Tanker omkring begrebet kultur

Linda spørger mig tit, når hun synes jeg ikke har sagt hende noget af betydning i lang tid, om jeg dog ikke kunne fortælle hende noget fra min barndom? Og jeg må ærligt indrømme, at jeg for det meste svarer nej. For jeg har det ikke særligt let med at fortælle, når nogen pludselig stiller med forhåndsforventninger. Men anderledes stiller det sig, når jeg sidder alene og uforstyrret her foran skærmen og lader tankerne løbe frit. For så kan der dukke en masse frem af erindringens dyb, endda til tider noget som næsten kan gøre mig helt ”høj”. – Så kan jeg opleve det, som om der pludselig springer en kilde, der knapt nok vil lader sig stoppe.

Den del af min barndom som jeg kan huske faldt jo i trediverne, hvor endnu kun lidt havde forandret sig i forhold til de foregående menneskealdre. Man gjorde og tænkte stort set som man altid havde gjort. Ja, både min far og min mor havde godt nok tilbragt en fire fem måneder på henholdsvis husmandsskole og husholdningsskole, og må der have fået mange nye ideer og tanker indpodet. Men alligevel ikke nok til at det kunne ændre stort på deres daglige tilværelse. Det var jo også i det årti hvor den store depression brat satte bom for alle nye initiativer.  Kunne familierne bare klare sig igennem med skindet på næsen og undgå at skulle gå sultne i seng om aftenen, så var lykken faktisk gjort.

Jeg har her et lille glimt fra en oplevelse, netop fra min barndom, der viser lidt om det forhold der bestod imellem børn og voksne. - Det var jo ikke så tit mine forældre og vi børn havde lejlighed til at besøge min fars forældre. Der såmænd ellers ikke boede længere væk end i Masnedsund. For selv med den korte afstand, var det alligevel at betragte som en rejse, der kunne tage adskillige timer. – Først omhyggelige forberedelser - så med hestevogn eller på cykel til Gåbense - eventuel opstaldning af hesten på færgegården, derpå en times tid med færgen til Madsnedsund, og endelig spadsereturen op ad Færgegårdsvej indtil vi nåede frem til hvor de boede i nr. 59. - Og vel ankommen der, som oftest på en søndag formiddag, inden farmor og farfar var færdige med at lytte til gudstjenesten på deres nyanskaffede radio, der som blikfang havde en yderst kunstfærdig udformet højttaler, som jeg endnu tydeligt husker. Vi listede stille ind og satte os på hver en stol og lyttede andagtsfuldt med. - Og det var helt utænkeligt, at nogen sagde noget førend gudstjenesten var forbi, og farfar med en betydningsfuld mine havde trykket på afbryderen til radioen. – Nu skal man ikke tro, at vi som børn fandt det generende ikke at måtte gøre eller sige noget. Jeg tror snarere tvært imod, at det bibragte os en vis form for varme og tryghed at være bundet til at følge de voksnes eksempel.

Jeg er helt klar over at yngre mennesker, - ja såmænd nok en hel del ældre med, der måtte give sig tid til at læse dette, vil finde en sådan barnlig ”følgagtighed”, i forhold til de voksne, meget underlig. For i vor moderne, frigjorte tidsalder ville det vel være utænkeligt. Nutidens bedsteforældre, mig selv inklusive, er jo snart sagt parate til på ethvert tænkeligt tidspunkt hvor disse kære poder måtte dukke op, at slippe hvad som helst vi måtte have i vore hænder for hurtigst muligt at finde ud af hvad disse søde poder nu bedst kunne tænke sig?  

