Erindringsbilleder fra Vålse Vig

Vålse Vig, der, som en forlænget arm af Vaalsebugten, kiler sig ind imellem Vaalse og Nr. Vedby og rækker helt ind til Kippinge Kirke, dækker et areal på ca. 600 ha, der blev inddæmmet ved en ca. 1 km. lang dæmning i bunden af Vaalsebugten, som indviedes i året 1842 under overværelse af selveste Hans Majestæt Kong Christian den 8. Hvorefter man så kunne gå i gang med at pumpe vandet ud ved det man havde nærmest ved hånden, nemlig vindkraft. Nær kanten af dette stykke nylig indvundet land, på den bakketop der nok så beskedent hæver sig midt imellem Vaalse og Egense, blev jeg sat i verden 84 år senere, som ældste søn af et nyetableret statshusmandspar – Esther og Ejvind Larsen. Og derfor gemmer der sig naturligvis, i min erindring, mange minder fra denne del af min verden, der, blandt meget andet, kom til at bidrage ganske væsentligt ved skabelsen af mit senere livs forudsætning.

Mærkeligt nok, så blev det allerførste indtryk jeg husker fra Vigen af en noget anderledes karakter end dem, som jeg siden i så rigt mål har haft at glæde mig over. Om jeg ikke husker fejl, må det have været i sommeren 1932, da det uvejr, der senere omtaltes som ”Julistormen”, just lige havde hærget med regnmængder der, så vidt jeg ved, ikke siden er forekommet på disse kanter. Og jeg har stadig for mig, et ganske livagtigt billede af de mange høstakke der bare lå der som spredte klatter og ragede op igennem vandspejlet. Min far havde en parcel, der dog kun for en yderst minimal del af parcellens (bare 3 td. land) vedkommende bestod af det, som af lokale folk altid omtalte som ”Øen”, der ikke kom under vand. Og det var jo heldigt for os, men desværre ikke nogen trøst for alle de andre lodsejere i Vigen, os selv indbefattede, der fik deres hø ødelagt, ligesom de i hast måtte have deres kreaturer ”bjerget” væk fra den vandstandsstigning som pumperne i pumpehuset slet ikke havde kapacitet til hurtigt nok at afværge. I parentes bemærket – afvandingskanalerne var den gang slet heller ikke tilstrækkeligt udbyggede.

Bortset fra ovennævnte mere problematiske førsteindtryk, husker jeg ikke, at jeg siden har haft andet end gode oplevelser fra Vigen. Ja, det skulle da så lige være med undtagelse af den gang jeg, efter at have lært at lave skarntydefløjter af de hule skarntydestængler, under en af mine mange små udflugter derud kom til en samling store flotte bjørneklo, der voksede på brinken af en afvandingskanal, og tænkte, at deres hule stængler måtte man da også kunne lave fløjter af. Hvad jeg ikke vidste, var bare at de var temmelig giftige at sutte på. Men det opdagede jeg ikke før alt mit maveindhold pludselig stod ud af munden på mig, som havde det været af en vandpost. Derefter havde jeg ikke spor lyst til at lave de fløjter mere. - Ikke en gang mere dem af skarntyde som vi ellers tit havde forlystet os med – der jo som bekendt også er giftige, Kun pilefløjterne havde jeg herefterdags ”appetit” på. Overordnet set må jeg vel sige, at de mange hele dage, såvel som korte stunder, jeg har tilbragt i Vigen, i dag står for mig omgivet med en aura af lige dele flyvsk fantasi og jordbunden romantik - velsagtens også her i mine senere år tilsat et rigeligt mål nostalgi.

