Julen 2010

En lille julehilsen 2010

Jeg tror, at jo ældre man bliver, jo mere tilbøjelig bliver man til at betragte julehøjtiden som noget der mest er for de andre. Alt er jo så forandret, at vi, som de gamle mennesker vi er blevet, kan have svært ved at finde os selv til rette med både os selv og vore omgivelser. Og nu da jeg skulle til at skrive julehilsener, kunne jeg slet ikke finde den julestemning, der ellers plejer at komme helt af sig selv, når selv naboer, butikker, byernes handelsstandsforeninger, som jo har pyntet op i gaderne, Frelsens Hær holder ”gryden i kog”, og da ikke mindst børnene, lægger an til den forestående jul, samtidig med at julemusikken toner ud alle steder fra. Ja, og vore skønne gamle kirker illumineres og står som lysende symboler på den ukuelige glædesrus, der ellers griber alle, og lyser op i det ellers så triste vintermørke. Men jeg, som dog ellers burde glæde mig over at være et sjældent privilegeret menneske, der, selv i min høje alder af 84 har fået lov til stadig at kunne stå op hver morgen, og klæde mig selv på, imens det store flertal af dem, som jeg igennem dette lange liv har kendt, og som jeg på så mange måder har følt mig knyttet til, nu ikke mere er her, er bundet til en sygeseng eller på anden måde sat ud af spillet. Hvordan finder jeg julestemningen, når jeg sådan føler mig amputeret? For det er vel det, jeg er. Man siger jo om gamle mennesker der ikke mere evner at følge med tiden, og bedst husker hvad der er sket eller overgået dem for mange, mange år siden, at de går til barns. Og så regnes de for ikke rigtig at være ved deres fulde fem.

Det er noget, som jeg altid i mit stille sind har håbet aldrig ville ske for mig. Ja, om det nu alligevel er, ved jeg vel ikke? Men fakta er, at det er gået op for mig, at noget sådant dog er en helt naturlig ting. For nu mærker jeg selv, at hvor alt det, der tidligere har kunnet trække min julestemning ud af dens lange dvale synes at have mistet sin kraft, at det eneste jeg har tilbage som endnu kan give mig den julestemning tilbage, som jeg dog så nødigt vil være foruden, er minderne om min barndomsjuls forjættende glæder. Ikke så meget julegaverne, om end de selvfølgelig hørte med. Nej, det var den atmosfære af højtid, der omgærede julen. Forventningerne, kirkegangen, ja, også arbejdet i stalden denne helt særlige ”seneftermiddag” efter kirketid var en højtid, som også dyrene skulle have del i. Og derefter juleaftensmåltidet i familiens skød med flæskestegen, de brunede kartofler, mors helt specielle syltede svesker, og risalamanden, som alt sammen akkompagneredes af radioens mange hilsener til søens folk, der jo befandt sig langt ude på verdenshavene. Og endelig til sidst spændingens klimaks da døren gik op til det tændte juletræ, som vi dansede omkring og sang Glade jul / dejlige jul / engle dale ned i skjul / hid de flyve med paradisgrønt / hvor de se hvad for Gud er skønt / lønligt iblandt os de gåe. Og da jeg så var blevet nogle få år ældre, rasede krigen omkring os, og da sang vi: Julebud under storm og torden / melder og giver fred på jorden / fred til at stride vor strid med mod / fred til at vente på enden god / højt under medbør og dybt i sorgen / fred for både i går og i morgen. – Alle disse minder kan stadig kalde Guds fortryllende, glædelige budskab frem i mit sind og på mirakuløs vis fuldstændig udradere det mørke og den tristesse, der ellers altid ligger på lur. Det der engang var, er altså endnu spillevende, og her med barndommens jul som løftestang. Julen, sammen med alle dem, som jeg igennem åre har mistet, har bl.a. takket være julehøjtiden gjort mig opmærksom på noget umisteligt. Jeg ser tydeligt dem alle for mig, dansende omkring juletræet sammen med mig, og jeg ved, at vi vil vi gøre igen og igen. Kald bare denne velsignende tilstand at gå til barns, det gør ingenting. Men for mig er det de henfarnes - og de kommende generationers livseliksir, for når enden er god, så er alting godt! Og vi kan alle sammen i kor synge med på Brorsons mesterlige julesalme: Den yndigste rose er funden / blandt stiveste torne oprunden / Vor Jesus, den dejligste pode / blandt syndige mennesker gro’de. / Lad verden mig alting betage / lad tornene rive og nage / Lad hjertet kun dåne og briste / min rose jeg aldrig vil miste!

Hermed ønskes I alle en rigtig glædelig jul.


Nytårsbrev 2011

Kære familie venner og bekendte.

