En betragters (måske) mangelfulde udsagn

Min moster Maren Johanne gav mig en gang, lige hvornår husker jeg ikke så nøje, men det må have været mens jeg arbejdede i Kenya og var hjemme på ferie, en lille stilebog med disse små fortællinger i som helt var hendes egne. Og hun gav mig den med ordene: vil du ikke godt prøve at redigere den? Ud over det sagde hun intet om hvilken tanke, hun ellers havde med det. Her i bakspejlet har jeg gjort mig mange tanker om, hvad det mon kan have været der foranledigede hende til det. Men andet end gisninger har jeg ikke om det. Dog ved jeg jo med mig selv nu, hvor jeg er blevet lige så gammen som hun den gang var, hvad mine egne tanker kredser om. Og det er, at jeg er parat til at bruge megen tid og mange kræfter på at skrive ting og hændelser ned, som jeg gerne vil, at mine efterkommere skal kunne læse, også når jeg en gang ikke er mere. – Tegne et billede af mig selv, som muligvis kan være mere dækkende, eller i det mindste et vigtigt supplement til det, som de selv måtte have gjort sig af mig. Og det var sikkert det samme min moster tænkte på, uden at hun dog selv så sig i stand til at gøre det, og derfor så i stedet satte sin lid til mig. Maren Johanne, tror jeg, ville ligesom jeg selv gerne tegne et billede af sig selv og af sine ungdomsdrømme, som jo ser noget anderledes ud end det billede, som vi der ellers mente at kende hende godt, havde haft mulighed for at gøre os. Denne stilebog som, så vidt jeg forstår, stammer fra hendes tid som elev på Fyns Stifts Husmandsskole i Odense en gang i midten af 1920verne, må jeg tolke som udtryk for tanker hun har gjort sig, og som er et tydeligt vidnesbyrd om, at hun selv gerne ville bryde med det, på den tid fremherskende, traditionelle kvindesyn, der ville holde hende fast i de gamle ægteskabelige rollefordelinger, hvor kvinden så ubetinget var et redskab i mandens bestræbelser på at tegne sig selv som familiens overhoved, imens kvindens plads var i hjemmet som hustru, tjenerinde og fødemaskine. – Jeg ser i virkeligheden Maren Johanne som en kunstnersjæl i svøb, der nærede nogle drømme, som gik fuldstændig på tværs af den familiekultur hun var rundet af. Og hendes kommende ægtemand, Kristen, alle hans gode sider ufortalte, som en traditionalist uden nogen som helst forståelse for sin kommende hustrus særlige evner, egenskaber og drømme.

Der udspilledes i deres forlovelsestid en episode som min mor fortalte mig om, og som måske alle andre end jeg har glemt. Kristen var, som så mange andre unge mænd til alle tider har været det, letantendelig i forhold til pigerne. Der er ingen tvivl om, at han har været forelsket i MJ til helt op over begge ører. For hun var, efter hvad der fortaltes, en usædvanlig smuk pige. Men alligevel havde han svært ved at holde sin beundring, også for visse af hendes medsøstre, for sig selv. Efter at have læst hendes stile må jeg skønne, at hendes lyst til at forlove sig mere må have været et resultat af et kulturbestemt pres, end et egentligt ønske om at binde sig. I hvert fald ikke før hun selv følte sig moden til det. Noget som, selv for den tids kvinder, næppe har været enestående. Der skete det, at MJ, begrundet i Kristens alt for åbenlyse beundring for andre piger, sendte ham forlovelsesringen tilbage med besked om, at forholdet skulle være slut. – Men to timer efter at Kristen havde fået brevet i hånden stod han atter på ”Svends Minde” (MJs hjem) og lovede bod og bedring. Hvilket så igen fik MJ til at tage ham til nåde. Men tilbage står jo stadig, at de var og blev et umage par, som det ikke, set i bakspejlet, kan undre nogen, kom til berede hinanden tunge skuffelser. Deres voksenliv blev aldrig nogen dans på roser. Men på trods af dette, var det hende, og i de senere år af deres ægteskab, inden Kristens alt for tidlige død, utvivlsomt også ham, inderligt imod at besvære sig over livet – i hvert fald så vidt som mit eget kendskab til dem begge rækker. Derfor var det netop ikke billedet af hende selv som den forurettede, den mislykkede, hun ville efterlade sig, men billedet om drømmen, som i al sin uforløsthed, på trods, kom til at forløse, hvad man kunne kalde hendes forsoning med tilværelsens ofte barske vilkår, det man også kan kalde livskunst!