Vi, som var børn den gang var slet ikke, i samme grad som vor tids børn, under konstant opsyn af de voksne. Havde vi lyst til det, og var vi ikke lige sat i arbejde, som vi dog også tit var, så gik vi os da bare en tur, tit uden at sige hvor vi gik hen. Dog var det forudsat, at vi i hvert fald var hjemme til måltiderne. En gang, da jeg ikke var ret gammel, havde jeg taget mig sådan en tur ud i Vigen, hvor der jo altid var så mange spændende ting at se og iagttage, ikke mindst netop når man var der alene med sig selv. Var man lidt nedtrykt over et eller andet, steg humøret altid ved en smut ud i det fri. Det gjorde det også for mig på denne forårsdag, hvor der var mange gamle, nystynede piletræer langs vejen, som havde skudt en mængde helt nye friske skud, alle sammen med disse karakteristiske meget store, næsten helt rødbrune saftspændte blade, og disse blade gjorde mig helt euforisk. - Dem vil jeg give min mor en bukket af, tænkte jeg, og fik nogle få af de flotteste skud vredet af med mine endnu ikke særligt store hænder. Da jeg kom hjem til mor, løb jeg hende glædestrålende i møde og sagde: Se her Mor, jeg har fundet ”Sommerblade” til dig. - Og det sås tydeligt, at det var hendes glade sommersmil, denne lille kærlighedserklæring kaldte frem i hendes ansigt. - Knus fik jeg nu ikke, for den form for følelsesudbrud husker jeg ikke at have set i min barndoms verden. Og det er i virkeligheden først efter, at jeg er blevet ældre, at jeg, måske endda i begyndelsen modvilligt, har lært mig at se dette som et naturligt udslag af hengivenhed overfor nærtstående mennesker. Men uanset det, så har jeg lige siden ikke kunnet se nystynede piletræer med friske skud uden at komme til at tænke på de ”Sommerblade” som jeg engang for længe siden glædede min mor med.

Og hvor mange gange har jeg ikke, som dreng, når vi en skøn forsommerdag havde koblet køerne sammen og taget dem i Vigen for en kortere ”sommerferie”, lagt mig fladt ned på ryggen i det højeste græs jeg kunne finde, for bare at se op i de sejlende skyer, der, med den blå himmel som baggrund, og akkompagneret af vindens leg med de saftige dræende græsstrå omkring mine kinder, trak deres abstrakte formationer lydløst hen over himlen, alt imens de nu pludselig ”frigivne” køer skiftevis gjorde sig til gode med en bid af det friske og herligt duftende græs, og nysgerrigt betragtede lille mig med deres store forundrede øjne. Ja, det var i sandhed en skøn verden, der her åbnede sig for mig. Det var flora, fauna, klima og menneskeskabt kultur der, nu og da på trods, tog livtag for under nødvendighedens lov at finde frem til en modus vivendi for sameksistens. - For helt at forstå den glæde og begejstring, som jeg, uanset mine luners omskiftelighed, omfattede min tilværelse, så vel som den ramme som omgav den, så er det nok vigtigt at huske på, at vi i min skoletid, ved siden af alt det trivielle, den også bød på, og som vel alt for ofte var mig en plage, lærte at synge et væld af vore gamle danske sange og salmer. - Vi brugte megen tid på at synge. - Og med denne poesiens og sangglædens viltre ”flyver” som formidler, lærte jeg mig, som en slags livsbefordrende sideeffekt, at alt hvad jeg så, hørte og følte også kunne gøres til genstand for mine helt egne tolkninger.

I min tidlige barndom var det vedvarende græsning, der helt dominerende Vigens arealudnyttelse. Og der havde en del vaalsebønder da også deres ungkreaturer, nogle få endda også deres malkekvæg, gående. For malkekvægets vedkommende, i visse perioder længere tid ad gangen, i andre perioder bare i dagtimerne. Det var et imponerende syn at se en samling sammenkoblede malkekøer på måske op til 20 – 25 stykker i geledder, som regel 3 og 3 efter hverandre med fodermesteren i spidsen og en hjælper, oftest en stor dreng, placeret midt i koblet for at neddæmpe eventuelle urolige gemytter, så det ikke kom til at gå alt for lystigt til, når de i raskt tempo bevægede sig langs ad den ca. 2 -3 km., næsten altid mere eller mindre mudrede vej ud i Vigen. - Om morgenen til foldene, og om eftermiddagen hjem igen. Det var altid bedst, når det gik lidt raskt, for så kom der sjældnere ”mudder” i geledderne. Det mest besværlige var, hvis en eller måske flere af køerne var tyregale (brunstige). For disse kunne undertiden have en, for hele koblet, temmelig destruktiv trang til, på tyremanér, at ”bestige” den forangående ko. Derfor var det vigtigt for ”Mester” at kende hver enkelt kos temperament, så man enten kunne lade de mest ”lystne” blive hjemme den dag de var brunstige, eller hvis brunsten var opstået på græsningen i løbet af dagen, kunne få en sådan placeret imellem koblets mere rolige gemytter. Men for den ”Mester”, der kendte sine køer godt, og som havde de nødvendige ”pædagogiske” evner, skete det kun meget sjældent, at der gik ”kage” i koblet

