst af alt, der er så mange villige og målbevidste kræfter, der bare ligger og venter på signalet til at gå i aktion. Det opdager man når man kommer en smule ind bag den triste facade. – Og et særdeles vigtigt lyspunkt er der dog også at hæfte sig ved. Og det er at landets skrevne presse, modsat hvad den på grund af regimets rigide censur var for blot få år siden, er fuld af en vitalitet og virkelyst der kaster lys ud i samfundets og administrationens dunkleste krinkelkroge, hvor selv de mest magtfulde mænd ikke længere kan skjule deres bedrageriske hensigter. Derfor har det kenyanske samfund stadig hårdt brug, også for vor bevågenhed og støtte. Herunder en grundig genovervejelse af vor bistands (ikke mindst den økonomiskes) reelle virkninger. Der er ingen tvivl om at økonomisk støtte, der mere eller mindre er givet på skrømt, uden tilstrækkelig indsigt i dens mere langsigtede konsekvenser, har været med til at fastholde landet i fattigdom. Man møder stadig flere, også indsigtsfulde kenyanere, der appellerer til os fra de rige lande om at stoppe den bistand, som alligevel i alt for høj grad havner i de forkerte lommer, samtidig med at den fremelsker en tiggermentalitet, der for det første altid har ligget afrikansk folkementalitet fjernt, for det andet medvirker til at øge de riges rigdom på de fattiges bekostning, og endelig for det tredje, det måske allerværste, fremmer initiativløshed til fordel for magelighed og gold pengegriskhed.– Men det er en meget længere historie – som må gemmes til en anden gang. 

Mange venlige hilsener

Linda & Arne.