Ja, så er der altså igen gået et år. Jeg fornemmer, at efterhånden som min alder stiger opad, kravler intervallerne imellem disse årlige skriverier nedad. - Som min mormor sagde en gang, hun var taget med mig på skoleudflugt, og hun, vist nok for første gang i sit liv, var kommet ud at køre med i en privatbil, i brugsmandens den gang næsten helt nye Chevolet årgang 32, og hastighedsgrænsen på de smalle, skærvebelagte og ofte hullede sogneveje var 40 km. i timen, mens den på landeveje var 60. Hun var selvsagt vældig imponeret over en hastighed på 40, men da de kom ud på landevejen ved Nr. Alslev sagde brugsmanden: ja nu sætter vi den altså op på 60. Og så følte mormor nærmest at el - og telefonmasterne ude i vejsiden kom til at stå som stakitter. - Det er lidt sådan jeg mere og mere føler med disse breve, som jeg jo dog alligevel hver gang glæder mig til at tvistes med. Ja, jeg bruger udtrykket tvistes, fordi jeg i ingen af de emner jeg tager op har absolut færdigsyede meninger på rede hånd, eller måske mere ærligt, mine standpunkter tager form, imens jeg prøver at formulere det, som jeg i skriveprocessen haler frem fra hjernevindingernes labyrintiske gemmer. Og det er fordi jeg, ligesom i mit gudsforhold, til stadighed må tvistes med tvivlen, der altid er med som mit jegs blinde passager. Troen er således ikke noget jeg har, men noget jeg hele tiden må tilkæmpe mig, hvoraf også følger, at jeg f. eks. har et noget ambivalent forhold til den Lutherske Kirkes trosbekendelse, idet jeg indrømmer, at mine forældre, og da ikke mindst min mormor, havde et langt mere uproblematisk forhold til deres tro, fordi de, så vidt som jeg kunne opfatte det, i modsætning til mig selv, ejede troens nådegave. Denne mangel hos mig må vel tilskrives den omstændighed, at vi i vor ”oplyste” tid langt mere intensivt og målbevidst end vore forfædre gjorde det, har spist af frugterne fra det træ som Gud pålagde Adam og Eva ikke at røre. Bibelen siger, at det var Eva der lod sig friste af den lumske slange, og at det derfor var på grund af hende, de begge blev drevet ud af Paradisets Have, hvor de og deres efterkommere, for altid, ville være dømt til at skaffe sig føden i deres ansigters sved. Gud ske lov har kvindefrigørelsen for længst hængt denne kvindes skam til tørre på mandens, forhåbentligt, for længst mumificerede overhøjhed. – Det kan formodentlig ikke være svært af ovenstående at uddrage, at den hellige bibel ikke, som præsterne hver søndag prædiker i kirkerne, er Guds ord, men noget som manden, i pagt med datidens patriarkalske samfundsordens - og i sin egen magtfuldkommenheds navn, har dekreteret og siden glemt at afmytologicere. - Men lad det være sagt med det samme, troen er ikke desto mindre, som jeg ser det, af helt afgørende vigtighed for menneskets mentale og kropslige sundhed. – Selv troen på ikke at tro på noget som helst, kan, hvis man ellers kan fæste lid til såkaldte ikke troendes egne udsagn, for nogle mennesker være særdeles vigtig?

For mig at se, så lever vi, i hvert fald os som tilhører den kristne vesterlandske kulturkreds, i en tid, hvor hele grundlaget for vor værdi - og identitetsforståelse er kommet i skred. Det er som om de håndtag hvormed vi igennem århundreder har kunnet styre verden til vores egen fordel, er gået i baglås. Og det har ladt os bange og frustrerede tilbage.

En kultur, der er grebet er frygt, er svækket. Den er en undergangskultur. Frygt er en sygdom. Den æder sig først ind i den enkelte, stjæler sjælefreden, og dernæst breder den sig ud i kulturen, der reagerer med kravet om kontrol. Mel Gibsons film "Apocalypto", der handler om mayaindianerkulturens undergang, indledes med et citat af den amerikanske filosof W. Durant, der er meget relevant i nutidig europæisk kontekst: "En mægtig civilisation kan ikke ødelægges udefra, førend den har ødelagt sig selv indefra." Frygt og ikke terrorister er netop, hvad der skal til for at nedbryde mennesker og kulturer. Frygten er et resultat af, at Vesten kulturelt og åndeligt har mistet selvtilliden og kærligheden til sig selv. Vi føler os kun truede, fordi vi dybest set er tomme. Af samme grund klamrer man sig til ytringsfriheden som en redningsplanke. Men den megen frygt viser, at der skal mere til end rettigheder for at opbygge de indre forsvarsværker. Ytringer skal have værdi. Vestlig kultur lever i en form for selvhad, hvor den afviser sin egen åndelige rod, kristendommen. Det efterlader den sårbar og forsvarsløs. En af grundene til, at islam har så megen fremgang, er blandt andet dens evne til at skabe et åndeligt broder- og søsterfællesskab på tværs af nationer. Lige nu er der intet, som tyder på, at vækstens, materialismens og individualismens værdier er stærke nok til at beskytte kulturen imod den trussel fra radikal islam, som mange europæere føler, og som højrepartierne scorer stemmer på.

Iben Thranholm i Kristeligt Dagblad d. 8.oktober 2010.

