Min fætter Johannes og mig

Johannes blev født d.12. maj 1926, og selv blev jeg født d. 10. sept. samme år, og ligesom vi altså begge også var vore forældres førstefødte. Efter at vore respektive forældrepar Asta og Åge – Johanneses, og Esther og Ejvind mit forældrepar begge ret kort tid inden vor næsten samtidige ankomst i verden også nogenlunde samtidig havde bosat sig Vålse med bare ca. 300 m. imellem vore hjem, hvilket givetvis har giver os to små drenge mange muligheder for at se og lege sammen lige fra vi var helt spæde og videre henover den tid, fra hvilken vi så småt begyndte at kunne sanse de omgivelser, hvori vi skæbne havde anbragt os. Vore hjem var begge mindre landbrug - husmandsbedrifter under særdeles beskedne vilkår og omstændigheder med blandet landbrug heste, køer, grise og høns samt naturligvis også, og ikke mindst, med det dertil hørende agerbrug. Men til forskel fra langt hovedparten af den tids mindre landbrug, så havde vores forældre, sammen med en lidt ældre bror Peter og hans kone Sigrid, som også boede bare få hundrede meter fra de andre to brødre, meget tidligt arrangeret sig med et tæt samarbejde hvad angik diverse, også for alle andre mindre landbrug nødvendige redskaber og maskiner, som for øvrigt alle andre af egnens mange småbrugere anskaffede hver for sig, fordi, som de udtrykte det, ville have lov til at være sig selv. Men desuagtet, så gav disse fælles redskabsanskaffelser alle 3 brødre tilsammen ganske betydelige økonomiske fordele hvad både angik anskaffelse og vedligehold af ”maskinparken” om end denne, set med senere tiders målestok, var udmålt i særdeles beskedne størrelser. Men dette samarbejde har samtidig også indebåret, at disse tre familier på, godt og ondt, også har været henvist til at skulle arbejde tæt sammen på utallige områder for overhovedet at få dette redskabsfællesskab til at funger, og det er på denne baggrund, at Johannes og mine verdener jo på sin vis følgelig også på rigtig mange måder kom til, i nogen grad at minde om et substitut for et tvillingepar.

 Det var jo også en tid hvor skolegangen kun afkrævede os vor opmærksomhed 3 dage om ugen, således at vi  i al den anden tid, med liv og lyst – for det havde vi altså, - tog del i vore respektive familiers – om man så må sige – daglige kamp for at sikre sig brød på bordet og tag over hovedet. – Ikke sådan at forstå, at dette overhovedet var noget vi gik og tænkte på. For der var nu lykkeligvis også overskud til både at glæde sig over tilværelsens mange lyspunkter, så som vort tætte samvirke med markers og enges dags - og årstidsrytmer med hver deres særegne og dertil tæt knyttede små daglige mirakler. - Overskud til at klø grisen bag sit øre, som Jeppe Aakjær så rigtigt udtrykker det ikke bare smukt, men såmænd også i høj grad inspirationsmættet for et menneske der havde valgt landbrugserhvervet, med dettes tætte tilknytning til planters og dyrs trivsel og velvære. Hjemme hos os selv på Svends Minde var der derudover også en opgave, som vi børn på skift tildeltes hver søndag morgen og det var at rive gårdspladsen pænt og sirligt, og dette var altså ikke bare noget der skulle overstås, jeg huskes endnu med fryd i sindet hvordan jeg nogle gange trak riven i kunstfærdige mønstre, også for at give søndagen et look der tydeligt adskilte denne dag fra hverdagene. For vel skulle dyrene også passes om søndagen, men desuagtet så gav disse mere rituelt motiverede regler, som f.eks. denne søndagsrivning af gårdspladsen, hele ugen et element af overkommelighed, som den ellers ikke ville have haft, syntes vi.. Og det var dette, der medvirkede til at opbygge det overskud og den følelse af at være i dagen og vejen på en måde, så vi fik både tid og lyst til, slet og ret, at nyde livet.

