Tidsbilleder – breve – og en liggehøne!

Dette er en beretning fra en tid der for altid vil være gemt i de forgangne - af glemselen slørede konturer af det, der engang var dagligt liv og virke, og som jeg ud fra mine egne personlige oplevelser og tolkninger har set det. - Det begyndte allerede i 1904 i den ene ende af det lille skovløberhus, som ligger ved vejen, når man kommer fra Vålse og kører ad Valnæsvej helt ud til vandet og videre mod vest ind i skoven. Lige der til højre i skovbrynet ligger huset med bindingsværk og stråtag, og ser ud, stort set som det nu har set ud i mere end hundrede år. Der boede min Mormor og Morfar som nygifte fra omkring 1904 og frem til 1913. Og i den anden ende af samme hus boede nabokonen, Emma Jensen og hendes mand Christian. De to unge familier levede tæt sammen, og havde den ene familie noget til overs i dagligdagen blev det altid båret hen i den anden ende af huset, og omvendt. – Det var da også ganske i tråd hermed, at Ida og Christian i brudegave forærede Mormor og Morfar den liggehøne, der netop var i færd med at ruge de kyllinger ud, som skulle blive starten på en lang udviklingshistorie om et hønseris oprindelse. - Herom denne beretning.

Mormor, som på det tidspunkt havde rundet de 30 år, og i adskillige år som selverhvervende kvinde havde ernæret sig som sypige, og gik rundt og både reparerede folks klæder og syede nyt. Og måske hun også havde andre indtægtskilder? Desværre er min viden om hendes ungdomstid meget sparsom. Men jeg må dog formode, ud fra hvad jeg selv kan huske om de mennesker hun omgikkes, som hovedsageligt tilhørte velsituerede bondekoner og des lige, og ud fra den kendsgerning, at hun, hvad der var ret ualmindeligt på hendes tid, i sommeren 1898 var på Frederiksborg Højskole, en tid som hun ofte og med stor veneration refererede til. Og dette tilsiger mig, at hun, også den gang, må have været en kvinde med udsyn. Måske har hun sammen med de andre elever på skolen sunget C. Hostrups ungdomssang fra 1884, Hvor det bl.a. hedder: Øjet opladt hånden øvet / tanken på flugt over støvet! Og et andet sted i sangen hedder det: Dagens møje kampens lue / aldrig i os skal det kue! Dette sidste kunne, set i bakspejlet, meget vel stå som hendes livs motto. Men at hun ligefrem skulle have forestillet sig, at gøre noget så upåagtet som hønsehold til genstand for sin kamp for dagligt brød er vel usandsynligt. Og alligevel, fra barnsben belært om nødvendigheden af tage enhver given indtægtsmulighed i betragtning, har det trods alt ikke været hende så svært at gå i gang med at tilegne sig viden og erfaring om sit beskedne ”hønseholds” fordringer til hende. - Nu burde jeg jo nok her, som indledning, gøre nærmere rede for de mere historiske grunde til hønseflokkens særlige status i kvindernes kamp for uafhængighed af ægtemændene, i tider hvor pengene altid var små og gode råd altid dyre. Der var en uskreven lov, der sagde, at det var husfaderen, der var ansvarlig for at skaffe midler til køb af alle fornødenheder til familiens daglige overlevelse - mad tøj og husly med videre. Imens det var husmoderens ansvar at tage sig af børnenes opfostring, tilberede maden og holde huset så det altid var pænt og propert. - Sy, strikke, reparere og vaske hverdagstøj såvel som ”det fine tøj”, undertøj og lignende samt sengelinned - kort sagt, i alle måder at holde den, især blandt fattigere folk, altid truende lurvethed fra døren, hvilket af de fleste mennesker, ikke mindst blandt arbejdsfolk, sås som en æressag.

