Ægteskabet som garant og rugekasse for kommende generationers velfærd

Begrebet ægteskab har af mange forskellige grunde, naturligvis ikke mindst efter mit eget ægteskabs forlis for nu mange år siden, beskæftiget mig overordentligt meget. Og lad mig begynde med min bryllupstale den 12. april i 1952, hvori jeg kom for skade at nævne, at dette at indgå i et ægteskab også krævede mod, fordi dette at binde sig til et andet menneske for resten af ens liv jo dog er en meget alvorlig beslutning, som i hvert fald jeg selv, havde gjort mig mange alvorlige overvejelser omkring, overvejelser, der utvivlsomt, har jeg siden måttet sande, havde taget nogle retninger og dybter, som kun de færreste af bryllupsgæsterne uden videre må have følt sig særlig meget hjemme, fordi mit ærinde med den var at pointere, at jeg først og fremmest måtte være ærlig overfor mig selv, der hvor de mere sædvanlige bryllupstaler, den tids normer taget i betragtning, sikkert ville føle sig fast bundet af forud fastlagte mønstre og retningslinier. – Og selvom jeg sluttede min tale med at læse Kaj Munks, Den blå anemone, der for mig står som noget af det allermest livsbekræftende nogen dansk digter hidtil har formået at udtrykke, blev jeg ikke forstået af den person, som via sin datter kunne have givet vort ægteskab et langt mere lykkeligt forløb. Jeg havde jo den gang netop lige læst, Den blå Anemone, og var for at sige det mildt fuldstændigt bjergtaget af den, netop som et symbol på en ganske ukuelig optimisme og livsvilje.

Men som jeg siden har måttet tolke det, forstod min svigermor den altså bare ikke på den måde. Jeg følte det, som om hun tog den som en fornærmelse, fordi jeg, ifølge hende, i stedet burde have holdt den sædvanlige takketale, fordi jeg dog nu havde fået lov til at tage hendes datter til ægte, og det skuffede mig ikke mindst dybt, at min brud, en af dagene derpå, bebrejdede mig, at jeg ikke havde lejet et brudeværelse på Hotel Baltic til vores brudenat – sandsynligvis efter en, må jeg formode, mere eller mindre skjult udmelding fra netop hendes mor, som hun, måske, i virkeligheden stadig følte sig mere bundet til end til mig, som dog nu var hendes ægteviede mand. Det kan da godt være, at noget sådant ville have været en flothed som moderen kan havde drømt om måtte blive hendes datter forundt, men tillige var det så også for mig, for det første en mulighed som jeg aldrig havde hørt om, og for det andet en ødselhed, som jeg med min beskedne baggrund aldrig ville være gået med til. - I dagene derpå overvejede jeg alvorligt, om jeg nu alligevel havde kvajet mig ved ikke at have gået højere op i hvad etiketten og de almindeligt kendte uskrevne regler egentlig gik ud på? – Om jeg i virkeligheden på det allergroveste havde kvajet mig? Men efterhånden gik det op for mig, at det ret og slet var min uvilje imod de på forhånd fastlåste rammer for en bryllupstale, der her spontant var kommet til udtryk – og at jeg i bund og grund var en oprører! – Jeg kom i hu at min far engang for længe siden havde sagt til mig: ”Vil du i verden frem min søn, så buk”! - Den gang forstod jeg det ikke, men efter at jeg igennem hele min barndom og ungdom havde dannet mig et mere troværdigt billede af ham, måtte jeg dog slutte, at det fra hans side måtte have været ironisk ment, eftersom han aldrig selv gik af vejen for at gå på tværs af, hvad andre gjorde eller sagde. Men ikke desto mindre overvejede jeg situationen grundigt, om jeg alligevel ikke, for at få det bedste ud af det, måtte beflitte mig på at moderere mig, – hvilket dog i virkeligheden aldrig rigtig lykkedes.

