Et hjørne af dansk landbrugs historie 1880 -1950

Kontrolforeningernes opståen i en brydningstid

En kontrolforening er en forening af landmænd der arbejder for at fremme økonomi og produktivitet i medlemmernes malkekvægbesætninger, dels ved ydelseskontrol og dels ved beregning af foderbehov, det gælder såvel i besætningerne som for deres køer enkeltvis. - Nu til dags lyder det jo ikke spor underligt, at sådanne foreninger findes, al den stund moderne, rationel produktionsvirksomhed netop arbejder efter fastlagte skemaer, kost-benefit analyser og alt det der, da den mulige fortjeneste pr. produceret enhed næsten altid vil være minimal. Men sådan har det ikke altid været. For omkring 130 - 150 år siden, da dansk landbrugs vigtigste eksportvare endnu var korn, og da husdyrprodukter stadig kun var salgbare på de hjemlige markeder - hvor begrebet produktionsomkostninger var noget som ingen havde hørt om - hvor det, som man kendte som en form for ”livets uforanderlige lov” var, at hvis bondens indtægter svigtede, så var den eneste gangbare måde at klare sig på ”at suge på lappen”. Ligesom man modsat også vidste, at når bondens gerning, i gode tider, var tilsmilet af sorgløse omstændigheder, kunne dét, så vel som naturens andre lunefuldheder, så sikkert som ammen i kirken alene tilskrives Vor Herres nådige forsyn.

Men alt dette begyndte at ændre sig kort tid efter krigen med Prøjsen i 1864, hvor Danmark, jo mistede en tredjedel af sit landområde. Men ikke nok med det. Omkring 1880 oversvømmedes Vesteuropa af billigt korn fra Amerika, hvilket slog bunden ud af økonomien og delvis fjernede eksistensgrundlaget for den danske landbostand. Et helt nyt eksistensgrundlag skulle nu skabes. - Men til alt held for os, så havde den industrialisering, der ved nye transportsystemers fremmarch med jernbaner og dampskibe havde fragtet det billige korn til Vesteuropa, også, og til dels hjulpet af store indtægter fra oversøiske kolonier, holdt sit indtog i England, og derved skabt en stærkt stigende efterspørgsel efter animalske fødevarer, først og fremmest smør, flæsk og æg, fra en købedygtig overklasse, og fra en hastigt voksende middelklasse. Dette marked var der nogle danske mænd med udsyn, der havde fået øje på. Men de vidste godt, at det ikke var gjort med det. For én svale gør jo ingen sommer. Og bønder, udgør et folkefærd som man ikke laver om på fra den ene dag til den anden. - Deres sindighed forbyder det! - Ligesom der få år forinden var blevet mobiliseret til krigen i 1864, skulle der nu mobiliseres til markedsfremstød for forædlede landbrugsprodukter i England. - Og sandt at sige, det kunne vel nok, for flertallet af konservativt tænkende bønder i sidste halvdel af 1800tallet lige så godt have været ”en by i Rusland”.

Det har ofte, både hjemme og ude, været diskuteret, hvad det egentlig var der gjorde, at det i så høj grad lykkedes at gennemføre denne brede mobilisering af den danske landbostand til ved en samlet indsats, og over et forholdsvis kort åremål at reformere både tankesæt og produktionsmønstre. - Ret beset, skabe et helt nyt grundlag for en ekspansiv og markedsorienteret udvikling i erhvervet? - Herhjemme, har der været enighed om, at den primært havde højskolebevægelsen som drivkraft. Men hvad det mere konkret var ved denne bevægelse, har der nok igennem tiderne været forskellige bud på! Det lyder jo ikke umiddelbart indlysende, at Grundtvig fik den mandlige halvdel af landboungdommen til, om vinteren i stort tal at flokkes om højskolerne, og den kvindelige halvdel til at brugte 3 - 4 sommermåneder på det samme, hvor de i løbet af nogle måneder foruden historie, dansk, regning, gymnastik og sang også dyrkede både kristendom og de mytiske fortællinger om Odin og Tor med flere. - Hvorefter de så vendte hjem til de landsbyer, som de var udgået fra, og der gik i gang med opbygningen af andelsmejerierne og andre med dem beslægtede foreninger og virksomheder, deriblandt kontrolforeningerne. - Men ikke desto mindre, så må der have været en sammenhæng - måske også med den tids berømte slogan: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”, som udgangspunkt. Selvom dette, ret beset, særligt var møntet på opdyrkningen af hederne. Men Danmark havde jo vitterlig været på kanten af sin eksistens som selvstændig nation. Og i den situation tror jeg på, at patriotisme og nationalfølelse kan mobilisere uanede kræfter, som naturligvis også har været befordret af stærke personligheders evne til at vinde folkeligt gehør for troen på fremtiden.