Hendes nevø
Arne Larsen

Et barndomsminde

Det som jeg her vil fortælle, er om en lille sejltur, som min far og min store fætter gjorde sammen med min lillesøster og mig over til den ca. 9 tdr. land store ø, Suderø. Den foregik på en 2. pinsedag samme år som jeg var fyldt 5 år d.v.s. i 1909. Det var et aldeles herligt vejr, akkurat som i skrivende stund. Jeg ved ikke hvorfor? – Men jeg synes altid der har været sådant et festligt skær over den dag. Om det var fordi vi havde gæster eller fordi det var pinse, vi var pyntede og skulle ud og sejle, ved jeg heller ikke. Men vi oplevede jo ikke så meget til daglig, der ude ved skoven. Ubevidst har jeg måske også følt den dejlige natur, som netop da har stået i sin allerskønneste pragt. Ja, det står for mig som et strålende billede. Alt var så solbeskinnet. Og jeg husker, at jeg var så glad – Det var tidligt på formiddagen, og vi gik der langs stranden under en skrænt med buske og træer. Enkelte steder rejste skrænten sig lodret som en væg. Det var blikstille og formiddagssolen glitrede vandet. Vi sejlede fra Dybhavn og over til øen, der kun var beboet af måger. Så vi hørte, længe inden vi nåede derover, et frygteligt spektakel og så hvide glimt, snart oppe, snart nede. Det var mågerne der som en sky kredsede over øen, mens solen lyste i deres hvide vinger.

Det var med en helt egen følelse min lille søster og jeg betrådte denne ø. Vi følte det, som var vi de allerførste mennesker der nogensinde havde været der. Og det kan nok ellers være at min søster og jeg gik på opdagelse. Den ene rede med æg i lå tæt ved den anden. Og havde vi hørt spektakel før vi nåede frem, så blev det dog endnu meget værre, imens vi var der. Det var et ganske øredøvende skrigeri. Snart fløj de skrigende, smukke fugle hen over vore hoveder, og snart lå de og vuggede sagte på den rolige vandflade. Valdemar – min fætter – ville have nogle mågeæg med hjem, derfor trak han sine strømper af og puttede æg i dem. Hvilket resultat der måtte komme ud af det kunne en fornuftig tanke vel have sagt os, men en sådan har formodentligt, i vor løftede stemning, ingen af os haft lige i det øjeblik.

Men til sidst måtte vi dog forlade dette eventyrlige sted for at begive os hjemefter igen. Fra denne hjemtur kan jeg huske, at min søster og jeg stod i båden og viftede med et rødt lommetørklæde. Og pludselig til vor store forfærdelse, så vi ,at det var fløjet fra os. Vi fulgte det med skrækslagne øjne, så hvordan det sank helt ned til bunden, imens solstrålerne spillede på den klare, hvide sandbund. Vi holdt begge to så uendelig meget af det lommetørklæde. Det var rødt med små hvide ringe i. Og vi ville aldrig mere få det at se. – Vi var simpelt hen grædefærdige. Far havde vel set, hvor ulykkelige vi var blevet, for han og fætter Valdemar begyndte at fiske efter det med en ålestage, eller hvad det nu var for en lang stang, vi havde med os i båden. Og endelig langt om længe, kom det op til os igen, og blev modtaget som en kostelig gave. – For vi havde jo ellers været helt sikre på, at det var tabt for os for altid. Og Far gav os slet ikke skældud, fordi vi havde tabt det. – Da vi gik hjem fra Dybhavn langs med skrænten med træerne og buskene, kan jeg huske, at min Far fulgte mig ved hånden, mens vor fætter havde min søster ved hånden. Hun havde så imidlertid tabt et grønt hårbånd, og imens de ledte efter det, kom de langt bag efter. Men mågeæggene i fætters strømper kom med hjem i en ynkelig tilstand. Og mor var alt andet end begejstret for dem. – Ja dette var så en femårig piges oplevelse. Og hendes betragtninger svarer sikkert til hendes alder.

Min hjemegn

Min fødeø er Falster. – Når jeg nu har bedt om at fortælle lidt om min hjemegn, vil jeg tænke mig, at jeg går op på Nr. Vedby banke – også kaldet Møllebanken, der er Nordvestfalsters højeste punkt, og som derfor tillige danner en slags midtpunkt. På denne banke har der for ikke så længe siden, stået en gammel mølle, den eneste af sin slags som jeg nogensinde har set. Det er næsten ikke til at tro. At mennesker kan være så uforstående, at de river sådan en mølle ned. Her oppe fra Møllebanken kan man i smukt vejr få et herligt landskab at se. Man ser hvordan det næsten flade land, kun afbrudt af enkelte små bakker, tunger sig ud i sundene med klare omrids. Skove er der flere steder langs kanten, og nordvest for halvøen Vålse strækker de sig som et lunt bælte. Ikke så langt derfra mod nord ser man Gyldenbjerg Kirke, og længere fremme i samme retning ser man Orehoved, der er stationsby, og hvorigennem Berliner Ekspressen og de mange andre togforbindelser passerer, færges over til / fra Madsnedø og via en bro videre til Madsnedsund / Sjælland. Længer mod øst ligger den lille by Gåbense, der tillige er færgested. Ikke ret langt imod syd ser man Nr. Vedby Kirke, der ligger temmelig højt. Mod syd længere borte ser man Nr. Alslev Kirke samt selve byen, der også er stationsby. Og ud over den inddæmmede Vålse Vig, der gennemskæres af et par kanaler, ser man en meget smuk kirke, hvis lange slanke spir tegner sig kønt i landskabet. Det er Kippinge Kirke.