Husmødrene, herunder først og fremmest gårdmandskonerne, der jo som regel hørte til, og ikke mindst så sig selv, som hørende til de bedrestillede, havde - eller tiltog sig almindeligvis, ret til et hønsehold af en moderat størrelse, en størrelse der dog som oftest dels afhang af vedkommende kones personlige ambitioner, og dels af styrkeforholdet ægtefællerne imellem. Sagen var nemlig den, at konen frit kunne forsyne sig med det til hønseflokkens daglige foderbehov nødvendige korn, uden at skulle stå til regnskab for det. Samtidig med at hun, ubeskåret, kunne beholde indtægterne fra salg af æg og slagtefjerkræ. Dette var det hende af gode grunde magtpåliggende at holde meget fast i, fordi det bevirkede, at hun ikke behøvede at gå tiggergang til en, måske, vranten ægtemand, hver gang hun havde brug for lidt småpenge til indkøb af sine mere private fornødenheder.

Denne form for konernes private ”paralleløkonomi” blev selvfølgelig ført ud i livet i mange forskellige grader og udstrækninger, alt afhængige af tider og steder, og har utvivlsomt også, fra tid til anden, ført til familiekonflikter. Jeg har i min tid kendt gårdmandskoner, hvis eneste mulighed for køb af et par nye strømper bestod i at stikke en og to ører til side, når lejlighed bød sig. Modsat har jeg også kendt en mand med hang til de våde varer, der, når han havde fået samlet sammen til en dram, overfor brugsmanden, ikke lagde skjul på, at det han betalte med var håndører som ”vor mor” ikke vidste noget om. – Skønt hun ellers, helt sikkert, ikke var nem at komme udenom. - Det mest bemærkelsesværdige tilfælde af denne parallelle ”hønseøkonomi”, som jeg har kendt til, og som, gav sig udslag i en glædelig overraskelse, denne gang til ægtemanden, hændte en gang hos et ægtepar jeg også har kendt, da konen, uden mindste forvarsel, frit og kvit, præsenterede manden for en splinterny Volvo 444, købt for ægpenge, som han intet vidste om. Det var denne konernes, om man så må sige, ”kvindekamp”, der fra de lidt bedrestillede kredse bredte sig nedad ad den sociale rangstige. Og som naturligvis dér først og fremmest havde bud til de koner, der var så heldige at være gift med en af de mere ”fremkommelige” ægtemænd, som samtidig også besad et vist åndeligt overskud til familiestolthed. - Hos mine bedsteforældre dannede dette overskud netop basis for drømme og aspirationer. Deres hønsehold, om end beskedent, blev et vægtigt udtryk herfor. - Og, ude i skoven kunne der altid findes lidt hønseføde, køkkenaffald eller grønt, til at drøje på det dyre korn, således at det med lidt held, på trods af rævens uundgåelige told, kunne blive til et pænt lille overskud.

Nedenstående brev skrev morfar til mormor da hun i 1910 lå på Nykøbing Sygehus for at føde tvillinger, som desværre begge døde.

Kære Kone.

Ja, nu har jeg spist Aftensmad og kogt Mælk og Fløde, Og Mis sidder og spiser sin Aftensmad. – Saa nu må jeg en Tur til Nykøbing. – Godaften lille Kone, Hvordan har du det? Jeg haaber godt? – Er du begyndt at komme lidt op? – Jeg fik en hilsen fra dig med Skovfogeden. Han sagde, at du snart maatte komme op. – Jeg har det ellers godt her hjemme. Jeg er rask, og så har vi det jo godt. Men jeg savner jo Magen og Ungerne. Jeg var i Vaalse i gaar, og jeg kan hilse fra dem, de har det godt alle sammen. Det var Regnvejr i Formiddags, og jeg havde travlt med at sysle og vaske op og rømme op i Spisekammeret og lægge rent papir på Spisekammerbordet. Og så lavede jeg Saltlage og hældte paa Flæsket. – Der er jo meget at tage vare paa, naar man skal være Husmoder.