For os børn, og for vore forældre med, syntes der overhovedet intet at være i vore omstændigheder der så meget som kunne minde om noget der slavebandt os. Vi følte os alle som frie folk, i forhold til de omstændigheder vi af vore fædre havde fået fortalt en hel del om, om hvordan de vilkår, som deres nærmest foregående forældregenerationer havde været rundet af, som jo var landarbejdermiljøerne på Sydsjælland i sidste halvdel af 1800tallet og i begyndelsen af 1900tallet. Begge vore mødre var jo hjemmefødte vålsere, men miljøer de kom fra var i høj grad de samme, som det altså nu fælles ved flid og sparsommelighed var lykkedes dem at vriste sig ud af, også takker være denne tids langsomt begyndende erkendelse af, at nye gennemgribende socialreformer på landsplan til gode for en langsom forbedring af småfolks livs – og eksistensvilkår måtte være bydende nødvendige for vore samfunds velfærd, og dermed også til gode for disse folks evne og vilje til, og givetvis også mulighed for, for stedse, at løfte sig ud af fortidens slavetilværelser, ud af de omstændigheder der forhen havde stækket deres virkelyst, og altså nu gav dem lys og luft under vingerne og derved sikrede dem mulighed for en opblomstring, der uvægerligt ville være til gavn for hele det samfund, som de jo alligevel var sat i som uafrystelige elementer. Med andre ord, det som det drejede sig om var, at puste nyt liv i et befolkningssegment der før havde udgjort en passiv dødvægt i samfundshusholdningen, og dette i fuld forståelse af, at incitamenterne dertil måtte komme indefra dem selv, og ikke, som de af den gamle besiddende klasses talerør påståede eneste virksomme middel– ”pisk og gulerod”.

Så, alt det ovenfor præciserede har altså været med til på afgørende vis at forme min egen barndoms, ligesom også Johannes barndoms drømme og forventninger til fremtiden. Helt afgørende har det overordnet set også været for os begge at anerkende, at vi på rigtig mange områder var meget, meget forskellige af gemyt, ja, vel næsten lige så forskellige som dag og nat, som man ynder at sige. Og alligevel var vi utroligt meget sammen igennem alle vore barndomsår, og det endda, kan man jo sige, både som arbejdskammerater i ”felten” og når vi bare var os selv to som aktivt søgende individer i egne tankeverdener og forestillinger. Måske var vi fundet sammen på denne ganske særlige måde på grund af en eller anden usynlig kraft, som ikke lader sig definere. Jeg mener, at det langt tiest, ja måske nærmest altid var Johannes der opsøgte mig, uden tvivl fordi Johannes trivedes bedst i selskab med andre, i modsætning til mig, der aldrig har haft vanskeligt – givetvis indtil en vis grænse - ved at leve aktivt med mig selv alene. Men var vi sammen for os selv, så kunne vi f.eks. kravle ind under en af fars høstakke, der jo altid, efter den tids mest moderne stakkemetoder, anbragtes på stativer, så høet ikke kom til at hvile direkte på jorden men var hængt op på et sådant stativ på en måde, så der var et ganske betydeligt hulrum inde i selve stakken. Og der inde under høet kunne vi så sammen ligge / sidde og meget andet. Ingen tvivl om, at det også havde meget at gøre med pubertetstidens, for drenge, ofte meget urolige, kaotiske, ja til tider kunne denne ganske særligt problematiske tids vilkår nærmest været os ulideligt plagsomme. Men til gengæld, så var mulighederne for at kunne gemme sig lidt af vejen for nyfigne blikke den gang, nærmest utallige.

