Julen 2013

Kære familie, venner og bekendte

Som sædvanlig vil jeg endnu en gang, i anledning af nytåret, som jo denne gang har nr.2014, sende jer lidt om de vigtigste af de begivenheder, der i årets løb har sat sit præg på livet for Linda og mig. Selvom jeg nok må indrømme, at det er ved at være sidste udkald for en nytårshilsen for dette år. Rejser, som jeg ellers tidligere har haft en del at fortælle om, er for mit vedkommende stort set hørt op. Også fordi det at rejse, med alderen idet mindste for mig, er blevet for besværligt, der er alt for meget at tage hensyn til synes jeg. Alene det at skulle sove i en fremmed seng kan være et problem, og så fremdeles. Men dertil kommer den omstændighed, at jeg holder uendelig meget af gå hjemme i min egen daglige trummerum, hvor jeg på ingen måde mangler noget at beskæftige mig med.

Der har Linda det jo noget anderledes, på trods af at hun også, og ikke mindst på grund af sukkersygen, har mange hensyn at skulle tage. Hun vil stadig gerne ud i det fremmede og ”svinge med ørerne”. Men til alt held har hun datteren Laila at rejse sammen med i stedet for mig. Og de to var da også 3 uger til Spanien i oktober, hvor de nød den catalonske eftersommer i La Pinada ca. 130 km. syd for Barcelona i fulde drag. Ellers mangler hun jo som sædvanligt heller ikke beskæftigelse i dagligdagen, hun har såmænd så mange jern i ilden, at jeg af og til må undre mig. Som det sidste nye er hun begyndt at ”lave penge” på loppemarkeder. Det er jo sådan, at vi ligesom så mange andre ”samlere” har fået samlet en hel masse ting sammen, som det ville være en god ide at få skaffet sig af med. Og hvad er da mere nærliggende end at sælge det på loppemarkeder og derved få en god dags oplevelser sammen med et broget køberklientel, og penge oven i hatten.

Jeg har det stadig ”fornuftigt” med prostatakræften. Jeg har det helt fint, har aldrig ondt nogen steder i kroppen, og kan klare mine daglige fornødenheder uden hjælp. Jeg løber fortsat an på alternativ behandling hvoraf den vigtigste er Graviola en plante der vokser nogle steder i troperne, men som af hensyn til store kapitalinteresser ikke må sælges i DK. Men den sætter jeg altså min lid til. I øvrigt tænker jeg tit på hvordan jeg som 58årig i min den gang nye kenyatilværelse, forestillede mig, at jeg grundet alder havde behov for fysisk træning, som såmænd til en begyndelse bestod i stå på ét ben i brusebadet. Og da jeg stadig kan det, må det være tegn på at træningen har virket godt.

Hvad Lindas helbred angår, er billedet nok lidt mere broget end for mit vedkommende, hun fik jo, som jeg også skrev sidste nytår, sammen med en kræftknude fjernet en betragtelig del af tyktarmen. Hun er stadig under opsyn uden at der har været tegn til, at det har bredt sig. Men hun må som patient affinde sig med Region Sjællands mange sygehuse, til gavn for ekspertise på alle områder, forudsat altså at alle disse instanser arbejder godt nok sammen. Men det skaber desværre også en del problemer, hvis dette så ikke altid er tilfældet. Der er dog ingen tvivl om at alle vil det bedste!

Ellers var årets begivenhed for os jo unægtelig vort sølvbryllup den 7. maj der oprandt med et uforligneligt, solfyldt sommervejr, en nøjagtig kopi af vejret som et var 25 år tidligere. Familie og naboer havde pyntet meget smukt op omkring entrédøren og stillede fra morgenstunden op med en varm lykønskning ligesom de sang morgen – og bryllupssang for os, hvorfor vi naturligvis kvitterede med et veldækket morgenbord. Selve sølvbryllupsfesten var berammet til kl. 12,00 og foregik sammen med venner og familie på restaurant ”Lagunen” hvor indgangsdøren sandelig også var blevet smukt pyntet. Der var en underskøn udsigt over Guldbortsund, med den store marina, og ikke mindst til den gamle kønne Guldborgbro. – forestil jer dette scenarie i lunt sommersolskin, og set fra dén åbne terrasse, hvor den på middagen følgende eftermiddagskaffe serveredes. En mere festlig ”indramning” af vor sølvbryllupshøjtid kunne vi aldrig have forestillet os.
.

Arnes nytårsreflektioner 2014

En frodig og omkringfarende fantasi ladet med et miks af erindringer, nutidsrealiteter og fremtidsvisioner kan undertiden komme vidt omkring, også med fortællinger der utvivlsomt for eventuelle modtagere vil virke mere eller mindre uklare. - Men der er én ting, jeg med disse reflektioner nødig vil tages til indtægt for, og det er at tegne et glansbillede af de gode gamle dage. For som skriften fortæller, så har hver dag nok i sin plage, og sådan må det vel altid have været!

Der er store forskelle på den af landbolivet rodbundne kultur, som jeg her på Nordvestfalsters yderpunkt med vand på tre sider, voksede op i, og så den af moderne byliv inspirerede fleksible og omstillingsparate kultur, hvor begrebet kold teknik synes mig at vinde frem på varme medfølelsers bekostning, og dermed præger nutidsungdommens ”klimatiske omstændigheder”. Men begge må de, bredt malet, og hver på deres måde, underordnes nedenstående spørgsmål. - Jeg ved fra mig selv, hvor beruset, ja ligefrem euforisk, man kan føle sig ved at kunne mestre bare nogle få teknologiske redskaber, men måske overser dén altid lurende fare for selv at blive dens ufrivillige offer.