Min fars besætning var godt nok af en noget mere beskeden størrelse. For det meste 5 – 7 malkekøer. Og det var kun meget sjældent, at de ikke opholdt sig på græsningen, i det mindste for to eller tre uger ad gangen, således at vi, i den tid, måtte køre ”til malkning” morgen og aften. Og utallige er de gange vi børn, i begyndelsen sammen med vores far, og senere hen, da vi var blevet større, alene har taget tørnen ud i Vigen for at håndmalke køerne. I min tidlige barndom var der et springvand med en stor vandbeholder af jern, der ”automatisk” sørgede for kreaturernes vanding. Men senere, da øget pumpekapacitet og uddybede kanaler sænkede grundvandstanden, blev foldene udbyttemæssigt en del bedre, imens vi så til gengæld måtte døje besværet med at transportere drikkevand ud til dyrene. Tiest kørte vi til malkning om eftermiddagen med hest og vogn og mælkejungerne fyldt op med vand, lod vognen stå, slap hesten fri i folden, og lod den græsse sammen med køerne natten over, hvorefter vi så kunne tage turen hjem på en medbragte cykel. For næste morgen at repetere i omvendt rækkefølge, nu blot med mælk i jungerne i stedet for vand.

Dette kan nok alt sammen, i uindviedes ører, lyde som en besværlig trummerum. Men heldigvis er mennesker så viseligt indrettede, at de tilpasser sig forholdene. Og det forstod vi også. - Det kan da godt være, at vi en kold og regnfuld sommermorgen kan have været lidt træge til at få den varme dyne verfet til side. Men til gengæld har vi også haft rigtig mange ganske vidunderlige morgenture ud i Vigens mangfoldighed af natur og liv. Haren der gemte sig i en græstue, foragerende fasaner ved buskadserne og andemor med ællinger i kanalen - Skete det at en ko, i løbet af natten, var nedkommet med en kalv, blev den puttet i den sæk, som vi, på vejen ud, havde haft køernes kraftfodertilskud i, så kun hovedet var fremme, og fik den på den måde fragtet med hjem. Og hvad jeg aldrig i livet vil glemme er hjenturene i de lune morgener, hvor solen langsomt og varmende hævede sig op over den nye dag og tegnede en gylden glorie omkring profilen af min lange skygge, inde i den nylig gennemskredne bygmarks dugvåde silkehår langs med vejsiden, alt imens hesten troligt trak vognen med mælken og mig op ad den stenede ”Skolebanke” med kurs stik imod den gamle rødkalkede Kirke. Så var det, at jeg med en røst der i den endnu stille morgenstund kunne høres viden om med Aakjær kunne istemme!: Se, duggen driver fra norden / hen over det bøjede korn / mens solen stiger af jorden / imellem oksernes horn!

Mere dramatisk var det at skulle ud at malke, når der var torden i luften. For uanset vejret, så skulle køerne dog alligevel malkes. Var det tordenvejr om morgenen, plejede vi at vente til det var, i det mindste til dels, drevet over. Men det kunne jo altså ske, at vi blev overraskede af uvejret, når vi var derude. Og så var der ikke andet for, end at gøre arbejdet færdig. Vi havde naturligvis fået fortalt mange historier om mennesker, der var blevet slået ihjel af lynet. Og disse kom helt klart til at stå ekstra tydelig for mig i sådanne situationer. Jeg skal ikke benægte den angst for elementerne, der altid kunne komme op i mig, især når jeg var alene i derude. Men bortset fra aldrig at fastbinde dyrene til pigtråds – eller senere, da det blev moderne, til elhegn, fordi især de gamle pigtrådshegn jo var forbundne over meget store områder, og derfor måske også kunne lede et lyn vidt omkring, så var der ikke så meget, vi kunne gøre for at beskytte os, ud over lige at sørge for at have gummistøvler på. Spørgsmålet om hvor stor sandsynligheden så var for at et lyn, reelt set, ville kunne løbe langt omkring i hegnene blev, ganske menneskeligt, helt fortrængt af den blotte truende mulighed. - Men muligheden for at væden fra den ofte medfølgende kraftige regn, fra køernes fluebesatte hårlag, fandt vej ned i malkespanden, og med sine mange og store, letløbende, urinfarvede dråber, om ikke ligefrem ændrede på mælkens udseende, så i hvert fald godt og grundigt blandede sig med den, og dermed minimerede, i hvert fald, ens egen appetit på at nyde noget fra netop dén spand mælk, var da noget man godt kunne ofre en tanke, men dog alligevel intet gøre ved. Så var det alligevel mere jordnært at glæde sig til det tørre tøj og den ventende, velfortjente havregrød derhjemme hos mor.

