Julen 2012

Arne’s nytårsbrev 2013

Demokratiets veje og vildveje

Den tid, hvor jeg igen skal / vil besinde mig på at skrive det sædvanlige nytårsbrev til venner og bekendte kommer altid bag på mig. Men jeg kunne vel også med føje stille mig selv det spørgsmål, om jeg overhovedet har noget at skrive om, som vil interessere andre end mig selv? – Jeg er jo ikke længer nogen årsunge, eller hvad det nu er, jeg er? der måske, som så mange andre af ældre årgange, har en vis tilbøjelighed til, ligesom en udslidt grammofonplade der synger på sidste vers at hænge sig fast i samme rille og gentage sig selv i det uendelige. - Og så alligevel - jeg vover forsøget. For sandt at sige, så føler jeg faktisk, at jeg for hvert år der går får stadig mere på hjerte. Ikke fordi jeg anser mig selv for at være nogen sandhedsapostel, og egentlig heller ikke nogen rigtig oprører, men jeg har dog altid holdt meget af slutningen på den af vore gamle danske sange, som vi så ofte sang, da jeg i vinteren 46 – 47 var elev på Askov Højskole, hvor vor historielærer, Juhl Andersen, med overskægget vippende op og ned, især når han talte sit gemyt op til beretninger om et besøg i Kina midt i 1930erne. Han begyndte flere gange sin time (timer blev altid indledt med en sang) med at sige: Skal vi ikke synge den med andemaden? (Chr. Hostrups ”andemadsvise” fra 1884 ”Venner, hvor er vort fædreland dog kønt”), der slutter med en hyldsterklæring til vort demokratiske sindelag med ordene: Oprør vi priser ej, nej stop, Men skål for dem som rører op!

Så derfor begynder jeg dette brev med at røre op i vores demokratiforståelse i dagens Danmark, som jeg mener, har forandret sig en hel del bare i min levetid. Jeg så i Kristeligt Dagblad, at tidligere chefredaktør på Politiken, Herbert Pundik, der som jøde også er en indgående kender af Mellemøsten, for nylig var citeret for en bemærkning om forholdene i den del af verden.: ”I Europa kulminerede udviklingen imod demokrati med frie valg, efter at de i 250 år havde været på vej. - I Tunis og Egypten begyndte de efter omvæltningerne for 2 år siden - med frie valg – hvorefter de nu møjsommeligt må forsøge at arbejde sig baglæns for at etablere de nødvendige forudsætninger for det, (hvis dette overhovedet er muligt)! Min hensigt er at henlede opmærksomheden på, at demokratiets væsen formes i en levende, stadig fremadskridende proces – det er en sart plante der kræver sin daglige vanding, næring og pleje. I min barndom og ungdom var politik til daglig i hjemmene såvel som i det offentlige rum et stort samtaleemne. Igennem vælgernes organisationer, der alle var bredt og talmæssigt stærkt funderede i alle samfundslag, foregik dialogen imellem disse og deres valgte repræsentanter på tinge intenst, således at de valgtes stillingtagen på tinge i videst mulig grad var i overensstemmelse med folkets vilje, og at folket havde et vågent øje med, hvad der foregik. Alle var vel informerede igennem de politiske partiers egne organer, de mange dagblade, som desværre nu, på grund af svigtende interesse, er gået al kødets gang. Politik var alle voksne borgeres sag! I dag er det meget anderledes. Politik er politikernes sag, mener man. De politiske foreninger er skrumpet ind til næsten ingenting. Og politik er som samtaleemne næsten bandlyst de fleste steder, hvor folk samles. Direkte dialog imellem vælgere og de valgte er af mange grunde, trods Facebook, både besværliggjort og kraftigt minimeret. Resultatet af dette er, at politikerne på deres side sammen med en mindre gruppe indforståede tager sig frie hænder til at udstikke den politiske kurs, som de agter at følge, dog under hensyn til, hvad de formoder, kan overbevise vælgerne, som så på deres side lægger stadig mere vægt på et godt skåret tungebånd end på saglige argumenters vægt. Der var gode grunde til at Kierkegaard og såmænd også Grundtvig nærede betænkeligheder, fordi demokratiet, hvis vælgerne tager det for givet, uvægerligt vil udvikle sig hen imod laveste fællesnævner. For det er ikke gjort med at afgive sin stemme, hvis der ikke ligger et lidenskabeligt funderet og vel gennemtænkt personligt samfundsengagement bag den, men bare en snusfornuftig ”madposebestemt” egeninteresse. Det er da også med denne svaghed velbekendt, at kloge politiske begavelser plejer at se demokratiet som den mindst dårlige styreform. Problemet politikerlede, som der i tiden tales meget om er en indikation på, at noget ikke er helt som det burde være, idet selve fænomenets aktuelle forekomst bevirker, at de aktuelle politikeremner, der ellers ville melde sig på banen, betakker sig. Politikere skal nemlig, bogstaveligt talt, vokse ud af folkedybets mangfoldighed. Det var f. eks. det engelske folkedyb der i 1940 kaldte Churchill frem i rampelyset og derefter gjorde ham til det han blev. Derfor må politikerleden, når den opstår, ses på med største bevågenhed. Og derfor vil jeg påstå, at de fleste af de misgreb som folket i dag skyder politikerne i skoene, burde folket tage på sin egen kappe. For grunden til miseren er den simple, at den langt overvejende del af vælgerskaren, igennem mange år, har været så optaget af en hel masse andet, at den har forsømt demokratiet, netop det demokrati, som vi ellers alle sammen, tør jeg godt sige, stiller så store forventninger og forhåbninger til. - Så måske skulle vi seriøst overveje muligheden af, ligesom de nu er henvist til at gøre det i Mellemøsten, at arbejde os tilbage til de oprindelige forudsætninger for vore frie valg? – Og lad så dette være en, fra min side, særdeles velment opsang, ikke mindst til os vælgere!

