Familieliv på Svends – Minde sidst i 19tyverne og i begyndelsen af 1930verne

Min Kære bror Helge har jo, lige så langt tilbage i min tilværelse som jeg kan huske, udgjort en vigtig del af min dagligdag. Han var der bare helt fra begyndelsen – i hvert fald fra den tid af, hvorfra min tidligste hukommelse rækker, modsat mine andre søskende, som hen ad vejen kom til senere. Vi sov ifølge mine allertidligste erindringer i samme seng. At vi begge som spæde har ligget i den gamle kurvevugge, som svigerinde, Marianne sikkert stadig gemmer på, husker jeg af gode grunde intet om. Hvad jeg derimod husker er, at vi begge lå i den lille grønmalede barneseng, der var så praktisk indrettet, at den kunne trækkes ud og gøres længere, efterhånden som vi voksede til. Men trukket ekstra meget ud blev den dog allerede da Helge fra kurvevuggen blev overflyttet til at skulle sove i den sammen med mig - jeg var jo ikke mere end 1½ år gammel, da han blandede sig ind i mit liv, for det var nu en gang sådan i de tider, at børn bare kom af os selv, og det i et tempo som ingen voksne bestemte over, således at det, hvis man nu en gang var forælder eller aspirerede til at blive det, bare drejede sig om at tage imod os, når vi kom. Derfor var det så også en såre praktisk seng mor og far havde anskaffet sig, hvori, da nu tilfældet krævede det, sagtens kunne sove to i, en i hver sin ende – men under samme dyne, som så for at blive holdt på plads blev ”tøjret” til sengekantens fire hjørner, hvilket sikkert har været påkrævet, fordi vi uden tvivl har sparket bravt til hinanden, må jeg formode.

Derudover husker jeg ikke noget særligt fra den tid. Men da vi så var vokset ud af den grønne udtræksseng, og i øvrigt sikkert også var forvist fra den, fordi Hans Svenning, som var 5 år yngre end mig, var vokset fra kurvevuggen og skulle til sove i den, for 3 kunne vi alligevel ikke være, hvorfor fik Helge og jeg tildeltes hver en feldtseng, imens vi dog stadig forblev i fars og mors soveværelse. Og fra den tid husker jeg, at vor fælles helt ustyrlige fortælleglæde gav sig udslag i de allermest fantasifulde historier, som vi overhovedet kunne finde på, og som altid foldedes frodigst ud om aftenen, fra det af, at vi var lagt i seng, og (tiest) mormor havde bedt aftenbøn med os, og indtil vi overmandedes af Ole Lukøje med paraplyen. Især husker jeg at Helge fortalte en historie om en rusten mand og hans fantastiske men højest usandsynlige forehavender. Og når vi på den måde gejlede hinanden op, var der slet ingen grænser for vor kreativitet hvad fuldstændig hovedløse historier angik. Noget helt andet jeg husker fra den tid er, at det ind imellem kunne hænde, at mor og far opførte sig underligt uroligt i sengen om morgenen inden de stod op. Og det kunne jeg ikke rigtig forstå, hvorfor jeg naturligvis lå mussestille og spidsede ører. Og jeg husker da også en gang, det var på fars fødselsdag, hvor de var særligt urolige, og mor sagde højt nok til at jeg tydeligt hørte det: Nu må det da også være godt! – hvorefter de stod op! – Men Helge sov jo, så det snakkede vi aldrig om, og desuden var han jo trods alt også så lille, tænkte jeg nok. Men undrede mig, dry gjorde jeg nu!

Hvad jeg også husker fra den tid er, at vi altid ude på gårdspladsen havde en lille grusbunke liggende, hvor vi også havde et lille legebord og to små stole stående. Og hvis var vejret godt – ikke hverken for varmt eller koldt – kunne det hænde, at vi fik middagsmade bragt ud til os, så vi kunne nyde maden ved vort lille bord ude i solskinnet. Og så var der en gang, hvor vi fik kærnemælkssuppe med rosiner i, at Helge med ét fik den skøre ide at suppen skulle blandes med grus fra grusbunken. Og som sagt, så gjort! Men han spiste alligevel al– som vi fra helt små var opdraget til - sin suppe med god appetit – det undrede jeg mig godt nok over. Men jeg husker ikke at han i den anledning fik nogen belæring om korrekte spisevane. Jeg tror i det hele taget ikke, at hverken mor eller far gjorde ret meget ud af formaninger i deres måde at opdrage os børn på, de lagde, måske, ubevidst mere vægt på eksemplets magt. – Om det ligefrem var derfor, at fars lussinger og anden korporlig afstraffelse i øvrigt sad ret løst, især overfor mig, vel angiveligt fordi jeg skulle være den store, og den der burde vide bedst, ja, det er vist ikke godt at vide. Til hans forsvar kan det dog siges, at i den tid, som han voksede op i var det i vid udstrækning den form for opdragelse der praktiseredes i de allerfleste familier. Farfar fortalte mig en gang, at han kun en eneste gang havde lagt hånd på nogen af sine børn, det var overfor fars ældste og eneste søster, der hed Marie. Ifølge farfar selv var det tæt på, at han havde taget livet af hende. Derefter lovede han sig selv aldrig mere at lægge hånd på nogen sine børn, skulle de aves, som han udtrykte det, så overlod han det til moderen. Og hun var så ferm til at sætte sig i respekt overfor dem, at hun f.eks. havde oplærd min farbror Henry, som jeg selv husker som mest iltre af mine farbrødre, til selv at finde spanskrøret frem, når han havde fortjent en endefuld. 