Selvfølgelig har der til alle tider været stor forskel fra hjem til hjem såvel som fra skole til skole på, hvad børn har kunnet tillade sig i voksnes selskab. Til illustration af dette husker jeg, fra min tid som elev på Nr. Ørslev Ungdomsskole i 15årsalderen, en tildragelse som jeg finder ganske sigende. - Vi havde en dag i den allersidste eftermiddagstime haft anatomi med forstanderen selv. For at vise os hvordan det menneskelige legeme så ud havde han, så godt som han nu kunne, skitseret et sådant på den store tavle, og ud for hvert enkelt organ skrevet dets navn. Da så timen var forbi, lod han skitsen stå, således at vi kunne få lejlighed til at studere den nærmere. – Men knapt nok var forstanderen ude af lokalet, før jeg gjorde mine kammerater opmærksom på, at der var noget, han havde glemt. - For at råde bod på det, gik jeg resolut op til tavlen, greb kridtet og skrev RØVTARM ud for det sted, hvor dette organ skulle have været. Og på trods af, at jeg udmærket vidste hvor utilladeligt det, ifølge skolens ånd og regelsæt måtte være, lod jeg mig helt uforbeholdent beruse af mit store ”mod”, imens jeg solede mig i kammeraternes ”beundring”. For os elever indbyrdes var det jo helt dagligdags, at vi benyttede os af sligt blomstersprog. - Men da vi samme dags aften, og i samme lokale skulle have hyggetime, igen med forstanderen selv, var det første han gjorde, da han kom ind i skolestuen, at han stillede sig foran tavlen og studere sin skitse på en for mig ganske ildevarslende måde. - For sent gik det op for mig, hvad jeg havde bedrevet, og ikke mindst - at jeg havde glemt at slette mit spor, mens tid var.

Han vendte sig om imod os og spurgte med meget barsk stemme: ”Hvem har skrevet det, der står der”? - En larmende tavshed bredte sig ud i alle kroge! - Endnu en gang sagde han med eftertryk: ”Må jeg så høre, hvem af jer, der har skrevet det, der står der? Idet han med sin lange pegepind pegede lige på mine famøse kragetæer, der grinende antastede min skyldbetyngede bevidsthed. - Jeg var i vild urede med, om det ville være klogest at kapitulere betingelsesløst, eller om jeg bare skulle lade som ingenting, i håb om at han så ville henlægge sagen som uopklaret. Og i min forvirring satsede jeg på det sidste. - Det kunne jeg bare godt have sparet mig. For han var, som han havde for vane, fast besluttet på at forfølge sagen til den, for mig, bitre ende. Da synderen nu ikke havde meldt sig, greb han til at spørge hver enkelt af os fra en ende af: Er det dig? - Er det dig? - Og så vidste jeg naturligvis kun alt for godt, hvad klokken var slået. - Nemlig at jeg, direkte adspurgt, ikke ville have courage til at benægte. Dertil var min hjemmefra medbragte sans for ærlighedens ultimative fordring til mig alt for veludviklet. Og dermed var også min med skrøbelighed og vægelsind befængte strategi faldet til jorden med et brag.

Efter min uforbeholdne tilståelse gav forstanderen os alle sammen en, af tiden og af hans egen pædagogiske sans præget, opsang - som jeg, af et ærligt hjerte, måtte beundre ham for. Han vedgik uden blusel, at han udmærket vidste, at denne form for udtryk, sammen med mange andre af samme skuffe, i mange hjem hørte med til daglig omgangstone, og at han derfor ikke ligefrem følte sig kaldet til at stemple disse som utilstedelige. Men at det dog var ham magtpåliggende at gøre opmærksom på, at han ikke ønskede den slags indført som normsættende her på hans skole. - Hvad vi vist alle sammen helt og fuldt kunne tilslutte os. 

