Høstbilleder

På en augustdag i det 20vende århundredes sidste år, da Linda og jeg kom hjem fra et par feriedage og fandt vor dejlige udestue støvet til med millionvis af større og mindre støvpartikler, der, på grund af et par åbentstående døre, var føget ind til os som en ”sidegevinst” fra en moderne mejetærskers høstarbejde, imens den indhyllet i en sky af støv og under øredøvende larm havde ædt sig hen over den før så smukt lysgyldne bygmark lige ved siden af. Denne maskine havde med en effektivitet og en hast, som ingen nok så fremsynet bonde, bare 50 år tidligere ikke, selv ikke i sine allervildeste fantasterier, ville kunne have forestillet sig. Min vånde var naturligvis stor ved tanken om alt det ekstra rengøringsarbejde, som jeg nu havde fået skaffet mig på halsen. Noget som jeg jo så let som ingenting kunne have sparet mig selv for, hvis jeg blot, med en smule omtanke, havde bedt min, ellers i alle måder, flinke nabo om at holde mig orienteret om sin arbejdsplan, så jeg kunne have sørget for, at døren var lukket på det kritiske tidspunkt. Men ud af alle disse gebrækkeligheder kom der dog også det ud af det, at jeg kom til at tænke på, at dette ikke ville være sket for ovennævnte 50 år siden, eftersom en maskine af slags, den gang, bare slet ikke fandtes.

Og dermed var en lang tankerække om høstens arbejdsgange, helt fra da min far i året 1915 som tjenestedreng, bare 14 år gammel, ”indvandrede” fra det fjerne Sjælland til skovfogedens i Vålse Vesterskov, sat i gang. Denne skovfoged, der nok var manden i huset, havde en hustru, som i daglig tale kaldtes ”Skovfogedmadammen”. Og det var altid hende, der førte det store ord. Jeg har for resten somme tider, i den forbindelse, tænkt på, om ikke denne Madamme, selvom hun, efter hvad rygtet fortalte, gik for at være en rigtig rappenskralde, alligevel må have haft et blødt punkt overfor denne unge 14årsknøs der hed Ejvind, og som var kommet til hende helt ovre fra Sjælland - og det var den gang langt væk. For der skete det besynderlige, at Ejvind, en dag hvor han alene, som sædvanen bød det, for at vogte kreaturerne på engen, var klatret op i et bøgetræ for at skaffe sig nyudsprungne bøgegrene – måske netop for at glæde Madam Christensen? – Men uheldigvis for Ejvind, så faldt han ned og fik et alvorligt brud på hovedskallen. Og hvis det ikke havde været fordi Madammens barnebarn, Julius, der var omtrent på samme alder som Ejvind selv, tilfældigvis, hurtigt var kommet til ulykkesstedet, så havde han, i hvert fald efter hvad han selv fortalte, måske ikke overlevet det. Og så må I, kære læsere, jo alle kunne forstå, at så ville disse høstbilleder aldrig være blevet skrevet. – Så, derfor, om nogen ellers skal takkes for dem, hvis der da ellers er noget at takke nogen for? Så må det vel være denne Julius! Jeg husker tydeligt, at Far, sikkert mest i sine yngre år, jævnligt fortalte historien om det, og i øvrigt bad eventuelle tvivlere om at føle efter i hans hovedbund, hvor der skulle være en tydelig hulning at mærke. Ligesom han også havde fået sig en, for sin tid usædvanlig frisure, der slet ikke svarede til den han havde på sit konfirmationsbillede, angiveligt fordi sammensyningerne i hovedbunden havde bibragt hans hår nogle helt ustyrlige hvirvler. – Ja kære læsere, I må have mig undskyldt, at min beretning allerede på dette tidlige tidspunkt tegner til at blive noget springende, men jeg håber, at den, på trods af det, vil kunne fange jer, som den gode historie, jeg gerne vil prøve at gøre den til? - Far fortalte, blandt meget andet, ofte om høsten, som han huskede den igennem de år han havde arbejdet, først som dreng hos skovfogedens og siden som tjenestekarl rundt omkring på gårdene i Vålse, inden han som selvstændig landmand - eller hellere parcellist - som han altid yndede at benævne sig selv, fik foden under eget bord, og blev sin egen herre. Noget som den gang, ikke mindst for arbejdsfolks børn, som ham selv, og da slet ikke i mindre grad for hans forældre, der igennem hele deres liv havde måttet slide sig til udkommet på herregårde eller ved andet tilfældigt løsarbejde, var omgærdet med en aura af fortryllelse og uanede muligheder.

Disse høstbilleder, som for nogles vedkommende er blevet mig fortalt, og for andres vedkommende er mine egne selvoplevede, dukkede, med ét, frem af min bevidstheds slørede gemmer, og mindede mig om min slumrende interesse for – og måske ligefrem også pligt til at nedfælde dem på skrift, til tilfredsstillelse for mig selv og til gode for mine, forhåbentligt, mange historisk interesserede medmennesker og efterkommere. Idet jeg dog ikke skal undlade endnu en gang at pointere, at dersom man gør det til sin vane altid at holde sine døre forsvarligt lukkede, kan man vel undgå, at meget af det snavs der kan være udenfor, og som man ikke bryder sig om at have væltende ind over sine private enemærker, og på ubehagelig vis forstyrre ens hjertefred. Men til gengæld risikerer man så at indsnævre sin verden i en sådan grad, at det kan fremme udviklingen af en, til alle tider, lurende dødsspiral. – Det var jo netop alt dette uønskede skidt, der satte mig i gang med at male disse billeder, som ellers under andre omstændigheder, måske, ville have været gået tabt for eftertiden. – Menneskelivet er jo fuldt af paradokser. Og paradokserne er – paradoksalt nok - det brændstof, uden hvilke fantasien og kreativiteten bare ville afgå ved en tidlig og sørgelig død.

