En gammel lægmands betragtninger omkring nytåret 2012.

Allerførst om åndelighed og om livets gåde.

Er det os mennesker der styrer verdens gang - eller er det verdens gang der bare kører med os mennesker? - Ja, det er vel det, som man kan kalde et godt spørgsmål! Ikke i min tid har dette spørgsmål i en grad som netop nu, op til dette nært forestående årsskifte, tiltrukket sig opmærksomheden verden over. Og vi i den vestlige, kristne kulturkreds er tilsyneladende kommet ud i en krise, der trækker spor langt videre ud i verden end som så. Vi som igennem århundreder har set os selv som fornuftens, forstandens, mådeholdet og ikke mindst menneskerettighedernes sande vogtere, idet vi har følt os udstyrede med kristenhedens uovertrufne moralske og medmenneskelige kvaliteter, trues nu tilsyneladende af Nemesis, den hævnens gudinde som de gamle grækere troede på, og som vi moderne udfarende, men dog samtidig rodbundne vesterlændinge, der selvom vi hårdnakket afviser denne gudindes relevans i vor oplyste nutid, alligevel synligt lader os forvirrer af. Men vi kunne måske også forsøge at samle vore kræfter, gøre vor stilling op og tage den til efterretning. Vi er ikke længer herrefolket, som hele vor klodes brogede folkevrimmel i ærbødighed bøjer nakken for. Og derfor står vi overfor et skæbnevalg. Skal vi i halsstarrigt stivsind, uanset hvad, holde fast i myten om vor uovertruffenhed? Eller ville vi gøre klogere i som konsekvens af vore globalt set vigende magtpositioner at optræde lidt mindre skråsikkert? - Jeg kender ikke nogen, mig selv inklusive, der ville kunne give fyldestgørende svar på det. Men jeg vil her forsøge at gribe tilbage til nogle indtryk - pejlemærker om man vil, som jeg igennem årene har samlet sammen. Hvad disse så i den store sammenhæng i nutid og fremtid måtte kunne betyde, ja, det må, disse to kategorier af tider, hver for sig give os svarene på. For som jeg for snart mange år siden fandt ud af hørte med til afrikansk forståelse af tid, at fortiden er der hvor vi har vore rødder, nutiden er der hvor lever vore liv, imens fremtiden, som vi intet kan vide om, under alle omstændigheder kommer til, eller over os. – Vi kristne har, i hvert fald i min tid, brugt mange kræfter på at lægge planer for fremtiden, men ser vi nøgternt på det, sjældent med det store held. - Så den vil jeg holde mig fra.

Jeg husker en bestemt oplevelse, fra da jeg var omkring ti år gammel - jeg ved at jeg ved tidligere lejlighed har brugt den, hvad I må have mig undskyldt. - Det var ved et folkeligt møde på Vålse Kro arrangeret af den lokale husmandsforening, hvor min far var formand. Taleren indledte med at fortælle Sfinksen’s gåde. Denne enorme skulptur med løvekrop og menneskehoved, som i mange årtusinder har stået ude i Ægyptens ørken og anråbt alle rejsende, der kom forbi: Hvad er livets gåde? Hvad er tilværelsens væsen? Og sagnet fortæller at alle der svarer forkert vil denne kolos knuse med sin kæmpekrop! Senere kom jeg en vinter på Askov Højskole, hvorfra jeg har mange langtidsholbare indtryk af åndelig observans, som med årene bliver mig stadig mere relevante. I modsætning til hvad jeg senere lærte på landbrugsskolen af mere teknisk art, som kun alt for hurtigt mistede relevansen, og i dag kun kan have interesse som kuriosa. Vort livs åndelige sfære rummer jo i modsætning til den tekniske ditto, nogle egenskaber - værktøjer om man vil, der uanset hvor meget verden omkring os forandrer sig, aldrig mister deres anvendelighed, hvilket har noget at gøre med at ånd, i sin luftighed er i stand til at løfte os ud over vore daglige trækasserier, så vi på fantasiens vinger kan svinge os helt op til der, hvor vi kan se os selv og verden omkring os i fugleperspektiv. Og hvis der ellers er noget vi, netop nu, som passagerer på denne svævende klode, har brug for, så er det at lære at orientere os i en helt ny verden. Og uden åndelighedens ”GPS”, samt naturligvis håndelaget til også at bruge den, vil vi alle sammen være ilde stedt. Med vor gamle folkekære digter, C Hostrup, ham der også skrev ”Eventyr på Fodrejsen” kan vi sammen i en af hans mange sange synge: Øjet opladt, hånden øvet / tanken på flugt over støvet!