En gæringstid var det, hvor den danske landbostand, dels af lyst og dels af nød, måtte tage en ny tids udfordring op, og ved et hidtil uset samarbejde imellem industri, transport og landbrug skabte grundlaget for udvikling af de nye muligheder, der tegnede sig. Visionære personligheder fra højskole, landbrugsskole og universitet sprang, over en bred front, ud som katalysatorer for nybrud og vovemod. En af disse personligheder hed Niels Pedersen. Han havde sin baggrund som lærer på Askov Højskole, og oprettede Ladelund Landbrugsskole i 1878. Den teknologiske udvikling af mejeribruget lå ham stærkt på sinde. Og hans initiativer førte frem til oprettelsen af vort forsøgsvæsen, i første omgang angående mælkens fysiske, kemiske og bakteriologiske forhold. Dertil kom lidt senere N. J. Fjord, idemand og multitalent, ind i billedet, manden der kunne løse problemer. Deres samarbejde førte til oprettelsen af Landøkonomisk Forsøgslaboratorium, senere Statens Husdyrbrugsforsøg. Det skal ikke her forbigås, at sammenhængen imellem landbrugets forskellige driftsgrene lå mange af disse mænd stærkt på sinde, herunder også mælkeproduktionens betydning for svinesektoren - skummetmælken var jo et affaldsprodukt, som man fik den bedste udnyttelse af ved at fodre svin med den. Der lagdes i det hele taget stor vægt på vekselvirkningerne imellem det blandede landbrugs enkelte grene. Begrebet specialisering var et fyord, som ordentlige landbrugere nødigt tog i deres mund. - Hvis de da overhovedet kendte til dets eksistens?

Allerede tidligt i 1800tallet var det blevet klart for fremsynede landmænd, at mælkens fedtindhold havde en væsentlig økonomisk betydning for kvægholdet. Og i 1834, året efter at ”Sorø Amts Landøkonomiske Selskab” var stiftet, gennemførte det en præmiering af køer under hensyn til deres mælks fedtindhold, det endda på trods af, at man kun havde højest usikre metoder til sin rådighed for det. Også ”Maribo Amts Økonomiske Selskab” gennemførte i 1847 præmiering efter samme princip. Men savnet af en brugbar metode til fedtbestemmelse hindrede stadig, man kunne gå rigtigt i gang med forehavendet. - Nogle forsøgte sig uden held med forskellige metoder, der, i hvert fald indtil videre, viste sig for usikre til at de var praktisk brugbare. Mange vanskelige, organisatoriske, motivationsmæssige og ikke mindst tekniske problemer stødte man på i bestræbelserne på at nå frem til en mere rationel mælkeproduktion. Et af disse havde været, hvordan man hurtigt kunne skille fløden fra mælken? Traditionelt havde man jo anbragt den nymalkede mælk i fade på dertil indrettede steder, eller nok mere almindeligt, på tilfældigt udvalgte hylder et eller andet sted i gårdenes beboelseshuse, hvor fadene så skulle blive stående en dags tid, indtil fløden var sat. D.v.s. at fløden, på grund af dens større vægtfylde, var steget op til overfladen for at blive liggende der, så det var let at skumme den af med en ske. Det siger sig selv, at denne efter rene tilfældigheder styrede form for opbevaring også kunne få mælken til at tage både lugt og smag af hvad som helst der måtte have været at finde, der hvor den havde været anbragt, hvad enten det så var tobaksrøg, stegeos eller menneskesved. - Og smørret måtte naturligvis blive derefter.

Men efterhånden som kvægholdet øgedes og mælkemængden dermed steg, ville denne metode være en alt for langsommelig og umulig at gennemføre. Så var det, at nogen fik en maskinsmed med på ideen om at eksperimentere med en helt ny metode, hvorpå man, måske, ved hjælp af centrifugalkraft kunne udnytte vægtforskellen mellem mælk og fløde til simpelt hen at slynge skummetmælken fra, og derved komme hurtigere om ved det. Så den 6. maj 1873 afholdtes en demonstration, på Carlsfeldt ved Stubbekøbing, af en såkaldt spandecentrifuge. Denne maskine skulle få to spande med mælk hængende på en tværstang til at svinge rundt ved hjælp af en hånddrevet tandhjulsudveksling. Men maskinen virkede ikke efter hensigten. Dels måtte de to mand, der skulle trække den, afløses efter to minutter, fordi de tabte vejret, og dels var det kun ca. 20 % af mælkens fløde, der efter 10 minutters svingning var kommet ovenpå. Maskinen var for tung at trække ved håndkraft, ligesom den jo heller ikke var effektiv nok. Derfor forsøgte man sig et halvt årstid senere med en dampmaskine som drivkraft for en lignende, noget forstærket, udgave af maskinen, og fik også derved opnået en langt højere omdrejningshastighed. Men desværre, så brast hanken på den ene spand efter 5 minutter, så både spand og mælk fløj af Hedehusene til, så de omkringstående måtte springe for livet. - Dermed var også denne variant opgivet. Hvilket naturligt nok gav nyt håb for de mere trægt indstillede bønder, der holdt på, at den gammelkendte metode med rolig henstand var den eneste rigtige. Desuden mente de også at smør - og ostelavning, ligesom det fra Arilds tid havde været, fortsat skulle høre med til kvindernes bedste husgerning.

Men det kom dog alligevel ikke til at vare ret længe inden denne form for ”kvindernes bedste husgerning” for stedse forsvandt ud af kvindernes domæner. For ved udgangen af 1880erne var de fleste af landets Andelsmejerier oprettet, og de skummede alle fløden med moderne centrifuger, der i selve princippet var en videreudvikling af den ovenfor viste spandecentrifuge, og de anvendes som bekendt stadig, her i 2008 på ethvert mejeri hvor de hurtigt og effektivt skummer al fløden fra mælken. - Dermed var så kvindernes arbejde som bondebrugets mejersker for stedse blevet historie. Til gengæld var de nu andelshavernes koner, imens smør - og ostefremstilling var blevet en sag for mejeribestyreren. Men der var stadig opgaver nok der trængte sig på. For fremtiden gjaldt det mere end noget andet, at andelshaverne skulle belæres om, hvordan mælken skulle behandles for at komme frem til mejeriet i bedst mulig stand. De skulle lære om mælkehygiejnens og nedkølingens betydning. Dette vigtige aspekt af en af rationel mejeridrifts absolutte forudsætning skulle anskueliggøres ved hjælp af ”stok og gulerod”, derved at mejeribestyreren i tæt samarbejde med mejeribestyrelserne udstak retningslinierne for mælkens klassificering, vel vidende at det kunne føre til betydelige afregningsfradrag for mangelfuld kvalitet, og i ekstreme tilfælde til direkte afvisning, hvad nogle sikkert ville vredes over, imens den gode mælk til gengæld skulle præmieres.