Hønsene lægger ikke ret mange Æg – fem – seks stykker daglig. – Men de mangler jo også Moder! Jeg solgte fem pund Æg i Fredags. De kostede 71 ører Pundet. Emma har stoppet mine Strømper, og hun lægger i Kakkelovnen, til jeg kommer Hjem om Aftenen. – Men det er snart sløjt med mit Pålæg. Leverpostejen begyndte at mugne. Saa bagte jeg den op, men jeg havde jo ikke Tid til at være inde og passe den, saa den blev saa tør, saa den næsten kunne brænde. - Jeg har da fået stillet et Læskur op. Ole har hjulpet mig en halv dag. Men der er jo meget at gøre ved det endnu, og naar jeg har nogen tid tilovers, saa maa jeg jo sætte den i Husgerning. Jeg skulle hilse dig fra Emma – Og så en kærlig fra din Mand. – Jeg kan endnu se dit Blik, da jeg gik fra dig sidst. Jeg var glad ved, at du kunne tage det som du gjorde, ellers havde det været meget strengere for mig nu. – Klokken er halv ti, saa vi maa i Seng Moder. – Og sov vel i Jesu navn.

Svend Carlsen.

Et andet brev er skrevet af mormor til hendes yngre søster Boline, der var blevet gårdmandskone på Præstøkanten. Og det lyder som følger:

Resle den 12. januar 1909.

Kære Søster og Svoger.

Først en hjertelig Lykønskning i Anledning af Fødselsdagen, og det (Brevet) kommer en dag bagefter, jeg ville ellers have skrevet i Formiddags, men fik ikke Tid. Men det kan vel blive godt endda? I skal måske have fremmede, hvordan har I haft det i Julen? Og et glædeligt Nytaar, Ønsker I alle er raske. Du fik vel Brev fra dem hjemme, Maren Johanne er jo deroppe endnu. Da Bedstemor rejste, sagde hun, at der var da ikke noget ved det naar M.J. ikke var med, vi ville jo ellers helst have hende selv, men hun opliver jo de gamle. Esther (3 År) længes ikke, saa man kan mærke det, hun leger og er saa opfindsom, saa hun kan sagtens faa tiden til at gaa. I Eftermiddags da jeg stod og vaskede op, var der saa stille, og jeg kiggede ind, og der sad hun på bordet med lampen lige i nakken og benene ind igennem Hesten på Symaskinen, som stod ved bordenden, hvor jeg havde forladt den, og hun havde Hænderne på Rulleholderne mens hun sagde: Lab – Labben. - Fødderne stak jo ud fra Bordet. – Du skulle bare have saadan én. Hun kan holde orden i sagerne.

Hvordan gaar det med Hønsene? Mine holdt omtrent op i de slemme Frostdage, og de vil ikke rigtig til det igen. I Dag har jeg haft 5 Æg, i Går 3, og jeg har et halvt hundrede Høneker og 20 gamle høns. - Jeg holder Husholdningsregnskab til det Statistiske Bureau i København. Jeg har faaet en bog til det. Det var Nyskoledegnen der bad mig om det. Han har nemlig fået tilsendt nogle Stykker, at dele ud til dem der kan og vil føre Regnskab, og hvor Betingelserne opfyldes. Det skal nemlig være smaa Hjem hvor Manden, for det meste, får Kosten hjemme. De maa ikke have andre på Kost, og de må højest have 3 Køer. – Det kan ellers blive interessant, men det vil kræve noget Tid. Det skal vare i et Aar, men Bogen er ellers godt udarbejdet, saa det vil vist ikke komme til at volde mig Besvær. Alt muligt til Husets behov skal skrives – om det saa er Porrene og Persillen.

Du kan få den at se, naar du kommer. For du kommer vel snart? - Og måske Henrik også kommer? – Jeg har travlt med at sy, nu syer jeg Skjorter, og har lige syet Svend et par Molskindsbukser og en Hverdagshue. Vejret er så ustadigt til at arbejde ude i Skoven. I Formiddags lavede Svend en Stol, og jeg malede den i Eftermiddag – den skal have en omgang mere, men den skal nok blive fin. I Aftes lavede han mig en Klejnespore, du ved nok det gamle Hjul der lå i Knapæsken hjemme? Jeg synes, at det er så sjov, saadan noget. – Ja, hvis bare du sad her ved siden af. Aah, hvor skulle vi snakke op om gamle Dage og Erindringer. Men nu sidder vi i hver sin Rede og har det godt. – Ja, jeg har det da godt – jeg glæder mig til hver Dag der kommer, og til hver aften Svend kommer fra arbejde – og til hver Gang Esther skal i Seng og klædes af, og det er jo så uhyre morsomt, saa det helst slet ingen Ende skal have, men alt må jo have en ende, derfor ogsaa dette Brev – alt siger jeg, nej Gud ske Lov og Tak, ikke alt. – Guds Kærlighed og Nåden har ingen Ende. Det er dog det bedste, det dejligste jeg ved, Boline. Nu daler der en lille Lykke (en ganske lille bitte Edderkop) lige ned på Brevet, og den vil slet ikke væk igen. Den sidder der oppe, hvor jeg har skrevet om vore Reder – jeg skal sætte et Mærke, når den flytter sig.