Fik vi formaninger, kom disse som regel mest fra mormor. Som jeg i øvrigt må sige, virkelig tog sig meget af os, for mor havde jo i de år et skrøbeligt helbred, og far havde altid travlt og var optaget af sit. Og noget af det sjoveste vi havde med hende var, når vi somme tider om morgenen kom ind og ligge hos hende i sengen, og vi fandt på ligefrem at konkurrere om hvem der kunne levere den højeste prut. - Helge havde også en overgang fattet stor kærlighed til en gammel dukke, der en gang havde været moster Maren Johannes, som han havde fundet i mellem noget gammelt ragelse oppe på loftet. Den sov hos ham med ligesom  den også altid sad med os, når vi spiste, og overmåde kærligt og omhyggeligt førte skeen – gaffelen med mad til dens mund inden han selv puttede noget i sin egen  mund. - En anden ting, jeg husker er, at vi begge følte os utrygge ved mørket, mest når vi var udenfor. Derfor kunne vi om aftenen, især om vinteren når det var rigtig mørkt, finde på at bevæge os fra den åbne dør med lys indenfor og ud i mørket helt ude på vejen imens vi, for at stive hinandens mod af, af vore lungers fulde kraft råbte: Her er ingen røvere i denne skov..

Min allerførste erindring om en kontrolassistent går tilbage til under landbrugskrisen i begyndelsen af 1930verne, da jeg må have været omkring 4 - 5 år gammel. Jeg kan se ham for mig endnu, han hed Jacobsen, og meldte altid sin ankomst kort før middag, på den dag, hvor vores 5 – 7 køer skulle kontrolleres, d. v. s. at mælken skulle vejes og fedtprocenten bestemmes for hver enkelt ko separat om aftenen og næste morgen. - Imens vi ventede på, at min mor skulle være klar med middagsmaden, havde denne, egentlig for os, vildfremmede mand taget sine sutsko på og lagt sig ned på gulvet ved siden af Helge og mig, for det var nemlig helt åbenbart for ham, at vi havde nogle problemer med at få byggeklodserne samlet til det slot, som der var et billede af udenpå æsken. Han tog interesseret vort forehavende i øjesyn, og hjalp os til rette, hvorved han vandt både vore hjerter og vor respekt. Og så om aftenen, efter aftensmaden og inden han cyklede hjem til sig selv, og vi små poder skulle til belave os på vores sengetid, spurgte han mor, om hun ikke havde en tom havregrynsæske, det havde hun vist ikke sådan lige, men hun kunne da tømme en. Den fik han, hvorefter han med sin lommekniv skar et ovalt hul i æskens ene flade side, tog et ordentligt sug fra sin pibe og pustede røgen igennem hullet ind i æsken, hvorefter han med ganske lette tryk på æskens sider fik røgen til at komme ud i ovale røgringe, en ring for hvert lille tryk, som så en for en steg til vejrs i stuen. Det var for os to små poder, der var kravlet helt op på bordet for ikke at gå glip af noget, en ganske imponerende bedrift, hvorved han steg endnu et par grader i vor agtelse.  – Derfor var kontrolassistenten den gang, for begge vi to smådrenge en meget interessant person?
 

En håndfast opdragelse hørte den tid til

Men dog, lidt malurt kunne der også, fra tid til anden, blive til os, i vore små børneliv, for med en livlig fantasi og en ringe forstand, som jo dog hører med til det at være småbørn, kan man også komme på afveje. Således vidste vi, at der oppe på kornloftet lå en gammel cykel, som vi aldrig havde set blive brugt til noget, den lå der bare. Så en dag havde Helge og jeg fundet på, at vi ville have dæk og slanger pillet af den, men det viste sig helt umuligt, da vi ingen skruenøgle havde, men derimod havde vi en stor saks, og hvad var da mere ligetil end at løse problemet ved at klippe dæk og slanger over med den. Efter vel udført arbejde blev der så kaldt til aftensmad. Og stolt satte vi os til bordet og gav os til at fortælle om den gamle cykel, som vi altså nu havde ”befriet” for dæk og slanger. Selvfølgelig spidsede Far straks ører, og ville gerne vide, hvordan vi havde båret os ad med det? Jamen vi klippede dem da bare over med en saks, meldte vi stolte som små paver. Men så kan det ellers nok være, at der blev fyret op til åstedsforretning på gerningsstedet og prompte domsafsigelse, ligesom dommen eksekveredes på stedet ved hjælp af fars lange spanskrør, som han fra sin egen barndom havde erfaret, svirpede bedst på nøgne numser – og jeg kan kun sige, at vi fik ikke for lidt! Men den næste dag gik vi igen rundt i vort lille paradis og så på blomster, plukkede jordbær, eller efter en lille ekspedition til et pilehegn, som der var mange af, kom hjem til mor med nyudsprungne pilekviste fra gamle nystynede pile (disse kan nemlig have usædvanligt store, saftspændte blade, der næsten er helt brune) og sagde til hende: her kommer vi med sommerblade til dig! Og de lykkelige dage, de dage, som der lykkeligvis var rigtig mange af, sluttede som regel af med, at Helge og jeg, efter at vi var lagt i seng i hver sin ende af udtrækssengen med den fastbundne dyne, og efter aftenbønnen og godnatkysset på kinden, igen kunne tage fat med røverhistorierne. Og inden ret længe sænkede stilheden sig over et par smådrenge, der alle dagene gjorde hvad de formåede for selv, efter givne vilkår og efter bedste evne, fyldte dem med lyst og indhold.