Ved fars begravelse den 17. september 1992, i Vålse Kirke
v. Pastor Poul Martin Hansen
Dette er vel for jer, der nu er samlet her, mere en vemodets dag end en sorgens dag! For et menneske I stod nær og har holdt af, har efter et langt og – som han vedvarende selv sagde: - et godt liv har fundet hvile - mæt af dage kan man vel tilføje. Efter et slidsomt og frugtbart dagværk, fulgt af den liflige aftenrøde, der nu over en længere tid er stundet mod natten. - Et liv, ja, der blev længere end de fleste forundt. Kommet til verden ved århundredets begyndelse og fulgt af dets mange år til i dag, - underkastet alt levendes forandring: vækst, fuld blomstring og efterfølgende forfald, - skabelsen og tilintetgørelsen efter naturen og skaberens orden. - Ingen her har fulgt hele dette forløb. Alle er vi kommet til efterhånden og har fulgt ham på et stykke af hans livsvej. – Esther, som blomstrende ung pige, der vel sammen med ham lagde alle sine håb og forventninger til livet sammen i det ja - ord de gav hinanden her i kirken for 65 årsiden. Esther, der har fulgt ham længst og nærest og derfor har haft så stor del i hans kærlighed og hengivenhed. - I børn og børnebørn, der undervejs lærte ham at kende på så forskellige måder, fra hans omsorg og bekymring og for jer til hans glæde, når det gik jer godt. - Alle disse skiftende situationer og stemninger, og er de end flygtige, så er de dog sammen med vore handlinger, det eneste udgangspunkt for vort kendskab til hinanden, og den måde vi tyder det på. - Hvor ofte må vi ikke erkende at vi tog fejl. Hvad der heraf - og som en rettesnor - især bliver stående i erindringens diffuse lys, er hvad der sammen med vore følelser for ham var forbundet med hans følelser for jer, os - hans lidenskab, temperament, hans optagethed og engagement af verden omkring ham - og som allerede strejfet: først og fremmest hans ægte hengivenhed for jer! - Når vi i denne erindring er tilbøjelige til at sigte de mindre gode indtryk - eller i det hele tage de menneskelige fejltagelser fra, skyldes det sikkert en dyb forståelse hos os af, hvad der bærer os i vort liv sammen: Kærligheden, hengivenheden, glæden og munterheden, som jeg har indtrykket af, at han besad i rigeligt mål og kunne dele ud af. Personligt har jeg jo kun kendt Ejvind Larsen som en som en tilfreds, gammel mand med en naturlig og ligefrem glæde over, hvad han havde fået lov til at opleve i sit lange liv sammen med Esther og jer. - Over et forløb, der begyndte med små kår, med vækst i arbejdet og en voksende velstand, der gav ham mulighed for at komme omkring og opleve i den verden, der i hans ungdoms slidsomme år var lukket for ham. - I ved hvad han nåede at udrette, kender hans glæde og for at komme ud og se verden. I ved alene, hvad han har givet jer som Guds gode gave til jer, og hvad dette livsfællesskab - kort eller langt - har betydet for jer. Dér, fornemmer jeg, har I samlet meget at sige tak for. For det - og som beskrivelse af livet selv - rækker ordene ikke langt, i den gåde menneskelivet, både for os selv og andre egentlig er.
Stadig i forandring, aldrig i hvile, bestandig en uoverskuelig vekslen af tanker, handling, følelser. Er både menneskelivet, ja livet og tilværelsen som helhed en gåde for os mennesker, så er det, - lad os kalde det gammel erfaring blandt mennesker - ikke ukendt eller gådefuldt for skaberen selv. Mennesket er, som det udtrykkes i en af de gamle Davidssalmer, kendt af Gud til den mindste fiber og fra begyndelse til ende underkastet hans omsorg.
Der hedder således i Salme 139:
”Herre, du ransager mig og kender mig. - Du kender mig hvad enten jeg sidder eller står, selv på afstand mærker du, hvad jeg vil. Du har rede på om jeg går eller ligger, Og alle mine veje er du fortrolig med. - Før et ord er blevet til på min tunge kender du det fuldt ud, Herre. - Bagfra og forfra omslutter du mig og lægger din hånd på mig. - Din indsigt er for under – fuld for mig. Den er utilgængelig, jeg fatter den ikke. - - -
Hvordan skulle jeg slippe bort fra dig? - Stiger jeg op til himlen er du dér, - lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. - Låner jeg morgenrødens vinger, eller slår jeg mig ned, hvor havet ender, også dér leder du mig, og din hånd holder mig fast. - Og siger jeg: ”Mørket skal dække mig, og lyset blive nat omkring mig”! - Så er mørke dog ikke mørkt for dig, og natten er lys som dagen, ja, mørket er som lyset. - For du har skabt mine nyrer, vævet mig ind i moders liv. - Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger - det ved jeg fuldt ud. - Mine knogler var ikke skjult for dig da jeg blev skabt i det skjulte, blev vævet i jordens dyb. Mine dage har dine øjne set, de står alle skrevet i din bog. - Mine dage var formede, skønt ikke én af dem var til endnu. - Hvor er dine tanker ufattelige for mig, Gud, hvor mange er de ikke! - Tæller jeg dem er de flere end sandet - og bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig” - - -
Det er en vis og dyb erkendelse af menneskets egen uformåenhed i en svimlende, ufattelig tilværelse, et syn, tror jeg, som også Ejvind Larsen kunne dele. Det rummer en stærk tro på Guds omsorg for sin skabning i såvel liv som død, en omsorg, hvis rækkevidde vi, som nævnt, er afskåret fra at kunne fatte og kun kan håbe og tro på som det sidste og eneste - også for ham, der ikke længere kan leve for vore øjne, og som vi derfor her må tage afsked med.
Guds fred være med dit støv Anders Ejvind Larsen.
Guds fred være med os alle.
AMEN
Salmer: 367 - 677 - 46. Ved graven 333.