Schweiz tur retur i 1947 - med forhindringer

Ja, det var, alt taget i betragtning, en skøn og lærerig oplevelse jeg havde med og omkring min tur til Schweiz i sommeren i 1947, også selvom mit ophold i landet kun kom til at vare i godt og vel et par måneder. Til gengæld så blev den tid, sammen med al den tid jeg spildte på at vente, helt uforglemmelig. Det var jo kun 2 år efter afslutningen af 2. Verdenskrig, og jeg havde efter krigsårenes brutale indespærring, trods det at jeg dog ikke var mere end 20 år, en voldsom lyst til at komme ud i verden og se mig omkring, men det viste sig nu stadigt at være temmelig besværligt. Først havde jeg som ung landmand meldt mig som udvekslingspraktikant til Sverige igennem noget der hed Landøkonomisk Rejsebureau, (LR). Det var omkring nytåret 1946, og jeg havde endda også fået adressen på den plads, jeg skulle tiltræde til 1. maj samme år. Men tilladelsen til at arbejde i Sverige fik jeg aldrig. Så den rejse, som jeg ellers havde glædet mig så meget til, løb altså helt ud i sandet.

Men lysten var der jo stadig, den sad og gnavede i både krop og hoved, så jeg måtte gøre et nyt forsøg. Denne gang var det Schweiz, jeg havde bestemt mig for. Og ligesom forrige gang gik det, stadig med LR som formidler, let nok med at få anvist en plads på en gård i Kanton Soluthurn i Schweiz, som jeg så skulle tiltræde 1. maj 1947. Og alt så yderst lovende ud. Men der skete bare ingenting. Da det blev pinse og jeg intet havde hørt, tog jeg selv til København, hvor jeg indlogerede mig hos nogle bekendte på Vesterbro, for resten nogle meget mærkelige personager, som der sikkert nok, hvis det var det, ville kunne skrives en hel bog om. Som en lille erkendtlighed for deres gæstfrihed havde jeg medbragt 10 kg gamle kartofler, da kartofler, på det tidspunkt, ikke var til at opdrive i København, vinteren havde jo været usædvanlig lang og hård og frosten havde sikkert gjort kål på mange af dem, ligesom de nye lod vente på sig. Formålet med min rejse til København? ja, i de tider var det for os almindelige, dødelige at betragte som en lang rejse, og det var ikke noget man sådan bare gjorde. Men jeg ville altså snakke personligt med dem på LR i håb om, måske, på den måde at kunne fremme sagen. LR’s kontor var inde på Akselborg, vist nok, hvis jeg husker ret, på 4. eller 5 sal. Og for at komme der op skulle jeg bestige en elevator, som bestod af, gik jeg ud fra, en lang kæde påhæftet nogle firkantede kasser, der var åbne i den ene side, og som kørte uafbrudt både op og ned. Så det var altså bare med at springe på, lige når en af disse kasser passerede ud for den etage, hvor man stod, og så ellers huske at hoppe af ud for den etage, hvor man skulle af. Sådan en indretning havde jeg aldrig hørt om, endsige set, så jeg må nok indrømme, at jeg til at begynde med var noget betænkelig, for hvad nu hvis man glemte at hoppe af i tide, så man kom til at køre med helt op eller ned, hvor den vendte? Men efter at have stået et godt stykke tid og set på hvordan de andre brugere gebærdede sig, og hvordan de, nok så elegant og sikkert, steg af og på, tog jeg til sidst mod til mig og hoppede på. Og det gik også uden problemer med det finde kontor, hvor jeg havde bestemt mig for at tale med store bogstaver.

Men der sagde man bare til mig, at tålmodighed kunne være min eneste mulighed trøst. For det der voldte besvær var tilladelserne til at rejse igennem de 3 besættelseszoner i Tyskland, den britiske, den amerikanske og den franske. Og at rykke for en sådan tilladelse ville, ifølge deres udsagn, være som at slå i en dyne, forsikrede de mig om. Så der var ikke andet for mig at gøre end at sluge kamelen og lade mig nøje. Med den besked kunne jeg igen sætte mig til at vente. Idet jeg dog nåede at sendte en af mine gode højskolekammerater fra vinterens ophold på Askov Højskole af sted, dog med lidt misundelse iblandet. Imidlertid havde jeg, under mit ophold i hovedstaden, først haft en herlig tur i Tivoli sammen med ham, hvor han var så optaget af sin forestående sørejse, at han knap nok bemærkede, hvor han var, imens jeg selv, skuffet som jeg var, over min missions magre udfald, trøstede mig ud af min kvide i denne vidunderlige have med blomster, pjerrot, spejlsal og rutsjebane. Han havde nemlig valgt Canada som sit rejsemål, og skulle afsejle med skib den følgende dag. Så jeg sendte ham af sted ved at salutere med langspyt og prædikatet "Dit heldige svin". Bedre var jeg altså heller ikke den gang. Desværre skulle jeg få år senere erfare, at han var død fra hustru og barn af en hjernesvulst – et alvorligt memento mori for os unge rejselystne livselskere, der jo alle, i større eller mindre grad, følte os udødeliggjorte.

Jeg havde bare at vente. - Det vil sige, da det kom til stykket, så rakte min tålmodighed alligevel ikke til at bare gå hjemme og vente. Efter et par dage pakkede jeg nogle få ejendele og sadlede min cykel for på nakken af den at tage mig en rigtig lang tur Jylland rundt. Og det viste sig at være en udmærket medicin imod min tyndslidte tålmodighed. Det var første gang i mit liv jeg prøvede at være helt og aldeles på egen boldgade, og uden mine forældres viden om hvor i landet jeg befandt mig. Jeg startede kl. 4 om morgenen fra Vålse og havde tilbagelagt de ca. 210 km. til Askov kl. 4 om eftermiddagen. Undervejs fortærede jeg naturligvis mine medbragte klemmer og købte en sodavand i ny og næ, men da jeg godt hen på formiddagen passerede et af de mange andelsmejerier, som der, den gang, på denne lange strækning fandtes en hel perlerække af, kunne jeg ikke stå for fristelsen til at gå ind til en mejerist og udbede mig en god slurk kærnemælk, frisk fra kærnen. Og ih hvor gjorde den godt! - Vel ankommet til Askov Højskole, hvor mange af os 360 elever, fra den foregående vinters kursus, allerede var begyndt at samles til sommerens elevmøde, fik jeg mig et forfriskende koldt styrtebad. Og så var jeg ellers klar til de mange gensynsglæder, og følte slet ingen træthed, selvom det blev langt over midnat inden vi endelig faldt omkuld på madrasserne. Ligesom vejret havde været aldeles pragtfuldt den hele dag fortsatte det i de følgende dage, nu suppleret med stråleglansen fra de mange kendte ansigter. - På sådan nogle måneders ophold på en højskole, hvor vi hele tiden kommer tæt på hverandre, opleves tilværelsen altid iblandet et underliggende sørgmuntert grundtema, dette at mødes og skilles, muligvis mere intenst end ved andre former for kontakt. Og derfor var det at dette gensyn, efter blot nogle få måneders adskillelse, er kommet til at stå i et ganske særligt skær i min erindring - som en genbekræftelse på noget rigt og godt, der en gang havde været, noget som vi også alt for godt vidste, at vi før eller siden måtte besinde os på, på nænsom vis, at pakket ned i erindringernes kar sammen med andet vigtigt gods bestående af perlemor og diamanter.

