Julen 2013
Kære familie, venner og bekendte
Arnes reflektioner omkring nytåret 2015.
Jeg tror nok, at dette er første gang, jeg påbegynder mit sædvanlige nytårsbrev på selveste Nytårs Dag. Og jeg kan da begynde med at fortælle alle vore mange venner, at vi her fra Vålse Møllevej 3 ærligt kan betro jer, at vi, som Grundtvig formulerer det, føre et jævnt og muntert virksomt liv på jord. Og at vi i alle måder har det godt. Hvilket jeg så ved denne højtidelige lejlighed glad og gerne vil fejre med et af Piet Hein’s små gruk, som han har kaldt ”Nytårsnat”:
Mod nye stjerner går vor gamle jord
ad himmelspor, vi aldrig før befor.
Vi suser frem mod ny og ukendt tid.
Om få sekunder er i år i fjor.
Hvor godt at slå den gangne tid ihjel
og sætte skæl og fragå arv og gæld,
og starte op igen med skyfri sind
og være dig og mig alligevel.
Allerførst lidt om duellen med en usynlig fjende.
For mig personligt, har det forgangne år jo, som I sikkert meget vel forstår, for en stor del været præget af mit mellemværende med min prostatakræft, som allerede for 1½ år siden havde bredt sig med metastaser på knoglerne, og hvor jeg efter at have været i behandling i et halvt års tid afbrød den. Baggrunden for dette, for mange at se, sikkert ret så usædvanlige skridt var ikke mistro til lægernes ærlige og redelige intention om ud fra de givne omstændigheder at forlænge min levetid mest muligt, men i langt højere grad min uvilje imod, villigt, at indordne mig under tilfældige, for mig, fremmede menneskers indstilling til hvad disse tilfældigvis nu måtte mene, der ville være bedst for mig, i forhold til nogle af den selv udtænkte fremtidsscenarier omkring min sidste formodede levetid. Det må her siges, at jeg var blevet informeret om min diagnoses alvorlige karakter, og om at behandlingen ville kunne medføre nogle uforudsigelige bivirkninger med forskellige grader af mildere til mere ubehagelige følger, samt at behandlingen kun ville kunne forsinke sygdommens udvikling, men ikke helbrede den. Men nu er det jo også sådan, at jeg har kendt til kræftpatienter for hvem behandlingen gav dem et liv og en tilværelse, som de måske, hvis de havde kunnet gøre det om, ville have fravalgt, fordi de kom til at opleve behandlingen som mere ødelæggende for deres sidste tid, end kræften selv rimeligvis ville have været, taget i betragtning, at der i dag findes gode palliative smertebehandlinger. Men så var der også en helt anden vigtig ting, som jeg ikke var blevet informeret om. Ved enhver af de i sygehusvæsenet anvendte behandlinger vil kræften altid udvikle resistens, så man dermed med mellemrum vil blive nødt til skifte behandling og medicin med mulighed for udvikling af en serie nye ukendte bivirkninger i sit kølvand. – Derfor afbrød jeg den ellers påbegyndte behandling, nok også i nogen grad inspireret af min gamle moster, som da hun lige var fyldt 90 og følte sig så mæt af dage, at hun, da man på hendes plejehjem insisterede på, at hun skulle vaccineres imod influenza svarede dem: jeg må da vel have lov til at dø af noget! - For jeg tror, på trods af menneskets ellers ubændige og næste uudslukkelige livsdrift, at man alligevel, jo højere man kommer op i årene, langsomt forliger sig, og endog i mit tilfælde, følte jeg, i al fredsommelighed, med den tanke, at enden jo alligevel ikke under nogen omstændigheder kan være særlig langt væk. Og det var måske denne erkendelse der betingelsesløst løftede mig ud af mit egen snævre og skrøbelige ansvarsdomæne og over i forsynets / Guds stærke hænder. Og endelig, så er der jo alligevel, selv i vor avancerede tidsalder, ikke noget der kan forhindre aldringens fremadskriden med dens tiltagende tab af kompetencer, for mit eget vedkommende særligt det tab af hørelse, der langsomt har gjort min verden stille og samtidig med, ved høreapparaternes hjælp, uudholdeligt støjende, hvor bare få mennesker taler i munden på hverandre. Skal jeg rigtig høre, er det nødvendigt, at den anden taler direkte til mig.
