Hvorfor altid Resle Skov?

Selvom der var flere småskove indenfor kort afstand fra Vålse, så var der aldrig tvivl om, hvor vi skulle hen, når vi i min tidlige barndom havde bestemt os til at køre i skoven; for så var det altid Resle Skov, det gjaldt. Og det var naturligvis fordi, det netop var i det gamle skovløberhus der ligger ud til vejen i skovbrynet ved Resle, at min mor var blevet født, og at Mormor, som jo også udgjorde en vigtig del af vor familie, havde boet der igennem en halv snes år, og alene denne omstændighed tillagde naturligvis Resle Skov en magisk, dragende kraft for os. For vores mor var det stedet, hvor hun havde trådt sine tidligste barnesko, og for Mormor var det stedet, der gemte på nogle lyse minder om et lykkeligt afsnit af hendes liv, og det var vel så også denne kraft, der i høj grad nærede mine fantasier om Resle igennem min barndom og ungdom, og som nu i min alderdom tilsiger mig, at jeg giver udtryk for min venneration for stedet, dels ved jævnligt at vende tilbage og gå ture derude, og dels ved at nedfælde på skrift hvad jeg der igennem et langt liv selv har oplevet eller hørt blive fortalt, og det er det, som jeg her, så godt jeg nu formår det, vil give videre til alle, der måtte finde glæde ved at læse det. - Når vi den gang i 1930verne og første halvdel af 40rerne, som den parcellistfamilie vi var, og som mine forældre satte en ære i at være, kørte på besøg eller på skovtur med stadskøretøjet, kørte vi enspænder i firehjulet ponyvogn med plys på sæderne – bønderfolk kørte hellere tospænder i charabanc med ophøjet kuskesæde. – Men alligevel blev vor ponyvogn på et tidspunkt skiftet ud med en jumbe på kun to hjul, der så til gengæld var monteret med faste gummiringe. Jumben var også enspænder, men et lidt finere køretøj, dels fordi den havde blødere hynder på sæderne, om end disse ikke lige var betrukket med plys, og dels fordi den med sin helt lukkede bund var meget lunere, når vejret var køligt og blæsende, hvilket bestemt ikke var uvæsentligt, men det allerbedste ved den var dog de faste gummiringe på hjulene, der gjorde, at den ikke skramlede så skrækkeligt på de skærvebelagte veje, som ponyvognen, på grund af hjulenes jernringe, altid gjorde. Bilen, som vi fik i sensommeren 1938, fik vi trist nok i første omgang ikke ret megen fornøjelse af, fordi den under hele 2. Verdenskrig 1940 - 1945 stod opklodset i garagen, hvorved hest og jumbe så igen for en tid måtte tages til nåde. Men disse skovture udgjorde ikke desto mindre for os børn nogle vildt spændende ekspeditioner, der for nogle timer kunne fjerne os fra hverdagenes pligter og trummerum, hvilket vi med stort begær tog til os, hver gang muligheden bød sig. Det var dog kun sjældent muligt at planlægge disse udflugter på forhånd, for vi skulle jo have vejrguderne på vor side, og dertil skulle Far både være i det rigtige humør og ikke have alt for påtrængende arbejdsopgaver på hjemmefronten at bryde sit hoved med. Og endelig som det allervigtigste - vi var nødt til at komme afsted hjemmefra lige så snart middagsmaden var sat til livs, hvilket altså også, helt bestemt, krævede en ekstra indsats af hver enkelt af os.

Derfor blev en skovtur i regelen bestemt med kort varsel. Og så kan det ellers nok være, at vi alle sammen fik travlt med andre sysler end de sædvanlige, Mor og Mormor stod naturligvis for de kulinariske forberedelser. Både eftermiddagskaffen og kogende vand til teen der skulle drikkes til aftensmaden skulle fyldes på termoflaskerne, ligesom mors specialitet, den altid lækre hjemmebagte kringle, skulle bages og pakkes på en måde, så den noget senere kunne serveres for familien nybagt og så varm som muligt - for hvad ville eftermiddagskaffen være uden denne specialitet? Og da slet ikke lejlighedens ganske særlige karakter taget i betragtning. Men også den smurte aftensmad skulle rettes an på fade og i skåle, gerne frisket lidt op med grøn persille og løgtop som kontrast til æggemaddernes hvide og gule farver, samt røde radiser til at fremhæve de smørbelagte rugbrødsmadders fremtoning uanset om pålægget så var mors egne frikadeller skåret i skiver eller hendes hjemmelavede rullepølse. Men heller ikke sigtebrødsmadderne belagt med ost til aftenteen ville vi kunne være foruden. For ligesom alt det andet fra dagligdagens madvaner, om end i disse tilfælde anrettet med særlig omhu, måtte med os til skovs, for at vi ikke skulle komme til at mangle ”prikken over i´et”. Når alt var gjort klar, skulle det anbringes i køretøjet sammen med tæpper, badetøj, håndklæder, viskestykker, og jeg ved ikke hvad. Og så var det ellers bare med at få middagsmaden sat til livs i en fart, så vi kunne komme af sted. Det sædvanlige middagshvil skød vi en hvid pil efter, hvilket passede os børn fint, for vi havde alligevel tit fundet det surt at skulle være stille, bare fordi de voksne absolut ikke måtte forstyrres i deres middagslur. - Imens Mor og Mormor stod for ovennævnte del af klargøringen, fik vi andre køretøjet gjort rent med vandspand og våde såvel som tørre børster – støvsuger kendtes ikke – for at alt det snavs og støv, der dels havde siddet på det fra sidste skovtur, og dels havde samlet sig på det, mens det havde stået på ”stand by” i vognskuret, kunne blive fjernet. Far fik det fine blanke seletøj med nypudsede spænder og selebeslag i messing lagt på Lise, og ikke mindst vigtigt, stadspisken fundet frem - dette sidste vist nok mest for et syns skyld. For ved en sådan lejlighed skulle Far jo, til forskel fra alle de andre dage, hvor han aldrig brugte pisk, helst ligne en rigtig kusk. - Pisken blev nu aldrig brugt på Lise, men til gengæld blev den flittigt brugt som pegepind, når der var noget særligt, far havde fået øje på. - Og det var der næsten hele tiden.