.Og det var her altid Johannes der besad den udfarende kraft, imens jeg selv udgjorde den langt mere passive part, der måske bare på sin vis troskyldigt fulgte med. Men siges skal det dog, at der aldrig forekom uoverensstemmelser imellem os. Det var som om vi begge både var og følte os solidariske med hinanden og vi opførte os altid på en god og hinanden særdeles hensynsfuld måde, ja måske kunne man ligefrem kalde os for hinandens særegenheders vogtere – i den mest positive version, altså. Og dette gjaldt for øvrigt altid, ligegyldigt hvad vi foretog os, ikke mindst også i de helt eventyrligt mange arbejdsopgaver, som hen over årene, dog allermest om sommeren, tildeltes os af vore forældre. Ja, om dette, og ikke mindst om vort altid gensidigt respekterende arbejdsfællesskab kunne der sagtens skrives en hel bog. Et enkelt eks. på de måder hvorpå vi, af forældrene, kunne blive sat på fælles arbejdsopgaver, vil jeg dog lige nævne.  Det udviklede sig altid på en ganske særlig positiv måde i høstens tid, hvor vi jo altid kunne bede os fri fra skolen, ferie eller ej, når der skulle tærskes, eller foretages andre, for vore familiers trivsel, vigtige forehavender, som kornhøsten jo netop også var et eks. på. Når kornet skulle køres hjem fra marken, for hos os på Svends Minde for at blive sat ind i laden, og hos Johanneses på Hjørnegård for at blive sat i hæs (mega stake) omme i baggården, hvori det så skulle blive stående indtil tærskningen ville kunne finde sted. Det var altså når kornet skulle køres hjem fra marken, at Johannes og jeg blev sat op i hver sin ende af høstvognen for at kørte ud i marken, hvor kornnegene igennem et par uger eller tre havde stået i håve, som vi sagde, (hobe) neg imod neg for vejring, men som altså nu skulle køres hjem (høstes ind). Der var så også altid en voksen mand / kone ude i marken hvis opgave det var at stikke negene op til os på vognen med en dertil egnet tohornet såkaldt hjertyv, som jo var forsynet med et langt skaft, og med denne hjertyv blev så hvert andet neg tildelt Johannes og hver andet neg blev tildelt mig, hvor vores opgaver oppe på vognen så bestod i at lægge negene til rette på en måde, så det til sidst kunne blive til et størst muligt læs, helst velformede og uden skævheder der ville kunne føre til at læsset væltede af vognen. Der skulle jo helst være noget pænt at se på og beundre for eventuelle eksterne betragtere. Og for at dette ville kunne blive resultatet var det bydende nødvendigt, at vi begge to var omhyggelige både med negenes rette placering i hver sin ende af læsset, og også med vort helt nødvendige samarbejde omkring denne opgave. Og det er jo altså en gammelkendt sandhed, at jo tidligere i livet børn bliver sat på opgaver, som på den ene side udfordrer deres fantasi og virkelyst, og på den anden side heller ikke overstiger deres medfødte arbejds – og fysisk / psykisk betingede lystpotentialer, så er der næsten igen grænser for hvilke opgaver, herunder også, og måske endda allermest opgaver af manuel arbejdsmæssig art, som de også kan matche. – Håndens arbejde har lige fra urtiden været menneskets eksistentielle omdrejningspunkt. Og lige her og nu gjaldt dette så, at jo flottere læs vi fik at høre hjem med, jo stoltere blev vi over vore, netop i denne sammenhæng vellykkede fælles præstationer. Og pointen i dette var for vore forældre, at vi to skoledrenge på denne måde erstattede en voksen mands / kvindes arbejdskraft, og sparede derigennem vore forældre for en ekstra lejet høstmand / kone.