Endelig efter at førnævnte N. J. Fjord - fra 1883 præsident for Det Kongelige danske Landhusholdningsselskab - i 1879 havde opfundet et flødekontrolapparat til brug på mejerierne, og i 1885 også havde udarbejdet et brugbart beregningssystem, kunne mejerierne så småt, hårdt presset af den mere progræssive del af leverandørerne, begynde at afregne mælken efter fedtindhold.. I 1892 påtog mejeribestyrer Lars Hansen på Kildebrønde Andelsmejeri ved Høng sig ydermere at fedtbestemme mælken fra nogle leverandøreres enkelte køer og samtidig føre det hermed forbundne regnskab. Dette førte så frem til at Lars Hansen, på grundlag heraf, i 1894 kunne offentliggøre Danmarks første helårs kontrolregnskab omfattende 14 andelshavere og deres enkelte køer.

Omkring 1890 fremkom svejtseren Dr. Gerbers hurtigmetode til fedtbestemmelse af mælk og fløde, hvilket forudseeligt nok, når nu det var blevet langt mere enkelt at gøre det, skærpede kravene om mælkeafregning efter fedtindhold? Men derudover, så åbnede Dr. Gerbers metode også op for muligheden af en mere troværdig ydelseskontrol for besætningerne og for køerne enkeltvis. - Allerede den gang havde de mest fremsynede landmænd, igennem en årrække, søgt at forbedre ydelsen ved indkøb af mere produktivt avlsmateriale fra udlandet, imens det dog stadig hos det store flertal af landmænd var den gamle landrace der var enerådende. Om ydelse hos dem vidste man ikke ret meget. Men at den var ringe, kan der ikke herske tvivl om. Den blev af mejerifolk i de bedste kredse anslået til at ligge omkring 2500 kg. mælk pr. årsko. Hvilket dog må anses for at have været et betydeligt fremskridt sammenlignet med de foregående årtier. Et begreb om ydelsen i de allerbedste besætninger kan man gøre sig ved at se opgørelsen fra en etårig konkurrence imellem hele kvæghold, som Maribo Amts Økonomiske Selskab i 1894 havde foranstaltet, hvor 13 besætninger var tilmeldt, og hvoraf de 9 blev præmieret. Hos disse 9 var årsydelsen som følger.

Endelig startede også i november 1894 på Næstved - Præstø egnen 14 herregårde og 5 bøndergårde kontrol af enkelte køers mælk. Og for første gang blev kontrolarbejdet her overladt til en, med særligt henblik på dette, uddannet mand ved navn J. N. Arendt, og som også havde dette arbejde som eneste beskæftigelse. Så dermed blev det ham der fik æren af at blive Danmarks første kontrolassistent. Desuden var det første gang Dr. Gerbers fedtbestemmelsesmetode, blev brugt ved kontroleringen . Men, på trods af dette, blev ingen af disse ovennævnte ”kontrolarrangementer” tilkendt æren af at blive udnævnt til ”Danmarks første Kontrolforening”, fordi ingen af dem helt lignede, og heller ikke kom til at dannet det idemæssige udgangspunkt for den type kontrolforening, der i tiden fremover, nærmest som en steppebrand, spredte sig ud over det ganske land. Den lille gnist der kom til at anstifte denne brand opstod såmænd ved et tilfældigt middagsselskab i Vejen i 1894. Det havde nemlig været sådan, at daværende Statskonsulent Frederik Hansen, Askov, siden 1890 havde fået fedtbestemt sine enkelte køers mælk på mejeriet i Vejen. Men nu havde mejeriet desværre måttet meddele ham, at det ikke længere så sig i stand til at fortsætte arrangementet. Og imens snakken over suppen og stegen, ved denne lejlighed, gik omkring denne triste meddelelse, fremkom Frederik Hansens hustru, Anina, med det forslag, at landmænd på en egn burde kunne slutte sig sammen og på fælles bekostning overdrage kontrolarbejdet i deres besætninger til en dertil egnet og uddannet mand. Som hun så samtidig, ifølge en ikke verificeret historie, foreslog passende kunne kaldes en kontrolassistent. - Og det blev de ved dette forslag motiverede overvejelser, der meget hurtigt rygtedes og diskuteredes blandt fremsynede og omstillingsparate mælkeproducenter omkring Vejen, som førte frem til, at der allerede den 29. januar det følgende år kunne holdes stiftende generalforsamling i ”Vejen og Omegns Kontrolforening” som så den 29. april samme år kunne starte på sit overmåde betydningsfulde virke til fremme af dansk kvægavl, det være sig ydelsesmæssigt såvel som avlsmæssigt. med en mand ved navn Emil Konradi som kontrolassistent.