Det var nu ellers ikke fordi, det blev til så mange skovture igennem mine barndomsår. - måske en eller to gange i løbet af en sommer. Men hvad enten det nu var på en lysegrøn, solmættet forsommerdag - midt i højsommerens hede eller, på en klar og blånende septemberdag, så var der ikke den store forskel på den måde hvorpå turene afvikledes. Først travlheden med forberedelserne, og så udturen med alle dens glade forventninger og Fars ivrige kommentarer til andre landmænds afgrøder, husdyr eller hvad andet han nu kunne finde anledning til at udpegede for os med sin pisk. - Vel fremme fandt vi et sted at lejre os i det grønne på engdraget mellem skoven og vandet, Lise blev befriet for sit seletøj og tøjret ved en tøjrepæl i nærheden, så hun også kunne få lejlighed til at nyde solskinnet og en tot græs blandet med årstidens vilde blomster. Lise var ikke kræsen, men hun vidste godt hvad der smagte hende og hvad hun ikke gad bide i. Så tog vi os alle sammen et forfriskende bad i det salte vand. Selv Mormor gik i vandet, men jeg fandt ikke rigtig behag i at hun brugte en lang sort kjole som badedragt, det var ikke rigtig ”passende”, tænkte jeg, men ”heldigvis for mig” så var vi søgt hen til et sted, hvor andre ikke havde slået sig ned lige i nærheden. At vi, for at nå ud til den fine sandbund, først skulle forcere en bred bræmme med slimet ral, der var ubehageligt at gå på, gjorde ingen skår i vor begejstring for denne forfriskende vandgang – den gang gik man i jo vandet – det var først hos næste generation, det blev moderne at bade. Hvor længe vi blev i det våde element, har jeg ingen begreb om, men jeg husker, at det først var efter adskillige formaninger, det lykkedes for de voksne at få os op på det tørre igen. For nu var det blevet tid til kaffen, og tæpperne lå udbredte i det grønne og ventede på os. Kaffen, der nok til os unger havde mere med mælk end med kaffe at gøre, kunne vi selv afgøre om vi ville have, eller om vi hellere ville holde os til det billigere saftevand - men kringlen var, hvad den skulle være, også til os. Siden ville de voksne gerne kunne dase lidt i solen til erstatning for den middagslur, som de jo ikke havde fået. Og havde det ikke været fordi de nødigt slap os af syne, mens vi botaniserede, slog smut med små flade sten eller gik på opdagelsesrejse i skovbrynet, så kunne de da sikkert også have ladet freden og ubekymretheden sænke sig over dem. Men når børn, måske særlig drenge, i hvert fald som de er flest, ikke ofrer deres ophav mange tanker, så må ophavet jo selv sørge for at holde styr på drengene. Vi var nemlig 3 drenge med en gevaldig eventyrlyst, for hvem det mærkeligste og mest spændende ikke var til at komme uden om. Om det så kunne være det farlige vand eller den hemmelighedsfulde skov kunne nok komme ud et. Og hvad havde vi dog ikke hørt om mærkelige fænomener, som skoven kunne gemme på? Og hvad vi ikke vidste, kunne vi mageligt fantasere os til. Hjemme, når vi legede udendørs, efter at det var blevet mørkt, kunne vi stive vort vovemod af ved at råbe ekstra højt ud i det blinde mørke: ”Der er ingen røvere i denne skov”. - Men her i den rigtige skov blev vi mere stille, og der var det nu bedst at have Far, Mor, eller meget gerne Mormor, nogenlunde ved hånden. For hvad skoven angik, så var det alligevel nok hende, der vidste mest.