Der hvor Johannes til enhver tid var den fandenivoldske vovehals, der var jeg altid langt mere tilbageholdende og for at sige det ligeud, jeg var på mange måder, i det mindste i forhold til ham, rent ud sagt en bangebuks. - Skønt han egentlig ikke var særlig stor af vækst, så havde han overhovedet hverken betænkeligheder eller besvær med, i bogstaveligste forstand, at klatre op af en hests forben, gribe fat i manken og svinge sig op på ryggen af den for efterfølgende at ride, ofte samtidig, begge sin fars heste ud i folden om aftenen eller den omvendte vej om morgenen. Sådan noget turde jeg simpelt hen ikke forsøge mig med. I modsætning hertil kan jeg så fortælle, hvordan det gik mig selv, da jeg engang havde bestemt mig for, en søndag eftermiddag, at nu ville jeg altså vise, bare sådan i al beskedenhed, at jeg godt kunne tage mig sammen og ride mig en lille tur ud i vigen på en hest. Jeg fik mig da også, billedligt talt, ved hjælp af et eller anden, sikkert mærkeligt, forhåndenværende hjælpemiddel, anbragt mig på ryggen af hesten, og jeg nåede da også helt ud i vigen inden hesten slog mig af, hvorved, tror jeg, hesten selv blev lige så forundret, som jeg selv følte mig ydmyget, så den løb heldigvis ingen steder, hvorfor jeg til min egen udelte græmmelse bare kunne tage hesten ved tømmen og slukøret, på mine fødder, vandre hjem igen, fordi der jo ude i vigen intet ”hjælpemiddel” fandtes der kunne betjene mig ved et eventuelt nyt forsøg på opstigning – eller omstigning, om man vil. - Jeg tænker egentlig, at Johannes, lige så vel som andre normale mennesker, i visse situationer sagtens kunne mande sig op til at hovere overfor nogen, som han følte sig overlegen overfor. – Men overfor mig forekom dette, ifølge min bedste overbevisning og hukommelse, ikke én eneste gang igennem vore lange liv - i hvert fald ikke som jeg har oplevet det.

I flere år sad vi ved siden af hinanden ved samme pult i skolen, og hvor han klarede sig fint med både lærere og kammerater, der var jeg rent ud sagt en sinke der blev drillet, mobbet og jeg ved ikke hvad igennem en god del af vore fælles skoleår, hvorfor jeg fra tid til anden, af kammeraterne, og såmænd endda også tit af nogle af klassens piger kaldtes både ”Tudearne” – Faba – Pigepræst og meget andet, ligesom jeg da også af kammeraterne, og såmænd ikke særlig sjældent også med lærens mere eller mindre stiltiende accept, karakteriseredes som bare slet og ret værende dum. Men dette tog Johannes, konsekvent, aldrig del i, imens han på den anden side nok heller ikke havde den nødvendige pondus i skolen til at kunne forhindre det, hvad der så til gengæld var en nabodatter til os på Svends Minde, der hed Sigrid, som havde. Hun var omkring et år ældre end Johannes og mig, hvorfor vi så, fordi vi i alle klasser - 1.klassd undtaget - altid gik 2 klasser sammen og altså således gik i klasse sammen med Sigrid hvert andet år. Hun havde nemlig den pondus der skulle til, for at forhindre drilleriet. - Også mange gange, når vi sammen med andre drenge, og skulle finde på et eller andet at lege, så var det også her meget ofte Johannes der fremkom med vindende forslag, så det var altså ikke kun overfor mig, han kunne opvise denne evne. - Dog, så havde han også tilbøjeligheder, ikke mindst overfor sin mor, som det pinte mig at være vidne til. Således husker jeg en gang, da han såmænd ikke var mere end en 8 – 10 år gammel, løb efter hende og sparkede hende bagi, fordi hun endnu ikke have bagt ham den hvedekage, som hun havde lovet ham. Og det forstod jeg slet ikke at nogen kunne gøre overfor sin egen mor. 

