Frugtavl og andet utraditionelt på Svends - Minde

Lige så længe jeg kan erindre, har der været frugttræer i haven, som ved siden af at levere frugt til husholdningen også har, i begyndelsen dog i meget beskedent omfang, kunnet give en lille ekstra skilling til pengepungen. Helt tilbage fra etableringen af ejendommen blev der plantet en hæk af mirabeller omkring bygninger med have, (også ud imod vejen)undtagen mod syd, hvor der plantedes en hæk af hvidtjørn, hvilket alt sammen kan ses på luftfotografiet fra 1938. Hækken ud imod vejen var oprindelig, ligesom den øvrige hæk omkring bygningerne fritvoksende (som det fremgår af billedet), men her blev den skåret ned omkring midten af 1930verne, og er siden holdt klippet. Udenfor tjørnehækken mod syd (den tjørnehæk jeg refereres til i ”De blå Anemoner) ses en stribe køkkenhave med nogle bærbuske længst til venstre. Hvornår denne køkkenhave er anlagt ved jeg ikke. Jeg tror det usandsynligt, at den skulle være anlagt helt fra begyndelsen. I det nederste venstre hjørne af billedet ses også et lillebitte hjørne af den frugthave på omkring en halv td.l. – Ca, 2500 kvadratmeter, der blev plantet en gang i begyndelsen af 1930verne.  Læg mærke til de huller i mirabellehækken, der har måttet ryddes for at give plads til bygningsudvidelser. Laden med det helt lyse tag blev bygget i 1936. Og hønsehusets gennembrud imod øst er nok sket få år tidligere. Den del af hønsehuset, der ligger indenfor hækken er det oprindelige, som mormor byggede allerede som ung enke. Den ende der byggedes til stuehuset imod øst i 1932 ses også tydeligt på det lyse tag.

Om der har været solgt modne mirabeller er uvist. Men jeg husker at vi engang i mine tidlige drengeår havde plukket en masse mirabeller som vi havde i spande og baljer. Og jeg mener også at vi fik dem solgt, men til så ringe en pris, at vi aldrig siden forsøgte os med det. Æbler må det have ligget noget bedre med. Ellers var frugthaven ikke blevet udvidet, er jeg ganske sikker på. Træerne i den gamle have bestod af en blanding af, den gang, almindelige sorter: Guldborg, Flaskeæbler, Pigeon, Augustæbler, Kokspomona, Koksorange, Gravensteen og nogle få andre. En ting som sprøjtning af træerne, som de fleste fandt helt uoverkommelig, hvad det jo faktisk også var, fandt far også udvej for. Igennem sit arbejde i Husmandsforeningen, fik han overbevist medlemmerne om, at det ville være en god ide, om de i fællesskab købte en tøndesprøjte monteret på en tohjulet vogn, fra Rasmus Sigvard i Orehoved, og derpå ansatte en mand til, med håndkraft, at køre rundt med denne sprøjte og sprøjte frugttræer for dem der måtte ønske det. Hans arbejde var foruden at trække rundt med sprøjten fra sted til sted også, efter anvisning fra foreningens havebrugskonsulent, at sørge for sprøjtevæskens rette sammensætning samt at føre sprøjtepistolen, imens det tilkom rekvirenten selv at aktivere den på tøndesprøjten monterede hånddrevne pumpe. Vi, med vor baggrund, kan nok have svært ved at forestille os hvor arbejdskrævende hele denne proces i virkeligheden var. Og dog var sandheden den, at den for mange, ikke mindst mindre landbrugere kom til at markere et vigtigt gennembrud. Ved at gøre ting i fællesskab fik man muligheder i hånden, som de bedrestillede gårdmænd ikke en gang rådede over. Som et lille sidespring kan jeg, om fars initiativrigdom, fortælle, at han var den første i Vålse, der fandt på at sprøjte imod agerkål i kornmarken. Det foregik med den samme sigvardsprøjte, ejet af husmandsforeningen, som han satte op på en vogn, og via en slange forbandt med en primitiv spredebom på et par meter eller så. Og sådan kørte han hest og vogn frem og tilbage på marken, imens en anden trak pumpestangen indtil tønden, indeholdende vist nok omkring 200 liter blåstensopløsning, var tom. Blåstensopløsning, som på den tid ansås som et probat middel, var et såkaldt svidemiddel, og det anvendtes både imod agerkål i kornmarker, der ikke sjældent, pletvis, kunne komme til at ligne en sennepsmark langt mere end en kornmark, og imod svampesygdomme i haver, som f.eks. kartoffelskimmel, men også på frugttræer. Til sprøjtning imod insekter var nikotin det absolut vigtigste middel.