Da jeg som 15-årig sammen med en flok andre jævnaldrende bondeknolde sendtes på efterskole i vinteren 1942–43 af mine kære forældre, der drev et mindre landbrug, var de allerfleste af os elever mere eller mindre bevidste om vor menneskelige tilværelses gådefuldhed. – I hvert fald så var en af de ting som virkelig satte sig stærke spor i min bevidsthed og som stadig står for mig som mit livs overordnede pejlemærke forstanderens insisteren på, at livets gåde kunne sammenfattes i det spørgsmål som Sfinksen, der i sin ensomme majestæt står ude i Saharas ørken og ifølge ældgamle overleveringer har stillet ethvert menneske, der kom forbi, eller (min tilføjelse) som andetsteds i verden har følt sig som rejsende / pilgrim i tilværelsens uendelighed af skiftende landskaber, nemlig:

Hvad er livets mening?

Foruden at Sfinksen dertil også satte trumf på med truslen om, at den med sin kæmpe klippekrop ville knuse alle der svarede forket. Dette sidste dog uden at det af os store drenge opfattedes som nogen trussel, men tvært imod som en opfordring til os om at tage imod den som vor tilværelses ultimative ansporing til ufortrødent og indstændigt at tænke over hvad det dybest set er, dette i høj grad åndeligt motiverede spørgsmål drejede sig om i en materielt behersket dagligdag? – Tilgiv mig, om det jeg skriver i disse reflektioner, i nogen grad beror på efterrationaliseringer!

Organiske helheder – men med indre brydninger

At vi drenge den gang, for mere end 70 år siden, for det store flertals vedkommende ikke havde meget andet end tågede fornemmelser omkring dette spørgsmåls virkelige vægt og relevans, fornemmede jeg nok. Men vi var dette til trods åbne for at vedkende os vore åndelige rødders betydning for vor danske / nordiske samfundsmodel udgjort af organiske helheder, som vi også som en helt naturligt ting følte os som fødte garanter for og kollektivt forpligtede på med sigte på udviklingen af ligeværdighed i borg og hytte, som Grundtvig formulerede det. Og jeg kan i denne forbindelse ikke undlade at referere til den omstændighed, at vor helt enestående danske sang – og salmeskat, ganske særligt igennem alle mine skole og ungdomsår, og i øvrigt også bredt i mange forskellige sammenhænge, dyrkedes intenst, idet vi altid foruden vore ugentlige skoleskemalagte sangtimer, altid begyndte en ny time med en sang, ligesom vi senere hen aldrig indledte et møde i nogen forening eller i anden fælles sammenhæng uden at begynde og slutte med en sang. Og dette må jeg vedgå, er en omstændighed der endnu får mange af de foreningsmøder og andre lejligheder som jeg i dag deltager i, uden at der synges, til at virke underligt brødflove på mig. – For der er nu en gang ikke noget der befæster og løfter samhørigheden imellem mennesker op i en højere sfære som det at synge sammen, uanset hvor forskellige de syngende ellers er, eller ved hvilke lejligheder sangen ellers folder sig ud. Det var da også ud fra disse omstændigheder og motiver vor danske velfærdsstat over nogle årtier udkrystalliserede sig og muliggjorde, at vort land fra at have været relativt fattigt forvandledes til at blive et af de rigeste i verden.

Set med vore nutidsøjne var datidens sociale vilkår ellers barske nok. Men helt så barske som vi i dag pr. definition ville se dem, føltes det nok ikke af flertallet af dem, der selv udgjorde den nederste del af samfundsherakiet, fordi det for dem var en del af tilværelsens orden - sådan var det bare. Og jeg er gammel nok til at have kendt nogle af disse folk, som f. eks. mine egne farforældre og ikke mindst min mormor som jeg delte hjem med i de første 25 år af mit liv. De var nok fattige, men også stolte. For de følte sig, på lige fod med alle andre, under beskyttelse som fuldgyldige dele af en national kontrakt, også selvom de måske nok som Jens Vejmand ifølge Jeppe Aakjær der i øvrigt skrev denne sang i dybtfølt indignation over hvad han følte som umenneskelige samfundsforhold – men en sang som nu også moderne mennesker kender og har taget til sig. Disse folk var virkelig henvist til at forvandle de hårde sten til brød, men dette til trods lod sig ikke antastede af den besiddende klasses ”oven fra og ned syn” på deres egen ”lavstatus”, noget som de nok registrerede, men overså – da dette hørte med til at fastholde værdighed og selvrespekt.

Forklaringen på at Socialdemokratiet, som jo var disse folks parti, for nogle medlemmers vedkommende i nogen grad, og for andres vedkommende ganske markant, ”officielt” tog afstand fra alt hvad der havde med kirke og gejstlighed at gøre var angiveligt, at gejstligheden konsekvent stod på arbejdsgivernes side kampen for ligeværd. Men desuagtet, så holdt disse landarbejdere, som en stor del af dem jo var, så trofast som nogen fast i deres kristentro, selvom de måske ikke skiltedes så meget med den. Jeg fornemmede dog, at de mere eller mindre bevidste følte sig som den kristne kirkes stedbørn, også selvom de lagde vægt på at være med i menighedsrådene, og med på at deres børn blev både døbt og konfirmeret. Et slående eksempel på præsters og andre gejstliges mere generelle holdning til arbejderkampe, kan hentes hos præsten og forfatteren Jacob Knudsen (1858 – 1917), ham der skrev den helt uforligneligt skønne morgensalme ”Se nu stiger solen af havets skød”. Han har et sted skrevet, jeg husker ikke lige hvor: ”Der er ikke træk i samfundsskorstenen, dersom vinterkuldens sus ikke kan mærkes fra neden”.