Johannes selv fik dog også, fra tid til anden, af kammeraterne tilkendt øgenavne, f.eks. Galopjohannes fordi han altid løb i galop det korte stykke vej fra hjem til skole om morgenen og den modsatte vej om eftermiddagen, ligesom naturligvis også frem og tilbage i middagsfrikvarteret, vejen var jo så kort, at han aldrig, som os andre behøvede at have madpakke med i skole. Skrigejohannes kaldtes han også, fordi hans stemme, som barn og helt ung, var ret højrøstet, og dertil fortrinsvis bevægede sig i et højt toneleje.  Men jeg havde for det meste indtrykket af, at han ikke tog sig særlig meget af dette, som åbenbart heller ikke rigtig bed på ham, hvorfor det da heller aldrig blev til noget særligt problem for ham - tror jeg. – På vor konfirmationsdag, hvor Johanneses fest holdtes i hjemmet, og på selve dagen, og hvor Asta havde hyret den ovennævnte Sigrid, som Johannes helt åbenbart var blevet voldsomt skudt i, til at hjælpe med ved serveringen. Af hende fik jeg godt nok en form for ”oprejsning” for den underlegenhed som jeg vel alligevel nok, på trods af alt det, som jeg her sidder fortæller, ubevidst har gået rundt med. Den forekom ved at Sigrid, efter at festmåltidet var overstået, fik os begge stillet op foran en væg, så hun rigtig kunne tage os i betragtning side om side – hun kendte jo godt Johanneses følelser for hende, og vidste også, at hun, så at sige, ville kunne sno ham omkring sin lillefinger – så efter at have set på os en stund, sagde hun henvendt til mig, ”Ja, du er nu ellers en flot fyr Arne”. Hvortil Johannes forfjamsket og tydeligvis ganske uforberedt replicerede, ”Ja, det er da også fordi hans jakke er toradet”. Toradede jakker var nemlig lige på det tidspunkt sidste nye mode, men Johanneses jakke altså bare var enradet. - Dette var jo, fra hendes side, en fremhævelse af mig på hans bekostning, og det endda én der slet ikke kunne tages fejl af. Men rigtig nyde situationen kunne jeg bare slet ikke, for jeg følte mig jo alligevel, måske af vane, måske i solidaritet, eller hvad ved jeg, solidarisk med Johannes. – Egentlig mærkeligt nok, al den stund jeg også selv, godt nok af mere jordnære grunde, (genlæs hvad der umiddelbart ovenfor står om hendes hjælp til mig i skolen), der, som I kan se, måtte gøre hende til en, mig, meget kær pige. Men Johannes forblev efterfølgende ret længe både ”døv og blind” overfor hendes forsøg på at meddele, at hun slet ikke var indstillet på kæresteri, og fortsatte ganske ufortrødent ret længe sit kurmageri. Hvor såret han i den bitre ende selv følte sig, kan jeg slet ikke vide, men slemt må det vel have været, i hvert fald ifølge min egen private forståelsesramme. I modsætning hertil, ville jeg i en sådan situation, som det mere passive, afventende gemyt kunne forblive en kende mere usårlig, forudsatte jeg. Men alt dette, indrømmer jeg åbent, er på den ene side bare mine egne løse gætterier, og på den anden side, set med en lang tid senere livserfaren mands øjne, en af pubertetsårenes helt naturlige udslag og dybt forståelige, ganske almindelige hændelsesforløb, hvor pointen i det som jeg gerne så mine læsere begribe / forstå, som mit egentlige ærinde med dette tankespind, fremhæve at ingen mand i sit udviklingsforløb, er vokset op og blevet til et rigtigt mandfolk uden først at have været igennem alle disse sene barndoms – og tidlige ungdomsårs enerverende spidsrodsløb imellem alle mulige og umulige forestillinger, traumer og altfortærende forelskelser? Det som i daglig tale, langt mere uhøjtideligt udtrykkes med vendingen: ”at løbe hornene af sig”.