Før selv de mindste af de små får del i livets glæde

Vi gennemlever lige nu en tid, hvor vældig mange spændinger synes mig at være på spil samtidig, derfor synes jeg, det er vigtigt, at nogen har mod og mandshjerte til at røre op. Jeg fornemmer, at stadigt flere af os, trods megen træghed, efterhånden vedkender os det faktum, at vi står foran meget voldsomme forandringer i vore livsvilkår, ikke bare i lille Danmark, men overalt på vor fælles jordklode. Og dog, selvom vor statsminister i sin nytårstale 2012 brugte megen tid på at fortælle sine borgere, at de måtte indstille sig på andre tider, ja, hun skar det ud i pap, at det ville blive smalhans over hele linien med mange ubehagelige, økonomiske indgreb for at få vort samfund til igen at køre på tilfredsstillende vis. Denne spådom er, formoder jeg, for det store flertal af danskere efterhånden som året er gået kommet til at stå som ren teatertorden, eftersom det ikke er ret mange af hendes borgere, udover vort samfunds svageste, som der så også til gengæld bliver stadig flere af, der i det forløbne år overhovedet har mærket disse trange tider, imens disse, vore svageste, så i tilgift har fået præsenteret en temmelig stor, og temmelig bitter, bid af regningen. Og mere af samme skuffe er stillet i udsigt. Men alt er foregået på god demokratisk vis – intet fejet ind under gulvtæppet – intet at komme efter! Ligesom der heller ikke er tegn der tyder på at: ”Herren skulle være til sinds at mildne luften for de klippede får”! - Med mindre altså, det fantastiske skulle ske, at statsministerens flertalsgrundlag besinder sig på den kendsgerning, at den igangværende udvikling uundgåeligt vil sætte turbo på et i forvejen markant fattigdomsproblem, som jeg er sikker på, at ikke mange af os danskere alligevel, når det kommer til stykket, bryder os om at skulle leve med. Og selv nægter jeg at tro på, at vi i min ungdom på højskoler, ved folkemøder og ikke mindst ved de mange alsangstævner under 2. Verdenskrig bare sang med på en ”døgnflue”, når vi begejstrede istemte: Den hær vil ikke blod og sår, / hvor krigens lurer gjalde, men nyfødt fred i friheds vår / med ligeret for alle, / og den vil sindigt fremad gå / og ej fra kampen træde, / før selv de mindste af de små / får del i livets glæde. – Dette er afslutningsverset i Chr. Hostrups (1818 – 1892) ”De unges sang” fra 1892. ”Den trænger ud til hvert et sted, / den hårde strid herhjemme”. – Vi må og skal som samfund, under alle forhold, deles om byrderne!

Det har altid været en god leveregel ikke at så tvivl hos ubefæstede sjæle om de illusioner, som man hver for sig, sammen med andre, eller som hele samfundet måtte have indhyllet sig i. Men på den anden side, har det også altid været en kardinaldyd at turde sige sandheden, især der hvor fortielse kunne tegne uheldsvangre fremtidsscenarier. Sandheden er tit ilde hørt og også ubehagelig – dog må det forbehold altid tages, at ingen kender den. Selv jeg har aversion imod sandhedsapostle, og føler mig mere tryg ved dem, der af et ærligt hjerte søger den. Det er derfor vi altid må håbe på det bedste og være forberedt på det værste, på den måde kan vi nemlig gøre sandhedsbegrebet mindre skræmmende, og mere åbent for refleksion – måske også en smule mere åbent for utraditionelle tolkninger, der kan virke opløsende på vort ellers nok så træge og knudemandsagtige forhold til vort ømme punkt, dette, fordomsfrit at gå vore indgroede vaneforestillinger efter i sømmene.