Det konkrete versus det visionære

Men nu omkring et århundrede senere er alt meget anderledes. Den, før så blomstrende arbejderbevægelse har med fagforeningsbossen Thomas Nielsens velbekendte ord, sejret ad helvede til, godt! - Og nu anser majoriteten af danske borgere det for nødvendigt, at vi for at kunne klare os i fremtidens globale konkurrence udnævner det private initiativs uhæmmede virilitet til det fundament, hvorpå vort lands velstand og velfærd skal hvile, jævnfør den ny tids slagord om, at det skal kunne betale sig – underforstået økonomisk - at arbejde, hvilket da også kan lyde ganske besnærende. Men når en af baggrundene for dette slagords opståen til gengæld er en forestilling om, at når bare livet gøres tilstrækkelig utåleligt for de arbejdsløse, så skal de nok komme ud af røret, og finde et nyt arbejde, finder jeg det dog noget problematisk, og når der så oven i købet fra samfundets side ikke bare trues med, men rent faktisk også eksekveres straffeforanstaltninger der rent ud sagt smadre mange af dem der i forvejen både psykisk, mentalt og legemligt rammes af arbejdsløshed, så må det være udtryk for det, jeg kalder dyrekøbte slag i den tomme luft, der alligevel ikke vil få andet end negative virkninger på dem de var tiltænkt som ”hjælp” til at ”lære lektien”. Det store flertal af disse moderne udstødte medborgere har jo dog ikke gjort sig skyldig i andet, end at de tilfældigvis er kommet til at stå i vejen for andre medborgeres pædagogiske fejlskøn. Det er utilstedeligt, at vi ved at tilføje en bestemmelse om at tilfældigt udvalgte borgere i uvisse perioder af deres liv, for nogle livslangt, forventes med ”medborgerlig taknemlighed” at undergive sig vilkår, som ellers kun diktaturer har haft magt til at dekretere, for dette ændrer på en igennem mange årtier knæsat national kontrakt om ligeværdighed. Det kan godt være at noget sådant er udtryk for aktuelle skrankepavers rationaliserende tankespind, men det har så også til gengæld den fatale bivirkning, at det lægger gift for en af vort samfunds allervigtigste drivkræfter, nemlig det enkelte menneskes stolthed, og det vil derfor med usvigelig sikkerhed, på grund af mange menneskers latente, men såre menneskelige, hang til selvmedlidenhed og andre svaghedstegn som f.eks. ligegyldighed, udtrykt igennem det kendte udbrud: ”Ja, så kan det altså også være lige meget”! - der kan melde sig som en af nedbrudt stoltheds triste følgevirkninger. Og hvis der ellers er noget, vi ikke har brug for i en vanskelig situation, så er det at øde vore egne kræfter bort i en negativt ladet klapjagt på potentielt positive kræfter i vor egen midte.

Det forekommer mig, at der i nutidens politiske landskaber kan spores en markant udvikling i retning af, at de i øjeblikket synlige konkrete aspekter i tiden ganske overskygger det, som vi tidligere forstod som det kreative og det visionære. Selvfølgelig har det konkrete altid haft stor betydning for menneskers gøren og laden, men det havde slet ikke tidligere i samme grad som i dag højeste prioritet. Måske er dette er en påstand mange vil afvise. Men jeg kan f. eks. slet ikke forestille mig andelsbevægelsens helt afgørende rolle i vort lands økonomiske og sociale opstigning hen over næsten hele 19hundredetallet uden de den gang, fra begyndelsen af, relativt få ildsjæles vilje og evne til, ud af deres fantasifostrede kreative visioner at ændre på den tids ellers dybt rodfæstede, statiske og stærkt traditionsbundne måde at se verden på. Og alligevel lykkedes det disse ildsjæle at fremkalde et nybrud af historisk rækkevidde, som med enkeltmenneskets skjulte, iboende frihedstrang som løftestang, hen over nogle få årtier vendte op og ned på rigtig mange ting.

Menigmands umyndiggørelse - eller efterladenhed?

I modsætning hertil har vi i vor egen tid ladet os indfange af ekspertisernes umyndiggørelse af menigmand. Vi uddanner eksperter med diverse spidskompetencer på samlebånd for at disse skal sikre os den lige vej ind i en fremtid, hvor det mest sikre i realiteten let kan blive, at denne ekspertise lægger sig som en uafrøstelig dyne hen over menigmands tilværelse i form af umyndiggørelse. Jeg har intet udestående med ekspertisen overhovedet. Den er både god og nødvendig, og det er ikke ekspertisen som sådan, der er skyld i at menigmand umyndiggøres, men derimod det forhold, at alle vi ansvarlige borgere har følt os fristet til, måske endda af magelighed, at overlade beføjelser til ekspertisen, som vi rettelig selv burde have taget os på. Hensigten var jo, at ekspertisen skulle tjene borgerne. Men det har i betænkelig grad udviklet sig til, at det langsomt og umærkeligt er blevet os borgere der er kommet til at tjene ekspertisen ved alt for ukritisk at godtage dens anbefalinger i stort og småt. F. eks. så kan jeg dårligt forestille mig, at det virkelig kan være ud af gode danske kvinders og mænds egne bedste viljer, at ideen om robotplejen af egne gamle mennesker er kommet frem – de gamle, som en gang for længe siden bar dem på deres arme, og som de dog trods alt skylder deres eksistens. – Det drejer sig her om gamle hjælpeløse mennesker, som netop på dette tidspunkt omkring deres livs afslutning har allermest brug for menneskelig omsorg og nærvær. En sådan umenneskeliggørelse kan formodentlig kun være fostret i en steril ekspertises sterile eksperimentarium. - Ekspertisen har nemlig fastslået, at ældreplejen er en byrde for samfundet, og anviser derfor mulige udveje for at komme fri af denne ”misere”. - Kunne man mon forestille sig en tilsvarende robotpleje af mennesker ved livets begyndelse?