Og endelig føler jeg trang til at komme med endnu et kort udsagn. Denne gang fra en helt anden skuffe. - For nogle årtier siden, var der en meget kendt børnelæge der viede sit liv til den opgave det var at forbedre børnenes vilkår i hjemmene og i samfundet som helhed. Selv har jeg, fra tid til anden med stor interesse lyttet til hans udsagn, tiest i radioen. Han kunne f.eks. begynde sit foredrag med at fortælle om de store forskelle der kan være på hunde. Nogle er små med korte ben, andre er store og har lange ben. Nogle har lange ører der hænger ned, andre har korte ører der stritter op. Men uanset alle forskelligheder, så har de alle sammen det til fælles, at de logrer med halen som tegn på hengivenhed, når de mærker at menneskene omkring dem omfatter dem med kærlighed. - På nøjagtig samme måde har, vi det jo alle sammen, børn som voksne. - Imens vi voksne, måske ud af visse mindre gode erfaringer, der kan have båndlagt vor ellers medfødte umiddelbarhed, maner til forbehold og advarer imod barnlig ”naivitet”, idet vi indprenter poderne vigtigheden af at lære at bruge forstanden og den sunde fornuft, for derved at ”pille” den umiddelbarhed, som vi godt nok ellers sætter højt, ned igen. -. Og her står vi så som voksne i vort evige dilemma imellem tillidsfuldhed og mistro. – Forlorenhed og ægthed.

Siden jeg i trediverne trådte mine barnesko, er der mangt og meget, der er blevet anderledes. Bl.a. er omgangstonen i stort set alle hjem og skoler blevet langt mere frigjort. Således at forstå, at de grænser der før var for, hvad man kunne gøre og sige, uden at det faldt nogen for brystet, har været genstand for en meget betydelig liberalisering. – Men samtidig må jeg alligevel gøre opmærksom på, at der uanset vor nyvundne ”frihed”, stadig, på mange områder, er ret så snævre grænser for hvad man kan tillade sig uden uforvarende at komme til at nedgøre sig selv i andre menneskers øjne. - Ukrutslignende sprogblomster er altså stadig uglesete i mange situationer. - Vi har på den ene side et vulgærsprog, som vi i nogle situationer ret frit kan benytte os af, og på den anden side et kultiveret sprog, ofte betegnet ”god tone”, som vi, i andre sammenhænge, er mere eller mindre bundet til at bruge. At det forholder sig sådan, kan man nemt overbevise sig om ved at lytte til ganske almindelige menneskers taler ved festlige lejligheder rundt omkring i familierne. De er næsten alle sammen rettet ind efter den gode tone – og hvis ikke, vil talen i almindelighed ikke kunne betegnes som vellykket. Og det helt uanset at den talende, i andet lag, måske, måtte have for vane at bruge en hel lind strøm af vulgære udtryk. 

Dette fortæller mig, at mange af de forandringer, der sker omkring os, og som vi måske endda er tilbøjelige til at se som stærkt normdannende, i realiteten sagtens bare kan være overfladekrusninger. Imens de forhold der i virkeligheden styrer vor gøren og laden her i tilværelsen ligger langt dybere, og for en god del måske kun står til forandring som følge af voldsomme hændelser - eller over meget lange tidshorisonter. Uanset dette må vi dog også vedgå, at de forandringer, som vor tids teknologiske ekspansion og den stadig fremadskridende globalisering pånøder os som følgevirkning også har en øget spændvidde imellem vidt forskellige tankesæt og livsstile, fordi der samtidig foregår meget betydelige forskydninger af magt og indtægtsmønstre, med interne fragmenteringer i vore sociale og religiøse netværk til følge. Og derved vil den angst og utryghed, der til alle tider har redet menneskene som en mare uundgåeligt kunne få ny næring.

Og her er vi så ved det, der er kærnen i mit ærinde med dette lille indlæg i en stor og meget vigtig hverdagsdebat om begrebet kultur. For uanset de meget betydelige forskelle på børns og familiers handlingsmønstre fra den gang for 70 år siden og til vor egen tid. Så er jeg helt sikker på, at alle sundt tænkende mennesker, både voksne, og i ganske særlig grad børn, stadig er i besiddelse af en ganske forunderlig evne til at tilpasse sig de livsvilkår, der nu en gang er gældende på den tid og på det sted, hvor de tilfældigvis er blevet sat. - Og endnu mere vigtigt, at finde frem til og opdyrke de muligheder, som de / vi i deres / vores velgørende umiddelbarhed tilfældigvis måtte få øje på. - Men forudsætningen herfor er, at vi forstår at definere og bekæmpe ovenfornævnte angst og utryghed. 