Den gang som nu, var jo dette at indgå ægteskab, billedlig talt, som at sætte trend på en væv, som den efterfølgende gennemlevelsen af det så måtte være at ligne ved at væve islætten ind i den, dog med den væsentlige forskel, at der i dette aktuelle tilfælde, alle disse festklædte mennesker med præst og degn i spidsen for forældre, bedsteforældre, brødre, søstre, tanter og onkler tilligemed en masse gode venner og hele den tyrkiske musik, drejede sig om en ganske klar forestilling om hvordan det færdigvævede billede skulle komme til at se ud, og hvad det skulle forestille – det skulle nemlig forestille og give udtryk for alle de lyse, i tiden nedfældede, forventninger som disse mennesker stillede til dette unge lovende og håbefulde ægtepar. – Forventninger som en god del af disse tilstedeværende bryllupsgæster, gætter jeg på, allerede mere eller mindre bevidst for deres eget vedkommende havde givet op overfor for længe siden. Men bare havde ladet sig falde ”til patten” – hvad så end grunden herfor måtte have været. - -  Men nu skulle alle i hvert fald bare være åh så glade. - Harmoni, kærlighed og troskab skulle være dette tæppes budskab, og dets vidnesbyrd måtte ikke efterlade den / de tvivlrådige nogen mulighed for frafald. For dette at indgå i et ægteskab var at forpligte sig overfor en institution – at ofre sig – at lide afsavn, og de der så havde styrke til at styre sig, eller til at skjule det, hvis denne styrke ikke slog til, kunne så fremhæve sig selv som lysende eksempler for den hob, som man ikke helt nærede tillid til, at de på egen hånd og uden kyndig vejledning ville kunne finde ud ad den rette vej. Midlet – institutionen – Ægteskabet havde taget den strenge maske på og var blevet til en konvention – og til et mål i sig selv. Og billedet, som brudeparret skulle væve på, kunne derfor heller ikke blive kunst, men alene et traditionsbundet sofastykke, der forudsattes at skulle vise en tro kopi af alle andres forventninger til dem.

Men desværre, efterhånden som årene skred, skred også sammen med den aldrig tidligere oplevede velstandsstigning et helt halvt århundrede igennem også mere og mere forventningen om, at det enkelte individs ret til separat nydelse som livets mening og mål mere i forgrunden, frem for den tidligere tider knæsatte pligt til mådehold, medfølelse og hensyntagen til andre, med de deraf følgende opløsningstendenser, herunder ikke mindst overfor ægteskabets status som de opvoksende slægtleds helt nødvendige rugekasse, som af stadig flere mennesker af begge køn simpelt hen bare negligeredes. Dette at være i stand til at udrette store ting, der på samme tid var til gode for både sig selv og andre, hvilket tidligere sås som et stort privilegium gled langsomt i baggrunden til fordel for den gryende nye opfattelse, at dette at være henvist til at skulle arbejde nu mere ansås som en sur pligt, som man organiserede sig for at slippe lettest muligt om ved, for med magten som våben  at gennemtvinge de mindre produktive befolkningsgruppers stigmatisering ved at sætte dem på smalkost, for, som man yndede at udtrykke det, at give disse mennesker øget motivation til også at finde sig et arbejde. Og denne trend udviklede sig til sidst så vidt, at disse kategorier omgjordes til nødvendige onder, der ud fra enhver rimelig betragtning, ligesom alle andre samfundsanliggender måtte underkastes rationalitetens logik for at tilgodese de arbejdsramtes nydelseslyst bedst muligt.