Jeg mindes fra min egen barndom og ungdom hvordan vi, måske også fordi vi var så unge, så fremtiden i møde med forventning, selv 2. Verdenskrigs gru, om end den ikke kom til at ramme os direkte, kun lidt i vores baghave, kunne ikke få bugt med den. Men bevidstheden om at det når som helst kunne bryde løs, kunne vi ikke frigøre os for, og alligevel beholdt vi forventningen. Der hvor vi i tidligere tider fortrøstningsfuldt gav os skæbnen i vold, samtidig med at vi var parate til at tage, hvad der måtte komme, står vi nu bange, febrilsk spejdende efter selv de simpleste halmstrå at klynge os til for at finde beskyttelse imod reelle eller indbildte farer. Depressioner, spiseforstyrrelser, dårlige rygge og allergiske lidelser foruden et utal af andre skavanker synes at florerer som aldrig før set. Apropos dårlige rygge, så var det for et halvt århundrede siden sådan, at hvis en fuldvoksen karl på landet ikke magtede at tage trappen (gelænder havde den trappe aldrig) op på kornloftet med 100 kg. korn på nakken, regnedes han for en svækling. I dag er det ved lov forbudt at bære mere end 25 kg. Og alligevel tyder meget på, at folks rygge snarere er blevet ringere end bedre. Men hvad kan da være årsagen til denne ildevarslende udvikling? Der må være et eller andet i vor måde at leve på der trænger til at rettes op på. - Men hvad? Er det mon fordi vi er løbet fuldstændigt over ende af vores egen ustyrlige appetit på tidens store dille ”Livskvalitet”? Eller har vi det bare som den rige bonde i Jesu lignelse. Efter mange års medvind, både hjemme og ude i den store verden, har vi fået samlet så meget jordisk gods sammen, at vi finder det påkrævet at bygge nye og større lader for at sikre os fortsat at kunne nyde velstandens frugter - også ind i en ukendt fremtid? Det eneste vi øjensynligt mangler, er den tro der alene og uafhængigt af jordegods kan løfte selve livets byrde væk fra vore skuldre.

Noget af det første der, ved min ankomst til ”min” Kenyanske landsby for snart mange år siden, faldt mig i øjnene, var den glæde og tilsyneladende ubekymrethed, som jeg hele tiden og af alle beboere blev mødt med. Hvilket sattes meget skarpt i relief af den tanke, som jeg ved min tilbagekomst til Danmark adskillige år senere, ikke kunne frigøre mig fra. Nemlig at vi her i landet gør os masser af bekymringer omkring så flygtig en ting, som vor materielle rigdom, imens deres bekymringer omkring deres permanente fattigdom, som vi fremmede fandt så skræmmende, syntes helt fraværende. Måske endda en fattigdom, som de slet ikke var opmærksomme på, eller aldrig havde set som et problem, før os udviklede, hvide mennesker kom og både viste og fortalte dem det. - Er det dem der vender tingene på hovedet - eller er det os? - Hvad er det egentlig vi gør, når vi forsøger at omskabe dem i vort eget billede? Fortalte vi dem om de velsignelser vi havde med i lommen til dem, var deres kommentar altid: Ja, om Gud vil?

Vort danske samfund har i tidligere tider været i krise, om end det var længe før den moderne form for internationalisme og globalisering var kommet ind i vor begrebsverden. Forholdet er jo det, at vi i Danmark, efter nederlaget i 1864, hvor vi var på nippet til at sætte selvstændigheden over styr, og kun takket være de omkringliggende stormagters særinteresser reddede skindet på næsen, og dermed også vor selvstændighed som stat. Men vi mistede en tredjedel af både vort land og af vor befolkning. Når det gik så galt, skyldtes det, at det danske folk, konge og regering nægtede at se nogle sydfra kommende folkelige rørelser i forbindelse med samlingen af Tyskland under prøjseren Otto von Bismarcks ledelse, i øjnene. For os var ”Danmark til Ejderen” en ukrænkelig realitet. Men for nu at holde os til de historiske eftervirkninger af den choktilstand, som dette smertelige nederlag bragte os ud i, så er det der springer i øjnene jo ikke modløshed, men tværtimod en tillid til fremtiden som er lige så fantastisk som den er uforståelig. Sloganet - ”Hvad udad tabes skal indad vindes” formuleredes af den jyske hedes opdyrker Enrico Dalgas, stifteren af Det Danske Hedeselskab, som for øvrigt var en 2.generationsindvandrer, hvis forældre var fordrevne huguenotter fra Frankrig. Han var med til at give inspiration til en bølge af folkeligt sammenhold og entusiasme omkring det klare mål, at vise os værdige som selvstændig nation. Det var dette nederlagschok der modnede os til at tænke nye tanker, befordret helt ud i de yderste kroge af landet af bl. a. skolemanden Kristen Kold, Indre Mission, Grundtvigianismen, Højskolebevægelsen. Og ikke mindst den frugt, som disse bevægelser bar i deres skød og modnede i deres varmende lyssyn: Andelsbevægelsen, som blev den krumtap hvorom nybruddet centreredes og som dermed muliggjorde, dette tigerspring ind i en helt ny identitet til afløsning af den, som tiden og udviklingen havde løbet over ende. Det var et land og et folk, hvor sloganet: ”Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men spørg hvad du kan gøre for dit land”, blev udlevet i praksis. Det slogan, hvormed John F. Kennedy 100 år senere - på en og samme tid jordnært og højtflyvende, gav håb til en hel verden. - Men den gang var der ikke nogen i Danmark der skænkede dette slogan en tanke. – De gjorde det bare. Var det måske en tilfældighed, eller var det helt bevidst, når den verdenskendte amerikaner af dansk afstamning, Ted Sorensen, lagde disse bevingede ord i munden på USA's nye, unge præsident?
Forleden dag var der en af vore gode bekendte der sendte os en tankevækkende historie som havde fået titlen ”Mayonnaisekrukken”. Den handlede om når tingene i livet bliver for meget, når 24 timer i døgnet ikke er nok til alt det, vi har sat os for. Sker det, skal vi huske på historien om mayonnaisekrukken og to kopper kaffe.