Igennem den halve snes år hvor Far var i andres tjeneste som dreng / karl, var høsten en meget lang proces. Ja, hvis både høhøsten, som den gang også havde et anseeligt omfang, og kornhøsten samt alt tærskearbejdet vinteren igennem regnedes med, så strakte den sig faktisk over samtlige årets 12 måneder. Høhøsten, som jo, for det meste, hørte forsommeren til, var vel netop på grund af årstiden, ladet med en helt særlig romantik. Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at forestille mig Mor og Far som nyforelskede store børn - for det må jo have været det, de var, muntre sig i et sådant arbejdsfællesskab sammen med adskillige andre ligestillede, og tilmed på god afstand fra den daglige donts sædvanlige rammer – gården, hvor de begge to tjente. Duften af nyhøstet hø bibragte vel dengang, ikke mindst i kraft af at arealerne beregnet til høslæt tiest bestod af engdrag og overdrev der ofte lå langt fra den gård, som de hørte til. Netop arbejdet med høet, der jo i kraft af høets særlige bløde beskaffenhed og krydrede duft, kunne bibringe følsomme sjæle et skær af udflugt og letsind, udøvede en magisk tiltrækning, som arbejdet med sæden aldrig kunne efterligne. Jeg ved ikke, men måske kan det sammenlignes med den tiltrækning, som vor egen tids diskotekskulturs høje musik og blinkende lamper kan fremkalde, hos senere tiders ungdom? Denne kunne tænkes at have det tilfælles med høsten af hø, at den opløser nogle af hverdagenes grå og ensformige regelsæt til fordel for mere spontane livsudfoldelser. Man kunne nemlig også i det duftende hø, alt efter lyst og temperament, slå sig løs og til en vis grad tillade sig at glemme den dagligdagenes trivialiteter. Helt på samme måde som diskotekskulturen rimeligvis også er et udtryk for den selv samme ungdommelige trang til frisættelse, som hverdagenes ”stramme seletøj” bærer med sig i sit skød.

Men lige fraset den tids ungdoms særlige associationer omkring høets bjergning, så var denne på ingen måde et mindre vigtigt led i årets cyklus af gårdenes sæsonarbejder, end noget andet sæsonmæssigt arbejde. Høet skulle, før min egen tid, slås med le – senere med hestetrukken slåmaskine, vendes adskillige gange med høtyv (en langskaftet greb med to horn eller med en rive), senere med en genial hestetrukken høvender der både lettede gevaldigt på det tunge håndarbejde og udførte luftningen af høet langt mere effektivt, end det ved håndkraft havde været muligt. Det, det drejede sig om var jo så hurtigt som muligt at få det tørret så meget, at det kunne sættes op i stakke på marken for fortsat eftervejring i to – tre uger, alt efter hvordan vejret nu måtte arte sig. Når jeg nu nævner slåmaskine og høvender, så drejer det sig jo her, ligesom med tærskeværker og selvbindere, om nogle af de allerførste spæde tilløb til mekanisering i landbruget. En mekanisering som altid udgjorde en alvorlig udfordring, ikke mindst for et mindre landbrug, som det jeg voksede op ved, der økonomisk kunne have meget svært ved at magte den. Men her kom det mine forældre til gode, at Far, lige i nabolaget, havde to brødre med lignende ejendomsstørrelser, som hurtigt fandt ud af fordelene ved at foretage disse investeringer i fællesskab. Og der er slet ingen tvivl om, at dette samarbejde har betydet umådelig meget for dem alle.