Men nu god Nat og de kærligste Hilsener til jer alle sammen. – Den sidder der endnu, og nu kan den få lov til at sidde der i Nat.

Jeg holder meget af disse gamle breve. De fortæller på deres helt egen måde om en tid der er forsvundet for altid. Men jeg tror at også vi, som lever i såkaldte moderne tider kan få noget vigtigt ud af at læse dem. Selvom sproget er os fremmed kan vi alligevel forstå med vore følelser – hvis vi gør os umage.


Det blev nu denne ovennævnte liggehøne, der kom til at danne udgangspunktet for, at min mormor som ung husmoder i et beskedent hjem, gjorde sig sine allerførste erfaringer udi hønseholdets mange kringlede veje og vildveje. - Og hun forstod at tage ved lære. Hvad der, som det senere skulle vise sig, kom hende til stor gavn. - Der var i de år mangt et ungt fremadstræbende ægtepar der, med husmandsbevægelsen og højskoleophold som løftestænger, hengav sig til drømmen om at hæve sig selv ud af det lidet lukrative og i øvrigt temmelig perspektivløse, lønarbejde stillingen som skovarbejder på livstid på den tid ville kunne byde på. Og der er for mig ingen tvivl om, at mormors ophold på Frederiksborg Højskole har spillet en væsentlig rolle for hendes sikre tro på egne evner og muligheder. De lidenskabelige forestillinger om foden under eget bord, som den gang næredes af mange unge mennesker deltes også af mine bedsteforældre Anna og Svend Carlsen. Og da der på et tidspunkt opstod en mulighed for oprettelse af nogle få nye husmandsbrug i Vålse, fik denne drøm ny næring. Og det lykkedes virkeligt ved hjælp af statslån, både at få jorden købt og de nødvendige bygninger opført, så det unge par i 1913, sammen med deres to små piger kunne flytte ind i deres nye hjem. Hvor alting tegnede lyst og lovende for dem.