Det fortælles, at der engang ved denne kirke har været en hellig kilde, hvor syge og nedbrudte mennesker har fundet helbredelse. Der skal have været bundter af krykker, som de havde efterladt ved kilden, når de pludselig ikke mere behøvede dem. Kirken ligger midt imellem Øster – og Vester Kippinge. Og nu kommer jeg så til det, som jeg nærmest kender til og kan fortælle om, nemlig Vålse, der er mit fødesogn. Ude over vigen imod vest, en halv milsvej borte ser man byen og dens kirketårn. Jeg vil nu forlade Møllebanken og gå hjem til Vålse. Navnet Vålse er udledt af Vålsø, da den nemlig engang for længe siden har været en ø for sig selv. Deraf kommer det måske, at det siges, at vålserne er noget for sig selv. – Skønt der nok kunne være noget der tyder på det, vil jeg dog ikke uden videre gå ind på den tankegang.

Sognet skilles fra Nr. Vedby ved vigen, der er fællesareal for Vålse og Nr. Vedby sogne. Det er ikke så længe siden denne vig blev udtørret. Det var på min bedstefars tid. Han fik, da han blev gift, et stykke af den at arbejde med, men det var småt med udbyttet. Lige ved siden af min bedstefars jord, der nu tilhører min morbror, har der ligget en middelalderlig bygning. Og det sted kaldes nu Borrenakke. Den nordlige del af vigen er indrammet af en, mange steder, høj dæmning, hvis bygning, da den blev anlagt, var et meget stort foretagende, der kostede bønderne meget arbejde. Ved dæmningen er der en stor vindmølle, hvis opgave det er, ved hjælp af en meget stor snegl, at ”male” vandet ud af vigen. Den rødkalkede kirke består af et skib, der er bygget i romansk stil og med rundbuede portaler til begge sider, ligesom det også har loftshvælvinger af sten. Koret, der er noget yngre, er opført i gotisk stil. Og det endnu senere opførte tårn med pyramideformet tag rummer våbenhuset. Altertavlen er fra 1500 tallet og har udskårne fremstillinger af korsfæstelsen samt af apostlene. Den store klokke er fra 1490, imens den lille klokke er noget yngre.

Vålse by bestod i gamle dage af mange bøndergårde, hvis jorder strakte sig i lange strimler, mange af dem helt ud til skovene. Langs markskellene blev der lukket gærder og plantet pile. Men så omkring år 1800 opdagede bønderne, hvor upraktisk det var at bo i byen og have jorden liggende langt væk. Derfor blev de fleste gårde flyttet ud på markerne. Alle de gårde der herefter blev bygget var næsten ens. De havde en stor dagligstue med 3 vinduer mod syd og kun et mod nord der vendte ud imod gårdspladsen. Der var også en storstue der nærmest kun benyttedes ved gilderne. Den nordligste af skovene kaldes Vesterskov, og i den findes to fredlyste stendysser, den lille og den store Bondekirke. En lille del af den skov der ligger ud imod vest tilhører den ca. 400 tdr. land store herregård Valnæs, imens den største og vestligste del af denne skov er Resle skov der tilhører godset Orenæs ved Orehoved. Og det er i det sydøstligste hjørne af denne skov, i den ene halvdel af et hus lige ud til stranden lige der hvor vejen fører ind i skoven, at min historie begynder. I de første 8 år af mine forældres ægteskab, var min far skovarbejder. Så der ude i den dejlige natur var jeg så lykkelig at leve mine første barneår. – Der er ingen andre steder end lige netop der, jeg føler mig så godt hjemme. – Sener fik min far husmandsbrug men døde 2 år efter, jeg var da 9 år og min eneste søster var lidt yngre. – Denne stil er, hvad jeg i al korthed kan skrive om min hjemegn.