Når så eftermiddagen begyndte at gå på held, var det tid til at tænke på aftensmaden. - Den var stort set identisk med den, som vi fik, når vi var derhjemme, bortset fra at der, jævnfør hvad jeg allerede har nævnt, var gjort noget ekstra ud af anretningen for at fremme både velvære og samvær, og som en understregning af, at dette var en familiebegivenhed ud over det almindelige. Og hvis det gik rigtigt højt kunne saftevandet, til at skylle mellemaderne ned med, være suppleret med en rigtig sodavand på flaske og med brus. - Men det der gjorde den største forskel, fra alle de andre dage, var dog det at få lov til at spise sammen med familien, ude under Guds åbne himmel, med lyden af småfugles kvidren, mågers skrig, vibers protest eller strandskaders aggressive forsøg på at drive os ud af deres domæner, alt sammen akkompagneret af bølgernes rislen over sand, sten og ral, vindens sagte susen i græsstrå og trætoppe, det hele føjet ind i en helhed af Moder Natur selv. – Og en dejlig dag ville snart lakke mod enden. Turen hjem foregik med mindre snak og leben ligesom Fars brug af pisken som pegepind var stilnet betragteligt af, sikkert fordi dagens mange indtryk havde lagt sig på os alle som en behagelig dyne oven på den resterende energi, der nu trængte til en lille pause, indtil pligterne snart igen ville kalde os tilbage fra eventyrets drømmeland hjem til virkelighedens ”Svends - Minde”, hvor køerne ville malkes, grisene fodres, hønsene finde ro på deres pinde, og vort lille samfund på ny udføre det arbejde, der nu skulle udføres - fordi sådan var nu en gang livet på et lille blandet landbrug i 1930ernes Danmark.

Når jeg nu er ved sommerens udflugter til Resle, kan jeg ikke godt undlade at fortælle om nogle helt særlige ture derud. Det var nemlig sådan, at Far igennem en længere årrække var formand for Vålse Husmandsforening. Og som den ildsjæl han var, kunne han ikke ret godt affinde sig med, at foreningens arbejde stort set begrænsede sig til det der havde med medlemmernes organisatoriske og erhvervsfaglige spørgsmål at gøre. Det videre udsyn og interessen for de folkelige strømninger i tiden, som Far især havde stiftet bekendtskab med som elev på Fyns Stifts Husmandsskole, havde tændt en ild i hans sind, der aldrig siden kunne slukkes. Og hvad var da mere naturligt for ham end at overtale sine kolleger i husmandsforeningens bestyrelse til at medvirke til, hver sommer at arranger et folkeligt sommerstævne i Guds fri natur - ude på engen ved Resle Skov. Godt nok med forbehold for dårligt vejr, i så tilfælde måtte stævnet nødvendigvis kunne flyttes til Vålse Kro. Men jeg mindes nu kun godt vejr ved disse møder. Jeg var ikke ret gammel, så min erindringer om dem er usikre. Men de må have været afholdt i formentlig 3 somre i træk, muligvis første gang i 1932? For jeg har været så heldig at finde et kort referat i Lolland Falsters Folketidende fra sidst i juli måned det år. Da var det forstanderen på Borups Højskole i København, den senere højt skattede medarbejder ved Danmarks Radio, Jens Rosenkjær, (ham med Rosenkjærprisen) der talte. - Jeg går ud fra at disse møder har været afholdt på søndag eftermiddage, for søndagene var jo de eneste ugentlige fridage, hvor kun de daglige gøremål med dyrenes pasning skulle udføres. Der blev af Far selv rejst en simpel talerstol af tynde stager, som blev pyntet med bøgegrene og et dannebrogsflag. Og mødedeltagerne, som i antal, ifølge avisreferatet, løb op imod 400, lejrede sig, på tæpper i det bløde græs omkring denne talerstol, hvor de forventningsfulde modtog fars velkomst, hvorefter mødet indledtes med at vi sang Johs. Helms ”Jeg elsker de grønne lunde”, der første gang var blevet sunget ved grundlovsfesten på Eremitagen i 1873. Og selvom jeg ikke var mere end 6 år, så sidder indtrykket fra dette festlige sceneri stadig uudsletteligt fast i min erindring. Disse sommerstævner kom derfor også til at udgøre en del af vore familieudflugter til Resle. For os børn forløb de for det meste på samme måde som vore andre udflugter derud. Men for mig, der jo var den ældste af os, kom de til at stå i et ganske særligt lys, fordi der ved netop denne lejlighed var mange flere mennesker ved Resle end ellers, og dermed også mange flere køretøjer og heste, foruden at der også var nogle få biler. Den omstændighed, at der også kom biler, husker jeg, imponerede mig dybt. Der var dog en bestemt bil, jeg i særlig grad lagde mærke til, fordi den skilte sig ud fra de andre. Det var en Ford T, en såkaldt ”Tinlizzi”, en betegnelse som jeg først en del år senere blev bekendt med. Den var hjemmehørende på Landbjerggård, og til forskel fra de andre biler var den forsynet med en kaleche, der kunne slås ned, så den blev helt åben. Jo, det var sandelig en rigtig skovtursbil, hvor folk selv kunne bestemme om de ville sidde i solen eller i skyggen. Det var mig en sand fryd sådan at komme hjemmefra og opleve en helt ny verden åbne sig for mig. En verden, der var så meget anderledes end den jeg til daglig færdedes i kun med familien, køerne, grisene, hønsene og hestene. Og her ved dette stævne med mange glade og feststemte mennesker blev der sunget så det gjaldede i skoven. Der var langt fra sangbøger til alle, men det betød ikke noget, for alle disse mennesker havde jo gået i skole, hvor de havde sunget de samme sange utallige gange, og derfor kunne de dem udenad. Jeg kan også genkalde mig synet af alle disse mennesker, der sad eller slængede sig i græsset, imens de opmærksomt lyttede til hvad taleren havde på hjerte. Og så var jeg da også nok en lille smule stolt over, at det var min egen far, der stod bagved det hele. - Endnu en ting jeg i denne forbindelse må nævne, selvom det strengt taget ikke falder ind under denne beretnings tema. Og det er den ildhu, som far omfattede dette ”Projekt Sommerstævne ved Resle” med. Det lå ham stærkt på sinde, at taleren skulle være en kendt person, helst en fra en helt anden kant af landet; en som han vidste, ville komme med markante synspunkter, der nok kunne være en eftertanke værd. Derudover fornemmer jeg, at han lagde nøje mærke til, hvem der mødte op til stævnet - og måske især, hvem der ikke mødte op. Jeg ved, at disse møder, som jeg desværre kun for ovennævnte mødes vedkommende kender foredragsholderens navn på, hver gang var meget velbesøgte. Ja måske var disse møder endda i virkeligheden mere populære blandt egnens bønder, end de var blandt husmændene. - Derfor kom det sikkert heller ikke særlig meget bag på ham, at opbakningen iblandt hans egne folk ikke ville være stærk nok til at videreføre dem, for der har givetvis været visse udgifter forbundet med dem, som det i krisetider kunne være svært at få dække ind. Og krisetider var det, mange mennesker landet over var virkelig alvorligt truet på deres brød. Desuagtet er jeg helt sikker på, at beslutningen om at droppe disse møder var Far meget imod.

