Det ene fornødne i en urolig tidsalder

Hvad vil det sige at være ærlig overfor sig selv? – Ja, det er et spørgsmål med mange forskelligartede aspekter indblandet, og som tilmed ofte er indbyrdes modstridende. – Uden at jeg på nogen måde vil opkaste mig selv som værende et bedre menneske end folk er flest, vil jeg sende tankerne tilbage til min barndoms oplevelse af min mors eller mormors aftenbøn med os børn, som for dem, er jeg helt på det rene med, var en vigtig del af deres dybt forpligtende engagement i dette, at få lov til at bære en igennem mange generationer nedarvet kristen tradition og livsforståelse videre til de næste generationer. ” Fader vor, du som er i himlene. Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje i himlen og således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød.  Led os ikke ud i fristelse, men fri os fra det onde. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, thi riget er dit, magten og æren i evighed. Ammen”!

Jeg må skynde mig at vedgå, at jeg her var nødt til at tjekke denne bøns konkrete ord for at sikre mig, at de også var bare nogenlunde rigtigt gengivet, dette også selvom jeg dog har hørt dem tusindvis af gange igennem hele mit liv, hvilket vel bare indikerer, at min bønspraksis ikke kan have været noget særlig fremtrædende element i mit daglige liv, samt at jeg heller ikke har ofret mange kræfter på at føre denne bøn videre til mine børn, hvilket jeg i dag må begræde. Men jeg har vel tænkt mig, at det var noget som en gang indført, også i vort hele danske kulturgrundlag, måtte være noget, som bare var der som en helt naturlig ting, der gav sig selv, samtidig med at vi, som de grundtvigianere i hvert fald jeg for det allermeste søger at tilslutte mig, og dermed, bevidst eller ubevidst nok mente, at vi nødvendigvis måtte, betragte vore indremissionske medborgere omkring os som mere eller mindre skinhellige, og som sådan egentlig også som nogle hyklere, som vi mere eller mindre ihærdigt søgte at lægge afstand til – hvilket jeg i dag kan se var dybt præget af inkonsekvens, al den stund dette at ”føre krig” omkring trosspørgsmål er uden mening, fordi denne altid vil være næret af vor menneskelige hang til selvtilstrækkelighed og dermed også af uvilje, eller ligefrem et hadefuldt forhold til den dialog på godt og ondt, som er vor eneste mulige vej ud af den altødelæggende samfundsopløsning, som uvægerligt vil blive denne vejs konsekvens. Vi skal også kunne turde respektere og agte de mennesker og meninger, som vi rent umiddelbart ikke forstår, og kunne tale til dem, og med dem, i mindelighed og ærlig vilje til sameksistens netop ud fra påstanden i ”Fader vor” at vi alle er syndere for Gud og mennesker og dermed også pligtige at tilgive hverandre.

Men hen over de seneste generationer er det ligesom, at begrebet synd ganske langsomt er gledet i baggrunden til fordel for den opfattelse, at vi alle er gode nok, som vi er, imens dette at vi alle grundlæggende, på trods af bønnens helt entydige konstatering af, at vi alle som mennesker forlods er at betragte som syndere ses som en hindring for den også i os alle sammen nedlagte higen efter frit at kunne afsøge vore udviklings potentialer uden på forhånd at være hemmet af religiøse eller andre begrænsende trosbaserede fordomme / traditioner. Groft sagt, at vor, ideelt set, dybt i kristendommen nedlagte påstand om næstekærlighed må vige for vor påståede nødvendighedstænknings ultimative forret således, at vi kan sige, eller i det mindste argumentere for, at vi i godhedens navn kan hævde vor ret, eller ligefrem pligt til at berige os selv- også om ”nødvendigt” på andres bekostning ud fra det i vide kredse fremførte slogan, at ingen bliver fattigere af at andre bliver rigere. Men i mine øjne er det ligeså indlysende, at ingen bliver rige uden at der bagved ligger en eller anden form for magtposition og venter, som kan åbne dem denne mulighed. Nu hører jeg slet til dem der mener, at magtpositioner i sig selv nødvendigvis skulle være af det onde. Det afgørende er hvortil disse positioner bruges / misbruges i forhold til vore samfunds almene sundhedstilstands fremme. Men der er jo så også her, at forskellige standpunkter deler sig, og hvor disses relation i forhold til hverandre nødvendigvis må sættes ind og gennemvædes af, for os, den kristne tros eller andre religiøse hovedbudskabers og krav til os, som nu tilfældigvis bekender os dertil om i alle forhold at sætte kærligheden over alt andet. Det kan da godt være, at dette i bund og grund er en ren utopi, men på den anden side så er dette den eneste redning vi har at klynge os til. Hvad vil være bedst for os, utopien eller udslettelsen?