Igennem min egen barndom havde vi som regel to – tre lodder ude i den inddæmmede Vålse Vig, som mest lå med græs til vore malkekøer. Så der kørte vi ud med hest og vogn, morgen og aften, for at malke. Det kunne være en helt eventyrlig dejlig tur, når vejret var godt og solen skinnede. Men det var altså ikke ret dejligt, når det var regn – og tordenvejr. Vi slog også noget af græsset til hø i forsommeren, når køerne ikke kunne nå æde det, inden det blev overgroet. Og mens far så sad på slåmaskinen med to heste for og slog græsset, havde vi børn nogle meget spændende timer med at finde ud af, hvor mange forskellige blomster vi kunne finde i græsset, eller hvor i afvandingskanalen vi kunne finde haletudser – for da slet ikke at snakke om små bitte nyudklækkede, dunede ællinger som vildandemoderen desperat forsøgte at flygte væk med. Blevet trætte af det, lagde vi os ned på ryggen i det høje græs og kiggede op i de hvide skyer, der drev hen oven over vore hoveder. Og så tænkte jeg, (hvad min bror Helge tænkte kan jeg jo ikke vide – og Hans Svenning var endnu så lille, at han vist ikke tænkte på andet end at få noget i munden når han følte sig sulten) - at jeg fløj med dem, langt, langt væk, hvor jeg aldrig før havde været. – Men så snart høet var slået, meldte også vores pligter sig, og så gik vi alle, tit mor med, efter bedste evne og med de kræfter vi nu hver især havde, i gang med at vende det med en håndrive eller med en høtyv, eller sommetider bare med en lang kæp, sådan at det hurtigst muligt kunne blive tørt nok til at sætte op i de høstakke, hvor det skulle eftervejres i nogen tid, inden det kunne køres hjem på høloftet. Det, at køre høet hjem fra vigen var altid noget vi børn glædede os helt ustyrligt til. Og da dette arbejde i mange tilfælde også, lige så vel som når det drejede sig om kornhøsten, blev udført af alle tre farbrødre i fællesskab. Så var der også, hver gang, selvom nogle kunne være i skole, altid flere af os fætre og kusiner involveret. - Vi var jo, kan man sige, næsten at regne som en ”søskendeflok” på 8 næsten jævnaldrende fætre og kusiner. Og at dette fællesskab har været os alle sammen til stor glæde og inspiration både hvad børn og forældre angår, kan der ikke for mig herske den mindste tvivl om. - Heller ikke om at det, her i vores alderdom, farver vore erindringer i lysere farver. Og det er bestemt ikke uvæsentligt!

Når høet skulle bjerges hjem fra vigen skulle det altid læsset på hestevogne, og læssene skulle være lige så høje, som vore fædre kunne nå med deres lange høtyve, imens tjenestedrenge – eller lidt senere, da vi selv var blevet store nok, de største af os, stod oppe på læsset og lagde høet tilrette og trådte det sammen. Men først var de korte, stive tjærebehandlede kassevogn blevet forlænget betragteligt, ligesom de var blevet udstyret med det særlige høstlad, der både gjorde vognene adskilligt længere og bredere (dog ikke sporvidden) end de ellers, ved alle andre lejligheder, var. Og til sidst, når læsset, for at holde høet fast på vognen, var surret godt til med reb for og bag, og havde fået et såkaldt læstræ anbragt på langs, hen over læsset, så blev de af os, der ikke havde været på læsset hele tiden, hjulpet op oven på det hele. Og der sad vi så ellers sammen med den voksen kudsk og svajede og gyngede til lyden af hestesnøft, vore egne glade tilråb og vognringenes rå skratten eller slupren hen over vejens tørre / våde og alt for ubestemmelige beskaffenheder, lige til vi var nået helt hjem. Det kunne ske, at et læs væltede på vejen, for den kunne have mange store dybe huller som kusken efter bedste evne skulle forsøge at manøvrere igennem eller udenom. Dog var det yderst sjældent, at det gik så galt. Men vejen havde også mange træer på begge sider, og det havde vi en farlig spas med, for så var det bare om at holde sig fast, så grenene ikke fejede én af læsset. Endnu mere spændende var det dog, når vi kom ind under nogle høje mirabelle – eller blommetræer, så skulle vi altid se hvem der kunne nå at få flest af disse ”frugter” flået til os. Uheldigvis var det jo så tidligt på sommeren, at disse endnu var helt grønne. Men som "belønning" fik vi så, en gang imellem, en ordentlig omgang splinterskid. Men også det hørte altså bare med til høhøstens "fornøjelser". Når høet så først var sat ind på høloftet, kom hele gården til, i den grad, at dufte af hø. Og så kunne vi, i fryd og med Johs. V. Jensen indsnuse høduften og den krydrede vind, hvorefter så det rigtig sjove kunne begynde. For der oppe i høet og halvmørket under taget kunne vi grave huler, hvor vi kunne gemme os for helt i fred at dyrke vore ege ”private” togter ind i det ukendte. Allerbedst var det når vore jævnaldrende kusiner også var med, for det satte altid spændingen nogle grader i vejret.