Men reaktionen udeblev da heldigvis heller ikke, den brød ud som et vildt dyr, der kun alt for længe havde været tirret alt for meget, hvilket naturligt nok gav den helt uanede kræfter. - Den sønderrev det bur den så længe havde været spærret ind i og fik hele samfund til at ryste i deres grundvolde, imens der i kølvandet kom til at følge helt uoverskuelige menneskelige lidelser, som det kan tage mange år igen at vriste sig ud af. – Men det skal nok vise sig, at trenden glædeligvis ikke vil have taget skade. For en skønne dag, når alle har sundet sig længe nok, vil ægteskabet igen blive indgået af unge mennesker med livet foran sig, hvilket igen vil afspejle en fornyet tro på, at dette under fornyede præmisser stadig kan formidle dybe menneskelige behov, og ikke mindst som det igen troværdige solide fundament for fremtidige forædlinger af samfundsmæssige definitioner af ret og pligt – et nyt epos med klangbund i erkendelser omkring ægteskabet som det rugested og den affyringsrampe for kommende slægtled, der som eneste faktor kan sikre kontinuitet / sammenhæng.

Der vil som før igen blive vævet islæt i den samme trend, som ikke mere vil give udtryk for det samme som før, men vil have fundet nye mønstre, der ikke mere vil være entydige men indeholde mange forskellige tolkningsmuligheder, som så også gerne må være både tidkrævende og vanskelige at komme om ved. Ganske enkelt fordi dette at have tid til og mulighed for at fordybe sig i menneskelivets dybere mysterier dog fortsat må være menneskets adelsmærke. Ja, alt kan måske endda tolkes forskelligt fra den ene dag til den anden, eller i henhold til den stemning hvori den enkelte aktuelt befinder sig, hvor de to involverede kunstnere, for kunstner bliver de, der i fællesskab væver billedet slet ikke behøver at lægge skjul på, at det som de hver for sig oplever sjældent vil være det samme. Derfor fortaber de sig heller ikke i hinanden men har øjne og opmærksomhed rette imod noget større udenfor dem selv. De binder ikke hinanden fast  i en magtkamp, men lytter til hinanden i gensidig nysgerrighed, idet de lader empatien tage brodden ud af en mulig dybereliggende nedarvet hang til konfrontation, fordi de har fundet ud af, at det som de allermest holde af hos den anden er så fint og skrøbeligt, at det bare, som havde det været tørt sand, forsvinder imellem fingrene på dem, hvis de forsøger lukke hånden omkring det for at holde det fast – for dettes udtryk i form af et, iblandt så uendelig meget andet, langt bredere og mindre konformt samfundssyn kan nemlig ikke trives i fangenskab.

Og hvis nogen spørger, hvad de i det hele taget vil med deres arbejde ved væven, vil de sikkert svare undvigende, fordi de ikke ved det – men måske i morgen – eller i overmorgen – eller måske slet aldrig! For hver dag er jo ny, og bringer noget nyt med sig. Og så er det jo alligevel, når det kommer til stykket, kun den spørgende selv, der ved sine egne evner, stemninger og fantasi har mulighed for at give dette, ligesom for øvrigt ethvert andet billede, liv. – Ja, vil nogle sikkert indvende, men var det nu alligevel bedre og langt mere enkelt i gamle dage, da man kunne få svar på det, som man spurgte om. Og det var det vel på sin vis også. Men der er bare så mange ting i den verden, vi lever i – og skal leve i – ikke mindst her i italderen, der har gjort det enkle og entydige så dødsens farligt. - For inderst inde, så ved vi jo godt, at det til alle tider har været magtmenneskets drøm at blive givet adkomst til at tænke for flest mulige andre og gøre disse til forblindede medløbende disciple, der er rede til tankeløst at gøre hvad der bliver dem påbudt ovenfra, om så dette går ud på at træde på de af deres egne medmennesker der ikke ligner dem selv – dem der er anderledes, og dette endda på en måde så det set udefra i lang tid så snublende let kommer til at se ganske tilforladeligt ud, men som på et tidspunkt lukker sig omkring dem, således at det, som de en gang med stor gejst gik ind i, en skønne dag holder dem mere fast end noget fængsel, og langsomt, og for den selv umærkeligt, gør dem til umennesker. - Det står for mig, som om den tid vi nu hastigt bevæger os ind i, vil være særlig farlig for os. – Men hvilken tid har da ikke været det? – Men at den også, og dette er det helt afgørende for os, at vi til fulde forstår, kan åbne op for en lang række nye muligheder for menneskelig udfoldelse, at den billedligt talt er at ligne ved et hamskifte, hvor det egentlige, det der er menneskets adel igen, efter en lang ørkenvandring, kan komme til ære og værdighed, og dette ikke mindst i forhold til ægteskabet. For sammen med konformitetens opløsning vil også kvindens andenrangsstilling tabe relevans, dog forudsat at vi mænd har mod til i sammenhæng dermed at se den reelle virkelighed i øjnene og vedkende os det ligestillede partnerskabs nødvendighed, samtidig med at vi alle sammen derved sættes fri til, hver for sig, at ville kunne gøre os til langt mere aktive brugere af disse nye muligheder for, til fælles gavn og glæde, at udfolde og udleve vore egne længslers og forhåbningers strøm af ellers tidligere båndlagte intentioner.