Men efter teenageårenes udløb tyndede det ganske gevaldigt ud i Johanneses og mine fælles forehavender og kontaktflader. Vi sås sjældnere og sjældnere af både geografiske og mere mentalt motiverede grunde. Selv gennemgik jeg en personlig udvikling der gjorde en ende på både min, nok med et vel noget rigoristisk udtryk sagt, tidligere afhængighed, eller i mangel af et mere dækkende udtryk, følgagtighed overfor Johannes, hvilket for mit eget vedkommende næsten, om man så må sige, kom væltende hen over mig på én for mig så overraskende og uforudset måde, at jeg faktisk havde svært ved selv at fatte det derved, at jeg i begyndelsen af 1947, imens jeg var elev på Askov Højskole, fik et brev fra min far, hvilket også i sig selv var ganske usædvanligt. I dette brev fortalte far, at han sammen med broderen Åge, Johanneses far, havde overvejet at købe Gimle, der altså lige netop på det tidspunkt var sat til salg, og meningen med dette køb var, ifølge brevet, at Gimle så, forestillede de to fædre sig, skulle forvaltes og drives af Johannes og mig i fællesskab. Men denne mulighed virkede, også til stor forundring for mig selv, så ganske chokerende på mig, at jeg var nødt til at gå i tænkeboks i adskillige dage, inden jeg havde besluttet, hvad jeg ville svare. – Min første og største betænkelighed ved forslaget var ubetinget, om Johannes og jeg overhovedet ville kunne arbejde sammen om den opgave? For det første fordi, den måde hvorpå vor hidtidige, igennem hele barndommen eksisterende, gensidige afhængigheds og hele samværsmæssige sædvane næppe ville kunne føres videre ind i voksenalderen, først og fremmest på grund af de fuldstændige og totalt gennemgribende, rent personlige, forandringprocesser, og dermed også forandring af mange af de præmisser der var vore barndomsrelationers hele forudsætning. – Jeg var jo bare ikke længer den afventende og på en måde ret så føjelige dreng, som jeg tidligere havde været, og som Johannes altid havde kendt mig som. Jeg var simpelt hen vokset ud af mit eget skind, og var nu langt snarere blevet til en meget selvbevidst individualist, der med pondus og dertil også med en iboende ganske ubændig eventyrlyst i blodet ganske ubetinget ønskede at køre mit helt eget løb, så derfor, og også for at være ærlig både overfor mig selv og overfor og mine omgivelser, måtte  jeg nødvendigvis afvise forslaget som helt uantageligt for mig, tilligemed at jeg som beslutningens konsekvens også måtte påtage mig ansvaret for de skuffelser, som jeg med dette afslag, måske, måske ikke, ville kunne tilføje andre af mine mere nærtstående familiemedlemmer, herunder også Johannes. Men dette var altså bare alligevel en beslutning, som jeg måtte tage. Og hvordan andre så måtte modtage den, måtte være deres egen sag, og jeg har egentlig heller aldrig fået nogen tilbagemelding omkring den - jeg opholdt mig jo langt væk ovre på Askov Højskole i Jylland. Og da far ellers aldrig befattede sig med at skrive breve til sine børn, og altså heller ikke uden dette ene angående denne sag, så jeg ved i realiteten intet om det, så meget mere som det heller aldrig, fra nogens side, efterfølgende er blevet berørt. – Men det er for så vidt også i denne forbindelse uden betydning. Det der for mig overskygger alt andet er, hvordan mine og Johanneses relationer til hinanden hen over de efterfølgende omkring 65 år udviklede sig, og omkring dette spørgsmål kunne jeg have lyst til allerede på dette sted at afsløre, at Johannes, selvom vi igennem alle disse år har levet hver vort eget liv på ganske betragtelig afstand af hinanden, så må jeg med skam konstatere, at han, forekommer det mig, at han, måske, har været mere loyal overfor mig, end jeg overfor ham?

