Kære venner og deltagere i kenyaturen

Appendiks t. ovenfor bemeldte studietur

Hver gang et år er ved at rinde ud, er det vel naturligt at se tilbage og prøve på at gøre op, på godt og ondt, hvad dette år sandsynligvis vil blive husket for. Når jeg siger: sandsynligvis. så er det fordi, at årene der følger, jo givetvis også kan komme til at kaste glans eller skygger på det, der allerede var. Men nu er det altså lige nu, de umiddelbare indtryk skal ordnes, vurderes og indsættes i den sammenhæng, der er den dagsaktuelle.

For Linda og mig var en af dette års meget væsentlige hændelser kenyaturen sammen med jer i den just forgangne sommer. Og det er disse tanker, jeg her vil forsøge at opsummere. Det var jo ingenlunde uden betænkeligheder vi satte os for at arrangere den tur. Og vi vidste, at den vanskeligste opgave ville blive at formidle en form for gensidig forståelse imellem på den ene side afrikansk / kenyanske realiteter og på den anden side umiddelbare danske forestillinger og forventninger, som det slet ikke er så ligetil en sag at etablere. Når vi, som det jo var vor intention, påtog os at arrangere en tur med sigte på at give jer et troværdigt billede af den jævne landsbybefolknings daglige tilværelse og tankesæt, vel vidende, at unge landmandsaspiranter fra Danmark, mange af den allerede vidt berejste, lever i en i en verden der er så forskellig fra deres, at den, for at sige det mildt, trodser enhver beskrivelse. Hvortil så også skal lægges den omstændighed at I hører til en samlet, privilegeret grubbe af et meget rigt lands ungdom, hvor en vis grad af overlegen flokmentalitet ikke vil kunne undgås, imens de mennesker vi skal besøge tilhører en, i mange måder, både nationalt og i egen selvforståelse, marginaliseret folkegrubbe, der på forhånd vil føle sig dybt underlegne. Og dette at undgå at disse i forvejen voldsomme modsætninger går hen og udvikler sig og bliver selvforstærkende, ser vi, som rejseledere, som vor fornemste opgave. - Og graden i hvilke denne opgave lykkes, vil til slut være afgørende for hele turens succes eller fiasko.

Da alt dette, også for os, jo kun var temmelig abstrakte fornemmelser, som vi ikke let, på forhånd, kunne sætte ord på, kunne vi i virkeligheden ikke andet end fæste uforbeholden tillid til jeres fingerspidsfornemmelser, personlige dannelse og i hvert enkelt tilfælde til jeres situationsfornemmelse. For i den virkelighed hvori vi ville befinde os, er det således, at hvide folk, som har opholdt sig i Afrika igennem lang tid, møjsommeligt har tilegnet sig en lang række skrevne og uskrevne regler, som de også fra tid til anden har måttet betale for. Og deres skræk kan det ofte være, at modtage gæster hjemmefra, der ikke føler sig omhyggeligt for. - I flok føler man sig sjældent godt nok for, samtidig med at man også rent mekanisk let kan komme til at virke provokerende på de lokale mennesker, som ved, at vi ved mange lejligheder vil komme i tæt kontakt med. Vi må ikke glemme, at vi, set fra deres synspunkt i og med at vi er hvide, kommer til dem som både forbilledlige rollemodeller og efterkommere af kolonitidens undertrykkere. Af en ærlig vilje er de, på overfladen, venlige og frem for alt gæstfri, men nedenunder lurer altid mistænksomheden og foragten for dem, der med eller uden forsæt kommer til at nedgøre dem. Jeg plejer at udtrykke det på den måde, at vi hvide kolonisatorer og missionærer, igennem mere end et helt århundrede gik hånd i hånd i bestræbelserne på at nedbryde de indfødtes integritet og stolthed med det formål at gøre dem til medgørlige medarbejdere ved fuldbyrdelsen af den hvide races verdensherredømme. Men for sent opdagede vi, at den stolthed som vi underminerede ikke let lader sig genetablere Den der ikke frygter havet er en dåre. Men han sejler alligevel! Vi tog også jer med på en tur til Kenya vel vidende hvad det i værste fald kunne indebære.