Man kan herefter sige, at kontrolforeningerne dannedes i slipstrømmen af det meget store antal andelsmejerier der oprettedes hen imod slutningen af 1800tallet. Den dybere årsag til at man sluttede sig sammen i andelsmejerier var, at man havde indset nødvendigheden af at fremme mælkeprodukternes kvalitet, og dermed deres salgsværdi. - Man havde jo bemærket sig, hvorledes herregårdenes smør, i kraft af mere hensigtsmæssig mælkebehandling i de større driftsenheder, var kommet ind på visse lukrative eksportmarkeder, der hvor bøndergårdenes smør ofte forblev mere eller mindre usælgeligt, fordi kvaliteten både var for ringe og for svingende. Hvor herregårdene altid kunne sælge deres smør, lod det samme sig ikke altid gøre for bondesmørrets vedkommende, som endda i visse kredse blev påhæftet betegnelsen ”Mastesmør”, fordi nogle ”konsumenter” anvendte det til indsmøring (imprægnering) af skibsmaster. Og det var disse barske realiteter, der i sig selv virkede nedgørende på bøndernes smør, om end de havde gjort sig aldrig så megen umage med at fremstille det, der blev den spore, som kunne få selv på forhånd skeptiske bønder til at skride til handling,

Nok havde man efterhånden, igennem mejerierne, fået bedre salgsmuligheder og højere priser. Men hvad angik produktivitet hjemme i kostaldene, så så det der temmelig sløjt ud. Ja, de fleste havde vel i begyndelsen svært ved overhovedet at forestille sig andet, end at det måtte være nok, når bare den mælk, man nu en gang havde, gik til mejeriet, så måtte det bedre udkomme vel komme af sig selv. Om fodringen var den lære man havde, at køerne gav meget mælk i forsommeren, så længe der var rigeligt med godt græs, og kun lidt i vintertiden, hvor man nogle gange skulle lade sig nøje, når bare køerne ikke tabte alt for meget af huldet. Herudfra må vi, med den viden vi nu har, vedgå, at det må have været en kolossal opgave for den tids pionerer, først selv at tilegne sig al denne nye viden og afprøve den i praksis, og siden hen ved eget eksempel, ved agitation og samtale få ofte tvære og modvillige kolleger til at springe med på vognen. Og dernæst også få dem til aktivt og med entusiasme at arbejde med på virkeliggørelse af disse nye ideer og store visioner.

Med denne store opgave for øje har kontrolforeningsarbejdet været en både nødvendig og virksom løftestang - et forum for udveksling af erfaringer såvel som af resultater. Man kan vel sige, at skønt medlemskredsene i de enkelte foreninger i begyndelse var meget begrænsede, ligesom de rent umiddelbart, i hvert fald hvad deres materielle og fysiske status angik, i modsætning til mejeriernes, ikke var noget der faldt ret meget i øjnene, så kan deres betydning for dansk kvægavls succes, og dermed også for mejerifriften i det hele taget, slet ikke overvurderes. Deres virke er i nogen grad, på linie med så mange andre katalysatoraktører, foregået i de mindre prangende cirkler, men bevisligt med et ganske markant udkomme. Og deres arbejde har været sekunderet af et utal af andre landøkonomiske foreningers initiativer i oplysningens tjeneste og på et folkeligt grundlag. Hvad enten det så har drejet sig om beskedne aftenmøder, heldagskurser, mark - eller staldvandringer, udflugter til mønsterbrug på hjemegnen eller andet steds, for da slet ikke at tale somrenes, lokale dyr - og maskinskuer, der spredt ud over hele landet var klare inspirationskilder for både folk og fæ, som så, en smule nærmere høsttid, kulminerende i landsdelenes store fællesskuer, som i høj grad fungerede som bønders og husmænds vindue ud til onverdenen - og omvendt.

Det ligger uden for denne lille historiske gennemgang af de mere overordnede linier i den udvikling, som førte frem til dannelsen af kontrolforeningerne, at komme ind på de tekniske sider af deres virke. Mit ærinde er, så klart og forståeligt, meget gerne også for andre end lige os inkarnerede kvægentusiaster, kort sagt for alle med interesse for emnet, at videregive min beskedne viden om faktuelle forhold i et hændelsesforløb, tilligemed mit bud på hvad der egentlig lå bag denne, uden overdrivelse sagt, forgangne tids markante og banebrydende nydannelse indenfor det danske landbrugserhverv. Idet det dog må understreges, at kontrolarbejdet jo blot må ses som et enkelt aspekt i en meget større sammenhæng, der, set i dansk erhvervshistorisk perspektiv, udmærket kan karakteriseres som et gammelt basiserhvervs transformation fra at være defensivt og underordnet til at blive offensivt og toneangivende i den danske samfundshusholdning.
1930vernes - fyrrernes og halvtredsernes Kontrolassistenter.

I sidste års beretning skrev jeg om kontrolforeningernes opståen midt i en brydningstid, og i år vil jeg så prøve at give en bredere beskrivelse af kontrolassistentens daglige arbejde og mulige tanker om og incitamenter til at gå ind i kontrolarbejdet ude i foreningerne. Om kontrolassistenten, som jeg husker det fra min tidlige barndom og tidlige ungdom, da jeg selv, seriøst, var begyndt at gøre mig tanker om min mulige fremtid, nærmere betegnet tiden indtil begyndelsen af 1950erne, hvor mekanisering og rationalisering for alvor begyndte at trænge sig på. Herunder skal jeg også forsøge at give et billede af det landbomiljø, der endnu, ret markant, byggede på nedarvede traditioner og sædvaner, og som derfor i høj grad var med til at udstikke rammerne for den virksomhed som kontrolarbejdet både var udtryk for og en del af.