Unge kvinders interesser

Unge kvinder interesserer sig for alt hvad de, med liv og sjæl kan gå op i. Enhver ung kvinde har de interesser, der efter hendes karakter og hendes naturlige anlæg bedst kan tilfredsstille hendes lyst til at leve. Disse interesser kan både være gode og mindre gode. Forskellen er vel den, at de gode kan man altid have gavn og glæde af, mens andre kan være temmelig værdiløse. Nogle mener, at unge kvinder altid burde interessere sig for husligt arbejde. Det er vist også rigtigt, men kun til en vis grad og når der undtages dem, der har særlige anlæg i den retning, og så dem der bestemt tror, at de forlover sig. Den unge kvinde, der ikke ved noget om, hvad hun skal være, eller hvor hun skal hen, og ikke har særlige anlæg for eller interesse for husgerning, skønt hun har været ved den siden hun blev konfirmeret, hun drages imod noget – ja, måske kan hun ikke engang gøre sig rigtig klart, hvad det er. Hun længes efter noget, der helt kan optage hende. – En gerning, som hun holder af, og som hun håber, kan blive til noget for hende. For de fleste unge kvinder sker der jo det forunderlige, at de en skønne dag ikke længere er i tvivl om hvad de vil, og om hvad de har lyst til. – Dog, så sker dette ikke for alle. Derfor skulle man tro, det rigtigste var, at de tænkte på at forberede sig på en selvstændig stilling. - Men det er slet ikke let at være ung. Og dog, kan det være så vidunderligt rigt.

Gårdejer Jens Truelsen

Den mand, jeg her vil fortælle om døde for halvandet år siden. Han var min mormors bror. Og jeg vil prøve at fortælle lidt om ham, fordi han var en noget ejendommelig person. Jeg er klar over, at det er vanskeligt at skrive om denne mand på en måde, så den der læser det får det rette indtryk af ham. Men jeg interesserer mig så meget for ham, at jeg slet ikke kan lade være. Hans far Truels Hansen ejede en gård i Vålse, og der blev han født i 1846, da min mormor kun var 10 år gammel. Han voksede op og kom i skole, hvor han viste sig at være ualmindelig godt begavet. Han havde sådan en særegen, fåmælt men bestemt måde at færdes på. Meget sagde han ikke, men det som han sagde, var så kort og klart, at det ikke kunne rokkes. Derfor aftvang han uvilkårligt de andre drenge respekt, og det faldt ganske af sig selv, at de så hen til ham som en slags fører. Da han var 12 år døde hans far, og han måtte derfor tidligt tage del i arbejdet på gården, Ligesom han også stadig var meget ung, da han stod med hele ansvaret for dens drift.

Han var blevet en høj og statelig ung mand, som efter at have ligget som soldat i et årstid i København, forlovede sig og giftede sig med en gårdmandsdatter fra Vålse. Hun var glad for at arbejde, og man hørte dem ikke tale ret mange ord sammen. Når hun talte til andre om ham, omtalte hun ham altid som ”Majing”. De fik to sønner, der blev strengt opdraget. I det hele taget, så var det, for mange, et køligt hjem at komme i. Under måltiderne, hvor man langede til grødfadet eller davren, blev der ikke sagt mange ord. Det kunne være ret pinligt for folk, der ikke var vante til det. Drengene voksede op. Men den ældste kunne, på trods af den strenge opdragelse, ikke lade være med at lave spillopper, og dertil viste det sig også, at han havde arvet noget af sin fars anførernatur, idet han dog var meget mere livlig. Min mor har fortalt mange historier om alle de narrestreger, han kunne finde på.