Men nu til det vendepunkt i forhold til min kræft, som jeg også har på hjerte gerne at ville fortælle om. Det var jo dette, at Linda ved en ren tilfældighed, i vores nu bortsparede bogbus, havde fået øje på en bog der hed ”Kræft en ingen sygdom”, hvilket naturligvis, på trods af alle vore tidligere overvejelser og erkendelser, fik os begge til at spidse ører. På grundlag af denne bogs budskab skulle der nemlig stadig være gode muligheder for at min sygdom kunne blive helbredt, da kræft, ifølge bogens forfatter, oveni købet ikke en gang er at betegne som en rigtig sygdom, men tvært imod som en overlevelsesmekanisme. Ja, det er mig naturligvis helt umuligt her i dette brev fyldestgørende at beskrive hvor store forandringer dette helt nye pludseligt opståede håb fremkaldte i sindstilstanden hos os begge to, for vel ved vi stadig, at vi skal dø, men vi vil nu også så forbistret gerne leve! - Og skulle nogen af mine læsere af den på forhånd grænseløst provokerende påstand, at min prostatakræft ikke også nødvendigvis skulle blive mit endeligt, føle sig foranledigede til at undersøge sagen nærmere, skal det her oplyses, at bogen, hvis hovedtitel allerede er nævnt, er skrevet af en tysk læge ved navn Andreas Moritz, og er udgivet på forlaget Hovedland ligesom jeg også kan fortælle, at bogens forord er skrevet af den af mange radiolyttere kendte radiodoktor Carsten Vagn Hansen. Som en direkte følge af vort nye håb om helbredelse skærpedes naturligvis også nysgerrigheden efter andre former for alternativ sygdomsbekæmpelse, og jeg fandt i den forbindelse frem til navnet Jim Humble, som engang var havnet ude midt Guyanas jungle og havde fået malaria, men uden at have medicin med sig. Derfor forsøgte han sig i sin nød med at tage nogle få dråber af det kemikalie, han havde med sig til at rense drikkevand med, som også er kendt som et meget kraftigt blegemiddel. Og efter få timer var han rask. Naturligvis ville han gerne udbrede kendskabet til dette meget billige helbredelsesmiddel imod næsten alle bakterie og virusbårne sygdomme. Og skulle du være interesseret i at vide mere om hans spændende historie og om hans kamp imod alverdens medicin, læge - og sundhedsgiganter for at få sin viden bredt videre ud til offentligheden, så gå ind på www.jimhumblefoundation.org eller også gå ind på Google og klik på mms solution minneral. Jeg kan i hvert fald afsløre, at dette for de allerfleste vil være øjenåbnende. God fornøjelse! – Men også chokerende.
Så vidt så godt! Og selvom jeg endnu ingen sikre beviser har for min egen helbredelse, da jeg stadig mener, at jeg befinder mig i den, i AM’s bog beskrevne helbredelseskrise, så er der dog meget stærke indikationer der taler derfor, deriblandt dette, at jeg imellem mange dybe matheds perioder også har oplevet mange længere eller kortere tidsintervaller med genopblussen af mine før i tiden langt mere permanente ”uovervindelighedsfølelse” i sind og krop, hvis I forstår, hvad jeg mener? Men mit væsentligste holdepunkt for håbet er dog, at jeg over de seneste måneder har genvundet hele det vægttab på ca. 5 kg. som jeg for et halvt år siden havde måttet konstatere, og dette vel at mærke samtidig med, at jeg nu holder vægten på trods af, at jeg hurtigere opnår mæthedsfølelse, og derfor spiser mindre, og så dertil også det, at jeg stadig er fuldstændig smertefri i hele min krop. Men det siger sig selv, at jeg til gengæld, nødvendigvis, på grund af oplevelsen af de nedslående, selverhvervede erfaringer jeg fik under opsøgningen af alternative behandlinger, har fået sat mange tanker i gang omkring vort, ellers i alle måder, særdeles troværdige danske sundhedssystem.
Man skulle da virkelig ellers tro, at det var løgn.
Hvordan har det overhovedet kunnet komme så vidt, at den samlede danske lægestand sammen med organisationen Kræftens Bekæmpelse, tilsyneladende, i fuld forståelse med hele vort danske økonomisk / politiske establishment, over en kam, kan afvise de alternative behandlingers resultater, i hvert fald så langt, at det fralægger sig viden derom ved nærmest at lade som om den ikke eksisterer, og endda rangerer naturprodukter som f. eks. Graviola på linie med narkotika, som ulovlige i Danmark således at jeg, bare fordi jeg elsker livet, var nødt til at bringe mig i alvorlig konflikt med dansk lov ved illegalt at indføre det via nethandel. - Hvor jeg ellers altid har levet i den tro, at lægestanden havde et åbent øje til alle sider, og ville være rede til i sygdomsbekæmpelsens hellige navn og i overensstemmelse med lægeløftets ord, at lade enhver relevant mulighed for at tilgodese patienternes tarv have den absolut højeste prioritet. Denne tro, må jeg nu til min sorg og græmmelse erkende, om end modvilligt, har fået et alvorligt grundskud. - Lad os gå tilbage til de oplysninger i bogen ”Kræft er ingen sygdom” som jeg har fundet ganske alarmerende. – Ja, så alarmerende, at jeg allerhelst ville have kunnet overbevise mig selv om, at det da beroede på misforståelser, eller at det var ondsindede sladderhistorier. Men det kan jeg ikke! Det fremhæves ved flere lejligheder i bogen, at vi alle sammen har betalt en meget høj pris for, i forhold til sygdomsbekæmpelse i almindelighed og i forhold til kræftbekæmpelsen i særdeleshed, ved blindt at have ladet os underlægge anonyme kapitalinteressers profitbegær, lægers, forskningsenheders, medicinalindustriens og selv humanitære organisationers villighed til at lade sig købe til indordning. Graviola er en plante, der vokser i de varmeste dele af Syd – og Nordamerika, og dens egenskaber har været studeret af forskere lige siden 1940erne, fordi den havde vist sig at indeholde en række stoffer, der er virksomme imod mange forskellige lidelser, heriblandt kræft, ligesom den også, af den oprindelige befolkning, anvendtes imod bl. a. indvoldsorm og parasitter. Der berettes også om, at et af de megastore amerikanske medicinselskaber forsøgte kunstigt at kopiere graviolaens virkning, efter at det var blevet konstateret, at den naturlige udgave af midlet var 10,000 gange mere giftigt for kræftceller end kemo, og at det endda samtidig med dette ingen skade forvoldte på sunde celler, men tvært imod styrkede dem. Igennem 7 år forsøgte man at fremstille midlet syntetisk for at kunne tage patent på det (der kan nemlig ikke tages patent på naturmidler). Men da det til sidst stod klart, at dette ikke lod sig gøre, opgav man projektet, dyssede sagen ned og gemte alt vedrørende forsøget af vejen, imens man håbede på, at det hele ville blive glemt. Men den er altså nu alligevel, langt om længe, ved at sive ud.