Jeg nåede på en 3 ugers tid Jylland rundt og stødte på mange slags mennesker på vejen, såvel som på de vandrehjem hvor jeg indlogerede mig. Som det ubeskedne menneske jeg altid har været, og som jeg igennem årene har fået mange hug for, holdt jeg mig ikke tilbage for også at poppe ind til nogle af mine højskolekammerater på vejen. Jeg må vedgå, at det først og fremmest var de kvindelige der tiltrak min opmærksomhed. Nogen vil kalde det min svaghed, selv vil jeg påstå, det modsatte. I hvert fald nød jeg deres gæstfrihed og samværet med dem som et kærkomment tegn på fællesskab, om det så bare var for en time eller to. På det Jyske Ungskue i Herning oplevede jeg, foruden de mange smukke dyr og en mangfoldighed af tidens højmoderne landbrugsmaskiner, noget helt unikt. For umiddelbart indenfor indgangen til skuet fandt jeg en afspærret cirkel, hvor der i midten var en lærkerede, der af et lærkepar havde været lagt, ikke som sangen beskriver det, på en hede, men på jorden imellem græs og blomstrende hvidkløver. Og man skulle ikke stå på tæer og lure bag en slåen for at få den at se, men kunne frit gå helt frem til afskærmningen hvorfra man på nogenlunde tæt hold kunne iagttage de gamle lærkers omsorg for deres små gabende unger. Dette var dog det mest rørende skue jeg nogensinde har set på noget dyrskue. – Dyrskuer har jo ellers igennem mange år været en form for folkeligt træf, hvor land og by mødtes - men her også et træf hvor et stykke af Guds fri natur mødtes med naturens potentielt farligste brugere.

På Mors, hvor jeg besøgte et par tvillingepiger, tog de mig først med ud på sight seeing. For når jeg endelig var kommet til Mors, skulle jeg da også se deres ø. Og om aftenen inviterede de mig til et festligt andendags bryllup i deres bekendtskabskreds. Et sted i nærheden af Varde, hvor jeg for øvrigt også var til dyrskue, poppede jeg ind hos en anden pige, hvis far straks foreslog at starte sin bil og køre mig, og pigen naturligvis, rundt og se egnens seværdigheder. I Ålborg derimod besøgte jeg ingen. Jeg ved nu ikke rigtig, om det var fordi pigerne fra Ålborg, den gang, havde ord for at være særlig varme. Ja, søde piger, og piger der viste mig opmærksomhed var jeg altid glad for, men varme piger var jeg derimod nok, ærligt talt, lidt bange for. I øvrigt så er Ålborg skam en meget skøn og fascinerende by at gæste. Og endelig nåede jeg da også at være til Rebildfest d. 4. juli. Også det blev en af mine rigtig store dage, som jeg også fik taget nogle meget fine billeder fra, blandt andre et meget vellykket et af Dronning Ingrid og Kong Frederik på klods hold (det var jo før paveratsierne stjal alle billederne) og kongen bar sørgebind på grund af hans fars død kort forinden. Men desværre er alle mine billeder fra den tid, ligesom så meget andet gået til i min senere noget omtumlede tilværelse. Kong Christian d.10. døde jo desværre på en af de sidste dage af vort ophold på Askov, og det berøvede os den ellers med spændte forventninger imødesete, og meget traditionsrige afskedsfest med dertil hørende stort bal, hvor et af højdepunkterne var, at vi dansede lanciers. – Men den aflysning, er jeg helt sikker på, at ikke en eneste af os elever og lærere satte spørgsmål ved. Vel er vort nuværende kongehus overmåde populært. Men Kong Christian den 10. blev nok, under den tyske besættelse, det nærmeste man vil kunne komme på betegnelsen, En Landsfader, et symbol på urokkeligt mod og hengivenhed. Og hans minde ville vi ikke kunne forfladige med en fest og et bal.

Men disse glade feriedage måtte jo få en ende, for jeg var nødt til også at tænke på dagen og vejen. Og hvis jeg ikke ville risikere arbejdsløshed helt hen til næste skiftedag (1.november) måtte jeg til at se mig om efter en plads, inden høsten stod for døren. Derfor tog jeg plads på en gård i Lunde ved Varde fra 15.juli og bandt mig til 1. November. Nu er, for alle der har oplevet sommeren 1947, sommeren over alle somre, når man da lige ser bort fra det faktum, at der så godt som ingen regn faldt. Dette gjorde også høsten det år til en af de absolut mest problemløse i mands minde. Det hele gik som fod i hose - let og hurtigt fra hånden. Og den dag, d. 20. August, da det sidste strå blev bragt i hus, kom der brev fra LR, om at mine papirer var kommet i orden, og man bare ventede på min respons. Nu var det jo bare ærgerligt, at jeg havde bundet mig til 1. November! Men da jeg meddelte min husbond nyheden om brevet fra LR, sagde han straks, at nu da høsten var kommet vel i hus, og hvis jeg ellers gerne ville, så ville der fra hans side ikke komme nogen indvendinger imod, at jeg genoptog mine rejseplaner. For som han sagde, når høsten er overstået så tidligt, kan jeg sagtens selv nå at klare efterårsarbejdet (derovre er der jo ingen sukkerroer). Så helt ustyrlig glad blev jeg. - Så glad, at alle denne rejses skuffelser, på et øjeblik vendte sig til grænseløs taknemlighed. - Og allerede den 27. august var jeg rede til at dampe af ud imod det store eventyr.


Men togturen ned igennem det krigshærgede Tyskland viste sig, selvom jeg ikke var ganske uforberedt, at blive mere mareridtsagtig end eventyrlig. Jeg måtte igen tænke på de lange nætter, især hen imod krigens afslutning, hvor jeg ofte lå vågen og lyttede efter de tungt lastede engelske bombeflyvere på deres vej hen over hovedet på os imod de nordtyske byer og befæstninger. Ligesom vi også, om dagen, så talløse formationer af amerikanske bombeflyvere i de samme missioner. Og selvom vi her i Danmark kun rent undtagelsesvis blev ramt af krigshandlingerne, så kunne vi ofte, mest igennem de stille nætter, både høre drønene fra bonbenedslagene og mærke jorden ryste, og derved ligesom få vores indre fryd ved disse, trods alt, vore egne medmenneskers dybe ulykke genbekræftet - selvforskyldt eller ej? - Men her, på denne rejse igennem ulykkernes åsteder kunne jeg så få lejlighed til at konfrontere mig selv med de sørgelige resultater af denne uimodståelige og destruktive kraftudladning, som for ikke ret længe siden havde frydet mig så inderligt. Langs med banelinierne lå, stod eller flød hundredvis af kæmpestore udbrændte, udslukte damplokomotiver og talte deres tydelige sprog om Det Tredje Riges storhed og fald. Men værst medtaget var dog de store byer som Hamborg, Bremen og Frankfurt. Der er intet så trøstesløst som disse uendelige ruindynger, der strækker sig milevidt omkring, kun afbrudt af et enkelt mere eller mindre udhulet hus her og et enkelt faldefærdigt kirketårn eller en ditto skorsten hist. Vel er det en mild overdrivelse, når én sagde til mig, at man bare behøvede at stå op på en ølkasse for at få en glimrende udsigt over byen. Men som illustration af menneskelig destruktivitet er den desværre kun alt for rammende. Til gengæld er den omstændighed, at disse byer, trods alt, alligevel stadig fungerede som hjemsted for mennesker, der både kunne le og græde, elske og hade - og måske allermest paradoksalt, drømme om en lysere fremtid - en klar og uudslukkelig kilde til optimisme.