Lyssyn formidlet i fællesskab

Og når jeg nu er kommet i gang, tillader jeg mig da også at forsøge at røre op i den forestilling, som nutidens danskere, så vidt jeg fornemmer det, stadig med for få undtagelser, synes at slå sig til tåls med, den såre luftige illusion at krisen, på trods af alle tegn i sol og måne, bare drejer sig om en ubehagelig overgang, inden det hele igen falder på plads, og giver os mulighed for at genoptage livet med fortrøstning til fremtiden, som vi jo dog, så længe vi kan huske, altid har gjort. – Men sandsynligheden for en sådan udgang er desværre nærmest ikke eksisterende. Jeg vil gerne kraftigt understrege, at jeg ikke er ude på at så mismod. Tvært imod, jeg mener bare at vi skal finde vort helt nødvendige lyssyn andre steder end i fortrøstningen til, at de gode gamle tider vender tilbage. Og vi må for alt i verden ikke glemme, at menneskehedens største spring fremad igennem hele vor lange historie netop først og fremmest har været fremprovokeret af kriser og forfald. Derfor er kriser hverken i det store eller i det små entydigt negative, de kan også danne indgang til epokegørende nybrud - og har mange gange gjort det! Herom skrev Chr. Hostrup i 1876 i ”Højskolesang til Vallekilde”. Det som lysner overvangen, / er det aftenrød? / var monstro det svanesangen / som fra sundet lød? / Blank kun står en gylden strime, / slukkes den på ny? / Hvad er denne brydningstime? / skumring eller gry? - - Derpå må i unge svare, / det til eder står, / om af røret sig skal klare / dag med krans om hår, / om vort hjem igen skal svømme / frelst på tidens flod / og endnu sin ungdoms drømme / se med kød og blod. Men forudsætningen for at vor tids aktuelle ungdomsdrømme kan realiseres er, hvad jeg vil kalde et ”opladt vid - og lyssyn” der breder sig over landet / landene, og at vi tænker i fællesskaber frem for i individualiteter. Især det sidste vil kræve megen nytænkning, ikke mindst i forhold til vor egen tids idealer al den stund den nuværende krise, som netop er udtryk for, at den individualisme og ideologiske markedstænkning vi har været besat af, er endt ude i det helt groteske, efter at den ellers nu igennem århundreder har udgjort en meget væsentlig drivkraft i den velstandsudvikling, som især vi som er børn af den kristne, vestlige civilisation har nydt ”godt” af. Når jeg nu har sat ordet godt i ”gåseøjne”, så er det fordi, uanset at vi af særdeles gode grunde har glædet os over hver eneste lille velstandsforøgelse der er opnået især igennem de seneste adskillige årtier, så rummer disse også den fare, som meget rammende udtrykkes i mundheldet: ”højt at flyve, dybt at falde”. - Hvor vi alle kappedes om at være med, da det gik opad, forholder det sig helt anderledes nu, når vi modvilligt nødes til at klatre nedad igen. For så vil de mest velbjergede, vor stærke menneskelige trang til egennytte taget i betragtning, forsøge at lænse sig for mest mulig ”dødvægt” for at beskytte sig selv og deres velerhvervede status imod forskelligartede forringelser. Og da disse folk på forhånd råder over midler (f. eks. medierne) hvormed de kan sætte sig igennem og få verden til at se ud lige på en måde, som det passer dem selv bedst, og da de altid har lært, at det, at udnytte alle muligheder for opnåelse af profit til sig selv. En profit som, set med deres øjne, igennem ”organiseret tyveri via skatterne”, må være en stor gevinst for de samfund, hvori de bor – samfund, som ifølge disse velbjergede, åbenbart tror at denne skatteplyndring bare ustraffet kan fortsætte. - Stående i den situation, og med dette tankesæt, vil det unægteligt kræve et meget dybt forankret samfundsengagement ikke at følge egennyttens magnetiske tiltrækning, og henholde sig til den bandt meningsfæller almindelige opfattelse, at der da også er alt for mange nassere i dette land, som vi vel ikke ligefrem behøver at forgylde, vi burde langt hellere sætte dem på smalkost, så de af den vej kan lære at sørge for sig selv og deres unger. – Men der er retfærdigvis her nogle mellemregninger, som de har overset.

Tanker omkring begrebet opdragelse!

Jeg referere her til hvad Grundtvig (1783 – 1872) i en af sine stadig særdeles populære sange skrev: ”For han har aldrig levet / som klog på det er blevet / han først ej havde kær! Med andre ord, folk der aldrig har følt kærlighed, til et menneske, en sag eller for den sags skyld til sit eget lands historiske fortællinger, vil heller aldrig kunne blive klog på disse objekters egenartethed og dybere betydninger – men må stå til enhvers egen frie tolkning. Så her vil jeg frimodigt bevæge mig over i et helt andet af kærlighedens mange aspekter. - Det kan nemlig gøre mig mistrøstig, at selv forældres opdragelse af deres egne børn er belagt med rigide lovregler. De fleste medlemmer af vore egne forældregenerationer så den korporlige afstraffelse som et nødvendigt middel i bestræbelserne på, i videst mulig omfang, at holde deres egne børn på ”rette vej”. Selv har jeg i høj grad været genstand for korporlig afstraffelse, og husker udmærket, hvor trodsig jeg ind imellem blev. Så trodsig at jeg blandt meget andet tidligt bestemte mig for, at dette skulle mine eventuelt kommende børn i hvert fald ikke udsættes for - og de blev det lykkeligvis heller ikke. Men dog, set i bakspejlet og foranlediget af hvad jeg senere har hørt og set, har jeg i nogen grad måttet moderere mit standpunkt – også ud fra min erfaring om, at den ideelt gennemførte børneopdragelse udført af ideelle forældre slet ikke findes. Det er ikke sådan, at jeg synes korporlig afstraffelse er nogen god ide, men dog alligevel så langt, at jeg absolut ikke finder det bevist, at det er nogen god ide at forbyde den ved lov. Det må nødvendigvis være forældrene selv der afgør den sag, dels fordi de stadig, også på trods af forbud, i en form for nødværge, har mulighed for i desperation at gribe til andre og måske endnu mere raffinerede former for vold, hvor ”en på kassen” måske alligevel ville være mere human og lettere for både børn og forældre at komme over. Men samfundsmæssigt set, så er den mest skræmmende udvej forældre i afmagt kan gribe til dog den, helt at give op – og den vej er det jo ikke engang strafbart at betræde!