Når det er sådan, at man igennem mange år har kendt til virksomme helbredelsesmidler i naturen uden at tage dem i brug og uden at rette forskningen ind på at finde ud af hvad det overhovedet er for noget, så må dette da i allerhøjeste grad være fuldt bevidste prioriteringer på tværs, over mange år, af millioner af sygdomsramte menneskers og deres pårørendes allerdyreste forhåbninger. Og hvad der allermest må undre mig er, at der mig bekendt, fra disse organisationers side, ikke har været anden reaktion på disse, dog, ganske alvorlige anklager, som er rejst i denne bog, end dette sædvanlige og intetsigende, at det kender de desværre ikke noget til og fortæller så i øvrigt bare, at der jo ingen beviser findes på disse virkninger, og at man derfor anvender dem på eget ansvar. - Men ligegyldigt hvor absurd hele denne affære så end kan synes at være. Så kan vi som samfund, i sidste ende, ikke unddrage os vort kollektive medansvar for den, fordi den alene er muliggjort af vores alle sammens egen uopmærksomhed, af vor optagethed af sider af tilværelsen, som helt overordnet set, i alt for høj grad har drejet sig troen på at livets højeste mening består i overfladisk nydelse og selvtilfredsstillelse. For det er i virkeligheden netop denne nydelses narkotiske virkninger, der har forsynet os med de skyklapper, som har gjort os selv til viljesløse ofre for en grådig kapitalmagts glubende appetit på magt og penge, og ved på den konto at have overdraget vor samvittighed til kollektive organisationer, hvis opgave det er, på medlemmernes vegne, med alle midler at rave til sig uden om ethvert samfundsansvar. Der er et gammelt mundhæld der sige: ”Verden vil bedrages, og der vil altid være nogen der sørger for, at den også bliver det”. Og her må man vel i allerhøjeste grad sige, at vi som lever i dag tilhører nogle generationer af verdensborgere der til fulde har levet på til dette mundheld!
Hvordan kan noget sådant overhovedet gå til?
Nu kunne jeg så revse lægestanden og anklage den for forsømmelighed. Men det vil jeg ikke, for det kan, ifølge min virkelighedssans, føre til endnu en måde hvorpå vort samfund vil kunne drive justits ved ”at rette bager for smed”, for lægestanden er jo ikke, selvom dens organisation på linje med andre ditto er blændet af magtbegær, i sig selv ond. Og årsagen til at vi som samfund også på dette område er gået fejl i byen, må søges omkring dette organisatoriske magtbegær, og så i den måde som vi i vor aktuelle nutid mistolker de dybere incitamenter der driver menneskets skaberlyst og udfoldelsesevne på en sådan måde, så vi som mennesker oplever os selv som medskabere af den levende organisme, som det samfund, hvori vi lever og virker, udgør. Især i vor vestligt inspirerede forståelse af hvori denne drivkraft består, har vi efter min mening taget grueligt fejl. Man kan sige, at der omkring dette spørgsmål findes to modsatrettede trends, der hele tiden brydes om førsteretten, hvor den ene trend, som har den udfarende kraft placeret i toppen af en pyramide, og ud fra hvilken rene, håndgribelige fornuftsmotiver drives nedad med kravet om harmonisering, teknologisering, automatisering, konkurrence og stordrift og underkastelse ved hjælp af fremmedgørelse og instrumentalisering af hvert enkelt individ, for på den måde at underlægge sig en hær af lydige undergivne, der ved forskellige former for ”bestikkelse”, også i form af så høje gager, at ingen med fornuften i behold vil kunne sige nej, og det er netop alle disse godbidder der slører hensynet til alt andet end dem selv, og også får dem til at ignorere, at de rent faktisk er slavebundne, med pligt til kun at gøre hvad de får besked på ovenfra. Og det er denne trend, som for nærværende har taget teten. Imens den anden trend ud fra mere luftige åndsbeslægtede oprindelighedskriterier igennem individuel frihed, og gerne i mindre cirkler, søger at gøre plads til den medfødte almenmenneskelige udfoldelsestrang, som ethvert menneske inderst inde gemmer på, for derved også at animere mindre markante personlighedstyper til frygtløst at markere sig i koret af alle gode kræfters sammenspil, således at de derigennem åndeligt, mentalt og materielt kan vokse ud af deres, ellers under andre betingelser, beskyttende pupper. Denne trend har derfor den udfarende kraft i bunden af pyramiden, hvorfra den med opadrettede signaler søger at inspirerer menneskets inderste kerneværdier til udfoldelse og dermed også til opblødning af verdens mere barske og ofte ganske umenneskelige virkeligheder.