Men ulykken ramte dem hårdt og brutalt. Allerede efter et årstid eller så i deres nyvundne selvstændigheds håbefulde morgengry, fik Morfar lungebetændelse og døde efter et meget kort sygeleje. Og Mormor stod alene tilbage med forsørgerpligten overfor sig selv og sine piger - i bogstaveligste forstand med tomme hænder. Det eneste hun nu havde, var en smule husgeråd og et hus at bo i, men naturligvis kun på betingelse af, at hun magtede at holde sulten fra døren, og i øvrigt klare sine økonomiske forpligtelser i henhold til det nys oprettede skødes bestemmelser. I modsat fald ville hun være henvist til fattiggården. For der var den gang intet i det danske samfund, der bare kunne minde om et socialt sikkerhedsnet, udover netop fattigvæsenet, hvis lemmer ingen havde andet end foragt tilovers for. Hun stod nu, helt bogstaveligt, med ryggen mod muren. Og jeg er ikke i tvivl om, at det var hendes kristentro, der hjalp hende igennem disse svære år og prøvelser, og ikke mindst, blev til den kilde hvorfra hun kunne øse den livskraft og det gåpåmod, uden hvilken hun ikke ville have klaret sig igennem og dertil samtidig bevare sit altid positive og optimistiske livssyn. Jeg mindes, fra min barndom, hendes værelse, som var fyldt op med ting, sager og et hav af breve, som hun med stor nidkærhed hægede om, samtidig med at det, også forårsagede et syndigt rod. Men fra væggen så Morfar ned på hende, og senere også på os børnenbørn, med sine milde, forstående øjne. For det var netop da ulykken havde ramt hende, og hun skulle til at samle de tiloversblevne stumper efter sit smertelige tab sammen, at hun med taknemmelighed kom til at tænke på de grundlæggende læreår i hønseholdets mangehånde fordringer, som hun havde indhøstet igennem tiåret i skoven – som tilfældet nu havde sporet hende ind på. - Og hvad Højskolen og hendes kristne tro havde lært hende om menneskelig værdighed ledte hende bort fra fortvivlelsen og ind i sit livs projekt, som gjaldt hendes egen og hendes to pigers velfærd. Det mål forfulgte hun med utrættelig energi, og forblev dermed tro imod dén højere bestemmelse, der lå nedfældet som en kærne af styrke i hendes inderste bevidsthed. Og hønseholdet blev igennem det næste årti den redningsplanke, der sammen med en højt udviklet sans for hvad nødvendigheden krævede af hende, sikrede hende, at hun til sidst kom til at opnå tilfredsstillelsen ved at se sit værk fortsat af sin datter og svigersøn. Esther og Ejvind, på det sted som hun elskede, og som hun havde givet navnet ”Svends Minde”. Hun indså med det samme, at det, at fortsætte den form for traditionelt landbrug, hvor der spilledes på alle strenge, markdrift og blandet husdyrhold, som de før morfars død havde været indstillet på, langt ville overstige hendes kræfter og evner. Derfor bortforpagtede hun jorden til sin bror, Ole Rasmussen, der ejede og drev hendes lige ved siden af beliggende fødegård, og fik dermed lejlighed til helt at koncentrere al sin energi og opmærksomhed om det hønsehold og den have, som hun så håbede, ville kunne give hende og pigerne det daglige brød.