En sjov lille krølle på dette med ”en på kassen” kan jeg fortælle fra min egne ungdomsdage i 1950erne, hvor vi i Nr. Alslev havde en landbetjent der var kendt for sin kontante måde at bekæmpe datidens drengestreger på. Han henvendte sig som regel til vedkommende synder med spørgsmålet: ”hvad vil du helst, jeg skal gøre? Gå videre med sagen eller afgøre den på stedet med ”en på kassen”, og han havde ikke just noget blidt håndelag, fortaltes det? Jeg hørte aldrig at nogen skulle have ønsket, at han gik videre med nogen sag. Og den form for justits blev han faktisk ret populær på. Hvad mig selv angår, så er den vold, som min far påførte mig for længst tilgivet, for jeg kunne jo alligevel aldrig være i tvivl om, at han ville mig det bedste. Jeg vil sige det på den måde, at kærligheden, der godt nok ikke kan påbydes ved lov, må udgøre den helt afgørende, legitimerende faktor. Og til de mennesker som mener, at en far eller en mor der elsker sit barn umuligt samtidig vil kunne straffe det korporligt, må jeg sige, at det er en stor misforståelse. Noget andet er så, at jeg må medgive, at kloge forældre kun sjældent, eller måske slet ikke, får brug for det, især ikke hvis de ellers skriver sig det i tidligere generationer kendte mundheld: ”Den der elsker sin søn tugter ham tidligt”, bag øret. Dertil mener jeg, at et generelt offentligt forbud i denne art familierelationer, der reelt set burde være ukrænkelige, altid vil have en tendens til at afstedkomme uløselige konflikter, imellem især drenge og forældre, hvor forældrene i nogle situationer på forhånd må vide, at de er bundet af moralske kodeks, som en ophidset yngling let, alene på grund af ungdommeligt overmod, kommer til at overse – eller aldrig har hørt om. Og det kan da umuligt være det der er meningen. Det er sagt, at kalder man på kongen i et andet menneske, så viser kongen sig, og modsat kalder man på stodderen i det samme menneske, så er det stodderen der viser sig. Hos mennesker, der aldrig har følt kærlighedens under, vil kongen sandsynligvis have søgt andre og mere frodige græsgange, hvis han da ikke simpelt hen er afgået ved døden af mangel af opmærksomhed. Korporlig afstraffelse i skolen er derimod en mere vanskelig sag. Der cirkulerer jo mange historier om hvordan, igen hovedsagelig drenge, har kunnet terrorisere lærere i en sådan grad, at de har måttet sygemelde sig. Og det må der nødvendigvis kunne sættes en stopper for. Hvordan, må det så være en opgave for skolemyndighederne at finde ud af? Men en fastere hånd skal der utvivlsomt på en eller anden måde til.

Justeringer i samfundsøkonomien er altid en løbende nødvendighed. Alle eksperter i økonomi peger på, at vort offentlige forbrug er for stort og nævner forsørgelse via indkomstoverførseler som en af de væsentlige årsager. Men denne er sandelig også kilde til meget følelsesladede diskussioner blandt både politikere og menigmand. De fleste er nok enige om at forbruget er for stort, men aldeles ikke om vejene til at nedbringe det. I min optik er det rigtigt, at alt for mange er på offentlig forsørgelse, men der er også alt for mange ellers selvberoende, der gør hvad de kan, godt nok for det meste med fuld lovhjemmel, for at få snabelen ned i de offentlige kasser. Diskussionen omkring dette spørgsmål, mener jeg, startede engang i 1950erne med indførelsen af folkepension til alle, som jo var en socialdemokratisk mærkesag. Når netop dé lagde vægt på at alle skulle have den, så var årsagen de erfaringer man havde med den før den tid gældende aldersrente. Det var den gang for stort set alle borgere, rig som fattig, en æressag at klare sig selv. – Som værdig trængende (fattig) kunne aldersrenten søges og bevilliges, men den ydmygelse var der mange der nægtede at tage på sig, hvilket igen bevirkede at de mennesker der af største nød søgte, og fik den bevilliget, de facto, ydmygende sig selv. Det var denne ydmygelse mange politikere ville til livs. Den eneste politiker der for alvor gik imod var venstremanden, finansminister Thorkild Kristensen, Som jeg i øvrigt ser som en af de mest visionære politikere Danmark har haft, han stemte imod, med den begrundelse at dette på sigt ville åbne en ladeport for fremtidige lovkrav til fordel for alle, uanset økonomisk status, og det mente han, ikke vi ville have råd til, og heller aldrig ville få det. Nu kan man vel sige, at han fik ret. Og, vil jeg tilføje, heller ikke meget tyder på at vi i fremtiden vil vi få råd. Nu kan vi så med baggrund i gamle erfaringer fastslå, at hvis Thorkild Livrem, som hans ”kælenavn” blev, kunne stå op af graven og med sin enestående evne til at fremlægge sine synspunkter, så vælgerne kunne forstå dem, i behold, er jeg sikker på at han kunne blive os til stor nytte. Han var godt nok bekendende venstremand, men mange i partiet lagde ikke skjul, at de hadede ham, men de vidste også, at smed de ham ud, så kunne Venstre godt forberede sig på et dårligt valg næste gang.

Men spøg til side. Den økonomisk nødvendighed presser sig på og kalder på handling. Og selvom vi utvivlsomt ville kunne hente megen inspiration de den diskussion, der, som ovenfor omtalt, foregik for 60 – 70 år siden. Så er tiden bare meget anderledes i dag, hvor bl. a. ensomhedens plage, i langt højere grad end den gang angriber folk i ”marv og ben”, og i høj grad helt fra spædbarnsstadiet og videre frem i livet er med til at afspore alt for mange menneskers potentielle muligheder for lykke. Og det selvom vore grundmenneskelige vilkår dog stadig er uforandrede. Jeg kan ikke vare mig for at tænke på, om det er sådan med os mennesker, at jo mere rige vi bliver, jo flere problemer skaffer vi os på halsen? Men hvordan fordeler vi sol og vind lige? Ja, det er jo ikke engang særlig ligetil at afgøre, om samfundet har lukket de marginaliserede ude, eller om det er dem selv der har lukket sig ude fra samfundet? - Men hvad ellers, om vi i stedet for pisk – for det er formentlig det som dem ”udenfor” selv føler, de er udsat for? - viste alle disse mennesker den menneskelige omsorg og opmærksomhed, som de rettelig som medborgere burde have krav på, men måske aldrig har kendt til? – Burde man ikke, belært om psykologiens relevans, også her, ofre bare en brøkdel af de omkostninger, som samfundets vidt forskellige kategorier af tabere ellers koster os i kost, husly og avanceret behandling på en lang liste af felter og institutioner. For disse penge ville, er jeg sikker på, kunne komme mangefold tilbage. Vi må bekæmpe roden til problemet frem for bare at stirre os blinde på symptomet. - Mange af os ved jo godt, at et venligt smil - en opmuntrende bemærkning løser flere ”knuder” end udsigten til passiv forsørgelse. - Men så også for alvor at tro på det, ja, det kræver nok mere tid til eftertanke, end vi, vor mangel på tid in mente, vil ofre på en usikker og luftig formodning? Tid er jo penge! - Og forventningen om en fremtidig stigende levestandard, mulighed for ferierejser og alt det der skal også tilgodeses. - Og kan vi i øvrigt vide om det virkelig bedre skulle kunne betale sig satse på så luftigt et begreb som empati som middel for aktivering af arbejdssky elementer frem for at bruge pisken? som vi altid har gjort. - Nej, vi ved hvad vi har. Men ikke hvad vi får!