Det var denne trend der igennem det meste af det 20. århundrede sikrede Danmark pladsen iblande de rigeste i verden. Men denne trend har ganske særligt igennem de seneste årtier været skubbet ud på sidelinien. For mig at se fordi det store flertal af vesterlandenes borgere, som vi jo er en uafrøstelig del af, har ladet sig paralysere af pludseligt opståede og hidtil usete muligheder for økonomiske gevinster, men med samme virkning, som jeg oplevede det i Afrika, når jeg havde besøg hjemmefra, hvor mine gæster i den bedste mening kastede en håndfuld kuglepenne op i luften foran en flok børn, med det resultat at børnene mistede enhver form for medfølelse med hverandre i jagten på disse kuglepenne og at de svagere af dem ingenting fik. Den førstnævnte trend, som er den for tiden herskende har bare, skønt kapitalistisk, individualistisk i sit idegrundlag, adskillige ligheder med totalitære regimers tankegange udtænkt af elitære stødtropper hvis mål det altid har været at agere vejvisere for de ”umælende får”. (Jævnfør også vort eget, i Danmark verserende, politiske establishment – som vi dog, til dets undskyldning, selv har valgt ved frie valg). Men disse elitære personager forstår bare ikke, at det kun er i toppen, hvor de selv sidder, at den af dem i så høje toner priste frihed råder, og at deres frihed betales dyrt af dem i bunden, hvor alt for meget affald, ikke mindst menneskeligt, hober sig op for på et eller andet tidspunkt, og på et eller andet sted, som de selv udvælger, at destabilisere hele samfundet. Det er altså i spændingsfeltet mellem disse to trends, at indsatsen for at bevare vor sande menneskelige skaberevne skal gøres. Og det er også lige her opgaven for os består i at lede (bemærk: lede, aldrig dirigere) nøglefaktorerne, kapital og arbejdskraft, ind i de bedst mulige ”klimatiske” omstændigheder for optimal menneskelig udfoldelse. Idet vi aldrig må glemme, at rationalitet uden menneskelighed er lige så destruktiv for menneskelig trivsel som menneskelighed uden rationalitet. Og for at lette mine læseres forståelse af hvilke voldsomme kræfter disse to faktorer rummer, gengive jeg her nogle få linier fra Karen Blixens ”Den udødelige historie” og giver ordet til den gamle kapitalist, der siger:
Det var ikke mine egne lemmer som værkede i te-markerne i morgenens klamme tåger og middagens brændende hede. Det var ikke mine egne hænder der fik vabler på de hede jernplader hvor tebladene bliver tørret. Ikke mine egne hænder der sled sig til blods med at hale i trosserne for at presse te-clipperen frem til dens stærkeste fart. De udtærede kulier på te-markerne, de dødtrætte matroser på hundevagten anede ikke, at de var med til at samle en million pund sammen. For dem var det kun minutterne, deres værkende hænder, haglbygerne der piskede dem i ansigtet og de fattige kobbermynter som de fik i løn, der virkelig havde eksistens. Det var min hjerne, og ved min vilje at disse utallige små ting blev tvunget til at samarbejde og gjort til dette ene: en million pund, en sum og en formue. Har jeg da ikke lovligt og rettelig skabt den?
Det er ikke underligt, at mennesker stillet overfor en så skånselsløs åbenbaring af kapitalmagtens forrående realiteter søger at organisere sig for at danne modvægt, eller måske, hvis disse organiseringer kan blive stærke nok, endda tilegne sig en del af kapitalens afkast. Det har alle faggrupper af helt forståelige grunde gjort igennem mere end hundrede år, og har til dels altid fået det udbytte ud af det, som deres magt har kunnet skaffe dem. Men bagsiden har til gengæld været den samme, som den var hos børnene der sloges om kuglepennene. Det er for så vidt ikke kapitalen i sig selv, der er problemet, for den er jo både anonym og viljesløs, men måden hvorpå mennesker forvalter dens magt. Dem der ikke har musklerne eller som bare ikke har været tilsmilet af tilfældets gunst, må den aldrig efterlade afklædte. Nu var det jo også derfor, især i vore nordiske lande, igennem mange år sådan, at samfundenes indre ansvarsfølelse, havde en bredt anerkendt forståelse for, at det var den måde hvorpå man tog sig af sine svageste medmennesker, der aftegnede sig i dets egen indre grad af selvrespekt, og det var netop i denne erkendelse, at man tog problemet alvorligt, samtidig med at man godt vidste, at hjælp og støtte uanset hvor velment denne ellers kunne være, ikke i sig selv giver nogens tilværelsen indhold, hvorfor man også politisk forsøgte at råde bod derpå f. eks, ved udstykning af store gårde, netop ud fra den betragtning, af at det for mange mennesker var, og stadig er, vigtigt at kunne skabe deres egen lykke. Men scenen er igennem de seneste årtier skiftet derhen, at de mennesker der ikke rummer nogen særlig værdifuld resurse i det nye samfundsmaskineri mere og mere ses som kedelige belastninger, for hvem man systematisk nedprioriterer livsindholdets betydning, da disse jo bare burde være taknemmelige for de smuler, der bliver dem givet. Også fordi en abstrakt nødvendighed sammen med vore samfunds pampere kræver justering af de sociale ydelser helt der ned, hvor i det mindste nogle af ”klienterne” enten tager et underbetalt idiotarbejde, eller to, eller på anden måde lade sig drive ud i et såkaldt uværdigt liv, hvor de ”stærke” så i ånden ser deres lysende fremtidsscenarie, den aktive dødshjælp, iscenesat, for at klare resten, således at ingen behøver at få blod på hænderne. – Lyder det ikke vel voldsomt? - Jo, men det er altså den vej stærke vinde for tiden blæser.