Far havde sin helt egen avancerede mening om høets behandling. De fleste andre landmænd på egnen satte nemlig bare høet sammen i en bunke og kaldte det en høstak. Men da denne jo var anbragt direkte på jorden, hvilket Far anså for ren mishandling, fordi det inderste i en sådan stak altid havde en stærk tilbøjelighed til at mugne. Derfor satte vi, hos os, altid høet på specielle høstativer, der dels gjorde, at høet ikke kom til at ligge direkte på jorden, og dels åbnede adgang for at vinden kunne komme ind til hulrummet midt inde i stakken, for derved at modvirke ødelæggende mugdannelser. Når høet på denne måde havde været vejret i 2 – 3 uger i stakkene ude på marken kunne det køres hjem. – Som voksen landmand kom jeg, stort set, aldrig mere til at beskæftige mig med høhøst! – For da begyndte ensilagen at tage over, og det er en helt anden og langt mindre romantisk historie. - Alt måtte jo i begyndelsen af århundredet mejes / slås med le, hvad enten det var hø eller sæd / korn. En af betingelserne for, i hine tider, at kunne kalde sig fuldbefaren ved landbruget var, at man forstod at svinge sin le på den helt rigtige måde, og ikke mindst at man kunne holde den skarp. Dertil var den håndtrukne slibesten en vigtig rekvisit. Det at trække slibesten var ikke lige just noget vi børn gjorde med glæde – men nogen skulle jo gøre det. På den anden side, så kan jeg blive ganske henført, når jeg lader tankerne gå tilbage til denne karakteristiske klang af mejerens strygespån, der med jævne mellemrum lød ude fra marker og enge, når den i rappe tag blev strøget over leens æg for at give den ”rigtig bid”. For mig lød dette som en sød musik, som jeg nu bare, allerede i mange år, har måttet savne. - Dagene var meget ofte lige så lange, som solen lod dem strække sig. Så det gjaldt om at økonomisere med kræfterne. Men det var naturligvis især i sæden, at den virkelige prøve skulle stås. Der var det for det første vigtigt at kunne lægge et perfekt skår, uden at unødigt meget kerne blev ”flået” af og dermed gik til spilde, og at skåret – den sæd, som mejeren (manden med leen) lagde til rette med sin le kom til at ligge, så de efterfølgende ”opbindere”, i reglen pigerne, nemt og bekvemt kunne samle det sammen i neg af passende størrelse, igen uden at skulle flå unødigt i sæden med unødigt spild til følge. Bindegarn til at binde negene med fandtes naturligvis ikke. Så til det brugtes en lille visk af den skårlagte sæd, som med en fiks lille håndbevægelse omdannedes til et bånd, der så, igen uden unødigt spild, kunne slås omkring neget. Og neg der var bundet op af en habil opbinder, faldt aldrig fra hinanden.

Når vi i dag ser billeder eller malerier af gamle høstscener, som de udspillede sig i fordums tider, når karle og piger i vifteform langsomt stred sig vej hen over de høstgule agre, kan vi stadig lade os indfange af romantiske forestillinger. Det ganske uanset at de omstændigheder der drev dem frem var nøjagtig de samme, som vore dages moderne høstfolk er underlagt: - Hvor stort et areal kan vi komme over inden duggen lægger sig hen under aften, og gør sæden død og umedgørlig? - Hvor længe vil vejret mon holde? - Hvis vejret tillader det, så fortsætter vi - for vi kan altid hvile os når det regner - eller når vi bliver gamle! - Spørgsmålet er / var nu som før: Hvor hurtigt kan vi gå / køre frem over marken uden at hastværk bliver til lastværk - lig med unødigt spild - eller ”overophedede” mennesker / maskiner? Og så er det at vi, som de moderne ”tilskuere”, som de fleste af os jo nu til dags er, kan gribe os selv i at tænke, at vor tids jag har taget livet af al høstens romantik. - Hvilken romantik kan der vel være at forbinde med en mejetærsker? - Men måske var der alligevel, for det meste, også i ældre tid, mere jag end romantik i hverdagene? - Selv kan jeg, fra min egen tid som landmand erindre mange gange, hvor dette har været tilfældet. Selvom det, især efterhånden som man får det på afstand, kan komme til at se såre romantisk ud. - Så længe det stod på, var det bare et vilkår, der ikke fremprovokerede nogen beklagelser over fraværet af romantik. Jeg husker også tydeligt, min fars beretning om hvordan det i året 1924 tog ham 6 uger at få 1,5 ha byg mejet med le, fordi vejret drillede. Og det havde han bestemt ingen romantiske forestillinger om! – Ikke en gang når han som ældre berettede om det. - For læsere af dette, som måtte ønske sig en kunstnerisk set enestående beskrivelse over netop dette tema, kan jeg varmt anbefale at læse novellen ”Sorgagre” af Karen Blixen.

Næste led i arbejdsgangen var at stille sæden op. Det vil sige at man tog et neg under hver arm med toppen fremad og stillede dem op imod hinanden i tagformede hobe eller traver, som de undertiden også kaldtes. Efter gammelt Lolland - Falstersk mål gik der 20 neg på en trave. Jævnfør Grundtvigs høstsalme hvor udtrykket: ”I tøndemål af traver” forekommer. Grunden til at kornet skulle stilles i traver var, at man var nødt til, igen for at undgå for meget spild, at meje kornet inden det var rigtig modent. Derfor måtte man så til gengæld eftermodne det i traver ude på marken. Så først kunne det, efter 10 – 14 dage, alt efter hvad vejret tillod, enten køres i lade eller man kunne sætte det i hæs / stak udendørs hjemme ved gården. Arbejdet med tærskningen kunne så foregå efterhånden som mangel på korn til dyrene krævede det, eller når det ellers var belejligt. - Det er nok den del af høstarbejdet, der drejer sig om sædens hjembjergning fra marken der for de gamle, og for den sags skyld også for mig selv, har været det egentlige klimaks i både arbejdet med og forestillingerne om høsten. For når man havde fået det alt sammen læsset på hestevogne og kørt hjem, så havde man indhøstet. Og det at kunne sige: Nu har vi høsten i hus, var også signalet til den årligt tilbagevendende, og aldeles skelsættende begivenhed, som høstgildet var, den festlige lejlighed hvor der mange steder på gårdene blev spist, drukket og danset lige til den lyse morgen. (I husmandshjemmene var det anderledes, for blandt dem var der mange, der simpelt hen ikke havde råd til en sådan ekstravagance. Men de var glade nok for deres frihed til selv at bestemme over deres tid, til ikke at fortabe sig i deres ofte, på anden vis, trange kår). Men det er nok værd at erindre, at høstgildet foruden gildesstemningen og løssluppetheden, vel nok i særlig grad for de lidt ældre medlemmer af husholdet, også befordrede en egen atmosfære af andagt og højtid, som den der måske allerfinest er beskrevet af Jeppe Aakjær i høstsangen: Nu er det længe siden. Hvor det i et par af stroferne lyder: Først bredte mor et klæde / så ømt som nogen højtidsdug / der måtte ingen træde / med sko i høstens rug / så feje’d hun med limens rest / hvert snavset strå til side / som for en hædersgæst! - Den kære rug var gæsten / som gjorde hvert et barn så spændt / se, far han lægger vesten / og ser så indadvendt / En skælven i et ydmygt sind / en bøn til altets skaber / før avlen bringes ind! – Og heri kunne også husmændene fuldttonende synge med!