En professor stod foran sit filosofihold, og foran ham lå nogle ting. Timen begyndte med at han, uden et ord, tog en meget stor, tom mayonnaisekrukke op og begyndte at fylde den op med golfbolde. Hvorefter han spurgte studenterne, om krukken var fuld. Jo, det var de enige om, at den var. Så tog han en kasse med småsten og hældte oven i, rystede krukken så småstenene rullede ind i mellemrummene imellem golfboldene, og spurgte igen studenterne om krukken var fuld. Og det var de stadig enige om, at den var. Det næste professoren tog op var en kasse sand, som han også hældte i krukken og rystede den, så sandet fyldte de sidste tilbageværende små lufthuller op. Endelig trak han også to kopper kaffe frem, som han havde i en skuffe under katederet, og hældte også dem ned ovenpå alt det andet, og dermed var der, med garanti, ingen luft tilbage i krukken. Da overgav studenterne sig for alvor til latteren. Og da denne igen var døet ud, sagde professoren: Det er mit ønske, at I skal forstå, at denne krukke repræsenterer jeres liv. Golfboldene repræsenterer de vigtige ting - Gud, familien, børn, helbred, venner, og højest prioriterede lidenskaber. - De ting, som hvis alt andet blev mistet, og der kun var dem tilbage, stadig ville kunne gøre livet fuldt.

Småstenene er de ting som betyder noget, såsom job, hus, bil, ferierejser etcetera! Men som måske, efter nærmere eftertanke, i virkeligheden i større eller mindre grad er nødvendiggjort af hensyn til karrieremæssig prestige, personlig forfængelighed, eller for at befæste en social status. Sandet er alt det andet, som også gerne skulle nås, men som betyder mindre! Eller som efter nærmede eftertanke endda kunne vise sig at være rent spild af kostbare kræfter og af kostbar tid.Hvis du hælder sandet i krukken før noget af det andet, fortsatte han, så er der hverken plads til småsten eller til golfbolde. Og nøjagtig det samme gælder i livet. Hvis du bruger al din tid på mange betydningsløse aktiviteter, eller bare på at lade dig underholde for underholdningens skyld, vil der aldrig være hverken tid eller plads til det, der virkelig er vigtigt. Vær derfor opmærksom på de ting og gøremål der i sidste ende er alfa og omega for dit livs naturlige balance, for dit fysiske og åndelige velbefindende og i sidste ende for din følelse af selvværd og lykke.

Leg med dine børn. Hav tid til din familie. Glem ikke at tage vare på dit helbred. Tag din partner med ud til middag. - Og sidst men ikke mindst, afset tid, hver dag, til at meditere - til at tænke over tilværelsens store spørgsmål. Skabelse - fødsel - død, og over meningen med det hele. Ikke for absolut at finde svarene, men som en nødvendig ”gymnastisk” øvelse i at håndtere sindets mange løse ender og uløste gåder, ligesom man også ved anden form for gymnastik søger at bevare kroppens funktionsevne og smidighed. - Gør du det, vil der altid være tid og energi til at gøre huset rent - få malet og det, og tid til at få den dryppende vandhane fikset. En af studenterne rakte igen hånden i vejret og spurgte: Hvad repræsenterer kaffen så? Professoren smilte og replicerede: Jeg er glad for dit spørgsmål. Jo, ser I, den er bare med for at vise, at lige meget hvor lidt eller meget I har stoppet ind i jeres liv, så SKAL der altid være tid - og plads til at tage et par kopper kaffe sammen med en god ven eller to!

Og så er det jo, at jeg, som faktisk uden at gøre en dyt for det, både har fået et langt liv og en, synes jeg selv, god evne til nogenlunde klart at erindre mange ting helt tilbage fra barndommens sorgløse dage. Om end disse nu har iført sig denne velkendte lune kåbe af tak og glæde, som gode barndomsminder altid kaster ind over sig selv. Og så er der jo også så meget fra den tid, der minder mig om, at det som denne professor forsøger at indprente sine studenter, som jo visselig er børn af en helt anden tid end den, der var min, har mange ligheder med det jeg husker, som det, der den gang udgjorde min verden. Vi havde ikke ret mange valgmuligheder, når vi skulle prioritere, hvad vi kunne / ville fylde vore liv op med. Der var nemlig ikke, overhovedet, ret meget andet end det som golfboldene repræsenterer i professorens udlægning. Gud, børn, familie, venner og eventuelt en enkelt lidenskab som også den gang kunne besætte folk. - Og meget ofte i den her anførte rangorden. Og en eller anden form for gudstro havde for de fleste mennesker en høj placering.