Jens Truelsen var, efter den tids begreber, en meget dygtig landmand. Han var altid den første der såede og den første der fik indhøstet. I politik var han stærkt konservativ, og enhver der ikke delte hans meninger, kunne han være temmelig overlegen og spydig overfor. Dette gjaldt især de fremmede der flyttede til Vålse. De præster der kom til Vålse i hans tid, forholdt han sig hele tiden skeptisk overfor. Om det var hans eller deres skyld, ved jeg ikke, men i hvert fald, så elskede de ikke hinanden. Alle de andre bønder kunne han, uden at sige et ord, fastholde en besynderlig magt over. De turde ikke sætte sig op imod ham, men heller ikke mange følte trang til at gøre det, for der var jo alligevel ingen de beundrede som ham. Det var en selvfølge, at han var formand for sognerådet, og der var næppe heller nogen andre, der kunne fylde den plads ud på bedre vis. For han gjorde det til punkt og prikke. Og var der nogen der bad om vejledning i en eller anden sag, så var han altid parat. Ikke mindst overfor fattigfolk stillede han sig til alle tider velvillig og forstående. Og de vidste, at de trygt kunne stole på ham. Derfor forblev han sognerådsformand igennem mange år. Men skete det, at en eller anden, ved en generalforsamling eller lignende, havde en anden mening end den han selv stod for, trak han blot på smilebåndet. Hans standpunkter var altid retsindige og kloge, men jeg synes, at det er utroligt, at en mands personlighed kan have så stor indflydelse på andre mennesker, at deres egen selvbestemmelsesret næsten bliver borte. – Nu var de andre måske heller ikke nogen særlig kløgtige hoveder. Så de har nok haft et behov for at støtte sig til ham. Det fortæller også lidt om hans gemyt, at han, ved festlige lejligheder ud på aftenen, kunne komme i et sådant lune, at han snuppede violinen ud af hånden på spillemanden, og gav sig til at spille alle de gamle melodier. Så var alle godt nok højt oppe. Men det skete nu heller ikke ret tit.
Alt dette om hans velmagtsdage, altså omkring 1880erne, har min mor fortalt mig. Og så vil jeg ellers fortælle lidt om mine egne indtryk af ham. Det allerførste husker jeg meget tydeligt, skønt jeg kun var 3 år gammel. Vi var oppe hos min morbror, og jens Truelsen var der også. Da vi skulle til at gå hjem, gik jeg rundt og gav hånd til godnat, til hele selskabet. Og da jeg så kom til Jens Truelsen, tog han mig pludselig op til sig og kyssede mig. Og jeg husker ganske tydeligt, hvor overvældet jeg blev. Han havde sådan et stort skæg, og jeg vidste næsten ikke om jeg skulle græde eller blive fornærmet – jeg blev vist begge dele.

Da Jens Truelsen blev ældre, kom der noget mere blødt frem i hans natur. Man så det tydeligst hos ham, da han efterhånden fik en del børnebørn. Han vidste ganske enkelt ikke alt det gode han ville gøre for dem. Han legede med dem, så det var helt rørende at være vidne til. Da han var midt i 70erne, døde hans ældste søn, der da var blevet formand for sognerådet. Og det tog han sig meget nær. Da kom noget frem i ham, som undrede mange. – Det at han havde en ægte og dyb religiøs følelse. Om dette holdt hans yngste søn en meget smuk tale ved hans begravelse. Han fortalte om sin far, og om det han havde set hos ham. – Det var meget betagende. – Doktoren derhjemme sagde om ham, da han lå på sit dødsleje, at han var en af de ”Gamle Ege”. – Jeg tror også at jeg tør sige, at han følte sig selv i en sand konges skikkelse.

Lidt om dannelse

En billedhugger, der vil skabe et kunstværk, må, for at det kan blive fuldendt, arbejde meget på det – alt unaturligt skal gøres naturligt. Og når det endelig har fundet sine endelige former, skal det ru og grimme afslibes og pudses. Således må det i grunden også være med et menneskes dannelse, men her er det selve livet og omgivelserne, der former. Set i det lys må det jo være dem livet har været hårdest ved, der opnår den fineste dannelse. – Eller ejer nogle den måske fra naturen? Det er vel kun de færreste mennesker, der ejer det, man kan kalde den ægte og fine dannelse. Men de findes dog heldigvis, og dem er det godt at møde. Det er som om man føler, at de har den rigtige forståelse af livet. De forstår at glæde sig ved det, og at modtage det store der rækkes dem. Det er sikkert dem, der får mest ud af at leve. Mon ikke også dannelse står i nøje forbindelse med samvittighedslivet? – At der er en indre ånd, der råder for et sådant menneske og fortæller det, at det skal følge det bedste i sig selv, og handle derefter. Således tænker jeg mig, at dannelse må være. Hvad der ikke er dannelse, ved nok enhver, der kender sig selv. Bortset fra ydre dannelse er det vist meget vanskeligt at dømme noget bestemt om andres dannelse. I hvert fald skal man så kende den pågældendes personlighed og handlinger grundigt. Der findes jo de mennesker hvis dannelse man aldrig ville være i tvivl om, medens der er andre, hvis dannelse man ikke rigtig kan finde ud af og vanskeligt kan lære at kende. Og dog kan de eje den lige så fuldt som de første.

Dage i september

Nu, da de lyse nætter er borte, og vi mærker at sommeren forlader os med stærke skridt, kommer septemberdagene med høj, klar himmel, som vinden sender de dejligste hvide skyer hen under, den vifter også sagte i de solbrune, vindtørre blade på buske og træer. Om aftenen kommer de hvide tåger så snart solen er væk. De lægger sig tæt over enge og moser. Så siger man, at ”mosekonen brygger”. En aften på den årstid kan være henrivende. Det er så stille, men hen over det hele spænder himlen sig ud med tusindtal af stjerner. Aldrig er stjernehimmelen så klar som i september, og det er også i september, de fleste stjerneskud er at se. Om morgenen kan det være lige så dejligt, der er ingen lærkesang eller fuglekvidder og ingen gøgekuk. Men jorden hviler med de utalligste dugdråber på strå og stubbe, og stadig ligger tågen tæt hen over engene og moserne. - Men se, nu kommer solen majestætisk stigende i al sin glans, imens den sender sine første gyldne stråler omkring. – Først når de trætoppene. Og lidt efter lidt breder det gyldne skær sig ud over det hele.