Vi valgte altså at springe ud i det, Og så sætte vor lid til sammenholdet i gruppen, som jo i høj grad ville være betinget af et vist mål af selvjustits hos hver enkelt af jer, samt naturligvis også i høj grad af om Linda og jeg ville være gode nok til at forvalte den tillid I havde vist os, ved at ville bruge jeres to friuger i selskab med os på et, i virkeligheden ganske eventyrligt forehavende. Når det i løbet af de første par dage kunne ske, at vi kom væk fra hverandre på grund af misforståelser imellem Linda og mig, så er der for mig ikke nogen tvivl om, at det skyldtes det store pres vi var under, som vi, lige i starten, endnu ikke helt var kommet på højde med. Men det lettede heldigvis i løbet af meget kort tid. Jeg vil da gerne her understrege, at I alle sammen til fulde levede op til de forventninger, vi havde stillet til jer. De enkelte mislyde der fra tid til anden opstod, kunne intet skår gøre i dette. Vel gjorde det os ondt at se, når nogen kastede banan eller appelsinskræller ud af bilerne i hovedet på dem der gik i vejsiden. Det irriterede os når nogen på trods af indtrængende henstillinger rejste hovedet eller hele overkroppen op igennem taglugerne under kørsel på landevej. Det gjorde os vrede, at nogen syntes at mene, at whisky skulle være godt til de vagter, der skulle tage vare på vor sikkerhed ude hos de vilde dyr. Men vi følte også, at der var fuld forståelse for vor til tider voldsomme reaktion imod disse unoder. Og resultatet blev en tur, der indeholdt alle de ingredienser der tilsammen skabte en uforglemmelig oplevelse for gruppen, Linda og mig selv indbefattet, og dette samtidig med at den også blev en værdifuld lære for hver enkelt af os.

Egentlig er denne danske tekst at betragte som et appendiks til den     engelske ditto, som er sendt til vore afrikanske værter og andre, som måtte tænkes at have interesse i at læse den. Sådan er altså den engelske til udvortes, og den danske til indvortes brug. Det er faktisk ikke muligt, heller ikke på engelsk, at skrive et brev til både hvide og sorte, uden at det vil blive forstået forskelligt. Og dertil er der så også ting, som det ikke tjener noget formål at sprede vidt og bredt.

Og så til slut en lille smule om et mere filosofisk spørgsmål. Jeg ved meget vel, at filosofi ikke er noget hovedfag på en landbrugsskole. Til gengæld kan det nok siges at være et af jeres hovedfag at bruge hovedet. Og det kan åbne sluserne for mange, og ofte vanskelige spørgsmål. Som f eks det, at den nye GATT aftale om nogle år vil medføre braklægning af endnu meget mere landbrugsjord. Skal vi blot finde os i det, eller skal vi modsætte os? I sidste instans er det et spørgsmål om solidaritet. Ikke, som nogen, som en følgevirkning, måske tror, bare med de mennesker, der vil blive udstødt af samfundet, fordi de mister deres menneskeværd, og så ikke har mere at miste, og følgelig intet at kæmpe for. Kun desperation og ondskab vil overleve. Det jeg vil hen til er, at begrebet solidaritet er blevet skamredet af alle de velmenende mennesker, der har haft behov for en kæphest at dulme deres egen dårlige samvittighed med. Det er nemt og billigt at erklære sig solidarisk med de spedalske uden hænder og fødder, der ligger beskidte og forhutlede og tigger i Nairobis gader, så længe vi ikke behøver at røre ved dem. Det koster heller ikke ret meget at sende nødhjælp til Somalia. Nogle få kroner fra hver af os kan hjælpe os til sove de retfærdiges søvn ligeså mange nætter som der kan føjes dage til de sultendes overlevelse. Men vi kan aldrig derved give dem deres værdighed tilbage. Den skal de selv kunde tilkæmpe sig, hvis de ellers bliver givet en mulighed for det. I modsat fald forbliver deres voldstærskel lav og uberegnelig.