Vort allerførste sammentræf efter barndomsårenes ”staldbroderskab” fandt sted i vor soldatertid, da vi begge aftjente værnepligt ved Den danske Brigade i Tyskland i vinteren 1948 – 49, hvor vi også delte forlægning i Oldenburg, han som menig og jeg selv som korporal, dog ikke ved samme kompagni. Men vi sås dog alligevel kun sjældent, tiest når vi spiste vore måltider i kantinen, hvor gradsforskellen imellem os sikkert også må have spillet ind, hvor utroligt dette så end måtte lyde i en civilists ører.

Få år senere ved Ediths og Johanneses bryllup, var jeg som den eneste af Johanneses rigtig mange fætre og kusiner inviteret med til både den kirkelige handling og til den efterfølgende festlighed i Ediths hjem, hvilket jeg både følte mig meget rørt og meget glædeligt overrasket over. Om Johannes har haft spillet med i denne invitation, kan jeg ikke vide, men fakta var jo nu en gang også dette, at jeg igennem adskillige år, som nære venner med Ediths brødre, havde været kommet umådeligt meget i det stigsenske skovfogedhjem ude i Resle. Hvor jeg har nydt Jenny og Arnes ganske enestående gestfrihed – ikke mindst nydt Jennys uforlignelige nybagte kringler, når vi efter vores skovvandringer, godt trætte, vendte tilbage til den hyggelige kaffetår, som Jenny serverede, imens Arne lå og hvilede sig på sofaen inden donten med husdyrenes røgtning igen kaldte ham ud.  - Desværre var det mig ikke muligt at gøre gengæld, ved mit eget bryllup få år senere.

Men herefter sås vi så endnu mere sjældent, da vi igennem, mange, mange år, hver for sig, førte vore egne tilværelser stort set uden nogen kontakt overhovedet, lige indtil vi foranlediget af etableringen af vore årlige fætter  / kusine sammenkomster, hvor vi så igen sås til megen stor glæde for os begge, nu for dels at opfriske ellers hengemte barndomsminder og dels i forsøg på at genetablere gamle slægtsbånd. Og så endelig her til sidst hvor vi over nogle af de allerseneste år fejrede vi nytårsaften sammen hos Margit og Knud.

Det er jo en kendt sag at mit familieliv brød sammen, og at der hele tiden, imellem parterne, har været meget delte meninger om hvorfor dette skete. Og i denne min egen lange regenerationsproces der til tider har været mig både smertelige og sindsoprivende, har jeg ikke desto mindre, midt i alle fortrædelighederne, hele tiden kunnet mærke Johanneses uforbeholdne moralske og kammeratlige støtte til mig personligt, og det gør altid én så godt at vide, at der dog er nogen, også udenfor éns allernærmestes kreds, der sender én en varm, oprigtig og ikke mindst opmærksomhedsfyldt tanke.

Og her kommer jeg så til et af de allervæsentligste incitamenter for mig til at skrive denne lille beretning, om to mennesker, begge mænd, der begge fuldt bevidste om deres indbyrdes meget betydelige forskelligheder, igennem et langt liv har hæget om deres fælles viden om modsætninger, erindringer, og hemmeligheder således at de her til allersidst på en forpligtende måde stadig har følt sig bundet til hinanden med usynlige bånd uden nogensinde at forvente mere af hinanden end hvad de hver for sig vidste, at båndene kunne holde til, men alligevel beholde de essentielle ingredienser i bindingerne. Det var tanker som disse, der, da Johannes igennem sine sidste levemåneder, som permanent sengeliggende, igennem intuitionen meddelte mig, at det nu var tid til at bekræfte disse bånds fortsatte råstyrke, og derfor blev dette vort sidste møde, i hvert fald for mig, en stor og god oplevelse, for jeg kunne jo se og læse i Johanneses glade ansigtsudtryk, hvor taknemmelig han følte sig over endnu en gang at møde en gammel ven, kammerat og skæbnebroder. En hos hvem, han kunne finde en ny bekræftelse på en gammel pagt, hvorom ringen nu var sluttet.