Socialdemokrater, der ellers blandt borgerfolket gik for at være en slags hedninger, eller i det mindste, for at dyrke forskellige grader af gudsfornægtelse, rimeligvis på grund af modsætningsforholdet mellem arbejdere og arbejdsgiverne, hvor arbejderne, måske mere eller mindre ubevidst, dyrkede den lavstatus, der nu var blevet deres, imens arbejdsgiverne og bogerskabet mere eller mindre selvbevidst dyrkede deres økonomiske overmagt, og i hvert fald i egen forståelse, følte sig tættere knyttet til kirken. - Det var jo i sidste ende Vor Herre selv der havde stået for fordelingen af samfundsgoderne. - Men på trods af det, mødte arbejderne altid flittigt op til menighedsrådsvalg for at sikre ”socialdemokratisk” indflydelse i menighedsrådene. Noget der står stærkt i min erindring var, når jeg sammen med mine forældre og mindre søskende skulle på besøg hos Farmor og Farfar i Masnedsund. Hvilket virkelig var en rejse, eftersom vi skulle ud og sejle med færgen fra Gåbense for at krydse Storstrømmen. Når vi ankom, kunne det ske at Farmor og Farfar, som helt sikkert må have været gode socialdemokrater, sad og hørte radiogudstjeneste, og de havde ikke blot salmebøgerne fremme, de sang også med på salmerne der tonede ud af højttaleren og fyldte den lille stue med højtid. Vi gik ganske stille ind hos dem og satte os, vi børn på skødet i det omfang mangelen på stole krævede det, uden hverken at tage overtøjet af eller hilse. Det var helt naturligt for os, ikke bare at være stille, men også at tage del i den andagtsstund som gudstjenesten var for dem, og dermed også blev for os, og så ellers gemme al gensynsglæde og anden selskabelighed til gudstjenesten var forbi og radioen afbrudt. På den måde var, måske for mange flere end man umiddelbart skulle have troet, gudstroen mere eller mindre bevidst, det kit der, alle forskelligheder til trods, bandt generationer og i øvrigt også mange andre sociale og mellemmenneskelige forhold sammen, ligesom sygdom, fødsel og død også gjorde det.

Adskillige lidenskaber var selvfølgelig også på færde, og heldigvis for det, for liv uden lidenskab er levende død. Jævnfør ovenstående kunne dette sagtens være litteratur, bibelkreds eller andre kulturelle arrangementer, for kvindernes vedkommende næsten altid med strikketøjet flittigt kørende og dermed med pindenes konstante klirren som samværets hjemmevante akkompagnement. Nogle kunne være lidenskabelig optagethed af det erhverv, de praktiserede, eller af sogneråds – forenings eller andet frivilligt arbejde. Og ligesom oprettelsen af et utal af langtidsholbare Skytte, Gymnastik og Idrætsforeninger i slutningen af 1800tallet, af hvilke mange stadig er vigtige aktiver i lokalt ungdomsarbejde, bredte ud over det ganske land, blev Alsangstævnerne under de 5 forbandede år 1940 - 45, det mere tidsbegrænsede men alligevel yderst markante nationale symbol på sammenhold og vilje til kæmpe imod ulykkens anslag mod gammelt arvegods. På møder, og i øvrigt hvor mænd, (kvinderne tog mest del som deres respektive mænds grå eminencer) ellers tilfældigt stødte på hverandre, i brugsen, i forsamlingshuset, på gaden eller hvor som helst, blev politik og samfundsspørgsmål diskuteret på livet løs, politisk engagement var, for mange mænd en lidenskabsfyldt kæphest, der kunne fylde, for nogle også i dagligdagen, temmelig meget. Derudover, så kunne det folkelige tidsfordriv ”kortenspil”, som man kaldte det, naturligvis også nævnes som en folkelidenskab af de større, der, i hvert fald på landet, florerede ved alle former for sammenkomster det være sig i familie - selskabs og foreningssammenhænge, og hvor lejlighed ellers gaves. For nogle kunne det også kamme over og blive til en farlig og frygtet last. Således husker jeg, at vi hjemme havde en nabofamilie, hvor forældrene var ivrigt optaget af medlemskabet af en bibelkreds, hvilket dog, øjensynligt ikke opfyldt børnenes juleforventninger ganske. Men så en juleaften var der kommet et par spil kort til at ligge under juletræet, og dem blev alle, undtagen moderen, så optagede af, at de spillede kort fra morgen til aften i alle juledagene. Men hen imod nytåret blev det altså for meget for hende, pludselig samlede hun resolut alle kortene sammen i sit forklæde og fyrede det hele i kakkelovnen. - Nu skal det altså også i sandhedens interesse nævnes, at der den gang, som nu, var mange mennesker, der havde nok i deres eget og hvis anonymitet gjorde dem til gode nok borgere, men ikke til bærere af anden kultur end tilskuernes.