Min allerførste erindring om en kontrolassistent går tilbage til under landbrugskrisen i begyndelsen af 1930verne, da jeg må have været en 5 – 6 år gammel. Jeg kan se ham for mig endnu, han hed Jacobsen, og meldte sin ankomst i mit hjem kort før middag, den dag vores 6 – 7 køer skulle kontrolleres samme aften og næste morgen. Imens vi ventede på, at min mor skulle være klar med middagsmaden, lagde han sig ned på gulvet ved siden af min yngre bror og mig, for det var nemlig helt åbenbart for ham, at vi havde nogle problemer med at få byggeklodserne samlet til det slot, som der var et billede af udenpå æsken. Han tog interesseret vort forehavende i øjesyn, og hjalp os til rette, hvorved han vandt både vore hjerter og vor respekt. Og så om aftenen, da vi skulle til at belave os på vores sengetid, spurgte han mor, om hun ikke havde en tom havregrynsæske, det havde hun vist ikke sådan lige, men hun kunne da tømme en. Den fik han, hvorefter han med sin lommekniv skar et ovalt hul i æskens ene flade side, tog et ordentligt sug fra sin pibe og pustede røgen igennem hullet ind i æsken, hvorefter han med ganske lette tryk på æskens sider fik røgen til at komme ud i ovale røgringe, en ring for hvert lille tryk, som så en for en steg til vejrs i stuen. Det var for os to små poder, der var kravlet helt op på bordet for ikke at gå glip af noget, en ganske imponerende bedrift, hvorved han steg yderligere et par grader i vor agtelse. – Måske er det derfor kontrolassistenten stadig står for mig som en meget interessant person?

Kontrolassistenten var de allerfleste steder, en ung landmand under uddannelse, en der under opholdet på landbrugsskolen eller andetsteds havde taget et særligt kontrolkursus, som gav ham, (M/K var i endnu mange år et ukendt begreb) adgang til at søge beskæftigelse som assistent ved en kontrolforening. De unge landmænd der søgte ind på disse kurser var, ifølge sagens natur, mest dem der havde mælkeproduktion og kvægavlsarbejde som deres hovedinteresse indenfor et erhverv, der i øvrigt, i store såvel som små brug altid hvilede på et mangestrenget produktionsfelt. Og da unge menneskers incitament til det at vælge at tage nogle få år som kontrolassistent betragtedes som et led i vedkommendes landbrugsuddannelsen, var det ikke mange af dem, der virkede som kontrolassistenter over en længere årrække, inden de slog sig ned med eget landbrug og fik, som man den gang udtrykte det ”foden under eget bord”. Denne gerning må også siges at have været et meget relevant alternativ til det, at tage plads som almindelig tjenestekarl på en gård. Også selvom det, at være tjenestekarl, af nogle, mere betragtedes som et led i et uddannelsesforløb end som blot et simpelt lønarbejde.

Sagen var jo den, at man som kontrolassistent kunne få lejlighed til, igennem en bred vifte af iagttagelser, at stifte bekendtskab med en samlet kreds af landbrugsbedrifter og derigennem også få lejlighed til at gøre sig mere realistiske tanker omkring egne erhvervsmæssige såvel som kulturrelaterede drømme, visioner og fremtidsmuligheder i forhold til landbruget. Udpræget rodbundne, i hvert fald set i forhold til vor nutids normer, som landboungdommen, helt generelt, den gang var, så den på den ældre generations foregangsmænd med en så høj grad af respekt og veneration, at det ofte kom til udtryk derved, at disse kunne hverve arbejdskraft til en meget lav løn, simpelt hen fordi det af mange betragtedes som et privilegium overhovedet at få lov til at arbejde på et af disse læresteder, som deres bedrifter ofte, mand og mand imellem, blev betegnet som. Så på den baggrund kunne man fristes til at sige, at kontrolassistenten, på grund af sin særlige stilling, tog en genvej i sin uddannelse, ved på en og samme tid at sikre sig både en vis, om end begrænset, adgang til vedkommende forenings bedste brug og samtidig en rimelig betaling for sit arbejde. I nogle tilfælde kunne kontrolassistenten dog også være en fast bosat mand, der havde kontrolarbejdet som enten hoved - eller bibeskæftigelse. Hvorimod de unge kontrolassistenter, der søgte jobbet som et led i deres uddannelse, næsten altid var på fuld tid, og de flyttede, indenfor den pågældende forenings kreds, fra sted til sted - hver dag et nyt sted - i en ca. månedlig turnus, og medbragte foruden fornødenhederne til deres personlige pleje og velbefindende alt hvad de skulle bruge ved udførelsen af deres arbejde, herunder også en stor tung kasse indeholdende bl. a. den helt obligatoriske bismervægt til vejning af mælken foruden en specialkonstrueret spand til udtagning af mælkeprøver til fedtbestemmelsen, og selvfølgelig også den håndbetjente centrifuge og de kemikalier som var forudsætningen for at gerberreringen (fedtbestemmelsen) af mælkeprøverne kunne foretages på stedet. Så det var slet ikke nogen lille last, der skulle læsses op på en hestevogn hver dag, når assistenten havde gjort sit arbejde færdigt og flyttede hen til den næste gård i turnussen. Selv transporterede han sig rundt på cykel, imens det i regelen påhvilede en af folkene på næste sted at afhente hans ejendele såvel som de af den pågældende forening ejede redskaber og remedier. Kontrolassistenterne blev indlogeret og bespist på de forskellige gårde, ganske på linie med andre medlemmer af det til den pågældende gård hørende folkehold.