Noget om begrebet oprindelighed.
Og jeg vil så forsøge at sætte ord på hvorfor. – Den for længst afdøde teolog og højskolemand, Knud Hansen, holdt sig til, og inspirerede andre til sammen med ham også at holde sig til evangeliets fortælling om et menneske der gjorde verden ny for dém, som han fik med at gøre, vi så hans herlighed, sagde de. En herlighed der var fuld af ægthed, ubestikkelighed og oprindelighed, ja han viste os, at vi levede af hverandre. - Gode gerninger skal man aldrig fortryde, sagde han, heller ikke selvom de, som det jo mange gange sker i den virkelige verden, kan give alvorlige bagslag, fordi det gode aldrig, modsat det som fornuften tilskynder os til, kan begrundes. Måske lyder det i denne sammenhæng temmelig fattigt, når en gammel synder som mig taler om selvoplevede herligheder. Men ikke desto mindre er det det jeg vil forsøge, også ud fra den formodning, at én eller anden af mine læsere måske vil kunne spejle sig i det, som jeg fortæller.
Det skete engang imens jeg arbejdede som ulandsfrivillig i Kenya, at en af mine kvindelige kolleger, der havde sin 8årige datter med sig, måtte erkende, at hendes arbejdstid og øvrige omstændigheder ikke levnede hende nok muligheder for dække datterens behov for nærvær, også under hensyn til den på netop det sted herskende, og for os nordboer, helt ufatteligt voldsomme befolkningstæthed, der også i sig selv medvirkede til datterens mistrivsel. Hvorimod det jo for mig gjaldt, at jeg dels boede i et langt mere stille og langt tyndere befolket område, og dels takket denne lille piges usædvanligt veludviklede evne for at drive enhver mulig kedsomhed ud af sind med en altid livfuld fantasis improvisationsevne, også havde gode muligheder for at have hende med mig på mit arbejde. Og begge dele gjorde mig vitterligt til et privilegeret menneske. Og derfor overdrog min kollega ansvaret og omsorgen for sin lille datter til mig, imens hun så naturligvis ”besøgte os” eller vise versa i weekenderne. Og selvom dette arrangement ikke varede mere end få uger, så må jeg selv nu efter 3 årtier sande, at det ikke er spor for meget sagt, at mit samvær dem denne lille pige kom til at give mig stjernestunder for livet, som jeg stadig kan øse af, netop fordi vi to i bogstaveligste forstand, levede for og med hinanden. Og her i eftertankens klare lys kan jeg da så heller ikke lade være med at tænke på, at i dag, hvor ikke en gang en ren straffeattest synes at have nogen synderlig neddæmpende virkning på antallet pædofilisager, ville jeg jo slet ikke have turdet give mig i kast med en sådan opgave, ganske enkelt fordi tilliden imellem mennesker desværre er godt på vej til at blive overtrumfet af mistroen.
Og så ellers til et noget andet udtryk for en lignende, om end anderledes kort og spontant opstået, tillidsmanifestation, som jeg oplevede i juli 1986 på grænsen imellem Kenya og Uganda, altså ganske kort tid efter at borgerkrigen i Uganda, som havde varet i 20 år, endelig var afsluttet. Jeg var lidt over hals og hoved kommet afsted fra min kenyanske bopæl. Og da jeg efter at have kørt de første ca. 300 km opdagede, at jeg havde glemt at få min bils registreringsattest med mig, var der næsten ikke andet for mig at gøre, end at forsøge, også selvom jeg på forhånd måtte anse det for komplet utænkeligt, at jeg ville kommer over grænsen med min bil. Men der var da mærkeligt nok ingen problemer med at komme ud af Kenya. Men så var der til gengæld store problemer med at få bilen med mig ind i Uganda. Der forlangte grænsepolitiet nemlig, at jeg for at få bilen med over skulle tilbage til de kenyanske myndigheder for at få dem til at skrive mig en attest på at bilen ikke var stjålet. Og med den besked gik jeg ret så modfaldent, må jeg nok indrømme, tilbage med min ret så tåbelige begæring. Og da jeg inde i denne yderst beskedne grænsepost fremførte mit ærinde, slog de derværende politifolk da også, ganske som forventeligt, en skraldlatter op, en skraldlatter som jeg da også, min til fulde udstillede grænseløse naivitet taget i betragtning, med største hjertelighed tog del i. Derpå var der så ellers én, der gerne ville have lov til at stille mig et spørgsmål: Du kan nok se den lastvogn, der står der udenfor vinduet? Ja, det kunne jeg da selvfølgelig! – Hvis jeg nu fortæller dig, at den tilhører mig, vil du så tro på det? Hvortil jeg helt spontant svarede, ja, det røg mig bare lige ud af munden: Jamen sådan ville du jo aldrig sige til mig, hvis du ikke også kunne stå inde for, at det virkelig var sandt! På den måde havde jeg faktisk uden rigtig at ane det fået det sidste ord. Og efter et øjebliks betænkning sagde den, jeg fornemmede var chefen, med overbevisning i stemmen: jeg tror ikke den bil er stjålet, idet han bad den ene af de underordnede tage mig med ind ved siden af, hvor han så skulle skrive mig den ønskede attest. Jeg fik den og var himmelhenrykt, og da jeg ville betale ham for det, slog han afværgende ud med hånden – og ind i Uganda med bilen kom jeg også. - Men denne lille episode er, som tiden er gået, kommet til at stå for mig som et uafviseligt vidnesbyrd om, at den langt ind i naivitetens overdrev verserende og i oprindelighed grundfæstede tillid mennesker imellem stadig – nu og da også i afgørende situationer - eksisterer! Og det må jeg kalde et lyspunkt midt i kaos. For sagen er, som også Knud Hansen pointerer: Kain slog Abel ihjel og viste dermed, at det onde var en magtfuld kraft i verden. Men det onde har ingen selvstændig magt, fordi uden oprindelighedens naive tro på det umuliges mulighed, eksisterer der nemlig ingen skaberkraft. Det onde kan kun ødelægge, hvorfor dens argeste fjende netop er oprindelighedens naive tro på skabelsens realitet.