Den opgave der ligger foran os er intet mindre, end at vi i den vestlige verden sammen, bevidste om hver vore egne ståsteder, skal bygge et nyt brohoved hvorfra vi med fornyet styrke kan få vore ideer og frihedsidealer bragt i offensiven. Men allervigtigst for at denne værdige intention kan komme til udfoldelse er netop vor egen selvransagelse. Det er for mig ingen tilfældighed, at det over et spand på flere hundrede år netop var vor kristne europæisk - vesterlandske kulturkreds der tog teten i verdens udvikling, på godt og ondt, hen imod moderniteten. En voldsom udvikling har fundet sted, som har været båret frem af virkelyst, fantasi og en stærk tro på fremskridtets evne til at løfte alle klodens folkeslag ud af fortidens stillestående og fastlåste forestillingsverdener. Og meget har været nået, som vi har al mulig grund til at være stolte af. Men ser vi tilbage på dé historiske kendetegn, der mest markant, og over en bred horisont, har præget billedet, så er det mest iøjnefaldende træk rækken af verdenskulturer der på skift har efterfulgt hverandre, de alle har haft brudt sig vej frem i rampelyset, er blomstret op, har skabt unikke monumenter af varig værdi, som de har kunnet være stolte af. Men kulturer deler nu engang skæbne med alle andre levende væsener på jorden, de ældes, går i forfald og visner væk, og kun monumenterne står tilbage og vidner om deres bedrifter. Og nu er så, måske, vor egen vesterlandske kultur, der står for tur, og da er det helt afgørende, at vi ikke giver os hen i resignation, for livet vil nemlig fortsætte uanset vor position i verdenssamfundet. Og vi har meget værdifuldt gods, både åndens og håndens, at værne om og gøre os gældende med, dog under den forudsætning, at vi ikke lader os slå ud af al stoltheds indbyggede trang til selvforagt, når tilbagegang melder sig - vores monument skal ikke blot opføres, vi skal også forsvare det, så det kan række ud over vor egen tid.

Og dertil er religionen for, os kristendommen, vigtig. Enhver form for religion, herunder også den kristendom, som vi i Danmark bekender os til, grunder sig på tegn og profetier opstået og videreført over så lang tid, at den fuldstændig fortaber sig fortidens tåger, men som alligevel i deres mangfoldighed af endogså markant modstridende udsagn, som vi kristne brødre ikke sjældent har bekriget hverandre for, står som udtryk for forskellige varianter af holdepunkter og dogmer, der har guidet skiftende slægtled, for at de skulle kunne bevare troen og retningssansen i en altid usikker og kaotisk tilværelse. For os kristne har fællesnævneren været bibelens Gamle Testamente - jødefolkets historiske oprindelse med de dertil hørende dramatiske fortællinger, som senere med Jesus, der jo som bekendt var jøde, om man så må sige, vel blev ”transplanteret” ud fra sin oprindelige jødiske sammenhæng, men alligevel sammen med Det Nye Testamente er indsat i Bibelen som det guddommelige centrum i forkyndelsen af kristendommens hellige skrifter. - Men som det ud fra bibelens mangfoldighed af udsagn må forudsættes, så kan den kristne tro ikke umiddelbart uddrages af Bibelens bogstav, men må tolkes ind i en til enhver tid gældende kulturel, materiel og trosmæssig virkelighed for dermed at tilføje denne en form for overordnet åndelig dimension med relevans i de forskellige tidsafsnits aktuelle, ofte markant med eller modspillende, magtpolitiske konstellationer folkeslagene imellem. Og da det i høj grad er netop denne åndelige dimension der igennem alle tider har formået at anspore mennesker til at hoppe med på paroler - opbyggelige såvel som destruktive - seneste grufulde eks. var nazismen i Tyskland, der havde sat sloganet: ”Med Gud for Os” på soldaternes bæltespænde -. Det er vel ud fra sådanne fakta, og ud fra verdenshistoriens utallige andre vidnesbyrd om grusomme krige udkæmpet i Guds Navn, ikke underligt at mange moderne mennesker vender alle former for religiøse bevægelser ryggen. Men problemet er bare, at mennesker ikke kan leve et meningsfuldt liv uden at de også har et eller andet de tror på, og som de også, om der kræves, kan sætte livet ind på. Selv mennesker der hårdnakket frasiger sig tro i enhver afskygning udfolder jo med forfatteren Jacob Paludans ord en forbitret religiøsitet med ryggen til Gud. De er jo dog, når det kommer til stykket, nødt til at tro på hvad de selv siger og gør, for ikke at gøre sig selv til helt viljesløse medløbere, måske netop på forførende paroler, som de så bare kalder noget andet, som de fejlagtigt mener ikke er religiøst funderet.