Jens Rosenkjærs foredrag, som jeg af gode grunde ingen mening kan have om, drejede sig ifølge førnævnte referat i Folketidende om hans indtryk fra et besøg på Den Nordiske Folkeøjskole i Geneve i Svejts og fra en rejse igennem Tyskland og Frankrig. Om Tyskland sagde han at, det på trods af nederlaget i 1. Verdenskrig (1914 -18) og den alvorlige krise for økonomien var lykkedes tyskerne at modernisere og udbygge fabrikker, jernbaner og storindustri, så intet andet land i verden, på det tidspunkt, stod bedre rustet til at møde fremtidens udfordringer. - I Frankrig havde han særlig hæftet sig ved genopbygningen i de krigshærgede provinser i den nordlige del af landet, udbygningen af skolevæsenet i oplysningens tjeneste, samt tiltag til fremme af hygiejnen, der ellers førhen havde ladet meget tilbage at ønske. I fabriksbyen Lyon, hvor den daværende franske ministerpræsident, Eddouard Herriot, havde været borgmester, havde Rosenkjær særligt lagt mærke til hvad denne berømte franske politiker havde fået gennemført på skoleområdet. En fuldt moderne landbrugsskole var oprettet for at også byungdommen kunne uddanne sig med henblik på en fremtid i landbruget. For det var opfattelsen i ledende franske kredse at byungdommen skulle motiveres til at flytte på landet for at skabe sig en fremtid der. Der var også, i Lyon oprettet et hospital for uønskede børns mødre. Hvilket var et udslag af myndighedernes kamp imod en omsiggribende børnebegrænsning, der med sit fødselsunderskud truede det franske folk med undergang. – Men alt i alt mente taleren, at der, trods den dybe økonomiske krise, arbejdedes målbevidst og med stor idealisme på at skabe lysere vilkår for den opvoksende ungdom i Europa. Efter endnu en sang spredte deltagerne sig ud over hele engen familievis, med deres medbragte madkurve, som blev hentet frem fra hestevognenes og de få bilers magasiner og kufferter. Øl, sodavand, kaffe og te kunne købes, det sørgede gæstgiver Frederik Larsen fra Vålse Kro for. På det sted, hvor der nu er parkerings og vendeplads - der hvor vejen drejer hen imod skovfogedstedet, lå den gang en stor lade, som vi kaldte ”Barkhuset”, og den tjente da også som lagerplads for egebark, der på den tid anvendtes som råmateriale for fremstilling af garvesyre. I dette Barkhus havde gæstgiveren etableret sig med sin gesjæft, imens kogningen af vand til kaffen og teen foregik udendørs i store gryder på åbne bål, ligesom også serveringen foregik ved lange borde ude i det fri.