Ned til Hamborg foregik rejsen i de, efter den tids normer, behagelige danske togvogne, der var opdelt i kupeer med bløde polstrede sæder, som i øvrigt ikke adskiller sig meget fra standarden i de gamle røde (nu mørkeblå) regionaltog, der stadig den dag i dag er i anvendelse hos DSB. Men derfra og videre frem skiftede vi til ældre tyske vogne med træsæder. Og selv om vi fra Danmark var betydelig bedre vant og rent impulsivt måtte finde sådanne forhold lidet komfortable, så havde vi jo netop nylig været informeret om, hvor meget mere privilegerede vi dog alligevel var i forhold til hvad mennesker, blot et par år tidligere, havde været budt af fornedrelse på de selv samme banestrækninger. Disse ulykkelige mennesker havde også kunnet, ligesom jeg nu gjorde, lytte til togvognenes sang og hjulenes regelmæssige stød over skinnesamlingerne. Men de havde, til forskel for mig, under deres færd imod udryddelseslejrene ikke haft anden varme i de kolde vinternætter, end den de selv kunne udvikle. De havde nemlig måttet nøje sig med den varme, der opstod ved, at de stod så tæt sammen i de utætte kreaturvogne, at ingen kunne få plads til en siddeplads, endsige en liggeplads. Ja, endda vognenes utætheder havde de, måske, kunnet føle velsignelsens glæde ved. For de dulmede dog en smule af stanken fra deres legemsfunktioners livsnødvendige afsondringer. - Jo, vi havde i sandhed ingen som helst rimelig grund til den næserynken, som vi ellers nok hjemme i vort eget smørhul, godt nok under andre omstændigheder, ikke har særlig langt til at betjene os af ved mangel på komfort. Og dertil - de rejste jo imod udslettelsen – mens jeg rejste imod eventyret?


Det var tydeligt at se, at dette tog med mange rejsende over længere strækninger, hvor der efter vore begreber ikke burde være pladsproblemer, fordi vi jo alle havde vore pladsbilletter, blev fyldt op med masser af lokale rejsende, hvilket gjorde, at vi efterhånden kom hverandre temmelig meget ved. Og til forundring for mig selv følte jeg ligefrem trang til at give plads til en eller to eller endog flere passagerer ekstra på sædet, og jeg tænkte på det underlige ved, at vi mennesker på den ene side efterstræber plads og luft omkring os, samtidig med at vi på den anden side, måske dog undertiden lidt uvilligt, må vedgå at varmen fra et medmenneske, som omstændighederne har bragt tæt på, også kan gøre godt, og det endda uanset at dette menneske kort forinden tilhørte en nation af fjender, som vi ønskede død over. Måske er det med denne varme ligesom med sensommerens varme. - Man har igennem en lang vinter utålmodigt spejdet efter sommervarmens velsignelser, uden, da de så endelig var der, rigtig at skønne på dem, måske på grund af skuffelser, men det kunne også være på grund af mangel på taknemlighed! - Men så først når man med sig selv ved, at sommeren uigenkaldeligt er ved gå på held, kan man lære at forsone sig med det forspildte, og dermed give tid og rum for det opløftende i alt det, som man dog, trods alt, alligevel fattede, fandt og fik foræret – måske endda med tilbagevirkende kraft.

Turen ned igennem de solbeskinnede sydtyske panoramaer var, for mig, ved sin yndefulde fremmedartethed og sin besnærende skønhed netop, hvad der kunne betegnes som en rejse i H C Andersens ånd – at rejse er at leve – og det ikke bare i et håndgribeligt, konkret landskab med bakkedrag og dalsænkninger, men også, og helt sikkert endnu vigtigere, som en rejse ind i fantasiens, i sindets og i tankens underfulde labyrinter hvor erkendelser ad snørklede veje fødes og udvikler sig for igen at tabe sig og forgå, idet de dog altid efterlader sig kendetegn og spor i nye tankerækker, der vokser frem af deres frø. - Mens solens skygger blev længere og længere, kom vi også nærmere den første etape af togrejsens mål, Basel. Dertil nåede vi tidligt på aftenen den 28. august. Omkring landet Schweiz, og dermed naturligvis også omkring selve byen Basel, lå der for mig en helt speciel aura af paradisiske forestillinger, der rimeligvis grundede sig på, at det, at denne by i hvert fald for os nordeuropæere, udgjorde indgangsporten til det, som vi igennem alle krigsårenes rædsler havde hørt om som den lysende ø midt i det ellers lutter mørklagte Europa. Det vidste landets befolkning. Og det var de rigtig stolte af, skulle jeg senere erfare. I Schweiz havde det også, efter sigende, hele tiden været muligt at købe en masse eksotiske varer, som ikke kunne fås andre steder. Derfor blev vi allerede ved udstigningen på perronen modtaget med et langt bord, der var dækket med en overdådighed af disse varer. Naturligvis først og fremmest chokolade, kaffe, bananer og appelsiner, kort sagt alt det, som de af erfaring vidste, kunne friste de mange udlændinge, som ikke havde haft disse oversøiske lækkerier på tungen i umindelige tider. Og det blev da også netop dette, der i min bevidsthed, om man så må sige, slugte hele billedet af min ankomst til dette, mit "forjættede" land. Og det ganske uanset den omstændighed, at de penge jeg havde på lommen satte yderst snævre grænser for min købelyst. Men det var som om bare det, at disse varer stadigvæk fandtes, og at jeg med mine egne øjne havde set dem, var nok til at tilfredsstille mit begær.

Med min temmelig tunge kuffert, som jeg fuld af forventning til min forestående udlandsfærd just havde erhvervet, i den ene hånd, og en knapt så tung, gammel slidt jordemodertaske, som jeg havde lånt af tante Martha, i den anden hånd, begav jeg mig ud i byen for at finde mig et logis. Det vil sige ud i byen er så meget sagt, for der var rigeligt af muligheder lige omkring banegården. Med en underlig blanding af beklemte forestillinger om at udforske verden, samtidig med, eller rettere på trods af en tryghedsmani, som til overraskelse for mig selv, havde sneget sig med hjemmefra, udvalgte jeg mig et af de mere beskedent udseende hoteller. Om receptionisten fandt mig anderledes end andre potentielle kunder, kunne jeg jo ikke vide. Men som jeg stod der foran skranken og udstillede al min usikkerhed, - for det var jo ikke bare første gang i mit liv, jeg skulle prøve at leje mig ind på et hotelværelse, men det var også første gang, jeg skulle prøve at gebærde mig i et fremmed land, og på et sprog jeg ikke kendte alt for godt, slog det mig, at det jo rent faktisk var en jordemodertaske jeg stod med i den ene hånd, oven i købet en gammel slidt en, der ligesom andre jordmodertasker, i hvert fald for mig selv, altid havde været forbundet med fødsler og babyer og tænger og sprøjter og æter og masker og alt det der. - Hvad mon han dog tænkte, jeg kunne være for en?