Men det er klart, at det på det lidt mere jordnære plan for den unge løfterige og ambitiøse karl, der forstod kunsten at ”lægge læs”, var en æressag at kunne svinge hjem på gården med store, høje og vel formede læs af korrekt lagte neg, der ikke gik i skred ved hestevognens gyngende bevægelse hen over agrene og ad de ofte alt andet end jævne markveje, som de gamle kassevognes træhjul med jernringe ofte kunne skære sig dybt ned i, især hvis vejret havde været fugtigt i længere tid. – Dette ansvarsfelt påhvilede suverænt karlenes med hver deres spand heste (2 heste), imens meget andet af det mere trevielle arbejde var løsarbejdernes. Man kan vel sige, at det for karlene var deres egen succes i så henseende, der gav dem adkomst til nyde høstgildet på ”første parket”, for det var noget, som de virkelig, kunne bryste sig af. - Og nok så vigtigt - det kunne vel også give adkomst til at sole sig i pigernes gunst! - Modsvarende var det naturligvis noget der grænsede til den rene vanære for en eller anden uheldig gut, som ved overmod, ved simpel skødesløshed eller hvad andet det nu kunne være, havde overspillet sin formåen så meget, at hans læs havde en uheldig tilbøjelighed til at væltede af på halvvejen. Der var jo den forskel på at lægge læs af kornneg og af hø, også selv om vogntøjet var helt det samme, at hvor høet var forholdsvis let og sammenfiltret, og derfor ikke let kom i skred, der var kornnegene langt mere glatte og meget tungere, særligt hvis det var havre det drejede sig om, og de kunne derfor meget let komme i skred. Så dette var i et område, hvor personlig dygtighed og omhu kunne komme til sin ret. Jeg mindes, da jeg selv, som skoledreng, skulle til at lære at lægge læs, (vi fik tit fri fra skole, når der skulle høstes) at jeg og min jævnaldrende fætter Johannes blev anbragt i hver sin ende på vognen, for at vi på den måde kunne få tid til at få negene lagt rigtigt, uden at løsarbejderen, eller hvem det nu var, der skulle stikke negene op til os, skulle sinkes af vor langsomhed. For så havde han jo to at ”betjene”.

Når så høsten sad tørt og godt inde i laden eller i udendørs hæs, disse sidstnævnte blev for øvrigt, af de særligt påpasselige bønder, ofte tækket til yderligere beskyttelse imod indtrængende fugtighed, kunne tærskningen foretages, når lejlighed bød sig. Og det foregik de fleste steder helt op til omkring 1920 med plejl, ved at et lag af den utærskede sæd blev lagt på det stampede lergulv inde på loen, hvorefter plejlen blev svunget ned over det indtil alle kærner var banket ud af aksene. Kommet så langt blev halmen fjernet så kun kærner og avner lå tilbage. Dem fejede man sammen i den ene ende af loen, hvorefter man med en stor skovl gav sig til at kaste det tilbage til den anden ende igen, og så fremdeles. Derved opnåede man at skille avnerne fra, da det jo altid var de tunge kærner der lod sig kaste længst. Det siger sig selv, at denne langsommelige arbejdsgang sikrede arbejde til alle gårdens folk hele vinteren igennem og langt hen imod forsommeren, lige indtil den tid kom, hvor dyrene igen kunne få hele deres foderbehov dækket på græsmarker og engdrag. - Men efterhånden vandt dog forenklede arbejdsmetoder indpas. Nogle bønder anskaffede en yderst simpel tærskemaskine til erstatning for plejlen. Men da motorer endnu ikke havde vundet indpas, klarede man sig med en såkaldt hesteomgang. Dvs. at den såkaldte ”tærskemaskine”, som faktisk kun bestod af cylinder og bro, blev drevet ved hjælp af en tandhjulsudveksling med en lang vægtstang, der, anbragt ude i et rundt hus ved siden af loen, blev trukket rundt og rundt af et spand heste. Dog, kastningen skulle stadig til for at skille korn fra avner. Ved mejningen ude på marken blev leen så efterhånden erstattet af en hestetrukken aflægger, der foruden at klippe kornet fra roden også kunne lægge det af i bunker der i størrelse passede til et enkelt neg, der så bare skulle bindes op. Jeg kan huske, at jeg selv har set en sådan aflægger i funktion da jeg var en 4-5 år, og at den gjorde mig vildt imponeret. Men nu begyndte så udviklingen efterhånden for alvor at tage fart. Jeg husker meget tydeligt, da vi hjemme, i fællesskab med mine to nærvedboende farbrødre, fik den første hestetrukne selvbinder i 1931. Den kunne, med tre heste forspændt, i en arbejdsgang både klippe sæden fra roden og samtidig binde den afklippede sæd sammen i neg. Og det var jo et ganske imponerende fremskridt. Men det at trække selvbinderen var hårdt arbejde for de tre heste. Og da mejningen helst skulle foregå i varmt solskinsvejr blev hestene hurtigt fuldstændigt gennemsvedte, men det der generede hestene mest var alle de hestebremse der ustandseligt sværmede omkring dem. De var især ømfindtlige på deres bløde muler, hvor bremsene kunne gøre dem aldeles ustyrlige. Derfor måtte vi tit forsyne hestenes muler med klude vædet i en lysolopløsning, der ved lugten, formoder jeg, kunne holde disse plageånder på afstand.