Ondskabens magt må nødvendigvis brydes.
Og nu tilbage til KB’s gamle kapitalists bekendelser. Både de gamle kapitalisters ondskab og vor fællesmenneskelige dår - og ondskab er nu engang, sammen med vore egne tankeløsheders udtryk for hjernetomhed, kommet ind i verden. Selv har jeg da også gennemlevet en tid, hvor millioner af kloge mennesker alvorligt og med livet som indsats ofrede alt hvad de ejede i kampen for, som det kun alt for ofte har været udtrykt, at rive verdens ondskab op mer rode, men hidtil uden andet resultat end at ondskaben lystigt blomstrer videre. Derfor burde menneskeheden opgive den ovenfor beskrevne illusion, og i stedet forsone sig med både dét onde der måtte findes hos den gamle kapitalist så vel som med dét onde der nærer vor egen dårskabs inerti, og som dens konsekvens heraf koncentrere alle vore kræfter om at indbinde ondskaben, ikke mindst ved at holde os for øje, at den af mig nys priste oprindelighed naturligvis stadig er meget væsentlig for menneskelig trivsel, men at dens modstykke, fornuften, også nødvendigvis må tilstås sin ret. - Jeg husker at vi hjemme, i min barndom havde en brændeovn der på siderne var dekoreret men ordene: Ild - velsignet magt – i lænker lagt. – Den altfortærende ild er vi altså, ganske på linie med den altfortærende menneskelige ondskab, nødt til at forsøge at lægge i lænker. Så derfor er det eneste forhåndenværende, virksomme middel imod ondskaben - også imod den ondskab der bor inde i os selv, en altid kritisk agtpågivenhed og en aldrig hvilende fordybelse – ikke mindst i vore egne inderste tanker, som oftest, stærkt slørede baggrunde. For uden, også i dybden, at kende os selv er vi hjælpeløse overfor ondskaben i alle dens afskygninger, jævnfør den kun alt for sjældent hørte talemåde: ”Vil du forbedre verden, må du begynde med at forbedre dig selv”. Her gælder det altså ubetinget, at enhver af os, af et ærligt hjerte, er pligtig at søge det gode i verden fremmet. Vel er det ikke nogen let sag, men umulig må vi aldrig tro, at den er. For der er jo det ejendommelige ved ondskaben såvel hos kapitalister som hos alle os andre, at denne, modsat oprindeligheden, ingen anknytning har til nogen oplevelse af menneskelig storhed, og derfor, jævnfør det allerede anførte, intet kan skabe. Men den kan derimod takket være dens næses indlejrede sans for snusfornuft snuse sig frem til hvad vej vinden blæser. Og blæser vinden kraftigt nok findes muligheden også for at få det onde til at ”mutere” til noget helt andet end det, som den tidligere havde været. Derfor er det da også, at jeg f. eks. rent principielt ikke tror på betimeligheden af, over en kam, at straffe forbrydere der ellers i øvrigt er psykisk stabile ved at lukke dem inde på lukkede institutioner, fordi det ville være langt mere rationelt at bruge resurserne som disse institutioner bevisligt koster, (ca. 700,000 kr. årligt pr. indsat), på ”at samle dem op” og da dette tal kun udgør den økonomiske side af sagen, imens de menneskelige og samfundets tab, omgjort i penge, vel sagtens vil være langt højere. – Men det forudsætter til gengæld at menneskene, i alle gode kræfters navn, bider hovedet af deres dorske retsbevidsthed, som Fanden selv må have fundet på i frustration over det godes mulighed. Den såkaldte retsbevidsthed lægger alt for megen vægt på hævnmotivet og alt for lidt vægt på at værdifulde medmenneskers behov for anerkendelse og autonomi aldrig bliver ødelagt.
Tilbageblik.