Men det gik nu alt sammen ganske udmærket, jeg fik mig installeret i et hyggeligt og rart værelse, og da det endnu ikke var særligt længe siden jeg i toget havde fortæret de sidste af mine medbragte klemmer, kunne jeg sagtens nå en tur ud og kigge lidt på byen, inden jeg bestilte min aftensmad. Det var et ganske vidunderligt vejr til lige netop det, at gå i de stille gader hvor alting syntes mig at helligholde fyraftensfreden. Efter de mange timer i det larmende, beklumrede og til tider overfyldte tog med træsæderne i var det at komme ud og få frisk luft i lungerne, stilhed til sjælen og ny næring til fantasien som at have været indespærret i noget uvirkeligt, og så igen blive sluppet løs i denne spændende og altid, syntes det mig, uudforskede virkelighed, der ihærdigt forsøgte helt at overmande mig med et hav af lokkende muligheder. Jeg ved ikke om det var noget helt særligt for mig. Men butiksvinduer har vist i virkeligheden altid haft en magisk virkning på mig. Om end disses magi i min sene alder har fortaget sig drastisk – måske også fordi vareudbudet i vore dage er så uoverskueligt, at det frister til en købemani, som jeg hverken har lyst eller penge til. Men den gang udgjorde begrebet forbrug jo endnu en jomfruelig ager, der bare lå og ventede på at blive frugtsommeliggjort.

Og i Basel var der et udbud af varer, som jeg aldrig havde set mage til, det både til den rene luksus og til de mere jævne behov. Men når jeg sammenholdt priserne med de muligheder, jeg selv havde midler til, burde det vel egentlig have deprimeret mig. Men det gjorde det slet ikke. Jeg tænkte mere på, at jeg var glad for at Schweiz ikke var mit hjemland, for her kunne jeg jo rigtig se, hvor små mine penge ville være i dette land. Jeg måtte konstatere, at med min danske månedsløn kunne jeg købe langt mere i Danmark, end jeg med min forventede månedsløn her ville kunne købe i Schweiz. - Men det var jo godt nok også min appetit på selve livet, og på alt det fremmede som dette kunne byde på, og slet ikke pengene, der havde lokket mig hid.

Næste morgen blev jeg vækket af min søde søvn af al den aktivitet byen udfoldede på en almindelig hverdagsmorgen, og som i form af lyde, mest fra en nærliggende byggeplads, fandt vej til mig igennem mit værelses halvt åbentstående vindue. Udhvilet kunne man vel ikke just sige jeg var, for Basel gned, på sådan en dejlig varm sommerlig hverdagsmorgen, tidligt søvnen ud af øjnene og gik i gang med dagens dont. Og dette i fællesskab med min egen nysgerrighed modsatte sig på det bestemteste min mageligheds mulige tilskyndelser til en ekstra time på øjet. Nu, hvor jeg endelig var kommet ud i verden, måtte jeg også se at komme i gang med at udforske den. Og det første at udforske var jernbanestationen. For jeg havde ikke penge til at blive i Basel længere end højst nødvendigt. Så det jeg kiggede efter var togtiderne til Soluthurn. For det var der, i Kanton Soluthurn min kommende "meister" (arbejdsgiver) ventede mig, og der vidste jeg, at jeg i det mindste ville få kost og logis. Dog kunne jeg inden togafgang lige netop få tid til endnu en lille tur i byen, for var der ikke noget jeg kunne købe, ud over lige en enkelt plade chokolade til min søde tand, som jeg jo altid har haft, om end kun i mildere grad været plaget af, samt et glas Phanteene til min, den gang, ganske nydelige hårpragt, så var der i hvert fald meget jeg kunne se på. - Selv om, det må jeg dog indrømme, gennemrejsens indtryk nødvendigvis altid må være halvmagre. Men det er nu engang vilkårene.

På togturen til Soluthurn kunne jeg igennem de åbne vinduer, farten var netop moderat nok til ikke at tilskynde for meget til lukning af dem, stifte bekendtskab med det schweiziske bondelands, set med en danskers øjne, dybt fascinerende panoramaer, der langt mere minder én om havebrug end om landbrug. Overalt er der grønt og frodigt og, ikke at forglemme, et hav af blomster. Hvad de mange græsmarker angik, så må man sige, at de alle var idylliseret med alle mulige former for frugttræer, der står tæt nok til at give dem et umiskendeligt præg af frugthave, samtidig med at de også alle er fritstående og har luft omkring sig. Og alle steder falder de ind i sirlige ordener med plateauer, dalstræk, bakkekamme og med blå bjerge i det fjerne. Videre fra Soluthurn skulle jeg med en Post Auto til en lille flække der hedder Rytenen, hvor min ”meister” havde sit landbrug. Men da den ikke kom lige forbi hans bopæl, måtte jeg bære på al min bagage den sidste km. og jeg kan meget vel huske, hvor drøjt det var, min ungdom og spændstighed til trods, alt imens jeg gik og tænkte på, hvem denne Alfred Stuber (AS) mon kunne være for en mand?

Det var tidligt på aftenen, da jeg ankom, og hele familien samledes omkring mig på gårdspladsen for at byde mig velkommen. Alfred Stuber, var en middelhøj, noget tynd og lidt tør mand at se på, men han havde et meget venligt ansigt, ja, han havde i det hele taget en udstråling, der syntes mig at love godt. Der var hans kone, hun var nærmest lille af vækst, rund og trind og udstrålede et eller andet, der mindede mig om noget jeg genkendte som moderlig omsorg. Der var deres svigersøn som så ud som kunne han være lidt af en arbejdsbi, sikkert også målbevidst, men ikke i besiddelse af ret meget af svigerfaderens nærmest påfaldende venlighed. Så var der datteren, der var mest optaget af at fortælle sin lille søn, Hans Ruardi Friedli, som hun bar på armen, hvad det nu var for en fremmed mand, der var kommet for at skulle bo hos dem. Jeg forstod, at de, mærkeligt nok, mest tiltalte dette, ikke meget mere end etårige, drengebarn ved hans fulde navn. Endelig var der også en yngre datter, som var under uddannelse, men som boede hjemme. Derudover bestod husholdet af en 12 - 13 års dreng, som de kaldte Pøjli, og som de, forstod jeg, havde i familiepleje. Og endelig så var der en ung italiener ved navn Joseph, som de havde måttet tage i deres tjeneste for sommeren, fordi det trak så længe ud, inden jeg fik mine rejsepapirer i orden. Det var jo derfor at AS, da jeg havde fået grønt lys for rejsen, havde meddelt mig, at han havde været nødt til at antage anden medhjælp og dermed ikke ligefrem behøvede mig længere. Men at jeg alligevel skulle være velkommen, da de, som han skrev, havde arbejde og mad nok. Men mere end minimumslønnen kunne han ikke stille mig i udsigt. For øvrigt var det til udelt glæde for ”hele mig”, og tillige til salig vederkvægelse for min efterhånden slunkne mavesæk, at det netop lige var til spisetid jeg ankom. For det letter altid besværlige konversationer med vildt fremmede mennesker at have noget andet vigtigt at tage sig til ved siden af. Man kan nu altid se og lære meget imens man spiser - samtidig med at det igen skærpede de sanser, der måske var ved at blive en smule sløve efter den lange rejse.

Efter måltidet, som havde smagt mig meget vel, skønt det jo dog på væsentlige punkter adskilte sig fra dansk mad, ikke mindst ved frugttærternes særdeles fremtrædende plads i menuen, imens den sideløbende samtale om stort og småt, som jo, da jeg tænkte efter, faktisk var kommet til at udgøre min debut i det fremmedsprogede, og dermed også havde gjort mig endnu en kende mere sikker på mig selv, beredte mig til gradvis, overfor værtsfamilien, at udstille min tjenlighed til at gå på hovedet i min seng. Mit værelse var på 1.sal med indgang fra en dejlig bred sydvendt svalegang. Og mit første møde med familien Stuber og deres hjem havde til fulde indfriet mine forventninger. Som en beskeden lykønskning til mig selv foranlediget af denne rare erkendelse, brækkede jeg en - eller, måske var det endda hele to, ruder af min nyerhvervede plade chokolade, som jeg spiste meget langsomt for rigtig at lade smagen synke ind i min bevidsthed. Og da jeg endelig, lige her på tærsklen til et helt nyt afsnit af mit endnu unge liv, var kommet i seng og havde følt dynens vederkvægende nærkontakt med krop og sjæl – faldt jeg meget hurtigt i en hårdt tiltrængt, drømmeløs søvn.