Far gik meget stærkt ind for det blandede landbrug, der skulle klare sig ved at spille på mange strenge. Det traditionelle landbrug med grise, køer og markbrug, ville han kombinere med hønseriet, som han allerede var godt i gang med, og frugtavl, som nu også var ved at vinde frem, takket være, at de første svage tegn på at et distributionsnet var under udvikling, viste sig. For vores vedkommende gik frugtens afsætning igennem en markant person med stor mave, rundt hoved med kraftigt overskæg, foruden det temmelig usædvanlige at han kørte rundt i en Ford T ladvogn, som på det tidspunkt slet ikke var gammel. Hans navn var Christian Rasmussen, og han boede og drev en større frugthave i Øster Kippinge. Han kom gerne og købte den frugt vi ikke selv kunne nå at spise os igennem. Også selvom det for det meste drejede sig om meget beskedne kvanta. Og ikke mindst vi børn glædede os når han drejede ind hos os, for han havde vist nok det, som man i dag ville kalde børnetække. Og når vi kravlede ind i hans bil, smed han os ikke ud igen men frydede sig i stedet for. En gang, vi var klatret op i den, tilbød han os at lære at starte den, hvilket vi ikke lod os sige to gange. Og det fik vi megen ny selvtillid ud af. Men mormor, som kom ud for at holde et vågent øje med os, tog sin strengeste mine på og pålagde os på det bestemteste, at vi ikke måtte røre ved hjulet. - Og selvom vi ikke havde megen viden om biler, så vidste vi dog at dette hjul ikke var et hjul, men et rat, hvad vi så, meget overbærende, måtte belære hende om

Der er ingen tvivl om at denne Chr. Rasmussen har givet far råd og vejledning i forbindelse med udvidelsen af frugthaven. Og han, var da også igennem en del år den faste aftager af den frugt, der kom ud af det. Imens det evindelige slæb med at trække tøndevogn og pumpestang ved de evindelige sprøjtninger sommeren igennem blev deponeret hos drenge, der efterhånden ikke var helt små længere. Der var også meget arbejde ved at holde den nye frugthave fri for ukrudt. For selvom der var mellemkulturer imellem rækkerne af frugttræer som roer, kartofler, grønkål eller andet, så var der jo alligevel en bred bræmme under træernes grene, der skulle luges med håndkraft. Lidt mere festligt var det så heldigvis når somrene gik på held og frugten skulle plukkes ned.

Det var så ikke hver gang Chr. Rasmussen hentede frugten med sin ladvogn. Det skete også, vist nok især når vi havde megen frugt, der skulle af sted på en gang. Så læssede vi den på vores fjedervogn, satte en hest for og leverede den selv på hans bopæl i Ø. Kippinge. En gang da far åbenbart har anset mig for at være stor nok til at tage ansvar for et læs frugt, var det mig der blev sendt af sted med en ladning frugt med hest og vogn, Der blæste en ret kraftig vind. Og idet jeg kørte ind i strædet til hans ejendom fik hesten øje på en sæk der blafrede i vinden lige foran den, med det resultat, at hesten drejer omkring på en tallerken, og da fortøjet på vognen følger med hesten rundt mister den sin balance, og inden jeg får hestens pludselige og ganske uventede manøvre standset ligger vognen på siden og alle æblerne men kasser og det hele ligger spredt ud over gårdspladsen.

Det var vel nok et sørgeligt syn a se, der kun kunne lede mine forestillinger hen på historien om ”Konen med Æggene”.

Chr. Rasmussens søn Georg kom ud og så sørgmodigt på alle de dejlige æbler der i den grad så mishandlede ud. Jeg husker at han lagde sig på knæ ved æblebunken og begyndte at redde, hvad reddes kunne. Hvad der egentligt blev ud af det, husker jeg ikke, andet end at jeg slukøret matte hjem med mit køretøj og min hest for at fortælle min strenge far, hvad der var timedes mig. Men han bebrejdede mig nu aldrig for det. For dette, at en hest pludselig kunne blive skræmt af et eller andet, som den aldrig før havde set, og derfor forårsagede større eller mindre ulykker, hørte ligesom med til den tids selvrisiko, som ordentlige folk ikke beklagede sig over.

Men omkring 2. verdenskrigs afslutning, hvor arbejdet med den håndkraftbetjente tøndesprøjte udvidedes i takt med at frugttræerne voksede sig stadig større, og samtidig både arbejdsfolk og tjenestekarle ymtede om kortere arbejdsdage og sågar ferie, blev det efterhånden klart at noget måtte gøres. Derfor afstod far fra fortsat benyttelse af det efterhånden godt udtjente materiel tilhørende husmandsforeningen. For nu havde han lært, og havde også skaffet sig midler, så han kunne klare sig på egen hånd. Han købte moderne 500 liters sprøjte med 5 – 6 meters spredebom  til marksprøjtning, en hypereffektiv sprøjtepistol til frugttræssprøjtningen og påmonteret benzinmotor som drivkraft alt monteret på en specialbygget vogn beregnet til at blive trukket frem af en hest. Og det var virkelig et fremskridt der ville noget. Og herefter var en mand med hest og sprøjte, stort set, konstant optaget hele forsommeren igennem, først og fremmest med marksprøjtning, men også med en hel del frugttræssprøjtning. For der var faktisk mange både husmænd og bønder, der ellers aldrig havde ladet deres frugttræer sprøjte, som nu, da det ikke længere var så besværligt, ønskede deres træer sprøjtet indtil flere gange i sommerens løb.