Det var ikke tit vi, i min familie, havde gæster. Men når det skete, og især hvis det var om sommeren, så skulle de altid en tur ud i Vigen. Og det fandt vi børn overmåde festligt, uanset om det så foregik til fods eller vi, som det også kunne hænde, transporteredes derud ved at far spændte hoppen Lise for jumben og kørte os derud, imens han ivrigt gestikulerende og med sin pisk som pegepind, vidt og bredt fortalte om alt det der var at kigge på. Og der var altid noget, der kunne vække både vor egen og gæsternes forundring. Vi havde også, hvor vi boede, en genbo, der gik meget op i kvægavl, og virkelig også havde nogle køer, der havde en høj mælkydelse. Og for at disse køer gerne skulle komme til at give endnu mere mælk, blev der hos ham, lige så vel som hos mange andre af den tids målbevidste kvægavlere, der måske med lidt held, ville kunne skaffe sig, også økonomisk, en fjer i hatten ved at få solgt en tyrekalv til avl i kvægavlsforeningen, ikke kun malket morgen og aften. Men også om middagen. Og jeg ser stadig tydeligt for mig hvordan han, når der var gæster ovre hos dem, tog gæsterne med på vognen når de skulle i Vigen for at ”malke til middag”. Og den glæde og forventning, der stod at læse i deres ansigtsudtryk ved denne lille hverdagsudflugt, stod på ingen måde tilbage for den glæde og forventning, som vore dages tilskuere til f.eks. en fodboldkamp, eller for den sags skyld til et bilvæddeløb, ville kunne stille til skue. - Om end den første, hvad det menneskelige nærvær angik, unægteligt fulgte et helt andet spor end de to sidste.

Høhøsten var også en årligt tilbagevendende begivenhed, der hverken var til at komme uden om, eller til at ikke at glæde sig til. Måske fordi den altid blev indvarslet, når vejret var tørt og varmt, og bundfloraen i de til hø udsete folde en ren overdådighed af forskellige blomster, der stod og smilede til os, mens de strakte hals for at få et strejf af solen lokket ned til sig imellem græsstråene. Men den hestetrukne græsslåmaskinen kunne altså få det alt sammen til at ligge helt fladt hen ad jorden, så det næsten kom til at ligne et kæmpemæssigt vandkæmmet, glinsende hårlag lige fra frisøren. Og det var ikke godt for den tørringsproces, som det gjaldt om hurtigst muligt at få sat i gang. Derfor blev alle mand kaldt af hus og udstyret med hver en høtyv, rive eller måske bare en tilfældig kæp for at ryste, vende og dreje det hele, skår for skår. Og dette skulle nu gentages adskillige gange over nogle dage - ja, i helt op til en uge, selv med rimeligt godt vejr, inden det kunne være tjenligt til at stakke. Hvad der ville ske i fald vejret drillede, som den danske sommer jo så ofte gør, tør jeg slet ikke tale om. Det skete derfor ikke sjældent, at høhøsten blev stærkt forringet. Men når den så lykkedes, var det til gengæld et festorgie, befordret af denne forunderlige høduft. Høet skulle som regel stå i stak for at vejre færdig på marken i 2 – 3 uger, inden det kunne køres hjem og sættet på loftet, eller i hæs hjemme ved gården. Osen (de sidste rester af saft i høet) skulle nemlig, i tilstrækkelig grad, være bortvejret, så det ikke kunne ”sætte varme” og dermed forårsage, i bedste fald alvorlig forringelse, i værste fald selvantændelse.