Næste morgen blev der kaldt kl. 6, og da jeg allerede på det tidspunkt havde været vågen en rum tid, varede det ikke længe at komme på benene. Solen var allerede stået op, og det så ud til at blive en varm og dejlig dag. AS viste mig rundt på sin bedrift. Stald, lade og beboelse var alt sammen i en længe, som lå ved foden af en ret høj bjergtop der skinnede hvidt – dog ikke af sne, men af noget der i den skønne morgensol mindede mig lidt om Møns Klint. Beboelsen var i den vestre ende af bygningen og stald og lade i den østre, således at laden var på loftet oven over stalden, hvis nordside var hugget ind i bjergskråningen, så man ude fra denne kunne køre direkte ind på laden. Der var 7 - 8 køer + opdræt samt 2 heste og nogle få grise og lidt høns. Arealet var næppe på mere end 4 - 5 ha. der dyrkedes med korn, kartofler og majs til kvægfoder samt græs, foruden at der, ligesom de fleste andre steder, også stod spredte frugttræer rundt omkring. Men det hele var jo unægtelig noget helt andet end i Danmark, hvor et brug af den størrelse måtte regnes for et lille husmandsbrug, mens det her var et brug af en ganske anselig størrelse.

Mit arbejde skulle være alt forefaldende som f. eks. at vogte køerne, når de var på græs, meje majs med le og køre den hjem til køerne på hestekærre, hjælpe til ved kartoffelhøsten (opsamling efter en hestetrukken optager samt hjemtransport) og andre småarbejder, som der kan være på et landbrug. Og endeligt, når tiden tillod det, skulle jeg hjælpe til med oprydning hos en nabo, hvis bygninger havde været raseret af en ildebrand. Jeg husker tydeligt, at jeg den første dag blev sendt ud med en skovl for at rense en grøft op. Den dag blev jeg for alvor klar over, hvor god en dansk skovl egentlig var, og fik dermed sandheden i det gamle ord om at godt værktøj er det halve arbejde bekræftet. Men jeg kilede ufortrødent på, det bedste jeg havde lært, med den forhåndenværende skovl, og kom i det varme vejr til at svede ganske meget. Det var derfor særdeles velkomment da AS, eller der meister, som han for det meste benævntes, midt på formiddagen kom ud til mig med en spånkurv fyldt med nogle humpler ost, et par skiver brød og en flaske med hjemmelavet hvidvin, som jeg kunne styrke mig ved. Men hvad jeg allermest husker er hans rosende bemærkninger om min arbejdsmæssige indsats. Og han lovede mig, at jeg ikke skulle nøjes med de 60 gode sv. frank om måneden som minimumslønnen var. Og det blev jeg selvfølgelig henrykt for.

Nu huskede jeg jo ellers godt, det som han allerede tidligere havde gjort mig bekendt med, at spørgsmålet om min løn ville afhænge af hvad hans egen søn, der var praktikant i Danmark på samme tid, ville få. Og mindstelønningerne, der var indrettet efter hvad der i det pågældende land var gængs, var af LR fastsat til 250 kr. i Danmark og 60 sv. frank i Schweiz. Hvilket i praksis kom til at betyde at schweizere i Danmark ville få langt større forbrugsmuligheder, end hvis de var blevet hjemme. Mens det for os danskere i Schweiz ville forholde sig stik modsat, fordi pengenes relative købekraft var langt større i DK end i Schweiz. Men det kunne AS jo ikke vide noget om, da han et par dage senere beklagende meddelte mig, at han alligevel ikke kunne give mig mere end de 60 gode sv. frank, (han satte altid betegnelsen ”gode” foran sv. frank), fordi hans egen søn nu havde meddelt ham, at han ikke ville få mere end mindstetaksten på de 250 kr.(som han altså åbenbart ikke betragtede som ”gode”).

Han gav tydeligt udtryk for, at han syntes, at hans søn, som han regnede for en meget dygtig ung landmand, blev underbetalt i Danmark. Jeg husker, at han særligt lagde vægt på var, at sønnen var meget dygtig til at meje med le, måske med en skjult hentydning til, noget som jeg nok ikke var. Han havde åbenbart ikke tænkt på, at i Danmark mejede man ikke græs med le, og i Schweiz mejede man ikke græs med slåmaskine. Så om end vi begge, hver på vore måder var, befarne i vore egne lande, så var vi begge lige ubefarne i vore værtslande. Og det gjaldt selvfølgelig også på mange andre områder. - Men rent bortset fra alt dette, så lærte jeg hurtigt at sætte meget stor pris på AS. De timer vi tilbragte med at snakke om alt muligt imellem himmel og jord, om landbrug, om levevis, om historiske begivenheder, og ikke mindst om den netop afsluttede verdenskrig blev meget værdifulde for mig. Han var meget vidende og altid parat til grundige forklaringer uden at de på noget tidspunkt blev belærende. Åbenhed var absolut et særkende for ham. Særlig vigtigt for mig var, at han talte et let forståeligt tysk, eller skrifttysk, som de sagde, fordi de som skriftsprog alene har tysk. Så på det felt benytter de sig åbenbart ikke af deres dialekt. Men det at tale tysk var der, specielt ude på landet, ikke mange der ret godt kunne. Det kender vi jo for øvrigt også i Danmark, her er det også kun få der taler rigsdansk, selvom vi alle, sønderjyder som falstringer, skriver det. Også hans kone blev jeg hurtigt meget glad for, men hende kunne jeg, på grund sproget, næsten ikke snakke med. Svigersønnen vekslede jeg heller ikke særlig mange ord med, han kunne rent ud sagt ikke lide mig. Idet han beskyldte mig for dovenskab ved at insinuere at danskere ser ud til at være dovne, og jeg kunne ikke gøre noget godt nok til ham, ligesom ”der meister”, ifølge ham, ikke var særligt tilfreds med mit arbejde. - Så ham stod jeg bestemt ikke på nogen god fod med.