Jeg mener, at vi til forebyggelse af alle disse udslag af menneskelig ondskab og destruktionstrang ikke har andre midler end en forankring i menneskelige sammenhænge, hvor begrebet identitet kan trives. Derfor skal arnestederne kunne udvikle sig i de mindre cirkler som familierne og andre mere begrænsede tilhørsforhold. Kort og godt, vi må til at interessere os langt mere for de såkaldte nære ting, som vi kan overse og have en mulighed for at præge. På bekostning af det der er langt væk, som vi alligevel ikke kan overse, og langt mindre medvirke til at præge. Den skamredne solidaritet må gives en ny betydning, der lærer os at være solidariske med os selv derved, at vor menneskelige værdighed forbyder os at behandle vore medmennesker, som om de var os uvedkommende. Jeg mener ikke, at jeg er spor naiv. Jeg ved udmærket, at en sådan begrebsændring kun kan komme til verden under svære fødselsveer, og måske vil disse veer stå på i 100 år, ej heller kan den gå i gang før et bredere udsnit af befolkningerne kræver det. - Noget af det, for mig, mest skræmmende ved vor tid er måske tendensen til borgerskabets svindende politiske vægt, også globalt set, som for mig at se skyldes den almindelige borgers egen laden sig dupere mere af sekundære muligheder for forbrug af materielle goder i form af vellevned og letbenet underholdning end af de helt grundlæggende krav til alle mennesker om at være opmærksomme på medmenneskers velbefindende og livsmuligheder. Hvis tendensen fortsætter, skabes forudsætningerne for at overklassen i stigende grad, takket være gevinsterne fra borgerskabets forblindelser, forskanser sig i særlige kvarterer eller enklaver, hvor uønskede personer formenes adgang.

 - Lad dette være stof til eftertanke, medens indtrykkene fra ulandet Kenya stadig er friske, og tankebanerne bevægelige. Det har nemlig mere at gøre med en selvkritisk analyse af dybden i vore egne motiver for det vi foretager os, end med global velstand / vellevned.

I Martin A Hansens lille dybdeborende roman Løgneren, som alle burde læse, men som da heldigvis også, lige siden den udkom for omkring 75 år siden, har været den måske, allermest læste og omdiskuterede danske roman overhovedet, lader han hovedpersonen Johannes sige, da han finder ud af, at det er et menneskes lod at have ufred i sindet: Fortiden er en støverhund, der altid er på foden af en. Støvere er lavbenede og langsomme, og følger altid vildtet på sporet. Haren eller ræven sætter nemt fra støveren, kommer langt forud og laver narrestreger for at sløre sporet. Men støverhunden når altid op igen. - Det han, for mig, vil sige er, at vi mennesker er gode til at lægge en glansfuld fernis ud over motiverne for de handlinger vi udfører, for dermed mere eller mindre bevidst, sikkert mere det sidste end det første, at sløre vore underliggende mere egoistiske målsætninger. Fordi det kan hjælpe os til f eks at sove bedre om natten. Men følgerne af vore handlinger og samvittigheden vil lige så sikkert en dag indhente os – eller dem der skal komme efter os. Og det er dette, der skaber ufreden i sindet. Det er måske også det, der får os til at udbryde, når horisonten sortner: Nå, men det går jo nok i vor tid. Og dermed afviser vi jo netop, reelt set, at tænke på dem der skal følge efter os. - Men kan vi nu også lægge os til at dø lykkelige med den tanke i baghovedet?