Ret meget privatliv kunne der givetvis ikke, under disse omstændigheder, blive tale om, eftersom det ikke var noget krav for at blive medlem af en kontrolforening, at man skulle stille eget værelse til rådighed for assistenten, når arriverede på sit turnusbesøg. Nogle steder har han sikkert nok fået det. Men andre steder har han måttet tage til takke med en sofa i opholdsstuen eller i et eller andet, til mere akutte formål beregnet rum, der også kunne være et gæsteværelse. Og da man jo på mange gårde endnu ikke udover et gammeldags lokum havde nogen form for sanitære installationer overhovedet, gjaldt det bare om at indrette sig efter de forhåndenværende søms princip. Folkehold, kontrolassistent og bedriftsejerfamilie levede som oftest under nogenlunde samme vilkår. Det almindeligste kunne udmærket være, at man kunne hente et mål varmt vand fra køkkenet i et vaskefad, som man så bar ud i bryggerset, hvor der i regelen var en vaskekumme og en sæbeskål, her kunne man så stå og ”pletvaske”, barbere sig og børste tænder – dette sidste naturligvis kun, hvis man havde tillagt sig denne, for nogle, nymodens vane. Om sommeren, når det ikke var alt for koldt, kunne det være, at man måtte tage til takke med af få sig en kølig afvaskning ude i det fri ved vandposten. Og her er det så det kulturbetingede aspekt kommer ind. For sandheden er den, at vi som tyende slet ikke savnede hovedparten – om overhovedet nogen, af de bekvemmeligheder, som vi i dag betragter som hørende til de basale menneskelige behov. Men heroverfor står dog så, at en mild madmor som forstod sig på at etablere et godt madsted og et hjem, hvor der altid var godt at være, vejede meget tungere for velværet end alskens sanitære installationer, som ikke mange af os alligevel kendte til eksistensen af – og endnu færre til nødvendigheden af at kunne betjene sig af.

Kontrolassistentens arbejde må siges at have været noget i retning af en studierejse. For det første var mange foreningers medlemskredse sammensat af folk fra forskellige brugsstørrelser, nogle medlemmer var renlige og pertentlige, mens andre var, ja, svinske er vel nok en lovlig grov karakteristik, men i hvert fald mildt sagt ikke særlig påpasselige hvad hygiejnen angik. Når jeg tænker tilbage på retningslinierne for mælkehygiejnen, som de i praksis administreredes i min barndom og ungdom, så må jeg undre mig over, at danske mejeriprodukter, trods alt, alligevel havde et så godt renomme på eksportmarkederne, at det kun kunne skyldes, at hygiejnen har været endnu ringere andre steder i verden. Det må nødvendigvis fra tid til anden have udfordret, i hvert fald nogle assistenters sans for god håndtering af et fornemt levnedsmiddel, hvad de, enkelte steder eller måske endda mange steder, har måttet være vidne til i den retning. Det var ikke så ualmindeligt at en urolig ko, under håndmalkning, sparkede til mælkespanden, så mælken stod i kaskader til alle sider, ligesom den også under malkningen kunne risikere at sætte et bagben op i mælken, så den forurenedes med både det ene og det andet. Og jeg tror faktisk at denne, alt andet end appetitvækkende mælk, i mange tilfælde bare blev hældt igennem en si, der tog lidt af det værste snavs, hvorefter den blev blandet med alt det andet og kørt til mejeriet. Og blev den så bare kølet godt ned, kunne den såmænd godt komme i 1.klasse alligevel. Hvad der skete med den mælk, der ikke blev kølet ned, tør jeg slet ikke tænke på. Men det skulle være meget slemt, før den blev afvist. Malkemaskinerne, der efterhånden dukkede op flere og flere steder afslørede nye problemer, man vidste for lidt om deres renholdelse. Den daglige mælkehygiejne, lod meget tilbage at ønske. Det var utroligt hvad folk der vejede mælk ind på et mejeriet har fortalt om hvad de somme tider har kunnet finde i den. Det rakte lige fra druknede kattekillinger og rotter over luvslidte bamser til lidet æstetiske børster og karklude og meget andet. Og om sommeren kunne flueplagen, nogle steder unddrage sig enhver beskrivelse, hvorfor de nye probate, kemiske insektbekæmpelsesmidler, der fremkom ret efter krigens slutning, da også blev modtaget med kyshånd. Jeg har set DDT ja, i et enkelt tilfælde endda Bladan, anvendt i både stalde og direkte på malkespande og mælkejunger.

Så var det vel alligevel mere uskyldigt, når nogle medlemmer, uden ligefrem at sige det højt, lagde vægt på, at kontrolassistenten under sin kontrol ”ofrede” dem positiv særbehandling hvad vægt og også gerne fedtprocent angik. Men nogle kunne også, når kontrollen var der, have en vis tilbøjelighed til at trække morgenmalkningen ud i forhold til normalen, ved at ”sove over sig”. Og så var endelig der nogle få, der måske kunne drømme om at sælge avlsdyr. For dem var det at kunne vise et godt regnskab selvsagt en fordel. Også selvom alle jo godt vidste, at hvis mejerisvindet var for stort, kunne der være grund til mistanke om, at der havde været pyntet lidt rigeligt på tallene. Det er ikke fordi jeg vil beskylde kvægfolk for at være mere uærlige end folk i bred almindelighed, men at gå lige til stregen var der vel ingen der ville gø ad, må de have tænkt, og da slet ikke kontrolassistenten selv, for hans kontrol var primært lagt an på medlemmernes egne interne muligheder for foderplanlægning med forbedret udbytte som det helt basale formål.

