Bryllupstale til Medha og Oddur

Jeg må nok sige, at det ikke er hver dag, jeg bliver bedt om, som substitut for en for længst afdød, kær far, som brud, at føre hans datter til alteret. Og vær forvisset om at jeg har følt det som et stort privilegium. Idet jeg for Gud og mennesker har forsøgt at bestride hvervet med fornøden pietet. At det derudover også er en formæling på tværs af landegrænser mellem Island og Danmark gør det jo på ingen måde mindre kærkomment for mig. – Så meget des mere, som jeg, igennem de seneste mange år, har næret et, af varme kilder befordret, særligt staldbroderskab med folket på denne vulkanske sagaø, hvis forfædre, slægtsmæssigt vore frænder, engang i fordums tid sejlede derud medtagende Højsædet fra Norge, og der fik held til at bevare dét nordiske særpræg, som vi, ”sydnordboer” har måttet give afkald på, men dog omfatter med stor respekt, da det jo ér en del af os selv.

Desværre har jeg aldrig selv været på Island. Men jeg er gammel nok til, i min skole - og ungdomstid at have sunget om øen, Der lyser yderst mod Norden. Og jeg var, for en del år siden, da jeg kastede mig over læsning af de islandske sagaer, fascineret af de, selv i verdenslitteraturens lys, unikke fortællinger om livet på Island for et årtusind siden. Ligefremme og ærlige beretninger om sejre og nederlag, glæder og sorger. Og det i et sprog der ikke lader læseren i tvivl om, at det drejer sig om stoute folk. Intet under, at disse begivenheder kun, med dette ægte skær af historisk dramatik i behold, lod sig tolke af en mand af stammen. Det var Snorri Sturleson, der magtede opgaven, at overføre dem fra mundtlig til skriftlig overlevering. Og kun takket være ham har vi i dag en værdifuld indsigt i urmenneskelige instinkter, som vi den dag i dag kan drage både visdom og forstand af.

For mig blev kontrasten imellem det, som kom til udtryk i sekvenser fra de gamle islandske skrifter, og andre sekvenser fra nutids, folkelig dansk digtning, en ganske tankevækkende udfordring af min selvforståelse. For de bærer jo begge, på trods af deres indbyrdes vidt forskellige udsagn, på dybt ærlige vidnesbyrd om de vilkår, vi som mennesker er underlagt. Jeg må pointere, at denne kontrast ikke er en kontrast imellem islandsk og dansk, men alene en kontrast imellem to yderpunkter af tilværelsens helt spontane stemningslejer. - En illustration af vidden i det spændingsfelt, som vore store og afgørende følelsesmæssige reaktioner altid udspiller sig i.

Jeg vil først læse et lille uddrag af det digt der hedder ”Sønnetabet” fra Egils Saga. Egil har just mistet sin søn, som han selv så havet tage fra ham.:  Meget har Ran, / havet berøvet mig. / Ene er den som ingen elsker. / Mine slægtsbånd har søen sønderslidt. / Livsstrengen i mit bryst er bristet. - Kunne jeg skifte / mig ret med spydskaftet, / da var det ude med ødelæggeren. / Kunne man få ram på den våde rovmorder / gik jeg i holmgang med / havet gerne. - Meget har Ran berøvet mig. / Sent forvindes ve over frændedød / senest når han / der var ættens håb / blev taget bort / til lysere boliger. - Hårdt er jeg ramt. / Nu står Hel, / den nådesløse, / ude på næsset. / Dog skal jeg glad / og med god vilje / bie mine dage / på døden.