Hvad vil det sige at være religiøs?                         

Kristentroen har ligesom andre religioner en fast kerne, som for mig kan formuleres meget kort i bare ét ord: ”Kærlighed”. Gud er Kærlighed! Men det skal vi hver for sig personligt ved tolkning af dens hellige skrifter, på egen vej og foranledning, finde frem til. Man kan vælge at gøre dette helt på egen hånd, eller som jeg tror de fleste vælger at gøre, sammen med andre i en menigheds kreds. Under alle omstændigheder er det ud af tolkningen, og alene ud fra den, at troen kan vokse frem. Jeg er af den formening at alle sundt udviklede mennesker, såfremt de har haft den lykke at vokse op iblandt kærlige ansvarsbevidste forældre, i sig bærer på et instinkt der fortæller, hvad der er godt og hvad der er ondt, forudsat at forældrene ikke i forvildet overmod, eller i misforstået afsky for en af vor tids fremmanede spøgelser, indoktrinering, har gjort det til en dyd at lade deres børn selv, på egen hånd, finde ud af, hvad det vil sige at blive til et menneske, Men når Bibelen alligevel fortæller os: Det gode jeg vil, gør jeg ikke, og det onde som jeg ikke vil, gør jeg. Så er det ikke fordi vi dybt i os selv ikke ved hvad der er hvad. Men fordi vi af en eller anden grund lader os friste til ikke at følge instinktet. Og her er troen i virkeligheden i al dens skrøbelighed det eneste redskab vi har, som kan hjælpe os til ikke altid at falde for det, der igennem hele vor tilværelse uafladeligt vil friste os. Jeg ved godt, at dette er en meget enkel beskrivelse af fristelsernes mangehovedede fremtoninger, og at det i mange situationer ikke er så ligetil at finde ud af hvad der er hvad. Men vor vi alligevel ikke kan gøre andet, end i sikker forvisning at følge vor bedste intention. For har man gjort det bedste man kunne, kan man også, om man alligevel har fejlet, hengive sig til Guds nådige tilgivelse. Og her skylder jeg måske at indskyde, at jeg selv har svært ved at forestille mig, hvordan man uden at bekende sig til en eller anden form for et gudsbegreb, en instans der er større end noget menneske kan begribe og forstå, vil have mulighed for at henvende sig noget steds, hvor man kan bede om sine synders forladelse. Det kan godt være at nogle ligefrem vil trække på smilebåndet af dette, jeg har selv til tider gjort det. Men afvises kan det nu en gang ikke, at også noget så menneskeligt nedbrydende som psykiske lidelser, herunder også mange der bunder i samvittigheder der ikke kan finde ro, er én af vore moderne samfunds alvorlige plager.