På trods af selvbinderen varede det endnu mange år inden leen helt gled ud af brug i forbindelse med kornhøsten. For, for at undgå at heste og selvbinder, med unødigt kærnespild til følge, skulle bevæge sig ind i den uhøstede sæd blev markernes udvendige skår fortsat mejet med le og på gammeldags manér bundet op af pigerne. Men alligevel var selvbinderen jo et stort fremskridt. – Sæden skulle dog stadig, som før, eftermodne i traver på marken. Til gengæld var så de mere avancerede tærskeværker, som både kunne skille avnerne fra og lade kornet løbe direkte i sække, lige til at bære på kornloftet, begyndt at vinde frem. Og oven i købet blev nu også en halmpresser anbragt, så den aftog halmen lige fra tærskeværket, for via en slidske at presse den op på halmloftet. Og det endda i knipper med bånd om. Det lod sig gøre derved, at en mand satte sig op på den halm, som netop lige var kommet ud af presseren og nu lå på ovennævnte sliske, og hans arbejde bestod i, ved hjælp af en ca. 75 cm. lang metalnål og en lommekniv, at indele og binde halmen i knipper af passende størrelse. - Foreløbig var det dog kun på de større gårde man fandt det nødvendigt at have egne tærskeværker. Hvorimod det på bøndergårdene blev ret almindeligt almindeligt, at man sluttede sig sammen i tærskeselskaber og etablerede sig med omvandrende værker.

Hjemme hos os, var vi også medlem af et sådant selskab. Og for os børn var det altid en ren fest i de dage, hvor tærskningen stod på. Så fik vi selvfølgelig også fri fra skole, dels fordi der var brug for vor arbejdskraft, og dels fordi vi fandt tærskningen alt for spændende, til at vi kunne lade den gå vore næser forbi. Og der var brug for mange folk til det forehavende. Først var der to faste folk der fulgte med tærskeværket rundt. Den ene kaldtes fyrbøderen, han havde overordnet opsyn med at alt fungerede som det skulle. Det var også ham der førte traktor eller lokomobil, når der skulle flyttes fra et sted til et andet. Han havde også ansvar for at de mange remtræk gik som de skulle, for smøring, for at kornet blev taget fra tærskeværket i sække, at sækkene med kornet blev vejet og talt (for det var det tærskeselskabet skulle have sin betaling efter). Han skulle med fløjtesignal starte og standse tærskningen ved spisepauser eller ved andre lejligheder. Fløjtesignalet var, især når maskineriet skulle startes, en meget vigtig detalje i datidens sikkerhedsregulativ. Den anden mand, der fulgte med værket kaldtes ilæggeren. Det var altså ham der lagde sæden i maskinen. Også dette blev, af indlysende grunde, regnet for et meget betroet arbejde. Det var hans ansvar, at maskinen arbejdede støt og roligt med højest mulig ydelse, uden for mange af de stop, der kunne opstå hvis den blev ”overfodret” og ”forslugte” sig. Så blev resultatet nemlig ofte det, at cylinderen satte sig totalt fast, og derefter kun med yderste forsigtighed igen kunne drejes fri med en dertil egnet lang jernstang – altid med en vis risiko for at selve cylinderen eller broen kunne tage alvorlig skade. Derudover var de to faste folk naturligvis fælles om ansvaret for flytning og genopstilling af hele maskineriet, når der skulle skiftes fra en gård til den næste, og ikke mindst for at al smøring udbedring af småskader samt at i øvrigt alt var klargjort og parat, når det øvrige mandskab var på pletten, så fløjten kunne lyde præcis kl. 6,00.