En fællesnævner for denne vor grundlæggende, spontane fælles menneskelige stræben omfattes i allerbredeste forstand i vor kulturforståelse. For den står der som et meget vigtigt redskab til igennem vidt forskellige kunstneriske såvel som praktiske udfoldelser at afkode ellers tvetydige signaler og anvise mulige veje igennem hvilke samvittighedsmæssige og mere konkrete dilemmaer må finde deres afklaring. Men i vor tid taler man meget om såkaldte kulturtilbud. Jeg synes, at det er et begreb, der skal tages med et gran salt. For når det i virkeligheden drejer sig om en proces, der altid er i spil, og hvis målsætning det er stadig at åbne nye indsigter i den verden, hvor det man i daglig tale og med et lidt forslidt udtryk kalder almen dannelse forædles i kampen for at nærme sig et fælles kulturelt sprog, der kan gøre det lettere for os uden for mange unødige knubs og tab i tilværelsens små og store sammenhænge, at navigere imellem skær og faldgruper, så må vi vel nødvendigvis alle sammen være bidragydere, helt uafhængigt af offentlige budgetter, og helt uafhængigt af det enkelte menneskes aktuelle socioøkonomiske status - rigmanden så vel som den der ligger og roder rundt i rendestenen. Det kan heller ikke bare være et tilbud, som man kan tage eller lade være. For principielt er vores kulturelle orienteringsevne lige vigtig for høj som lav – for kongen som for tiggeren. – Derfor burde det opfattes som en simpel pligt for hver enkelt af os, at yde hvert vores beskedne bidrag - alt under hensyn til evner og formåen.      

Og så meget des mere har vi brug for at kende vore egne sprog - og omgangsformers finurligheder. Og så meget mere har vi også brug for sammen og hver for sig at omfatte vore rødders betydning for vore livsperspektiveringers validitet, ikke bare for at kunne hage os fast i dem. Men for med Jeppe Åkær at synge: Vi søger slægtens spor i stort og småt / i flinteøksen efter harvens tænder / i mosefundets smykke plumpt og råt / i kirkens kvadre lagt af brede hænder / hver skimlet skrift, hver skjoldet alterbog / har gemt et gran af slægtens ve og våde / nu skal de røbe mig hvad vej jeg drog / og løfte mig en flig af livets gåde. - Ja, det at prøve at løfte bare en lille flig af livets gåde samler vel i grunden kulturbegrebet i en nøddeskal. Man har defineret kultur som, slet og ret, vaner. – Men måske var det i en anden tid. - Jeg ville hellere definere det som: ”På en og samme tid et lunt tilflugtssted og en udfordring på liv og død”. – Ikke fordi vi mennesker er anderledes end vi altid har været. Men fordi de redskaber vi betjener os af, på godt og ondt, har fået en rækkevidde, som vi aldrig tidligere har kendt. 

Vi får i tiden der kommer, og efterhånden som vi opdager, og bliver nødt til at accepterer, at vi lever side om side med mennesker hvis sprog vi, bogstaveligt og i overført betydning, har svært ved at forstå, lejlighed til at strække ”elastikken” i vore forståelsesrammer meget vidt - For mig er interessen for det forgangne ikke bare nostalgi, men derimod først og sidst et nødvendigt redskab i arbejdet med at sikre den ballast og dybdegang som vi kulturelt set behøver for at modstå de brådsøer, som den moderne verden med al dens hast og alle dens modstridende incitamenter, og ikke mindst med dens krav til os om langt at overskride de fællesskabsnormer som tidligere generationer af nordboer har haft mulighed for uantastede at leve efter. Generationer som af ganske gode grunde aldrig havde haft fantasi til at forestille sig en menneskebåret tsunamis voldsomhed, der, måske, kan være under udvikling? – Og her må vi langt mere af nødvendighed end af følelsesbetinget nostalgi gøre os klart, at ingen kultur nogensinde har været statisk, men altid har måttet udviklet sig i samklang med de omstændigheder der løbende har medvirket til dens skabelse.