Ellers, så var det, der for alvor satte skel imellem før og nu den nøjsomhed, der af helt indlysene grunde gennemsyrede den tids levevis for både høj og lav. Også for relativt velstillede familier var ødselhed moralsk set en utilstedelighed, nok satte de finere fruer sig ikke for, ligesom deres fattigere medsøster, selv at sy familiens tøj. Familiernes udgift til børnenes sportsrekvisitter var begrænsede, et par gamle skøjter spændt på et par gummistøvler var almindeligt. En skibakke havde vi, men ingen ski, så dem lavede vi selv af et par kasserede sengefjæle, derfor bestod sportsudøvelse ofte i 2 dele opfindsomhed og 1 del eksperiment. - Men spændende var det altid. Vort månedlige bad fik vi i grukedelen i vaskehuset umiddelbart efter storvasken, imens der endnu var varme på den. Toiletpapir var ikke noget ret mange mennesker kendte til, men en gammel avis eller telefonbog kendte alle, og var man udendørs eller måske i kostalden, hvor der tilmed var dejlig lunt om vinteren, var et skræppeblad eller en tot græs eller halm lige sagen. At kaste madrester i rendestenen sås som en dødssynd. Først at bede Fadervor om dagligt brød og siden handle ilde med det var et spørgsmål om samvittighed. Og mange var de familier, hvor der blev kogt suppe på et hønseskrog mere end én gang. Der var mennesker, der, skønt de ikke havde meget at rutte med, fandt det nedværdigende at modtage folkepension, da den en gang i 1950erne var blevet en ret, som alle havde. Det at klare enhver sit var en æressag, som enhver havde drukket ind med modermælken. Således fandt jeg iblandt min mors ting et stilehæfte fra hendes tid på Nysted Husholdningsskole i 1924, som indeholder en hel masse madopskrifter og imellem dem også noget om såkaldte ”Levningsretter”. D.v.s. anvisning på hvad forskellige former for madrester kunne bruges til. Og her er det værd at huske på, at køleskabe og frysere ikke fandtes, hvorfor det, foruden den nødvendige viden, har krævet stor påpasselighed at få spiselig mad ud af disse levninger.

Suppeurter kan anvendes til Salater – Gratin – Omeletter.
Suppelevninger - - - Sovse.
Grød og vælling - - - Pandekager – Klatkager.
Finere grødsorter - - - Pie – budding m. rød sovs.
Vandgrød - - - Sødsuppe.
Tykmælk - - - Opbagt mælk – Krem – Skørost.
Tyk sur fløde - - - Salater – sovse – Skørost – vafler – Æbleskiver.
Frugtsuppe - - - Sovse – Rødgrød.
Oksekød - - - Matrosbøf – Gulasch – Ragout – Frikadeller – Hachis.
Levinger af kød – fisk – og grøntsager anvendes til: Omelet – Krustader – Postejer – Tarteletter - Risboller – ”Fuglereder” – Gratiner – Rande – Buddinger – Roulletter – og Kroketter.

Min mormor, som havde en hønseflok, der gerne skulle medvirke positivt til at skaffe hendes lille familie mad på bordet havde en speciel gammel jerngryde, hun brugte til at koge selvdøde pattegrise i, som hun fodrede sine høns med til erstatning for det ”kød og benmel”, som hun ikke havde råd til. Og min far, der igennem mange år solgte en masse daggamle kyllinger, som han rugede ud i den tids mest moderne rugemaskiner, solgte de æg til bageriet, der efter 10 -12 dage i rugemaskinen viste sig ubefrugtede, imens han fodrede svin med de befrugtede æg der ikke ville komme levedygtige kyllinger ud af.
Det at få brænde til kakkelovnen i den kolde vintertid kunne også være et problem. Og under 2. Verdenskrig, husker jeg, var brænde, fordi tilførslerne af kul var yderst sparsomme, ikke bare dyrt, det var også rationeret. Derfor kunne man, udenfor rationeringen, for en billig penge, købe træstød i skoven imod at man selv slog dem op. Det var et brydsomt arbejde, men hvad gør man ikke for at undgå at komme til at fryse. Og så trøstede man sig med at stødbrændet gav varme 2 gange. 1. gang ved at slå stødene op og anden gang ved varmen fra kakkelovnen. Synet af voksne og børn stående ved en huggeblok med blægvanter og økse og hugge alt fra store og helt ned til de allertyndeste kviste til risbrænde, der var det foretrukne brændsel i de gamle brændekomfurer, var vinteren igennem på gårde og ved huse et almindeligt syn. Den brændselsreserve der lå gemt i vore moser måtte også, under begge verdenskrige, i rigt mål nyttiggøres, men det klaredes af lokale entreprenører, der igennem mange år, trods tørvenes ofte ret uberegnelige kvalitet, tjene store penge på deres medmenneskers behov for en smule varme. Og det var kun få steder, hvor der til daglig var opvarmet i andet end køkkenet og en enkelt lille stue.
Folkelige stemningsbølger kan, foruden at de næsten altid er uberegnelige, være et farligt, tveægget sværd. Mine egne oplevelser af dette, først og fremmest under optakten til 2. Verdenskrig, hvor Hitler, fra i begyndelsen at have sat sig selv i spidsen for en fuldt forståelig opposition imod det bestående, efterhånden drev sine retoriske evner som folkeforfører helt ud i det absurde, idet han for en undrende, og til dels alt andet end mistroisk verden, beviste, at det var muligt at forføre, endog et gammelt og i kulturel henseende særdeles velfunderet samfund som det tyske, ud i, hvad storhedsvanvid angår, aldrig tidligere sete dimensioner. Et storhedsvanvid, som ethvert tænkende menneske med det samme burde have gennemskuet. - Og alligevel faldt, i første omgang nærmest en hel verden på halen i beundring, for siden hen at ende som blodbestænkte ofre for deres egen naivitet. - Havde Hitler ikke haft radioen til at formidle sin kampagne, ville det måske ikke være gået slet så galt? Havde han foruden radioen også haft TV og IT kan man vist slet ikke forestille sig hvad der så kunne være sket?