Kulturelle faldgruber

Dette får mig til at tænke på, at det første store lovkompleks nazisterne gennemførte efter deres formelt demokratiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 paradoksalt nok var en dyreværnslov, som ikke nødvendigvis har haft noget at gøre med deres samtidigt programmerede mishandling af mennesker, der tilfældigvis kom dem i vejen. - Eller hvad? – Apropos nazisternes dyrevelfærd, så har denne næppe, hos os, på noget tidspunkt i vor historie været højere prioriteret end netop her i vor egen tid. – Kan det virkeligt være rigtigt at kategorisere alle dyr som uskyldige med krav på menneskers ubegrænset hengivenhed, når uskyldige mennesker i samme åndedrag kastes i fordærv som skyldigt hjemfaldne til ”gråd og tænders gnidsel” på grund af, at de bare har været til? - Når jeg kæder denne åbenbare realitet sammen med nazismen i Tyskland, så er det er fordi både tyskerne og vi danske er rundet af et fælles europæisk, og endda efter sigende højt udviklet, kulturgrundlag, som burde kunne have forhindret de fatale udskejelser, som i hvert fald i 1930vernes Tyskland vandt et så voldsomt folkeligt gehør. Men hvad med i 00ernes og tiernes Danmark?

Der tales i disse år meget i både vore egne samfund og ikke mindst indenfor EUsystemet, om dét demokratiske underskud, som en skønne dag vil kunne vælte det hele over ende, dersom det ikke tages tilstrækkelig alvorligt. Og når man dagligt må konstatere, at den almindelige, folkelige respekt både for vore demokratiske grupperingers – og for vore valgte repræsentanters pålidelighed, i hvert fald tilsyneladende, kan ligge på et lille sted, så kan man selvfølgelig slå det hen som et nogenlunde uskyldigt tidsfænomen. Men set i det forholdsvis lange tidsperspektiv, hvori jeg ser det, må det virke betænkeligt. Og vel at mærke! Dette har intet med ekspertise at gøre. Men det har for mig at se at gøre med, at vi som samfund har mistet retningssansen, og derved er kommet i vildrede hvad angår vore fælles retningsmarkører for, hvad det er, vi vil med vort samfund. Det kan være, hvad der er, at vi som borgere er indbyrdes dybt uenige om retningen, men uanset dette, så kan vi ikke løbe fra, at det er os selv der har ansvaret for den, i hvert fald såfremt vi tror på demokratiet som styreform og i øvrigt føler os dens præmisser voksne. – Der skal nok under alle omstændigheder blive regeret alligevel – men højest sandsynligt med stigende demokratisk underskud.

Som en art modstykke til ovenstående tidsbillede – eller måske bare som en hund i et spil kegler? - vil jeg, apropos, ekspertise gøre et spring 60 – 70 år tilbage, til den gang da mekaniseringen af de mange arbejdstunge gøremål i landbruget i meget vid udstrækning udvikledes i tæt samarbejde imellem praktiske landmænd og lokale håndværkere, som for øvrigt på linie med rigtig mange folkevalgte i råd, nævn, kommissioner og lignende aldrig drømte om, at det de nørklede med skulle kunne udgøres i så eller så mange timer til den eller den pris, fordi det slet ikke var den form for løn, der drev dem, det var derimod den pioner – og pligtbesjælede viljesagt, der til alle tider har kunnet sætte mennesker i stand til at udrette det umulige, netop fordi arbejdet, for dem, i langt højere grad end hvad man i dag ville kunne forestille sig, bar lønnen i sig selv, jævnfør udtrykkene ”borgerligt ombud” eller ”arbejdet adler”, som desværre nu, tilligemed den førhen højt respekterede kaldstanke, er fortrængt af de kolde kontanters regimente og henvist til en om end stadig særdeles vigtig, så dog set i den store sammenhæng en langt mere sekundær placering i det frivillige humanitære arbejdes mangefacetterede aktiviteter. – Jeg ved at modargumentet vil lyde, at dette ville være umuligt i vor moderne verden, og naturligvis er dette rigtigt. Dybest set, så er moderniteten med dens småtskårne pengefiksering også dé forbundne kar der netop har vist sig kun at tilfredsstille de heldige og de privilegerede, imens de resterende må ”suge på lappen”. Det ulykkelige ved moderniteten, som jeg forstår den er, at den ikke levner forståelse for nødvendigheden af, at alle kan få en plads i solen.
Klods Hans – vort eget nationale sindbillede.

Ligesom vore dybt rodfæstede frihedstraditioner helt fra vikingernes hærgen rundt omkring i Europa og andre steder, som for øvrigt var muliggjort af nordboernes, også den gang, ganske fabelagtige fantasi og innovationsevne, idet de som de første i verden byggede en ”langbåd” (vikingeskib), med hvilket de sattes i stand til at krydse verdenshavene. Og denne innovationsevne har, i bølger, præget og stimuleret vor erhvervsstruktur lige siden, netop ved at tage skyldigt hensyn til den enkeltes særlige evner, selvværd og stolthed, og har derved løftet os alle sammen fri af den formynderisk, autoritære tilbøjelighed, der til alle tider har ligget på lur lige om hjørnet. Derfor skal vi for at hævde os iblandt konkurrerende samfund ude i verden, der måske ikke ejer de samme frihedstraditioner, anlægge vor helt egen stil, som hviler på en mangfoldighed af mindre foretagender, hvor samvirket imellem ejere og ansatte sikrer en elasticitet i virksomhedernes drift, som mastodontvirksomheder andre steder i verden vanskeligt, for ikke at sige umuligt, vil kunne kopiere. Tendensen til at mene, at vi bedst konkurrerer med vore konkurrenter ved at opføre os og bruge de samme kneb som dem er efter min mening helt forfejlet. Ligesom jeg også vil kalde den opfattelse, der igennem en årrække har bredt sig om, at stort er godt, for et forræderi imod vor egen værdighed og egenart. Vi har tidligere i historien brudt overtværs, og vi kan gøre det igen bl. a. ved hjælp og inspiration fra H.C. Andersens underfundige eventyr om Klods Hans. For ligesom Klods Hans er som snydt ud af næsen på vor danske frimodighed, så er vi også alle sammen snydt ud af næsen på vor egen befriende mangel på autoritær underdanighed.