Som man ser, så er kristentro ikke et statisk begreb, men er i uafbrudt bevægelse, hvilket i høj grad gør det muligt, ud fra bibelens budskab, på forskellig måde og med udgangspunkt i dens kerne, at nuancere den kristne tros budskab, hvilket da også tydeligt fremgår af den brede vifte af kristne trosretninger der findes i verden, hvilket igen indicerer at kristendommen altid udgør en levende og handlende organisme. Det er f.eks. i den allerseneste tid kommet frem i medierne, hvad jeg for øvrigt lige siden mine år som ulandsarbejder i Kenya selv har set tegn på. Nemlig at den kristentro som de europæiske missionærer for mere end hundrede år siden påbegyndte plantningen af i afrikansk muld og andre steder, og som netop på grund af mødet med den på stedet herskende fremmede kultur forvandledes og fik denne kulturs umiskendelige stempel sat på sig, nu er på vej tilbage til Europa, hvor det kunne se ud som om den, efter turen i de afrikanske og andre ”såkaldte” primitive kulturers ”vridemaskine” kan komme til at lægge grunden til en fornyelse af vore hjemlige kristne udtryksformer og virkemidler, uden at kernen røres. Med andre ord en form for revideret kristendom med et mere glad og åbent ansigt, som er vokset ud af den fattigere del af verdens befolkningers håb, drømme og behov. Hvor den kristendom vi for mere end hundrede år siden indviede dem i var vokset ud af kolonivældets og herrementalitetens håb, drømme og behov.

Når kortene blandes

Ja, sådan er der så meget, der med et kan blive vendt op og ned på, når ”kortene blandes på ny”. Jeg husker, at jeg en gang som ulandsarbejder i Kenya, hvor jeg betragtede disse lokale bønders yderst uhensigtsmæssige følelse af at være os hvide underlegne som en af de vigtigste hindringer for den udvikling, som det nu engang var min opgave at fremme, at jeg lidt i spøg men mest i alvor, da jeg jo heller ikke den gang var ganske uvidende om de gamle kulturers opblomstring og fald, fortalte dem, at jeg sagtens kunne forestille mig, at Kenya en dag ville sende frivillige udviklingsarbejdere til Danmark. Og så er det altså her på det allersidste kommet frem, selvom disse bønder den gang bare opfattede det som en vittighed, at dette netop er ved ske, og det er fordi deres trosliv, som er rundet ud af deres ældgamle forestillinger, vil kunne bibringe deres tidligere herrefolks kristendom et nyt og tiltrængt islæt. Afrikansk religion, som vi jo har kaldt primitiv, har ud fra deres livsforståelse meget langt tilbage i tiden haft begrænsede stamme - og landsbysamfund som baser hvor alle var medansvarlige for hinandens overlevelse og velfærd. Derfor udlevede de sammen en dybt religiøs tilværelse, i et univers der var snævert men først og fremmest helt. Sådan forstået, at de gav alt hvad der hændte dem og alt hvad der sagdes og gjordes en religiøs betydning. Og da kristendommen kom med disse fremmede hvide optog de, om end i begyndelsen nølende, denne nye tro i deres, om man så må sige, gamle ”skabelon” for religiøsitet, d.v.s. at de integrerede den i deres traditionelle hele religiøse univers, som jo ikke helt svarede til kristendommens plads i det Europa, som den kom fra, hvor det verdslige og det religiøse liv udfoldes i to af hinanden uafhængige samfundsdomæner, jævnfør vor hjemlige regel om ikke at blande politik og religion sammen. Jeg vil gætte på at missionærerne, da de jo nu befandt sig i Afrika, langt væk fra dem der sendte dem ud, ikke har haft svært ved at omstille sig til dette hele univers. Men det er altså stadig dette forhold, der udgør den meget væsentlige forskel på europæisk og det man kunne kalde primitiv kristendomsforståelse. I øvrige kan jeg i denne forbindelse ikke lade være med at tænke på min gamle mormor, der jo tilhørte en helt anden tid, end den der er vor. For hendes trosliv havde, så vidt jeg i dag kan skønne, mange ligheder med afrikanernes.