Og så her kontrasten til dette, udtrykt af Benny Andersen: Se, hvilken morgenstund / solen er rød og rund / Nina er gået i bad / jeg spiser ostemad. / Livet er ikke det værste man har / og om lidt er kaffen klar. – Græsset er grønt og vådt / bierne har det godt / lungerne frådser i luft / Åh hvilken snerleduft. / Glæden er ikke det værste man har / og om lidt - - -

Sang under brusebad / hun må vist være glad / himlen er temmelig blå / det kan jeg godt forstå. / Lykken er ikke det værste man har / og om lidt er - - -

Bag ved disse to, både modsatte og tilsyneladende helt uforenelige udtryk ligger det ultimative krav, som klart er udtrykt af Karen Blixen i hendes udsagn om, at man betingelsesløst skal elske sin skæbne. - Og hvor er det så, jeg vil hen med det? Ja, jeg vil i hvert fald meget nødigt komme til at stå som den gamle og erfarne vejleder, der med løftet pegefinger uddeler gode råd. Det har jeg hverken autoritet eller kompetence til. Og da slet ikke til et brudepar, der allerede har adskilligt livserfaring i deres bagage. Blot vil jeg forsøge at åbne en ligeværdig dialog imellem ligeværdige mennesker. Og til dette skal det være mit bidrag at argumentere for, at vi prøver at bruge alle oplevede, store bekræftelser af universelle livsværdier som brændstof for en fantasi der ikke kan eller vil, hverken i mismod eller livsforagt, lade sig lokke i baghold og indespærring. - Lad dertil hjælpe os dén dybe medfødte, intuitive længsel efter kærlighed og nærhed, vi alle bærer på.

Kære brudepar

Undskyld mig, at jeg ikke holder en personlig tale til jer på denne, jeres store dag. Vore relationer har jo hidtil, om man så må sige, udspillet sig på andenhånd formidlet igennem min kone Lindas mangeårige virke som hjælper for Medahs mor, og er derfor uegnede til at danne baggrund for en sådan. Men det er vigtigt for mig at fremhæve, at mine varme ønsker for jeres fremtidige liv og virke, ikke af den grund er mindre dybtfølte. - I hvert fald, er de ord, jeg her vil give jer med på vejen, hjertets tale.

Der findes en gave, der i nært samspil med universets iboende skabende kræfter kan uddrages af livets store drama. En gave som giveren ligefuldt bevarer retten til, og glæden ved at eje, om end den fuldt og helt er overdraget til en modtager. Det er en gave der ikke afkræver modtageren hverken forpligtelser eller taknemmelighed, fordi dens spontanitet til enhver tid kommer alle følelser i forkøbet. - Denne gave kalder vi inspiration. - Det er frem for noget andet, Guds gave til os mennesker. - Det er ved at føle inspiration vi kan blive umulige opgaver voksne. Det er inspiration der hjælper os til løfte livets store glæder og unikke øjeblikke højt op over vore egne snævre begrænsninger, så vi, på en gang, kan både flyve, sejle og gå på vandet. Og det er inspiration der kan få os til at turde slutte pagt med verdens uberegnelige, vilde, både skabende og destruktive magter, samt til at krydse klinger med den universelle fantasis myriader af incitamenter.

Jeg vil gerne, som afslutning på denne lille bryllupstale til jer to, som nu i dag har lovet hinanden troskab til, som præsten nys sagde til jer, døden jer skiller, læse et kort citat fra et af Karen Blixens essays, som jeg synes vil passe, som fod i hose, til denne højtidelige lejlighed.: Skibet har forsaget, og har givet afkald på at krydse op mod vind og strøm, nu fyldes dets sejl, og det løber i lykkelig selvfølelse frem på lydige bølger. - Er dets fart dets egen, eller er den udenomskræfters værk? - Vi kan ikke sige det. - Den dansende overgiver sig til og lader sig føre af sin kyndige meddanser, - er da valsens frie flugt og sikkerhed den førendes eller den sig hengivendes værk? Ikke hverken skibet eller den dansende eller den drømmende kan svare, eller vil begære at svare. De vil alle have opnået og erkendt den suveræne triumf som ligger i hengivelsen - i den ”ubetingede overgivelse”.