Morale:

Lad os dog holde fast i en erhvervsstruktur, der kan matche den omgangsform til hverdag og fest, som vi som danskere / nordboer kan føle os hjemme i! – Og som stikker endnu dybere hos os end vor tilbøjelighed til altid at søge de letteste udveje. - Jeg forestiller mig samfundet som en gammel regnskov der består af en hel del store gamle træer med brede kroner, samt med en underskov bestående af en mangfoldighed af forskellige buske og andre vækster, men ikke mindst af unge træer der venter på, at de gamle træers kroner af forskellige årsager tvinges til at levne dem lys og luft, så også de kan få mulighed for at udvikle den livsduelighed, som ligger slumrende i netop deres gener. - Ude i naturen foregår denne kontinuerlige udskiftningsproces helt af sig selv. Men i vor egen menneskeverden vil denne natur ofte blive udsat for manipulationer, fordi vi mennesker ifølge vor natur har det med lade os friste til, hvis vi føler at have magt til det, at videreudvikle denne magt til agt, og dermed blokere for underskovens adgang til lys og luft, måske under påskud af, at det alligevel er ”de store kroner” der giver det bedste læ for tidens og naturens uberegneligheder, samtidig med at det også er disse, der med alderen har oparbejdet en pondus der i sig selv virker magtkonsoliderende. Men ligesom erfaringer har vist os at magt altid korrumperer og pr. automatik ser det som første prioritet at tilgodese egne interesser, vil jeg vove den påstand at en erhvervsstruktur, hvor iværksætterne ikke udgør grundstammen i vort lands virksomhedskultur simpelt hen er udansk.

Det er nødvendigt at sejle – ikke at leve

Karen Blixen, som jeg betragter som et viist menneske, havde et motto på latin, som oversat til dansk lyder: Det er nødvendigt at sejle, ikke at leve! Jeg er da helt klar over, at dette ikke rent umiddelbart siger ret mange nutidsdanskere særlig meget. Men for mig, siger det til gengæld overordentlig meget. Og det hænger sikkert sammen med, at jeg så at sige voksede op i skyggen af 2. Verdenskrig, hvor der var mange landsmænd /og kvinder der til lands, til vands og enkelte også i lufter ”sejlede” med livet som indsats, som jo i sin yderste konsekvens er dette mottos pointe.

Jeg har just set, at en klog kvinde, der dagligt har lejlighed til at tage pulsen på verdens udvikling - og tilstand i al almindelighed fortæller, at verdens befolkning vokser med 60 millioner mennesker om året. – et helt Tyskland hvert eneste år! - At arbejdere i Mc Donalds i USA tjener en månedsløn på 600, 00 kr. som ikke dækker stort andet end transporten til fra arbejde. Dette til trods er der stadig god profit i at udviklet de robotter, der kan bortrationalisere det sidste lavtlønsarbejde – altså for verdens økonomiske giganter, hvoriblandt de 400 rigeste amerikanere må formodes at befinde sig, idet disses samlede formuer er større end de resterende 320 millioner borgeres tilsammen. Men det allerværste er, pointerer hun, at selv klodens klogeste hoveder ikke aner hvad de skal stille op for at ændre på det. – Selvom vi da stadig har lov at håbe på at det ikke ser helt så galt ud, som dette scenarie kunne indikere, så kan der under alle omstændigheder blive hårdt brug for, at vi her i vort eget lille land rykker tættere sammen. Og det er slet ikke givet, at vejen, for os, går igennem et højere uddannelsesniveau end det, som vi i forvejen har. Langt mere sandsynligt er det at vor vej kommer til at gå igennem en højnelse af det dannelsesniveau som vi igennem de seneste årtier har nedprioriteret, netop, til fordel for uddannelsesniveauet. Jeg er nemlig overbevist om, at vi ved en sådan omprioritering ville kunne opsamle og nyttiggøre, de enorme menneskelige potentialer, som andre steder i verden går til spilde på grund af umenneskelige samfundssyn, samtidig med at vi også kunne give nogle af vore egne, ellers overflødiggjorte, medborgere, indhold i tilværelsen. – Også i denne forbindelse kunne vi som under 2. verdenskrig, skrive os vel bag øret: ”Uden at turde sejle gør vi vore egne frihedsidealer og vor egen frie livsforståelse til en illusion”.

Den lykkelige Kong Sisyfus og begrebet skæbne

Det kommer mig for, at de nu opvoksende slægtled i langt højere grad end de tidligere er spaltet i to vidt forskellige grupperinger. En første gruppe, der om muligt arbejder endnu mere dedikeret og endnu mere målbevidst, end vi i min tid gjorde, blot uden at have det dybere åndeligt, rodfæstede forhold til de temaer de bakser med, som vi havde, simpelt hen fordi de aldrig har været givet lejlighed til at stifte bekendtskab med de referencerammer, der, om man så må sige, er nøglen til de dybere lag af deres egne forudsætninger. - Hvilket dog ikke er deres fejl, men udelukkende må tilskrives forældregenerationernes forsømmelser. - Den anden gruppe, der forhåbentlig er noget mindre, består af eksistenser uden hverken udgangspunkt eller målsætninger - frit i luften flagrende fugle, om hvem nogen synes at mene, at de ingen betydning har. Men det er helt forkert, for de kan blive til en farlig dødvægt, hvis de får lov at ”ligge” og ikke, fra samfundets side, ”fiskes op”. - Det står for mig, som om der for moderne yngre mennesker ifølge den for tiden herskende tidsånd nok tegner sig en spændende fremtid, hvor dørene til succes står på vid gab, men alligevel en fremtid, der set med en gammel mands øjne, som adgangsbillet fordrer den enkeltes menneskes egen markante positionering. Og her kommer de mere stille eksistenser og alle dem for hvem positioneringen mislykkedes til kort, fordi de fanges i et hav af dehumaniserende blindgyder. Og det er meget trist og for vort samfund direkte tragisk, eftersom det altid er det stille vand, der har den dybe grund. Skal disse ”tabsaspiranter”, der faktisk kan være guld værd, hjælpes på sporet, er medmenneskelig empati og dybtfølt hjælpsomhed helt afgørende - imens den for tiden demonstrerede pisk - og gulerodsterapi til gengæld altødelæggende. – Man kan som bekendt nok trække et æsel tilvandtruget, men ikke tvinge det til at drikke.