Menneskelig trivsel - sociale sammenhænge

Mennesker er som bekendt sociale væsener. Og et ensomt menneske der er overladt til sin egen skæbne, eller mennesker der har deponeret deres menneske-lighed hos en ideologi uden ansigt (som f. eks. nazismen i 30vernes Tyskland, eller hos fundamentalistiske bevægelser i øvrigt), bringes i tvivl om menneske-lighedens relevans og kommer snublende let til at se umenneske-ligheden som et attraktivt alternativ til alt hvad der bare minder om næstekærlighed. Hvorimod det menneske der føler sig tryk i sine medmenneske-lighedsstyrede netværkers varetægt, modsat, på den ene side vil være i stand til at tåle mange slag og lide store afsavn uden at føle sig trådt på, og på den anden side også være rede til at yde store ofre til gode for sine netværkers og sit samfunds trivsel, samtidig med at hun / han i tilgift skænkes glæden ved at være befriet for det altid i ethvert menneskedyb slumrende potentiale for en livsforagt, der ellers ville kunne døve medfødte instinkter for taknemmelighedens gave, og for menneskelivets storhed med dets insisteren på omsorg for næsten. - Et billede på ”ensomhedens tyranni” fra dyrenes verden” som jeg tror enhver, ved fantasiens hjælp vil kunne forstå, oplevede jeg da jeg i slut1980erne jævnligt færdedes i vildtreservatet Masai Mara i Kenya, som jo lå tæt på min derværende arbejdsplads. Det var aldrig forbundet med nogen større risiko at bevæge sig nogenlunde tæt på de store bøffelflokke, ligegyldigt om de gik og græssede eller bare fredeligt ”slog mave”. De åndede altid af fred og velvære, og mindede mig i kraft af deres enorme hornpragt allermest om en flok gamle tanter, der med deres svagt hævede ”attributter” som havde de været ”utilnærmelige gardister med bjørneskindshue på”, der ikke let lod sig forstyrre af nogle nysgerrige, besøgende turister, som beundrende tog deres idyl i øjesyn. Til gengæld var det så også bedst at huske på, at bøfler ikke ganske ubetinget var ”venligtsindede”. For det kunne hænde, at en ”regerende” tyr på grund af alder eller andet forfald ikke længere var i stand til at forsvare sin position, og derfor af en udfordrende rival har måttet se sig jaget ud af flokken med et dybt såret ego. Hvorfor jeg da også af en erfaren guide blev advaret om, at et møde med en sådan forstødt tyr, hvis man ikke holdt sig på god afstand, kunne være særdeles farligt.

Samme forhold kan naturligvis også forekomme iblandt mennesker der føler sig sat udenfor. Og for mennesker gælder det ydermere, at de, modsat bøflerne, dertil også kan være vokset op i et miljø, hvor de helt fra barnsben har haft ”frihed” til at udvikle sig på egen hånd, og helt udenfor voksne medmenneskers aktive, målrettede varetægt og omsorg – og uden begrebet opdragelse i den ”gammeldags forstand”, som man desværre i modernitetens og den såkaldte ”frie opdragelses” navn har miskrediteret. Det var vist i 1970erne og deromkring, at den frie opdragelse, hvor de voksne skulle blande sig mindst muligt og lade børnene udvikle sig frit efter egne tilskyndelser, var rigtig i vælten. Men så vidt jeg forstår, er pendulet nu på vej tilbage igen til den mere gammeldags form, om end med modifikationer. Det er godt nok længe siden jeg selv havde børn, men det betyder nu ikke, at jeg føler mig helt blank på området. Opdragelse, som jeg forstår den, er netop det, som ordet nævner, det at den / de voksne, langsomt og umærkeligt, ”drager børnene / de unge” op til sig og indvier dem i tilværelsens komplicerede sammenhænge, i mange forhold og situationer mere ved eksemplets magt end ved direkte belæring. Det er jo en kendt sag, at børn elsker forbilleder, og langt mere end vi måske på forhånd havde forestillet os lægger sig efter hvad de hører og ser. Derfor er forældrenes eksempler så vigtige i bestræbelserne på at nå det mål, som er det på én gang enkle og indviklede, at gøre den opvoksende slægt til gode samfundsborgere med respekt for fællesskabets krav og regler og veneration for den tryghed dette skaber for alle dem, som det omfatter. Man kan sige at vore fællesskaber, hvor de så end findes, og hvad det så end er der binder dem sammen, er som redningskranse, mennesker kan gribe fat i når behov melder sig. Og fremtidens helt store udfordring i forhold til fattigdommens og udstødelsernes skadevirkninger begrænser sig ikke til de enkelte fattige og - eller ensomme mennesker alene. Nu er det sådan, at ensomme mennesker ikke nødvendigvis er fattige, ligesom fattige heller ikke nødvendigvis er ensomme, men begge misforhold påvirker i høj grad de samfund, de er en del af. Og begge bør samfundene og deres institutioner se på med alvor, og alle steder hvor det er muligt medvirke til at mildne følgerne deraf. Og her er det ganske oplagt, at også vi, hver og én, har et ansvar at løfte.

Sammenfaldet imellem hønseinstinkter og menneskelige behov?