Jeg husker tydeligt det hønsehus, der slet ikke var nyt, da jeg kom til verden. Det må, på byggetidspunktet, som jeg desværre ikke kender, have været noget ganske usædvanligt, både hvad størrelse og indretning angik. Det blev bygget af broderen Ole der, foruden at være landmand også var udlært tømrer. Måske var dette også grunden til, at det nye hønsehus blev bygget op helt i træ, på et skillet af runde granstammer, som stod på cementpiller og med ydervægge så vel som tag beklædt med brædder og tagpap. Husets gulv bestod også af brædder og var hævet ca. 125 cm. over jordhøjde, således at der under gulvet, hvor man altså skulle kravle, hvis man ville ind, var et lukket rum, der også havde vinduer. Men der nede var der jordgulv. Og formålet med det var at give hønsene, uanset vejrliget, mulighed for at baske sig og støvbade - de fjerede væseners vigtigste facilitet til ”personlig” pleje - i en blanding af jord og aske. Jeg vil anslå at husets størrelse må have været omkring 7 gange 14 m. Hvor mange høns hun kan have haft i dette hus, er det svært at gøre sig forestilling om, ligesom jeg kun kan gisne om dets nærmere indretning. Men at alle kyllinger, igennem det tiår, hvor det var hendes flid og omsorg der rådede for ”hønseriet”, har været ruget ud efter naturmetoden, og senere pylret om, varmet og beskytte imod rovfugle og andre truende væsener af befjerede mødre, kan vi være helt sikre på. Jeg ved også, at hun under 1. verdenskrig havde svære vanskeligheder med at skaffe korn til foder, fordi der var indført skrappe restriktioner for, hvad korn overhovedet måtte anvendes til. Og netop æg ansås, som altid hvor sult og nød truer, en absolut unødvendig luksusspise. Så at alle fødemuligheder for både mennesker og fjerkræ lige fra myreæg over mælkebøtter og friskt græs til kogte kartofler og gulerødder, grønkål og meget, meget andet, har været indkalkuleret i det samlede budget er ganske sikkert. Glemmes skal det naturligvis heller ikke, at hun havde rådighed over en rimelig stor have, som med omhu og aldrig svigtende arbejdslyst og fantasi forvandledes til daglige små underværker, vitaminer og andet vægtigt tilskud til den vandgrød, som jeg gætter på, hun mange gange har stillet frem til sig selv og sine piger (byggrød kogt med vand) som utvivlsomt har udgjort det billigste fødeemne man overhovedet kunne få. Og at de, for variationens skyld, har fået resterne af grøden fra middagsmaden opvarmet på panden og serveret med skummetmælk på som såkaldt ”stegegrød”, til aften. - Når jeg mener mig så sikker på det, er det fordi jeg selv, som barn under den store depression der herskede i mine første leveår, også har spist meget af dette. For også jeg kan huske en tid, hvor der, selv her i Danmark, var mennesker der sultede. - Dog må jeg sige, sikkert til dyb forundring for mange af mine samtidige. Jeg holder stadig meget af varm vandgrød med kold æblemos på. – Ja, jeg betragter det faktisk som en delikatesse.
Men det korte af det lange er, at den vilje til initiativ og virkelyst der ligger bag denne trængte kones projekt, og som i samtidens øjne må have set temmelig halsløst ud, vidner om en meget stærk personlighed. - Den ulykke, som mange andre end hende sikkert ville være slået ud af, blev for hende en spore for sjælsstyrke, og for trangen til med liv og lyst at tage udfordringen op. - Senere slog hun sig også på biavl, jeg ved ikke hvornår, men jeg ved, at hun i min tidlige barndom for længst havde status som en erfaren biavler, og at salg af honning også udgjorde en del af hendes livsgrundlag. Hvor utroligt det i vore velfærdsører må lyde, så satte hun sig for, ligesom så mange andre ulykkesramte før hende, lydigt og af simpel nød, at sætte tæring efter næring. Og hvad det egentlig betyder, når i øvrigt alle ods er imod, kan vist kun den forestille sig, der på sin egen krop har følt tyngden af det. Jeg vedgår, at det, som jeg ovenstående har beskrevet, for en del støtter sig til mine egne formodninger uddraget af spredte brudstykker, som jeg så har forsøgt stykket sammen til noget der kunne ligne en samlet fortælling. Sagen er, at jeg, som barn, oplevede en mormor, der var sparsommelig i en grad der nærmest er ubeskrivelig, og som absolut intet lod gå til spilde. F.eks. mindes jeg, at hun havde en stor gammel jerngryde, som hun brugte til at koge friske døde pattegrise i på komfuret i køkkenet. Godt møre blev disse grise ”serveret” for hønsene som et værdifuldt tilskudsfoder i stedet for kød og benmel, som måske dårligt nok fandtes på den tid. – Og jeg kan forsikre, at hønsene satte meget stor pris på det. De sloges vildt og inderligt om både kød og indvolde. – Det ved jeg, fordi jeg selv har set det, Fjerkræ kan jo også være kødædere, tænk bare på hvor vild en høne kan være efter en lille ørentvist, kannibalisme iblandt høns er således heller ikke er et ganske ukendt fænomen.

Et andet lille eksempel på hendes påpasselighed, var en gang vi havde spist stegt høne til middag, hvor hun samlede de afgnavede ben sammen for senere at koge suppe på dem. Ikke fordi det på det tidspunkt, hvor hun gjorde det, overhovedet var nødvendigt. Men det lå så dybt i hende, at intet måtte gå til spilde. Hun kunne bare ikke byde sin samvittighed at kassere madrester, der var blot den mindste smule næring tilbage i - men uden at hun dog, i hvert fald tilsyneladende, så skævt til at alle vi andre opførte os noget anderledes, og tilmed fra tid til anden temmelig åbenlyst dadlede hende for hendes, i vore øjne, sygeligt spartanske levevis. Jeg må med skam bekende, at vi alle sammen i vores lille familie, tit mere eller mindre åbenlyst, fnyste ad hendes sparemanier. Det er faktisk først efter, at jeg er blevet meget ældre, og måske mere moden, jeg er begyndt at forstå hendes adfærd, og for mig selv har måttet vedgå, at vi rent faktisk ikke kunne være bekendt at behandle hende så nedladende, som vi i virkeligheden gjorde. - Jeg ser hende nu som en af datidens hverdages navnløse heltinder, der med ryggen mod muren nægtede at overgive sig til modløsheden. Men som på trods af det ikke, ikke en gang fra hendes allernærmeste, høstede meget andet end hovedrysten for denne, hvad jeg ville kalde, kardinaldyd, skønt det jo dog i høj grad var netop den, der havde givet os, hendes egne børn og børnebørn en tryg basis for vor opvækst.