Jeg tænker her også på den gamle græske fortælling om kongen af Korinth, der som gudernes straf for hans lemfældige omgang med deres forventninger til ham dømte ham til i underverdenen, til evig tid, at rulle en stor sten op på bjergets top, hvorfra den hver gang vil trille ned igen Jeg ved at denne fortælling kan tolkes på flere måder - og bliver det. Men i mine øjne er Sisyfus en lykkelig mand, netop fordi han tager sin skæbne på sig uanset dens mulige meningsløshed. - Den meningsløshed, som vi alle sammen har det så svært med, og som er årsagen til at så mange moderne mennesker går i spåner. Måske fordi vi i vort selvcentrerede overmod ikke anerkender begrebet skæbne. Vi ser os selv som vor egen lykkes smed, og gør derfor os selv ansvarlige for ting og hændelser, som intet menneske har kræfter til at bære på egen hånd.

Ja, da jeg personligt gerne er min alder bekendt, bruger jeg med vilje ikke ordet ældre. Derfor føler jeg det, som en efterhånden gammel mand, på akkurat samme måde, som jeg forestiller mig Sisyfus må have følt det hver gang han tålmodigt bevægede sig ned ad bjerget for at begynde på en frisk. Det er så vigtigt at være tro imod sin bestemmelse, også selvom andre måske vil tænke, ”at han dog gider” eller, ”nu rabler det altså også for ham”, bare fordi ”disse andre” ser det, som vedkommende gamle mand / kvinde foretager sig som værende absurd. Og indrømmet, for mig selv er det endda ikke en gang et spørgsmål om at få brød at putte i munden. – Og alligevel doserer jeg her, som I ser, uden adkomst lommefilosofi for alle der måtte gide læse det. Men uanset hvad andre måtte mene om det, så ser jeg mig selv som en lykkelig mand, der midt i min frihed også føler mig fri til at lade mig binde til den bestemte opgave, som jég ser som min bestemmelse – eller som min skæbne, om man vil. Altså for mig dette at kunne få lov til via vort dejlige sprog at give udtryk for tanker, der undertiden kan være så svære at definere, at jeg kan bruge timer på en enkelt sætnings formulering. Fornægtede jeg denne sysselsætnig af mig selv, ville alskens dårligdomme, med garanti, hurtigt gøre det af med, hvad der i så fald måtte være tilbage af det, der engang havde været mig. – Og i mine øjne, så er grunden til mange moderne menneskers svigtende greb om livet, kollektivt og individuelt da også, at der som følge af 80 års materiel opgang i vore konjunkturer er opstået en ubalance i vægtningen imellem menneskers åndelige og materielle behov. En ubalance som har forvendt os alle sammen, og som uanset status har gjort os til kræmmere med tesen ”noget for noget” som den højeste visdom. – Vi har gjort os selv til underskudsmennesker af bare mangel på åndeligt overskud, og er derfor, af vor snusfornuft, blevet kaprede til at tjene den egennytte, som det for tidligere generationer var et spørgsmål om ære, i videst muligt omfang, at gøre sig fri af.

Der skal en bred ryg til at bære gode dage

Jeg ved, at de tanker, som jeg her giver udtryk for vil kunne være uforståelige for mange moderne indstillede mennesker, moderne forstået som en livstolkning der afviser al religion som overtro og virkelighedsflugt. Men for mig er mit religiøse ståsted defineret som det punkt hvorfra verden omkring mig bevæger sig, og hvorfra jeg også kan bevæge verden omkring mig. Jævnfør en gammel viis talemåde: - ”Giv mig et sted at stå, og jeg vil bevæge verden”! - Det er også fra dette punkt, jeg kan hente tilgivelse for mine mange fejlgreb, hvorfra jeg kan hente forsoningens læskedrik i forhold til min egen utilstrækkelighed, trøst når verden går mig imod, håb når alting falder mig håbløst samt kraft og mod til at møde min skæbne. Og det er alt sammen bundet op under fantasiens grænseløse vingefang, som gør det muligt for mig at bevæge mig frit fra mit indre religiøst funderede univers og ud i bundetheden til den jord, som jeg er gjort af.

”Der skal en bred ryg til at bære gode dage” er der et gammelt ordsprog der siger – altså underforstået uden at blive selvforherligende. Det har jo altid været sådan, at borgere der har fat i den ”lange ende”, hvis de har haft magt, har mistænkt dem der havde fat i den ”korte ende” for at svindle sig til selv deres fattigste rugbrødsklemmer. Men det faktum, at det jo netop var velfærden, der betinget af en voksende solidaritet i samfundet i sin tid satte vort lands rige opblomstring i gang, modsiger denne påstands troværdighed, og må snarere have rod i vore dybt menneskelige tilbøjeligheder til at bekræfte os selv på medmenneskers bekostning ved at ”sparke nedad”. Velfærdens dagsaktuelle tilbagerulning skyldes derfor heller ikke de nederste samfundslags snylten, men derimod et generelt nedbrud af ellers gammelkendte moralske dyder med deraf følgende øget bjergsomhed hos både store og små. Og dette nedbrud har ramt bredt henover alle samfundslag, foruden at det også af helt naturlige årsager har givet de ”stærkeste muskler” formidable udbytter i form af mammon. Men det er værd, at vi minder hverandre om, at dé forøgede spændinger imellem mennesker som denne bjergsomhed forårsager, i virkeligheden, i sin yderste konsekvens, repræsenterer den ”alles krig mod alle”, som et til alle tider truende alternativ til en socialt afbalanceret samfundsindretning.