For de allerfleste tærskeselskaber gjaldt det, at de anvendte traktor eller et såkaldt lokomobil, som regel med petroleum som drivmiddel. Det kunne dog også være ved elektrisk kraft. Men problemet med det var, at gårdene almindeligvis, hvis de da overhovedet havde elektricitet, ikke havde installationerne dimensioneret til en tilstrækkelig kraftig motor. Ligesom en elmotor jo heller ikke kunne anvendes som trækkraft ved flytningerne, som i så fald måtte udføres med heste. Det tærskeselskab der kom hjemme hos os brugte elektromotor som trækkraft. Så i mangel af en tilstrækkeligt kraftigt dimensioneret elinstallation måtte vi lejede et målerskab af elselskabet som så blev hængt direkte op på luftledningerne ude ved vejen. - Men ellers var det for os børn et mageløst imponerende syn, når et af egnens andre tærskeselskaber kørte forbi. Vort eget selskab, som i mangel af traktor måtte nøjes med heste til flytninger, fandt vi ikke nær så interessant - men dette optog af drabelige maskiner spændt efter hverandre, og med en hostende og larmende traktor på jernhjul foran, der passerede forbi ude på den stenede sognevej, på sin vej fra en gård til en anden. Det var virkelig, for os, en kilde til forundring. Vel kan vi nok stadig undre os, men jeg tror, der er den forskel, at vi, nu til dags, hver dag undre os over så meget, at det er blevet en vane vi knap nok er bevidste om. - Udover de to faste folk bestod arbejdsstyrken ved tærskningen i reglen overvejende af løsarbejdere. Og der skulle to mand til at kaste negene fra hæs eller lade op / ned til båndskæreren på maskinen, hvis job det var at skære negene op og lægge dem i hænderne på ilæggeren. To mand var beskæftiget med at køre kornet væk og bære det på kornloftet, et arbejde der krævede sine folk. En velvoksen ung mand med gode kræfter satte en ære i at kunne stikke op ad en loftstrappe uden gelænder som en mis – og gerne i trav – med 100 kg korn på nakken. – Selv har jeg også gjort det mange gange. Og selvom der nu og da rejstes advarende røster om overmod, var der ikke mange der lyttede til den slags kællingepjadder. - En mand, skulle der til at binde halmen på slisken i knipper. To eller tre mand, der hvis der var lang vej at slæbe halmen hen over lofterne, særligt hvor gården havde 3 udlænger, sagtens kunne havde nok at gøre med dels at slæbe halmen fra slisken og hen til det sted på loftet, hvor den skulle anbringes, og dels til at få halmen sat godt sammen på lofterne, så mest muligt kunne rummes. - Der var folk som bønderne nødigt sendte på halmloftet, fordi de var kendte for at tage sig opgaven med at sætte halmen ordentligt sammen alt for let. Og endelig, hvor værket ikke havde avneblæser, hvilket ikke, især ikke i min tidlige barndom, var ganske ualmindeligt, var en mand beskæftiget med at bære avnerne væk.

Som det heraf kan ses, var det en ganske anseelig arbejdsstyrke, der krævedes for at få det hele til at fungere. Men det var skam ikke kun ude, der var travlhed. Også inde ved husholdningen stod det hele på den anden ende. For ingen af folkene var på egen kost. Det begyndte med morgenkaffen klokken 6, så frokost klokken 9, varm middagsmad klokken 12, og eftermiddagskaffe med kringle klokken 3. Samt endog, mange steder, smørrebrødsbord ved fyraften kl. 6. Så det var ret så store krav der stilledes på tærskedagene, ikke mindst til husmødrene. Men da tærskningen ude omkring hos medlemmerne af selskabet for det allermeste foregik fra hæs, og altså dermed udendørs, var man altid meget afhængig af vejret. Og der er mange, der har oplevet, at måtte have hele foretagendet stående på ”stand by” i uger, uden at kunne komme nogen vegne i det, på grund af ustadigt vejr. Det var ikke godt for de mange løsarbejdere der intet tjente. Det var ikke godt for gårdens egne folk, der intet kunne planlægge, og følgelig ikke fik ret meget andet arbejde udført. Men allerværst var det måske dog for husmoderen og tjenestepigen / tjenestepigerne. For dels var møbler og andet inventar i huset midlertidigt indrettet på at der måske var 15 mennesker på kost mod normalt en 4-5 stykker. Det i sig selv, afstedkom en masse uorden. Men endnu værre var det, at der i dagevis skulle være forberedt mad til disse mange mennesker, som det på forhånd var tvivlsomt, om nogen ville komme og spise?

Her mod afslutningen af dette lille essay, må jeg nok indrømme, at jeg ved at have ladet disse mange gamle høstbilleder passere revy for mit indre øje, alligevel ikke, på trods af min intention om det modsatte, helt har kunnet lade som om mine latent, nostalgiske tilbøjeligheder ikke eksisterede. Efter denne gang erindringsgymnastik ved jeg, at de stadig er spillevende. For hvis der ellers var noget, der den gang kunne få mig til at falde i svime over tilværelsens på en gang lokkende hemmelighedsfuldhed og salighedsfyldte storhed. Så var det de stille høstafteners solnedgange. Det var jo den gang kirkeklokkerne ringede solen ned når solen virkelig gik ned. Der var ingen forvirrende sommertid, og der var heller ikke arbejdstidsregler, der lod hånt om solens naturlige dagsrytme. - Vi lærte måske nok ikke så meget i skolen af det, som der i dagens Danmark siges at være brug for. - Men på den anden side, så er det, for mig, også sikkert, at der i det mindste var nogle af os, der, om end måske først sent i livet, da alle tings opsplittelse i forskellige, af hinanden mere eller mindre separate ”skuffer” begyndte rigtigt at slå igennem, lærte at sætte pris på nogle helheder, der var ved at forsvinde – eller måske allerede var helt væk. For mig var en af disse helheder solnedgangsscenerne akkompagneret af kirkeklokkernes toner - som i høj grad yderligere lod sig visualisere igennem de, af mange af os - det må jeg dog indrømme - forhadte salmevers og sange, som vi i skolen, ved udenadslære, og som en integreret del af undervisningen, gjorde brug af. Ikke desto mindre, så sang jeg selv flittigt disse sange og salmer igennem hele min barndom, mest når jeg var alene - og med allerstørst fryd, når jeg betaget betragtede solnedgangene og samtidig lyttede til kirkeklokkerne! Så kunne jeg finde på, højt og lidenskabeligt, at stemme i med Grundtvigs hyldest til kirkeklokken, der ikke er til hovedstæder. - Lifligt dog det klinger, helst om høsten / i den stille svale aftenstund. – Og jeg tror, at denne barndomsfryd vil kunne fylde mine håb og længsler lige til mit sidste åndedrag.