Og for os børn var hjemkørsel af høet i store læs den helt store fryd. De almindelige hestevogne vi normalt brugte blev forlænget og forsynet med et stort lad, som gjorde det muligt at ”bygge” et læs op, der nok i vægt ikke var drabeligt, men i omfang af en ganske anseelig størrelse. Nu var vejene jo den gang, ude i Vigen, ikke ligefrem fremkommelige. Der var tit mange store og mudrede vandhuller, som man somme steder kunne køre ”slalom” imellem, men andre steder var nødt til at køre lige igennem. Det siger sig selv, at et højt læs hø på smalsporede vogne med træhjul, der var lagt jernringe omkring, som svajede snart til den ene side og snart til den anden side let ville kunne vælte af vognen. For at forhindre det, havde man et såkaldt ”læstræ”, nærmest som en kraftig flagstang, der blev lagt på langs ovenpå læsset i hele dets længde og derefter surret meget stramt til vognladdet både for og bag. Hvis høet så ellers var lagt af øvede hænder og læstræet var surret af en person der kendte sit værd. Så var der gode chancer for en heldigt gennemført hjemtransport af det. Og så var det en ren svir for os børn at sidde højt oppe på læsset og lave sjov og narrestreger, imens det ”gyngende” bevægede sig hjemad. Og strøg vi nu og da tæt under blomme eller mirabelletræer med endnu umodne frugter, som vi ellers aldrig, grundet træernes højde, kom i nærheden af. Ja, så var der uanede muligheder for at vi kunne få os en rigtig dårlig mave. For de grønne blommer fristede os, når vi nu sad der ”højt på strå”.

Men engang, da jeg var blevet så stor, at jeg kunne betros tømmerne og køre hestene, kom jeg dog galt af sted. Det var det sidste læs hø, der skulle køres hjem fra Vigen den sommer. Det var ikke særlig stort, men det forhindrer på ingen måde, at den hyrede høstmand, i sin næsten overstadige fryd over at det hårde arbejde nu var slut for denne gang, havde surret læstræet ekstra godt. Og hjemad gik det i fryd og gammen. Men nu var det sådan at vi skulle passere en mindre hulvej, som både heste og kuske havde passeret et hav af gange uden mindste problemer. – Men ak og ve. Under et kort øjebliks uopmærksomhed havde den nærmer (venstre) hest fundet på at sætte op over kanten af hulvejen. Med det resultat vognen med hø, kusk, passager og det hele væltede – og der kunne vi så ellers ligge og sprælle i høet. Det eneste positive ved situationen var, at hø er et helt eminent materiale at vælte rundt i. Og så havde jeg heldigvis åndsnærværelse nok til ikke at slippe tømmerne, ellers kunne hestene jo være løbet løbsk. – Men høstmanden, der gik bagved, rystede opgivende på hovedet. – Hvad i alverden laver du mand? Skrålede han af fuld hals. – Og det havde jeg absolut ingen god forklaring på. - At det var fordi jeg, for en kort stund, havde været mere optaget af at ”kissemisse” med min kusine, som var med på hølæsset som passager, end af mit ansvarsfulde job som ”styrmand” for et par viltre heste foran et læs hø, skulle jeg nok tie stille med. - Det var nu ikke mange ord høstmanden spildte på mig, mens vi, endnu en gang, læssede høet på vognen, efter at vi, med besvær, havde fået den rejst op igen. – Og selv fik jeg min, vist nok, første lærestreg hvad pigesjov angår. – Det er skønt med de piger. – Men som dreng bør man nu aldrig glemme hvad det er man har med at gøre!    