Dejlig er jorden versus 2. Verdenskrigs rædsler

Mit ærinde med alt dette er ikke at forvirre mine kære læsere, selvom det måske kan se sådan ud, men bare ud fra de forudsætninger der er mine, at gøre opmærksom på hvor broget og sommetider selvmodsigende en virkelighed kan tage sig ud, når vi vedgår det faktum, at vi hver for sig har vore egne forudsætninger. Og når jeg insisterer på, med udgangspunkt i B. S. Ingemanns salme ”Dejlig er jorden” at se mit eget personlige livsløb som en eneste lang pilgrimsvandring, så er det til dels fordi, jeg har været velsignet med et meget langt liv og derfor i min erindring må give plads for mange forskellige indtryk - ofte med indbyrdes modstridende fortegn og incitamenter, hvorfor jeg så også må indføje hvert element, for sig selv, i et meget broget helhedsperspektiv, som givetvis også bærer præg af, at jeg fra min tidligste ungdom under 2. Verdenskrig blev mærket af vor menneskelige dårskabs helt ubegribelige udslag af brutalitet og hjerteløshed, som så også har forvisset mig om, at menneskers egne valg og fravalg, til trods for denne dårskab, er både essentielle og aldeles afgørende. Den påstand høres ofte, at Danmark den 9. april 1940 intet valg havde. Selv mener jeg aldrig at have oplevet dette, fordi påstanden i min optik er falsk, da det ikke at vælge, også er et valg! Nok blev Danmark den gang, af et nådigt forsyn forskånet for utroligt meget, også uden at vi dog havde vor egen stillingtagen at takke derfor, men som rent ud sagt skyldtes tilfældige generalers tilfældige prioriteringer. Det kan i sandhed siges, at vi vandt den store gevinst - alle vore, i denne sammenhæng, dybt alvorlige interne konflikter ufortalte. Jeg fulgte, selvom jeg bare var en stor dreng, begivenhederne i vort eget land så vel som ude i den store verden tæt igennem radioens nyhedsudsendelser.
Efter den 9. april 1940, hvor dansk radio underlagdes tysk censur, fik vi / jeg hovedsagelig nyhederne fra engelske BBC, samt fra det neutrale Sveriges Radio.

Men jeg skal i øvrigt i denne forbindelse undgå at gå i detaljer omkring mine indtryk fra dette ragnarok, men dog fortælle, at jeg natten til den 9. april 1942 oplevede et engelsk bombefly lette sig for sin last ikke meget mere end en km. fra den seng, jeg lå og sov i – til alt held over åbne marker - men det var for mig en meget voldsom oplevelse, og dog for intet at regne imod hvad andre måtte igennem. Jeg mindes også med gru bombenætterne over Lübeck og Kiel hen imod krigens afslutning, som vi i godt vejr ganske bogstaveligt kunne følge hér på Falster og Lolland, hvor ildskæret kunne anes imens jorden rystede. Senere fik jeg ved selvsyn, under gennemrejse til Schweiz i sommeren 1947, syn for sagn, idet der foruden ruinbyerne vi passerede, også langs banelinien lå hundredevis af udbrændte lokomotiver og flød som rustne jernbunker. Og jeg fik det bekræftet igen året efter, da jeg som soldat ved den danske brigade var udstationeret i Oldenburg i et halvt år, og hvor en af mine kammerater, under passagen igennem Hamburg tørt bemærkede: ja, hér kan man virkelig sige, at man bare behøver at stå op på en ølkasse for at skue ud over byen.

Der var masser af mennesker alle vegne, men hvor de boede, forblev os en gåde. De sultede, kunne vi se, og iblandt dem var jo også de mange millioner flygtninge fra øst. Var vi på øvelser og havde feltkøkkenet med os, blev der i regelen lavet rigeligt med mad, og så fandt vi, efter at vi havde mættet os selv, en tilfældig skolegård, hvor vi kørte ind med køkken og madrester, hvilket fik børnene til at stille op i lange rækker med deres tomme konservesdåser, som de af en eller anden grund så ud til altid at have ved hånden, og fik dem fyldt op med mad, imens deres øjne lyste så længe der ellers var mad at fylde dem med. – Det var så underligt, hvordan disse tyskere som vi i flere år af hjertet havde hadet, langsomt viste sig også at have ansigter, der hos de fleste af os også kunne vække medfølelse.

Udsynet - mit livs katapult

Ja, dette var altså bare nogle ganske få nedslag fra min barndom og ungdom. Naturligvis måtte jeg da også en tur omkring Askov Højskole. Det var imens Arnfred var forstander, og indenfor dens mure mødte jeg sammen med mine 364 andre medkursister, en verden, der i høj grad skærpede mine sanser for det udsyn, som mine forældre allerede for længst havde indpodet mig. Det eneste jeg rigtig fortrød den vinter var, at jeg ikke meldte mig til det første af Arnfreds særhold i bibelkundskab, som strakte sig over to måneder og siden efterfulgtes af andre to gange to måneders særhold, idet tilslutningen til hans første særhold var yders minimal, hvorimod den til de sidste to var helt overvældende, hvilket jo siger noget om Arnfreds evne som underviser og inspirator. Men han havde også noget at leve op til, idet det fortaltes om en af skolens tidligere lærere i kemi, Poul la Cour, at han evnede at gøre kemien så levende og bevægende, at det hændte hans elever fik tårer i øjnene. - Og alle disse indtryk, og mange andre med dem kom til at udgøre den katapult der slyngede mig ud i verden, hvor jeg bare sugede til mig - mine 29 år som selvstændig landmand, mine 4 år som skovarbejder på Gisselfelt Gods, og mine 7 år som ulandsarbejder i Kenya, hvor jeg traf min nuværende kone, Linda, fra Vordingborg, og hvordan vi to lige siden har været hinandens tro livsledsagere, ikke mindst på mit pensionistlivs mange pilgrimsvandringer i Spanien (Linda var jo den gang stadig på arbejdsmarkedet).