I det daglige liv, vil der naturligvis altid være ting, man som fremmed støder på, ting som man umiddelbart finder underlige, fordi man selv kommer med en bagage af dybt indarbejdede forestillinger, der kan afvige stærkt fra, hvad der måtte være gængs andre steder. Noget sådant kan jeg illustrere ved et lille eks. – Det skete pludselig en dag, at AS kaldte alle, familiemedlemmer såvel som os medarbejdere, samme på gårdspladsen, fordi der var noget vigtigt, han ville tale med os om. Det drejede sig om, at die Frau var gået ind på toilettet og havde set, at det elektriske lys ikke var slukket (toilettet havde ingen vinduer). Og nu ville han så vide, hvem det kunne være, der havde glemt at slukke det. Han mente nok, at det måtte være Pøjli, og nu drejede det sig så åbenbart om at få ham til at gå til bekendelse. Men da jeg var temmelig sikker på, at det var mig, der havde glemt det, var det naturligvis mig der gik til bekendelse og følgelig undskyldte. Denne episode, med rod i de ældre mere traditionsprægede statiske samfund, har sin naturlige grund, dels i en forældet struktur i landbruget og dels i en manglende rationalisering af dets produktion med deraf følgende ringe afkast, som sammenholdt med relative høje leve – og andre omkostninger i de enkelte landbrug fører til en stram økonomi, som man så forsøger at spare sig igennem. Og hvor det vi ville beskrive som sparemani for dem kan være en god hjælp til overlevelse. Og der må man jo i sandhedens navn sige det, som også mange danske landmænd, igennem tiderne, ligefrem har haft som mundhæld, at alt hvad der er sparet er tjent. - Men det er en defensiv strategi, der altid vil komme til kort i en tid, hvor dynamiske forandringer med dristige satsninger på mulige fremtidige udviklingsscenarier slår igennem i alle øvrige samfundsforhold. - Ja, indrømmet, det er meget let at være bagklog. Men her drejer det sig om mennesker af kød og blod, der i det daglige, ved slid og sparsommelighed, forsøger at klare dagen og vejen. Og derfor er det at sammenkalde familie og ansatte til et vigtigt møde, om en vigtig sag – om et lys der ikke var slukket, som det burde have været, forståelig. For dette er nemlig slet ikke en sag om en bagatel, men en ganske relevant foreteelse hos folk, der har manglet forudsætningen for at forstå baggrunden for de vilkår, som de føler sig ramt af. Og denne måde at forholde sig på fortjener ikke at blive afvist og latterliggjort af en ung og bedrevidende praktikant fra Danmark, der, på trods af ringe betaling for sit eget arbejde, dog har sit på det tørre.

Nu havde jeg jo altså eventyr i blodet og dermed også en ustyrlig lyst til at se mig om i dette fremmedartede land. Og eftersom AS jo ikke ligefrem havde brug for min arbejdskraft og sikkert også gerne ville spare min løn. Så dristede jeg mig til at spørge, om han kunne tænke sig at låne mig en cykle i nogle dage, så jeg kunne få lejlighed til at se lidt mere af hans land. Og til min store glæde overraskede han mig positivt. Han sagde endda til mig, at det så gjaldt om at komme afsted, hellere i morgen end i overmorgen, for inden længe ville tågen, fordi efteråret nærmede sig, kunne lægge sig over landet det meste af dagen, og så ville der ikke være meget at se. Jeg fortalte ham, at jeg havde 50 frank og ville komme tilbage, når de var brugt op. – Han har sikkert tænkt, at det ikke kunne vare ret længe. Men selv var jeg indstillet på at ville strække dem til det absolut yderste. Så det kan ellers nok være, at jeg ikke var sen til at pakke jordemodertasken med de mest fornødne ting i til min færd, få den sikkert anbragt på cyklens bagagebærer, og komme af sted. - Og lykkelig var jeg, ja ligefrem overstadig, da jeg kunne vinke farvel og på gensyn, efter at de alle sammen, selv også svigersønnen, havde ønsket mig en rigtig god tur.

Jeg vidste jo på forhånd kun alt for godt, at mine penge var meget små. Og at det, når det nu var min tanke at køre hele landet rundt, så ville være nødvendigt at vende hver en rappen (øre) inden jeg gav den ud. For jeg beregnede, at det ville tage mig 12 – 14 dage, og derudfra kunne jeg så nogenlunde beregne størrelsen på mit dagsbudget. Jeg overnattede på vandrehjem, og da disse, for flertallets vedkommende, var ret primitive, et enkelt af dem havde bare en bunke halm til mig at sove i, kostede det ikke ret meget. Mad skulle jeg dog have. Men jeg kunne nemt klare mig med havregrød uden sukker på, i stedet en ske fuld marmelade, og kogemuligheder var der alle steder. Ellers bare tørt rugbrød med marmelade på. Af drikkelse var rent vand, som var offentligt tilgængeligt i stort set enhver flække, det eneste der kunne blive tale om. – Måske i ny og næ en kvart liter mælk, når det gik højt. Og frugt kunne jo ofte bare samles op.

Men det blev en aldeles pragtfuld tur. Schweiz er, naturligvis særlig for sådan nogle ”lavlændinge” som os fra det flade Danmark, et helt vidunderligt skønt land at rejse / cykle i. Det er jo en natur, der er os så fremmed, og så fascinerende, at jeg slet ikke er i stand til at beskrive det. Og samtidig med det, så var jeg også velsignet med et sensommervejr af Guds nåde med solskin fra morgen til aften hver eneste dag. Den tåge som AS omtalte som en truende mulighed begyndte først at gøre sig gældende få dage efter, at jeg havde tilendebragt min tur. – Ja fattigt er det bare at spidse sine læsere af med en triviel opremsning af de vigtigste steder jeg besøgte. Men I må have mig undskyldt, jeg mangler virkelig ord! - Som sagt, så startede jeg i Soluthurn og fortsatte over Zurich og Winterthur til St. Gallen, derfra imod syd til Chur og det berømte vintersportssted St. Moritz, hvor jeg ”fejrede” min 21års fødselsdag den 10. september. D.v. s. jeg var så træt og udmattet efter hele dagen at have trådt hårdt i pedalerne, ja, ind imellem havde jeg været nødt til at trække cyklen igennem hårnålesvingende, så stejlt var det opad, opad uafbrudt på et ca. 70 km. langt stræk, så det eneste fødselsdagsønske jeg egentlig havde den dag, hvor jeg blev fuldmyndig borger i mit hjemland, var bare at finde en seng og sove i. Næste dag gik det videre mod Ilanz, Andermatt, Altdorf og Luzern, hvor jeg gjorde et lille ophold med en skøn, skøn sejltur på Virvaldsrætersøen, et sandt, og helt ubeskriveligt eventyr. Derfra over Mejringen, Interlaken og Thun til Montrreux ved Genevesøen. Endnu videre til Lausanne og Geneve. Og endelig derfra til Bern, som jo er landets hovedstad og til slut tilbage til Soluthurn. Jeg ved godt, at denne opremsning af forskellige steder ikke siger meget om alt det, som jeg så og oplevede. Men det må jeg lade ligge til ved en anden lejlighed – eller til mit kunstneriske talent eventuelt måtte have nået et stade, der kan matche en troværdig gengivelse af det? Det korte af det lange var, at det blev mig en uforglemmelig cykeltur, som jeg selv nu, 60 år senere kan sidde her og falde i svime over. – Men den evige sne, som jeg ellers havde glædet mig til at se, var der ikke meget tilbage af, kun nogle sølle reminiscenser af det, som jeg havde forestillet mig. End ikke i de højeste bjergpas 2500 meter oppe. Og det var på grund af en sommer uden sidestykke, i hvert fald hvad varme og solskinstimer angik. Jeg tror at den sommer til fulde lærte mig at nyde alt hvad nydes kan - at man altid gør klogt i at se livets tilskikkelser som gudgivne gaver. Også når disse synes brogede, ja måske endog sørgelige. Den sommer blev, for mig helt usædvanlig derved, at jeg tiltog mig mod til at gribe det ubegribelige i flugten.