Jeg har her forsøgt at tegne et skitseagtigt billede af de rørelser i tiden som jeg, på godt og ondt, blev et produkt af. Vel er det både springende og kalejdoskopisk, som det vel må være, når en masse forskellige indtryk og udtryk skal formidles. Men mit ærinde med det er at vise, at den krise vi her i disse år oplever ikke er enestående, men at det, der nok kan være enestående ved den er, at hvor befolkningernes udgangspunkt i f.eks. krisen efter1864 og ligeledes i krisen først i 1930verne var præget af en, set i forhold til vor nutid, udpræget kollektiv nøjsomhed, og af meget beskedne fordringer til livsførelsen i det hele taget, og ikke mindst af, at vi den gang udgjorde en så godt som homogen folkestamme gennemsyret af stærke understrømme af kristent livssyn der sikrede sammenhold, også på tværs af betydelige sociale skel. Og imens de tidligere kriser kom væltende ind udefra, så er den nuværende helt overvejende forårsaget af mange års vellevned hjemme hos os selv. Vi troede bogstaveligt talt at vi kunne gå på vandet.

Dette er en omstændighed der, på grund af den farligt vanedannende købe - og forbrugsmani som har været denne krises helt overvejende årsag, utvivlsomt vil gøre den vanskelig at løse. Ikke mindst fordi mange kloge hoveder stadig anbefaler øget forbrug som middel imod den, hvilket dog kun vil virke under forudsætning af, at vor eksport, i mængde såvel som i lønsomhed, igen kommer op i det høje gear, og også af om vi vil være villige til ”kollektivt” at give den en ekstra ”skalle” i forbrugshysteriets trædemølle? Dertil kommer så yderligere den frygt og mistænksomhed, der generelt, af mange forskellige årsager, har banet sig vej helt ind vor fælles nationalglobalistiske dagligdag. Imens den ultimative trussel imod den måde hvorpå vi har indrettet os selv, både med hensyn til identitet, selvforståelse og økonomi, kan tænkes at komme fra det internationale handelsklimas ubønhørlige dommerpanel, Vi har et meget højt løn - og omkostningsniveau, efter sigende det højeste i verden, samtidig med at vi også har, måske, verdens højeste niveau for social forsorg der deler sociale ydelser ud, helt uden hensyn til om klienterne er selvberoende på allerhøjeste trin. Kunne det ikke tænkes at være områder som disse, der simpelt hen skal justeres nedad for at skabe balance? Indtil videre ser det ud som om alle spareforanstaltninger ensidigt er hældt ud over samfundets svageste skuldre - ud over uddannelses og kulturaktiviteter, således at hele segmenter af medborgere direkte udelukkes. Der foregår i disse år en økonomisk bestemt, eksklusion af medborgere, fra vore fælles kulturelle og sociale kerneaktiviteter, der grænser til det groteske. Alt imens Politikerne og andre såkaldte kompetente folks fabler om, at vi bare skal blive dygtigere end alle de andre, hvilket da også kan være god nok, men på den korte bane giver det bare ingen kontanter i hånden. Som en kort opsummering af vort lands øjeblikkelige ”temperatur” vil jeg påpege, at vi på grund af indtrufne omstændigheder står overfor en krise der ikke kun er finansiel, men i højeste grad også menneskelig. Der er igennem en årrække foregået store ændringer i befolkningssammensætningen, dels på grund af hjemmedanskeres lave fødselstal, og dels på grund af en indvandring, som vi selv har påkaldt og påskønnet, ligesom der er der kommet et større antal flygtninge af vidt forskellig herkomst og med alle grader af egnet / uegnethed med hensyn til integration. Men er de danske statsborgere, skal vi ikke kun behandle dem, Vi skal tage vare på dem, som på os selv, med alt hvad dette indebærer. En høj grad af medmenneskelighed ved vores ”dør” er nødvendig, ikke mindst af hensyn til det behov for indvandring, vi helt åbenbart har. Det let nok at stramme. Men stramme bestemmelser kræver stramme administratorer, der ikke har let ved at signalere gæstfrihed, og uden gæstfrihed kan vi ikke tiltrække den type indvandrere vi så gerne vil have. Mistro ved ”døren” vil en indvandrer let tage med indenfor, og have svært ved at kaste af sig. - Vi må holde fast i den gode gamle regel, at det billede du ser i dit medmenneskes ansigt, altid er et spejlbillede af dig selv.