Der er brug for, at vi langt mere end tidligere, lægger alle vore evner og kræfter og al vor fantasi i at give udtryk for hvert vort eget enestående jegs formåen som led i den større sammenhæng der overordnet set udgør det element, hvori vi hver for sig og sammen har mulighed for både at overleve og forædle vort menneskeværd i en verden der hastigt og uundgåeligt bevæger sig fra de kendte og for os alle naturligt afgrænsede kulturfællesskaber, og hen imod en multikultur der både kan være os fremmed og truende, men som, ganske uanset hvad selv vi mener om den, vil komme over os som en flodbølge. - Det bliver svært men ikke umuligt. - Hvis vi vel at mærke husker på, at det billede du ser for dig i et andet menneskes ansigt, altid er et spejlbillede af dit eget.

Jeg skriver dette i november 2015 hvor Sydeuropa våner sig under et flygtningepres, som stort set alle Øst – og Vesteuropæiske lande forsøger at smøge sig udenom. Dette lover ikke godt for vor vesterlandske kulturs fremtid, al den stund vi alle til hobe bærer på en tung medskyld i de forholds opståen, der nu truer vor egen, kultur på livet. Og hvor vore hidtidige gamle skolemesteragtige måder at forholde os til vor omverden på er mindst lige så udlevede, som de ovenfor nævnte tidligere ægteskabelige adfærdsmønstre i sin tid var det. – Vi skal ikke, som nogen forestiller sig, glemme os selv, men tvært imod stå på mål for hvad vi er, for vi må ikke abstrahere fra virkeligheden. Og vi kan sagtens hævde én ånd som bedre end andre og samtidig tilstede andre borgerret hos os. Og den der forestiller sig, at vor selvstændige måde at geråde os på, der i bund og grund igennem århundreder har været betinget af åbne grænser, og som også har været motoren for både vort hele idegrundlag, vor selvrespekt og for vor velstandsudvikling, uden videre vil kunne fortsætte i det Europa, der nu i dyb splid med sig selv, forsøger at lukke sig selv inde, må nødvendigvis være en tåbe. - Det er uomtvisteligt, at vi allerede har sat en stor del af den goodwill, over styr, som vi tidligere nød i vore omgivelser, men vi vil simpelt hen ikke, med vor selvrespekt i behold, kunne overleve, hvis vi fortsætte i samme spor - Jeg er naturligvis ikke spåmand. Men jeg kan dog ikke være det mindste i tvivl om, at dersom vi ikke som europæere besinder os på at give vor, i denne forbindelse, ”væren os selv nok mentalitet” den samme overhaling, som vort ægteskabsbegreb, i min tolkning og udlægning ovenfor, har fået. Så vil der om 50 eller 100 år ikke være meget andet af vor ellers højt priste europæiske kultur tilbage end røgen og den varme luft som videnskaben hver dag fortæller os om, imens en kultur, som dog ellers på trods af fejl, mangler og egennytte rummer så meget bevaringsværdigt gods, vil have begået selvmord.