En malkevogn kommer raslende hen ad markvejen, en lille markmus smutter forskræmt omkring inde mellem de dugvåde stubbe på marken – den må skynde sig ned i sit hul. Køerne lytter, rejser sig langsomt og ryster det våde af sig, de vender hovederne i der retning hvorfra vognens komme høres, men fortsætter alligevel deres tyggen drøv. For de kender jo ”rumlen”. Lidt efter lidt letter tågen og åbenbarer et farvespil som af utallige perler. I alle de tråde og net, som edderkopperne har spundet i nattens løb, hænger perlerne tæt og tungt og glimter i alle farver. Luften er så kølig og klar, og fra landsbyens skorstene stiger røgen lige til vejrs, imens den store klokke oppe fra kirketårnet toner ud over det alt sammen.

Inde i haven dufter de sidste blegrøde roser, mens bladene fra dem ligger spredt rundt på jorden – også de har dugperler på. De røde, hvide og blå asters står endnu stive og strunke i al deres pragt. Men henne fra frugttræerne rasler det med ét i bladene, - Bump, sagde det. Et modent æble falder tungt til jorden – og så er der atter stilhed. Enkelte gulnede blade løsner sig og falder nærmest dvælende til jorden. – Nu høres lyden fra en damptærskemaskine, der går i lag med de brede stakke


af sæd. Og solen stiger stadig, for den vil tørre alle dugdråberne bort. Men midt på dagen har den fuldstændig herredømmet, og den udfolder en sådan magt som ville den fortælle os, at den endnu kan varme som en sommersol. Men det varer ikke ret længe, så trækker en regntung sky forbi og overdækker til sidst hele himlen. Først kommer der spredte dråber, så tættere, men de falder ganske stille. Ved aftenstid regner det ikke mere. For solen vil, inden den går bort fra denne dag endnu en gang sende os en lille hilsen. Den løfter gardinet til side og sender vidunderlige gyldenrøde stråler rundt for at tage afsked. Medens æblerne, i al denne glans, rødmer endnu mere – Men se, nu synker den langsomt helt ned og forsvinder, idet den visker til os: Stille hjerte sol går ned. – Der går ligesom et suk igennem trækronerne, og de sidste klare regndråber drysser ned som et farvel til den snart svundne sommer. – men over det sted, hvor solen gik ned, hæver sig den herligste portal, dannet af guldrandede skyer.

Et referat

Uden for den tyske by Jena, hvor Goethe og Schiller ofte opholdt sig, er der rejst et ejendommeligt mindesmærke der forestiller en ellekonge. Det har derfor, da det jo er fra Danmark og fra de gamle folkeviser ellekonger og ellepiger stammer, en særlig interesse for os danske. Dette mindesmærke er rejst fordi en fader en sen aften ville ride ind til byen med sin søm der var dødssyg, og som havde febersyner. På det sted hvor drengen i sine febersygner så ellekongen, skrev Goethe digtet ”Ellekongen”, der netop handler om denne hændelse, og om drengens syner.

Den, som vil spise kernen må også knække skallen

Dette ordsprog fortæller os en af livets sandheder i ordets inderste betydning. Og man får uvilkårligt alvorlige tanker ved at beskæftige sig med det. Ethvert menneske vil ubønhørligt erfare, at den der vil have noget godt ud af livet, må selv sørge for at få de hindringer bort der altid vil være på vejen. Der er jo engang sagt til mennesket: ”I dit ansigts sved skal du æde dit brød”. Og det kunne jo slet ikke være anderledes. Thi hvis der ikke var noget at stride for ville alt liv og al fremgang dø. Man ser hos dyrene, at de i kampen for tilværelsen søger at tilfredsstille deres livslyst uden at tage det mindste hensyn til deres medskabninger. Men vi mennesker har jo en langt ædlere og højere natur nedlagt i os. Og den vil altid tvinge os til at stræbe imod det fuldkomne. – Vi kan ikke blive fuldkomne, men jeg tror, at vi alle har denne stræben i os. Enhver, der ved sin viljes kraft søger at nå et mål vil sikkert igennem stræbsomhed og udholdenhed få sin løn for det. Dog tror jeg, at kernens godhed meget afhænger af, hvordan det menneske er i sig selv, og hvordan sindet er overfor medmenneskene. – Nu har jeg prøvet at skrive lidt om dette ordsprog. Men det er jo kun som nogle få dråber ud af uendelighedens hav.