Faktisk var jeg nu efterhånden blevet ganske god til tysk, som jo godt nok kun de færreste schweizere brugte til daglig som andet end skriftsprog, lige bortset fra når sådan en som mig kom og ville snakke med dem. Som almindeligt talesprog var det ellers dialekten schwitzerdyts, de benyttede sig af, og den var det mig helt umuligt at forstå bare en lille smule af. Den minder, som en af mine medlogerende på et vandrehjem udtrykte det, mere om en halssygdom end om et sprog. Men det føltes godt nok underligt for mig, at man inden for et så lille land havde flere forskellige sprog, der jo gjorde, at det for mange af dets borgere overhovedet ikke var muligt at tale sammen. Selv oplevede jeg det tydeligt, da jeg kom ind i nogle fransktalende områder. – Der kunne jeg slet ikke gøre mig forståelig. Og tit var der heller ikke nogen i nærheden, som kunne tolke for mig. – Det var faktisk sådan, at da jeg igen kom ind i et tysktalende område, følte jeg det som at komme hjem igen, og det skønt jeg dog kun havde opholdt mig i landet i få uger. I det fransktalende område havde jeg egentlig aftalt med en anden af mine højskolekammerater, en pige fra Rødovre der hed Grethe Sørensen, i daglig tale kaldet ”Peter”, som havde taget plads der for at lære fransk, om at jeg også skulle besøge hende, og hun havde desværre i mange dage forgæves gået og ventet mig. Men da det jo var sidst på min tur, og pengene var ved at slippe op, foruden at det ville være svært for mig at spørge mig for, for at finde frem til hende, valgte jeg modvilligt at bryde aftalen, hvilket hun naturligvis blev noget sur over.

Vandrehjemmenes brugere var mest unge udlændinge, deriblandt også en god del skandinaver. Og det slog mig, hvorledes det næsten altid var nordmænd og danskere der fandt sammen og holdt sig svenskerne en smule fra livet. – Måske en eftervirkning fra krigens tid, hvor Danmark og Norge var tyskbesatte, imens svenskerne i nogen grad købte sig sin neutralitet til ved at handle med fjenden. – Dette dog samtidig med at frihedskæmpere og andre, fra begge vore lande, altid havde haft den udvej, at flygte til Sverrig, hvis det blev for hedt hjemme. – Men sådan er der jo så meget, og logiske tanker er nok ikke menneskenes stærkeste side.

Men nu tilbage til min ”bondefamilie”. – Det kan da ellers nok være, at de alle sammen blev både glade og lettede, da de så mig tilbage igen, for de havde været på nippet til at blive rigtig urolige for mig, og havde endda overvejet at henvende sig til politiet, for at få mig eftersøgt. – Måske burde jeg også have sendt dem en hilsen undervejs? – Men det faldt mig nu slet ikke ind. På den anden side, så vidste de jo hvor lidt penge jeg havde, og kunne slet ikke forestille sig, at jeg ville kunne få dem til at strække så langt. For som AS selv sagde til mig: Jeg ville ikke kunne sende min søn på ferie, uden at jeg først måtte give ham de nødvendige penge. Og der ville skulle mange flere til. Og så var det han sagde noget til mig, som jeg siden aldrig har glemt, fordi det er så sandt: ”Hvis man kan indstille sig på at spare lige så meget, når man er hjemme i sit eget land, som man kan blive nødt til, når man er i et fremmed land, så ender man med at blive velhavende”. - Men selv om jeg nu var kommet vel tilbage til familien Stuber, så betød det jo ikke, at alt var som det skulle være. Realiteten var stadig den, at med den løn, AS kunne tilbyde, ville jeg ikke kunne nå at spare op til togbilletten hjem allerede i begyndelsen af november, fordi jeg skulle hjem og springe soldat. Og dette problem foreholdt jeg ham naturligvis. Jeg gjorde ham også bekendt med, at jeg var blevet tilbudt arbejde på det gods i Arborn nær St. Gallen, hvor min højskolekammerat, Ove Albrectsen, arbejdede, og det til en betydelig højere løn, der så samtidig også ville kunne løse mit problem med hjemrejsen. Og igen som altid, var han meget forstående og gav mig straks fuldstændig frie hænder til at blive eller rejse, som jeg nu selv fandt bedst. Og herefter kunne der ikke være tvivl om, hvad jeg ville vælge.

De sidste få dage jeg var hos dem, mindes jeg med stor taknemmelighed, fordi både AS og hans kone var så betænksomme overfor mig. Så meget, at jeg, af samme grund, næsten kunne have haft lyst til at blive. Jeg var jo efterhånden blevet så god til ikke bare at forstå, men også til selv at formulere mig på tysk, at AS pludselig helt spontant udbrød: du forstår jo simpelt hen næsten alt hvad jeg siger! – Og det blev jeg selvfølgelig endnu bedre af. Så de sidste par aftener sad vi og snakkede til langt ud over sengetid, til længe efter at alle de andre var gået i seng. Der var så meget om hans liv, hans land og hans indstilling til mange ting, han gerne ville delagtiggøre mig i, ikke mindst omkring historiske hændelser. Han var umådelig stolt over, at hans land ikke var blevet inddraget i den nylig afsluttede verdenskrig, og begrundede det med at Hitler kendte til dets forsvarsvilje og forsvarsevne, og vidste at en indtagelse af det ville være en meget vanskelig sag, ikke mindst på grund af de schweiziske soldaters dygtighed og kampvilje ligesom uvejsomme terrænforhold også altid ville begunstige et forsvar. Selvom jeg tvivlede noget på hans argumenters vægt i disse storpolitiske sager, sagde jeg naturligvis ikke noget om det, da alt det jo alligevel var et overstået kapitel. Men stolt af sit land og dets glorværdige historie, det var han. En episode fra svundne tider, som han fortalte med en glød og indlevelse, som jeg vel ikke hverken før eller siden har været vidne til, var legenden om Arnold Winkelreid, der ifølge overleveringen skaffede schweizerne sejr over Hertug Leopold den 3. af Østrig i året 1386 ved et sted der hedder Sempac, hvor schweizerne så sig omringet af østrigske lansenerer, der var stået af hestene og nu til fods trængte schweizerne sammen på et stadig mindre område. Til sidst stod østrigerne skulder ved skulder med deres lange lanser og ventede kun på signalet til det endelige angreb, hvor sejren på forhånd syntes dem aldeles sikker. Men da råber Arnold Winkelreid til sine landsmænd: ”sørg for min hustru og mine børn”! Og i det samme griber han så mange af fjendens lanser, som han kan nå, og trækker dem sammen imod sit eget bryst. Derved skaber han et hul i muren af lanser, som er stort nok til at hans landsmænd kan trænge ind i det og gøre fjendens lange lanser, der jo er fuldstændig ubrugelige i nærkamp, til nul og nix.

Men var mit forhold til AS næsten blevet som mellem far og søn, så var forholdet til svigersønnen til gengæld så koldt som på toppen af Matterhorn. Han spurgte mig hånligt, om jeg virkelig troede, at jeg kunne tjene mere i St. Gallen end her hos dem, og dertil kunne jeg naturligvis kun svare klart ja. Men på det tidspunkt havde jeg allerede for længst vænnet mig til helt at ignorere hans ondsindede spydigheder. - Men så oprandt jo også dagen, hvor jeg igen havde pakket mine ”sydfrugter”, denne gang i både kuffert og jordmodertaske, og skulle til gå det korte stykke vej fra gården og ned til offentlig vej, for der at vente på at Post Autoen skulle komme og bringe mig ind til Soluthurn, Da kom ”die Frau”, ja andet navn hørte jeg aldrig, og hun fulgte mig der ned, idet hun bar jordemodertasken for mig, og da Post Autoen kom, og jeg skulle sige farvel og stige på, trykkede hun mig en 5 frank mønt i hånden. Ja, det var faktisk så bevægende, for jeg vidste jo, at hun ikke havde meget at gøre godt med, og når man ikke har det, så kan selv små beløb være store. Jeg tror, at det måske nok er den gave, der igennem hele mit lange liv har varmet mig mest.