Tilbage i slutningen af 1950erne, hvor tjæreborgpræsten Eilif Krogager i al uskyldighed begyndte sin karriere som rejsekonge, og lidt senere sammen med Simon Spies introducerede danskerne, der jo lige netop var trådt ud af de mørke krigsår, til de den gang så populære grisefester i eksotiske omgivelser, hvilket der jo egentlig slet ikke skulle ligge noget galt i. Men alligevel skete der, for mig at se, omkring dette tidspunkt et paradigmeskift, som nok ikke er bemærket af ret mange almindelige mennesker,. men som alligevel indvarslede et begyndende nedbrud i mange ellers igennem mange slægtled nedarvede sæder og skikke. - Dels afskaffedes den gamle regel om at tiltale ukendte personer, eller standspersoner, med De, som erstattedes med et du. Hvad jeg personligt altid har set som et tilbageskridt. Og dels afskaffedes de store begyndelsesbogstaver på navneord. Men hvad jeg især husker, er det svar, som Pastor Krogager gav til folk der undrede sig over, at han på én og samme tid kunne være både præst og rejsekonge, og om dog ikke kaldstanken, som begreb, derved udsattes for udvanding? Og det var det svar, han gav, der faldt mig for brystet som den unge mand med dybe rødder i det forgangne, som jeg den gang var. Han svarede nemlig, at for ham var præstegerningen et arbejde ganske på linie med alle andre. Nu sagde han jo ikke dermed noget om kaldets betydning for ham selv personligt. Men som jeg opfattede det, og sikkert de fleste andre med mig, så måtte dette svar tolkes som en moderne indstillet præsts de facto devaluering af selve kaldstanken som begreb. - Som om han ingen forståelse havde for, at kaldstanken i en langt bredere forståelse, som også omfattede alle andre stillinger og beskæftigelser, hvad enten det så var præst, bonde, statsminister, arbejdsmand eller for den sags skyld partner i et ægteskab, hvor jo netop kaldsfølelsen – dedikationen, især for mange tilhørende de lidt ældre generationer, for hvem denne generelt stod som højeste fordring, idet man dog netop ikke var blinde for dens faldgruber. Som jeg husker det, så var det i høj grad inden for litteraturen, at det livsvarige ægteskabs svagheder udstilledes, og givetvis heller ikke uden grund Men de mere langsigtede følgevirkninger som så også måtte tages med i købet ved kaldets nedprioritering kunne jo af gode grunde ikke forudses, men må så til gengæld for os nutidsmennesker tilsige os altid at træde varsomt og ikke som leveregel automatisk regne alt nyt for fremskridt. For det tomrum som kaldsbegrebets deroute har efterladt har ikke bare efterladt selve begrebet, det har også efterladt alle os, samfundets byggestene, i mere eller mindre retningsløs egoisme og måske allerværst, som analfabeter i forhold til hvad der er op og ned i forhold til vore, i stigende grad, fremmedgjorte nærmere eller fjernere medmennesker. Kaldstanken har, uanset hvad man ellers kan sige om den, alligevel hen over generationerne medvirket til at formere et stærkt bolværk imod nogle af vore mest destruktive menneskelige tilbøjeligheder som for f.eks. egoisme og kortsynet gevinstrytteri, på de svagere medmenneskers bekostning, herunder også erkendelsen af at vi i sidste ende, på godt og ondt, er henvist til hverandres omsorg. - Skal den sidste rest af dette århundredgamle fikspunkt mon blive det, som vi kun hører i kirkeministerielle bekendtgørelser om at den eller den er kaldet til dette eller hint kirkelige embede?
Der er, trods alt, virkelig lys forude,
Jeg håber, at mine læsere med nogenlunde rimelighed vil kunne finde rede i og identificere den røde, tråd, som jeg har bestræbt mig på lægge i disse spredte brudstykker fra mine egne personlige tankeverdener, herunder så også min påstand om, og sorg over, at vi nutidsmennesker af uendelig mange grunde lever et alt for overfladisk liv, og er tilbøjelige til at tænke i baner som er udstukne af andre end os selv, og det bekymrer mig. Jeg husker en gang lige umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning, at der var et skuespil, der anskueliggjorde, hvor farligt det kan være at leve sit liv på overfladen, fordi den alt for overfladiske tilværelse efterlader os bange, forvirrede og ubeslutsomme den dag ulykken slår ned, og det gør den før eller siden for de fleste af os. Hvor tit hører man ikke udtrykket: ja, det tør jeg slet ikke tænke på! Og det gælder politisk som menneskeligt og nationalt som i relation til den globalisering, som vi endnu står helt uden erfaringer med. Når jeg tænker tilbage på min barndom under verdenskrigen, kan jeg ikke lade være med at tænke på de tit ganske markante meningsudvekslinger der foregik mand og mand imellem, som man for så vidt godt kunne sige var uden betydning i det store spil, men om ikke andet, så opøvede de nogle forudsætninger for at hvert enkelt menneske kunne danne sig sin egen mening, hvilket i sig selv, mener jeg, virkede som en effektiv vaccine imod demagogiens mangefacetterede og altid forførende ansigter. For ikke mindst, så bandt disse mange diskussioner, helt uanset delte opfattelser, mennesker sammen samtidig med de også spredte livet helt ud i krogene, hvor det hverken var let eller oplagt for nogen at komme til at ruge i ensomhed. Der er igennem årene faldet mange hårde ord omkring danskeres ageren under besættelsen, hvilket man med fuld rette kan have mange forskellige meninger om. Men at den samlede danske befolkning stod sammen, kan ingen med rimelighed sætte spørgsmålstegn ved. Vel var antallet af frihedskæmpere ikke stort, men det var antallet af såkaldte landssvigere altså heller ikke, og dette sidste endda taget i betragtning, at mange af de forbrydelser disse begik, og senere straffedes for, nogle med døden, i gerningsøjeblikket var i fuld overensstemmelse med regeringens og folketingets, stort set, enstemmige direktiver. - Krige har altid krævet oceaner af uskyldige ofre, og uanset det sammenhold og den hjælpsomhed mand og mand imellem som krige også kan genererer, så har jeg dog aldrig mødt mennesker, der ikke tusind gange hellere ville have kunnet dyrke sammenholdet mand og mand imellem ved fredelige sysler. Og krige har altså, på trods af at vor menneskelige dødsdrift fra tid til anden med nærmest magisk kraft driver os imod dem, som om de repræsenterede mulige konfliktløsende hug ned igennem gordiske knuder, Så har de i virkeligheden aldrig løst nogen ”knuder” op uden at trække et hav af nye knuder med i deres kølvand.