Ved Resle finder vi også Dybhavn, som stedet hedder - ikke fordi vandet er særlig dybt på det sted, men snarere fordi stedet måske nok er lidt mindre fladvandet end de fleste andre steder omkring den halvø som Vålse udgør. Men mindre skibe med ringe dybdegang, som for eksempel de Hollandske Kuffer har da også i tiden indtil 1960erne, ligget for anker her, mens de lastede egekævler fra skoven. Disse blev af et spand heste trukket ud over sandstranden og igennem fladvandet ud til det punkt, hvor de selv kunne flyde det sidste stykke ud til Kuffen, hvis mandskab så ved hjælp af en line kunne hale dem ud til skibet og derefter, med kran, løfte dem indenbords. Derforuden var der også ved Dybhavn en ca. 200 meter lang træbro ud til hvor vanddybden ved dagligt vande nåede de 3 til 4 meter, hvis brohoved tjente som udskibningssted for sukkerroer fra Valnæs til Sukkerfabrikken Nykøbing. Men denne træbro, der hvilede på kraftige nedrammede egestammer, og som ellers oprindelig havde været afspærret for uvedkommende, udgjorde i min barndom og ungdom en ganske eminent badebro, som alle vi store børn og unge mennesker med allerstørste vellyst benyttede os af, og hvorfra vi flittigt øvede os i hovedspring. Det var jo længe før nogen, i hvert fald af os bondefødte, havde tænkt på hverken 5 eller 10 meter vipper i forkromede, kunstigt opvarmede svømmehaller, hvorfor vi betragtede denne ”facilitet” som intet mindre end en gave fra himlen. Og efter at jeg havde fået lært mig selv kunsten at svømme ude på det flade vand ved Egense strand, også kaldet ”Hylken”, hvor jeg brugte en gammel oppumpet cykelslange som svømmebælte, blev Dybhavn siden hen stedet, hvor vi gik i vandet. Selv om afstanden ud til Resle var 4 km, så skete det sjældent at dagens arbejde havde gjort os for trætte til at tage vores cykler og køre ud for at få dagens støv og sved skyllet af ved Dybhavn. - Ja, der var endda også en lang periode over en hel sommer, hvor ejeren af Kratskovgård, der var kendt som en generøs og tjenesteivrig mand, med sin gamle lastbil, forudsat at vejret ellers var bare nogenlunde godt, kom til Vålse Torv og Rutebilstation hver aften, for at samle enhver op der ville med på strandtur til Resle. – Og den gang var vi endnu rigtig mange unge mennesker i Vålse.

Det ry som Resle og Dybhavn viden om, igennem 40 -50 år, havde vundet som stedet hvor man tog hen på skov – og badetur holdt sig helt op til midten af 1970erne. Der var før den tid altid stor tilstrømning hver eneste weekend sommeren igennem, mærkeligt nok også efter at efter at ”badebroen” i 1948 var blevet fjernet af et hold ingeniørsoldater, og badeforholdene derfor, med broens forsvinden, var blevet ganske alvorligt forringet. Noget helt andet, der hver sommer gav Resle en særlig status for os børn og unge mennesker var de mange sommerlejre og andre spejderlejre, som spejdertroppe fra mange forskellige steder ofte henlagde til Resle. For spejderne i alle aldre blandet sammen - børn, unge mennesker og deres voksne, engagerede ledere foretog sig mange spændende ting, som nogle af os fra det lokale område også gerne ville lære noget om. Ikke mindst deres lejrbål om aftenen tiltrak vor interesse, også selvom de somme tider kunne rumme visse også mindre behagelige sider så som særdeles nærgående myg, generende røg fra et bål af ikke alt for tørt brænde, for da slet ikke at tale om at vejret til tider kunne falde i med et alt andet end sommerligt gemyt, men ikke desto mindre så jeg og adskillige af mine jævnaldrende hen til disse spejderbesøg med forventning og glæde. Nævnes skal det da også, at alle roklubberne fra Lolland Falster, Stege og Vordingborg igennem en årrække henlagde deres årlige træf netop til Resle. Hvis jeg husker ret, begyndte det lige omkring afslutningen af Verdenskrigen midt i 1940erne. Som regel talte disse træf 70 – 80 roere, der alle, på nær dem fra Maribo, kom roende til Resle med deres telte og forskelligt andet lejrudstyr stuvet sammen i bådene. Maribogenserne, der, af gode grunde, ikke selv rådede over både og færdigheder, så de kunne begive sig ud på åbent hav, måtte derfor alliere sig med Bandholm Roklub for at kunne være med. Jeg husker de mange roere, der havde spredt deres telte over hele engen og fik den til at tage sig ud som et eventyrland fra en mig ukendt verden. Formålet med træffet var ikke, som man ellers skulle have troet, kaproningskonkurencer klubberne imellem, nej, de havde åbenbart bestemt sig for, at de ved denne særlige lejlighed, ville foretage sig noget helt andet end at ro - dog bortset fra turen til og fra Resle. De spillede bold, skød med bue og pil, konkurrerede i 100m løb, højdespring, eller hvad de ellers kunne finde på af mere selskabelige lege og konkurrencer. Ligesom de naturligvis også altid sluttede lørdag aften af med et lejrbål. Roernes træf var et mere lukket arrangement end f.eks. Spejderlejrene, hvor jo enhver interesseret, eller slet og ret bare nysgerrig, gæst kunne føle sig velkommen. Men kedelige, kunne man se, var disse træf i hvert fald aldrig for dem, der selv tog del. Dette foregik indtil en gang i begyndelsen af 1960erne, da de ikke mere kunne få lov til at slå deres telte op på engen, derfor købte de en grund ved Alstrup Strand, hvor de kunne fortsætte træffene. Og dermed forsvandt endnu et farverigt indslag fra Resles kulturelle image.