En formildende omstændighed kunne det vel også være, at ikke alle lagde lige stor vægt på det forbedrede økonomiske slutresultat, men måske mere på den rent avlsmæssige side af kontrollens relevans, ligesom konkurrencen om den bedste placering på foreningens årsregnskab, i forhold til naboen eller andre, heller ikke var ganske uvæsentlig. Alle disse menneskelige finurligheder har assistenten, som uvildig person, utvivlsomt i sit stille sind gjort sig mange tanker om. Og så var der de steder, hvor det var ejeren selv eller hans kone, der stod for malkningen, og der var de steder, hvor det var karlen og pigen, - sidstnævnte kunne ofte være identisk med den unge pige i huset, - eller eventuelt fodermesteren, hvor en sådan var ansat, der udgjorde det afvekslende moment, for da slet ikke at tale om de variationer der fulgte med årstidernes vekslen. Det kunne være vinter med frost og sne, hvor det rareste og hyggeligste sted på en gård udmærket netop kunne være i kostalden, hvor køerne lå lunt og godt og tyggede drøv til den store guldmedalje, raslede med bindslerne eller gnaskede hø i sig, som endnu duftede af sommer og solskin. – Der var nu en egen hyggestemning over malkningen, undtagen måske lige hvis malkeren havde sovet over sig om morgenen, hvad de fleste nu aldrig gjorde. Lå koen ned, måtte den have et klap på låret med malkeskammelen før den bekvemmede sig til, halvt modvilligt, at rejse sig så han / hun kunne få sig sat ned på skammelen med hovedet boret ind i dens lune flanke og med malkespanden fastholdt imellem sine knæ, før han / hun var rede til at kunne trække de første stråler mælk ned i den tomme spand afstedkommende omtrent samme lyd, som når høstmanden strøg sin le ude på skåret om høsten. – Ja den, der en gang har levet med disse elementer af sorgløs selvforglemmelse slipper det aldrig siden. For da slet ikke at tale om når malkningen foregik en af de tidlige sommermorgener ude på engen med dug på græsset, og med solen, langsomt hævende sig op over horisonten, mens andemor, der ellers havde ligget og hygget sig i grøften tæt ved, hastede i sikkerhed med et kuld nyudklæggede ællinger i en hale efter sig. – Alt dette og meget mere til, levede kontrolassistenten med i, imens han udførte sit arbejde, og gjorde sig sine iagttagelser. Kort sagt, han havde rig lejlighed til at lære sig at være menneske iblandt både dyr og medmennesker.

Hos stort set alle de kontrolforeningsmedlemmer, som jeg igennem årene har kendt, regnedes det som noget nær en højtid, når kontrolassistenten kom på ”besøg” for at besørge sit arbejde. Ikke kun fordi dette ”besøg” altid lagde op til lidt afveksling i den daglige trummerum, men nok så meget fordi han jo, blandt meget andet, også tilførte gårdene og deres tit lidt indspiste arbejdsfællesskaber et friskt pust udefra, det være sig fagligt såvel som kulturelt. For hvis nu denne assistent var en mand, der havde lagt sig efter at spille kort, så var der også altid andre, der ikke sagde nej, når der var mulighed for et slag kort. Men kontrolassistenten skulle naturligvis først og fremmest være fagligt kompetent – selvom det, jævnfør ovenstående, heller ikke var ganske uvæsentligt, om han i tilgift havde visse menneskelige, og gerne også selskabelige talenter. For han skulle jo, reelt set, alt imens han var og forblev en mand der cirkulerede rundt i foreningens kreds, også, hvad der var mere eller mindre uundgåeligt, kunne indlemmes i de enkelte bedriftsmiljøers mere interne forhold uden hverken at blive alt for intim, eller at være alt for åbenmundet. For det at være kontrolassistent var, foruden at være lærerigt på de faglige felter, først og fremmest omkring kvægholdet, men såmænd også omkring mange andre driftsgrene, ligesom det for den opmærksomme aspirant i landbrug åbnede en, også i meget bredere forstand, faglig og menneskelig mulighed for en dannelsesrejse ind i et erhverv, der ikke kun gav sig udtryk i en stillingsbetegnelse og et arbejdsfelt, men som også udlevedes som en livsform med dybe rødder i den danske muld.