 Og jeg føler mig overbevist om at vi i fremtiden, her i Vesten, vil komme til at opleve brydninger imellem disse to former for forståelse af religionens placering i samfundslivet, alene af den grund at vi må indrømme, at vi i vesten, generelt, ikke har formået at udvikle vore samfund på en måde, der har tilfredsstillet vore dybere behov for fællesskaber – eller har vi bare afviklet dem? Det er som om den velstandsstigning, som vi igennem de sidste 60 -70 år har været vidne til - eller offer for, ud fra devisen: det går jo godt, så hvorfor spilde tid på Vorherre, når vi sagtens kan selv? har suget os alle sammen, kristne som ateister, lidt mere slængagtigt udtrykt, ”gudelige som hedninger”, hen imod en opfattelse, som har givet de verdslige kræfter øget rum på de religiøses kræfters bekostning. Men nu skal man ikke tro, at det er noget særligt for vores tid. For jeg hører med til de efterhånden få endnu levende mennesker der oplevede tiden da 2.verdenskrig rasede, den tyske besættelse tyngede, smalhals og usikkerhed herskede, men hvor, på grund af usikkerheden, åndeligheden blomstrede overalt og folk flokkedes ved menighedsmøder, alsangstævner og kirkegang, ligesom de røster, der nu i vor tid kræve al religion væk fra offentligt rum, ville have forøvet helligbrøde. Jeg var 15 – 16 år gammel elev på vor lokale ungdomskostskolede, og der belærtes vi om disse helt naturlige svingninger i samfundets verdslige / religiøse liv, at åndeligheden altid voksede i takt med alvoren af de udfordringer der meldte sig, imens åndeligheden modsat, når samfundet befandt sig i freds - og opgangstider faldt tilbage imod lavpunktet. Så man kan sige, at, ligesom et menneske truet af sygdom mobiliserer antistoffer for igen at blive rask, mobiliserer et helt samfund også sine åndelige og religiøse reserver for at forsvare sig imod både udefra og indefra kommende trusler.

Vor nuværende krises alvor bør vi ikke undervurdere. Men på den anden side, så hører kriser ganske enkelt med til verdens gang som de facto biologiske fænomener, der ”trækker i snore” som er forbundet med menneskenes evige higen efter magt og vellevned. En higen som vores medfødte religiøse tilbøjeligheder under visse omstændigheder kan lægge en bremse på. Idealsamfundet findes som bekendt ikke, og vore erfaringer med de forsøg der har været gjort med at gennemføre idealsamfund ved tvang opmuntrer ikke til gentagelse. Vor trøst må så være, at når det virkelig brænder på, så kan, om end ikke automatisk, vore åndelige og religiøse reserver alligevel komme os til undsætning. I øvrigt så er vanskelige tider værre at tænke på end at befinde sig midt i. Og det har meget med sammenhold at gøre, eller rettere, sammenhold kan give krisens trængsler en symbolsk betydning som sætter erfaringen af sammenholdet ind i tilværelsens væsen som et kært smykke. Jeg tænker tit på min tid som soldat i den Danske Brigade i Tyskland ret efter krigsafslutningen, hvor de tyske byer helt bogstaveligt var jævnet med jorden. En af mine kammerater sagde, da vi med en jernbane der var flankeret af rustne, udbrændte togvogne og lokomotiver en masse, passerede igennem det, der en gang havde været Hamborg: ja, man kan jo se ud over byen ved bare at stå op på en ølkasse. Vi vidste, at millioner af tyskere fra øst var flygtet for russerne og komet til vest, og sikkert for nogles vedkommende, som fremmede, befandt sig i disse ruinhobe. Og selv om vi vidste, at de sultede, fik vi ikke meget indtryk af, at de var forhutlede. Og hvad der sikkert siger ikke så helt lidt om tysk viljestyrke i den fortvivlede situation, hvori de den gang befandt sig var, at det tog dem forbavsende få år igen at komme på benene. Og uden sammenhold og en stærk vilje var dette ”virtchaftswunder” ikke sket. Jeg ved godt, at uden udefra, fra krigens sejrherrer, kommende opmuntringer og ganske betydelige finansielle støttemidler, ville billedet have været anderledes.