Ja, det at komme ud til Resle blev for mig det eventyr, der forlenede hverdagenes trummerum med en egen form for langtidsholbar inspiration, et batteri der kunne oplade og afgive energi alt efter behov, og efterhånden blev det ikke kun om sommeren, vi cyklede derud. For nogle af vore jævnaldrende drenge, var skovfoged Stigsens børn, som boede derude. Og naturen, på stranden og i skoven blev bestemt ikke mindre tiltrækkende af, at det blev efterår eller vinter, for da slet ikke at snakke om forår. Var vandet for koldt til at svømme i, var det da godt, at skovfogedens drenge, som vi igennem somrene havde lært at sætte pris på, bl. m. a. fordi de også vidste en hel masse om skoven, som vi andre, af gode grunde, ikke kendte så meget til, tiltrak os også på andre årstider, viste det sig. For vi var nemlig fælles om passionen for det frie liv, og om trangen til at gå på opdagelse ude i naturen, der ligesom os selv var under uophørlig forandring. Således var et par af os en gang, under en af de 3, på hverandre følgende ekstremt hårde vintre under krigen cyklet adskillige kilometer ud over strandisen, i retning imod Femø, til nogle vældige isskruninger, som vi inde fra land kunne se, havde tårnet sig op. Det er de største isskruninger jeg nogensinde har set, hvilket måske nok, set i verdensperspektiv, ikke siger ret meget. Men alligevel i en dansk sammenhæng, og for mig selv, en hel del, ikke mindst nu under indtryk af vor egen tids spådomme om global opvarmning, så vi måske skal belave os på vintre, hvor vi knapt nok kommer til at opleve en smule nattefrost. - Det var efterhånden næsten blevet en fast regel, at min bror Helge og jeg, sammen med en anden kammerat, hver søndag over middag cyklede ud til skovfogedens, hvor Svend og Kaj tilligemed deres en del yngre lillebror Knud, ikke lod os vente mange minutter under den store, gamle kastanie, inden de var ude hos os. Og Knud, der bare var en lille purk med korte ben, som ikke sagde ret meget, men som sikkert nok hørte og så desto mere, havde aldrig besvær med at vinde med os andre langbenede på vor opdagelsesfærd igennem tykt og tyndt, og i hvad skoven ellers havde at byde på. Disse, for os alle ganske eventyrlige vinterskovvandringer står stadig for mig som noget, jeg mindes med allerstørste glæde og taknemmelighed. Og glemme skal jeg da heller ikke de mange kopper kaffe, som vi drak, takket være mor Jennys omsorg for sine egne og ikke mindst for os fremmede som deres venner, og så al den nybagte kringle vi spiste hjemme i deres hyggelige, lavloftede stue, alt imens skovfogeden selv tog sig et velfortjent nap på sofaen, inden han skulle i stalden og røgte køer og heste til aftens. Den enestående gæstfrihed, som vi dér, næsten hver eneste søndag vintre igennem, blev mødt med, kan vi slet ikke takke nok for.

Det kunne også ske, at vi roede en tur ud til Suderø, der godt nok for en overfladisk betragtning ikke har meget at byde på. Den har ikke et eneste træ, kun en lille forblæst busk har formået at friste en mager tilværelse på denne flade sandø. Men det betyder nu ikke, at der ikke er liv derude. Især i forårsmånederne kunne man på lang afstand både se og høre mågerne, som der rent ud sagt var myriader af. Især i yngletiden kunne det være meget spændende at tage derover. – For der var endnu længe til nogen myndighed begyndte tænkt på at påbyde fredningstider hverken på Suderø eller andre steder. Mågerederne lå næsten, kan man godt sige, så tæt, at man virkelig skulle se sig godt for, for at undgå at træde på nogen af dem. Dertil var der også en masse ynglende andefugle. Og hos dem bemærkede vi, at en rugende and der forlader reden, f.eks. for at fouragere, dækker den til med dun, som den plukker af sit eget bryst, hvilket både holder æggene varme og reden godt skjult for uvelkomne gæster, imens en and der skræmmes væk på grund af os menneskers lidet hensynsfulde opførsel i deres yngleområde forlader reden utildækket og dermed helt åben for alt det omkring den, der måtte have ondt i sinde.