Om læsning

I civiliserede lande er det nødvendigt, at alle kan læse. Ellers er det umuligt at følge med i alt det, der rører sig i tiden. Skulle man aldrig have kendt noget til læsning, var det vist det samme som at være hensat til et meget tidligt tidspunkt i historien. Den første skrift man kender her fra Danmark er runeskrifterne, og dem kan man finde f, eks, på sten, hvor de er indristede, samt på andre uforgængelige ting der er fundet. Dog har det vist kun været meget få af dem der levede den gang, der kunne skrive og læse runer. Men forstod de ikke at skrive, så kunne de tale med hverandre, og de gamle fortalte de unge, hvad deres forfædre havde oplevet. Og således gik det fra slægt til slægt, indtil nogen skrev det ned. En del af dette udgøres af de gamle nordiske myter, sagn og kæmpeviser. Således opstod også folkeviserne. Ingen ved hvorfra, men de blev sunget og gik fra mund til mund, og da så alt dette endelig blev skrevet ned, var det på latin. For et dansk skriftsprog fandtes slet ikke den gang. Det var så kun de lærde, der forstod det, men lidt efter lidt kunne det danske sprog så også skrives, dog varede det alligevel længe inden skoleloven blev indført.

Og nu vil jeg så gøre et spring helt op til nutiden, hvor læsning har den allerstørste betydning for fremgangen i og med os. Her er der et felt, der spænder over alverdens ting. Hvad vi læser, hvor lidt eller meget vi læser afhænger for det meste af vor lyst og evne til at forstå det, vi læser. – Hvorfor vi læser? Ja, det kan have mange forskellige grunde. Det kan være fordi vi gerne vil udvide vore kundskaber, og derfor føler os beriget ved at læse. Man kan også læse for tidsfordriv. Nu til dags har alle adgang til læsning af aviser og kan derfor følge med i politik og alt hvad der sker ude i verden. Der er også adgang til at læse historie og forskellig litteratur, som for mange kan være til stor gavn og glæde. Men der kan også være litteratur der er temmelig værdiløs, hvor det alene er spændingen der driver én til at læse, og når man er færdig med bogen, kan man opdage, at tiden er spildt, og at man er lige så klog eller dum som før man begyndte på bogen.

En anden slags læsning er mange forskellige grene af oplysende faglitteratur, den kan vi jo umuligt undvære til den der vil dygtiggøre sig, eller måske sætte sig dybere ind i de enkelte kundskaber, som F. eks. læger. Det er blåt ikke til at forstå, at forældre, mens deres børn i en tidlig alder ikke rigtig ved hvad de vil, kan nænne at sende dem til sådan en skole, hvor de i flere år skal sidde og terpe med en masse kundskaber og teorier, som måske slet ikke interesserer dem. Det er jo netop i den tid man udvikler sig både åndeligt og legemligt, og derfor allermest trænger til at røre sig i luft og lys, i stedet for at blive proppet med alverdens lærdomme, bare for at tage en eller anden eksamen, for derved at sikre sig en vellønnet stilling. Men vi kan slet ikke undvære noget af alt det, kulturen har givet os af læsning, selvom vore ældste forfædre, som aldrig har kendt til det, måske følte sig lige så lykkelige, om end deres synskreds efter vore meninger har været noget snæver.


En islandsk Glima i Danmark

Det var den 27.maj de islandske brydere skulle give opvisning her på husmandsskolen. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at både navnet og det de skulle opvise, var mig fuldstændig fremmed. Det var derfor ikke uden spænding, jeg gik over i gymnastiksalen. Efter at bryderne med deres flag var marcheret ind i på pladsen, hvor de skulle bryde, blev der råbt et trefoldigt leve for dem. Deres anfører gav derpå nogle oplysninger om glimabrydningen, hvorefter to af bryderne viste de forskellige greb og stillinger i angreb og forsvar. Og så kunne opvisningen begynde. Det måtte vare i et minut, og således skiftede de. Hvis nogen berørte gulvet over knæleddet eller over albuen, blev der regnet for fald, og det markerede lederen ved at hæve et lille flag. Efter nogen tid blev der holdt en pause, så bryderne kunne puste ud. Og derefter skulle den såkaldte bendabrydning foregå. Bryderne blev delt i 2 klasser, mellemvægt og sværvægt. Af hvilke to af samme klasse brød med hinanden til den ene af dem faldt. Man kan forstå, at bryderne må have stor kraft og smidighed, samt god træning, hvis de skal kunne klare sig, men det så det også ud til, at de havde. Det var meget interessant at se denne ældgamle islandske idrætsform.