Modsat tidligere tiders mulige sammenhold, så er det i dag således, at det er ensomheden og uvirksomheden, der dræbende rammer i flæng alle steder, med Anders Brevik som det foreløbig grueligste eksempel, men i øvrigt vil jeg mene at ensomheden og udsondringen fra samfundet, især iblandt unge mænd på dets bund, udgør en tikkende bombe, som med garanti ikke lader sig afmontere, rent ud sagt, uden ved af kærlig omsorg motiverede forholdsregler. Netop i disse dage står politikere, statsmænd og andre på skuldrene af hverandre for at opildne til kamp imod terroruvæsenet. Men det er mit håb, at de snart skruer ned for retorikken og op for den opsamling af alle disse tabte eksistenser, som er den eneste farbare vej til en menneskelig udgang for os alle sammen. Den voldsspiral som et lille mindretal har sat i gang i ren desperation, og reelt set som et råb om hjælp, må nødvendigvis af flertallet modgås med både behændighed, medmenneskelighed og omtanke, og ikke med rå magtdemonstrationer. Der har her omkring 150året for Danmarks fatale nederlag været stor opmærksomhed omkring dets årsager, og der er stor enighed om, at den fatale fejltagelse var, at vi danskere troede, at når vi havde retten på vor side, ville ingen magt kunne rokke den, sammen med den deraf følgende logik hellere at ville dø med ære end leve med skam, nøjagtig den samme parole som der lød fra førerbunkeren i Berlin hen imod 2. verdenskrigs slutning, og i begge tilfælde med aldeles ubeskrivelige lidelser og ulykker som resultat. Vi bør i dag omhyggeligt overveje dette? Er vi i den samlede vestlige verden på vej til at gentage historien fra 1864 ved at tro på, at vores ret er der ingen magt i verden, der kan rokke ved? Ja, jeg spør’ bare? Det kommer mig for, at den folkestemning, som vi i disse januardage 2015 ser rejse sig imod især muslimske indvandrere / flygtninge, kan få de allerfrygteligste konsekvenser, og tyder i øvrigt på at historien intet har lært os. Det synes mig i langt højere grad at være selvretfærdighed end nogen af den kristne tros vigtigste bud, der behersker os – buddene om at vende den anden kind til og til at komme fjenden i møde med tillid og tilgivelse. Der findes i vor kristne tro overhovedet intet belæg at legitimere nogen som helst undtagelser fra vor pligt til at øve omsorg for vor næste.
Og den kulturfinurlighed, hvor vi er så opsatte på at vi absolut skal hygge, når vi er sammen, og anser enhver form for markant meningsudveksling i familie – eller og / andre sammenkomster gæsterne imellem som hunde i keglespil, eller som elefanter i glasbutikker, kan være langt mere farlig end som så. Ja, direkte ødelæggende for vort demokrati. Markante menigsudvekslinger, hen over helligdag og søgn, kan i det hele taget, udgøre den nødvendige livline til den samfundsdebat, uden hvilke vi aldrig vil kunne leve op til, og heller ikke hele tiden forny, vor demokratiske styreform. Først og fremmest fordi det er debatten, eller mundhuggeriet om man vil, som modstykket til den for tiden herskende mani med at spørge eksperter til råds om snart sagt alt hvad man gerne vil mene noget om, fordi denne debat virker som gymnastiske opøvelser i meningsdannelsernes mysterier, og fordi den altid tager udgangspunkt i almindelige borgeres egne opfattelser, og føres på egne præmisser, og udgør hermed også en nødvendig neddæmpende forholdsregel til massehysteriets spøgelse.
Men når alt dette er sagt, så skal det også siges, at der vitterligt også er tegn på, at bunden er nået, mange tegn endda. Aldrig har vist så mange danskere som netop omkring dette nytår 2015, meldt sig til frivilligt arbejde for at lette tilværelsen for mennesker i nød rundt omkring på kloden, og herunder glædeligvis også til lettelse for dem der af bitter nød har søgt ly i vor egen baghave, foruden, heller ikke at forglemme, de mange frivillige der dagligt bruger deres kræfter på socialt arbejde i det hele taget. Så der er virkelig, for mig at se, tegn på at min ovenfor anførte påstand om at det onde under visse omstændigheder kan mutere til sin egen modsætning, når bare vinden blæser kraftigt nok og i den rigtige retning. Og det er så nu vort fælles ansvar, at vi alle blæser alt hvad vi overhovedet kan!
Og hermed mange venlige hilsener til alle fra
Linda og Arne.
PS. Hvis nogen skulle være interesseret i at læse et absolut meget tankevækkende essay af den amerikanske forfatter og essayist David Foster Wallace om hans tanker om et autentisk liv. Dette at lære og opøve sig i at tænke selv, (underforstået i sin konsekvens uafhængigt af indgroede vaner og automatforestillinger). Essayet er oprindeligt en kandidattale, som han engang har holdt på et college. Så giv mig et praj på arne@vaalse.dk og jeg sender det fra mit link.
Og i øvrigt vil jeg gøre opmærksom på min hjemmeside arne.vaalse.dk