Ja, under 2. Verdenskrig blev der samlet masser af mågeæg, som blev solgt til tyskerne. Det hed sig, at de ikke ville have æg der var ruget på, derfor måtte der kun samles æg fra reder med et eller to æg, for hvis der var tre, kunne der være ruget på dem, så der eventuelt kunne være mere eller mindre udviklede mågeunger i. Det tog indsamlerne dog let på, for som de sagde: halvt eller helt udviklede mågeunger kan da også være godt nok at fylde i en tysker. Der var for øvrigt også en meget stor koloni af hættemåger, som nu nærmest er helt forsvundet. Jeg har spekuleret på, hvad årsagen til deres forsvinden kan have været. Ornitologer mener, at det er fordi landmændene ikke forårspløjer deres jord mere. Jeg husker også selv klart fra min barndom og ungdom de sværme af hættemåger, der altid fulgte efter os for at mæske sig i regnorme, om foråret når vi pløjede eller harvede.

Men noget der er kommet til at stå i en helt egen belysning i min erindring hændte på en solmættet septemberdag, dengang da jeg hverken var dreng eller rigtig voksen, det var i året 1945, få måneder efter befrielsen fra det tyske åg, da vi alle sammen følte os grebet af en usigelig lykke, en lykkefølelse, som vi jo godt ved, fra tid til anden kan give sig udslag i helt ustyrlige, spontane glædesudbrud, der igen kan afstedkomme, at en given skønhedsåbenbaring, pludselig, bogstavelig talt kan gribe og bjergtage èn fuldstændigt. - Jeg var, mod sædvane, cyklet til Resle uden at have følgeskab med andre. Der stødte jeg på Knud, Og et eller andet skulle vi jo finde på. Derfor foreslog jeg, at vi tog deres lille jolle og sejlede en tur ud til Suderø. Og denne lille sejltur står for mig som noget af det skønneste jeg nogensinde har oplevet. Den blev for mig en bekræftelse på at denne lillebitte, undseelige bid af Danmark, som ligger klemt inde der imellem Suderø og Resle Skov måtte være indbegrebet af det Danmark, som vi i så lang tid havde sunget om på de mange alsangstævner og i andre folkelige forsamlinger landet over, som under den tyske besættelse havde været med til at holde modet oppe hos alle os, som registrerede de store tyske sejre på Europas slagmarker med stigende uro og ængstelse for, hvad fremtiden mon ville have i vente os. – Alt imens de alt for mange af vore egne landsmænd, som, især igennem de første krigsår, om ikke ligefrem jublede, så dog så på denne ”Stortyske Fører” med en vis, og for mange af os, uforståelig sympati og forventning.

Og her sad nu Knud og jeg alene i denne lille jolle, imens jeg, i min helt egen forestillingsverden, oplevede den største åbenbaring af skønhed, nogen kan forestille sig. – Vi havde den klare, dybblå septemberhimmel oven over os, det stille klare vand med en overdådighed af fisk og andre levende organismer under os, og til siderne de nære og de fjerne kyster, hver af dem med deres særegne kendetegn, og så var der ellers i tilgift de mange fugle der tumlede sig i de elementer, der nu en gang af forsyn eller ved gammel hævd var blevet hver enkelt af dem tildelt. Der var slet ingen vind, så vandet lå fuldstændig blankt og spejlede en atmosfære af alle tings harmoni, kun åretagene satte jolle og vand i nogle regelmæssige vuggende bevægelser, der i ånden fik mig til at tænke på Mor Danmark, der stille sad og rørte den ny fremtids gænger. – Ja, jeg nævner dette her som led i min fortælling om Resle på trods af, at jeg ved, at min evne som beretter slet ikke slår til. – Det kan da godt være, at nogle vil finde mine ord en smule patetiske, men de er også udtryk for en reel følelsesladet oplevelse af en intensitet, som man vist kun evner fuldt at registrere og tage imod imens man endnu er meget ung af sind. Senere i livet tager de mere rationelle aspekter i tilværelsen jo i større eller mindre grad pladsen op på bekostning af følelserne. – Derfor er det først nu, langt, langt senere, i min søgen tilbage i barndommens og ungdommens gemmer at jeg rigtig for alvor, nu på en ny måde, er begyndt at reflektere over det. For det, med èt slag at have fået den lysere fremtid i sigte som vi igennem de mørke år knap nok havde turdet drømme om, var en kostelig gave. – At denne oplevelse så netop kom til mig ved Resle er måske ikke nogen hel tilfældighed. For det at komme ud ved skoven og vandet ved Resle har jo i sandhed, igennem hele min barndom og ungdom været mine grå hverdages store eventyr. – Hverdage, som egentlig, når jeg nu ser dem i erindringens lys, dog slet ikke var mere grå, end vi selv gjorde dem. – Og godt nok for det! For hverdagene ville jo, det vidste vi dog, hver eneste gang være tilbage igen i samme øjeblik, som vi, vel hjemme igen, stod af køretøjet - tohjulet eller firehjulet. For så skulle der jo, akkurat som alle de foregående dage malkes, fodres, vandes, samles æg ind eller hvad det nu ellers var, de almindelige dages gøremål på et landbrug havde at byde på – eller at afkræve os. Og sådan er det bare gået til, at Resle Skov som mit helle og frirum har vævet sig ind i min tilværelse, faktisk allerede fra længe før jeg selv kom til verden, et frirum hvor der bare kunne gøres, iagttages og tænkes frit og anderledes flyvsk. – Og indtil dette øjeblik synes mine nu mere den 80 års gang på jorden ikke at have ændret på det! – Ejendommeligt – eller hvad? må det vel også siges at være, at det i min erindring er de mere møjsommelige udflugter med hest og vogn, på cykel, eller til fods, der står i det klareste lys, mens de senere og mere behagelige udflugter præget af moderne komfort, og med nydelsen som det primære middel og mål, over tid, har en tendens til at flyde sammen og forsvinder i tågernes evige drift mod deres egen opløsning. – Og jeg tror nu på, at det for mig er en følelse, der bunder i andet og mere end blot nostalgi.