Etisk fordring - realitet eller tågesnak?

Men der er noget ved den ofte hidsige debat blandt politikere, i medierne og iblandt almindelige danskere, der har undret mig, og det er, at denne næsten udelukkende drejer sig om to spørgsmål, det ene er at udpege syndebukke, og her er det generelt den øvre middelklasses talsmænd, som jo for det meste har deres på det tørre, der skråsikkert og i en generaliserende tone, som kom den fra gamle dages ridefogeder, fælder dom over en klasse af medborgere, hvoraf mange i forvejen er langt nok ude i tovene, og dertil i den grad bliver nedgjort og stigmatiseret, at det ikke burde undre nogen, at de føler sig sat udenfor i deres eget samfunds gabestok for at blive straffet med pisk, og for hvad? ja, det har de såmænd ingen anelse om. Og det andet hovedspørgsmål drejer sig om, i hvor vid udstrækning vi som samfund bør udstede ekstra taknemmelighedsbelønninger til den mest velbjergede del af vore medborgere, angiveligt for at motivere dem til at gøre en ekstra indsats, og for samtidig at undgå, at de gør alvor af deres trusler om at søge federe græsgange udenlands. Og imellem disse to yderpunkter står så en stor middelklasse, som på grund af dens nominelle vægt udgør rygraden i samfundet, men øjensynligt er i splid med sig selv, og ikke ved hvilken side den skal hælde til? Dilemmaet er naturligvis reelt nok, det er spørgsmålet om overførselsindkomsternes størrelse og fordeling. Vi er stort set alle enige om, at samfundet skal tage sig af dets svagere stillede medborgere. Men vi har det problem: at hvis hjælpen er for rundhåndet vil for mange lade sig friste til at søge den, fordi det så ikke vil kunne betale sig at arbejde. Og beskærer vi den yderligere vil vi havne i et utilsigtet fattigdomsproblem.

Det der undrer mig er, at jeg ikke kan mindes i denne debat at have hørt en eneste røst hæve sig for at gøre opmærksom på, at vi alle sammen som mennesker og borgere er underlagt en etisk fordring, som betyder, at vi hver især foruden at være forpligtet til, efter bedste evne, at klare enhver sit, også er forpligtet overfor det samfund, som vi er en del af. Ignorerer vi denne fordring, er samfundet på forhånd dømt til at slide sig selv op indefra, således at selv de stærkeste til sidst, nok vil have noget at leve af, men intet at leve for, fordi vi mennesker nu engang er sociale væsener og ikke ubetinget de flokdyr, som for store ubalancer i samfundsmaskineriet alt for let vil kunne gøre os til. Det at dette aspekt af debatten, er fraværende, selv om det faktisk burde være det vigtigste, vidner, for mig at se, om et kollektivt hukommelsestab. Som før nævnt sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved vor sociale sikkerhedsnets kvaliteter, internationalt set. Men det kan på den anden side ikke benægtes, at det i disse krisetider er under voldsomt pres, et pres der stort set i alle sager vender den tunge ende nedad og rammer samfundets svageste urimeligt hårdt. Og det er foruroligende. En psykopat er et menneske der har mistet evnen til at sætte sig ind i omgivelsernes, måske især de nærmestes, reaktioner på beskyldninger mod dem - eller nedgørelse af dem. I dagens Danmark forekommer det mig, at psykopatiske tilbøjeligheder i stigende omfang stikker sit grimme fjæs frem, så her og så der, og dermed i høj grad bidrager til at forgifte klimaet imellem os som medborgere. Det vidner om, at vi har tabt kristendommens kerne: kærligheden, af syne, det, der i sidste instans betinger vor eksistens som dyreverdenens højes udviklede art! - Eller har vi bare i ren og skær kådhed over de seneste årtiers raketagtige velstandsorgie dømt den ude som værende overflødig og gammeldags?