Angrebet på tvillingetårnene i New York

Iblandt de chokerende hændelser i mit liv står det der skete med angrebet på tvillingetårnene i New York som et ildevarslende memento til vor indtil da kendte verdensorden. Lad mig bare, ligesom de gør i USA, slet og ret kalde det 9 / 11. Linda og jeg var på pilgrimsvandring i Spanien, og dagen før havde vi fejret min 75års fødselsdag ved at ”holde en fridag” i det mest vidunderlige vejr i den mest vidunderlige lille bjergby. Dagen efter bød stadig på de mest vidunderlige omstændigheder for den bjergvandring der nu forestod. Vi planlagde at være ved næste overnatningssted i en landsby der hed Vega de Valcarse tids nok til at nå vort daglige varme måltid, inden restauranten lukkede ved 15 tiden. Da vi nåede frem, var vi alene i lokalet, imens fjernsynet gik, og vi tænkte, at det nok måtte være noget science fiction der var på. Men da vi med et halvt øje fik set, at de samme billeder gentoges gang efter gang, blev vi klar over, at det måtte være noget helt andet. Desværre var vore spanskkundskaber mangelfulde, hvorfor vi ikke opfattede, hvad der blev sagt, Men efter nogen tid gik den barske virkelighed dog op for os, og vi blev naturligvis lamslåede, så lamslåede at vi nærmest mistede evnen til at sige noget som helst.

Og jeg sagde det ikke højt, vist ikke en gang til Linda, hvad jeg inderst inde tænkte: Hovmod står for fald! – Måske var jeg en kryster? Men jeg vidste, at et udsagn som det ville jeg være ret alene med. Jeg mener, at kun få vesterlændinge, på det tidspunkt, var bevidste om vor egen situation - bevidste om hvad det var for kræfter, vi, som en århundreder gammel magtglad, for ikke at sige magtsyg, vestlig civilisation i begyndende forfald, var kommet op imod. Jeg håbede på en behersket amerikansk reaktion, men i stedet reagerede supermagten præcis som Osama havde ønsket sig. Han vidste nemlig, at han med en ubetænksom amerikansk reaktion ville kunne mobiliser masserne for sin syge sag. Han vidste, at det store flertal af de ovennævnte 60 millioner mennesker sammen med alle de i forvejen desperate ville sympatisere med ham af den simple grund, at disse mennesker, udover deres forhutlede liv, intet har at tabe. Og ”terrorisering” - kald det hvad du vil, af de interesser der i kraft af økonomisk magt forsøger at spærre dem vejen til et menneskeligt liv giver dem i det mindste spænding midt i al trøstesløsheden. Og når vi i Vesten ser det som en konflikt med rabiat islamisme, så tager vi fejl, når fjenden reelt er den totale sociale og menneskelige armod og desperation, der forstærket af vestligt pres og diplomatisk pokerspil giver næring til opbrud og fatalisme - og vind i sejlene til en fanatisk afart af Islam! Undskyld mig, at jeg ikke kan fri mig for at drage paralleller til nazismens rolle i forspillet til 2. Verdenskrig? der ud fra samme desperate baggrund, med pres udefra og diplomatisk pokerspil, affødte en fanatisk afart af kristendommen.

Dialogens nødvendighed

Men jeg synes dog ikke, vi skal følge tidens modefænomen med at dele undskyldninger ud til højre og venstre for, hvad ondt vi som vesterlændinge igennem tiderne har bedrevet, derimod skal vi forsone os selv med alt det, vi har forøvet, som alligevel ikke kan gøres ugjort, og fremover forsøge at gøre det bedre, ligesom vi i samme åndedræt også må forsone os med de vilkår, som ud i en uvis fremtid måtte blive os til del – ikke brødebetynget, men i bevidstheden om, at vi stadig har stolte traditioner med vældig bærekraft at bygge på, ikke mindst det kristne arvesølv som igennem næsten 2 årtusinder, på godt og ondt, har præget vort tankesæt og hele livsgrundlag. I det hele taget må vi knytte vort håb til via forsoningens helende kræfter at ”mildne lufter for de klippede får” som en gammel talemåde udtrykker det, også i en tid hvor ytringsfriheden hævdes at være tidens højeste ideal, men som desværre undsiger Gamle Grundtvigs velbekendte udsagn om, at ord skaber hvad de nævner. - Thi uden en ærlig dialog imellem potentielle dødsfjender, og uden at kopiere den ”selvcensur” ud i det store verdensslagsmål, som vi alle af simpel nødvendighed er nødt til dagligt at praktisere i omgangen med vore nærmeste omgivelser, kan vi alle blive ilde stedt,

Vi mennesker er ret beset jorden rundt kastet ud i et ingenmandsland, hvor netop vore egne suveræne valg og fravalg vil være mere afgørende end nogensinde før for, om vi står foran en lang periode med hjerteløse krige og ørkesløs trældom forårsaget af vort kollektive, men helt åbenbart forkerte, svar på Sfinksens gåde - om hvad livets mening er? - Eller om vi har mod og vilje til at lade os inspirere af den gammeltestamentlige beretning om jødefolkets udvandring fra dets ægyptiske trældom? - Undskyld mig, at jeg - Gud ske tak, eller Gud bedre det - ingen kan vide? - her afslører tanker, som bare med alderen har gjort mig profetisk - eller utilregnelig?

Efterskrift!

Løsningen på livets gåde kan ikke slås op i noget aldrig så lærd opslagsværk og kan heller aldrig indhentes hos noget andet menneske eller orakel, men er en ren højrehåndsopgave for hver enkelt af os, hvis konklusion, måske, måske ikke, vil tegne sig som en skrift på væggen i vort eget helt private lønkammer, og kun have gyldighed for én selv. Derfor er vi alle sammen, i min optik, på sæt og vis opdagelsesrejsende i hver vor egen lille verden, samtidig med at vi er dybt forbundne med – og fuldstændigt afhængige af den store verden omkring os.