Fattigdom og apati i vor tids veludviklede samfund er ikke bare noget, en habil tryllekunstner ved festlige lejligheder kan trække op af hatten som et andet spøgelse, der i næste øjeblik, inden tilhørerne når at blive alt for bange, med lethed kan manes væk igen. For det er som om moderniteten i sig selv fremmer mange menneskers følelse af ensomhed, jævnfør vor dronnings nytårstale for ganske nylig. Dertil gør ensomheden den menneskeligt set uundværlige stolthed til ”stedbarn” i en verden, hvor ”udvendighed og succes”, uanset med hvad eller hvordan, er løsenet. Men dette løsen opnås kun på bekostning af de dybere længsler, der som noget udefinerbart og uhåndgribeligt så fortsat vil ligge uforløst hos mange af os. Jeg tror, jeg bedst kan beskrive det ved at referere til en iagttagelse, jeg engang som stor dreng gjorde i mine forældres hønsehus. - Der er nok ikke mange moderne mennesker der tænker på, at en høne, når den står i begreb med at lægge et æg, har visse instinktive ritualer at følge. - Først lægger den sig tilrette i reden, om muligt i en mørk krog, da den helst vil gemme sig. Når den så efter nogle minutter mærker veerne, rejser den sig op i fuld højde, så den kommer til at minde om en pingvin, hvorefter den giver sig til at presse på, alt hvad den kan indtil ægget dumper ned i reden. Så går der igen et par minutter. Ægget, der ved ”fødslen” er fugtigt og varmt skal nemlig have tid til at tørre ved sin egen varme, fordi den fugtighed der ligger omkring det skal blive til en beskyttende hinde der sikrer dets holdbarhed. Når dette så er sket, kan hønen, i vished om at alting er gået rigtig til, igen lægge sig tilrette i reden, denne gang for at vegetere i nogle minutter og det er under denne vegeteren der sker der noget besynderligt. Hønen giver sig nemlig til, med sit næb, at fiske et par enkelte strå op fra redematerialet for at anbringe dem hen over dens egne rygfjer. – Og så er det, man kan spørge sig selv? hvad gør det ved hønen, når den kommer i bur, hvor den hverken kan røre sig eller på anden måde, ud over at spise og drikke, få sine medfødte behov for tilfredsstillelse opfyldt? Det må være forfærdeligt! Der kan for mig slet ikke herske nogen tvivl om, at vi mennesker også har nogle medfødte forud programmerede ritualer, eller hvad man nu ellers vil kalde dem, som, når de forhindres i frit at folde sig ud sætter sindsligevægten på hårde prøvelser og over tid medføre forskellige grader af mistrivsel. For hønen i buret er det måske et held, at den ikke når at bliver ret gammel.

Men hvad med os mennesker, som alle sammen drømmer om at blive gamle? – Og ret mange af os bliver det jo! Hvad koster det så os i menneskeligt fortræd ikke at have haft mulighed for frit, i det mindste i fritiden, at kunne folde sine inderste behov ud? (mange må jo bruge en betydelig del af denne fritid til transport) uden ustandseligt at blive mindet om det moderne livs stadigt voksende krav om underkastelse! Jeg er da slet ikke i tvivl om, at der er masser af borgere der absolut finder tilfredsstillelse på deres arbejdsplads, og gudskelov for det. Men at der også er en hel del der ikke finder den, behøver man ikke at se sig langt omkring for at opdage. - Og så er det, jeg endnu engang vil gå i hønsehuset. - For der kunne jeg somme tider finde en hane siddende i en hønserede og snakke ”fornuft” eller måske snarere ”snusfornuft” med en høne, der undrende stod ved siden af og kiggede på. Og det kan nok være at hanen snakkede løs, imens hønen opmærksomt betragtede dens gebærder siddende i denne hønserede. Det var tydeligt for mig at se, at hanen ville vise og forklare hønen hvor dejligt det var at putte i sådan én. Men jeg tænkte ved mig selv, da jeg omsider, længe nok, havde set på det: ”Din idiot”, hvorfor nøjes du dog ikke med at blande dig i de ting, du har forstand på? – Og nøjagtigt det samme tænkte jeg en gang, jeg hørte en politiker besvære sig over, at en nærmere angiven person ikke ville tage et arbejde, som vedkommende ingen tilfredsstillelse følte ved at udføre. For selvom noget andet er, at enhver kan se sig nødsaget til godvilligt, bare for at overleve, at affinde sig med meget, også med et ”åndssvagt” arbejde, og måske også med at sætte sine drømme midlertidigt på stand by, så er tvangen noget helt andet, fordi den altid skaber negative vibrationer. Helt overordnet, så er tvang, set i moderne sammenhænge i allerhøjeste grad demotiverende, og må især i vor tid, hvor motivation er den eneste brugbare nøgle vi har, der kan åbne op for mobiliseringen af samfundets skjulte potentialer for selvjustering af de, på grund af alt for mange borgeres parkering på sidespor, opståede ubalancer.

Motivation, motivation og atter motivation!