Kan hjælpende hænder føre til dovenskab?

Og her er det, jeg vil anholde, hvad jeg allerede ovenfor har forsøgt at fortælle om det religiøses og det verdsliges adskilte domæner, som utvivlsomt kunne have blødt op på samfundets psykopatiske tilløb, dersom ikke markedsgørelsen af stadig flere samfundsrelaterede funktioner havde ”nødvendiggjort” stadig mere kyniske indgreb i ellers knæsatte vedtagelser omkring det begreb, som vi igennem et helt århundredes dagligtale har lært at benævne ”ret og rimelighed”. Ser man nærmere på forholdet imellem samfundets ydergrupper, så har begge disse i lige høj grad taget det forbrugsræs og den sorgløshed, der især igennem de seneste årtier har været gjort til en dyd - ja faktisk til en borgerpligt, til sig med kyshånd. Og nu da hammeren pludselig falder, uden at nogen, heller ikke de allerklogeste hoveder, havde forudset det, går det op for alle, at ”bolcherne” er fordelt, nogen vil sige retfærdigvis, jeg vil sige tilfældigvis, men langt fra efter fortjeneste - lotterispil har jo altid haft sine vindere og tabere, flest af de sidste. Men hvorom alting er, alle var i lige grad med til at fremkalde det uundgåelige, og ingen kan med rimelighed påberåbe sig mindre skyld end andre. Og alligevel føler nogen sig kaldet til at svinge pisken over andres nakke, og det på trods af at enhver med bare en smule kendskab til menneskesindet ved, eller i det mindste burde vide, at krænker man andre menneskers værdighed fremavler man ikke andet end had og trods. - Man kunne kalde det højsind, da sejrherrerne efter 2, verdenskrigs afslutning af al magt søgte at hjælpe den slagne fjende på fode igen. Men man kan også, set i bakspejlets opklarende lys, se det som en kærlighedsgestus der bragte verden lys, luft og glæde, hvor man kunne have frygtet det værste. - Hvorfor kan vi ikke her hjemme i vor egen lille andedam tage ved lære af dette lysende eksempel. Her, hvor det slet ikke drejer sig om at yde bistand til tidligere fjender, men om at hjælpe medborgere der har været så uheldige at løbe med på en kollektiv og samfundsvedtagen ”begmand”, som de lige så lidt som nogen andre havde kendskab til, eller anelse om den blotte eksistens af. - Og påstanden om at vi med en sådan ”blødsødenhed” vil forspilde vore muligheder i vor fremtidige konkurrence med den øvrige verden, er for mig at se, grebet ud af luften.

Her for en afslutnings skyld vil jeg gerne fremhæve børns opvækstvilkår, som for mig står som det altoverskyggende grundelement i vort samfunds bærekraft og evne til at danne udgangspunkt for virkelystne mennesker. Men desværre er det måske også det element, der igennem de seneste tiår, på grund af den kraftigt accelererende forbrugsfest, er kommet mest i klemme. For netop på børneområdet viser de mulige negative konsekvenser af spareiveren sig først for alvor efter en generation eller så, modsat besparelser på f.eks. ældreplejen, der kan være smerteligt nok for hvem det rammer, men direkte langtidskonsekvenser medfører de vel ikke, i hvert fald slet ikke på samme måde. Den mest tristete mangelvare af alle er nærvær, som ikke burde koste penge, men gør det alligevel igennem følgevirkningerne af vor tids feltråb: ”Tid er Penge”. Netop tid til børn er tilsyneladende, alle de mange dybt engagerede forældres helt uvurderlige indsats ufortalt, for alt for mange forældre, en by i Rusland. Det må da virkelig være det, vi har alle vore forskellige institutioner til at tage sig af, synes de at tænke. En ganske chokerende oplysning fik jeg forleden dag i Kristeligt Dagblads kronik, som var skrevet af en dame med kendskab desangående, der hedder Lone Nørgaard. Hun skrev, at der årligt her i Danmark, af forskellige årsager, fjernes 12000 børn fra deres forældre. Ja, man skulle sandelig da håbe, at der havde sneget sig et ekstra 0 ind. Men nej, det syntes ikke at være tilfældet. Og bedre ser det ikke ud for de børn der er blevet til håbefulde unge mennesker. En alt for stor del af dem, og dette gælder generelt i hele vor vestlige civilisation, er der intet arbejde til. Angiveligt fordi det ikke kan betale sig for nogen at holde dem beskæftiget. Alt imens samfundets beslutningstagere blot beklager, under henvisning til at det jo er krisetider. Men det, at parkere millionvis unge stærke, og for manges vedkommende veluddannede mennesker på stand by, for manges vedkommende måske på livstid, er i realiteten at erklære dem overflødige. Hvis ikke det er en skamplet på alle os ansvarlige medborgere. Så ved jeg ikke hvad skam er.