Efter opvisningen var der her på skolen fælles kaffebord for bryderne samt for deres værter og alle os, der plejede at være med, og det hele forløb meget festligt. Der blev sunget nogle sange, og gæsterne sang den deres islandske nationalhymne. Vi kunne ikke forstå ordene, men ikke desto mindre var sangen meget betagende. Der udveksledes nogle taler. Bl. a. takkede den islandske leder for den modtagelse de havde fået i Danmark, og han opfordrede til, at de skulle udbringe et leve for Danmark. En anden af islændingene genfortalte et dansk sagn, som de fleste danske vist ikke kendte. Forstander Tormod Jørgensen takkede gæsterne fordi de var kommet til Danmark, og for deres opvisning idet han håbede, at de ville få et godt indtryk af vort land. Med henblik på Islands adskillelse fra Danmark, spurgte han islændingene, om de ikke efter dette var mere venligtsindede overfor Danmark? Dertil svarede de samstemmende, jo. Tormod Jørgensen bad derefter alle os danske udbringe et længe leve for Island. – Og derpå sluttede denne festlige aften med en aftensang.

Fra Planteriget

Planterne er ligesom dyrene levende væsener der som frø eller på anden måde, f. eks. ved skud vokser, forplanter sig og dør. Deres liv er, som dyrenes, uløseligt knyttet til stofskifte, ved hvilke forstås, at planterne optager næring dels fra jorden og dels fra luften. Deraf bliver dannet forskellige stoffer, som bliver brugt dels til nydannelse af legemsdele, og dels til at erstatte de stoffer der nedbrydes og skilles ud ved planternes livsproces. Men planterne og dyrene er dog vidt forskellige i alle måder. Thi mens dyrene for det meste lever af organiske stoffer, lever planterne i regelen af uorganiske stoffer. En stor forskel er også at dyrene kan udføre vilkårlige bevægelser, ligesom de også kan sanse, hvad planterne slet ikke kan. Planter kan have alle mulige størrelser og former, men består i regelen af grundorganerne, rod, stængel og blade. Stængelen danner forbindelsen imellem rødderne der optager næring fra jorden, og bladene der igen optager fra luften samt udskiller de forbrændte stoffer. Tillige er bladene både mave og lunger for planten. Den næring, der om dagen bliver optaget af bladene går om natten gennem bladnerver ned i planten. Deraf kommer det, at planten vokser mest om natten. Nerverne, der ligger på undersiden af bladet er beskyttet af en overhud og samler sig derfra i stænglen, og den fugtighed der er i dem beskytter bladkøddet imod solen. Planten vokser og udvikles i lighed med moderplanten, hvorfra den som frø er udgået, og den må så igen blomstre, bestøves og sætte frø. Forskellige planter har alle hver deres vidt forskellige måder at sprede deres frø omkring på.
Efterskrift

Maren Johanne havde både en poetisk åre samt sans og interesse for musik. Selv husker jeg tydelig hendes orgelspil hjemme i vor egen stue. For vort hjem var jo også hendes hjem lige til hun i 1932, giftede sig med Kristen. Og jeg kan også huske, at jeg sådan, når vi var på besøg hos dem i Hannermelde ved Vester Ulslev på Lolland, ønskede mig, at hun skulle spille for os. Men jeg opnåede aldrig mere at høre hendes spil, selv om det gamle orgel med fodpedalerne ellers blev stående i deres stue i endnu mange år.

Nedenstående digt er skrevet af B. S. Ingemann, som jo blev født i Torkilstrup Præstegård på Falster i 1789. Og dette digt danner hermed MJ’s helt egen, og for hende meget betegnende afslutning på disse – skal vi kalde dem – små, malende essays, som det har været mig en stor glæde, ved hjælp af denne moderne, på hendes egen tid aldeles ukendte, computerteknologi, at medvirke til deres mangfoldiggørelse.

Vålse marts 2008

Arne Larsen

Du var mig hele verden
du lille, grønne ø,
imellem dybe sunde
og brusende Østersø.
Med glans står op fra Grønsund
din sol hver morgenstund.
Med pragt den til sit gyldne slot
nedruller i Guldborgsund.

Og nær ved kirkens ringmur,
hvor præstegården står,
skjult alfernes minder viske,
hvad hemmelig til mig når.
Hver krog i hine stuer,
hver gæst som glad drog ind,
hvert kærligt blik, der til mig fløj,
jeg gemmer i mit stille sind.

En anden slægt der bygger,
og andre sjæle bo,
hvor jeg nu søger sporet
af hoppende børnesko.
Før vort århundreds morgen
med storm og lyn brød frem,
jeg lege’d på min grønne ø
i fredssæl barnehjem.