Efterhånden som jeg voksede til, var der ting, også ude i Vigen, der forandrede sig. Græsning og høhøst blev efterhånden mindre dominerende, imens dyrkning af de almindelige markafgrøder vandt frem. Men dette skete ikke uden besværligheder. De stadig større arealer med sandjord, der kom til at ligge ubeskyttede hen igennem hele foråret og forsommeren, åbnede mulighed for at vinden kunne få fat og rejse veritable sandflugter med omsåninger, kunstgødningstab og store udbyttetab til følge, for da slet ikke at tale om en masse ekstraarbejde. En anden ting var, at den vigjord der var behandlet med plov og harve viste sig at indeholde en hidtil uset overdådighed af frø af vidt forskellige ukrudtsarter, der pludselig havde fået gode spiringsbetingelser. I kornafgrøderne kom de moderne, kemiske ukrudtsmidler ret hurtigt til undsætning. Men for roernes vedkommende medførte det et hårdt slid med radrenser og roehakke at holde dem fri for ukrudt, indtil effektive sprøjtemidler, efter nogle år, kom på markedet, også på det felt. Dertil krævede uukrudtsbekæmpelsen også en vedholdende mekanisk bearbejdning af denne sandede vigjord i løbet af eftersommeren. Og der må jeg nok sige, at jeg har tilbragt nogle af mine allerskønneste stunder i Vigen bag heste og traditionelle hesteredskaber. Da var der intet i verden der, for mig, i skønhed kunne måle sig med en solfuld septemberdag med klar blå himmel ude i dette fredfyldte helle, bare et enkelt stenkast fra centrum af min barndoms arnested. - Dette, mine barne - og tidlige ungdomsårs helle, som jeg så ofte havde oplevet Vigen som! Her kunne jeg fornemme en vis grad af tryghed i læ for livets ofte uforståelige krav. Her kunne jeg, i fantasien, gelejde min egen lille undren og stræben på vej, op imod en form for en højere enhed med de stærkere magters uimodståelige krav om underkastelse og tilpasning. Og samtidig give luft for mine indestængte følelser ved med Bjørnson at synge: Undre mig på hvad jeg får at se! Og min sang blev ikke forstyrret, snarere båret frem, af et akkompagnement bestående af mågeskrig, fjerne hundeglam og jævnlige hestesnøft. 

Der hvor middelalderens folk i fordums tider kom sejlende ind i Vigen, nogle med deres laster af allehånde salgbare varer til eller fra markedspladsen omkring Kippinge Kirke, andre på bodsrejser eller valfarter til kirkens ”Blødende Alterbrød”, og atter andre til den helbredende Hellige Kilde samme steds. - Der var der nu frugtbare agre, der lige så vel som skibenes sejladser i de svundne dage, afkrævede mennesker deres fulde opmærksomhed og energi. - Da jeg engang, mens jeg endnu var meget ung, med hesteploven, havde fået hold på en gammel eg, der ganske sikkert havde ligget velforvaret der i århundreder, og da Vigen flittigt besejledes af disse købmænd og andet godtfolk, kom jeg uvilkårligt til at tænke på, hvad denne gamle eg mon kunne have været vidne til, da den for længe siden var ”I sin Bedste Alder”? Måske den alder Johs.V. Jensen har haft i tankerne, da han skrev: Med flint har oldbonden tømret - kriget / hver spån du finder i Danmarks jord / er sjæl af dem der har bygget riget! - Denne egs bedste alder var jo for længst forbi - kun minderne kunne den have tilbage, forseglede som de var, i dens sortladne, hemmelighedsfulde indre, hvis forgængelighed lyset og luften nu ville kunne fremskynde. Min bedste alder, følte jeg, lå lokkende og lysende foran mig. - Men den grad af bestandighed som denne eg havde haft, i hvert fald indtil jeg drog den frem fra sit skjul, måtte jeg for mig selv bekende, ville aldrig kunne times mig.

Nu, mange år senere tror jeg stadig, naivt, fortæller verden mig godt nok, at min bedste alder stadig lokker og lyser foran mig! - For er det da ikke, når det kommer til stykket, vi menneskers egne tankers blotte og vedholdene søgen efter det, der synes hver enkelt af os at være livets og tilværelsens dybeste hemmeligheder, der betinger at vor bedste alder kan forblive en realitet for os igennem mange år, og det måske også  uanset hvilke tilfældigheder og vilkår vi så ellers måtte være underlagt? - Er det da ikke således, at uanset forgængeligheden af de strukturer der, rent fysisk, er bærer af tanken. Så kan tanken selv ikke forgå. Den vil leve videre imens vi med B. S. Ingemann synger: Skøn er sjælenes pilgrimsgang / gennem de fagre / riger på jorden / går vi til paradis med sang!

Arne Larsen