Kære venner: Vore erfaringer og vor intuition må tilsige os at ”træde varsomt, for scenen er skrå”. Vi har fået medier i vore hænder, som Hitler, lykkeligvis, ikke havde. Vel har vi, efter hvad vi tror, sandsynligvis ikke nogen ny ”Hitler” lige om hjørnet, men de medieredskaber som en eventuel ”elev” af ham vil have brug for, dem har vi. Og et yderst sensibelt, til dels atomiseret, og øjensynligt også et i ikke ubetydelig grad desillusioneret ”folkehav”, kan vi, om vi da ikke allerede har det, hurtigere end vi aner, få. Og skulle det værste ske, kan ytringsfriheden som følge heraf langsomt og umærkeligt blive monopoliseret af en folkestemning på flugt fra en verden, som den kun har foragt og had tilovers for? En folkestemning der lader sine tilhængere, vasaller og medløbere drive til hvad som helst. Og da kan ytringsfrihed jo, hvad man ikke bør glemme, også være frihed til enten ikke at ytre, eller til at ytre sig med største omtanke. Og lad så det være en bekræftelse, ikke bare på det fornuftige, men på det bydende nødvendige i altid at vælge sine fjender med omhu. Og aldrig, som det i betænkelig grad foregår efter nutidens paroler, i flæng.
Ligesom al sund fornuft tilsiger at undlade at stikke hånden i en hvepserede. Alene af den grund, at det kun gør hvepsene unødigt aggressive, bør man også nøje, på forhånd, overveje hvilken virkning en given ytring, eller anden form for handling, må formodes at få. Hvis nogen vil kalde en sådan overvejelse for selvcensur, så kan det kun benævnes som simpel mangel på empatisk dannelse. Akkurat som snedige terrorrister med deres handlinger er nok så meget ude på at provokere deres modstandere til at blotte sig, som de er ude på at sprede død og ulykke, så kommer også en uforsonlig retorik imod islamister, imod de fremmede, eller for den sags skyld imod utilpassede unge mænd, indfødte eller ej, der altid er farlige, til at virke ligeså provokerende på dem, som den røde klud gør på tyren i en tyrefægterarena. - Altså stik imod hensigten. Alle fornuftige mennesker ved pr. intuition, at det at forløbe sig i en kompliceret sag ved at forenkle den, er særdeles uhensigtsmæssigt, at det svarer til i kortspil at dumme sig godt og grundigt. Og det eneste middel vi har imod det, er at tænke konsekvenserne af vore handlinger omhyggeligt igennem, og frem for alt holde hovedet koldt – og der kan sagtens opstå fejlskøn endda. Retoriken, som igennem de senere år har udviklet sig iblandt mange ansvarlige politikere, danske og andre, ligesom også en stor del af vor medieverden har ladet sig friste til at hoppe med på, minder mig i betænkelig grad om det der for omkring 70 - 80 år siden, nede fra vor sydlige nabo, formeligt sprøjtede ud af radioernes højttalere.

Vel er jeg en gammel mand, og vil sikkert af den grund, for nogle, virke utroværdig. Men det som vi i disse år må opleve. og som jeg i mangel på mere rammende ord vil kalde en farlig, medløbende appel til menneskenes lavere instinkter, kan jeg simpelt hen ikke sidde overhørig. Vel var det en gang for snart længe siden muligt tæmme uvorne elementers hærgen ved hjælp af jernhandsken, men det er desværre, af mange årsager, blevet fortid nu. Selv verdens mægtigste militærmagt er tilsyneladende ikke mere i stand til at sætte sin vilje igennem uden alvorlig risiko for undervejs at miste både motiv og retningssans. - Om det skal være muligt at klare vore hjemlige problemer, af hvad art de så end måtte være, og det tror jeg bestemt, at det er, så må det ske i en gensidig respektfuld atmosfære, ligesom vi også alle sammen i fællesskab er nødt til at bære ansvaret for den ulykkelige radikalisering af alt for mange unge mænd, der vitterlig er en meget alvorlig trussel imod os alle sammen, både som enkeltindivider og som samfund. Men sanktioner alene vil, i bedste fald, forblive virkningsløse, i værste fald sætte turbo på ondskaben. Idet vi må erkender, at der ligger nogle samfundsmæssige ubalancer som de dybere årsager. Og disse må nødvendigvis, både på nationalt og internationalt plan kortlægges, således at der kan tages hånd om dem. Det vil blive en både vanskelig, smertefuld, langvarig og bekostelig proces som det bliver de kommende generationers sag at tvistes med. Imens det dog er vort ansvar, her og nu, at de første skridt bliver taget, som må være at skrue ned for retorikken og op for viljen til forståelse og sameksistens. Alternativet, ja, det tør jeg slet ikke tænke på.