Årstallet var nu kommet frem til 1922. Hvor min den gang 16årige, kommende mor havde forelsket sig i en af de mange tjenestekarle, som gårdene i de tider var befolket med. Og mormor, som her så en vej ud af sine trange livsvilkår, vejrede morgenluft. Helt problemfrit var det dog ikke alligevel, for dels fandt hun, at hendes datter var alt for ung til at gifte sig, og dels har hun nok også villet se denne håbefulde unge mand lidt nærmere an. For ligefrem at lade det unge par leve sammen under samme tag uden at være gift, kendte hun alt for godt risikoen ved, ligesom noget sådant for øvrigt også, på den tid var fuldstændigt utænkeligt. En mulig graviditet udenfor ægteskab ude i et landsbysamfund, hvor alle kendte alle, ville være intet mindre end en katastrofe. Men hvad jeg ved er, at ud fra ønsket om dog at have hårdt tiltrængt hjælp til de daglige gøremål derhjemme, og samtidig forhindre en alt for ”farlig og fristende” nærhed imellem de unge, bestemte min særdeles kløgtige mormor, sikkert også inspireret af hendes egen glæde ved, for en tid, at komme hjemmefra og samtidig arbejde på af udvide sin horisont, at mor skulle tage på Nysted Husholdningsskole om sommeren (billedet til venstre) imens far så kunne tage sin del af sommerens slæb i landbruget. Og at far derefter, den følgende vinter, skulle tage på Fyns Stifts Husmandsskole (billedet til højre) for der at få en grundig landbrugsuddannelse. Så opnåede hun, i hvert fald i det meste af tiden, at holde dem mest muligt væk fra hinanden, for så indtil mor fandtes gammel nok til ægteskab, uden det såkaldte kongebrev, at holde dem under ”skærpet” opsyn. - Og eksperimentet lykkedes til perfektion. Den 27. november i 1925 blev de, under en voldsom snestorm, gift i Vålse Kirke, to dage efter at mor var fyldt 19 år.

Det var den gang almindeligt, når ejendomsoverdragelser fra forældre til børn foretoges, at en aftægtsklausul var indføjet i skødets bestemmelser, som betød at forældrene - i dette tilfælde kun den ene af dem - havde ret til mad og husly så længe de levede, imod at købssummen for ejendommen til gengæld reduceredes efter nærmere bestemte sædvaner og efter overenskomst parterne imellem. Dette betød jo i virkeligheden også, at far ved sit giftermål med mor, ikke kun havde fået en hustru, men også sin svigermor som samlever, med alle de fordele og ulemper, dette ville kunne indebære. Men det allervigtigste udkomme af det var dog, at de, uden at tænke nærmere over det, bevægede dem mange årtier ind i en fremtid, hvor det såkaldt glidende generationsskifte, er blevet en, om end stadig farefuld sejlads imellem farlige skær, men som situationsbevidste og pragmatisk tænkende og agerende aktører alligevel kan få stort udbytte af at vove sig ud på. Dette fænomen tænkte man ikke så meget på den gang, som man gør nu, hvor det for mange er den eneste farbare måde at overdrage landbrug på. For dem blev det i hvert fald den gang til stor glæde og gavn for begge parter. For det var netop dette der sikrede at mormors opsamlede viden om fjerkræets særlige behov og muligheder, på en tid hvor meget få i øvrigt interesserede sig for dette gebet, blev til en meget vigtig løftestang for mine forældres mulighed for at øse af mormors viden, og derved sikre sig deres senere velfærd. – Også selv om det hele, en gang, bare begyndte med en enkelt liggehøne!