Fra Soluthurn regnede jeg så med at tage den på tommelfingeren til St. Gallen, en strækning på vel omkring 150 km. Jeg havde nemlig ikke penge, så jeg kunne tage toget. Men til gengæld havde jeg tillid til lokale folks hjælpsomhed og ikke mindst til mit eget held. Jeg havde da heller ikke stået i landevejsrabatten i mange minutter, før der var en bil der stoppede og tog mig op. Så vidt jeg skønnede, måtte føreren være en middelaldrende forretningsmand. Han var meget snakkesalig og spurgte vidt og bredt om, hvad jeg var for en, og hvor jeg skulle hen, og jeg svarede beredvilligt, så godt jeg kunne. Og på hans spørgsmål om hvorfor jeg rejste på tommelfingeren, måtte jeg jo, som sandt var, sige, at det var fordi jeg ikke havde penge til en togbillet. Efter nogen tid fortalte han mig, at han rent faktisk trængte til en kop kaffe, og spurgte om ikke jeg også kunne trænge til noget, for så ville han da gerne give en til mig også, et tilbud som jeg ikke godt kunne være bekendt at afslå. Så han kørte os hen til den nærmeste jernbanestations restaurant i en by der hedder Olten, hvor vi satte os ved et bord og nød kaffen, alt imens vi fortsatte vores hyggelige passiar, indtil han betalte kaffen og gjorde tegn til, at han skulle videre. Og idet han bød mig farvel stak han mig et par pengesedler i hånden og sagde: her har du til togbilletten, så kan du være i St. Gallen allerede i aften inden det bliver mørkt. - Ja, jeg tror næsten, at jeg var ved at tabe både næse og mund, så uventet var det for mig, at jeg sådan lige med et havde fået løst et problem, der kunne have bragt mig i vanskeligheder, eller i hvert fald have sat mig i bås med de farende svende hjemme i Danmark, der sagtens kunne føle sig ovenud lykkelige for bare at finde en høstak at sove i. Ja, jeg følte virkelig dette, som havde jeg vundet den store gevinst i lotteriet!

Hvordan jeg så kom ud til Schloss Hahnberg i Arborn husker jeg faktisk ikke. Jeg kan heller ikke huske, om jeg under min føromtalte cykeltur besøgte Schloss Hahnberg. Men jeg ved, at jeg var i St. Gallen, så det må jeg vel have gjort. Og det kan jo også kun have været derfra jeg vidste, at jeg kunne få arbejde der, og at lønnen ville være 160 Frank om måneden. - At jeg virkelig kom til at nyde at være der, er både sikkert og vist, og det var ikke kun fordi vi nu var to unge danskere sammen. Det var også fordi hele atmosfæren på stedet hele tiden var så venlig og imødekommende. Jeg husker fra mine allerførste dage på stedet, at vi høstede majs til ensilage. Og i modsætning til hos AS blev majsen ikke mejet med le, men med en hestetrukken slåmaskine. I det hele taget, så var dette gods, som jo også var en ren kæmpe i forhold til AS’s dværgbrug, og derfor også i udviklingsmæssig henseende flere armslængder foran. Men dog var den 2 m. høje majs jo noget tungt noget at have med at gøre, når den med håndkraft skulle læsses på hestevogne med lange høtyve. Og jeg var naturligvis meget optaget af ikke at stå tilbage for nogen af mine kolleger, så jeg tog nok lidt voldsomt på vej, men desværre med det resultat, at jeg fik seneskedebetændelse i højre håndled, og blev faktisk mere eller mindre uarbejdsdygtig. Men forvalterfruen / madmoderen tog sig af mig og gav mig bandage på håndleddet, nærmest som havde jeg været hendes egen søn. I stedet for majsen blev jeg derfor sendt ud og høste æbler, som vi dels plukkede fra træerne og dels samlede op som nedfaldsfrugt til mosteri, hvilket jo ikke var nær så hårdt for håndleddet som arbejdet med majsen, tilmed var det jo så sammen med pigerne og konerne, og jeg skal love for, at vi havde det aldeles festligt sammen alle - jeg husker ikke rigtig hvor mange - men vi var en pæn flok, og vi lavede, foruden det med æblerne og pærerne, en masse spas med hverandre. Men den lille episode fra mit ophold på Schloss Hahnberg der står allerklarest i min erindring er, da jeg havde slidt hul i mine strømper. Nu er det sådan, at jeg helt fra barn lærte at passe på mine ting, herunder også at stoppe mine egne strømper. Derfor, som en for mig helt naturlig ting, satte jeg mig, en aften hvor vi sammen sad aftensæde i opholdsstuen, som vi jo så tit gjorde, til at stoppe mine hullede strømper. Og det viste sig at vække enorm opsigt i forsamlingen, for inden længe stod alle piger og koner med madmoder i spidsen omkring mig og iagttog, ja måske endda ligefrem beundrede mit forehavende, idet de lod mig vide, at de dog aldrig før i deres livsskabte dage havde set en mand stoppe sine egne strømper. Og de undrede sig tilmed såre over hvor ferm, jeg var til det.

Men desværre kunne jeg ikke blive på Schloss Hahnberg i ret meget mere end en månedstid. Og det var bestemt ikke fordi jeg havde nogen særlig lyst til at komme derfra, men alene fordi jeg som allerede nævnt skulle hjem og i trøjen på Vordingborg kasserne d. 11. november. - Jeg havde jo ellers hørt noget om at ejeren af Schloss Hahnberg, Hr. Stoffel, var lidt af en eventyrer, der bl. a. yndede at tage på storvildtjagt i Afrika. Og jeg havde i virkeligheden den allerstørste lyst til at blæse ”tjenesten” et stykke og blive hvor jeg var, for at se om ikke jeg kunne være heldig og komme lidt ”indenfor” hos denne Hr. Stoffel? – Ja, her var det helt sikkert både den eventyrlyst og impulsive fanden i voldskhed, der aldrig lå mig så fjernt som mit ellers mere forsigtige ego måske kunne give det udseende af, der trak i mig. Også selv om det dog, til syvende og sidst, blev traditionen og ”faders vilje” der vandt. – At jeg så, 37 år senere alligevel, ved skæbnens ”ugunst”, fik lejlighed til at udleve min eventyrlyst, må jeg jo se som en gave fra himlen.

Imens jeg foretog min udrejse alene, så havde jeg på hjemrejsen booket min billet sammen med førnævnte ”Peter”, så i selskab med hende deltes vi om mange oplevelser på rejsen fra Basel til København. Og det var faktisk meget opmuntrende at have en rejsekammerat at forslå tiden sammen med, for vi havde virkelig meget at snakke om, og mange vidt forskellige oplevelser at diskutere under denne mere end et døgn lange, og ellers ret trøstesløse rejse. Vi havde denne gang danske togvogne helt fra Basel og ingen lokale rejsende blev taget op undervejs. Ligesom det også, i modsætning til under min udrejse, var tåget, mørkt og trist vejr vi bevægede os igennem. Vel ankommet til Københavns Hovedbanegård blev vi i bil afhentet af ”Peters” forældre og kørt til hendes hjem på en større gård i det den gang landlige Rødovre.

Men den tur til Schweiz som jeg som 20 - 21årig havde i 1947, som blev min allerførste udenlandsfærd, står stadig for mig som noget ganske enestående i mit nu efterhånden 82årige liv. – Det var ikke kun det at opleve et meget skønt land. Det var også, og for mig det absolut væsentligste, de mennesker jeg mødte. – Ja, snart sagt lige meget hvor i verden jeg har været, og uanset hvor skønne landene og stederne har været, så er det først og fremmest menneskerne der har interesseret mig. – Og denne interesse er stadig helt usvækket