Et særdeles alvorligt problem er det misforhold, der, i mine øjne, er opstået imellem de toneangivende middelaldrende klasser (dem der er fra 18 til 90 år gamle) på den ene side, og deres yngre efterkommere(der også er fra 18 til 90 år) på den anden side, fordi de ”ældre” nærer en alt for skråsikker tro på at ”nød - som man sagde det i en tid der aldrig vil komme tilbage - altid vil lære nøgen kvinde at spinde”. Derfor satses alt nu på muligheden af, ved hjælp at pisk og gulerod at fremtrylle den motivation der nødvendigvis kræves for positiv respons. Men de glemmer, at de frihedsidealer, som de selv har lovprist og haft stor nytte af at være vokset op med, og som de af et godt hjerte og med de allerbedste intentioner har præget deres efterkommere med, ikke sådan uden videre lader sig rulle tilbage. Angiveligt fordi de grovheder der i bedsteforældrenes tid for mange år siden var gangbar mønt i disciplinens tjeneste, her i vor egen tid overfor de nye generationer virker stik modsat, og det er fordi disse yngre ydermere, billedligt talt, blev født med, om ikke guldskeer, så i hvert fald sølvskeer i munden, og som under opvæksten blev styret med løse tøjler. Disse unge vil, om nogen, insistere på at blive talt til i ”kammertonen” - Man kan sagtens trække et æsel hen til vandtruget, men man kan, sand for dyden, ikke tvinge det til at drikke! Derfor motivation og atter motivation! Samt i forlængelse heraf fortrolighed, ligeværdig dialog og relevante jobs. (de jobs, som vi i overmod har automatiseret eller eksporteret væk uden tanke for det umulige i at tvinge folk til at gennemgå uddannelser som de, hvad enten det er fordi de ikke vil eller ikke kan, vil brække halsen på.) Alene det at føle sig taget hånd om, og se at der fra samfundets side ofres dem både opmærksomhed og opmuntring vil naturnødvendigt virke vitaliserende på deres, øjensynligt ellers vaklende samfundssind. Og så vil jeg i denne sammenhæng vedgå, at jeg med alt dette, meget troligt, vil have udfordret den del af befolkningen i almindelighed og af politikerne i særdeleshed, der mener, at al den godhed og næstekærlighed som jeg her advokerer for er halsløs tågesnak, der kun fremmer samfundets forfald og er endnu et udslag af den iblandt disse godtroende tåber verserende forkærlighed for helt misforståede ”godhedsidealer”. Men dertil vil jeg i al beskedenhed bringe vores alle sammens kære gamle Grundtvig i erindring, for han var dog en af sin tids markante realpolitikere, om end han aldrig ville have underordnet mennesket en økonomisk spændetrøje, men derimod have underordnet økonomien menneskets suveræne forvaltning. Han skrev: Frygt ej for hvad verden kalder sin nødvendighed af stål / anderledes dejligt ord på himlens tungemål / dens nødvendighed herneden, det er netop kærligheden! Jeg siger ikke hermed, at jeg har fundet ”de vises sten”! – Men en overvejelse må denne vise mands udsagn dog alligevel være værd?

I dagens skoledebat tales der om, at skal vi danske klare os igennem de udfordringer, som konkurrencen på verdensmarkederne stiller til os, også med vor enestående velfærd i behold, så skal vi på rigtig mange områder være de bedste i verden. Derfor er mange såkaldte forbedringer, herunder også rationaliseringer, øget timetal, tidligere skolegang og meget andet, på regeringens tegnebræt – for det meste almindeligheder som man kan frygte i bedste fald ikke vil gøre hverken fra eller til. Fordi de børn, der ikke mangler motivation, og som for en stor del kommer fra hjem, der har tradition for at tage skolens arbejde seriøst som en spændende og nødvendig indgang til voksenlivet, klarer sig jo i forvejen fint, skønt mange af dem sandsynligvis nok vil kunne føle et højere timetal som en helt unødig og højest irriterende hindring for deres egne initiativers frie udfoldelsesmuligheder. Altså for de bedste elever en tåbelig hæmsko. Imens de børn der virkelig trænger til et lift næppe vil blive nået med de her foreslåede foranstaltninger alene. Ikke fordi disse børn ikke har potentialerne, men fordi de mangler motivationen, og for at vække den til live kræves helt andre tiltag. For dem vil længere skoledage endda mest troligt virke direkte skræmmende og demotiverende? Og endelig, så er skolen jo også befolket med lærere, fra hvem der har været mange negative udmeldinger. Og det er da fuldt forståeligt, at de ikke ligefrem med glæde ser hen til at blive belemret med endnu flere timer sammen med umotiverede elever, end de i allerede har. Og et muligt politisk diktat her, vil helt givet skade også deres motivation, hvilket på ingen måde forbedrer vort danske skolevæsens status. Altså burde regeringen indse, at dette er endnu en ommer. Apropos motivation. Så husker jeg fra min barndom og ungdom, at der ligesom nu, var mennesker der af ulige sociale vilkår var tvunget ud i en fattigdom der stemplede dem, og ikke mindst deres børn, i forhold til os ”flertalsbørn”. Måske var de, i hvert fald set udefra, en smule lurvede i tøjet og boede under usle forhold. Men de var ikke nødvendigvis af den grund hverken uopdragne eller ligeglade med sig selv og deres fremtid. Og det skyldtes, som jeg ser det, at deres sociale netværker var intakte, og at de var mange i samme situation til at hjælpe og støtte hverandre, de var med andre ord ikke ensomme. Og dertil kom en anden væsentlig ting. De var i vid udstrækning, på trods af deres ringe vilkår og lave status, bevidste om deres uundværlighed i den store samfundshusholdning.