Det var også i de år, at nye sprøjtemidler dukkede op på markedet, der var langt mere effektive, end det man hidtil havde set. Men samtidig var de fleste af dem, og dette angår både dem der anvendtes i frugthaver og på markerne, temmelig giftige. I korn var det herbicider (hormonmidler) der anvendtes imod det mere følsomme ukrudt, og de såkaldte ”gule midler” (der var meget giftige) som svidemiddel imod de mere hårdføre arter. Det sidstnævnte middel blev totalt forbudt efter nogle år. Mod skadelige insekter brugtes først og fremmest bladan eller DDT, som også var meget giftige. Den pludselige fremkomst af alle disse nye midler gjorde, at det ligefrem rejste sig euforisk stemning iblandt landmændene. Rigtig mange af de ukrudts - og insektplager, som førhen red dem som en mare, var man næsten, med et slag, blevet kvit. Man kan sige at det opstod et overmod, der stik imod al sund fornuft, inspirerede til at mange simpelt hen tilsidesatte alle forsigtighedsregler. Af giftige sprøjtemidler havde man tidligere stort set kun anvendt nikotinen. Og den havde man meget stor respekt for, husker jeg, derfor var det kun folk, der havde forstand på det, der arbejdede med den. - Men, med alt dette nye, var der med et næsten ingen grænser for, hvad mennesker, med eller uden tankeløshed, turde gå i lag med. Forurening var et begreb, man endnu aldrig havde hørt om. Men når jeg nu tænker tilbage på den gang. Så må jeg godt nok slå korsets tegn for mig. Som et lille eks på hvad folk kunne finde på, så jeg engang en - ellers ganske fornuftig - landmand, der følte sig plaget af urimeligt mange fluer, hvad det på den tid var langt mere regelen end undtagelsen. Og da fluer havde en ganske særlig forkærlighed for malkeredskaber og mælkejunger, oversprøjtede han dem simpelt hen med en bladanopløsning. For som han sagde, det virkede altid omgående. Det skete da også en gang imellem at en mand omkom som følge af lemfældig omgang med farlige sprøjtemidler. Men i betragtning af hvad der ellers, i de år, foregik rundt omkring på gårdene. Så må man vist nok sige at lykken var med os!

Men det var kun en kort tid, det kom til at foregå på den måde, for nu begyndte den tekniske udviklingen i landbruget at løbe hurtigt. Så allerede i 1949, da vi, efter i løbet sensommeren at have forsøgt os med en Jeep som trækkraft ved markarbejde, hvortil vi hurtigt fandt den helt uegnet, og selvom det egentlig primært var sprøjtearbejdet, den var tiltænkt, fandt vi den alligevel alt for uanvendelig i forhold til hvad den just fremkomne ”Grå Ferguson” traktor ville kunne byde på. Den var den første traktor på markedet, der hydraulisk kunne løfte og sænke redskaber, hvilket absolut var en epokegørende nyhed. Desuden er det måske værd at nævne, at en tredjedel af den nye traktors pris på lidt under 10,000 kr. faldt direkte ned i vores turban, i form af en 33 % devaluering af den danske krone og det engelske pund. Føromtalte Jeep, der, som brugt, blev købt lige inden devalueringen steg nemlig i kraft af denne devaluering med ca. de samme 33 % fordi efterspørgselen, på grund af dens popularitet, netop på det tidspunkt var meget stor.

Og var sprøjtearbejdet allerede på det tidspunkt omfangsrigt og gav sig udslag i en ret så lukrativ forretning. Så tog det herefter ekstra fart, og i kraft af at sprøjten nu blev monteret direkte på traktoren, hvorfra pumpen også blev drevet direkte fra traktoren via kraftoverføringsaksel, fik den en betydelig større rækkevidde og kapacitet, og dermed også indtjeningsmulighed. Efterhånden nærmede den tid sig, hvor jeg fløj af reden, og derfor ikke længere havde den tætte føling med hvad der foregik på ”Svends - Minde”. Men jeg ved at frugthaven blev udvidet yderligere helt op i 50erne, Om det var fordi far troede på frugtavlens sikre fremtid, eller bare fordi han følte sig forpligtet, i og med, at han var en af initiativtagerne til oprettelsen af en andelsfrugtcenter med betydelige oplagringsfaciliteter i Sakskøbing, skal jeg ikke kunne sige. Men det korte af det lange er, som det også fremgår af denne korte beretning, at fars tidlige interesse for diversiteten i hans bedrift, herunder også frugtavlen, om end denne rent faktisk forblev af rent sekundær betydning, alligevel, fordi den også, som en sideeffekt, førte ham ind på sprøjtesporet, der blev til én iblandt flere lukrative indtægtskilder der kom til at sikre hans økonomi. Som tiden gik, fik dansk frugtavl trange tider. Og inden længe måtte han indse, at den ikke betalte sig længere. Og i dag, hvor ejendommen er kommet på andre hænder er der ikke meget tilbage af det der engang var.