Det, som kontrolassistenten fik sin løn for, det at gøre det muligt for det enkelte medlem af foreningen at lægge en foderplan for malkekøerne, der kunne baseres på den enkelte kos faktiske ydelse, i stedet for blot på syn og skøn, var dog, når alt kom til alt, det argument, som fik landmændene til at slutte tæt op omkring foreningerne, og som også, som tiden gik, fik dem til at holde fast ved dem - dog ikke uden vedholdene, og til tider voldsomme diskussioner landmændene imellem. For ligesom med andelsmejerierne, så var det heller ikke for kontrolforeningerne muligt at holde dem i gang, uden at mælkeproducenterne i rimeligt stort tal, levede med, spyttede ud på generalforsamlingen hvad de havde på hjerte, og i øvrigt bøjede af for helheden. Det tidspunkt, der i min tid står som det der klares viste kontrolforeningernes nødvendighed som løftestang for kvægholdets lønsomhed var tiden omkring 2. verdenskrig. Der var nemlig især igennem sidste halvdel 1930verne kommet rigtig god gang i mælkeproduktionen, for en stor del takket være import af oversøisk proteintilskud i form bomuldsfrøkager, kokoskager, sojaskrå og lignende. Men med krigsudbruddet i 1939 tørrede denne proteinkilde gradvist ind til ingenting, og da gjaldt det om i stedet at mobilisere enhver tænkelig form for hjemmeavlet protein, hvilket rent faktisk forudsatte noget nær en revolution i både markplaner og håndtering af i forvejen forhåndenværende foderemner, som ellers ikke havde påkaldt sig den store interesse. Specielt her nede på Lolland Falster var det jo sukkerroetoppen, der skulle vise sig at være den skjulte resurse, der fra i høj grad at have været ringeagtet, lige med et slag blev guld værd. Fra ikke at have været regnet, fordi den havde været anset for alt for besværlig i forhold til importerede oliekager, måtte man nu til at vride alle hjerner for på overkommelig vis at kunne lægge roetoppen ind som et vægtigt element i foderplanen. Det var sådan, at alle sukkerroer, før krigen, pløjedes løse, en række ad gangen, med en såkaldt roeløfter forspændt to heste. Og det siger sig selv, at dette indebar en meget hård behandling af roernes top, som dels blev mere eller mindre ødelagt og dels forurenet voldsomt med jord, hvilket både gjorde den uegnet som foder – og som konserveringsemne. Derfor kunne man efterhånden til se, at nogle landmænd begyndte at opgrave hver enkelt roe med håndkraft, hvorved der opnåedes at stort set intet af toppen blev ødelagt ved selve behandlingen, samtidig med at den heller ikke i nær samme grad blev forurenet med jord. Man regnede med, at man takket være denne fremgangsmåde ville kunne avle ca. dobbelt så meget ensilage i forhold til hvad man havde kunnet avle, når man løspløjede, som ovenfor anført, med hestene. Foruden at man i tilgift fik et langt bedre og renere foder – og konserveringsemne ud af det. Således at man faktisk kunne sige, at det kun var et spørgsmål om hvor stort udbytte man ønskede sig fra kostalden, der måtte være bestemmende for hvilken fremgangsmåde man valgte at benytte sig af. Måske ville det her være på sin plads at anføre, at spørgsmålet om at skaffe den nødvendige arbejdskraft ikke var noget problem overhovedet. For at gøre opgravningen lettere var der dygtige smede, der smedede graveredskaber med meget slanke horn og et kort skaft, der var forsynet med en håndstor knop i toppen, med disse var det, forudsat at jorden ikke var for tør, let med den ene hånd at trykke den i jorden og vippe roen op, og samtidig med, med den anden hånd tage fat om roens top for at banke jorden af den imod graveredskabet.

For mange arbejdere var spørgsmålet, om man ville påtage sig arbejdet i roemarken, der for dem, lønmæssig set, kunne være det samme, om han tog roerne op efter roeløfteren eller han selv skulle grave hver enkelt roe op med håndkraft, et valg om at arbejde her eller i Tyskland. Som arbejdsløs var risikoen nemlig alternativt at blive sendt afsted som tysklandsarbejder. Det skal dertil også nævnes, at man fra danske myndigheders side gjorde alt, hvad der kunne gøres for at skaffe arbejde til de mange ledige hænder herhjemme. Ligesom også Landsorganisationen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse, i daglig tale kaldet LAB var blevet dannet med samme formål for øje. Jeg ved meget vel, at jeg hermed har bevæget mig ind i et meget stort emne, som der kunne fortælles en masse om. Men da pladsen ikke tillader det, skal jeg blot minde om, at alle de tårnsiloer, der stadig står rundt omkring på gårdene hernede på disse øer, faktisk står som synlige monumenter over en udvikling i kvægbruget, der sattes i gang af krigstidens nødsituation, bl.a. med kontrolforeningerne og disses assistenter som yderst aktive og vægtige katalysatorer, og med landmændene selv som ivrige ildsjæle og igangsættere.

I øvrigt mener jeg, for ligesom at binde en ekstra sløjfe til ære for initiativ og vovemod i vort gamle erhverv, at måtte tilføje, at hos den tids både ældre og yngre landmænd var den holdning meget udbredt, at en mulig fremtidssikring af tidens landbokultur og dermed også delvist den tids landbrugsstruktur måtte prioriteres højt set i forhold til det samlede landbrugs økonomiske bæreevne. Ikke mindst fordi flere og flere indenfor erhvervet efterhånden følte sig utrygge ved en udvikling, hvor man intet overblik kunne skaffe sig. - En holdning, der må siges at være diametralt modsat af, hvad tidens landmænd af i dag, af økonomisk nødvendighed, er nødt til at indtage. – Med andre ord, de mange både velmente og velbegrundede forsøg, som datidens landmænd gjorde sig for at forsøge at dæmme op for den lavine af omstruktureringer, som ingen den gang kunne gøre sig forestilling om, er løbet fuldstændigt ud i sandet. Omstruktureringerne fik vi alligevel, og de har ført med sig, at alt hvad jeg her, ud fra mine egne subjektive erindringer, har haft at berette, i al fremtid kun vil påkalde sig historisk interesse. - Men måske er det også godt nok, for vort verdensberømte, danske ikon, Karen Blixen, mente jo, at den der ikke kender sin historie 3000 år tilbage lever fra hånden og i munden! – Dette er dog en mikroskopisk minibid af disse 3000 år.