Om stolthed

For den, dengang, socialdemokratiske ”landsfader” og statsminister, Thorvald Stauning, forstod at holde modet oppe, også hos sine dårligst stillede vælgere, for de vidste, at de ikke ville blive ”solgt”. Selv fornemme, velbjergede ”overklasseløg”, var nødt til, villigt eller ej, at erkende, at deres egen status bl. m. a. også hvilede på disse menneskers loyalitet og arbejdsindsats. Og det var lige netop dette forhold, hvorpå tidligere tiders ”underklasse” byggede og nærede den stolthed, som vi ved, at ingen sand menneskelighed kan trives foruden. For vi må ikke glemme, at mennesket ikke lever af brød alene, og at det er forældrenes, fattiges som riges, opgave at lægge fundamentet for den indsigt der forudsættes indpodet i børnenes bevidsthed omkring menneskelige sammenhænge. Ikke at de skal blive tro kopier af far eller mor, men for at give dem en platform, hvor de kan etablere deres tryghedsbase sammen med deres egne idealers rampe og udfaldsport. Jeg må dybt beklage, at nutidens udstødte, dem på sidesporene medregnet, fra politisk hold gøres bekendt med at samfundet ingen brug har for dem, medmindre de opfylder visse nærmere angivne betingelser. Hvilket jo i sig selv, i forhold til tidligere tiders fattige og uoplyste der kunne bruges som de gik og stod, blot de havde en god vilje, i virkeligheden er en alvorlig begrænsning af disse menneskers muligheder for livsudfoldelse. Man kan henholde sig til at disse mennesker, der fra forskelligt hold dadles for både det ene og det andet, også selv har et ansvar. Men igen - samfundet eller alle vi andre - der har vores på det tørre, kan heller ikke fraskrive os vort medansvar for eventuelt at lade de pågældende potentielt værdifulde medborgere sejle deres egen sø på en kontanthjælp eller andet, der i sig selv udgør et både ydmygende og umyndiggørende stempel på menneskelig værdighed. - Det er vort ansvar, at der levnes dem en værdig plads.

Der kan gives mange gode grunde for nødvendigheden af, i krisetider, at spare penge og kræfter på unødvendigheder, men at skære i omsorgen for vor egen ungdom må tangere bevidst selvmord. Hvordan forestiller man sig mon, at vore børn skulle have tillid til, at vi mener det alvorligt med vor, for tiden, overvældene interesse for skolen og vore uddannelserne i det hele taget, når vi, som det for øjeblikket sker, samtidig er parate til koldt og kynisk at sætte en stor del af dem, der ved flid og ihærdighed fik et godt resultat dokumenteret på deres CV, på stand by på ubestemt tid. Og så er det tilmed ofte af hensyn til de ældre, der fra politisk hold opfordres til at tage nogle år mere på jobbet, skønt de da i det mindste ikke ville få deres fremtid ødelagt, om de gav plads til ungdommen. Det har tit undret mig, når diverse arbejdsgivere i forbindelse med fyringsrunder undskyldende erklærer at det meste klares ved naturlig afgang. – Hvorfor aldrig noget om, at denne særlige omsorg for de ældre i betydelig grad udelukker unge, der står og bliver våde under tagskægget imens de venter på at blive lukket ind i varmen? For Afrikas stammefolk, der altid har haft truslen om allehånde kriser hængende over hovedet, herunder også hungersnød, vidste fra gammel tid, at klanens overlevelse tit hang i en tynd tråd, og at dette kunne nøde dem til at skille sig af med alt overflødigt, herunder de af deres gamle som ikke længere var i stand til at bidrage til livets fornødenheder, og siden hen, i fald krisen tilspidsedes, også de mindste af babyerne, som alligevel ikke ville overleve et strabadserende liv på den yderste kant. Det var de unge mænds og kvinders udholdenhed klanens skæbne afhang af. - Men er vi da her i Danmark blevet så rige, at vi har råd til at spille hasard med vor egen ungdoms mod og virkelyst? Eller er det os gamle pengepugere der har mistet al tids, - retnings – og proportionssans – der nu også benytter os af vort magtmonopol?

Efterskrift

Der er, ved jeg, mange danske borgere der fremmaner anarkiets spøgelse, ifald samfundets mere moderate, progressive kræfter skulle få held til at bløde op på de, lige nu, moderigtige slogans: ”noget for noget” og ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Med dette efterskrift vil jeg forsøge at ramme en pæl igennem disse, med baggrund i mange års velstandsstigninger, opståede fejlslutninger gående ud på, at økonomisk gevinst er den vigtigste drivkraft for menneskelige indsatser i almindelighed, og for ekstraindsatser i særdeleshed. Dette er en tragisk misforståelse, der formodentlig, netop på grund af voksende velstand, har fået vind i sejlene, jævnfør det gamle ordsprog ”mere vil have mere”. - Jeg har selv som tilhørende de 18 til 90åriges gruppe igennem min tid kendt mange 18 til 90årige, for hvem det at blive en frivillig - eller en nødvendig ekstraopgave betroet, i sig selv var en ærefuld ting, hvor den eventuelle belønning i kongelig mønt, større, mindre eller intet, ikke havde den store betydning. Derimod er det ofte hændt, at opgavens løsning i sig selv gav mere i form af glæde, end en aldrig så stor en pose penge kunne have opvejet. – Det er ikke forkert at blive belønnet med penge for en indsats, men tidens voldsomme pengefiksering har, menneskeligt set, ført, lokket eller narret os ind i en trist og uheldssvanger blindgyde. - Og så til allersidst. Jeg har allerede understreget vigtigheden i at vi tager godt og kærligt vare på vor demokratiske styreform og ikke mindst på vort demokratiske sindelag, som indebærer at vi hver især indtager et standpunkt, vi som udgangspunkt kan argumenterer for. - Nogle har sikkert hørt Grundtvigs bekendte talemåde: ”Frihed for Loke såvel som for Thor” hvilket ikke, som mange tror, bare betyder at alle synspunkter skal på bordet, men rent faktisk betyder det mere komplekse, at hverken det gode eller det onde kan / skal udelukkes. Vi ved jo, når vi tænker dybere efter, heller aldrig bestemt hvad der er hvad? Men begrebet empati omfattet med kærlighed kan bibringe os evnen til at se, at det onde er en del af alle mennesker - også af én selv! Derfor forudsætter et sandt demokratisk sindelag empati. – Dette at formå at sætte sig ind i politiske og - eller andre modstanderes / medmenneskers tankeverdener og reagere derpå - samt nok så vigtigt, minde os om den sandhed der ligger gemt i den ofte oversete læresætning: at, vil du bekæmpe ondskaben, så er et godt sted at begynde, hos dig selv!