Hvad andre har sagt om det at blive - være menneske.

Fr. Paludan Møller skrev bl.a. i digtet ”Adam Homo” fra 1841 om den lille Adam der siger til sin mor: Min lektie har jeg lært til punkt og prikke / men hvad det er at være, ved jeg ikke? Shakespeare skriver godt et par hundrede år tidligere i skuespillet Hamlet: To be, or not to be? Og Søren Kierkegaard skriver i ”Begrebet Angst” fra 1844, om forældreansvar: I legemlig henseende er det let at se, når det øjeblik indtræder, da man tør lade et barn gå alene udvordes, i åndelig henseende er det ikke så let. I åndelig henseende er opgaven såre vanskelig, og man kan ikke frikøbe sig for den ved holde en barnepige og købe en gangkurv. Kunsten er bestandig at være til stede og ikke være til stede, at barnet får lov til at udvikle sig selv, mens, dog overskuelsen deraf står tydeligt for én. Kunsten er i allerhøjeste grad efter den størst mulige målestok at overlade barnet til sig selv og at udtrykke denne tilsyneladende opgiven således, at man tillige ubemærket ved besked om alt. Dertil kan man godt få tid, selvom man er kongelig embedsmand. Når blot man vil, så kan man alt. Og den fader eller opdrager der gjorde alt for den betroede, men ikke forhindrede, at barnet blev indesluttet, han har dog altid pådraget sig et stort ansvar.  

Det kan da godt være at Søren Kierkegaard ikke her rammer helt korrekt ind i vores nutid. Men når jeg alligevel refererer det her, så er det fordi det vidner om hvor, på en og samme tid, privilegeret og ansvarsfuld en opgave det er, og til alle tider har været. Dette at få lov til at drage næste generation op til voksenlivets komplicerede rettigheder, pligter og ansvar, hvor det, ret og slæt, at blive og være menneske er den vigtigste egenskab overhovedet at få lært, fordi den udgør det fundament hvorpå alle andre kompetencer skal finde base og udfaldsport. Intet menneske bliver nemlig menneske ganske af sig selv, eller bare ved naturens gunst. Kort sagt, børneopdragelse kræver forældrenes tid, tilstedeværelse og dertil parathed til at tage de konflikter der uvægerligt også vil melde sig.

Ja, jeg skal være den første til at bekende at børneopdragelse er en vanskelig sag at få hold på. Det at gøre sig fortjent til at få lov til at føre motorkøretøj på offentlig vej er simpelt hen det rene vand ved siden af, også selvom man dog først skal erhverve sig et kørekort. Man kunne faktisk, da det jo her drejer sig om intet mindre end at opbygge den næste generations evner og lyst til at overtage ansvaret for de samfund, som vi alle lever og ånder i, og som vi forventer, skal give os alle rum for at drømme og muligheder for, i dette ords bedste betydning, at folde os ud. Måske burde der også for denne disciplin være et ”kørekort” som adgangsbevis? Men fri os dog vel, for noget sådant. - Lad os stille os tilfreds med blot, hvad enten vi så har egne børn eller ej, at være forældre af Guds Nåde!

Og hermed vil vi ønske alle der læser dette et godt og velsignet nyt år.

Linda og Arne.