Det var en gang jeg havde været til dyrskue i Maribo, som jo den gang var en stor begivenhed. Simpelt hen et sandt orgie af brølende køer, vrinskende heste, gryntende søer, og hvad lyde de mange forskellige arter af dyr nu ellers var i stand til at give sig til kende ved. Foruden at der naturligvis også var en mangfoldighed af andre udstillinger og aktiviteter samt et hav af mennesker. Kort sagt en miniudgave af vore dages Roskilde Dyrskue. Når det hele så var overstået skulle alle herlighederne, først og fremmest alle dyrene, fragtes tilbage på gårdene hvor de kom fra, hvad der naturligvis for det meste foregik med lastbiler. Og det var så på vej hjem fra dyrskue, at jeg på et tidspunkt følte mig fristet til at hænge bag på en af disse kreaturbiler. Og det gik ganske strygende på et langt stykke af vejen.

Fra Sakskøbing og igennem Guldborg, hvor vejen var både bred og asfalteret gik det helt fantastisk. Men da vi så drejede fra landevejen imod Alstrup og Vålse blev det godt nok noget problematisk. For nu var det bare grusvej med en del huller i. Og ikke nok med det, vejen var også meget smallere, og så lå der oven i købet skærvebunker i vejsiden. Det gjorde der jo den gang langs med de fleste grusveje. Og det var naturligvis fordi hullerne i vejen jævnligt skulle repareres, en tjans der altid var overladt til en kommunal vejmand med skovl og trillebør der gik og fyldte grus og skærver i hullerne, når de blev for store. Derfor var det selvfølgelig mest praktisk at skærverne lå i vejsiden. Og trafiksikkerheden havde jo alligevel ikke den store betydning, da en stor del af trafikken alligevel foregik med hestevogne. Som du måske kan tænke dig til. Så blev enden på mit forehavende, at vejen på et sted var så smal at lastbilen kørte mig op i en af disse skærvebunker. Heldigvis var farten ikke ret høj, så der skete kun det at jeg væltede op i stenene og blev lidt forslået. Ud over det, og så ellers en alvorlig lærestreg, pådrog jeg mig ingenting. – Og også det var da helt bestemt heldigt sluppet!

Ligesom returgodset, bestående af roeaffald beregnet til kreaturfoder fragtedes den modsatte vej hjem til affaldskulerne i nærheden af gårdens kostald. Især arbejdet med, ved håndkraft, at kaste det varme roeaffald nede fra prammenes bund op på banevognene, hvor afstanden sagtens, og især ved lavvande, kunne være 4 meter, var meget brydsomt og krævede mange hænder. Igennem de første mange år brugtes heste som trækkraft, til disse roebanevogne, når de skulle trækkes ad den adskillige kilometer lange bane fra de bageste marker til udskibningsstedet på det yderste brohoved, hvor prammene lå fortøjet. Det største problem fik man, viste det sig, med at få hestene til at trække vognene ud på broen, der jo næppe var mere end 3 meter bred og foruden selve sporet bestod af planker, der var lagt med 3 - 4 cm. mellemrum. Faktisk var der, ud af gårdens store hestebestand, kun var èn, der kunne lokkes til det. Senere anskaffedes en motordreven draisine der ingen problemer havde med broen. - En vejerbod hvor roerne blev vejet, (bodens fundament står der såmænd endnu) lå der også i umiddelbar tilknytning til broen.