Jeg læste for nylig en artikel i Kristeligt Dagblad skrevet af professor emeritus Steen Hildebrandt, hvor han bl. m. andet fortæller om oplevelser fra et langt livsløb. Og det der især fangede min opmærksomhed var beretningen om hans overværelse, som stor dreng, af et forsamlingshusmøde i Randers, hvor Niels Bohr var eneste taler, og hvor han mødte op med sin pibe, sit smil og sine buskede øjenbryn for en forsamling på bare ca. 30 tilhørere. Og SH fortæller videre om, hvordan NB inden mødets begyndelse gik rundt og trykkede hver enkelt tilhører i hånden uden overhovedet at tage notits af Steen med sine bare 13 år på bagen, må have stukket en hel del ud fra den øvrige forsamling. Steen indrømmer blankt, at han ikke forstod ret meget af, hvad NB sagde, men hvad han forstod, var, at her var altså et menneske, der var dybt optaget af noget fagligt og af den verden, som denne faglighed havde som baggrund og virkefelt. Og igen inden NB forlod mødet gik han rundt og gav hånd til alle, og hvordan denne meget unge Steen mærkede NB udstråle en kærlighed, som han mener, senere hen igennem livet blev ham et enzym. Den aften lærte han hvor vigtigt det er for os mennesker at vi har forbilleder.

Selv har jeg aldrig i løbet af livet hverken set eller mødt NB. Men jeg hørte for mange, mange år siden Jens Rosenkjær, 1883 – 1976, tidligere afdelingschef ved Danmarks Radio - ham, til hvis minde den nok som bekendte Rosenkjærpris indstiftedes – fortælle om ham. Og det var ud fra hvad han sagde særdeles tydeligt, at NB var en person, JR nærede meget storrespekt og veneration for, også på grund af hans beskeden – og fordringsløshed, som på trods af hans umådelige viden og hans, på verdensbasis, nærmest grænseløse respekt for de kræfter, som han igennem sine dybteborende iagttagelser på både det menneskelige og det videnskabelige plan havde opnået indsigt i. Jeg husker hvordan JR søgte at delagtiggøre os tilhørere i NBs, for ham selv at se, hovedopgave her i dette liv, nemlig at få verden til at forstå at det vigtigste for os mennesker må være vor respekt for alt det, som vi på trods af alle vore opdagelser, ligegyldig hvor epokegørende disse så end måtte forekomme os, stadig ikke ved. Om hans forhold til kristendommen forholdt det sig ifølge JR på den måde, at han, i kraft af sin kapacitetsmæssige position ikke kunne forlige sig med den tanke, at han, i fald han tilsluttede sig sine kristne rødder også på det religiøse område mere eller mindre klart ville kunne tages til indtægt for noget som han, mere end noget andet frygtede, den religiøse fundamentalisme, som også ganske almindelige mennesker verden over altid har haft, og rimeligvis også altid i fremtiden vil have en næsten magisk tilbøjelighed til at falde som offer for. Og det er jo et synspunkt, som jeg ved, vi er mange mennesker verden over, der fuldstændig utvetydigt vil kunne erklære os 100% enige i. Og der kan for mig ikke herske nogen som helst tvivl om, at bl. a. denne verdens hastigt voksende modsætninger imellem de rige, der alle vegne med en hidtil ganske uset grådighed, søger at rave til sig, og som også har magt til at gøre det, og så de myriader af fattige mennesker, der bare føler sig kørt ud på et sidespor uden midler og uden håb, og først og sidst uden andet at tabe end det usle og nedværdigende liv, som en meget stor del af dem hellere var foruden. Og selv om modsætningerne, reelt set, først og fremmest bunder ulige livs – og udfoldelsesmuligheder, så vil de inden enden tager ende op som værende religiøst inspirerede konflikter, simpelt hen fordi vore grundlæggende samfundsforhold ud fra de ovennævnte modsætningers rent klimatiske omstændigheder udgør et helt eminent såbed for religiøse fundamentalisters og demagogers fisken i rørte vande. Og dermed kommer det hele da selvfølgelig også til at blive hængt op på religiøse motiver, selv om det i sin reelle baggrundsmæssige kontekst i virkeligheden drejede sig om noget helt andet. Og det er fordi, det netop er i den religiøse argumentation, at demagogerne til enhver tid vil kunne opnå den største brede folkelige tilslutning, og dermed også den største gennemslagskraft. Så hvad vi, for mig at se, mere små og besindige elementer i verdens heksekedel vil have at gøre, for at modvirke disse dystre udsigter, må være at lægge os vor berømte landsmands beskeden – og fordringsløshed på sinde.