Iblandt alle gode, opløftende erindringer om høsttidens velsignende gaver, der gerne skulle komme alle til gode, var der dog også en mere tvivlsom en - en der for os som den gang var aktive ved landbruget, på en ganske særlig nærgående og ubehagelig måde, trængte sig ind på os. Og det var faktisk alt det høststøv og snavs der trængte ind og irriterede på de mest upassende steder. Hvad det angår, så var det jeg oplevede med min tilsnavsede udestue, i sammenligning, for intet at regne. Der er ingen tvivl om, at mange af de folk, der mere eller mindre fast fulgte med disse omrejsende tærskeværker, eller på anden vis, og igennem længere tid, var udsat for høsttidens mere ubehagelige omstændigheder, tog skade på deres helbred af alt det støv, og al den støj, som de igennem den ene høstsæson efter den anden fik tiltrukket sig, og hverken støvmasker eller høreværn kendte man til. Jeg tror egentlig, at alt det ubehagelige, ja i nogen grad også det man godt vidste, var direkte skadeligt for ens helbred eller førlighed betragtedes som en del af menneskelivets uomgængelige vilkår, og at den, der formastede sig til at besvære sig over dette vilkår, bare var en ynkelige eksistens, som ikke kunne tages alvorligt. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke selv havde det ret godt hverken med støvet - støjens følger var der endnu ingen, der var opmærksomme på - eller med hensynsløsheden overfor eget helbred, men heldigvis for mig, så har jeg måske hørt til de mere heldige. Men de ganske gevaldige nyseture som jeg stadig har tilbøjelighed til at få, stammer dog sikker helt tilbage fra den gang.

Desuden, så fandtes der mange steder, helt op i 1950erne, heller ingen badefaciliteter med varmt vand og telefonbruser. Så hvis ikke gården lå lige ved stranden, var der nogle steder ikke andet vand at vaske sig i end det som var i hestetruget eller anden form for vandbeholder, som stod ude i det fri omgivet af toppede brosten i nærheden brønden med vandposten. Ved tærskning om vinteren, når det var frost og sne kunne man dog tage en spand koldt vand med sig ind i den lune kostald og vaske sig der, og så med en øse hælde noget vand over sig for at få støvet skyllet væk. Men der var såmænd ingen, der besværede sig over det, for vi kendte jo ikke til noget bedre. – Men dog, rene blev vi nu, mærkeligt nok, alligevel. Jeg kan i hvert fald ikke huske andet. Og rent tøj havde vi jo dog alle vore mødre eller koner til at sørge for. - Nu burde jeg, i sandhedens interesse, ikke undlade at fortælle, at både bønder og deres koner, ligesom det stadig er tilfældet, var meget forskellige. Der fandtes også gårde hvor tyendet (de ansatte) blev budt de samme sanitære vilkår som gårdmandsfolkene selv levede med. - Men et rigtigt varmt bad fik jeg i hvert fald ikke før i mit 16tende år. Og mange af mine jævnaldrende fik det først deres først rigtige bad langt senere. Nogle få af landsbyens folk, som var på specielt god fod med mejeribestyreren, kunne gå hen på mejeriet og få et bad, men det store flertal fik det aldrig. Og alligevel var der faktisk kun få, om hvem det kunne siges, at de ikke holdt sig rene, et sikkert tegn på urenlighed var jo at folk kom til at lugte ilde, og der var langt imellem folk der gjorde det - lige så langt som i vore dage, tror jeg. Der er nogle kloge folk der påstår, at hvad renlighed og hygiejne angår, så har de sidste 60 – 70 år bragt os enorme forbedringer, ikke mindst takket være alle de installationer til renlighedens fremme som både offentlige institutioner og private hjem i vore dage er blevet udstyret med. Og dog, så har jeg, personligt, aldrig i hele mit liv oplevet at se en eneste lus. Modsat i vore dage, hvor lus, specielt iblandt skolebørn, synes at have udviklet sig til en reel plage – på trods af al vor renlighed! – Og hermed kom så denne lille samling af høsttidens skiftende billeder til at slutte, som den begyndte. – Nemlig med snavs og rengøring.

Arne Larsen